Hjemme igen i
Danmark håbede jeg nu også at komme i gang med digitaliseringen
af Amerikanske Billeder og ringede en dag op for at høre
filmmanden Robert Fox om det var klogt at bruge Zentropa som
producent. Han havde boet i min kinesiske veninde Christinas
lejlighed i NY under optagelserne på hans film om Jacob Riis.
Han mente dog at jeg gabte over for stor en opgave alene og
foreslog at introducere mig til en dygtig filmmand på hans
kontor, Thomas Engell. Allerede efter det første møde med Engell
var jeg klar over at her var manden jeg havde brug for med både
en enorm teknisk viden og intellektuel spændvidde. Engell satte
hurtigt et drømmehold sammen og fik en masse nye frugtbare ideer
omkring filmen, DVD’en, Tv osv., men hans budget bar sandelig
også præg af det. Det kunne simpelthen ikke gøres for mindre end
4,5 millioner kroner hvis den interaktive DVD, som jeg havde
drømt om til skolelærere over hele verden, skulle laves
ordentligt. Og dermed gik der kludder i finansieringen fra
Filminstituttets side. En masse kedelige møder fulgte og
arbejdsholdet fortsatte arbejdet lang tid efter jeg tog på
sommerferie og aflagde beretninger via mobiltelefon i vest mens
jeg kørte rundt i øst.
Forinden havde jeg
en dejlig oplevelse i Tyskland, hvor jeg igen var hovedtaler ved
en stor international studenterfestival. Da lederen af det hele,
Henriette Bohn, havde set på mine hjemmesider at jeg "i reglen
bor hos fattige mennesker" havde hun emailet mig om jeg ikke som
den eneste af foredragsholderne ville acceptere privat
indkvartering frem for på hotel, da de havde haft bøvl med at
skaffe sponsorer nok til festivalen. Da jeg havde meget arbejde,
jeg skulle lave på min computer under festivalen, var jeg ikke
særlig begejstret for den idé. Men da jeg ankom til denne
østtyske studenterby, Greifswald, og der fik en varm modtagelse
af Henriette, som sagde at det var hende selv jeg skulle bo hos,
- ja, så blev jeg ganske svag i benene og lod mig straks
overtale. For hun var intet mindre end en henrivende østtysk
skønhed og samtidig en utrolig sød og begavet
psykologistuderende. Jeg fandt aldrig helt ud af om de virkelig
manglede penge, for hun var på forhånd simpelthen fast besluttet
på at jeg skulle bo hos hende. Og tilmed at jeg skulle dele
hendes egen seng med hende hele den uge festivalen varede, da
der ikke var andre steder at lægge mig i hendes lille
loftskammer. Fra nu af var vi nærmest uadskillelige og jeg så
hurtigt fordelene ved overalt at optræde sammen med
hovedpersonen, som med imponerende ynde overalt introducerede de
mange verdensnavne. Hver optrædende skulle dog kun én gang ud at
spise middag med hende på fin restaurant. Jeg følte mig derfor
ganske privilegeret ved som den eneste optrædende at spise
middag ved hendes side hver dag og derved at komme til at møde
alle disse optrædende personligt.
Særligt glædede jeg
mig til at spise morgenmad med Die Zeits kendte chefredaktør,
Teo Summer, hvis artikler og verdensanalyser jeg i årevis har
beundret i Newsweek. Men lige netop den morgen sov vi over os
efter nattens udskejelser til en stor rockkoncert, hvorfor
morgenmaden allerede var gået i gang sammen med universitetets
rektor. Skønt denne sad fordybet i samtale med Teo Summer under
malerierne af fortidens mange rektorer i den klassiske gamle
sal, der blev skånet under 2. verdenskrig, sprang til min
forundring rektor op af stolen ved synet af mig og udbrød på
klingende dansk: "Goddag Jacob, hvor har jeg dog glædet mig til
at se dig igen hernede. Som student i Århus så jeg dit show i
Stakladen i 1976." Og straks derefter begyndte han at fortælle
Teo alt om mig som var vi gamle nære venner. Og Teo, som hører
til den type formidable genier, der omgiver sig med en aura af
dyb ydmyghed, ægte interesse og indlevelsesevne som f.eks. Åge
Bohr, - ja efter kort tid var det som om jeg også havde kendt
ham i årevis, hvilket ikke var så dårligt da jeg jo stod over
for et af mine idoler, der med garanti ellers ville have gjort
mig mundlam. Det sidste blev jeg nu alligevel da jeg hørte hans
skarpe analyse af verdens tilstand i universitetets festsal for
studenterne. Alligevel noterede jeg med tilfreds at der ikke var
mødt nær så mange tilhørere op til denne verdenskendte
personlighed som til mit eget foredrag. Dette var så stort et
tilløbsstykke at vi fra kl. 22 til kl. 5 om morgenen fyldte hele
domkirken, der virkede så stor som Kølns. Dette ukristelige
tidspunkt blev valgt da rigtige domkirker jo ikke kan mørklægges
i juni måned.
Denne hektiske uge
sammen med Henriette kom i øvrigt til at gå ud over netop den
person, som i årevis havde forevist mit show i fortidens vest-
og østtyskland, Jerry Justice. En af de ting jeg havde håbet at
få skrevet under opholdet var en flot tale til Jerrys og Ingers
sølvbryllup, som jeg kørte hjem til lige efter denne morgenmad
med Teo Summer. Nu fik jeg overhovedet ikke tid til dette og var
for segnefærdig af træthed under hjemkørslen til overhovedet at
tænke over en tale. Alligevel følte jeg ikke at jeg kunne være
bekendt til så stor en fest som Jerrys gamle arbejdsgiver ikke
at holde en tale for ham. Men det skulle jeg aldrig have gjort.
Jeg var ikke kommet ret mange timer ind i talen før både Jerry
og alle hans gæster råbte og skreg til mig om at standse
øjeblikkeligt. Så begyndte jeg dumt at argumentere med dem
indtil Jerry kom op og trak mig ned på min plads. Aldrig – siden
talen til min forlægger Per Kofods fødselsdag – har jeg lavet så
pinlig og usammenhængende tale. I en sådan situation må man jo
finde nogle syndebukke – f.eks. min astrolog som godt kunne have
advaret mig og min kone, som ganske ufortjent havde skældt mig
ud over min kørsel kort forinden og således "fratog mig al min
selvtillid."
Men I al fald,
undskyld, Jerry og Inger. I var vist bedre tjent med den tale
min far holdt, da han viede jer 25 år tidligere. Nu har jeg
lovet mig selv – og især min kone – aldrig at optræde som
lejlighedstaler mere. Med andre ord kan alle I andre fra nu af
roligt invitere os med til alle jeres fester. I har mit ord på
at jeg ikke siger et ord.
Ideen til vores
sommerferie kom til dels fra vores søn, Daniel, som ikke kunne
slippe sit blafferi efter sidste års tur til Shanghaj. Ved
nytårstid tog han i minus 7 grader gennem Sverige til Finland
med to piger. Han kan lige som jeg aldrig sige nej, så da to
piger uafhængigt af hinanden havde tigget om at komme med på
turen, endte han med at få dem begge på slæb. Men da tre er for
mange at blaffe sammen, endte han hver dag med at sende dem af
sted i forvejen hvorefter de om aftenen fandt frem til hinanden
ved hjælp af mobiltelefoner. Især havde de været begejstrede for
turen gennem de baltiske lande og Polen. Knap nok var Daniel
kommet hjem og havde arbejdet i to uger for at tjene sammen til
næste tur før han igen var af sted. "Hvorhen?" spurgte vi, da
han jo snart havde set hele verden. Nej, han havde da ikke
engang set Europa, sagde han. Mod øst lå et af de største lande,
som stort set ingen europæere kender, Ukraine. Det ville være
godt at øve sig lidt i dette land inden den store rejse gennem
Rusland til Japan, som han nu forbereder. Men Ukraine blev en
hårdere nød at knække for ham end han havde forestillet sig.
Aldrig havde han oplevet en sådan fattigdom og trøstesløshed før
- selv ikke under rejsen gennem Asien. Og alligevel var Ukraine
det rene slaraffenland i forhold til chokket over at se
Moldavien, hvor mange sælger deres ene nyre til vesten for at
overleve. Her ville de ikke lade ham komme ud af landet, da han
ikke havde udrejsevisum og ikke ville betale de korrupte
toldere, hvorfor han måtte blaffe frem og tilbage mellem grænsen
og hovedstaden i det mest trøsteløse vinterpløre. Men da han
endelig nåede frem til Ungarn, ventede belønningen her i form af
en ny kæreste – en rig argentinsk pige, som læser i Spanien. Så
kort efter blaffede han til Madrid og boede hos Celeste i lang
tid. Siden har de rejst en del frem og tilbage og blaffet rundt
i Tunesien, Sicilien og mange andre steder sammen. Men han har
stadig svært ved at sige nej til alle de andre piger, så når
Celeste kommer på besøg på Nørrebro, må hun efter sigende dele
ham med 3-4 af hans andre kærester.
Men hans
Østersørejse gav i al fald Vibeke og jeg ideen til selv at
tilbageerobre de gamle hansestæder i sommerferien og da vi havde
sat vores datter på et fly til en sprogskole i England, kørte vi
straks af sted mod færgen til østtyskland. Men vi var kun nået
10 km syd for København, da der pludselig lød nogle enorme brag
under os. Vibeke sad netop og snakkede med Marie Tetzlaff på sin
mobil, da Marie hørte hende råbe "Hjælp, hjælp, vi dør" eller
lignende, som hun passende kunne have brugt i en
øjeblik-for-øjeblik-skildring i vores nekrolog i Politiken næste
dag. For i 110 km’s fart tabte vi pludselig venstre forhjul og
pløjede asfalten under os op. Det lykkedes mig at styre uden om
bropillerne ved Karlslunde afkørsel og at styre ud mod grøften,
hvor vi pludselig sad stille og så på hjulet, som løb videre ned
gennem de tre tætte rækker af glade biler på vej på sommerferie.
