"Mine julebreve" af Jacob Holdt

Jul/Nytår 2002,    31. årgang - 3. del

Tilbage til 1. del

Tilbage til 2. del

Denne del: Baltisk sommerferie med sammenbrud, arbejde med Lars von Trier, bryllup med
Sherin Khankan og sølvbrullup med Vibeke, rejse til Egypten, min ekskones død

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Hjemme igen i Danmark håbede jeg nu også at komme i gang med digitaliseringen af Amerikanske Billeder og ringede en dag op for at høre filmmanden Robert Fox om det var klogt at bruge Zentropa som producent. Han havde boet i min kinesiske veninde Christinas lejlighed i NY under optagelserne på hans film om Jacob Riis. Han mente dog at jeg gabte over for stor en opgave alene og foreslog at introducere mig til en dygtig filmmand på hans kontor, Thomas Engell. Allerede efter det første møde med Engell var jeg klar over at her var manden jeg havde brug for med både en enorm teknisk viden og intellektuel spændvidde. Engell satte hurtigt et drømmehold sammen og fik en masse nye frugtbare ideer omkring filmen, DVD’en, Tv osv., men hans budget bar sandelig også præg af det. Det kunne simpelthen ikke gøres for mindre end 4,5 millioner kroner hvis den interaktive DVD, som jeg havde drømt om til skolelærere over hele verden, skulle laves ordentligt. Og dermed gik der kludder i finansieringen fra Filminstituttets side. En masse kedelige møder fulgte og arbejdsholdet fortsatte arbejdet lang tid efter jeg tog på sommerferie og aflagde beretninger via mobiltelefon i vest mens jeg kørte rundt i øst.

Henriette BohnForinden havde jeg en dejlig oplevelse i Tyskland, hvor jeg igen var hovedtaler ved en stor international studenterfestival. Da lederen af det hele, Henriette Bohn, havde set på mine hjemmesider at jeg "i reglen bor hos fattige mennesker" havde hun emailet mig om jeg ikke som den eneste af foredragsholderne ville acceptere privat indkvartering frem for på hotel, da de havde haft bøvl med at skaffe sponsorer nok til festivalen. Da jeg havde meget arbejde, jeg skulle lave på min computer under festivalen, var jeg ikke særlig begejstret for den idé. Men da jeg ankom til denne østtyske studenterby, Greifswald, og der fik en varm modtagelse af Henriette, som sagde at det var hende selv jeg skulle bo hos, - ja, så blev jeg ganske svag i benene og lod mig straks overtale. For hun var intet mindre end en henrivende østtysk skønhed og samtidig en utrolig sød og begavet psykologistuderende. Jeg fandt aldrig helt ud af om de virkelig manglede penge, for hun var på forhånd simpelthen fast besluttet på at jeg skulle bo hos hende. Og tilmed at jeg skulle dele hendes egen seng med hende hele den uge festivalen varede, da der ikke var andre steder at lægge mig i hendes lille loftskammer. Fra nu af var vi nærmest uadskillelige og jeg så hurtigt fordelene ved overalt at optræde sammen med hovedpersonen, som med imponerende ynde overalt introducerede de mange verdensnavne. Hver optrædende skulle dog kun én gang ud at spise middag med hende på fin restaurant. Jeg følte mig derfor ganske privilegeret ved som den eneste optrædende at spise middag ved hendes side hver dag og derved at komme til at møde alle disse optrædende personligt.

Særligt glædede jeg mig til at spise morgenmad med Die Zeits kendte chefredaktør, Teo Summer, hvis artikler og verdensanalyser jeg i årevis har beundret i Newsweek. Men lige netop den morgen sov vi over os efter nattens udskejelser til en stor rockkoncert, hvorfor morgenmaden allerede var gået i gang sammen med universitetets rektor. Skønt denne sad fordybet i samtale med Teo Summer under malerierne af fortidens mange rektorer i den klassiske gamle sal, der blev skånet under 2. verdenskrig, sprang til min forundring rektor op af stolen ved synet af mig og udbrød på klingende dansk: "Goddag Jacob, hvor har jeg dog glædet mig til at se dig igen hernede. Som student i Århus så jeg dit show i Stakladen i 1976." Og straks derefter begyndte han at fortælle Teo alt om mig som var vi gamle nære venner. Og Teo, som hører til den type formidable genier, der omgiver sig med en aura af dyb ydmyghed, ægte interesse og indlevelsesevne som f.eks. Åge Bohr, - ja efter kort tid var det som om jeg også havde kendt ham i årevis, hvilket ikke var så dårligt da jeg jo stod over for et af mine idoler, der med garanti ellers ville have gjort mig mundlam. Det sidste blev jeg nu alligevel da jeg hørte hans skarpe analyse af verdens tilstand i universitetets festsal for studenterne. Alligevel noterede jeg med tilfreds at der ikke var mødt nær så mange tilhørere op til denne verdenskendte personlighed som til mit eget foredrag. Dette var så stort et tilløbsstykke at vi fra kl. 22 til kl. 5 om morgenen fyldte hele domkirken, der virkede så stor som Kølns. Dette ukristelige tidspunkt blev valgt da rigtige domkirker jo ikke kan mørklægges i juni måned.

Jerry holder tale med sin datterDenne hektiske uge sammen med Henriette kom i øvrigt til at gå ud over netop den person, som i årevis havde forevist mit show i fortidens vest- og østtyskland, Jerry Justice. En af de ting jeg havde håbet at få skrevet under opholdet var en flot tale til Jerrys og Ingers sølvbryllup, som jeg kørte hjem til lige efter denne morgenmad med Teo Summer. Nu fik jeg overhovedet ikke tid til dette og var for segnefærdig af træthed under hjemkørslen til overhovedet at tænke over en tale. Alligevel følte jeg ikke at jeg kunne være bekendt til så stor en fest som Jerrys gamle arbejdsgiver ikke at holde en tale for ham. Men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg var ikke kommet ret mange timer ind i talen før både Jerry og alle hans gæster råbte og skreg til mig om at standse øjeblikkeligt. Så begyndte jeg dumt at argumentere med dem indtil Jerry kom op og trak mig ned på min plads. Aldrig – siden talen til min forlægger Per Kofods fødselsdag – har jeg lavet så pinlig og usammenhængende tale. I en sådan situation må man jo finde nogle syndebukke – f.eks. min astrolog som godt kunne have advaret mig og min kone, som ganske ufortjent havde skældt mig ud over min kørsel kort forinden og således "fratog mig al min selvtillid."

Men I al fald, undskyld, Jerry og Inger. I var vist bedre tjent med den tale min far holdt, da han viede jer 25 år tidligere. Nu har jeg lovet mig selv – og især min kone – aldrig at optræde som lejlighedstaler mere. Med andre ord kan alle I andre fra nu af roligt invitere os med til alle jeres fester. I har mit ord på at jeg ikke siger et ord.

Ideen til vores sommerferie kom til dels fra vores søn, Daniel, som ikke kunne slippe sit blafferi efter sidste års tur til Shanghaj. Ved nytårstid tog han i minus 7 grader gennem Sverige til Finland med to piger. Han kan lige som jeg aldrig sige nej, så da to piger uafhængigt af hinanden havde tigget om at komme med på turen, endte han med at få dem begge på slæb. Men da tre er for mange at blaffe sammen, endte han hver dag med at sende dem af sted i forvejen hvorefter de om aftenen fandt frem til hinanden ved hjælp af mobiltelefoner. Især havde de været begejstrede for turen gennem de baltiske lande og Polen. Knap nok var Daniel kommet hjem og havde arbejdet i to uger for at tjene sammen til næste tur før han igen var af sted. "Hvorhen?" spurgte vi, da han jo snart havde set hele verden. Nej, han havde da ikke engang set Europa, sagde han. Mod øst lå et af de største lande, som stort set ingen europæere kender, Ukraine. Det ville være godt at øve sig lidt i dette land inden den store rejse gennem Rusland til Japan, som han nu forbereder. Men Ukraine blev en hårdere nød at knække for ham end han havde forestillet sig. Aldrig havde han oplevet en sådan fattigdom og trøstesløshed før - selv ikke under rejsen gennem Asien. Og alligevel var Ukraine det rene slaraffenland i forhold til chokket over at se Moldavien, hvor mange sælger deres ene nyre til vesten for at overleve. Her ville de ikke lade ham komme ud af landet, da han ikke havde udrejsevisum og ikke ville betale de korrupte toldere, hvorfor han måtte blaffe frem og tilbage mellem grænsen og hovedstaden i det mest trøsteløse vinterpløre. Men da han endelig nåede frem til Ungarn, ventede belønningen her i form af en ny kæreste – en rig argentinsk pige, som læser i Spanien. Så kort efter blaffede han til Madrid og boede hos Celeste i lang tid. Siden har de rejst en del frem og tilbage og blaffet rundt i Tunesien, Sicilien og mange andre steder sammen. Men han har stadig svært ved at sige nej til alle de andre piger, så når Celeste kommer på besøg på Nørrebro, må hun efter sigende dele ham med 3-4 af hans andre kærester.

