Jul/Nytår 2002 - 31. årgang
Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt
til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig
......om alle de mennesker og begivenheder som har
betydet noget for mig.
Indholdsfortegnelse
Livet er en herlig
leg med de mennesker, der tilfældigt har forvildet sig ind i ens
eget liv. Her er nogle af de sjovere eller mere tankevækkende
oplevelser fra året, der gik i min lille sandkasse:
1. Hvorfor jeg
fyrede min sorte muslimske agent og i stedet gik lige til Ku
Klux Klan og friede til Klan-lederens kone. Alt andet i
julebrevet må du gerne springe over, men gå ikke glip af mit to
ugers besøg i selve "hadets højborg" …..og hvordan jeg faktisk
fandt mindre had der end det jeg oplever lige nu i den danske
befolkning og i vores sorte kabinet overfor muslimerne. Men også
om hvordan jeg endte med at blive budbringer mellem klanen og
dens fjende og forfølger nummer 1 – og blev lige gode venner med
dem begge. Læs 21 sider om det
fra side 5 og igen
fra
side 18.
2. Årets døde
…..deriblandt tre gamle kærester (også blandt
julebrevslæserne)…..samt tre andre kvinder som dramatisk ændrede
mit liv.
3. "I al
fortrolighed, er det rigtigt at du og Jacob Holdt er blevet
kærester?" Ekstrabladets spørgsmål til Sherin Khankan, som
julebrevet nu bringer svaret på.
4. Hvordan jeg
tjente 19.000 kr på at drille en muslimsk pige for hendes
anti-homoseksuelle indstilling og fik 40.000 kr for at omfavne
en mand lidt for kærligt.
7. Hvordan jeg
forførte den smukke datter af Philadelphias borgmester og fik
hendes had vendt til kærlighed.
5. Hvordan I alle
svigtede til mit og Vibekes sølvbryllup som alligevel blev til
lidt af en verdensbegivenhed med bl.a. nøgenbadning med
verdenskendte filmstjerner.
6. Hvordan jeg fik
min absolut største fiasko nogensinde som taler og blev piftet
ud.
7. Hvordan jeg
tabte både hjul og strøm på bilen ved starten af sommerferien
(uden at tabe hverken konen eller hovedet)…..og alligevel fik
samlet hele Hanseforbundet under mig før Anders Fogh.
8. Hvordan Lars von
Trier skrottede hele filmen, som jeg havde fotograferet scener
til, og gav den til Thomas Vinterberg. Hvorfor? Jo, som den
provokatør, han er, vil han nu lave "Amerikanske Billeder" om
til en komedie!
9. Hvordan en
langhåret, skægget vagabond med mit eget navn og udseende en nat
bankede på for at få husly hos mig. Lod jeg ham komme ind?
10. Hvordan man får
fuldtids og gratis chauffør næsten året rundt ved at lade Falck
overtage rattet, så man kan sidde trygt og læse sin avis ved
siden af.
10. Hvordan du kan
tage på en ferie i Egypten for en femtedel af hvad mange
danskere bruger og alligevel opleve meget mere. Da alle bør
opleve denne menneskehedens blide Nil-vugge, må ingen lade sig
afskrække af rejsebureauernes priser. Så få mine gode råd og
rejsetips på side 46.
Kære årbog…….gamle
venner ……og svage smugkiggende sjæle
Som nævnt i min
e-mail før jul kommer julebrevet lidt forsinket i år grundet
juleferien i Egypten. Der er såmænd heller ikke så meget at
fortælle, så lad mig se om jeg ikke kan få det overstået lidt
hurtigt i år. Jeg burde jo kun skrive om de begivenheder, der
har generel interesse, men som I ved skriver jeg det jo også som
dagbog for mig selv. Min hukommelse svigter og så er det jo
praktisk at man hurtigt kan foretage en søgning i
GOOGLE for
lige at finde ud af hvilket år det mon nu var man var i Nepal
osv. Dog har jeg for tiden fjernet julebrevene fra
hjemmesiderne, da der var flere af jer, som jeg omtaler, der på
samme måde begyndte at finde sig selv omtalt ved
GOOGLE-søgninger. Én ting er hvad man kan tillade sig at skrive
af drillende art i private julebreve, men drillerier opfattes
let anderledes af udenforstående ude i den vide verden. Så skal
julebrevene på nettet igen skal de nok kraftigt censureres. Men
som den privilegerede ven, netop du er, får du så her igen den
fulde ucensurerede udgave af julebrevet.
En anden grund til
forsinkelsen er at jeg ikke igen ønskede at få julebrevet
udpenslet af
Marius under hans årlige nytårstaffel foran alle
hans kommunale undersåtter. I år havde Marius i øvrigt oppet sig
en hel fra de tørre foredrag om kalkmalerier, han tidligere
underholdt os med og som bogstaveligt fik os til at vende det
hvide ud af øjnene. Nu havde han hyret en sexbombe så laber at I
ikke har set hendes mage
siden vor fransklærerindes tid med det
resultat at alle vi mænd igen måtte vende øjnene opad af angst
for at få et rap over fingrene af vore efterhånden – måtte vi
gennem øjenkrogene konstatere – i sammenligning ganske nedslidte
koner. Og kort efter satte han oven i købet en anden åleslank
kvinde til - stående på hovedet - at danse nytårsvals for os med
de mest sexede lår jeg har set siden frk. Fedders tid. Når vi
samtidig ikke kunne undgå at bemærke at han lige så stille er
begyndt at invitere udelukkende sine kvindelige ansatte med til
disse nytårstafler, - ja så måtte det jo gå galt, hvorfor mange
vandrede ud i protest. At jeg overhovedet omtaler en så pinlig
historie om en af vore gamle klassekammerater i et åbent
julebrev er da også kun foranlediget af at han i sit julebrev i
år yderst skadefro påpegede at der måtte være en fejl i
Politikens resultatliste fra maratonløbet idet han ikke havde
kunnet finde mig under sluttiderne. For man bør nu engang ikke
gøre grin med andres religiøsitet, Marius. Når nu Vorherre af
uransagelige grunde havde stillet min cykel så jeg nærmest faldt
over den ved 16 km-skiltet, - ja, så måtte jeg jo se det som et
tegn fra Gud om at den var stillet der for at jeg skulle cykle
hjem frem for at løbe videre. Hvem ved om I overhovedet ville
have fået jeres julebreve og drillerier i år hvis jeg ikke havde
lyttet til dette budskab fra oven?