Jeg havde lige brugt en masse penge på nye dæk til turen gennem
"det vilde østen" og - nærig som jeg er - sprang jeg lynhurtigt
ned gennem rækkerne og fangede dækket i midterrabatten. Vibeke
kom først senere i chok og sad stadig og gav sin
øjenvidneskildring til Marie Tetzlaff i telefonen. Jeg gav mig
til at lede efter de 5 bolte for at sætte hjulet på igen. De var
dog sporløst forsvundet ude i kornmarkerne og Falck nægtede at
lade os køre videre på de tre bolte jeg kunne skaffe fra de
andre hjul.
Således startede vi
vores sommerferie – igen på toppen af en Falckbil – tilbage til
et værksted i Herlev, hvor de fandt nogle bolte, så vi et par
timer senere nåede næste færge til Rostock. Men da vi skulle
køre ombord var bilen gået i stå, så vi måtte skubbes om bord.
Strømmen var gået, men i Rostock fik vi folk til at skubbe os i
gang. Efter et par timer på vej mod Polen kunne vi dog se at
bilen blev ved med at tabe strøm. Der var nu næsten intet lys i
lygterne og Vibeke insisterede på at standse. Jeg mente at jeg
sagtens kunne se "ved hjælp af stjernerne", men de hyggelige
gamle østtyske landeveje har det problem at vejtræerne dækker så
tæt hen over dem, at alt bliver kulsort om natten. Det var
selvfølgelig mest forsvarligt at standse, men vi var kun 20 km
fra Griefswald hvor jeg tænkte at vi kunne bo hos Henriette Bohn
og få hendes tysktalende hjælp til at finde et værksted. Nu var
Vibekes chok over dagens begivenheder imidlertid sat virkeligt
ind, og hvis sommerferien skulle reddes var der intet andet at
gøre end at standse i nabobyen, som hed Grimmen og absolut
levede op til det. I to nætter lå vi der i bilen bag en
tankstation og ventede på at værkstedet åbnede. Humøret var helt
i bund. Vibeke insisterede på at komme hjem. Hun skulle ikke
have noget af at køre "videre mod Rusland i din rustkasse."
For at få lidt
adspredelse tog vi om søndagen med toget til Greifswald, som jeg
havde omtalt så begejstret for Vibeke. Men nu var studenterne
fra hele verden væk og byen virkede trist og død skønt det var
dejligt at se Henriette igen. Bilsammenbrud er dog som sagt godt
for noget, for uden denne dårlige start ville vi aldrig have
opdaget hvor ufatteligt søde og hjælpsomme folk er i det gamle
DDR. Vi var helt opløftede over behandlingen vi fik i
autoværkstedet, hvis chef absolut insisterede på at vi skulle
hjem og bo hos ham. Mekanikerne fattede ikke at jeg nu ville
have hele to nye batterier sat på bilen. Som de sagde: "De
koster jo mere end hele bilen er værd." Men jeg havde ikke til
sinds at "bryde sammen igen i en by i Rusland". Vibeke
insisterede dog stadig på at komme hjem, men jeg foreslog: "Skal
vi ikke lige smutte indenom Polen og slappe lidt af et par dage.
Så kan vi jo altid tage færgen fra Swinouskie tilbage." Det gik
hun med til, hvorefter hun faldt i en dyb søvn. Mens hun sov
drønede jeg hurtigt gennem hele Polen og det gik vist først op
for hende, hvor langt vi var nået da vi så et skilt, der sagde
"Minsk 100 km."
Med dette elegante
fait accompli vidste jeg at sommerferien var reddet, da vi jo nu
ligeså godt kunne vende hjem gennem Finland som gennem Polen.
Blot måtte jeg love Vibeke at jeg "ikke lige ville smutte til
Minsk og Leningrad mens jeg sover" idet hun jo kendte mig godt
nok til at vide at jeg altid "lige" skal rundt og se hvad der
gemmer sig omkring det næste hjørne.
Sådan redder man
sin sommerferie og sit ægteskab efter en lidt uheldig start. Og
resten af ferien var den rene romantik. Vi havde jo været lidt
nervøse over om vores ægteskab overhovedet kunne holde til en
bilferie uden vores børn, men alt gik over forventning. Der var
simpelthen så vidunderligt i Estland, Letland og Litauen at vi
nærmest skammede os over at vi aldrig havde interesseret os for
disse, vore nye EU-medlemmer før. Blot fattede vi ikke i al den
naturskønhed og med disse vidunderlige gamle middelalderbyer kun
en dagsrejse fra Danmark, at vi intetsteds mødte andre danske
campister. Her kan man spise for ingen penge i de fineste
restauranter og sidde og drikke vin på lejrpladser i den
skønneste natur. Særligt begejstret var jeg for de tusinder af
storke, der spankulerede overalt i vejsiden og knejsede fra
reder på hvert af de gamle malede bondehjem af træ - samt for at
besøge vore forfædres gamle borge. Og som gammel KGB-agent måtte
jeg naturligvis besøge "vores" fordums storslåede
KGB-hovedkvarter i Vilnius. Ukendt for enhver turist kan jeg
berette at byens bedste madsted stadig er KGB’s officerskantine.
Her sad vi på marmorgulve og fik iskolde lyserøde borschtsupper
på de fineste blodrøde polstrede stole umiddelbart ovenover de
underjordiske fængsler, hvor "mine medsammensvorne" forhørte og
henrettede 10.000 fanger.
I Helsingfors’
skærgård sørgede Vibeke for royal indkvartering i en herlig
gammel kongeborg, hvor hendes ven Søren Friis er kunstdirektør.
Næsten ligeså elegant indkvartering fik vi hos sidste års
julebrevsomtalte genfundne gamle kæreste, Katarina Strandmark, i
Stockholm, hos hvem vi boede i tre dage lige i centrum. Her
kunne vi spadsere rundt og se alle de museer, vi havde forsømt i
fordums travlhed, og sammen med Katarina spise frokost ved den
guldbelagte liggende statue af Vibekes 20. tipoldefar,
Stockholms grundlægger Birger Jarl, under rådhustårnet. Pga. det
varme sommervejr var den allerbedste del af turen næsten ned
langs Sveriges søer, hvor vi kunne slå vores lille kuppeltelt op
helt ude ved brinken. Uforglemmelig var opholdet i Vadstena
kloster, hvis grundlægger jeg naturligvis måtte have adskillige
billeder af sammen med Vibeke. Som
17. tipoldemor er den hellige
Birgitta jo i slægtled den nærmeste til Vibeke af de 36
kanoniserede helgener, jeg har fundet blandt hendes forfædre.
Skønt Vibeke ikke interesserer sig for slægtshistorie, blev hun
alligevel dybt grebet af det store arbejde, der var blevet
igangsat af Birgitta Finsta, hvis klosterorden vi også besøgte i
Estland. Ligesom under mit Danmarks-løb gennem Blekinge, blev vi
igen grebet af al den naturskønhed, der findes lige over sundet
i vort naboland.
Desværre fik Roya
afkortet denne vidunderlige ferie, idet hun havde foreslået mig
som taler på Rådhuspladsen til den store menneskerettighedsdag
den 1. august. Da hun ud over således at spolere min ferie
samtidig i Politiken havde udtalt sig imod homoseksuelles ret
til at adoptere og da jeg ikke rigtig kunne komme i tanke om
noget at holde tale om, fik jeg den ide at jeg ville lave hele
talen som et langt drillende angreb på hendes og mange andre
muslimers homofobi. Det var da også en fryd at se dig stå og
skamme dig nede i mængden på Rådhuspladsen, Roya, men moralen af
dette er at det også faktisk BETALER SIG at drille sine venner.
For nogle dage efter fik jeg en e-mail fra en ukendt bøsse, der
tilfældigvis var kommet forbi under min tale og som nu ønskede
at takke mig for mit engagement i de homoseksuelles sag. Han
havde fået en mindre arv, som han i tidligere år havde brugt til
at støtte homoseksuelle kandidaters valgkamp til det engelske
parlament med, men i år syntes han at jeg fortjente pengene og
sendte mig kvit og frit 19.000 kr. Jo, med en regering som
prøver at vise at Danmark ikke har nogen økonomisk nettogevinst
af indvandrere, kan man ikke andet end at sætte pris på
at man har så dyrebare og kostelige
venner som Roya til at bevise hvor meget vi faktisk kan
tjene på indvandrerne!