Men hans Østersørejse gav i al fald Vibeke og jeg ideen til selv at tilbageerobre de gamle hansestæder i sommerferien og da vi havde sat vores datter på et fly til en sprogskole i England, kørte vi straks af sted mod færgen til østtyskland. Men vi var kun nået 10 km syd for København, da der pludselig lød nogle enorme brag under os. Vibeke sad netop og snakkede med Marie Tetzlaff på sin mobil, da Marie hørte hende råbe "Hjælp, hjælp, vi dør" eller lignende, som hun passende kunne have brugt i en øjeblik-for-øjeblik-skildring i vores nekrolog i Politiken næste dag. For i 110 km’s fart tabte vi pludselig venstre forhjul og pløjede asfalten under os op. Det lykkedes mig at styre uden om bropillerne ved Karlslunde afkørsel og at styre ud mod grøften, hvor vi pludselig sad stille og så på hjulet, som løb videre ned gennem de tre tætte rækker af glade biler på vej på sommerferie. Jeg havde lige brugt en masse penge på nye dæk til turen gennem "det vilde østen" og - nærig som jeg er - sprang jeg lynhurtigt ned gennem rækkerne og fangede dækket i midterrabatten. Vibeke kom først senere i chok og sad stadig og gav sin øjenvidneskildring til Marie Tetzlaff i telefonen. Jeg gav mig til at lede efter de 5 bolte for at sætte hjulet på igen. De var dog sporløst forsvundet ude i kornmarkerne og Falck nægtede at lade os køre videre på de tre bolte jeg kunne skaffe fra de andre hjul.

Vibeke lige efter vi tabte hjuletSåledes startede vi vores sommerferie – igen på toppen af en Falckbil – tilbage til et værksted i Herlev, hvor de fandt nogle bolte, så vi et par timer senere nåede næste færge til Rostock. Men da vi skulle køre ombord var bilen gået i stå, så vi måtte skubbes om bord. Strømmen var gået, men i Rostock fik vi folk til at skubbe os i gang. Efter et par timer på vej mod Polen kunne vi dog se at bilen blev ved med at tabe strøm. Der var nu næsten intet lys i lygterne og Vibeke insisterede på at standse. Jeg mente at jeg sagtens kunne se "ved hjælp af stjernerne", men de hyggelige gamle østtyske landeveje har det problem at vejtræerne dækker så tæt hen over dem, at alt bliver kulsort om natten. Det var selvfølgelig mest forsvarligt at standse, men vi var kun 20 km fra Griefswald hvor jeg tænkte at vi kunne bo hos Henriette Bohn og få hendes tysktalende hjælp til at finde et værksted. Nu var Vibekes chok over dagens begivenheder imidlertid sat virkeligt ind, og hvis sommerferien skulle reddes var der intet andet at gøre end at standse i nabobyen, som hed Grimmen og absolut levede op til det. I to nætter lå vi der i bilen bag en tankstation og ventede på at værkstedet åbnede. Humøret var helt i bund. Vibeke insisterede på at komme hjem. Hun skulle ikke have noget af at køre "videre mod Rusland i din rustkasse."

For at få lidt adspredelse tog vi om søndagen med toget til Greifswald, som jeg havde omtalt så begejstret for Vibeke. Men nu var studenterne fra hele verden væk og byen virkede trist og død skønt det var dejligt at se Henriette igen. Bilsammenbrud er dog som sagt godt for noget, for uden denne dårlige start ville vi aldrig have opdaget hvor ufatteligt søde og hjælpsomme folk er i det gamle DDR. Vi var helt opløftede over behandlingen vi fik i autoværkstedet, hvis chef absolut insisterede på at vi skulle hjem og bo hos ham. Mekanikerne fattede ikke at jeg nu ville have hele to nye batterier sat på bilen. Som de sagde: "De koster jo mere end hele bilen er værd." Men jeg havde ikke til sinds at "bryde sammen igen i en by i Rusland". Vibeke insisterede dog stadig på at komme hjem, men jeg foreslog: "Skal vi ikke lige smutte indenom Polen og slappe lidt af et par dage. Så kan vi jo altid tage færgen fra Swinouskie tilbage." Det gik hun med til, hvorefter hun faldt i en dyb søvn. Mens hun sov drønede jeg hurtigt gennem hele Polen og det gik vist først op for hende, hvor langt vi var nået da vi så et skilt, der sagde "Minsk 100 km."

Med dette elegante fait accompli vidste jeg at sommerferien var reddet, da vi jo nu ligeså godt kunne vende hjem gennem Finland som gennem Polen. Blot måtte jeg love Vibeke at jeg "ikke lige ville smutte til Minsk og Leningrad mens jeg sover" idet hun jo kendte mig godt nok til at vide at jeg altid "lige" skal rundt og se hvad der gemmer sig omkring det næste hjørne.

Sådan redder man sin sommerferie og sit ægteskab efter en lidt uheldig start. Og resten af ferien var den rene romantik. Vi havde jo været lidt nervøse over om vores ægteskab overhovedet kunne holde til en bilferie uden vores børn, men alt gik over forventning. Der var simpelthen så vidunderligt i Estland, Letland og Litauen at vi nærmest skammede os over at vi aldrig havde interesseret os for disse, vore nye EU-medlemmer før. Blot fattede vi ikke i al den naturskønhed og med disse vidunderlige gamle middelalderbyer kun en dagsrejse fra Danmark, at vi intetsteds mødte andre danske campister. Her kan man spise for ingen penge i de fineste restauranter og sidde og drikke vin på lejrpladser i den skønneste natur. Særligt begejstret var jeg for de tusinder af storke, der spankulerede overalt i vejsiden og knejsede fra reder på hvert af de gamle malede bondehjem af træ - samt for at besøge vore forfædres gamle borge. Og som gammel KGB-agent måtte jeg naturligvis besøge "vores" fordums storslåede KGB-hovedkvarter i Vilnius. Ukendt for enhver turist kan jeg berette at byens bedste madsted stadig er KGB’s officerskantine. Her sad vi på marmorgulve og fik iskolde lyserøde borschtsupper på de fineste blodrøde polstrede stole umiddelbart ovenover de underjordiske fængsler, hvor "mine medsammensvorne" forhørte og henrettede 10.000 fanger.

I Helsingfors’ skærgård sørgede Vibeke for royal indkvartering i en herlig gammel kongeborg, hvor hendes ven Søren Friis er kunstdirektør. Næsten ligeså elegant indkvartering fik vi hos sidste års julebrevsomtalte genfundne gamle kæreste, Katarina Strandmark, i Stockholm, hos hvem vi boede i tre dage lige i centrum. Her kunne vi spadsere rundt og se alle de museer, vi havde forsømt i fordums travlhed, og sammen med Katarina spise frokost ved den guldbelagte liggende statue af Vibekes 20. tipoldefar, Stockholms grundlægger Birger Jarl, under rådhustårnet. Pga. det varme sommervejr var den allerbedste del af turen næsten ned langs Sveriges søer, hvor vi kunne slå vores lille kuppeltelt op helt ude ved brinken. Uforglemmelig var opholdet i Vadstena kloster, hvis grundlægger jeg naturligvis måtte have adskillige billeder af sammen med Vibeke. Som 17. tipoldemor er den hellige Birgitta jo i slægtled den nærmeste til Vibeke af de 36 kanoniserede helgener, jeg har fundet blandt hendes forfædre. Skønt Vibeke ikke interesserer sig for slægtshistorie, blev hun alligevel dybt grebet af det store arbejde, der var blevet igangsat af Birgitta Finsta, hvis klosterorden vi også besøgte i Estland. Ligesom under mit Danmarks-løb gennem Blekinge, blev vi igen grebet af al den naturskønhed, der findes lige over sundet i vort naboland.

Jeg taler foran RådhusetDesværre fik Roya afkortet denne vidunderlige ferie, idet hun havde foreslået mig som taler på Rådhuspladsen til den store menneskerettighedsdag den 1. august. Da hun ud over således at spolere min ferie samtidig i Politiken havde udtalt sig imod homoseksuelles ret til at adoptere og da jeg ikke rigtig kunne komme i tanke om noget at holde tale om, fik jeg den ide at jeg ville lave hele talen som et langt drillende angreb på hendes og mange andre muslimers homofobi. Det var da også en fryd at se dig stå og skamme dig nede i mængden på Rådhuspladsen, Roya, men moralen af dette er at det også faktisk BETALER SIG at drille sine venner. For nogle dage efter fik jeg en e-mail fra en ukendt bøsse, der tilfældigvis var kommet forbi under min tale og som nu ønskede at takke mig for mit engagement i de homoseksuelles sag. Han havde fået en mindre arv, som han i tidligere år havde brugt til at støtte homoseksuelle kandidaters valgkamp til det engelske parlament med, men i år syntes han at jeg fortjente pengene og sendte mig kvit og frit 19.000 kr. Jo, med en regering som prøver at vise at Danmark ikke har nogen økonomisk nettogevinst af indvandrere, kan man ikke andet end at sætte pris på at man har så dyrebare og kostelige venner som Roya til at bevise hvor meget vi faktisk kan tjene på indvandrerne!