Min foredragsaktivitet valgte jeg i år at skrue kraftigt ned for
efter at have ligget vandret i luften hele sidste år, men også
for at koncentrere mig om digitaliseringen af billederne med
henblik på at fremstille en Interaktiv DVD om racisme til brug
for skolelærere over hele verden. Dette arbejde havde jeg
egentlig tænkt mig selv at sidde og hygge mig med ved computeren
i min alderdom, men det skulle gå anderledes. Mit liv har jo
været karakteriseret af at jeg aldrig selv har skullet tage et
eneste initiativ. Flere ansatte ved Det Danske Filminstitut
havde efter mit jubilæumsshow i Den Sorte Diamant sidste år
uopfordret bombarderet mig med e-mails om at jeg burde få støtte
fra Instituttet til en DVD og Lars von Trier havde efter sigende
også talt varmt for sagen derinde. Så i januar tog jeg mig
sammen til at få et møde med en af filmkonsulenterne, Jakob
Høgel. Jeg havde et par linier med om at alt hvad jeg havde brug
for var de ca. 100.000 kr., som en billig scanning ville koste.
Så skulle jeg nok selv lave resten af filmen på computeren
derhjemme ligesom jeg havde lavet alle mine shows gennem årene i
mit soveværelse. Men Høgel fik mig hurtigt overbevist om at jeg
da burde have mindst 200.000 kr til en mere professionel
scanning. Og skulle jeg ikke også have noget løn mens arbejdet
stod på? Hvad for noget, tænkte jeg. Jeg havde aldrig siden jeg
som 21-årig lavede tagpap for det Nationale Fiskeinstitut i
Havanna fået egentlig løn. Så det var en helt fremmed tankegang
for mig og da jeg ikke anede hvad man får i løn, spurgte jeg
Høgel om han ikke havde nogle budgetter liggende, som jeg "kunne
skrive af efter" under udformningen af mit eget budget. Han gav
mig så et "der nok kommer nærmest dit projekt" – nemlig Jørgen
Flindt Petersens nye Palæstinafilm "De besatte", som kommer op i
biograferne den 22. januar – og lovede at støtte mig med et
nogenlunde tilsvarende beløb. Jeg slog op på sidste side og det
svimlede helt for mine øjne, da jeg så beløbet på 2,9 millioner.
Da jeg ikke ønskede at virke som den rene bondeknold, sagde jeg
klogelig ikke noget, men tænkte "Hvad i himlens navn har han dog
tænkt sig at jeg skal bruge alle de penge til?" Men Høgel var
indstillet på at give mig hvad som helst, jeg havde brug for.
Han havde i sin skoletid set "Amerikanske Billeder" på Lyngby
Privatskole og det havde gjort et uudsletteligt indtryk på ham –
ikke mindst i denne skole, hvor et stort flertal af eleverne
dengang havde stemt på Fremskridtspartiet forinden mit show mens
et lige så stort flertal havde stemt på venstrefløjen kort tid
efter mit besøg. Så han var ikke i tvivl om at mit opdaterede
show nu var blevet et vigtigt indlæg imod nutidens racisme.
Da jeg gik hjem med
nyheden til familien følte jeg mig som "Hvad fatter gør, er
altid det rigtige." Jeg var gået i byen for at bede om 100.000
kr. – tilmed lidt flov, da jeg aldrig i mit liv har været nød
til at bede om penge til noget som helst – og var en time efter
vendt hjem med løfte om noget lig 2,9 millioner. Vibeke var da
også ellevild: "Nu bliver der endelig råd til en ny bil!" udbrød
hun og kiggede vemodigt ud på sin gamle rustne Volvo, der netop
var blevet kasseret ved bilsyn mens min egen – et af Politiets
gamle blå Salatfade - ustandseligt tabte motoren. Det sidste har
dog den fordel at jeg sparer en masse penge når jeg ankommer til
ca. halvdelen af skolerne på toppen af en Falck-bil. Et
Falck-abonnement er jo billigere end en tankfuld benzin og
samtidig giver det mig lidt af spændingen fra vagabondårene
tilbage. Ligesom jeg dengang altid kunne få folk til at køre mig
til et bedre blaffested ved at fortælle dem spændende
rejsehistorier om Kennedy og Rockefeller, kan jeg på samme måde
altid få Falck-chaufførerne til at give mig et lift hele vejen
fra København til Skagen med et hel ton showudstyr og færger og
bropenge og alting betalt.
USA
Under forårsturneen i
USA føltes det da også som om jeg steg lige fra de elegante
danske Falck-biler over i de elendige amerikanske AAA-towtrucks.
Som I så på sidste års Tv-program bryder også min amerikanske
bil sammen hele tiden – denne gang såmænd allerede på turen fra
JFK-lufthaven til Manhatten. Men derovre oplever jeg også dette
som en positiv og lærerig oplevelse. For mens hadet mod
muslimerne rasede i Danmark, fik jeg nu rig lejlighed til at se
hvor anderledes og hjertevarmt muslimer behandles i USA idet
næsten alle de "Falck"-mænd og mekanikere, der reddede mig ud af
vanskelighederne, var pakistanere. Dog opdagede jeg ofte først
dette gennem lang samtale, da de i et og alt fremstod som
"amerikanere." Da det sorte kabinets åndsformørkende hetz
derhjemme efterhånden havde fået mig overbevist om at "der
virkelig er et problem med at integrere pakistanere," gav jeg
mig nu til at udspørge disse pakistanere om alle de lakmusemner,
som vi i Danmark bruger til at støde dem fra os - såsom
homoseksualitet, tvangsægteskaber, "selv-ghettoisering" osv.
Snart indså jeg at jeg her virkeligt havde med "amerikanere" at
gøre frem for mennesker forstenet i en middelalderlig kultur –
skønt de havde været i USA i lige så kort tid som "vore"
pakistanere har været i Danmark. Selv
den ultimative prøve, som jeg ynder
at drille mine mere progressive pakistanske venner med i
Danmark og som de stort set alle
"dumper" på i min lille integrationsprøve: "Hvad
ville du sige til at din søster giftede dig med en dansker?" -
blev i halvdelen af tilfældene besvaret med et "Hvad mener du?
Min søster ER ALLEREDE gift med en hvid/kristen amerikaner – a
great guy!"