På grund af vores
fælles politiske engagement kalder Vibeke drillende både Roya og
Sherin for mine "muslimske koner" – lykkeligt uvidende om at
dette skam er hvad de begge er. Med fælles middage hos begge
deres forældre føler vi os i al fald som en stor familie. Så ind
imellem må man jo tage sig sammen og vise sit rette
tilhørsforhold – f.eks. når det pludselig går op for én at det
er ved at være ens sølvbryllupsdag – eller rettere 25 års
mødedag. Vibeke var meget spændt på hvad der skulle ske på denne
dag, da jeg mere end havde antydet at vi skulle på en større
udflugt sammen. Jeg havde brugt megen tid i årets løb på at
fotografere de 350 slotte og herregårde, hendes familie har
ejet, og mere end antydet at vi skulle på et weekendophold på en
af disse. Derfor havde jeg bedt hende om at stille op i sit
fineste skrud om morgenen på dagen og underrettet hende om at vi
havde ca. et par timers kørsel. Da vi i strålende solskin kørte
ud af motorvejen mod syd, sagde jeg så lidt henkastet at jeg for
resten lige blev nødt til at køre ind til Zentropa-studierne for
at aflevere 5 billeder til Lars von Trier. Vibeke anede ikke
uråd, da jeg sommeren igennem havde været derude for at klippe
en masse af billederne fra Amerikanske Billeder ind i Lars’ nye
film "Dogville." Da hun blev siddende i bilen, sagde jeg at hun
da "ligeså godt lige kunne gå med ind og hilse på Lars." Dette
gjorde hun yderst modstræbende – ivrig som hun var efter at
komme videre på vores sølvbryllupsudflugt. Så det kan nok være
at hendes forbavselse var stor, da vi kom ind til en større
velkomstkomite af skuespillere og instruktører med blomster og
"tillykke med dagen" mens Lars opfindsomt overrakte os sine
håndplukkede "vredens druer" og derefter bød os alle ind i sit
teater.
For nu skulle vi
til verdenspremiere på hans nye film "Dogville" og tilmed som de
allerførste se en uklippet 4 timers version. Og hvis Vibeke
først var lidt ked af ikke at komme på den store romantiske
udflugt hun havde drømt om – "Ih, hvor du dog altid slipper
billigt fra det hele!" hviskede hun – ja, så tør det nok siges
at oplevelsen af filmen var vores store dag værdig. Selv om den
foregår indenfor nogle kridtstreger i en stor sort sportshal i
Sverige, glemmer man i løbet af 10 minutter omgivelserne og
lever sig fuldstændig ind i handlingen. Jeg skal ikke røbe
denne, da der er en meget stor overraskelse i den, men blot sige
at den på en genial måde tager alle de ideer og temaer op, som
jeg har arbejdet med i årevis indenfor undertrykkelse. Man har
svært ved at tro det når man arbejder sammen med Lars i hans
beskidte "sædplettede" underbukser osv. at den mand kan lave så
genial og universel kunst. Netop fordi hans budskab er så
universelt og vigtigt – især denne films budskab – var jeg
næsten irriteret over at se mine egne Amerikabilleder til sidst
ligesom at trække filmen ned på et lokalt og næsten
anti-amerikansk niveau. Vibeke Windeløv var da også så nervøs
over at denne slutning ville virke for stærkt på amerikanerne og
fløj straks efter forestillingen til USA for at afprøve den i
nogle udvalgte publikums. Deres reaktion viste sig dog at være
positiv. Efter 4 timer, som ikke var et minut for langt, kom vi
ud - helt skæve i hovederne - og Lars bød på stor frokost.
Vibeke havde tit haft svært ved at tro mig, når jeg kom hjem fra
frokoster med Lars og fortalte om hvordan denne – netop som jeg
sad fordybet i snak med de andre instruktører ved bordet såsom
Per Fly, Susanne Bier osv – pludselig rejste sig op og begyndte
at afklæde sig sine beskidte shorts og t-shirts indtil han –
stadig ved bordet - helt nøgen stod og rystede sin pik lige op i
maden. Først havde jeg været dybt chokeret – skønt jeg lagde
mærke til at ingen af de andre ved bordet overhovedet ænsede ham
– indtil jeg så også Peter Ålbæk Jensen gøre det samme og de
lidt efter spadserede ud til den store svømmepøl et stykke
derfra. Nu oplevede Vibeke nøjagtig det samme og da Lars gjorde
tegn til at både jeg og den svenske skuespiller Stellan
Skarsgard fra
"Breaking the waves" skulle følge efter, hoppede
vi med ham i svømmepølen, hvor Vibeke tog det sjoveste billede
af os sammen. Dagens højdepunkt på denne, vores sølvbryllupsdag,
var vist for Vibeke da hendes store nøgne svenske idol styrede
lige hen til hende for at tørre sig. Eller var det da vi kom
hjem og vores køleskab pludselig eksploderede med et brag og vi
måtte bruge resten af dagen på at købe nyt køleskab – hvorfor
Vibeke fik mig overtalt til også at give hende et nyt køkken på
denne højtidsdag? Kan I forestille jer at bruge sin halve
sølvbryllupsdag på at løbe rundt i Ikea - en dag som ellers var
startet så lovende?
Mit forhold til
både Vibeke og Lars von Trier fik et nyt opsving efter
sommerferien. Lars havde ikke kunnet få temaerne fra Amerikanske
Billeder ud af hovedet og havde nu fået en ny genial ide. I
stedet for at fortsætte sin amerikanske trilogi efter "Dogville"
med "Dear Wendy", havde han nu opgivet den sidste og givet hele
manuskriptet til Thomas Vinterberg. Det var jeg irriteret over
at høre, da jeg jo havde brugt en hel del tid på at fotografere
slum i New York til filmen. Kort efter dette flyttede han så
hele handlingen ud i en mineby og satte mig til i stedet at
finde en sådan, hvori man både skulle kunne se minetårnet og de
omkringliggende fattige minearbejderes huse – en næsten umulig
opgave da de fleste miner ligger i bjergområder. Jeg gik i gang
med at e-maile mine venner i USA, der som Trier-fans begejstrede
kørte lange strækninger for at finde egnede locations. Jo, du
aner ikke, Lars, hvad du sætter i gang! Nå, men som sagt, efter
at jeg havde fundet alverdens minebyer i USA, forkastede han
hele filmen, for nu var han blevet inspireret af "Amerikanske
Billeder" til at lave showet om til komedie. Han ville lade
heltinden fra Dogville, Nicole Kidman, flygte ned til
sydstaterne og starte et raceoprør. Han kunne slet ikke vente
med at fortælle mig om det hele, sagde han. Da jeg var ude i
Zentropa for at vælge mine billeder ud til slutscenen i Dogville
med klipperen, blev Lars ved med at komme ind og forstyrre os og
sige: "Nu må du altså snart komme ind og høre om min ide,
Jacob." "Ja, ja, vent nu til vi er færdige." Denne evne til at
begejstres som et lille barn elsker jeg simpelthen hos Trier. Da
jeg tidligere på sommeren havde haft hans kone som deltager i en
stor international racisme-workshop, havde hun fortalt mig om
hvordan Lars begejstret kan vågne op midt om natten med sine
vilde ideer. Det geniale ved ham er som bekendt at han også kan
føre dem ud i livet. Og det så jeg ved selvsyn under vore møder
om denne nye film, der handler om flere af mine kendte temaer
såsom "indvendiggjort racisme" og "slaveriets psykiske
fortsættelse". Skønt jeg fremkom med mine ideer og forslag midt
i alle hans teatermodeller af Wagneroperaer – både hjemme hos
ham og Bente i Ørholm og ude i Zentropa - og skønt han for frem
og tilbage til Bayreuth for at forberede festivalen i 2006 – ja,
så e-mailede han mig altid kun en dag eller to senere sine
foreløbige udkast til filmmanuskriptet baseret på mit input -
inklusive hele dialogen mellem skuespillerne. Nogle af disse
ideer har jeg snakket om i årevis i mine workshops uden at kunne
formulere dem på anden vis. For ham tager det blot en enkelt nat
at omforme dem til kunstneriske udtryk. Vi har tonsvis af
filmfolk som Bille August, der kan filmatisere andres bøger, men
at blive givet blot et par løse input og på det grundlag straks
opfinde en fuldstændig original handling og dialog, det er hvad
jeg kalder en genial filmkunstner. Jeg kan ikke her tillade mig
at udpensle handlingen i hans manuskript til filmen, som kommer
til at hedde "Manderley", men jeg tør godt love at han kommer
til at træde på nogle ømme tæer i USA – både blandt hvide og
især sorte. På dette ømme punkt er det sjovt at være hans
konsulent idet han tydeligvis elsker at omforme mine advarsler
til bevidste provokationer overfor amerikanerne. Det sjove ved
samarbejdet er at alt for den mand blot er og bliver en leg. Når
jeg ser hvor vigtige og alment menneskelige hans budskaber er i
både "Dogville" og "Manderley," kan det derfor ikke andet end at
ærgre mig at resultatet måske blot bliver en intellektuel leg på
en opkridtet sort scene for nogle få ligesindede mens han så let
kunne have gjort dem bredt folkelige ved at lave dem "on
location". Men det sidste ville jo kræve at du bevægede dig "ud
over dig selv" ved at skulle overvinde din flyskræk frem for at
lege i din egen lille sorte sandkasse, Lars!
Også til Vibeke fik
mit forhold en ny drejning. Lige før sommerferien sagde hun sit
arbejde på CKU op, da hun var træt af igennem 10 år at have
stresset døgnet rundt for at lave Tredje Verdens festivaler og
konferencer. Men hvis hun havde troet at hun blot kunne gå,
måtte hun tro om igen. Hendes chef, som hun havde startet det nu
store center sammen med, nægtede ligeud at lade hende gå. Der
kunne kun blive tale om at få et års orlov. Beskeden som hun er,
nægtede hun at være genstand for den sædvanlige
afskedsfest…..med det resultat at jeg fik den i stedet. Hele
dagen igennem kom hendes mange medarbejdere uafhængigt af
hinanden med enorme blomsterdekorationer, frugtkurve og gaver og
overrakte dem grædende til mig. Vibeke er utroligt populær på
alle arbejdspladser – den som får det hele til at køre og som
går ind i og løser alle konflikter og tager sig af alle
menneskelige problemer – så alle frygtede nu at CKU ville bryde
totalt sammen uden hende. Jeg skældte alle disse tårevædede
gavegivere grundigt ud: "Hvorfor fanden kan I da ikke holde på
hende derinde? Tror I at jeg er interesseret i at få hende her
hjem dagen lang?"