På grund af vores fælles politiske engagement kalder Vibeke drillende både Roya og Sherin for mine "muslimske koner" – lykkeligt uvidende om at dette skam er hvad de begge er. Med fælles middage hos begge deres forældre føler vi os i al fald som en stor familie. Så ind imellem må man jo tage sig sammen og vise sit rette tilhørsforhold – f.eks. når det pludselig går op for én at det er ved at være ens sølvbryllupsdag – eller rettere 25 års mødedag. Vibeke var meget spændt på hvad der skulle ske på denne dag, da jeg mere end havde antydet at vi skulle på en større udflugt sammen. Jeg havde brugt megen tid i årets løb på at fotografere de 350 slotte og herregårde, hendes familie har ejet, og mere end antydet at vi skulle på et weekendophold på en af disse. Derfor havde jeg bedt hende om at stille op i sit fineste skrud om morgenen på dagen og underrettet hende om at vi havde ca. et par timers kørsel. Da vi i strålende solskin kørte ud af motorvejen mod syd, sagde jeg så lidt henkastet at jeg for resten lige blev nødt til at køre ind til Zentropa-studierne for at aflevere 5 billeder til Lars von Trier. Vibeke anede ikke uråd, da jeg sommeren igennem havde været derude for at klippe en masse af billederne fra Amerikanske Billeder ind i Lars’ nye film "Dogville." Da hun blev siddende i bilen, sagde jeg at hun da "ligeså godt lige kunne gå med ind og hilse på Lars." Dette gjorde hun yderst modstræbende – ivrig som hun var efter at komme videre på vores sølvbryllupsudflugt. Så det kan nok være at hendes forbavselse var stor, da vi kom ind til en større velkomstkomite af skuespillere og instruktører med blomster og "tillykke med dagen" mens Lars opfindsomt overrakte os sine håndplukkede "vredens druer" og derefter bød os alle ind i sit teater.

For nu skulle vi til verdenspremiere på hans nye film "Dogville" og tilmed som de allerførste se en uklippet 4 timers version. Og hvis Vibeke først var lidt ked af ikke at komme på den store romantiske udflugt hun havde drømt om – "Ih, hvor du dog altid slipper billigt fra det hele!" hviskede hun – ja, så tør det nok siges at oplevelsen af filmen var vores store dag værdig. Selv om den foregår indenfor nogle kridtstreger i en stor sort sportshal i Sverige, glemmer man i løbet af 10 minutter omgivelserne og lever sig fuldstændig ind i handlingen. Jeg skal ikke røbe denne, da der er en meget stor overraskelse i den, men blot sige at den på en genial måde tager alle de ideer og temaer op, som jeg har arbejdet med i årevis indenfor undertrykkelse. Man har svært ved at tro det når man arbejder sammen med Lars i hans beskidte "sædplettede" underbukser osv. at den mand kan lave så genial og universel kunst. Netop fordi hans budskab er så universelt og vigtigt – især denne films budskab – var jeg næsten irriteret over at se mine egne Amerikabilleder til sidst ligesom at trække filmen ned på et lokalt og næsten anti-amerikansk niveau. Vibeke Windeløv var da også så nervøs over at denne slutning ville virke for stærkt på amerikanerne og fløj straks efter forestillingen til USA for at afprøve den i nogle udvalgte publikums. Deres reaktion viste sig dog at være positiv. Efter 4 timer, som ikke var et minut for langt, kom vi ud - helt skæve i hovederne - og Lars bød på stor frokost. Vibeke havde tit haft svært ved at tro mig, når jeg kom hjem fra frokoster med Lars og fortalte om hvordan denne – netop som jeg sad fordybet i snak med de andre instruktører ved bordet såsom Per Fly, Susanne Bier osv – pludselig rejste sig op og begyndte at afklæde sig sine beskidte shorts og t-shirts indtil han – stadig ved bordet - helt nøgen stod og rystede sin pik lige op i maden. Først havde jeg været dybt chokeret – skønt jeg lagde mærke til at ingen af de andre ved bordet overhovedet ænsede ham – indtil jeg så også Peter Ålbæk Jensen gøre det samme og de lidt efter spadserede ud til den store svømmepøl et stykke derfra. Nu oplevede Vibeke nøjagtig det samme og da Lars gjorde tegn til at både jeg og den svenske skuespiller Stellan Skarsgard fra Breaking the waves med Trier og Skarsgard"Breaking the waves" skulle følge efter, hoppede vi med ham i svømmepølen, hvor Vibeke tog det sjoveste billede af os sammen. Dagens højdepunkt på denne, vores sølvbryllupsdag, var vist for Vibeke da hendes store nøgne svenske idol styrede lige hen til hende for at tørre sig. Eller var det da vi kom hjem og vores køleskab pludselig eksploderede med et brag og vi måtte bruge resten af dagen på at købe nyt køleskab – hvorfor Vibeke fik mig overtalt til også at give hende et nyt køkken på denne højtidsdag? Kan I forestille jer at bruge sin halve sølvbryllupsdag på at løbe rundt i Ikea - en dag som ellers var startet så lovende?

Mit forhold til både Vibeke og Lars von Trier fik et nyt opsving efter sommerferien. Lars havde ikke kunnet få temaerne fra Amerikanske Billeder ud af hovedet og havde nu fået en ny genial ide. I stedet for at fortsætte sin amerikanske trilogi efter "Dogville" med "Dear Wendy", havde han nu opgivet den sidste og givet hele manuskriptet til Thomas Vinterberg. Det var jeg irriteret over at høre, da jeg jo havde brugt en hel del tid på at fotografere slum i New York til filmen. Kort efter dette flyttede han så hele handlingen ud i en mineby og satte mig til i stedet at finde en sådan, hvori man både skulle kunne se minetårnet og de omkringliggende fattige minearbejderes huse – en næsten umulig opgave da de fleste miner ligger i bjergområder. Jeg gik i gang med at e-maile mine venner i USA, der som Trier-fans begejstrede kørte lange strækninger for at finde egnede locations. Jo, du aner ikke, Lars, hvad du sætter i gang! Nå, men som sagt, efter at jeg havde fundet alverdens minebyer i USA, forkastede han hele filmen, for nu var han blevet inspireret af "Amerikanske Billeder" til at lave showet om til komedie. Han ville lade heltinden fra Dogville, Nicole Kidman, flygte ned til sydstaterne og starte et raceoprør. Han kunne slet ikke vente med at fortælle mig om det hele, sagde han. Da jeg var ude i Zentropa for at vælge mine billeder ud til slutscenen i Dogville med klipperen, blev Lars ved med at komme ind og forstyrre os og sige: "Nu må du altså snart komme ind og høre om min ide, Jacob." "Ja, ja, vent nu til vi er færdige." Denne evne til at begejstres som et lille barn elsker jeg simpelthen hos Trier. Da jeg tidligere på sommeren havde haft hans kone som deltager i en stor international racisme-workshop, havde hun fortalt mig om hvordan Lars begejstret kan vågne op midt om natten med sine vilde ideer. Det geniale ved ham er som bekendt at han også kan føre dem ud i livet. Og det så jeg ved selvsyn under vore møder om denne nye film, der handler om flere af mine kendte temaer såsom "indvendiggjort racisme" og "slaveriets psykiske fortsættelse". Skønt jeg fremkom med mine ideer og forslag midt i alle hans teatermodeller af Wagneroperaer – både hjemme hos ham og Bente i Ørholm og ude i Zentropa - og skønt han for frem og tilbage til Bayreuth for at forberede festivalen i 2006 – ja, så e-mailede han mig altid kun en dag eller to senere sine foreløbige udkast til filmmanuskriptet baseret på mit input - inklusive hele dialogen mellem skuespillerne. Nogle af disse ideer har jeg snakket om i årevis i mine workshops uden at kunne formulere dem på anden vis. For ham tager det blot en enkelt nat at omforme dem til kunstneriske udtryk. Vi har tonsvis af filmfolk som Bille August, der kan filmatisere andres bøger, men at blive givet blot et par løse input og på det grundlag straks opfinde en fuldstændig original handling og dialog, det er hvad jeg kalder en genial filmkunstner. Jeg kan ikke her tillade mig at udpensle handlingen i hans manuskript til filmen, som kommer til at hedde "Manderley", men jeg tør godt love at han kommer til at træde på nogle ømme tæer i USA – både blandt hvide og især sorte. På dette ømme punkt er det sjovt at være hans konsulent idet han tydeligvis elsker at omforme mine advarsler til bevidste provokationer overfor amerikanerne. Det sjove ved samarbejdet er at alt for den mand blot er og bliver en leg. Når jeg ser hvor vigtige og alment menneskelige hans budskaber er i både "Dogville" og "Manderley," kan det derfor ikke andet end at ærgre mig at resultatet måske blot bliver en intellektuel leg på en opkridtet sort scene for nogle få ligesindede mens han så let kunne have gjort dem bredt folkelige ved at lave dem "on location". Men det sidste ville jo kræve at du bevægede dig "ud over dig selv" ved at skulle overvinde din flyskræk frem for at lege i din egen lille sorte sandkasse, Lars!

Også til Vibeke fik mit forhold en ny drejning. Lige før sommerferien sagde hun sit arbejde på CKU op, da hun var træt af igennem 10 år at have stresset døgnet rundt for at lave Tredje Verdens festivaler og konferencer. Men hvis hun havde troet at hun blot kunne gå, måtte hun tro om igen. Hendes chef, som hun havde startet det nu store center sammen med, nægtede ligeud at lade hende gå. Der kunne kun blive tale om at få et års orlov. Beskeden som hun er, nægtede hun at være genstand for den sædvanlige afskedsfest…..med det resultat at jeg fik den i stedet. Hele dagen igennem kom hendes mange medarbejdere uafhængigt af hinanden med enorme blomsterdekorationer, frugtkurve og gaver og overrakte dem grædende til mig. Vibeke er utroligt populær på alle arbejdspladser – den som får det hele til at køre og som går ind i og løser alle konflikter og tager sig af alle menneskelige problemer – så alle frygtede nu at CKU ville bryde totalt sammen uden hende. Jeg skældte alle disse tårevædede gavegivere grundigt ud: "Hvorfor fanden kan I da ikke holde på hende derinde? Tror I at jeg er interesseret i at få hende her hjem dagen lang?"