Selvom jeg kender
undtagelser fra denne regel blandt nyankomne pakistanere i USA,
bekræftes mønstret med at
amerikanerne gennem kærlig indleven og ægte gæstfrihed fra
første dag er i stand til at integrere ikke-uddannede muslimer
mens disse i Danmark stik modsat let bliver til et
spejlbillede af alle vore negative, kritiske og direkte hadske
tanker overfor dem. Amerikanerne er
selvfølgelig ikke spor bedre end os. De bruger blot deres
indfødte sorte til at få afløb for al deres negative tænkning –
og skræmmes derefter af det voldelige monster, de selv "har
skabt." Mine pakistanske venner i USA er rystede når jeg
fortæller dem om muslimsk "indvandrervold" i Danmark, da
de associerer den slags vold med ghettoiserede og udelukkede
mennesker og altså på ægte amerikansk vis straks ser sorte for
sig ved ordet "vold."
På et punkt havde
jeg dog tænkt mig selv at "ghettoisere" og "udelukke" sorte og
muslimer på denne tur, nemlig ved at tage et endeligt opgør med
min sorte muslimske agent, Muwwakkil. Han sad i dybere og dybere
fattigdom og håbløshed i New Londons ghetto og jeg var
efterhånden hans eneste tilbageværende klient. Man kan nu engang
ikke drive effektiv bookning for entertainere når man ikke tager
telefonen halvdelen af dagen – (fordi han hver middag spadserer
flere kilometer for at stå i suppekø med de andre fattige eller
for at bede i moskeen) – eller ikke kan skrive kontrakter på
computeren – (fordi belysningsvæsnet har lukket for strømmen
pga. manglende betaling). Dette er den triste virkelighed for
mange sorte forretningsfolk i ghettoen, som jeg i det mindste
havde forsøgt at hjælpe med at bryde gennem 20 års samarbejde og
gensidig tillid. Hans ærlighed og ihærdighed fejlede intet, men
da han var dybt forgældet til alle sider – ikke mindst til mig –
var jeg til sidst nødt til at lade idealismen sejle. Med de 42
shows, han havde organiseret på denne forårsturné, kunne jeg jo
regne ud at han bagefter ville sidde på over 600.000 kr. af mine
penge i denne usikre ghettosituation – foruden dem han allerede
skyldte mig. Mit krav til ham syntes jeg derfor var rimeligt nok
– at skolerne fremover skulle betale min andel til mig selv på
stedet for at han ikke skulle kunne sidde på alle pengene i hele
og halve år
– indtil han uden tvivl gik endeligt konkurs ligesom
min bogdistributør for to år siden, da jeg mistede 140.000 kr.
Til gengæld tilbød jeg ham nu 30 % mod hidtil 25 % af
foredragsindtægterne. For at gøre min strejke effektiv nægtede
jeg derfor at stille op i enhver skole, der ikke ville betale
mig halvdelen forlods, hvilket jeg fik stærk støtte i fra
skolerne – med det resultat at Muwwakkil pludselig gik helt i
baglås og aflyste alle mine 42 shows. Dette havde jeg ikke
ventet med de 200.000 kr han immervæk selv stod til at tjene på
en turné, som jeg vidste han havde arbejdet dag og nat på i et
helt år for at få stablet på benene. Og dermed gik jeg så
alligevel glip af de 600.000 plus de 80.000 han allerede skyldte
mig. Værst var det at han for selv at stå så stærkt som muligt
ikke havde givet mig adresser og telefoner på de skoler turneen
omfattede, så jeg havde ingen mulighed for selv at opsøge dem og
lave min egen kontrakt med dem. En del skoler laver dog fine
hjemmesider om deres kommende foredrag, så ved at søge på mit
eget navn i Google, lykkedes det mig at få genbooket i alt 6
shows på egen hånd mens andre ikke turde pga. frygt for
sagsanlæg fra min agent. Det ærgrede mig således at gå glip af
University of Nevada, da jeg havde glædet mig meget til for
første gang at holde foredrag i galskabens og syndens Las Vegas.
Mit besøg hos Ku Klux Klan
Alligevel var
følelsen over for første gang i 20 år at være en fri man – uden
at have en slavepisker som ustandseligt jog mig videre ud af
landevejen ……om ikke andet af skyldfølelse overfor Muwwakkil og
hans familie over at deres økonomi ville bryde sammen hvis jeg
ikke gjorde det – aldeles overvældende og befriende. Det
endelige brud kom efter mit førte show i Ohio Wesleyan siden Pia
Tafdrup var med her og denne gang var jeg samtidig så heldig at
min bil besluttede sig for at bryde sammen i en snestorm MENS
jeg befandt mig i mit og Pias gamle luksushotel, hvorfor jeg
afslappet kunne plaske rundt i den samme svømmepøl for
universitetets regning mens bilen blev lavet. Med al den tid
mine mange aflysninger nu gav mig til at køre rundt på
landevejene, ærgrede det mig at jeg ikke havde en begavet
dansker som hende med i bilen til at dele oplevelserne sammen
med.
Så da jeg havde en
stor workshop efter mit show spurgte jeg de ca. 100 elever om
ikke nogen af dem havde lyst til at tage med. For at få dem
tændt på ideen kom jeg pludselig med en spontan joke om at
besøge Ku Klux Klan, som vi lige havde snakket om i denne
workshop. Da der straks kom en skov af fingre op blandt de mange
tilstedeværende klanhadere, fangede bordet straks og jeg valgte
den kønneste og kvikkeste – en datter af selveste Philadelphias
borgmester – til at tage med. Det hele var lidt af et væddemål
med mine elever idet jeg påstod at jeg let ville kunne "omvende"
dem alle til at blive Klan-sympatisører hvis de blot gav sig
selv lidt tid til at sætte sig ind i klanmedlemmerne "som
mennesker" frem for blot at tænke negativt om dem som skabeloner
med alle de fordomme medierne har givet os alle om Ku Klux Klan.
Ideen var at min udkårne derefter skulle vende tilbage – "i
levende live" lovede jeg – og aflægge rapport til de andre i
skolen. Selv ønskede jeg at afprøve alle de teorier jeg i årevis
havde haft om KKK og undervist mine forbløffede elever om, da
jeg lige nu befandt mig lige i nærheden af klanens højborg i
Indiana. Så glad og forventningsfuld drog jeg af sted med min
udkårne borgmesterstang, Maura, med et hav af vinkende studenter
bag os råbende: "Hils klanen fra Ohio Wesleyan."