Og sandt at sige
blev dette da også straks en plage for mig. For Vibeke var i et
fantastisk og smittende humør nu hvor hun var sluppet for den
dobbelte byrde af en syg far og et stadig mere sygt arbejde, som
hun var kørt træt af. Men når vi nu sad ved hver sin computer
herhjemme i mit arbejdsværelse, snakkede hun fra morgen til
aften hvorfor jeg intet fik lavet. Til sidst blev jeg helt
desperat og fik slået et ordentligt hul igennem loftet ned til
hendes arbejdsværelse for at få ADSL-forbindelsen ført derned,
hvorefter vi nu nøjes med at sende e-mails til hinanden.
Med sin nye frihed
kunne vi nu få tid til at løbe sammen om morgenen, hvilket jeg
nød. Vi havde de vidunderligste morgener sammen i den varme
sensommer. Med min interesse for borge, løber jeg et altid par
omgange på Kastellet mens den royale Vibeke løber forbi
kongeskibet. Til sidst mødes vi altid udenfor Marys lejlighed,
hvor vi kan se lige ind i sengen til hende og Frederik, for til
slut at løbe Langlinie ud. Frem for at kigge efter Mary, nyder
jeg dog personligt langt mere synet af den løbende Vibeke, der i
sin sorte Vietcong-løbedragt aldrig har set smukkere og mere
elegant ud – selv efter vore nu 25 år sammen.
Al traurighed og
ængstelse over sygdom og død var nu som blæst væk fra hendes
ansigtstræk og jeg måtte endnu engang erkende at det, som vi
altid hastigt ræsonnerer og forestiller os er en person – som vi
enten kan lide eller ikke lide fordi "han/hun er sådan og sådan"
– jo aldrig er andet end en fortvivlet ophobning af dette
menneskes omgivelser – og de input vi selv giver dette menneske.
Men som Vibeke og
jeg ofte driller hinanden er det jo altid klogt at have en
reserve i baghånden i form af en ekstra kone. Efter min
forlovelse sidste år med Sherin Khankan var det nu tid til vort
store muslimske bryllup i Københavns Domkirke. Da mange af jer
var til stede og hele vores illustrerede "bryllupstale" ligger
på mine hjemmesider, behøver jeg sikkert ikke at give
begivenheden større omtale her. Dog bør I lige vide at det at få
slæbt en ærbar muslimsk pige til alteret ikke er den letteste
sag i verden. Sherin havde under mit frieri i en baggård på
Vesterbro ganske vist straks sagt ja, men da hele hendes familie
var kommet i et stort postyr – endda uden at Sherins far endnu
havde hørt hvem den tilkommende var – ja, så blev Sherin kastet
ud i en voldsom familiekrise hele ugen før og ringede mig
aftenen inden op og sagde at hun ikke kunne gå til altret med
mig. Hun var helt udmattet og måtte "i al fald sove på det
først." Først søndag morgen fik hun skrevet sine ord ned, men
endnu da jeg blev ført op til alteret et par timer senere, var
præsten ikke klar over hvem min tilkommende var – eller om jeg
overhovedet havde en tilkommende. Vibeke og min egen familie
havde jeg naturligvis slet ikke turde fortælle noget om det. Kun
få fattede
på dette tidspunkt mistanke til den højgravide pige,
der sad med sin arabiske familie på den anden side i koret og
nervøst svedende holdt sin brudepige i hånden. I min tale til
min tilkommende brugte jeg skriftstedet om Jesus ved den
samaritanske kvindes brønd som et smukt billede på alle de
skænderier og den manglende kommunikation, der uden tvivl ville
følge med også dette ægteskab. Da jeg rakte hånden ud mod
bruden, gik der et chok igennem menigheden, da det viste sig
ikke mod forventning at være den højgravide pige, der var min
tilkommende, men derimod hendes lille, søde brudepige – i folks
øjne uden tvivl alt for pæn og uskyldsren til at kunne stå i et
forhold til mig - der pludselig rejste sig op for at gå til
altret. Stående ved min side holdt Sherin derpå den smukkeste
tale om at gå fremtiden i møde – hånd i hånd i samme kærlige
harmoni som de kristne kirker og muslimske moskeer står side om
side i hendes hjemstavn Damaskus – hvorefter hun takkede sine
forældre i et forsøg på at bløde dem lidt op overfor denne
underlige mand ved hendes side, som hun nu havde bragt ind i
deres familie. Alle sad tårevædede over synet af dette yndige
par – kun Roya hulkede højlydt ovre i hjørnet over at det ikke
blev hende, der fik manden fra det høje nord. "Det var skide
godt!" hviskede min datter, da jeg kom ned på min plads mens
orgelmusikken brusede løs under salmen, som jeg havde valgt,
inspireret af Ku Klux Klan og Sherin: "Skal kærlighed sin prøve
stå."(Syng med på de smukke ord og musikken på mine
hjemmesider).
Også Vibeke, der
stadig ærgrer sig over at vi aldrig fik et kirkebryllup,
svømmede helt hen i glæde over at dette alligevel til sidst
skulle overgå familien. Det skortede da heller ikke på kirkevin,
muslimsk sodavand og overstrømmende tværreligiøs glæde, da
Sherin og jeg sammen stod i rotunden og fortalte menigheden om
planerne for vor fælles fremtid ligesom til den efterfølgende
fest i Gernersgade.
Men kort efter brød
helvede løs. Mens Vibeke og jeg kom kørende igennem Polen på
føromtalte ferie, ringede Sherin bestyrtet op hjemmefra: "Hjælp,
hjælp, Jacob, de slagter mig!" og fortalte om den kæmpe hetz
Berlingske Tidende havde indledt imod hende og sågar mig med.
Vores Domkirkebryllup blev sablet ned og kaldt for "mystisk og
blasfemisk" og Sherin blev anklaget for at stå i ledtog med
mørkets kræfter. Jeg fattede ikke under samtalen helt hvad
hetzen gik på, men med alle de uforståelige bilsammenbrud, jeg
netop stod i, og ved et hurtigt kik på mine sorte olieoversmurte
hænder, kunne jeg da godt selv se de "mørkets kræfter" jeg uden
tvivl udgjorde for denne rene pige i folks øjne og at jeg var
blevet en belastning for hende. Jeg havde da også kirkeklokket
grundigt i det, da jeg lagde vores bryllupsbilleder på nettet,
idet jeg var kommet til at antyde at den kristne slutbøn om den
hellige treenighed havde været en fællesbøn fremsagt af både
Sherin og mig - med det resultat at vi begge havde fået et sandt
bombardement af e-mails fra cybermuslimer i så fjerne lande som
Pakistan, der anklagede Sherin for i virkeligheden at være
"kristen muslim" og ikke "Kritisk Muslim". Da jeg som eneste
kristne medlem af hendes forening havde været med ved hvert af
de møder, som nu i Berlingeren blev udråbt som de rene
terroristceller, lovede jeg at komme til hendes skriftlige
forsvar. Det er dog ikke klogt at tage to "koner" med på ferie
ved f.eks. at bruge ferien på læserbrevsskrivning om den anden
og da jeg kom hjem efter tre uger var det værste af stormen
drevet over efter at et utal af venner med overrabbiner Melchior
i spidsen var kommet til Sherins undsætning.
Men kort efter brød
stormen løs igen, da Sherin med en klar begrundelse om ikke at
være med til at stemple islam midt i den danske hetz havde valgt
at stemme imod formuleringen om sharia-lovgivning til de
radikales landsmøde. Da denne sag blev blæst helt op til Mona
Sheikh-proportioner i medierne, behøver jeg ikke gå i detaljer
her. Blot vil jeg lige rette nogle misforståelser omkring min
egen medvirken. Denne gang troede jeg inderst inde ikke at
Sherin ville kunne vende stemningen og at dette ville blive
hendes nederlag som politiker. Igen var jeg pga. rejser for sent
ude med et skriftligt forsvar a la det jeg havde lavet for Mona
Sheikh, men på selve dagen hvor Sherin skulle forsvare sin
holdning og hele politiske fremtid til de radikales lukkede
møde, ringede hun mig op og bad mig om at medvirke og støtte
hende. To timer før mødet læste hun så sin forsvarstale op for
mig i telefonen. "Den er god, men jeg tror virkelig ikke at du
kan redde skindet," sagde jeg – som sædvanlig udiplomatisk – da
jeg netop at have hørt de seneste angreb i pressen samme dag.