Og sandt at sige blev dette da også straks en plage for mig. For Vibeke var i et fantastisk og smittende humør nu hvor hun var sluppet for den dobbelte byrde af en syg far og et stadig mere sygt arbejde, som hun var kørt træt af. Men når vi nu sad ved hver sin computer herhjemme i mit arbejdsværelse, snakkede hun fra morgen til aften hvorfor jeg intet fik lavet. Til sidst blev jeg helt desperat og fik slået et ordentligt hul igennem loftet ned til hendes arbejdsværelse for at få ADSL-forbindelsen ført derned, hvorefter vi nu nøjes med at sende e-mails til hinanden.

Med sin nye frihed kunne vi nu få tid til at løbe sammen om morgenen, hvilket jeg nød. Vi havde de vidunderligste morgener sammen i den varme sensommer. Med min interesse for borge, løber jeg et altid par omgange på Kastellet mens den royale Vibeke løber forbi kongeskibet. Til sidst mødes vi altid udenfor Marys lejlighed, hvor vi kan se lige ind i sengen til hende og Frederik, for til slut at løbe Langlinie ud. Frem for at kigge efter Mary, nyder jeg dog personligt langt mere synet af den løbende Vibeke, der i sin sorte Vietcong-løbedragt aldrig har set smukkere og mere elegant ud – selv efter vore nu 25 år sammen.

Al traurighed og ængstelse over sygdom og død var nu som blæst væk fra hendes ansigtstræk og jeg måtte endnu engang erkende at det, som vi altid hastigt ræsonnerer og forestiller os er en person – som vi enten kan lide eller ikke lide fordi "han/hun er sådan og sådan" – jo aldrig er andet end en fortvivlet ophobning af dette menneskes omgivelser – og de input vi selv giver dette menneske.

Men som Vibeke og jeg ofte driller hinanden er det jo altid klogt at have en reserve i baghånden i form af en ekstra kone. Efter min forlovelse sidste år med Sherin Khankan var det nu tid til vort store muslimske bryllup i Københavns Domkirke. Da mange af jer var til stede og hele vores illustrerede "bryllupstale" ligger på mine hjemmesider, behøver jeg sikkert ikke at give begivenheden større omtale her. Dog bør I lige vide at det at få slæbt en ærbar muslimsk pige til alteret ikke er den letteste sag i verden. Sherin havde under mit frieri i en baggård på Vesterbro ganske vist straks sagt ja, men da hele hendes familie var kommet i et stort postyr – endda uden at Sherins far endnu havde hørt hvem den tilkommende var – ja, så blev Sherin kastet ud i en voldsom familiekrise hele ugen før og ringede mig aftenen inden op og sagde at hun ikke kunne gå til altret med mig. Hun var helt udmattet og måtte "i al fald sove på det først." Først søndag morgen fik hun skrevet sine ord ned, men endnu da jeg blev ført op til alteret et par timer senere, var præsten ikke klar over hvem min tilkommende var – eller om jeg overhovedet havde en tilkommende. Vibeke og min egen familie havde jeg naturligvis slet ikke turde fortælle noget om det. Kun få fattede Med Sherin Khankanpå dette tidspunkt mistanke til den højgravide pige, der sad med sin arabiske familie på den anden side i koret og nervøst svedende holdt sin brudepige i hånden. I min tale til min tilkommende brugte jeg skriftstedet om Jesus ved den samaritanske kvindes brønd som et smukt billede på alle de skænderier og den manglende kommunikation, der uden tvivl ville følge med også dette ægteskab. Da jeg rakte hånden ud mod bruden, gik der et chok igennem menigheden, da det viste sig ikke mod forventning at være den højgravide pige, der var min tilkommende, men derimod hendes lille, søde brudepige – i folks øjne uden tvivl alt for pæn og uskyldsren til at kunne stå i et forhold til mig - der pludselig rejste sig op for at gå til altret. Stående ved min side holdt Sherin derpå den smukkeste tale om at gå fremtiden i møde – hånd i hånd i samme kærlige harmoni som de kristne kirker og muslimske moskeer står side om side i hendes hjemstavn Damaskus – hvorefter hun takkede sine forældre i et forsøg på at bløde dem lidt op overfor denne underlige mand ved hendes side, som hun nu havde bragt ind i deres familie. Alle sad tårevædede over synet af dette yndige par – kun Roya hulkede højlydt ovre i hjørnet over at det ikke blev hende, der fik manden fra det høje nord. "Det var skide godt!" hviskede min datter, da jeg kom ned på min plads mens orgelmusikken brusede løs under salmen, som jeg havde valgt, inspireret af Ku Klux Klan og Sherin: "Skal kærlighed sin prøve stå."(Syng med på de smukke ord og musikken på mine hjemmesider).

Også Vibeke, der stadig ærgrer sig over at vi aldrig fik et kirkebryllup, svømmede helt hen i glæde over at dette alligevel til sidst skulle overgå familien. Det skortede da heller ikke på kirkevin, muslimsk sodavand og overstrømmende tværreligiøs glæde, da Sherin og jeg sammen stod i rotunden og fortalte menigheden om planerne for vor fælles fremtid ligesom til den efterfølgende fest i Gernersgade.

Men kort efter brød helvede løs. Mens Vibeke og jeg kom kørende igennem Polen på føromtalte ferie, ringede Sherin bestyrtet op hjemmefra: "Hjælp, hjælp, Jacob, de slagter mig!" og fortalte om den kæmpe hetz Berlingske Tidende havde indledt imod hende og sågar mig med. Vores Domkirkebryllup blev sablet ned og kaldt for "mystisk og blasfemisk" og Sherin blev anklaget for at stå i ledtog med mørkets kræfter. Jeg fattede ikke under samtalen helt hvad hetzen gik på, men med alle de uforståelige bilsammenbrud, jeg netop stod i, og ved et hurtigt kik på mine sorte olieoversmurte hænder, kunne jeg da godt selv se de "mørkets kræfter" jeg uden tvivl udgjorde for denne rene pige i folks øjne og at jeg var blevet en belastning for hende. Jeg havde da også kirkeklokket grundigt i det, da jeg lagde vores bryllupsbilleder på nettet, idet jeg var kommet til at antyde at den kristne slutbøn om den hellige treenighed havde været en fællesbøn fremsagt af både Sherin og mig - med det resultat at vi begge havde fået et sandt bombardement af e-mails fra cybermuslimer i så fjerne lande som Pakistan, der anklagede Sherin for i virkeligheden at være "kristen muslim" og ikke "Kritisk Muslim". Da jeg som eneste kristne medlem af hendes forening havde været med ved hvert af de møder, som nu i Berlingeren blev udråbt som de rene terroristceller, lovede jeg at komme til hendes skriftlige forsvar. Det er dog ikke klogt at tage to "koner" med på ferie ved f.eks. at bruge ferien på læserbrevsskrivning om den anden og da jeg kom hjem efter tre uger var det værste af stormen drevet over efter at et utal af venner med overrabbiner Melchior i spidsen var kommet til Sherins undsætning.

Men kort efter brød stormen løs igen, da Sherin med en klar begrundelse om ikke at være med til at stemple islam midt i den danske hetz havde valgt at stemme imod formuleringen om sharia-lovgivning til de radikales landsmøde. Da denne sag blev blæst helt op til Mona Sheikh-proportioner i medierne, behøver jeg ikke gå i detaljer her. Blot vil jeg lige rette nogle misforståelser omkring min egen medvirken. Denne gang troede jeg inderst inde ikke at Sherin ville kunne vende stemningen og at dette ville blive hendes nederlag som politiker. Igen var jeg pga. rejser for sent ude med et skriftligt forsvar a la det jeg havde lavet for Mona Sheikh, men på selve dagen hvor Sherin skulle forsvare sin holdning og hele politiske fremtid til de radikales lukkede møde, ringede hun mig op og bad mig om at medvirke og støtte hende. To timer før mødet læste hun så sin forsvarstale op for mig i telefonen. "Den er god, men jeg tror virkelig ikke at du kan redde skindet," sagde jeg – som sædvanlig udiplomatisk – da jeg netop at have hørt de seneste angreb i pressen samme dag. Sammen tog vi ind i Vartov, hvor fjernsynet fulgte hende overalt inden pressen blev lukket ude. Vi følte os nærmest sat i en skammekrog oppe foran i salen, men Sherin havde sandsynligvis gættet rigtigt hvad angik signalværdien af at have mig ved sin side. For i pausen inden afstemningen kom den ene delegerede efter den anden op til mig og sagde "Tak for den oplevelse det var at se dit show i skolen," "tak fordi du gjorde mig politisk aktiv i skoletiden" eller sågar "Jeg glemmer aldrig da jeg som 12-årig så dit show med min mor." Hvis jeg forinden havde set mig som en værdig gemal af Sherin, kan det nok være at det gik op for mig herinde at jeg var ved at blive en gammel mand blandt disse tidligere elever. Men til syvende og sidst var det naturligvis Sherins egen blændende forsvarstale, der vendte stemningen. Den tale, der ikke under hendes monotone oplæsning i telefonen havde fanget mig, virkede med Sherins udstråling og fremføring her fra talerstolen nærmest majestætisk og allerede inden hun var færdig, vidste jeg at slaget var vundet. Der var mange lykønskninger og omfavnelser bagefter og da vi kom ned i Vartovs gård, stod Sherins glædesstrålende forældre og afspillede samme aftens Tv-udsendelse med os, som i den følgende tid gav anledning til en frygtelig masse spørgsmål til mig og min familie. "Er det rigtigt at Jacob er blevet radikal?" eller som Sherin blev spurgt i Ekstrabladet "I al fortrolighed, er det rigtigt at du og Jacob er kærester?" "Vi må desværre ikke udtale os om det som foregår bag lukkede døre," svarede Sherin drillende. "Men vi går naturligvis begge ind for stening for utroskab," tilføjede Vibeke grinende. Jeg selv valgte – diplomatisk som altid – ikke at sige nogen af dem imod. Og det tør jeg naturligvis heller ikke her i julebrevet…...