Mine ideer om Ku
Klux Klan er selvfølgelig ikke grebet ud af luften, men affødt
af mange års samvær med klanfolk. Nogle af dem, der har
fascineret mig mest i de senere år, er de mange hadets børn, jeg
samler op som blaffere på USA’s landeveje – ensomme og forknytte
står de hyppigt i vejsiden og venter tit i dagevis på at få et
lift, da ingen vil samle dem op. Da de hele livet igennem på
lignende måder har mødt vores afvisning, forundres og rystes vi
over ustandseligt i medierne at høre om hvordan de pludselig
eksploderer i hadske reaktioner overfor det samfund, som i den
grad har vendt dem ryggen. Det er synd, for det er min erfaring
gennem mange års rejser blandt hadets børn at der næppe findes
kærligere mennesker. Ikke mindst gælder dette for Ku Klux Klan.
Hvis du som læser
umiddelbart løfter øjenbrynene ved dette udsagn, vil jeg bede
dig om under læsningen at lægge dine egne hadske og negative
tanker overfor Ku Klux Klan til side og forsøge – i al fald for
en kort stund – at komme disse mennesker i møde med kærlige
tanker. Allerede nu vil det gå op for dig hvor svært dette er og
at hadet i hvert fald ikke eksklusivt monopoliseres af Ku Klux
Klan. Sjældent har jeg oplevet dette så stærkt som da det
lykkedes mig at trænge ind i selve hadets symbolske højborg – i
hovedkvarteret for den største, hurtigst voksende og ifølge
eksperter farligste Klangruppe i Amerika med forgreninger over
hele verden, the American Knights of the Ku Klux Klan.
Min rejse for at
kunne blive accepteret var lang, thi også jeg led af negative
tanker overfor Klan-folk i mit tidligere liv. Først og fremmest
fik jeg gennem min sorte eks-kone, Annie, et grundigt kendskab
til hvordan de havde terroriseret hendes hjemby, Philadelphia i
Mississippi, og myrdet de tre borgerretsforkæmpere der som vist
i "Mississippi burning." Senere måtte jeg flyve min sorte
medarbejder, Tony Harris, hjem i chok fra en turné i Norge, hvor
han på Tv havde set klanen med maskinpistoler skyde ind i en
demonstration i hans hjemby Greensboro og myrde hans egen
tidligere kæreste, Sandy Williams og flere andre. Jo, jeg er
ikke blind for hvilken vold klanen rummer. Men allerede i disse
to tilfælde fik jeg lidt forståelse, når jeg hørte om disse
klanfolks fattige baggrund. Den ene af morderne i min kones
hjemby, Jim Bailey, havde hun som barn leget med og kastet sten
efter, da han som "poor white trash" boede i de samme tarvelige
shacks som hende selv. Jeg så derfor hurtigt en del af
voldsmønstrene som mage til de sortes - fremkaldt af følelsen af
at være udstødt og foragtet af samfundet. Ingen hvide med
respekt for sig selv ville jo bo der "on the wrong side of the
tracks."
Siden samlede jeg
på foredragsturneerne i USA hyppigt blaffende klan-folk op. På
de uendeligt lange køreture fik jeg god lejlighed til at opleve
mennesket bag hadets facade. For facaden var netop altid et
utroligt lukket og forknyt ansigt af den type, der umiddelbart
frastøder andre mennesker gennem sin fjendtlige udstråling. Men
da jeg for længst havde oplevet de samme mønstre i de mest
skadede sorte og i f.eks. kvindelige voldtægtsofre, vidste jeg
intuitivt at de mennesker, vi diskriminerer imod, er dem der
allerede er blevet skadede og diskriminerede tidligere. Det er
let at elske de kvinder, der stråler af tillid og udadvendt
kærlighed fordi de altid selv har mødt dette. Men jeg bliver
næsten altid blæst omkuld af den fjendtlighed og lukkethed, jeg
oplever i de mange voldtægtsofre i USA, som vi derefter
yderligere diskriminerer imod som overvægtige når de hyppigt
tvangsspiser sig ud af smerten. Hvad angår racisme havde jeg for
længst lært at det vi diskriminerer imod ikke er hudfarve, men
smerte sådan som den manifesterer sig i en fortvivlet cocktail
af vredes- og fjendtlighedsmønstre hos den udstødte.
Derfor var det
altid en udfordring for mig når jeg mødte disse reaktioner, som
vi misvisende kalder for "had," at overvinde mine egne
umiddelbare negative følelser overfor mennesket bag dem og i
stedet at udvise ekstraordinær imødekommenhed. Det startede
måske som nysgerrighed, men da jeg hurtigt opdagede hvor meget
taknemmelighed og kærlighed jeg fik tilbage, begyndte jeg at se
det som en form for egoisme, thi også vi, der er gået igennem
livet uden større skader, har jo behov for lidt kærlighed. Og
det får man som bekendt ikke uden at investere lidt selv – hvis
man overhovedet hører til de heldige, der har overskud til at
investere.
En typisk racist,
jeg samlede op engang i Georgia krævede netop en sådan
investering. Han var lukket og udtrykte sig særdeles racistisk.
Han ejede intet udover en lille æske med kassettebånd, så jeg
begyndte at spørge ham ud om hans musik og spille det på
bilradioen. Det var i mine ører hæslig metalmusik, men jo mere
jeg begyndte at spørge ham ud, jo mere begyndte han at ranke de
tatoverede skuldre, at vise stolthed over den interesse han
pludselig var genstand for. Og lidt efter lidt kunne jeg begynde
at spørge ham ud om hans barndom. Som jeg anede havde han fået
prygl i én uendelighed af sin far og tilføjede: "Men jeg
fortjente en god gang prygl, for jeg var et dårligt barn." Her
så jeg straks den typiske kobling i den klassiske racist. Intet
barn fortjener naturligvis at blive mishandlet og ydmyget og ved
at undskylde sin far havde han uundgåeligt projiceret sin smerte
ud på andre – her i sydstaterne naturligt på de sorte. Med sine
negative reaktioner overfor sorte, oplevede han derefter hele
tiden disse reagere negativt overfor ham selv med det resultat
at han til sidst var overbevist om at de var skyld i hans dybere
smerte. Dette er undertrykkelsens onde cirkel, som for længst
havde fået mig til at se at den typiske racist er lige så meget
offer som de sorte.