Sammen tog vi ind i Vartov, hvor fjernsynet fulgte hende overalt
inden pressen blev lukket ude. Vi følte os nærmest sat i en
skammekrog oppe foran i salen, men Sherin havde sandsynligvis
gættet rigtigt hvad angik signalværdien af at have mig ved sin
side. For i pausen inden afstemningen kom den ene delegerede
efter den anden op til mig og sagde "Tak for den oplevelse det
var at se dit show i skolen," "tak fordi du gjorde mig politisk
aktiv i skoletiden" eller sågar "Jeg glemmer aldrig da jeg som
12-årig så dit show med min mor." Hvis jeg forinden havde set
mig som en værdig gemal af Sherin, kan det nok være at det gik
op for mig herinde at jeg var ved at blive en gammel mand blandt
disse tidligere elever. Men til syvende og sidst var det
naturligvis Sherins egen blændende forsvarstale, der vendte
stemningen. Den tale, der ikke under hendes monotone oplæsning i
telefonen havde fanget mig, virkede med Sherins udstråling og
fremføring her fra talerstolen nærmest majestætisk og allerede
inden hun var færdig, vidste jeg at slaget var vundet. Der var
mange lykønskninger og omfavnelser bagefter og da vi kom ned i
Vartovs gård, stod Sherins glædesstrålende forældre og
afspillede samme aftens Tv-udsendelse med os, som i den følgende
tid gav anledning til en frygtelig masse spørgsmål til mig og
min familie. "Er det rigtigt at Jacob er blevet radikal?" eller
som Sherin blev spurgt i Ekstrabladet "I al fortrolighed, er det
rigtigt at du og Jacob er kærester?" "Vi må desværre ikke udtale
os om det som foregår bag lukkede døre," svarede Sherin
drillende. "Men vi går naturligvis begge ind for stening for
utroskab," tilføjede Vibeke grinende. Jeg selv valgte –
diplomatisk som altid – ikke at sige nogen af dem imod. Og det
tør jeg naturligvis heller ikke her i julebrevet…...
Ægteskabet med
Sherin handlede for mig naturligvis om langt mere end personen
Sherin. Spørgsmålet er nemlig om vi er ved at miste trosfriheden
i Danmark? I indlæg efter indlæg dissekerer pressen en religion,
som deles af over en milliard mennesker. Er det underligt med
disse vedvarende angreb på Islam i pressen, at 80 % af danskerne
tænker negativt om religionen ifølge en AUC-undersøgelse? Jo,
indrømmet, al religion synes tåbelig og forkert for alle os der
ikke lige er født ind i den. Men når vi nu – modsat amerikanerne
med deres evne til at glædes over religiøs mangfoldighed – har
så voldsomt et behov for at tænke dårligt om andre mennesker
herhjemme, kunne vi så ikke have valgt Odins og Thors fåtallige
trostilhængere til at vælte vore onde tanker over på frem for at
såre og diskriminere millioner af troende? Hvad er det vi vil
opnå med denne vedvarende hetz om hvad der er forkert med "de
andre"? Ønsker vi 5 millioner bedrevidende danskere at
missionere blandt en milliard muslimer? Hvis ikke, må det vel
være fordi vi ønsker at de få, der er kommet her til landet - på
flugt fra nød og undertrykkelse - med deres uønskede bagage skal
henvises til en apartheid-status, hvorfra vi ikke lukker dem ind
i det gode selskab – ind i vore partier – før de er blevet
stuerene og blevet "som os." Altså nøjagtig som vi gjorde det
med jøderne i århundreder. Men har vi intet lært af
antisemitismen som sygdom? Eller af McCarthismen i USA, som
udstødte og mistænkeliggjorde hundredtusinder af
venstreintellektuelle og kunstnere på flugt fra undertrykkelse i
Europa pga. alle de "uamerikanske" og "undergravende" ideologier
og ideer, de bragte med sig, men som siden viste sig at blive et
af de mest skabende og kreative løft USA nogensinde har fået?
Jo, vi er syge og
hvor syge går op for én når den samlede presse skaber en
skandale i Dreyfus-dimensioner fordi en muslim har tilladt sig
at stemme på tværs af flertallet i sit parti. Som i trediverne
fører vores kollektive ophobning af negativ tænkning til ønsker
om ensretning og undertrykkelse af demokratisk mangfoldighed
hvorved vi netop sidestiller os med de lande, der har indført
Sharia-lovgivningen, der skulle stemmes om. Som under
Dreyfusskandalen og McCarthismen bliver Sherin anklaget for at
stå i ledtog med både "udanske" imamer og "fremmede" magter. I
det omsiggribende enøjede
danske korstog mod Islam sluger vi alle råt når
medløberne med løsrevne ord fra Koranen forsøger at
mistænkeliggøre selv vore mest progressive muslimer såsom Sherin,
der er nøjagtig lige så indfødte, nationalsindede og succesfuldt
integrerede som Dreyfus var det.
Jo, der er nok at
kæmpe for i vor tid og det er godt at have allierede som Sherin,
som også fik mig med i en anden forening. At ikke alt behøver at
være trist, vidner vort vidunderlige og lystige fællesskab i den
nystiftede "Jødisk, kristent, muslimsk Forum" om, som jeg også
vil opfordre mange af jer læsere til at deltage i. Alt dette gav
os dog så meget politisk arbejde at vi blev ved med at udskyde
vores "bryllupsrejse." Da den endelig kom – en tur sammen til
Grønland – var der desværre ikke penge til at få mig med,
hvorfor Sherin endte med at rejse alene derop som den første
muslim i Grønlands historie. Det er nu heller ikke lige mig at
sidde på hundeslæde. Nej, for mig er romantik at sidde sammen på
toppen af en Falck-bil. Og hvad jeg ikke havde forestillet mig,
var at Sherin var særdeles dygtig til at organisere netop en
sådan bryllupsrejse. Da min bil efter et foredrag i Ålborg måtte
trækkes om bord på Mols-færgen – igen for at spare
færgebilletten – var gode råd dyre. Jeg skulle nå frem til
åbningen af en udstilling, der blev lavet i forbindelse med et
Tv-program, som jeg optrådte i sammen med Sherin. Kunne jeg mon
nu få Falck til at køre mig hele vejen tværs over Danmark. igen?
Jo, det gik fint så længe jeg underholdt om Ku Klux Klan og
massemordere osv. men på Sjælland begyndte chaufføren at ville
hjemad. Så heldigvis ringede Sherin til mig på mobilen: "Skal vi
mødes og tage til åbningen sammen?" spurgte hun. "Ja, men har du
ikke lyst til at køre derud i en kæmpestor flot rød Falck-bil?"
sagde jeg. Det ville Sherin gerne, da også hun holder af luksus.
Nu gjaldt det så om at overtale Falck-manden og dette var ingen
kunst, da han lige havde set Sherin i alverdens Tv-udsendelser:
"Det er sgu’ en flot pige. Hende vil jeg sandelig gerne møde!"
Derfor gik han nu med til at køre mig helt ind til centrum i
København for at samle Sherin op og at hjælpe mig med at læsse
alle mine kasser af i min kælder, derefter at køre os helt ud
til Herlev for at aflevere bilen i mit muslimske autoværksted og
til sidst at køre os helt ind til byen igen til udstillingen.
Jo, med Sherin og et godt Falck-abonnement kan man komme så godt
som i paradis, hvilket netop var emnet jeg skulle snakke om i
Tv-udsendelsen – at man ikke behøver at blive millionær i en
velfærdsstats uendelige tryghed. Min datter var dog som
sædvanlig uenig, da vi samme aften med nød og næppe nåede flyet
til Grækenland: "Du kunne nu godt have beholdt bare nogle af
pengene dengang så vi kunne få råd til en "rigtig" bil, der selv
kan køre, far!"
Efter lang tids
stress var det godt med en uges efterårsferie i Grækenland og
Tyrkiet.
Straks efter var
jeg i november tilbage i USA til den første turné jeg helt selv
havde arrangeret med universiteterne via Internettet. Det gav
naturligvis lidt mere besvær med kontrakter, som skulle faxes og
underskrives, men til gengæld tjente jeg mange flere penge nu
hvor jeg ikke skulle dele med en agent. I kvindeuniversitetet Wellesley, hvor Hillary Clinton kommer fra, var jeg faktisk så
heldig at tjene 70.000 kr på en eneste eftermiddag. Det skete
ved at den eneste mandlige tilstedeværende – en ældre fornem
herre, der var kommet udefra pga. min web-kalender – stærkt
bevæget efter showet kom op til mig og gav mig et langt, langt
ømt kram. Han praktiserede nemlig "co-counseling", den befriende
terapi jeg bruger i workshops. Desværre blev dette knus lidt for
ømt med det resultat at han kom til at vælte noget af mit udstyr
på gulvet, så det gik i stykker. "Don’t worry, I will pay for it,"
sagde han og inviterede derefter både mig og den labre danske
blondine, Tine, som jeg havde med mig i bilen på denne turné,
hjem i sin herskabsvilla. Så stor var den, at vi aldrig nåede at
se alle værelserne. Og sandt nok, næste morgen skrev David
Ludlow en check ud til mig på 5.000 dollars og tilbød mig
efterfølgende op til 75.000 dollars om året til hjælp for mit
digitaliseringsprojekt. Pengene kom som sendt fra himlen, for da
Tine og jeg glade
kørte fra ham og hans søde kinesiske kone,
sagde bilen lige uden for udkørslen "puf, puf, puf" - hvorefter
vi endnu engang måtte op at sidde på en Falck-bil - skønt noget
tilsvarende lige var sket ugen før i Vermont. Værkstedet kunne
ikke nå at lave den samme dag, hvorfor jeg måtte låne en af
Davids biler for at nå op til et show i Maine. Desværre gik hele
min tur rundt i sydstaterne også i vasken, da reparationen trak
ud og jeg måtte køre de 3600 km i udlejningsvogn til et show i
Atlanta i øsende regnvejr. Til gengæld var der en helt utrolig
modtagelse og et kæmpepublikum i Atlanta, idet showet var
arrangeret af Bahai Faith – min foretrukne religion. Mens alle
andre religioner går imod racisme i teorien, gør bahaierne det i
praksis ved at gifte sig på kryds og tværs af race og religion.
De mødes ikke i kirkelige bygninger, men i hinandens hjem, hvor
vi i én uendelighed debatterede verdens problemer på et højt
intellektuelt niveau i én skøn blanding af sorte, hvide, asiater
og latinere. I dette selskab fik jeg sammen med min gamle ven,
Tony, hurtigt en følelse af at racismen er ved at forsvinde i
USA. Derfor er chokket så meget større, når man kommer ud i
gaderne og ghettoerne og ser de hurtigt voksende, for det meste
sorte madkøer, som krisen under Bush hastigt har skabt. Da jeg
kørte rundt i en udlejningsvogn, hvori mit dyre udstyr lå
synligt for tyveknægte, var jeg ikke i stand til at besøge alle
mine venner i ghettoerne. I hvor høj grad sådanne nye
luksusbiler forhindrer menneskelig kommunikation – modsat mine
egne rustne vrag – oplevede jeg i Washington, hvor det på denne
tur udelukkende lykkedes mig at overnatte hos Kasele, en gammel
sort veninde i NW-ghettoen, ved at hun flyttede ud til nogle
venner i de trygge kvarterer 50 km nord for Washington og i
øvrigt selv måtte leje en bil for at komme derud. Hvis jeg
skulle køre rundt hele tiden i udlejningsbiler, ville jeg med
andre ord hurtigt miste forbindelsen med mine gamle venner –
samt de mange hyggelige og lærerige stunder sammen med søde
mekanikere og Falck-mænd. Folk der kører rundt i nye biler aner
faktisk ikke hvor meget frihed, de mister……sagde ræven ved
rønnebærene.
Egypten.
Fordelen med "ved
jorden at blive" oplevede vi også, da vi i juleferien hele
familien tog til Egypten. Da der er alt for meget at fortælle om
en Egyptensrejse i et kort julebrev, vil jeg hovedsageligt her
give jer nogle gode råd – alle jer der endnu ikke har besøgt
dette turistparadis. For ned skal I efter min mening før eller
siden til dette land, som næsten hele menneskeheden har fælles
historiske og genealogiske rødder i. Da økonomien er det eneste,
der kan afholde én fra en Egyptensrejse, vil mine råd netop gå
på hvor billigt det faktisk kan gøres. Jeg snakkede nemlig med
adskillige danskere, som havde givet op til 25.000 kr for tre
uger og ikke set mere end vi gjorde for 5.000 kr. Oven i dette
valgte vi dog det dyre Nilkrydstogt i juledagene til 500 kr per
person per nat. Nilsejladsen er skøn for de magelige, men kan
sagtens undværes. Problemet med at bruge mange penge på en
Egyptensrejse er, at man derved afskærer sig fra kontakt med det
mest vidunderlige i Egypten – nemlig befolkningen. Man betaler
nemlig for at alt bliver ordnet for én, hvorved det hele snart
bliver ensartet, ensomt og uden spor sjov. Vi havde faktisk
heller ikke noget valg, da alt var udsolgt da vi spontant fik
flybilletter få dage før afrejsen. Daniel og jeg tog derned en
dag før for at finde billige hoteller i Cairo – ikke de
billigste med lus og lopper som f.eks. Sherin boede i da hun
læste dernede – men de, der koster 10-20 % af dem
rejsebureauerne benytter og alligevel er af næsten samme
standard. Ofte er de langt hyggeligere, fordi de drives af en
lille familie, som selv står og laver morgenmad. Vi fandt et
sådant lille pensionat, der bruges af egyptologer og hvorfra man
kan gå over hele det centrale Cairo eller tage bus og metro for
under en krone. Cairo er en vidunderlig lille by på 17
millioner, men modsat mange storbyer føler man sig overalt –
både dag og nat i selv de værste slumkvarterer – fuldstændig
tryg. Vi mødte flere unge kvinder, der rejste alene rundt. Det
er uden tvivl den sødeste og mest gæstfri befolkning, jeg
nogensinde har oplevet. Overalt hilser folk på én og byder én
velkommen eller tilbyder hjælp f.eks. når vi stod i kø på
banegården og ikke kunne læse skiltene på arabisk. Og aldrig har
jeg mødt en mere ærlig befolkning. To gange kom folk løbende
efter mig flere timer efter og påstod at jeg var kommet til at
give dem for mange penge. I begge tilfælde drejede det sig om
beløb svarende til flere dages løn for en egypter. I det ene
tilfælde var jeg fuldstændig sikker på at jeg havde givet det
korrekte beløb, hvorefter manden prøvede at overbevise mig om at
jeg måtte være kommet til at lægge to sammenfoldede sedler ind
mellem de store sedler. Vi taler her om en befolkning, hvor over
75 % reelt er arbejdsløse og som i det meste af den tredje
verden lever af at småhandle med hinanden. Når man husker på
hvor hurtigt vi i Danmark har været i stand til med had og
udelukkelse at kriminalisere unge arabiske indvandrere helt til
det punkt hvor vore politikere kan bilde os ind at dette er et
etnisk særtræk hos dem, er det en kæmpebefrielse at opdage den
næsten totalt manglende kriminalitet i de fleste af deres
hjemlande. Mens vi i København er utrygge når vores 15-årige
datter færdes ude om natten, nærede vi i Cairo ingen ængstelse
over det – kun om hun kunne finde tilbage i dette mylder af
mennesker overalt i gaderne eller om hun skulle blive kørt over.
Men selv den
vanvittige trafik med over en million biler lærte vi at man ikke
behøver at frygte. Skal man over gaden har man ikke andet valg
end blot at vade midt ud i trafikken - og opdager så til sin
forundring at denne automatisk skiller sig omkring én som
vandene omkring Moses. Jeg har altid sagt at "mennesker kan man
stole på, biler bør man frygte." Men i Egyptens storbyer lærte
vi faktisk at selv biler kan man stole på. I Cairo ville jeg
uden betænkning sende selv en blind ud i trafikken - uden den
hvide stok!
Hvad så med den
politiske vold, vil nogen spørge? Sent glemmer vi jo
islamisternes massakre på 58 turister ved Hatshepsut-templet i
1997. Men den var i sådan grad et slag mod egypterne selv –
afhængige som de alle er af vores turisme – at de stort set alle
bakker op om den hårde kurs, der siden har været overfor
islamisterne. Overalt ved turistmålene er det spækket med politi
og alle andre steder føler man sig slet og ret beskyttet af
befolkningen selv. Bortset fra at man aldrig må lade
terroristerne vinde ved at lade sig skræmme væk, er der i dag
intet at frygte for dem. Heldigvis har europæerne for længst
opdaget dette, mens amerikanerne desværre har fået ørerne tudet
så fulde om terrorisme af deres regering at de bliver væk.
Hovedindtrykket er
overalt at dette er en ufattelig blid og kærlig befolkning –
nøjagtig som det indtryk jeg fik af den i fortiden da jeg
studerede lidt egyptologi. Jeg skal ikke kede jer med en
gennemgang af alle de berømte pyramider, templer og kongegrave,
vi så. Karnak og Abu Simpel helt nede ved Sudans grænse var
selvfølgelig de største oplevelser, mens jeg som
slægtshistoriker havde mest sjov ud af at besøge de pyramider
fra det 2. kongerige, som ingen gider se, men som vi absolut
måtte se, da vore egne 126.-130. tipoldefædre er begravet i dem.
Således måtte vi kæmpe os helt alene gennem en sandstorm i
ørkenen for at komme til
Amenemhat III’s grusbunke. Selv de
fjerneste områder når man til i taxaer for under 150 kr om dagen
for alle fire mens rejsebureauerne rask væk tager 400-600 kr per
person i kedelige luksusbusser. For kun en trettendedel af disse
priser havde vi det tilmed ofte utroligt sjovt sammen med
taxachaufførerne, som man trygt overlader alle sine kameraer til
de steder, man ikke må fotografere uden at betale for det –
skønt disse kunne have tjent en årsløn ved at stikke af fra os
med alle kameraerne. Et sted vil jeg absolut anbefale, da det
ikke er med i nogen af turistbøgerne (hvoraf I bør bruge Lonely
Planet). Ude i den østlige del af Cairo fandt vi en hel by
bygget på affald og hvor alle levede af at samle, sortere og
sælge affald. Aldrig har jeg været i en slumby, som i den grad
stank, men hvor der var en så overstrømmende kærlig glæde. De
beskidte unger feterede rent ud Lalou som en prinsesse og
svingede hende højt i det lokale tivolis eneste attraktion, en
hjemmelavet gynge. Selv efter mørkets frembrud havde jeg i dette
menneskemylder ingen betænkeligheder ved flere gange at
efterlade tasken med pas, penge og dyre kameraer i affaldet, for
jeg vidste at hvis jeg glemte den, ville dette mylder af
beskidte unger hurtigt komme løbende efter mig med den. Det mest
utrolige var at disse koptiske kristne affaldssamlere havde
hugget en domkirkestor kirke som en hule ind i det lokale bjerg.
Der var et par tusinde siddepladser samt en mindre hulekirke
lige ved siden af. Men selv dybt inde i denne hule trængte
affaldslugten ind.
De fleste steder
ligger kirker og moskeer dog side og side i mere blandede
kvarterer, hvor kristne og muslimer lever sammen i største
harmoni. Igen gør dette én skamfuld når man kommer fra et land
hvor blot planerne om at bygge en moske fremkalder det største
had. Hvad angår tolerance kunne danskerne lære meget af
egypterne. Mens vi var dernede blev de kristnes jul erklæret for
national fridag for alle egyptere. Kan I forestille jer
muslimernes Eid blive gjort til fridag for alle danskere nu hvor
vi har næsten lige så stor andel muslimer i Danmark som Egypten
har kristne? Så for stenhjertede danskere vil en rejse til dette
tolerancens land være en pædagogisk lærestreg og sand
åbenbaring. Men også for mange muslimer fra f.eks. Pakistan,
idet mænd og kvinder hernede synes at færdes fuldstændig frit
blandt hinanden – hånd i hånd eller arm i arm. Tørklæder og løst
hår ses i én vidunderlig blanding – igen gående arm i arm – mest
kulturelt bestemt da næsten lige så mange kristne kvinder bærer
tørklæde. Kønsrollemønstret synes ikke mere undertrykkende end i
det kristne Latinamerika og er altså nogenlunde proportionalt
med befolkningens grad af fattigdom.