 

Ægteskabet med Sherin handlede for mig naturligvis om langt mere end personen Sherin. Spørgsmålet er nemlig om vi er ved at miste trosfriheden i Danmark? I indlæg efter indlæg dissekerer pressen en religion, som deles af over en milliard mennesker. Er det underligt med disse vedvarende angreb på Islam i pressen, at 80 % af danskerne tænker negativt om religionen ifølge en AUC-undersøgelse? Jo, indrømmet, al religion synes tåbelig og forkert for alle os der ikke lige er født ind i den. Men når vi nu – modsat amerikanerne med deres evne til at glædes over religiøs mangfoldighed – har så voldsomt et behov for at tænke dårligt om andre mennesker herhjemme, kunne vi så ikke have valgt Odins og Thors fåtallige trostilhængere til at vælte vore onde tanker over på frem for at såre og diskriminere millioner af troende? Hvad er det vi vil opnå med denne vedvarende hetz om hvad der er forkert med "de andre"? Ønsker vi 5 millioner bedrevidende danskere at missionere blandt en milliard muslimer? Hvis ikke, må det vel være fordi vi ønsker at de få, der er kommet her til landet - på flugt fra nød og undertrykkelse - med deres uønskede bagage skal henvises til en apartheid-status, hvorfra vi ikke lukker dem ind i det gode selskab – ind i vore partier – før de er blevet stuerene og blevet "som os." Altså nøjagtig som vi gjorde det med jøderne i århundreder. Men har vi intet lært af antisemitismen som sygdom? Eller af McCarthismen i USA, som udstødte og mistænkeliggjorde hundredtusinder af venstreintellektuelle og kunstnere på flugt fra undertrykkelse i Europa pga. alle de "uamerikanske" og "undergravende" ideologier og ideer, de bragte med sig, men som siden viste sig at blive et af de mest skabende og kreative løft USA nogensinde har fået?

Jo, vi er syge og hvor syge går op for én når den samlede presse skaber en skandale i Dreyfus-dimensioner fordi en muslim har tilladt sig at stemme på tværs af flertallet i sit parti. Som i trediverne fører vores kollektive ophobning af negativ tænkning til ønsker om ensretning og undertrykkelse af demokratisk mangfoldighed hvorved vi netop sidestiller os med de lande, der har indført Sharia-lovgivningen, der skulle stemmes om. Som under Dreyfusskandalen og McCarthismen bliver Sherin anklaget for at stå i ledtog med både "udanske" imamer og "fremmede" magter. I det omsiggribende enøjede danske korstog mod Islam sluger vi alle råt når medløberne med løsrevne ord fra Koranen forsøger at mistænkeliggøre selv vore mest progressive muslimer såsom Sherin, der er nøjagtig lige så indfødte, nationalsindede og succesfuldt integrerede som Dreyfus var det.

Jo, der er nok at kæmpe for i vor tid og det er godt at have allierede som Sherin, som også fik mig med i en anden forening. At ikke alt behøver at være trist, vidner vort vidunderlige og lystige fællesskab i den nystiftede "Jødisk, kristent, muslimsk Forum" om, som jeg også vil opfordre mange af jer læsere til at deltage i. Alt dette gav os dog så meget politisk arbejde at vi blev ved med at udskyde vores "bryllupsrejse." Da den endelig kom – en tur sammen til Grønland – var der desværre ikke penge til at få mig med, hvorfor Sherin endte med at rejse alene derop som den første muslim i Grønlands historie. Det er nu heller ikke lige mig at sidde på hundeslæde. Nej, for mig er romantik at sidde sammen på toppen af en Falck-bil. Og hvad jeg ikke havde forestillet mig, var at Sherin var særdeles dygtig til at organisere netop en sådan bryllupsrejse. Da min bil efter et foredrag i Ålborg måtte trækkes om bord på Mols-færgen – igen for at spare færgebilletten – var gode råd dyre. Jeg skulle nå frem til åbningen af en udstilling, der blev lavet i forbindelse med et Tv-program, som jeg optrådte i sammen med Sherin. Kunne jeg mon nu få Falck til at køre mig hele vejen tværs over Danmark. igen? Jo, det gik fint så længe jeg underholdt om Ku Klux Klan og massemordere osv. men på Sjælland begyndte chaufføren at ville hjemad. Så heldigvis ringede Sherin til mig på mobilen: "Skal vi mødes og tage til åbningen sammen?" spurgte hun. "Ja, men har du ikke lyst til at køre derud i en kæmpestor flot rød Falck-bil?" sagde jeg. Det ville Sherin gerne, da også hun holder af luksus. Nu gjaldt det så om at overtale Falck-manden og dette var ingen kunst, da han lige havde set Sherin i alverdens Tv-udsendelser: "Det er sgu’ en flot pige. Hende vil jeg sandelig gerne møde!" Derfor gik han nu med til at køre mig helt ind til centrum i København for at samle Sherin op og at hjælpe mig med at læsse alle mine kasser af i min kælder, derefter at køre os helt ud til Herlev for at aflevere bilen i mit muslimske autoværksted og til sidst at køre os helt ind til byen igen til udstillingen. Jo, med Sherin og et godt Falck-abonnement kan man komme så godt som i paradis, hvilket netop var emnet jeg skulle snakke om i Tv-udsendelsen – at man ikke behøver at blive millionær i en velfærdsstats uendelige tryghed. Min datter var dog som sædvanlig uenig, da vi samme aften med nød og næppe nåede flyet til Grækenland: "Du kunne nu godt have beholdt bare nogle af pengene dengang så vi kunne få råd til en "rigtig" bil, der selv kan køre, far!"

Efter lang tids stress var det godt med en uges efterårsferie i Grækenland og Tyrkiet.

Straks efter var jeg i november tilbage i USA til den første turné jeg helt selv havde arrangeret med universiteterne via Internettet. Det gav naturligvis lidt mere besvær med kontrakter, som skulle faxes og underskrives, men til gengæld tjente jeg mange flere penge nu hvor jeg ikke skulle dele med en agent. I kvindeuniversitetet Wellesley, hvor Hillary Clinton kommer fra, var jeg faktisk så heldig at tjene 70.000 kr på en eneste eftermiddag. Det skete ved at den eneste mandlige tilstedeværende – en ældre fornem herre, der var kommet udefra pga. min web-kalender – stærkt bevæget efter showet kom op til mig og gav mig et langt, langt ømt kram. Han praktiserede nemlig "co-counseling", den befriende terapi jeg bruger i workshops. Desværre blev dette knus lidt for ømt med det resultat at han kom til at vælte noget af mit udstyr på gulvet, så det gik i stykker. "Don’t worry, I will pay for it," sagde han og inviterede derefter både mig og den labre danske blondine, Tine, som jeg havde med mig i bilen på denne turné, hjem i sin herskabsvilla. Så stor var den, at vi aldrig nåede at se alle værelserne. Og sandt nok, næste morgen skrev David Ludlow en check ud til mig på 5.000 dollars og tilbød mig efterfølgende op til 75.000 dollars om året til hjælp for mit digitaliseringsprojekt. Pengene kom som sendt fra himlen, for da Tine og jeg glade David Ludlow udenfor hans kæmpehjemkørte fra ham og hans søde kinesiske kone, sagde bilen lige uden for udkørslen "puf, puf, puf" - hvorefter vi endnu engang måtte op at sidde på en Falck-bil - skønt noget tilsvarende lige var sket ugen før i Vermont. Værkstedet kunne ikke nå at lave den samme dag, hvorfor jeg måtte låne en af Davids biler for at nå op til et show i Maine. Desværre gik hele min tur rundt i sydstaterne også i vasken, da reparationen trak ud og jeg måtte køre de 3600 km i udlejningsvogn til et show i Atlanta i øsende regnvejr. Til gengæld var der en helt utrolig modtagelse og et kæmpepublikum i Atlanta, idet showet var arrangeret af Bahai Faith – min foretrukne religion. Mens alle andre religioner går imod racisme i teorien, gør bahaierne det i praksis ved at gifte sig på kryds og tværs af race og religion. De mødes ikke i kirkelige bygninger, men i hinandens hjem, hvor vi i én uendelighed debatterede verdens problemer på et højt intellektuelt niveau i én skøn blanding af sorte, hvide, asiater og latinere. I dette selskab fik jeg sammen med min gamle ven, Tony, hurtigt en følelse af at racismen er ved at forsvinde i USA. Derfor er chokket så meget større, når man kommer ud i gaderne og ghettoerne og ser de hurtigt voksende, for det meste sorte madkøer, som krisen under Bush hastigt har skabt. Da jeg kørte rundt i en udlejningsvogn, hvori mit dyre udstyr lå synligt for tyveknægte, var jeg ikke i stand til at besøge alle mine venner i ghettoerne. I hvor høj grad sådanne nye luksusbiler forhindrer menneskelig kommunikation – modsat mine egne rustne vrag – oplevede jeg i Washington, hvor det på denne tur udelukkende lykkedes mig at overnatte hos Kasele, en gammel sort veninde i NW-ghettoen, ved at hun flyttede ud til nogle venner i de trygge kvarterer 50 km nord for Washington og i øvrigt selv måtte leje en bil for at komme derud. Hvis jeg skulle køre rundt hele tiden i udlejningsbiler, ville jeg med andre ord hurtigt miste forbindelsen med mine gamle venner – samt de mange hyggelige og lærerige stunder sammen med søde mekanikere og Falck-mænd. Folk der kører rundt i nye biler aner faktisk ikke hvor meget frihed, de mister……sagde ræven ved rønnebærene.