Men hvor går
grænsen mellem almindelig racisme og direkte had? Det opdagede
jeg også hurtigt – især med blaffere jeg samlede op fordi man i
bilens enrum har mulighed for at trænge dybere ned i
menneskesjælen end under mere overfladiske møder. Det er dette,
der kan gøre selv en bilrejse på de monotone kedelige
amerikanske veje uhyre spændende. I Tennessee samlede jeg en nat
en fortabt blaffer op, som umiddelbart virkede helt lukket og
uigennemtrængelig, men et eller andet bævende i hans stemme fik
mig til at mistænke incest. Jeg spurgte ham derfor igennem lang
tid kærligt ud om hans barndom. Og ganske rigtigt dukkede der
langsomt op af sjælens dybder en gruopvækkende historie om en
stedfaders voldtægt af ham, som han havde lagt et effektivt
mentalt låg over. Han var i hvert fald selv overrasket over ikke
blot minderne, der nu dukkede frem, men også over at han
overhovedet fortalte det til nogen. I løbet af kort tid var
dette knudebundt af et ungt menneske forvandlet til ét stort
bundt af taknemmelighed, der ville gøre alt for mig. Da vi holdt
en kaffepause, viste jeg ham min bog (om underklassens sorte) og
pludselig røg det ud af ham om jeg ikke ville med til det Ku
Klux Klan-møde, han var på vej til. Jeg havde aldrig i mine år
som vagabond kunnet få opsporet denne hemmelige organisation. Nu
åbnede et af dens medlemmer sig pludselig kærligt op for mig og
tilbød at hjælpe mig med at tage skjulte billeder af den
hemmelige korsafbrænding og i realiteten at forråde sine venner.
Jeg vidste at jeg fra nu af ville kunne stole på ham, men hvor
taknemmelige sådanne incestofre er over at få hjælp, viser
følgende episode.
Efter klanens mere
åbne rekrutteringsmøde om eftermiddagen sad vi og spiste på en
McDonald og jeg tilbød nu denne ludfattige klan-mand at ringe
hjem til sin familie på mit telefonkort for at fortælle at han
var nået vel frem. Men nu fortalte hans mor ham grædende i
telefonen at hans onkel lige var blevet myrdet af to sorte.
Pludselig så jeg hans ansigt blive forvandlet til alt det had,
jeg først havde set i ham og jeg var i mine syv sind om hvorvidt
jeg nu turde have tillid til at gå med denne mand ud i Alabamas
mørke og øde skove og sammen med en flok utilregnelige
kutteklædte mænd brænde kors af i noget jeg vidste, ville udarte
til massehysteri. Han vidste jo nu alt om mit forhold til sorte.
Aldrig har jeg været mere skræmt.
Og nu var det mig
selv, der fik brug for at ringe rundt til venner i USA og
familie i Danmark for at sige at hvis de ikke hørte fra mig
inden midnat, skulle de slå alarm. Det var en af de få gange i
mit liv jeg udviste mod. Man er jo ikke modig når man – som jeg
normalt oplever det – har tillid til det gode i mennesket. Men
den dag havde jeg tvivl og skulle overvinde min frygt. Frygt
bygger jo på det negative i mennesket hvorved man uundgåeligt
fremelsker det onde. I dag er jeg glad for at jeg valgte at
"vise" tillid til dette smertens barn, thi for mennesker, der
har det så skidt at deres eneste selvværdsfølelse opnås ved at
se andre frygte deres aggressioner, er tillid det samme som en
kærlighedserklæring.
Her lærte jeg
nemlig min første vigtige lektie om Ku Klux Klan; at dens behov
for kærlighed så langt, langt overgår dens behov for at hade.
Siden har jeg utrætteligt prædiket om at kærlighed er den eneste
måde at kurere racisme på, men hvis ikke jeg havde fået det så
dramatisk demonstreret under min klan-vens voldsomme sjælekamp
og min egen sveddryppende tvivl den nat, ville mine ord for
længst have lydt hule i mine egne ører. For min tillid til ham
var netop ikke "blind" eller "naiv", men et valg. Et valg om
ikke at flygte fra mennesket, når det ser allermest
frygtindgydende ud – bag pistolløbet i ghettoen eller det
brændende kors i mørket – netop når dets skingre råb om hjælp
viser at det har allermest brug for én.
På det personlige
plan har jeg altid følt at det var meget lettere at hjælpe
klan-folk og nazister ud af deres destruktive adfærd end den
almindelige gennemsnitsracist fordi årsagssammenhængen er så
meget lettere at identificere. I al fald hvad angår menige
medlemmer. Men gælder det også i toppen? Dette var det jeg nu
fik en usædvanlig chance til at undersøge ved at besøge lederen
af USA’s største klangruppe, the American Knights.
I og for sig var
ideen affødt af sidste års Tv-program på DK4, hvori jeg som
bekendt blev konfronteret med USA’s største klanleder, Jeffery
Berry. Pga. shows kunne jeg ikke selv være til stede, hvorfor
Tv-folkene stak et kamera op i fjæset på mig i Christinas
lejlighed i New York og sagde "Sig noget til klanlederen." Hvad
pokker siger man til en klanleder bosat et helt andet sted i
USA, tænkte jeg, og begyndte så at fortælle ham om at jeg havde
dyb medfølelse for klanen, da jeg ikke havde mødt andet end
skader såsom incest og børnemishandling i klan-folk ligesom de i
fattigdom og samfundets ghettoisering af dem i et og alt i mine
øjne lignede den sorte ghetto, jeg havde rejst så meget i. Det
var jo lidt dristigt og frækt åbent op i en stolt klanleders
ansigt at sammenligne klanen med de sorte, og jeg havde da
heller ikke i min vildeste fantasi drømt om hvor meget det, jeg
sagde, ramte ham lige i hjertekulen. Klanlederen blev filmet
mens han lyttede intenst til hvert ord uden at afbryde og som I
kan huske var han tydeligt bevæget af det. Han rejste sig
bagefter op og sagde: "I want to meet this man. You MUST promise
me that I meet this man." Da jeg selv så Tv-udsendelsen på DK4
følte jeg nøjagtig det samme om ham, at det på en eller anden
måde var en mand jeg følte mig knyttet til og tiltrukket af. Så
da jeg nu et år efter var i nærheden af Indiana, besluttede jeg
mig derfor til at besøge ham i hans hovedkvarter i Butler.
Her i denne fattige
by, hvor alle ligner Ku Klux Klan-folk, spurgte vi nu rundt
efter ham og endte hos nogle forhutlede hvide i et tarveligt
lurvet pensionat. Alle var de tabere, drukkenbolte osv. med en
selvværdsfølelse omvendt proportional med alt det de vil gøre
for én for at man skal blive og give dem lidt opmærksomhed. Alle
kom de fra sønderknuste familier og hungrede efter kærlighed, da
de ikke har mødt andet end modgang i livet. Først efter utallige
øl og kopper kaffe fik vi lov at gå. En fyr i en laset
undertrøje kendte skam godt Jeffery, for "Jeffery killed my
father." Og så fik jeg en lang historie om hvordan hans far og
Jeffery havde været drukkenbolte sammen tidligere og hvordan
Jeffery havde slået ham ihjel. Jeg troede ikke helt på det, men
hele historien passede fint med det jeg siden fandt ud af.
For Jeffery var nu
i fængsel, fik jeg skuffet at vide. Jeg ville alligevel møde
hans familie og de fortalte at Jefferys datter, Tania, arbejdede
på en tankstation i udkanten af byen.
Vi kørte ud og
tankede op hos hende og gik ind for at betale og spurgte om hun
var Tania. Ja, sagde hun overrasket. Jeg fortalte så om
Tv-udsendelsen med hendes far og spurgte om hun selv var i
klanen. Ja, sagde hun, og lyste op af stolthed. Hun var enormt
fed og med samme ringe selvværd som de andre, men med et udtryk
som en der var vokset op i en snæversynet forfulgt religiøs kult
– lidt som mennonitterne, som jeg holdt foredrag for et par dage
før. Hun sagde at hendes far ville "elske" at få besøg af mig i
fængslet. Når man betænker at hun har levet hele sit liv i en
forhadt klangruppe, var det rørende at se hvor åben og
imødekommende hun var. Som med de andre i pensionatet ville hun
ikke lade mig gå, og skønt der var en kø af kunder bag mig, blev
hun ved med at snakke og gav mig gratis donuts for at få mig til
at blive. Allerede her opdagede jeg at billedet jeg havde dannet
mig af klanen gennem de fortabte tilhængere, jeg gennem tiden
har samlet op - som intet andet var end kærlighedshungrende
"smertens børn" - faktisk også var gældende i selve toppen af
den største Klan-gruppe i Amerika.
Da jeg ikke nu
kunne besøge Jeffery i hans lukkede afdeling, opgav jeg mit
forehavende og gik ud til bilen. Men netop da vi kørte ud på
landevejen, kom Tania forpustet løbende efter os og bankede på
bilen. Og det var virkelig noget af en anstrengelse, hun der
gjorde, for hendes overvægt var stor og afstanden til bilen og
længden af køen indenfor endnu større. Hun kom for at fortælle,
at Jefferys kone, Pamela, lige var kommet fra arbejde. Pamela
havde ligesom Tania et trist, kuet blik over sig. Jeg fik nu
alle detaljerne om hvad der var sket med Jefferey. To Tv-folk
havde været på besøg for at interviewe ham og havde bagefter til
politiet anmeldt Jefferey for at have holdt dem som gidsler. Da
Jefferey havde følt at de blot var ude på at fremstille ham i en
hadsk belysning, havde han krævet at få deres bånd udleveret.
Ifølge Pamela havde han blot holdt dem tilbage i 5 minutter.
Pamela kunne straks
lide mig og ville hjælpe mig ind i fængslet. Vi kørte nu til
deres hovedkvarter uden for byen, et forfaldent hus ved siden af
Klan-kirken med dens store mobile stålkors uden for. Pamela
inviterede os tøvende indenfor - tøvende fordi huset var ét
stort rod og mindede om de tarveligste små sorte shacks, jeg har
fotograferet i syden. Dette viste sig at være hjemmet for den
største klanleder i USA - med kapitler over hele verden. Jeg fik
straks stærk medfølelse for dem midt i denne trøstesløse
fattigdom og begyndte forsigtigt at spørge hende ud om hendes
barndom, som jeg jo altid gør det med klanfolk. Men
forsigtigheden var slet ikke nødvendig, for som med alle disse
fattige tabere hungrede hun blot efter et menneske at udlevere
sin smerte til. Jeg behøvede slet ikke at spørge om incest. Det
kom alt sammen væltende ud af hende helt automatisk - om en
"underlig" stedfader, der havde misbrugt hende seksuelt, om
hvordan hun havde lagt låg over det i årevis osv. Da hun
fortalte om alle sine år som narkoman, sagde hun flere gange
undskyldende at hun siden var blevet klar over at det nok
skyldtes disse seksuelle overgreb i barndommen. Jeg kunne have
tilføjet - med mit kendskab til andre klanfolk - at det også nok
var derfor hun var kommet i klanen, men gjorde det ikke, da jeg
ikke ville tage hendes stolthed fra hende.
Da jeg spurgte om
Jeffery havde haft en tilsvarende barndom, nikkede hun
bekræftende, men sagde at hun ikke lige nu ville fortælle mig
det hele - tydeligvis fordi hun ikke ønskede at kompromittere
ham som lederskikkelse. Men han havde i al fald fået så
forfærdelige prygl af sin "dysfunctional family" at han som barn
var stukket af hjemmefra og siden havde levet på gaden som "hustler",
sagde hun. Nu gik det op for mig i hvor høj grad jeg havde ramt
plet med alt det jeg sagde til ham i Tv-udsendelsen om at jeg
havde medfølelse for klanen fordi jeg havde fundet at de alle
som en havde lidt tilsvarende skader og udstødelse som det jeg
kendte i den sorte underklasse.
Ved at henvende mig
kærligt til klanen var det altså lykkedes mig at rejse ind i og
stjæle selve klanens hjerte. For allerede nu fik jeg ideen til
senere at flytte ind hos Pamela for at hjælpe hende gennem det
bedste af den sjælesorg, jeg lærte i mine mange års workshops.
Hun var – nøjagtigt som de menige klanmedlemmer - et utrolig
villigt og taknemmeligt "offer." Og det på trods af at hun nu er
den reelle leder af verdens største og - ifølge klanens fjende
nr. 1: "The Southern Poverty Law Center" – den mest hadske
klanorganisation.
Men hadet lå måske
et helt andet sted. For hverken hun - eller sandsynligvis
Jeffery - havde så vidt jeg kunne se had til nogen – udover sig
selv. Det kan lyde overraskende om lederne af en så stor såkaldt
hadgruppe, men jo mere jeg snakkede med hende i enerum, jo mere
følte jeg at al deres had-retorik udadtil blot er et image, de
puster sig op med for at få lidt opmærksomhed fra det omgivende
samfund midt i deres dybe uforløste smerte. Ja, at det snarere
er omverdenen, der hader eller har brug for nogen at hade, nok
så meget som det er klanen.
I al fald der hvor
Jeffery og Pamela er nået til i dag. Det er for dem begge deres
første lykkelige ægteskab. Pamela har været igennem to
ægteskaber før - begge med mænd, der bankede hende sønder og
sammen som vi jo hyppigt kender det med incestofre, der siden
hen ligesom går rundt med et usynligt mærke i panden
skrigende "Bank mig!"
I klanen havde de
fundet sammen. Som hun sagde: "Dette er jo ikke andet end en
loge for ligesindede drukkenbolte." At der var tale om en dyb,
dyb kærlighed i dette relativt korte ægteskab, så jeg ved
selvsyn da jeg fotograferede den store kurv med alle de tykke
breve, han havde skrevet til hende fra fængslet siden han blev
indsat kun 3 mdr. før. Hver eneste dag skrev han. Fængslet vil
ikke give ham kuglepenne, så han må hele tiden låne af sine
sorte medfanger. For yderligere at ydmyge ham, havde de barberet
og klippet ham skaldet som en tilfangetagen Talibankriger.
Mit udsagn om at
kun kærlighed kan kurere had, synes jeg at alt her viser (selvom
kærlighed fra et menneske udenfor klanen nok ville have været
mere effektivt). For efter at de har fundet sammen, har hun fået
ham til at opgive sin hadske offentlige retorik. Som hun selv
siger - "det ligner jo slet ikke ham at hade, han elsker jo
alle." Som klanleder har han blot været fanget ind af klanens
hadske sprog. Det, der fik ham til at opgive sin had-snak i
klanen, var da hun fik ham overbevist om at ingen gider høre på
alt det had mere i nutidens politisk korrekte klima. Og da
Jeffery hungrer efter opmærksomhed og magt, skulle der ikke
meget til at overbevise ham om at han i stedet skulle snakke om
"equal rights for all". Heller ikke i Tv-udsendelsen talte han
hadsk. Jeg har utrolig tit oplevet at folk, når de så billederne
i min bog, kom med spontane hadske udfald mod de afbildede "lazy
niggers", men Jeffery sagde intet negativt under bladningen i
min bog.
Flere gange hørte
jeg Pamela sige, hvordan hun og Jefferey havde elsket alle de
propagandareklamer, der kørte i fjernsynet i tiden efter World
Trade Center-angrebet med billeder af sorte, hvide, gule, brune
og røde amerikanere, der står sammen i én forbrødring og gør
Amerika stærkt. Ja, de havde sågar straks ændret det store
neonskilt på deres klankirke fra det tidligere "White pride
worldwide" til nu blot "American Pride". Med andre ord var de
nu nået præcist dertil hvor alle andre amerikanere står - hvor
den menneskelige smertes behov for at finde syndebukke blot var
blevet til blind patriotisme vendt mod det onde ude i verden
frem for mod medborgere i deres eget samfund.
Deres kærlighed
begyndte for mig at ligne en Romeo og Julie historie. Modsat
Shakespeares historie ikke i hver sin klan, men i samme klan
under indtryk af en verden udenfor vendt i forenet had imod dem
som følge af deres klodsede forsøg på gennem en stærkere end
sædvanlig ungdomsvrede at kæmpe sig ud af barndommens skader. Og
netop hvor det var ved at lykkes dem gennem hinandens kærlighed
at arbejde sig ud af denne vrede, slår samfundet udenfor så ned
på dem og adskiller dem fra hinanden. Morris Dees - min gamle
allierede fra the Southern Poverty Law Center, der har
ført juridisk krig mod klanen hele sit liv - går ind i en
uskyldig sag om et skænderi med nogle Tv-folk for at få Jeffery
indespærret for livstid. Der er ingen vidner og ingen
tilskadekomne, kun den enes ord mod den andens. For at undgå en
retssag med udsigt til 30 års fængsel, erklærede Jefferey sig
skyldig i en mindre anklage og slap med 7 år. Jeg ser hele sagen
som én stor politisk forfølgelse af samme slags, som jeg husker
så godt fra de sorte panteres tid, - et uhyre undertrykkende
klassesamfunds forsøg på at sætte de fattige op imod hinanden,
de hvide mod de sorte, gennem de herskende mediers konstante
forsøg på at sælge frygt og had. Jefferys drikkende loge ville
jo intet andet være end en sådan drikkeklub for "smertens børn"
hvis ikke medierne – også de danske - hele tiden kom løbende og
bad dem iklæde sig hadets symboler. Samfundets undertrykte og
udstødte – sorte pantere med geværer såvel som klansmænd i
kutter – paraderer og udstiller sig altid villigt fordi de
elsker at få lidt opmærksomhed som erstatning for kærligheden,
de aldrig fik. Om de udstiller deres smerte i Ricky Lake shows
eller i voldelige slagsmål på Jerry Springer shows gør for dem
ingen forskel. Blot de får nogle få sekunders berømmelse. Netop
hvor Jeffery gennem sin kærlige kone er ved at komme ud af dette
had-cirkus, kommer en Tv-station fra Kentucky anstigende med
hadske forudindtagede meninger om klanen uden nogen som helst
indføling med Jeffery som menneske - og konflikten bryder ud.
Omgivelsernes behov for gladiatorunderholdning forsøger at
fastholde Jeffery i Colosæums arena udkæmpende sin drabelige
kamp med de sorte gladiatorer - på et tidspunkt hvor Jeffery er
ved at få styrke til at indse at de sorte gladiatorer er hans
virkelige allierede. Det er omgivelserne, der har taget Jeffery
som gidsel - ikke omvendt.
Ingen
hvide sagførere vil tage Jefferys sag, kun en sort sagfører tog
den uden problemer. Da jeg spurgte Pamela om Jeffery ingen
problemer havde med at lade en sort sagfører repræsentere ham,
så hun oprigtigt forundret på mig og sagde: "Du har fuldstændig
misforstået ham. Jeffery har intet imod sorte ligesom min egen
bedste veninde er sort." Alt dette had mod sorte var i
virkeligheden blot gladiatorernes spil for galleriet. Jeffery
havde kørt et show om had ligesom jeg havde kørt et show om
kærlighed fordi vores forskellige opvækst - i utryghed modsat
tryghed - gjorde det naturligt for os at bruge hver sin form for
retorik for at nå et publikum som ønsker at høre begge dele. Har
man først haft en vis succes med sin retorik, bliver man hurtigt
fastlåst af den, ved jeg fra mit eget tilfælde.
Derfor vil jeg nu
gå ind i Jefferys forsvar i samarbejde med hans sorte forsvarer,
som tror han kan få Jefferys straf nedsat. Med den vægt jeg har
gennem Amerikanske Billeder vil der blive lyttet til mig. En
underlig situation fordi jeg derved pludselig står på modsat
side af anklageren, min gamle ven Morris Dees. I hans kamp mod
klanen har han lagt hele Jefferys synderegister fra hans vrede
ungdom ud på Internettet – og det er ikke småting. Men Pamela
havde allerede vist mig hvert eneste af hans synderegistre og
disse får mig blot til i endnu højere grad at se fællesskabet
med de sorte pantere, som rekrutterede fra et tilsvarende
ødelagt lumpenproletariat og fik pludselig stolthed over som
skrækindjagende magtsymboler at blive hørt og frygtet i
medierne
– mens de ødelagdes indefra af medlemmernes kriminalitet.
Smertens børn har jo aldrig været de artigste. Jefferys 1-årige
barnebarn går allerede rundt og siger "white power" ligeså
naturligt som jeg før så sorte børn sige "black power" -
ligesom de to papegøjer i Pamelas soveværelse skriger "white
power" efter at have hørt dette på telefonsvareren i mange år.
Soveværelse, nå ja? Da jeg intet soveværelse kunne se i det
rodede hus, spurgte jeg Pamela hvor hun sov. Det viste sig at
hendes "seng" var det fugtige cementgulv i udhuset hos
papegøjerne. Jeg taler her om lederen af verdens største
klan-gruppe. Eller taler jeg i virkeligheden om en fattigdom og
undertrykkelse så trøstesløs at den ikke ser anden vej ud end at
snakke de hadske papegøjer efter munden og puste sig op med
deres lånte farverige fjer for at opnå lidt opmærksomhed fra
omverdenen?
For mig er der
ingen tvivl og derfor har Pamela og Jeffery min fulde
medfølelse. Og dette kunne de tydeligvis føle, hvorfor familien
åbnede sig fuldstændigt op og viste mig en helt utrolig tillid.
Alle Jefferys papirer fik jeg lov at rode igennem en hel aften.
Alle regnskaber og medlemskort lå i et syndigt rod, men intet
blev holdt hemmeligt for mig. Og alt fik jeg lov at fotografere.
Hvis der var et Klan-billede på væggen jeg syntes var flot,
sagde hun straks: "Jamen, tag det med dig." Min bil blev så
fyldt med klan-insignier, at jeg var berettiget bange for - som
det hyppigt sker - at få min bil gennemrodet af politiet.
For en anti-racist
som jeg var det en drøm at trænge ind i hjertet af denne
hemmelige organisation, som FBI-agenter i årevis har forsøgt at
infiltrere. Men jeg opdagede hurtigt, at det jeg afslørede, ikke
var denne loge af fattige fortvivlede smertesophobninger, men
derimod den ydre verdens behov for at lægge det for had, som den
ikke selv vil kendes ved. Tydeligst så jeg dette i de år vi
viste mit lysbilledshow i Tyskland. Den tyske ungdom, som var
midt i et opgør med forældregenerationens nazisme, var rasende
når jeg i mit show gav udtryk for forståelse for klanen som
mennesker. Når jeg ikke selv var til stede, lod de paradoksalt
nok deres had gå ud over min assistent, en sort amerikaner.
Efter nogle år nægtede han at stå og "forsvare Ku Klux Klan for
mig" og flygtede fra hadet. Også i dag bliver jeg dagligt
bombarderet med opringninger og e-mails fra danske skolebørn om
Ku Klux Klan og har tit tænkt over hvorfor de allerede i så
tidlig en alder – sikkert manipuleret af deres lærere - har så
stort et behov for at lægge andre mennesker for had og dyrke det
onde. For det er jo had når vi dømmer mennesker på det ydre uden
at sætte os ind i deres baggrund. Når jeg begynder at forklare
dem at klanen er mennesker som dem selv, ønsker de tydeligvis
ikke at høre efter eller bliver forvirrede. Nøjagtigt ligesom
hele Amerika lige nu er fuldstændig opslugt af at snakke om
"onde terrorister", men intet ønsker at høre om den fattigdom,
udstødelse og undertrykkelse, som frembringer dem.
Ovenstående linier
skrev jer umiddelbart efter mit første klanbesøg og nogle af jer
fik dem som e-mail kort efter. Spørgsmålet i mit hoved bagefter
var om jeg havde romantiseret klanen, men på det punkt havde jeg
heldigvis et vidne med mig i Maura, der om nogen havde hadet
klanen af hele sit hjerte……inden sit eget møde med Ku Klux Klan.
Sent glemmer jeg den aften vi kørte derfra. Vi sad begge i
timevis fuldstændig tavse i bilen – overvældet af indtrykkene og
kærligheden vi havde været genstand for. Så endelig sagde hun
stille: "I want to thank you for having changed my life. It
feels like more has happened in my head in these last two days
than has happened in my entire life." Jo, der var ingen tvivl om
at jeg grundigt havde forført hende ud af hendes ungdommelige,
kategorisk fordømmende eller hadske måde at betragte andre på.
Men var jeg også
selv blevet forført af klanen og ikke mindst af Pamela, som jeg
i den grad havde forelsket mig i at jeg helt havde glemt min
egen smukke medbragte "date" under besøget? Det var tydeligt at
Pamela også var vild med mig og jeg ville uden tvivl være blevet
hos hende hvis jeg ikke skulle have bragt min udkårne tilbage
til Ohio Weslyan. Her ventede alle Mauras venner, som havde
lavet en stor fest for os i et af de venstreorienterede
studenterhuse. Men der blev ikke megen fest den nat. Til langt
ud på morgenen sad alle dybt bevægede over deres øl og lyttede
målløse til hendes og min beretning om klanen. Aldrig har klanen
vist fået så mange konvertitter på én nat. Flere af disse
studenter sender mig stadig lange taknemmelige e-mails nu et
halvt år efter, hvilket – præcis som klanmedlemmerne selv –
tydeligt viser at intet menneske kan udholde at gå rundt og
tænke dårligt om andre – hele livet igennem. Det er befriende at
tænke positivt om andre – noget især danskerne bør mindes om i
disse år.
Fortsættes i del 2
|