Og sig ikke at de
ikke er oplyste. Jeg lærte mere om dansk fodbold hver dag i
Cairos gader end jeg nogensinde har lært af Ekstrabladets
spisesedler. Igen snyder danskerne sig selv fra nogle
vidunderlige samtaler med egypterne ved at lade sig transportere
rundt i fly og luksusbusser frem for med offentlige
transportmidler til under en tiendedel af prisen – vel at mærke
på 1. klasse i tog, som er fuldt ud ligeså luksuriøse skønt de
kun koster ca. 100 kr gennem hele Egypten fra nord til syd.
Efter en sådan togrejse kom vi veludhvilede frem mens
rejsebureauernes pakketurister havde siddet vågne den halve nat
og ventet på fly. Selv de mere veluddannede egyptere på 1. og 2.
klasse i togene falder nærmest over hinanden for at invitere én
med hjem eller at komme med forslag til gode madsteder. Og
modsat mine erfaringer i de fleste ulande – og med DSB – går alt
til tiden i Egypten. Det er i sandhed et mirakel at alt i dette
organiserede kaos faktisk fungerer – inklusive telefoner,
Internet og varmtvandshaner – ja, selv biltrafikken udenfor
myldretiden. På kun to timer drønede vi med eksprestog op til
Alexandria og landede i en orkan så voldsom, at vi næsten ikke
kunne stå oprejst i gaderne. Selv midt i en natlig orkan for
Daniel rundt i hele byen for at finde et 35 kr’s hotel, der
kunne slå det jeg havde fundet til 50 kr. I vores bedste
fiskerestaurant nogensinde nød Vibeke og jeg her alt godt fra
havet mens havet væltede ind over gaderne og ungerne som
sædvanlig løb rundt i disse for at finde en billigere
restaurant, hvor de spiste sig mætte i koshari for 3 kr -
inklusive drikkevarer. Hovedmålet i "Alex," som alle kalder
byen, var som nogle af de første at se oldtidens nu genopbyggede
kæmpebibliotek, som Lalous og Daniels 72. tipoldefar,
Ptolomæus
I Soter, lagde grunden til i 300 f. kr., da han helleniserede
Egypten. Overalt i verden har forskerne grædt over al den viden,
der gik tabt med ødelæggelsen af dette bibliotek - se blot deres
og mine mange hjemmesider om det. Det nye bibliotek kan
imidlertid ikke ødelægges, da det ligger på og med adgang til
Internettet. Efter den oprivende orkan med klaprende franske
skodder i det smukke forfaldne Havanna-agtige Alexandria var det
godt på én nat at tage toget ned til varmen i det sydlige
Egypten og at hoppe på et af Nilens krydstogtskibe. Selv Daniel
nød denne vanvittige luksus at ligge dovent på et dæk og flyde
forbi fattigdommen langs bredderne. "Vi gør det jo for at hjælpe
dem", prøvede vi at sige til os selv mens vi vinkede til de
fattige fra svømmepølen eller luksusrestauranten med tyve retter
mad tre gange dagligt, "thi de stakler kan jo ikke klare sig
uden vores turisme." Hvad der end er at sige om den slags dovne
danskere, vi mødte der ombord, så var de absolut at foretrække –
oplyste, veluddannede og historisk interesserede som de var –
frem for dem, der tager til Mallorca-kolonien Hurghata ude ved
Røde Havet efter at "have lagt hovedet fra sig hjemme i
Kastrup," som en af Stjernegård Rejsers søde guider udtrykte
det.
Med disse
reservationer kan jeg absolut anbefale jer, der skal til Egypten
og som har pengepungen i orden, at tage fire dage på et Nilkryds
fra Luxor til Aswuan og at lægge det ca. midt i jeres
Egyptensrejse. Det er nemlig godt at få koblet lidt af og at få
samlet alle sine indtryk efter at have bevæget sig rundt i
Egyptens menneskemasser – samt at få indhentet lidt læsning om
landet, hvis befolkning jo er så spændende at kaste sig ud i, at
man ikke undervejs når at læse nok om den. Men efter 4 dages
dvaskhed kan det heller ikke gå hurtigt nok med at komme ud i
gaderne igen for at opleve det virkelige Egypten.
Nilkrydset er
faktisk det eneste, som er billigere at bestille hjemmefra og
jeg kan varmt anbefale at gøre det igennem Stjernegård, som –
skønt de ingen penge tjente på vores måde at rejse på – var
enormt søde og hjælpsomme til alligevel at koble os på denne
eneste del af deres dyre pakketure. Da Egypten ikke har anden
indtjening end turismen er det vigtigt at "handle med dem"
gennem turisme. Vi mener blot at egypterne får mere ud af
pengene ved at vi lægger dem direkte i deres lommer end ved at
vi lægger dem i et dansk rejseselskab. Og først og fremmest har
begge parter i dette kulturmøde langt mere sjov ud af en sådan
direkte handel. Jeg fremkommer ikke med disse rejseforslag for
at kritisere andres måde at rejse på – udelukkende for at vise
at Egypten ikke kun bør være forbeholdt for de bedrestillede.
Alle danskere har råd til det som en ældre dansk kvinde kaldte
"rejsen jeg har drømt om hele mit liv." Desuden mødte jeg selv
oplyste venner hjemmefra, som af ren og skær uvidenhed eller for
at spare penge var havnet i druk-ghettoen Hurghata og nu var
flygtet fra dette "helvede" - slet og ret for at få en egypter
at se. Eller selv oplyste danskere herhjemme som falder for
amerikanernes "terrorismeforskrækkelse" i total uvidenhed om at
man bliver båret rundt overalt af egypterne og aldrig har følt
sig så tryg før.
Mens jeg havde
siddet og røget vandpibe på en af Cairos kaffebarer, havde Kitte
en dag ringet og fortalt mig at Annie, min ekskone, var død. Jeg
kunne derfor ikke være med ved begravelsen, så på vores
hjemrejsedag samledes vi i stedet – en lille kreds af Annies
venner - for at fejre hendes 60 års fødselsdag. Det var lidt
hårdt kun en time efter, at vi var steget ud af flyet. Annies
død var ikke kommet uventet og det var især en lettelse for
Klaus, hendes kæreste. Allerede før min afrejse til USA havde
Annie fået begge ben sat af pga. koldbrand og inden min rejse
til Egypten havde hun selv besluttet at standse sine
dialysebehandlinger, hvorefter forgiftningen skulle afslutte
hendes liv indenfor 12 dage. Annie var dog langt mere sejlivet
og satte virkelig Klaus’ store kærlighed til hende på en prøve.
Han boede hos hende dag og nat på Rigshospitalet i månedsvis
uden ret megen anden adspredelse end mine natlige besøg – ofte
langt over midnat, når mine shows var forbi. Annie havde
voldsomme smerter, men lige til det sidste bevarede hun sin
humor. Når hun tilsyneladende sov af morfinen, vågnede hun helt
sikkert op og skældte mig ud, hvis jeg gik uden at kysse hende
farvel, eller drillede os hvis vi sad og hviskede til hinanden
om hendes død. Jo, det var som om intet var forandret fra vores
tidligere ægteskab. Da jeg – i øvrigt sammen med Annie –
grundigt har beskrevet hvad der gik galt i vores ægteskab i den
engelske udgave af min bog, vil jeg ikke her kaste mig ud i et
længere mindeord om hende. Dog bør det siges, at både jeg og
showet af flere grunde står i dyb, dyb gæld til hende – ikke
mindst fordi hun reddede mit liv dengang hun bragte det anonyme
tip fra FBI videre til mig om Popeyes planlagte henrettelse.
Tilfældighederne havde bragt os sammen – det var hende der
tilbød at gifte sig med mig, da jeg efter 4 års vagabondering
stod for at skulle deporteres. Men skønt vi aldrig passede
sammen, ville jeg alligevel ikke have undværet det svære år, vi
levede sammen i San Franciscos ghetto, da det altid var af mine
mest smertefyldte perioder, jeg udviklede mest indsigt om
ghettoens smerte. Og selv om kapitlet "Ghetto love" handler
meget om vores fælles smerte, da vi begge blev ét med ghettoen,
- ja, så bør det ikke glemmes at vi også havde mange gensidigt
befrugtende samtaler, som Amerikanske Billeder voksede ud af,
hvorunder Annie med sit skarpe intellekt og sin egen smertefulde
opvækst under apartheid virkelig kunne sætte min tænkning på
plads. Meget af den kritik jeg giver de hvide frisindede
liberale i showet går i virkeligheden tilbage til hendes kritik
af mig som værende "nothing but a blue-eyed nigger…..liberal
twit osv." Hun havde dybest set ingen illusioner om vores
forhold. Når jeg påpegede vanskelighederne, vi havde, var svaret
i reglen "You can take a nigger out of Mississippi, but you
can’t take Mississippi out of a nigger." Men inden jeg endnu
engang træder i spinaten – jeg ser hende allerede rejse sig fra
de døde for at skælde mig ud igen – må I hellere læse kapitlet
"Ghetto love" om alt dette. Det føler jeg mig tryg ved da hun
selv har godkendt og redigeret det. Først da Klaus med sin dybe
kærlighed til Annie gav hende den tryghed og omsorg, der til
sidst hjalp hende ud af hendes alkoholisme, blev jeg selv i
stand til at tale roligt og afdæmpet med hende. I de første
vanskelige år, hvor hun boede sammen med mig og Vibeke i
Købmagergade, fik hun også et varmt forhold til Vibeke. Var der
noget, der kunne gøre Annie ulykkelig siden hen, var det hvis
det gik Vibeke skidt, f.eks. da Vibeke fik midlertidig epilepsi
efter en ulykke. I de sidste par år blev Annies helbred så
dårligt at I andre ikke så hende mere til vore fester,
udstillinger osv. Disse år blev frygtelige for Klaus, som på
helt ufattelig vis opofrede sig for hende og lå i konstant
pendulfart med hende til hospitalet og passede hende i en
beskyttet bolig blandt gamle mennesker, der var alt for gamle
for Klaus. Hvis Annie nåede at få lidt lykke i sit smertefyldte
liv – fra hun blev hængt i læderremme og pisket i brændeskuret i
sin barndom til hun lå uden ben i morfindrop – var det i de få
år hun opnåede at smage virkelig kærlighed sammen med Klaus.
Tak, Klaus, for det du magtede at give, som vi andre ikke
formåede!
Mine julebreve er
som bekendt skrevet til og om de mennesker, som har betydet
noget for mig i mit liv. Hvis I andre ønsker fyldig omtale er
derfor nok klogt at dø tidligt på året og ikke sent her i
julebrevet, hvor jeg er ved at køre træt af at skrive. Med den
betydning Annie havde for mit liv, føles det f.eks. helt
malplaceret her at omtale en anden gammel italiensk kærestes
død, som Maria Giacobbe fortalte mig om i årets løb. Men ét
menneskes død kommer jeg ikke uden om at omtale, nemlig den
82-årige fru Margaret Godfrey i Canada. Thi uden hende ville alt
have været anderledes for mig i dag. Jeg havde i 1967 taget
hendes 17-årige bortløbne datter Kristen ind i den
slumlejlighed, jeg boede i på Vesterbro, blandt de mange andre
hjemløse og rejsende, jeg husede. En dag kom hendes velbeslåede
mor på besøg fra Canada og vi svingede så godt sammen, at hun
inviterede mig til at arbejde på deres luksusfarm uden for
Toronto. Hun var dermed årsag til at jeg overhovedet endte i den
verdensdel i disse år, hvor de fleste unge rejste mod Indien og
var altså hovedårsagen til "Amerikanske Billeder." Fru Godfrey
havde i sin ungdom været kommunist, men
var nu blevet
desillusioneret over kommunismen. Hun havde dog stadig megen
idealisme i sig og da hun var skuffet over sine egne to mere
jordnære sønner, som ønskede at blive farmere, tog hun mig under
vingerne som sin egen søn. Med sit intellekt og politiske
modspil endte hun hurtigt med at blive den mor for mig, som jeg
aldrig havde haft, men stærkt savnet. Det, hun så i mig, var min
venstreorienterede idealisme, som på det tidspunkt flirtede
alvorligt med socialisme som en løsning på den tredje verdens
lidelser. Jeg så på det tidspunkt Cuba som en lovende model for
Latinamerikas fattige – dvs. i årene før den grønne revolution
løste eller midlertidigt udskød en del af sultproblemerne. Som
ung er man dog ikke altid i stand til at gennemskue så
gennemgribende systemskifter, som Cuba stod for, og fru Godfrey
brugte som hjemmegående husmor uendelig tid til i diskussioner
at slå ned på alle hullerne i min tænkning – dem som hun selv i
sin ungdom havde været et nemt offer for. Da hun var progressiv
og solidarisk med min tænkning, fik hun derfor enorm indflydelse
på den. Som ven af Canadas premierminister, Trudeau, var hun med
til at udvirke åbningen mod Maos Kina, som hun var blandt de
første til at besøge – og gennemskue. Når sådanne højtstående
politikere kom på besøg præsenterede hun mig altid stolt som sin
revolutionære ven fra Danmark. Gennem sin enorme indflydelse
reddede hun mig ud af min værste vildskab og fanatisme og
reddede sandsynligvis også mit liv, thi jeg var jo i de år på
vej til at blive guerilla i Guatemala. Jeg kæmpede hårdt imod
hendes argumenter, men da jeg i 1972 blaffede rundt i Guatemalas
jungle for at tilslutte mig guerillaen, var det nok alligevel
hendes indre stemme og fornuft, der fik mig til ikke at tage
skridtet helt ud og dermed at vende tilbage til USA for at
"bekæmpe fjenden indefra," som Che Guevarra havde sagt. Dette
blev som bekendt gjort ved hjælp af kameraet i stedet for
geværet – altså med en stigende tro på muligheden for reformer
frem for omvæltning. Men gennem alle mine vagabondår videreførte
jeg dialogen med fru Godfrey i mit hoved ligesom jeg hver tredje
måned blaffede op til Canada for at debattere videre med min
"God mother." Meget af den dialog kan man stadig høre i
Amerikanske Billeder, som hun desværre aldrig fik at se som
show. På mærkelig vis var det også Godfrey-familien, der blev
årsag til mit andet show om Bolivia gennem hr. Godfreys
formandskab for CARE Canada. Mens både han og sønnerne i mine
unge år nærede en vis jalousi overfor mig pga. mit tætte forhold
til Margaret, fik jeg en anderledes respekt i hans øjne, da han
begyndte at høre CARE’s tilbagemeldinger om mit arbejde i
diverse lande. Og nu, hvor han som 85-årig arbejder med at
skrive CARE’s historie, ønsker han helt naturligt at arbejde
sammen med mig som sin CARE-fotograf. I min ungdom havde jeg
kraftigt nedvurderet den mere konservative Charles Godfreys
"nødhjælps-løsninger," der jo blot "udskød de uundgåelige
revolutionære forandringer i den tredje verden" - skønt han
hvert år brugte al sin ferie på at rejse ud og lave frivilligt
ulønnet arbejde som læge i de fattige lande. Derfor var det
vidunderligt at vi – under den kraftige påvirkning fru Godfrey
havde haft på mig – i en sen alder kunne mødes i netop dette
arbejde. Som familiens adopterede søn var jeg den eneste, de
kontaktede, da fru Godfrey i oktober skulle begraves i stilhed
på deres ødegård. Jeg forsøgte at flyve derover, men måtte
desværre på grund af shows i Danmark opgive – travlhed med netop
det arbejde og den karriere fru Godfrey i sandhed havde skabt
for mig. Det var bittert, men vigtigere var det at jeg fik sagt
farvel og tak til hende i levende live, da hun under mit sidste
besøg usentimentalt og muntert havde stillet sin kiste ind i
dagligstuen for at hun selv og vi andre hver især kunne give
hende det med sig i døden, hun selv syntes var passende (som
nævnt i julebrevet 1996).
Fru Godfreys død
fik mig til at gennemtænke det utrolige held, jeg har haft ved
at hele mit liv i så høj grad er blevet formet af "frelsende
engle" som hende, der ufortjent har taget sig af mig. Var jeg
selv i stand til at give noget af al den kærlighed tilbage som
jeg havde modtaget, spurgte jeg mig selv? Et mærkeligt svar og
deja vue med netop disse - for mig så afgørende - vagabondår fik
jeg i efteråret, da jeg blev sat på en alvorlig prøve mens jeg
havde frygtelig travlt ved computeren. Ved midnat ringede det på
døren og en mærkelig hippieagtig ung fyr stod derude i regnen og
spurgte om han måtte komme ind. Jeg stod og undrede mig over om
jeg havde set ham før, da det var som om jeg genkendte ham. Så
pludselig gik det op for mig at han lignede mig selv - sådan som
jeg engang havde set ud på landevejen med langt hår, stor
fåreskindspels og en bylt over nakken, som skræmte mange
mennesker langt væk. Og en sådan uvilje mod ham følte jeg også
lige i dette øjeblik, hvor mine tanker var travlt beskæftiget
med noget helt andet. Gæstfrihed er jo ikke noget med at tage
imod gæster, når man er forberedt på dem, men når gæsten kommer
mest uventet og uønsket. Gæsten hed oven i købet Jacob Holck og
var hjemløs, men havde læst i min bog at man kan bo hos mig. Jeg
nævner ham, da julebrevet jo er noget med at bevare kontakten
til fortiden. Kan vi mon acceptere og leve med de personer, vi
engang var, fik denne ildelugtende Jacob mig nu til at spørge,
da jeg jo havde været så tæt på at diskriminere imod ham? Og
vigtigere, har vi mon hjerterum midt i vores overflod og væren
os selv nok til at åbne os selv op for mennesker på flugt
fra nød og undertrykkelse – mennesker der - når vi kommer tæt
nok på dem - som jeg oplevede det med f.eks. Ku Klux Klan og
egypterne, viser sig at være (som) os selv?
Ja, så er der vist
ikke mere at sige om 2002, kære dagbog, gamle venner og
medlæsere.
De kærligste
hilsner
Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K
Tlf. 33-124412 , Mobil: 20-324412 E-mail:
jacobholdt@american-pictures.com
Husk at e-maile mig din ny e-mail-adresse i dag!
Du kan i to uger læse de gamle julebreve på
nettet, hvorefter de vil blive fjernet.
Du kan se flere billeder, henvisninger,
web-links og de andre modtageres navne på
www.american-pictures.com/julebrev.htm
|