Egypten.

Fordelen med "ved jorden at blive" oplevede vi også, da vi i juleferien hele familien tog til Egypten. Da der er alt for meget at fortælle om en Egyptensrejse i et kort julebrev, vil jeg hovedsageligt her give jer nogle gode råd – alle jer der endnu ikke har besøgt dette turistparadis. For ned skal I efter min mening før eller siden til dette land, som næsten hele menneskeheden har fælles historiske og genealogiske rødder i. Da økonomien er det eneste, der kan afholde én fra en Egyptensrejse, vil mine råd netop gå på hvor billigt det faktisk kan gøres. Jeg snakkede nemlig med adskillige danskere, som havde givet op til 25.000 kr for tre uger og ikke set mere end vi gjorde for 5.000 kr. Oven i dette valgte vi dog det dyre Nilkrydstogt i juledagene til 500 kr per person per nat. Nilsejladsen er skøn for de magelige, men kan sagtens undværes. Problemet med at bruge mange penge på en Egyptensrejse er, at man derved afskærer sig fra kontakt med det mest vidunderlige i Egypten – nemlig befolkningen. Man betaler nemlig for at alt bliver ordnet for én, hvorved det hele snart bliver ensartet, ensomt og uden spor sjov. Vi havde faktisk heller ikke noget valg, da alt var udsolgt da vi spontant fik flybilletter få dage før afrejsen. Daniel og jeg tog derned en dag før for at finde billige hoteller i Cairo – ikke de billigste med lus og lopper som f.eks. Sherin boede i da hun læste dernede – men de, der koster 10-20 % af dem rejsebureauerne benytter og alligevel er af næsten samme standard. Ofte er de langt hyggeligere, fordi de drives af en lille familie, som selv står og laver morgenmad. Vi fandt et sådant lille pensionat, der bruges af egyptologer og hvorfra man kan gå over hele det centrale Cairo eller tage bus og metro for under en krone. Cairo er en vidunderlig lille by på 17 millioner, men modsat mange storbyer føler man sig overalt – både dag og nat i selv de værste slumkvarterer – fuldstændig tryg. Vi mødte flere unge kvinder, der rejste alene rundt. Det er uden tvivl den sødeste og mest gæstfri befolkning, jeg nogensinde har oplevet. Overalt hilser folk på én og byder én velkommen eller tilbyder hjælp f.eks. når vi stod i kø på banegården og ikke kunne læse skiltene på arabisk. Og aldrig har jeg mødt en mere ærlig befolkning. To gange kom folk løbende efter mig flere timer efter og påstod at jeg var kommet til at give dem for mange penge. I begge tilfælde drejede det sig om beløb svarende til flere dages løn for en egypter. I det ene tilfælde var jeg fuldstændig sikker på at jeg havde givet det korrekte beløb, hvorefter manden prøvede at overbevise mig om at jeg måtte være kommet til at lægge to sammenfoldede sedler ind mellem de store sedler. Vi taler her om en befolkning, hvor over 75 % reelt er arbejdsløse og som i det meste af den tredje verden lever af at småhandle med hinanden. Når man husker på hvor hurtigt vi i Danmark har været i stand til med had og udelukkelse at kriminalisere unge arabiske indvandrere helt til det punkt hvor vore politikere kan bilde os ind at dette er et etnisk særtræk hos dem, er det en kæmpebefrielse at opdage den næsten totalt manglende kriminalitet i de fleste af deres hjemlande. Mens vi i København er utrygge når vores 15-årige datter færdes ude om natten, nærede vi i Cairo ingen ængstelse over det – kun om hun kunne finde tilbage i dette mylder af mennesker overalt i gaderne eller om hun skulle blive kørt over.

Men selv den vanvittige trafik med over en million biler lærte vi at man ikke behøver at frygte. Skal man over gaden har man ikke andet valg end blot at vade midt ud i trafikken - og opdager så til sin forundring at denne automatisk skiller sig omkring én som vandene omkring Moses. Jeg har altid sagt at "mennesker kan man stole på, biler bør man frygte." Men i Egyptens storbyer lærte vi faktisk at selv biler kan man stole på. I Cairo ville jeg uden betænkning sende selv en blind ud i trafikken - uden den hvide stok!

Ved Hatschepsut-templet hvor 58 turister blev ofre for massakreHvad så med den politiske vold, vil nogen spørge? Sent glemmer vi jo islamisternes massakre på 58 turister ved Hatshepsut-templet i 1997. Men den var i sådan grad et slag mod egypterne selv – afhængige som de alle er af vores turisme – at de stort set alle bakker op om den hårde kurs, der siden har været overfor islamisterne. Overalt ved turistmålene er det spækket med politi og alle andre steder føler man sig slet og ret beskyttet af befolkningen selv. Bortset fra at man aldrig må lade terroristerne vinde ved at lade sig skræmme væk, er der i dag intet at frygte for dem. Heldigvis har europæerne for længst opdaget dette, mens amerikanerne desværre har fået ørerne tudet så fulde om terrorisme af deres regering at de bliver væk.

Lalou og Daniel ved Amenemhat III's pyramideHovedindtrykket er overalt at dette er en ufattelig blid og kærlig befolkning – nøjagtig som det indtryk jeg fik af den i fortiden da jeg studerede lidt egyptologi. Jeg skal ikke kede jer med en gennemgang af alle de berømte pyramider, templer og kongegrave, vi så. Karnak og Abu Simpel helt nede ved Sudans grænse var selvfølgelig de største oplevelser, mens jeg som slægtshistoriker havde mest sjov ud af at besøge de pyramider fra det 2. kongerige, som ingen gider se, men som vi absolut måtte se, da vore egne 126.-130. tipoldefædre er begravet i dem. Således måtte vi kæmpe os helt alene gennem en sandstorm i ørkenen for at komme til Amenemhat III’s grusbunke. Selv de fjerneste områder når man til i taxaer for under 150 kr om dagen for alle fire mens rejsebureauerne rask væk tager 400-600 kr per person i kedelige luksusbusser. For kun en trettendedel af disse priser havde vi det tilmed ofte utroligt sjovt sammen med taxachaufførerne, som man trygt overlader alle sine kameraer til de steder, man ikke må fotografere uden at betale for det – skønt disse kunne have tjent en årsløn ved at stikke af fra os med alle kameraerne. Et sted vil jeg absolut anbefale, da det ikke er med i nogen af turistbøgerne (hvoraf I bør bruge Lonely Planet). Ude i den østlige del af Cairo fandt vi en hel by bygget på affald og hvor alle levede af at samle, sortere og sælge affald. Aldrig har jeg været i en slumby, som i den grad stank, men hvor der var en så overstrømmende kærlig glæde. De beskidte unger feterede rent ud Lalou som en prinsesse og svingede hende højt i det lokale tivolis eneste attraktion, en hjemmelavet gynge. Selv efter mørkets frembrud havde jeg i dette menneskemylder ingen betænkeligheder ved flere gange at efterlade tasken med pas, penge og dyre kameraer i affaldet, for jeg vidste at hvis jeg glemte den, ville dette mylder af beskidte unger hurtigt komme løbende efter mig med den. Det mest utrolige var at disse koptiske kristne affaldssamlere havde hugget en domkirkestor kirke som en hule ind i det lokale bjerg. Der var et par tusinde siddepladser samt en mindre hulekirke lige ved siden af. Men selv dybt inde i denne hule trængte affaldslugten ind.

Lalou og Vibeke må iføre sig hovedbeklædning for at komme i Al Ahze-moskeenDe fleste steder ligger kirker og moskeer dog side og side i mere blandede kvarterer, hvor kristne og muslimer lever sammen i største harmoni. Igen gør dette én skamfuld når man kommer fra et land hvor blot planerne om at bygge en moske fremkalder det største had. Hvad angår tolerance kunne danskerne lære meget af egypterne. Mens vi var dernede blev de kristnes jul erklæret for national fridag for alle egyptere. Kan I forestille jer muslimernes Eid blive gjort til fridag for alle danskere nu hvor vi har næsten lige så stor andel muslimer i Danmark som Egypten har kristne? Så for stenhjertede danskere vil en rejse til dette tolerancens land være en pædagogisk lærestreg og sand åbenbaring. Men også for mange muslimer fra f.eks. Pakistan, idet mænd og kvinder hernede synes at færdes fuldstændig frit blandt hinanden – hånd i hånd eller arm i arm. Tørklæder og løst hår ses i én vidunderlig blanding – igen gående arm i arm – mest kulturelt bestemt da næsten lige så mange kristne kvinder bærer tørklæde. Kønsrollemønstret synes ikke mere undertrykkende end i det kristne Latinamerika og er altså nogenlunde proportionalt med befolkningens grad af fattigdom.

Og sig ikke at de ikke er oplyste. Jeg lærte mere om dansk fodbold hver dag i Cairos gader end jeg nogensinde har lært af Ekstrabladets spisesedler. Igen snyder danskerne sig selv fra nogle vidunderlige samtaler med egypterne ved at lade sig transportere rundt i fly og luksusbusser frem for med offentlige transportmidler til under en tiendedel af prisen – vel at mærke på 1. klasse i tog, som er fuldt ud ligeså luksuriøse skønt de kun koster ca. 100 kr gennem hele Egypten fra nord til syd. Efter en sådan togrejse kom vi veludhvilede frem mens rejsebureauernes pakketurister havde siddet vågne den halve nat og ventet på fly. Selv de mere veluddannede egyptere på 1. og 2. klasse i togene falder nærmest over hinanden for at invitere én med hjem eller at komme med forslag til gode madsteder. Og modsat mine erfaringer i de fleste ulande – og med DSB – går alt til tiden i Egypten. Det er i sandhed et mirakel at alt i dette organiserede kaos faktisk fungerer – inklusive telefoner, Internet og varmtvandshaner – ja, selv biltrafikken udenfor myldretiden. På kun to timer drønede vi med eksprestog op til Alexandria og landede i en orkan så voldsom, at vi næsten ikke kunne stå oprejst i gaderne. Selv midt i en natlig orkan for Daniel rundt i hele byen for at finde et 35 kr’s hotel, der kunne slå det jeg havde fundet til 50 kr. I vores bedste fiskerestaurant nogensinde nød Vibeke og jeg her alt godt fra havet mens havet væltede ind over gaderne og ungerne som sædvanlig løb rundt i disse for at finde en billigere restaurant, hvor de spiste sig mætte i koshari for 3 kr - inklusive drikkevarer. Hovedmålet i "Alex," som alle kalder byen, var som nogle af de første at se oldtidens nu genopbyggede kæmpebibliotek, som Lalous og Daniels 72. tipoldefar, Ptolomæus I Soter, lagde grunden til i 300 f. kr., da han helleniserede Egypten. Overalt i verden har forskerne grædt over al den viden, der gik tabt med ødelæggelsen af dette bibliotek - se blot deres og mine mange hjemmesider om det. Det nye bibliotek kan imidlertid ikke ødelægges, da det ligger på og med adgang til Internettet. Efter den oprivende orkan med klaprende franske skodder i det smukke forfaldne Havanna-agtige Alexandria var det godt på én nat at tage toget ned til varmen i det sydlige Egypten og at hoppe på et af Nilens krydstogtskibe. Selv Daniel nød denne vanvittige luksus at ligge dovent på et dæk og flyde forbi fattigdommen langs bredderne. "Vi gør det jo for at hjælpe dem", prøvede vi at sige til os selv mens vi vinkede til de fattige fra svømmepølen eller luksusrestauranten med tyve retter mad tre gange dagligt, "thi de stakler kan jo ikke klare sig uden vores turisme." Hvad der end er at sige om den slags dovne danskere, vi mødte der ombord, så var de absolut at foretrække – oplyste, veluddannede og historisk interesserede som de var – frem for dem, der tager til Mallorca-kolonien Hurghata ude ved Røde Havet efter at "have lagt hovedet fra sig hjemme i Kastrup," som en af Stjernegård Rejsers søde guider udtrykte det.

Med Vibeke efter besøg i biblioteket i Alexandria

Med disse reservationer kan jeg absolut anbefale jer, der skal til Egypten og som har pengepungen i orden, at tage fire dage på et Nilkryds fra Luxor til Aswuan og at lægge det ca. midt i jeres Egyptensrejse. Det er nemlig godt at få koblet lidt af og at få samlet alle sine indtryk efter at have bevæget sig rundt i Egyptens menneskemasser – samt at få indhentet lidt læsning om landet, hvis befolkning jo er så spændende at kaste sig ud i, at man ikke undervejs når at læse nok om den. Men efter 4 dages dvaskhed kan det heller ikke gå hurtigt nok med at komme ud i gaderne igen for at opleve det virkelige Egypten.

Nilkrydset er faktisk det eneste, som er billigere at bestille hjemmefra og jeg kan varmt anbefale at gøre det igennem Stjernegård, som – skønt de ingen penge tjente på vores måde at rejse på – var enormt søde og hjælpsomme til alligevel at koble os på denne eneste del af deres dyre pakketure. Da Egypten ikke har anden indtjening end turismen er det vigtigt at "handle med dem" gennem turisme. Vi mener blot at egypterne får mere ud af pengene ved at vi lægger dem direkte i deres lommer end ved at vi lægger dem i et dansk rejseselskab. Og først og fremmest har begge parter i dette kulturmøde langt mere sjov ud af en sådan direkte handel. Jeg fremkommer ikke med disse rejseforslag for at kritisere andres måde at rejse på – udelukkende for at vise at Egypten ikke kun bør være forbeholdt for de bedrestillede. Alle danskere har råd til det som en ældre dansk kvinde kaldte "rejsen jeg har drømt om hele mit liv." Desuden mødte jeg selv oplyste venner hjemmefra, som af ren og skær uvidenhed eller for at spare penge var havnet i druk-ghettoen Hurghata og nu var flygtet fra dette "helvede" - slet og ret for at få en egypter at se. Eller selv oplyste danskere herhjemme som falder for amerikanernes "terrorismeforskrækkelse" i total uvidenhed om at man bliver båret rundt overalt af egypterne og aldrig har følt sig så tryg før.

Min ekskone Annie Rush Holdt

Mens jeg havde siddet og røget vandpibe på en af Cairos kaffebarer, havde Kitte en dag ringet og fortalt mig at Annie, min ekskone, var død. Jeg kunne derfor ikke være med ved begravelsen, så på vores hjemrejsedag samledes vi i stedet – en lille kreds af Annies venner - for at fejre hendes 60 års fødselsdag. Det var lidt hårdt kun en time efter, at vi var steget ud af flyet. Annies død var ikke kommet uventet og det var især en lettelse for Klaus, hendes kæreste. Allerede før min afrejse til USA havde Annie fået begge ben sat af pga. koldbrand og inden min rejse til Egypten havde hun selv besluttet at standse sine dialysebehandlinger, hvorefter forgiftningen skulle afslutte hendes liv indenfor 12 dage. Annie var dog langt mere sejlivet og satte virkelig Klaus’ store kærlighed til hende på en prøve. Han boede hos hende dag og nat på Rigshospitalet i månedsvis uden ret megen anden adspredelse end mine natlige besøg – ofte langt over midnat, når mine shows var forbi. Annie havde voldsomme smerter, men lige til det sidste bevarede hun sin humor. Når hun tilsyneladende sov af morfinen, vågnede hun helt sikkert op og skældte mig ud, hvis jeg gik uden at kysse hende farvel, eller drillede os hvis vi sad og hviskede til hinanden om hendes død. Jo, det var som om intet var forandret fra vores tidligere ægteskab. Da jeg – i øvrigt sammen med Annie – grundigt har beskrevet hvad der gik galt i vores ægteskab i den engelske udgave af min bog, vil jeg ikke her kaste mig ud i et længere mindeord om hende. Dog bør det siges, at både jeg og showet af flere grunde står i dyb, dyb gæld til hende – ikke mindst fordi hun reddede mit liv dengang hun bragte det anonyme tip fra FBI videre til mig om Popeyes planlagte henrettelse. Tilfældighederne havde bragt os sammen – det var hende der tilbød at gifte sig med mig, da jeg efter 4 års vagabondering stod for at skulle deporteres. Men skønt vi aldrig passede sammen, ville jeg alligevel ikke have undværet det svære år, vi levede sammen i San Franciscos ghetto, da det altid var af mine mest smertefyldte perioder, jeg udviklede mest indsigt om ghettoens smerte. Og selv om kapitlet "Ghetto love" handler meget om vores fælles smerte, da vi begge blev ét med ghettoen, - ja, så bør det ikke glemmes at vi også havde mange gensidigt befrugtende samtaler, som Amerikanske Billeder voksede ud af, hvorunder Annie med sit skarpe intellekt og sin egen smertefulde opvækst under apartheid virkelig kunne sætte min tænkning på plads. Meget af den kritik jeg giver de hvide frisindede liberale i showet går i virkeligheden tilbage til hendes kritik af mig som værende "nothing but a blue-eyed nigger…..liberal twit osv." Hun havde dybest set ingen illusioner om vores forhold. Når jeg påpegede vanskelighederne, vi havde, var svaret i reglen "You can take a nigger out of Mississippi, but you can’t take Mississippi out of a nigger." Men inden jeg endnu engang træder i spinaten – jeg ser hende allerede rejse sig fra de døde for at skælde mig ud igen – må I hellere læse kapitlet "Ghetto love" om alt dette. Det føler jeg mig tryg ved da hun selv har godkendt og redigeret det. Først da Klaus med sin dybe kærlighed til Annie gav hende den tryghed og omsorg, der til sidst hjalp hende ud af hendes alkoholisme, blev jeg selv i stand til at tale roligt og afdæmpet med hende. I de første vanskelige år, hvor hun boede sammen med mig og Vibeke i Købmagergade, fik hun også et varmt forhold til Vibeke. Var der noget, der kunne gøre Annie ulykkelig siden hen, var det hvis det gik Vibeke skidt, f.eks. da Vibeke fik midlertidig epilepsi efter en ulykke. I de sidste par år blev Annies helbred så dårligt at I andre ikke så hende mere til vore fester, udstillinger osv. Disse år blev frygtelige for Klaus, som på helt ufattelig vis opofrede sig for hende og lå i konstant pendulfart med hende til hospitalet og passede hende i en beskyttet bolig blandt gamle mennesker, der var alt for gamle for Klaus. Hvis Annie nåede at få lidt lykke i sit smertefyldte liv – fra hun blev hængt i læderremme og pisket i brændeskuret i sin barndom til hun lå uden ben i morfindrop – var det i de få år hun opnåede at smage virkelig kærlighed sammen med Klaus. Tak, Klaus, for det du magtede at give, som vi andre ikke formåede!

Mine julebreve er som bekendt skrevet til og om de mennesker, som har betydet noget for mig i mit liv. Hvis I andre ønsker fyldig omtale er derfor nok klogt at dø tidligt på året og ikke sent her i julebrevet, hvor jeg er ved at køre træt af at skrive. Med den betydning Annie havde for mit liv, føles det f.eks. helt malplaceret her at omtale en anden gammel italiensk kærestes død, som Maria Giacobbe fortalte mig om i årets løb. Men ét menneskes død kommer jeg ikke uden om at omtale, nemlig den 82-årige fru Margaret Godfrey i Canada. Thi uden hende ville alt have været anderledes for mig i dag. Jeg havde i 1967 taget hendes 17-årige bortløbne datter Kristen ind i den slumlejlighed, jeg boede i på Vesterbro, blandt de mange andre hjemløse og rejsende, jeg husede. En dag kom hendes velbeslåede mor på besøg fra Canada og vi svingede så godt sammen, at hun inviterede mig til at arbejde på deres luksusfarm uden for Toronto. Hun var dermed årsag til at jeg overhovedet endte i den verdensdel i disse år, hvor de fleste unge rejste mod Indien og var altså hovedårsagen til "Amerikanske Billeder." Fru Godfrey havde i sin ungdom været kommunist, men Familien Godfrey på deres luksusfarm i Ontariovar nu blevet desillusioneret over kommunismen. Hun havde dog stadig megen idealisme i sig og da hun var skuffet over sine egne to mere jordnære sønner, som ønskede at blive farmere, tog hun mig under vingerne som sin egen søn. Med sit intellekt og politiske modspil endte hun hurtigt med at blive den mor for mig, som jeg aldrig havde haft, men stærkt savnet. Det, hun så i mig, var min venstreorienterede idealisme, som på det tidspunkt flirtede alvorligt med socialisme som en løsning på den tredje verdens lidelser. Jeg så på det tidspunkt Cuba som en lovende model for Latinamerikas fattige – dvs. i årene før den grønne revolution løste eller midlertidigt udskød en del af sultproblemerne. Som ung er man dog ikke altid i stand til at gennemskue så gennemgribende systemskifter, som Cuba stod for, og fru Godfrey brugte som hjemmegående husmor uendelig tid til i diskussioner at slå ned på alle hullerne i min tænkning – dem som hun selv i sin ungdom havde været et nemt offer for. Da hun var progressiv og solidarisk med min tænkning, fik hun derfor enorm indflydelse på den. Som ven af Canadas premierminister, Trudeau, var hun med til at udvirke åbningen mod Maos Kina, som hun var blandt de første til at besøge – og gennemskue. Når sådanne højtstående politikere kom på besøg præsenterede hun mig altid stolt som sin revolutionære ven fra Danmark. Gennem sin enorme indflydelse reddede hun mig ud af min værste vildskab og fanatisme og reddede sandsynligvis også mit liv, thi jeg var jo i de år på vej til at blive guerilla i Guatemala. Jeg kæmpede hårdt imod hendes argumenter, men da jeg i 1972 blaffede rundt i Guatemalas jungle for at tilslutte mig guerillaen, var det nok alligevel hendes indre stemme og fornuft, der fik mig til ikke at tage skridtet helt ud og dermed at vende tilbage til USA for at "bekæmpe fjenden indefra," som Che Guevarra havde sagt. Dette blev som bekendt gjort ved hjælp af kameraet i stedet for geværet – altså med en stigende tro på muligheden for reformer frem for omvæltning. Men gennem alle mine vagabondår videreførte jeg dialogen med fru Godfrey i mit hoved ligesom jeg hver tredje måned blaffede op til Canada for at debattere videre med min "God mother." Meget af den dialog kan man stadig høre i Amerikanske Billeder, som hun desværre aldrig fik at se som show. På mærkelig vis var det også Godfrey-familien, der blev årsag til mit andet show om Bolivia gennem hr. Godfreys formandskab for CARE Canada. Mens både han og sønnerne i mine unge år nærede en vis jalousi overfor mig pga. mit tætte forhold til Margaret, fik jeg en anderledes respekt i hans øjne, da han begyndte at høre CARE’s tilbagemeldinger om mit arbejde i diverse lande. Og nu, hvor han som 85-årig arbejder med at skrive CARE’s historie, ønsker han helt naturligt at arbejde sammen med mig som sin CARE-fotograf. I min ungdom havde jeg kraftigt nedvurderet den mere konservative Charles Godfreys "nødhjælps-løsninger," der jo blot "udskød de uundgåelige revolutionære forandringer i den tredje verden" - skønt han hvert år brugte al sin ferie på at rejse ud og lave frivilligt ulønnet arbejde som læge i de fattige lande. Derfor var det vidunderligt at vi – under den kraftige påvirkning fru Godfrey havde haft på mig – i en sen alder kunne mødes i netop dette arbejde. Som familiens adopterede søn var jeg den eneste, de kontaktede, da fru Godfrey i oktober skulle begraves i stilhed på deres ødegård. Jeg forsøgte at flyve derover, men måtte desværre på grund af shows i Danmark opgive – travlhed med netop det arbejde og den karriere fru Godfrey i sandhed havde skabt for mig. Det var bittert, men vigtigere var det at jeg fik sagt farvel og tak til hende i levende live, da hun under mit sidste besøg usentimentalt og muntert havde stillet sin kiste ind i dagligstuen for at hun selv og vi andre hver især kunne give hende det med sig i døden, hun selv syntes var passende (som nævnt i julebrevet 1996).

Fru Godfreys død fik mig til at gennemtænke det utrolige held, jeg har haft ved at hele mit liv i så høj grad er blevet formet af "frelsende engle" som hende, der ufortjent har taget sig af mig. Var jeg selv i stand til at give noget af al den kærlighed tilbage som jeg havde modtaget, spurgte jeg mig selv? Et mærkeligt svar og deja vue med netop disse - for mig så afgørende - vagabondår fik jeg i efteråret, da jeg blev sat på en alvorlig prøve mens jeg havde frygtelig travlt ved computeren. Ved midnat ringede det på døren og en mærkelig hippieagtig ung fyr stod derude i regnen og spurgte om han måtte komme ind. Jeg stod og undrede mig over om jeg havde set ham før, da det var som om jeg genkendte ham. Så pludselig gik det op for mig at han lignede mig selv - sådan som jeg engang havde set ud på landevejen med langt hår, stor fåreskindspels og en bylt over nakken, som skræmte mange mennesker langt væk. Og en sådan uvilje mod ham følte jeg også lige i dette øjeblik, hvor mine tanker var travlt beskæftiget med noget helt andet. Gæstfrihed er jo ikke noget med at tage imod gæster, når man er forberedt på dem, men når gæsten kommer mest uventet og uønsket. Gæsten hed oven i købet Jacob Holck og var hjemløs, men havde læst i min bog at man kan bo hos mig. Jeg nævner ham, da julebrevet jo er noget med at bevare kontakten til fortiden. Kan vi mon acceptere og leve med de personer, vi engang var, fik denne ildelugtende Jacob mig nu til at spørge, da jeg jo havde været så tæt på at diskriminere imod ham? Og vigtigere, har vi mon hjerterum midt i vores overflod og væren os selv nok til at åbne os selv op for mennesker på flugt fra nød og undertrykkelse – mennesker der - når vi kommer tæt nok på dem - som jeg oplevede det med f.eks. Ku Klux Klan og egypterne, viser sig at være (som) os selv?

Ja, så er der vist ikke mere at sige om 2002, kære dagbog, gamle venner og medlæsere.

De kærligste hilsner

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K

Tlf. 33-124412 , Mobil: 20-324412 E-mail: jacobholdt@american-pictures.com
 

Husk at e-maile mig din ny e-mail-adresse i dag!

Du kan i to uger læse de gamle julebreve på nettet, hvorefter de vil blive fjernet.

Du kan se flere billeder, henvisninger, web-links og de andre modtageres navne på www.american-pictures.com/julebrev.htm

 

Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside