I løbet af sommeren tog jeg også tid til lidt avisskriverier. "Tog mig tid", for Vibeke hader at se mig ved computeren, så en weekend sneg jeg mig hjem fra sommerhuset og fyrede hastigt to artikler af på engang. Den ene en humoristisk kronik til Berlingske Tidende til støtte for Leif Bork Hansens initiativ med at hente flygtninge ud af containerne og ind i privathjem. Jeg fik skam ikke så få opringninger bagefter fra velmenende ældre damer, der mente at de godt kunne få plads til et lille telt nede i baghaven til en enkelt flygtning. Bork Hansen selv ringede mig begejstret op da hans telefon efter artiklen nu kimede døgnet rundt. Den anden artikel var om Mona Sheikh-sagen, der blev sat stort op i SøndagsPolitiken. Det er sjældent man føler at man rammer plet med det man skriver, men ligesom hele Mona Sheikh sagen ramte dybt ned i et åbent sår i vores tankegang – mig rystede den næsten som 11. september - må jeg også have ramt noget dybere. Jeg fik nemlig et utal af e-mails bagefter – ikke mindst fra radikale politikere, der rigtignok havde gennemskuet artiklen som en indirekte ros skønt den på overfladen var formet som en kritik af De Radikale. Den eneste, der ikke dengang fik læst min artikel og alt det andet om hende i pressen, var vist Mona Sheikh, som lige da sad midt i sin eksamen. Dog var hun tydeligt påvirket af Carsten Jensens voldsomme kritik af hende i Politiken, som både jeg og Roya rådede hende til ikke at svare på, som hun havde planlagt. Ikke blot fordi jeg var sikker på at han havde ret – han er en af mine hovedgrunde til at holde Politiken – men nok så meget fordi "han er for stor" og hun ville gøre sig selv for lille ved at svare igen. Mona havde jeg kendt siden vi optrådte sammen i et stort Tv-projekt for EU om racisme, hvor jeg også havde spurgt hende ud om min søns kommende rejse gennem Pakistan. Siden kom vi til at optræde sammen igen.

En anden artikel faldt mindre heldigt ud. Berlingeren havde kontaktet mig for at få et stort interview om anti-amerikanisme nu 25 år efter at jeg deltog i Solvognens "angreb" på USA’s 200 års jubilæum i Rebild. Jeg svarede straks, at da jeg var den eneste der dengang blev frikendt i den efterfølgende retssag og ikke havde været med i den indledende planlægning, ville jeg ikke tage æren for dette alene. Intervieweren, der var søn af dommeren, der dengang løslod mig, gik derfor med til et dobbeltinterview med min gode ven Nils Vest. Jeg havde netop til en middag hos Nils genset de gamle filmklip, der er morsomme i dag ved at politiet, som løber rundt og giver os knippelsuppe var ligeså langhåret som os demonstranter. På filmen ser man mig i øvrigt løbe rundt og fotografere blodbadet, der blev forstærket lidt af blodposerne, som de udklædte indianere bar på kroppen. Så det var altså "ganske ufortjent" at også jeg røg i Kong Hans fængsel og der fik yderligere bank af fængselsbetjentene hver gang jeg gjorde opmærksom på at hele Hjørring byråd sad og ventede på mig til en festforestilling i anledning af jubilæet i Hjørring Bio hele aftenen – men forgæves. Forgæves var det også for os nu 25 år efter at få en slags oprejsning for denne smukke aktion, der var i bedste klassiske John Fordstil med indianere, der pludselig på hesteryg toner frem på bjergkammen, og i bedste amerikanske "Bread and puppet"-tradition for fredeligt gadeteater – hvis ikke lige politiet havde grebet ind med vold. Selve aktionen var timet til at blive udsendt i hele USA’s tv som en solidaritetserklæring til USA’s undertrykte, og Nils Vest havde da også mange år efter fået ros for aktionen under besøg i indianerreservater, hvor man havde nået at opfatte budskabet inden CBS afbrød den direkte reportage. Siden er de fattige i USA relativt blevet endnu fattigere, men ingen viser længere den mindste solidaritet med dem. Jo, Nils og Britta, tiderne skifter. Fat det dog. Sats hellere på at hytte jeres eget skind ligesom alle os andre. Hvor meget tiderne har ændret sig, gik op for én til Christianias store 30 års fødselsdagsarrangement kort tid efter, hvor Britta havde udført et kæmpearbejde for at samle den gamle Solvognsgruppe til en genopførsel af datidens store musicalsucces i Den Grå Hal: "Elverhøj". Hvor var det kosteligt nu at genopleve jer alle som gamle/tykke/skaldede osv hakke jer igennem de dejlige gamle sange. Solvognen havde gjort et enormt indtryk på mig, da jeg nedslået var kommet hjem fra Amerika i 1976 og blot drømte om at vende tilbage til de amerikanske landeveje. Men at oplive jeres kreative liv og politiske kampgejst dengang - Julemandsaktionen, Natohæren, osv. - var det, der gav mig nyt mod og lyst til at blive i Danmark. Nu var der dog ikke mange af sangenes antikapitalistiske tekster, der kunne "bære" mere - ligesom min egen oprindelige showtekst fra samme år ikke ville kunne det i dag. Vemodigt var det dog at genhøre melodierne og ganske særligt at opleve Annie Hedvard - min kæreste fra det år og egentlige årsag til at jeg kom med i Solvognens aktiviteter - genopføre sin yndefulde "Vuggevise" – nu som bedstemor og med min "plastikdatter" Tania slængt hen over sit skød – selv voksen mor til to i dag. Hvor fallerede I end så ud ved dette gensyn, er det dog godt at vide at I alle siden hen i livet på forskellig vis fik succes som filminstruktører, skuespillere, forfattere og kunstnere til at arbejde videre med ideerne fra dengang – uden så vidt jeg kan se at havne i reaktionens grøft, som desillusionerede kunstnere så let ender med at gøre det.

At verden måske alligevel ikke har ændret sig så meget, Nils Vest, oplevede jeg ved gensynet med din nu klassiske film "Et undertrykt folk har altid ret" om Palæstinakonflikten inden jeg selv skulle optræde som mægler mellem israelere og palæstinensere, der var fløjet op til et konfliktløsningsseminar på Den Internationale Højskole. Jeg havde regnet med let at kunne se forskel på de israelske, palæstinensiske og jordanske deltagere, men hver gang jeg forsøgte at gætte mig til hvem der var hvad, tog jeg fejl. Måske der er et lille håb i dette at de i den grad ligner hinanden – lige bitre og forråede af de mange års vold. Man kan da heller ikke træde lige ind i en sådan konflikt og gøre sig håb om at man gennem de "rigtige" argumenter kan tale partnerne til fornuft. Det man kan gøre er derimod at vise dem et spejlbillede af sig selv udefra og det gjorde jeg da også via mit show om den tilsvarende konflikt mellem sorte og hvide amerikanere, der jo er så til pas langt at deres forsvarsmekanismer langsomt bryder sammen. Dog oplevede jeg at en mindre gruppe palæstinensere var i så meget vrede og smerte, at de overhovedet ikke kunne relatere til andres smerte og sidde og se showet – nøjagtig som jeg i USA ser det tit hos sorte. Men for resten af dem lykkedes det faktisk at få "et undertrykt folk til at makke ret" og alle til at holde kæft og reflektere over deres egne lidelsesmønstre frem for at angribe modpartens. Afrikaneren Diallo, som havde arrangeret det hele, var da også umåde lykkelig over at se den kreative dialog, der bagefter kom ud af det. Det skulle ikke blive sidste gang vi arbejdede sammen, lovede han – uden at vide at vi en måned efter skulle gøre lige netop dette i Sydafrika.

Det var for at opnå en tilsvarende opblødning i hårdknuden mellem danskere og muslimske indvandrere at jeg i foråret havde "friet" til Sherin Khankan. Ganske vidst var det nye terapeutiske show ret effektivt til at få danskerne til at se ind i dem selv, men da jeg selv havde tilegnet mig så meget af danskernes racisme, savnede jeg dialogen i denne konflikt. Derfor slog jeg pjalterne sammen med Sherin i form af et nyt foredrag, som jeg løst gav titlen "Skønheden og udyret: Islam og racismen," da vi nogenlunde må have taget os sådan ud sammen på scenen. Vi glædede os begge til vores første engagement i Studentermenigheden i Århus, men der var sket meget i løbet af sommeren. Sherin var selv blevet en meget kendt og fortravlet foredragsholder. Hvor det før var mit navn, der kunne have hjulpet hende op, var det nu nærmest opvendt. Hun havde skrevet et utal af artikler og kronikker, mest i Berlingeren, Weekendavisen og Kristeligt Dagblad, været i fjernsynet og hos Nyrup osv. Her i juleudgaven af Weekendavisen er der igen et stort interview med hende. Hver gang hun var gået i gang med noget nyt, havde hun ringet for at spørge mig til råds, f.eks. om sit arbejde med Amnesty. I andre kender sikkert min uforskammede telefonstemme, hvis jeg bliver forstyrret, men Sherins blide og klare stemme fik mig altid til at smelte og kaste alt fra mig. Hun er den ideelle kombination til en brobygningsdialog som et produkt af en finsk kristen mor og en syrisk muslimsk far. Som religionssociolog har hun en kolossal viden. Netop nu sidder hun og arbejder med sin afsluttende afhandling, for hvilken hun ikke kan tillade sig overfor den forventningsfulde familie at få ret meget mindre end universitetets guldmedalje, idet hendes søster fik guldmedalje for en afhandling om arabisk præ-islamisk poesi. Oveni denne opgave stiftede hun i sommerens løb foreningen "Kritiske muslimer", der på et demokratisk grundlag gør op med meget af den fundamentalisme, der stortrives – ikke mindst i Danmark. Det er her min indfaldsvinkel kommer ind, idet jeg længe har ment at vores racisme er direkte skyld i at så mange muslimer lukker sig i noget som vi derefter anklager for at være had. Alt dette kan I se mere om på vores fælles hjemmeside. Jeg selv havde i sommerens løb også haft frygtelig travlt, så da vi kørte af sted mod Århus havde jeg overhovedet ikke fået tid til at forberede min del. På vejen derover ville jeg tage en del portrætter af den billedskønne Sherin foran klassiske danske motiver såsom bindingsværkshuse på Djursland for virkelig at slå temaet om Euro Islam fast i oplysningsmaterialet, vi ville lave, men vi var fuldstændig opslugte af samtalen undervejs. Efter gudstjenesten havde vi hver en indledende runde på en time. Jeg startede med ikke særligt heldigt at sammenkoge noget jeg normalt bruger 3 timer på at forklare i workshops ned til denne korte tidsramme. Sherin var bedre forberedt med manuskript og tog hele det kristne publikum med storm. Næsten alle spørgsmål var rettet til hende – ikke mindst fra mændene. Det var tydeligt at de havde svært ved at høre efter selve budskabet fra hendes mund så betagede var de af hendes skønhed. Aftenen gav mig en bedre ide om hvordan vi skulle arbejde sammen i fremtiden. Jo mere jeg lærer om Islam af Sherin, jo lettere vil det være for mig at tilpasse min amerikanske indfaldsvinkel til en mere dansk. Denne aften var det som om jeg var den fremmede udlænding og hun var den sunde, klare fornuftige danske stemme alle havde tillid til. At tilliden ikke var for stor i hendes egen familie til at lade denne ærbare muslimske pige rejse rundt med "udyret" oplevede jeg ved at familien stort set ringede hver time i døgnet for at høre "Hvad laver I nu?" Dette vil Sherin søge at råde bod på ved at invitere sin "nyforlovede" med til middag hos forældrene ligesom hun flere gange har sagt at jeg skulle tage med til hendes familie i Syrien. Først tror jeg dog at du skal til middag hjemme hos os – f.eks. sammen med Marie Tetzlaff, som lige har været på Islamkursus. For det kan ikke passe, Marie, at I endnu ikke har bragt et ordentligt interview med Sherin i Politiken? Det må du da være den rette til at klare.

Sherin havde i foråret ønsket at tage med mig til Racismekonferencen i Sydafrika, men nu da tiden nærmede sig, var hun fuldkommen booket op med foredrag og jeg endte i stedet med at rejse sammen med en af de andre førnævnte muslimske skønheder, Mandana. Tidligere på året havde planen været at tage min familie med derned hele sommeren, men Lalou havde set et Tv-program om den afsindige vold dernede og ville ikke med. Desværre fik jeg ikke hele konferencen med, da jeg ikke kunne flytte Socialministeriets 75 års fødselsdag, hvor jeg skulle optræde for alle de ansatte med mit eget 25 års fødselsdagsprogram. Jeg blev først færdig i Helsingør ud på eftermiddagen, hvorefter jeg satte Sandra af ved Norgesbåden. Det var nemlig lykkedes mig at afkorte min del af hendes etårige sabbat ved at afskibe hende op til Eli Saeter i Norge. Eli kender I fra hendes bog om rejsen med mig i USA’s ghettoer, som I fik med mit julebrev for et par år siden – altså de af jer der selv sender mig julebreve. Derefter for jeg til lufthavnen, hvor jeg først mødte Mona Sheikh til en lang snak om hendes livs mareridt, og derefter Mandana, som jeg straks faldt i lang snak med. Desværre blev snakken afbrudt, da hun sammen med sin chef skulle rejse på førsteklasse. Han havde det da heller ikke særligt godt med dette, da han netop havde læst min kronik i samme dags avis, hvori jeg netop angreb den arrogance, der flyver højt hen over jordens fattigste for at snakke om racisme. Hvordan kunne disse to rejse på første klasse for at repræsentere Ligestillingsrådet, tænkte jeg da også? Det kom de nu også til at fortryde, for da jeg så dem næste morgen i Johannesburg, havde de ikke lukket et øje hele natten – mens jeg selv som sædvanlig bagest i flyet havde fundet tre tomme sæder, jeg kunne strække ud på ligesom Arafat altid sover i flyene. Jeg har aldrig forstået at folk vil betale dobbelt så mange penge for at sidde i stiv oprejst stilling en hel nat. Desværre mistede jeg kontakten med Mandana i Durban lufthavn, for som hun senere sagde, da hun hørte hvor jeg endte med at bo: "Jeg havde en kæmpe luksuslejlighed helt for mig, så jeg ville have foreslået at du skulle have boet sammen med mig. Men så var du pludselig væk." I dette tilfælde ville jeg nok ikke have kimset af Ligestillingsrådets penge, for det var umuligt under konferencen at finde hotel. Derfor endte jeg med at flytte ud hos to gamle damer i det værste sorte slum. Sort også af sod fra olieraffinaderiet lige ved siden af, som lå som et tykt lag hen over bilen om morgenen. For bil måtte jeg have, da jeg ikke turde at spadsere de 12 kilometer hjem om natten gennem sorte slumkvarterer efter alle de advarsler, jeg havde fået om Sydafrika. Jeg skal ikke her sige meget om konferencen – jeg bevarede i al fald min skepsis overfor den slags megamøder, hvor alle kommer for at sige deres egne ting og stort set ikke lytter til de andres. Størst oplevelse var Fidel Castro, som talte lige fra solen bagte ned over ham om eftermiddagen til månen kom op over ham om natten. Først troede jeg at han var gammel og syg, men da han fik sig varmet op, var han slet ikke til at stoppe. Jeg sad i første række sammen med Diallo fra Den Intern. Højskole, hvor vi alle trykkede hånd med ham skønt jeg var mere interesseret i at tage billeder. Det, der rørte mig ved ham, var at han havde bevaret sin dybe indignation over verdens uretfærdigheder og kunne analysere problemerne som han så for jordens udstødte, mens så mange af os andre med årene blot har resigneret med et "Sådan er globaliseringen nu engang." Gennem denne gamle mand var det ligesom at blive konfronteret med sin ungdoms idealisme igen og erkende at det var én selv, der var blevet gammel i sindet. Hele publikum sad med Cuba-flag og der var en begejstring uden lige. FN’s Mary Robbinsson skulle afslutte, men måtte vente i timevis på at komme ud til sin gallamiddag. Hun var rasende på Fidel, som til gengæld fik kæmpeknus af Rigoberta Menchú og Jesse Jackson. Som ung havde jeg ligget i min hytte i Canadas skove og hver uge læst Fidels lærerige taler i Granma. Nu følte alle - efter hans besvimelse for nylig på scenen - at dette kunne blive Fidels sidste tale og var et særligt øjeblik.

Endnu et møde med fortiden fik jeg, da jeg bagefter fløj til Namibia for at fotografere for ulandsorganisationen Ibis. Ved en natlig fest i Windhook kom en afrikansk pige hen og trak mig sødt i skægget. Jeg mærkede straks at hun var fra den anderledes "stamme" - de såkaldte "eksilere", der som børn af frihedskæmperne under kampen mod apartheid var vokset op i udlandet og der har fået en bredere horisont og viden end flertallet. De er i reglen aldrig helt faldet til efter "hjemkomsten" til det befriede, men mere snæversynede Namibia. Hun fortalte mig nu at hele krigen havde været et mareridt for hende og tvillingesøsteren, der konstant havde været på flugt med forældrene, hvoraf faren mistede livet i frihedskampen. Men en dag var de kommet til guerillalejren Kwanzu Zul i Angola og det blev deres redning. Kasper fra Ibis, som havde overhørt vores samtale, fortalte hende nu at denne - hendes barndoms eneste tryghed - var blevet delvist finansieret af mig. Så var båndene straks knyttede imellem os. Jeg havde i 1982 været i Zimbabwe for at starte projekter med indtægterne fra Amerikanske Billeder som indirekte støtte til ANC. Et tidligere forsøg på med Sovjets hjælp at støtte frontliniestaternes kamp mod apartheid i Angola var løbet ud i sandet - ja, fik tilmed mange år efter Ekstrabladet til at "afsløre" mig som KGB-agent. Zimbabwe var et godt demokratisk alternativ til det uigennemtrængelige marxistiske bureaukrati i Angola og her kunne jeg arbejde gennem Danida frem for at støtte mig på totalitære kræfter. Imidlertid var jeg blevet så deprimeret over den racisme, jeg så danskerne dernede udvise i ulandshjælpen, at jeg af angst for selv at udvikle en lignende racisme hurtigt besluttede mig for blot at smide pengene og helt at trække mig ud af både Afrika og Danmark for kort efter at flytte Amerikanske Billeder til USA. Derfor fik jeg ikke tid til at følge op på mit sidste afrikanske eventyr, Kwanzu Zul, før Ibis ved sidste års julefest gjorde mig opmærksom på at vi havde arbejdet sammen engang og at det jo kunne være spændende nu 18 år efter at genoptage samarbejdet. Og således stod jeg nu her i Namibia overfor mennesker, der i et frihedens glædesudbrud kunne bekræfte at mit arbejde med Amerikanske Billeder ikke havde været helt forgæves. Ikke mindst Ibislederen Carsten Nørgård, der da jeg trådte ind i hans kontor udbrød: "Det var godt endelig at møde dig, Jacob. Det var mig der i 1982 administrerede dit store projekt." Nu kunne han fortælle mig alt om hvad mit projekt egentlig var gået ud på, om lederen af min guerrillasygeplejeskole, som nu var det nye Namibias sundhedsminister osv. Ibis’ idé havde været at jeg skulle lave en billedserie om racismen i det postkoloniale Namibia. Fint, tænkte jeg, det har jeg jo ekspertise i fra Amerika. Men det skulle vise sig en næsten umulig opgave, thi racismebilleder kan jo kun opnås i kraft af at man bliver lige så forelsket i undertrykkeren som i den undertrykte. Og i al fald bliver inviteret lige meget hjem hos begge parter - sådan som jeg var blevet det hos både hvide og sorte, da jeg blaffede rundt i Zimbabwe og Botswana. Hvorfor Namibias hvide har udviklet en forskanset herre-racementalitet, der mindede mere om israelernes Zabra-arrogance end den gæstfrihed jeg kendte fra de hvide i apartheidtidens frontliniestater eller USA’s sydstater, ved jeg ikke. Men det er jo umuligt at skildre racisme hvis man ikke en eneste gang bliver inviteret ind i hjerter og hjem hos de hvide. På samme måde blev jeg oprindeligt anklaget af lesbiske i USA for ikke at have dem med i mit lysbilledshow. Mit evindelige forsvar: "Jamen, I inviterede mig jo aldrig hjem sådan som bøsserne dagligt gjorde det." Men i 80’erne skete der en holdningsændring hos de lesbiske i hele verden, så at de i dag næst efter jøderne er mine vigtigste allierede i USA. Utroligt var det derfor at jeg også i Namibias slumkvarterer straks og spontant blev inviteret til at bo sammen med lesbiske i olielampens hyggelige skær i deres enkeltrumsblikskure. Tilmed holdt jeg foredrag for dem i deres gay workshops - nu vendt mod den homofobi, der blev udspyet af min gamle allierede i frihedskampen, Sam Nujorma. Denne havde jeg haft møder med mens han var guerillaleder – den tids "terrorist"- men som præsident forstod han åbenbart ikke helt at kampen mod undertrykkelse aldrig kan vindes hvis man ikke samtidigt sætter ind mod racismens mange nært forbundne "fætre og kusiner." Dette var lidt trist, idet jeg havde håbet at få et møde med ham i præsidentpalæet, hvilket hans sekretær havde indvilget i. Han havde nemlig personligt inviteret mig til at deltage i festlighederne ved Namibias uafhængighed for 10 år siden, men netop den uge havde jeg haft foredrag på Hawaii. Nu endte jeg derimod med at gå i demonstration imod ham – arm i arm med mine lesbiske venner.

Når jeg flyttede ind hos disse – Sophia og Annitha – skyldtes det min angst for at blive fanget ind af den hvide racisme. Ibis havde givet mig en gæstebolig, der lå midt i de hvide kvarterer. Og det tog ikke lang tid for mig der at tilegne mig al den hvide frygt, når jeg om aftenen kom "hjem" til min borg og skulle låse mig igennem porte, gitre, pigtrådshegn, blinkende lys og alarmsystemer med et nøglebundt så stort som et møllehjul. Da jeg modsat USA ikke kendte de sortes psykologi hernede, blev jeg følgelig lammet af skræk. Ikke mindst da tyve en nat ribbede nabohuset for alt inklusive gitre og porte og en anden nat lagde en madras over min egen pigtrådsforskansning a la 1. verdenskrigs slagmarker og stjal alle vore lagner. Paradokset var altså at jeg uden at have nogen som helst kontakt med de hvide, lynhurtigt udviklede eller tilegnede mig al deres racisme. For det er racisme at frygte andre mennesker, hvilket – mærkede jeg hurtigt i mit eget sind - er forfærdeligt dehumaniserende. Fra USA vidste jeg at denne frygt og racisme ikke kommer fra de sorte, men fra de hvide. Altså havde jeg ikke andet valg end at flytte derud, hvor de kriminelle kom fra i slumkvartererne, hvor der intet var at frygte, da stort set ingen der havde mere end de andre fattige. Det skortede dog ikke på advarsler fra mine hvide Ibis-venner, da Damaraområdet har den allerhøjeste mordrate i Namibia, som ligger tæt på Sydafrikas mordrate. Jeg tog da også af sikkerhedsgrunde kun et kamera med. Der var et utal af unge mænd i de mørke gader, den fredag aften jeg kom, men de lesbiske piger havde organiseret en mængde venner til at tage imod mig. Først og fremmest for at løfte min bil ind gennem bliktønder og skrammel til den kompound, de boede i, så den ikke kunne ses fra gaden, hvor ingen bil ville overleve natten, som de sagde. Fra Haiti og andre steder, hvor jeg har været eneste hvid i sådanne slum, vidste jeg at der nu ville komme en strøm af nysgerrige efterhånden som rygtet løb gennem kvarteret. Jeg håbede dog at det stilnede af ud på natten. Indtil da tog vi i forskellige natklubber af den skumle slags med blåt neonlys, der gør alt sort – undtagen de sortes tænder og øjne…..og så mit hvide ansigt. Da der stort set ikke var andet end kriminelle der, endte vi i den lokale bøssebar, for blandt bøsser og lesbiske føler jeg mig altid tryg overalt i verden. Bortset lige altså fra mændenes ufarlige tilnærmelser, men så snart pigerne havde gjort dem klar over at jeg var "lesbisk" var der ikke flere problemer. Derimod fik jeg nu et utal af invitationer fra andre lesbiske om at komme og bo hos dem bagefter, og da Namibias kvinder er usandsynligt smukke brugte jeg den halve nat på at skrive deres underlige blikskursadresser ned som f.eks. "blikskuret bag min brors blikskur til højre for min onkels murstenshus." Vi drak masser af deres kæmpeøl, som gik fra mund til mund. Jeg selv var dog lidt bekymret over udsigten til at skulle ud for at tisse i løbet af natten i dette kriminelle nabolag. Da vi endelig kom i seng i deres lille etrumsskur ved 4-tiden, tog jeg en masse billeder i sengen ved olielampen af Sophias og Annithas stærke kærlighedsforhold, der var interessante ved at være de første lesbiske, jeg har fotograferet, hvor "manden" i forholdet var lillebitte og tynd og den "kvindelige" part kæmpestor og tyk. Men hvis jeg havde troet at jeg nu ville få søvn, havde jeg glemt, at de levede af at sælge kokain. Hele natten var der en banken på blikskuret – og disse larmer virkelig ligesom at sidde i en tom bliktønde – og den ene efter den anden af kvarterets gangstere kom ind for købe. På hver andet af mine billeder ligger Sophia og Annitha nøgne og elsker med hinanden og på de andre sidder de – ligeså nøgne – og vejer kokain op i deres lille vægt til pusherne. Og tidligt morgen begyndte en indespærret hundehvalp og kompoundens unger dernæst at hyle lige op ad mit trætte hoved.

Efter to nætter på denne måde havde jeg fået nok af at være lesbisk – med den sikkerhed dette trods alt indebar ved at disse for det meste ikke har aids – og flyttede ind i naboens blikskur, som lå ca. en meter væk. Jeg havde tidligere fotograferet Theresia Vries, som led af aids, og hendes 6 børn. Hun var yderst bevidst om sin situation og sad konstant med et bedrøvet, lidende ansigt, der smittede af på børnenes ansigter. Der sad de blot i stilhed dag efter dag og ventede på at moderen skulle dø. Man føler sig selvfølgelig først fuld af skyldfølelse over overhovedet at træde ind i deres liv, men opdager som altid hvor meget de netop ønsker ens tilstedeværelse. Hver gang jeg gjorde tegn til at gå, opfandt moderen nye fotografiske situationer for at jeg skulle blive. Og næsten hver gang var det en ren fotografisk gave for mig. Særligt den 7-årige datter, Donna, var skøn som Linda i mit show og utrolig fotogen. Jeg forelskede mig fuldstændig i hende og ønskede at adoptere hende efter moderens død, men hvad så med de andre? Som alle forældreløse børn efter døde aidsforældre hernede, har de en uendelig brug for kærlighed og kravlede modsat andre børn altid op i mine arme og lagde hovedet tæt ind til mit og ville ikke give slip i uendelig lange perioder. På et tidspunkt, da Theresia sad og reflekterede over hendes børns skæbne efter sin død, begyndte hun at græde og tårerne trillede ned af hende. Så sad hendes børn og tørrede dem væk så naturligt at jeg kunne se at det ikke kun var fotografens tilstedeværelse, der fremkaldte tårerne, men noget de hyppigt var vidne til. Da det blev aften og jeg måtte gå, stod hun i lang tid og knugede sig til mig og omfavnede mig. I hendes tilfælde vil jeg prøve at holde forbindelsen med hendes børn efter hendes død, men det var ikke noget jeg lovede hende, da jeg ved hvor overfladisk jeg er, når jeg kommer tilbage til den rige verden.

 

Men Theresia havde kun en seng til dem alle  og hendes gulv var frygtelig beskidt og stod under vand, hvorfor det næsten var umuligt for mig at bo der, skønt hendes blikskur var så stort at der godt kunne have stået to senge. Hun foreslog derfor begejstret at jeg skulle bo hos hendes datter Agnes, som havde sit eget blikskur. Og det var gennem Agnes jeg var endt hos de lesbiske naboer, da jeg på det tidspunkt endnu ikke var helt tryg ved at dele seng med en, som højest sandsynligt var HIV-inficeret. (Ikke mindst fordi Agnes var en usandsynlig smuk pige på 19 år.) Hun vidste dog ikke om hun havde aids, men hendes veninde Elina, der boede bag en metalplade i samme blikskur, vidste jeg gik til behandling på den katolske Aidsklinik for sin 1årige datters aids, så det var bedst at gå ud fra at alle havde det, hvilket nok også var sandheden i Damara, hvor der hver morgen var begravelsesoptog i gaden.

Efter to nætter uden søvn tænkte jeg dog ikke længere på aids, men kom bogstaveligt krybende på alle fire ind til Agnes. For hendes "dør" var så lav at den kun gik mig til knæet og selvom alle hendes blikplader havde huller så store som stjerneglobuser (thi sådan så de ud når stjernehimlen blinkede igennem), brugte hun alligevel over ti minutter på sindrigt at låse denne blikklap med en tung jernlænke pga. sin egen angst for kriminelle og voldtægtsmænd. Dette havde den ulempe at jeg nu ikke kunne komme ud at tisse, men med alle de store huller i væggene var det en let sag at svinge mit efterhånden skrumpede "lesbiske" jern ud igennem et smart lille hul - perfekt udskåret med posenedhæng. Dog måtte jeg stå ret op, oven over Agnes i enkeltsengen, som fyldte hele rummet. Afrikanske kvinder er dog ikke så sarte, opdagede jeg hurtigt. Heller ikke her fik jeg meget søvn, da jeg jo stadig kunne høre pusherne, når de hamrede på blikhytten en armslængde væk og forestillede mig i mine værste mareridt at de stak en pistol ind gennem det dertil ligeså velegnede tissehul. Dette mareridt blev faktisk virkelighed den næste nat. Jeg havde givet penge til Agnes til lidt mad og til at bygge kisten til sin mor færdig med, som jeg hjalp hende med oppe i Aidsklinikken. Men hun må være kommet til at fortælle en af sine venner det, for næste nat røvede en gangster alle pengene fra hende. I sin stille fotografiske skønhed var hun et usædvanligt blidt menneske uden mindste seksuel aggression overfor mig, hvilket er en fordel når man skal sove så tæt sammen. Denne side var ikke helt så let at håndtere, da jeg siden boede hos Ovambokvinderne oppe ved Angola. Men i begge tilfælde nød jeg igen at føle den fedtede hud og indånde den særlige søde lugt af sorte kvinder, som ikke har let adgang til bad. I sydstaterne i USA havde jeg i lang tid troet at det var "sådan sorte mennesker lugter" indtil jeg en dag blaffede med en veninde og vi sammen tog bad hos playboymillionæren, Tommy, kendt fra mit show. Nøjagtig det samme oplevede jeg senere i Ovamboland, hvor en kvinde jeg boede hos gerne ville prøve lidt luksus, hvorfor jeg tog hende til det hotel Ibis allerede havde betalt for mig, hvor hun pludselig føltes og lugtede som en "dronning", som hun selv sagde. En forskel var der dog mellem USA’s fattige sorte med deres ofte usmukke ansigter fortrukket af vrede og disse smukke namibiske kvinder. Mens arme og ben på USA’s sorte altid er skrammede af lyse ar, som aldrig heler fuldstændigt, så jeg intetsteds her ar på deres glatte ensartede sorte hud. Og selv om de havde født børn, havde de ikke de underlige posede maver som de fattige sorte i USA, der kan ødelægge enhver seksuel lyst.
Da jeg fløj op nordpå til Ovamboland havde jeg haft nogle vidunderlige dage i Windhooks slum. Jeg havde helt og aldeles forelsket mig i befolkningen – et kludetæppe af mange stammer, sprog og etniske grupper. Dog var jeg ikke vild med de farvede "colored" som jeg ikke fandt megen positiv udstråling hos og er de mest voldelige. Men jeg gav dem nu heller ikke en chance ved at flytte ind hos dem. Alle havde fortalt mig at jeg ville føle mig hjemme blandt ovamboerne, som svarer til vestjyder. Det var heroppe nordpå det meste af guerillakrigen var foregået og mange steder mødte jeg etbenede veteraner, der havde kæmpet med hjembase i Amerikanske Billeders Kwanzu Zul-lejr. Alligevel kom jeg aldrig så tæt på mændene som på kvinderne. Mændene sad i reglen dagen lang og drak eller stod i vejsiden og ventede på arbejde. Pga. deres erfaringer fra apartheidregimet var de først mistroiske, men der gik ikke lang tid før selv disse "jyder" løsnede op. Når først jeg fik venner et sted, spredtes rygtet snart og jeg blev inviteret indenfor hos mange andre. "Indenfor" var som sagt blik- og papskure, hvoraf halvdelen var "soveværelset" bestående af en seng til alle og resten af huset indrettet som bar. Der er jo intet andet for dem at foretage sig end at drikke deres hjemmebryg dagen lang. Lyset udenfor var så skarpt i ørkenen at det var umuligt at fotografere mørk hudfarve udendørs. Derfor fik jeg mange stille og utroligt intime stunder med især kvinderne. Virkelig sjovt var det at få dem til at "agere" sig selv og komme med gode ideer til det næste billede. Og rygtet gik hurtigt. Hvis jeg et sted fik en mor til at sidde på sengekanten og fortælle godnathistorier for børnene ved stearinlyset, ville alle andre i hele townshippet også have sådanne billeder taget. Jeg håber naturligvis på at vende tilbage og give dem billederne. Men at finde dem igen vil ikke være den letteste sag. Der er jo ingen vejskilte i slumkvartererne, som består af blikskure tætpakket ud over ørkenlandskaberne så langt øjet rækker.

For at finde rundt måtte jeg have en guide og fandt det i den lokalvalgte township-leder, Salmi. Som folkevalgt tog hun sin opgave meget alvorligt i en stram kjole med sin lille notesbog under armen og kunne åbne døre for mig overalt. Mest vidunderligt var det dog at se en helt anden side af hende, når hun om natten åbnede døre til sit eget soveværelse, som hun ganske vidst delte med 4 søstre. Hvis jeg kunne tale om en "kæreste" dernede var det nok hende, men helt hvem det var jeg lå klistret op af de forskellige nætter blandt disse nøgne eller halvnøgne søstre fandt jeg ikke altid ud af der i mørket. Det startede egentlig med at jeg under fotograferingen en dag var kommet til at gå ind i et tilstødende værelse, hvor en femte søster sad syg og nøgen på sengekanten ved sin olielampe.

Det så usædvanligt smukt ud, så da hun tydeligvis intet havde imod det, tog jeg en frygtelig masse billeder af hende. Dette gjorde en anden søster jaloux, så da jeg gik tilbage i Salmis værelse, havde denne smidt alt sit tøj for at blive fotograferet. Og derefter en tredje. Og da Salmi nu havde lovet at jeg kunne overnatte, - ja hvorfor skulle de så begynde at taget tøj på igen her i ørkenvarmen. Så det blev i sandhed nogle hede nætter der i bunken af piger. Siden gik rygtet i hele townshippet og alle steder smed kvinderne tøjet for at blive fotograferet. Salmi alene havde 15 søskende, hvoraf nogle var kæmpestore bamser, som der skulle lidt af en fotografisk kunstner til at få noget smukt ud af i nøgen tilstand. Desværre måtte jeg give alle lige meget tid, skønt der så absolut var nogle sande Afroditer imellem, som jeg hellere ville bruge tiden på. Til sidst var jeg så kendt, at jeg kunne vade lige ind i folks "soveværelser" midt i deres elskovsscener og knipse løs. Jo, de "jyder" var rigtignok nogen jeg følte mig hjemme hos. Men hvor var børnene i alt dette? Det fandt jeg ud af, da jeg en dag kørte Salmi ud for at besøge hendes 5-årige søn, der boede hos bedstemoderen langt ude på landet. Det var en vidunderlig dag derude på "bondegården", men jeg var rystet over den manglende kærlighed, børnene fik, også fra det ellers så kærlige og intakte menneske Salmi. De fleste af Namibias kvinder sender nemlig deres børn af sted til bedstemødrene ude på landet inden disse har nået 5-årsalderen. Når jeg så dem besøge børnene, så jeg næsten ingen moderbinding eller gensynsglæde. Bedstemoderen havde i reglen en hel børnehavekoloni af børnebørn og ikke tid til individuel omsorg. Derfor virkede alle børnene understimulerede og kærlighedsløse og stod blot "dumme" og noninteraktive og gloede på denne fremmede. En sådan undertrykkelse af børn kommer der naturligvis ikke noget godt ud af og jeg begyndte at se en lige linie fra denne tidlige mishandling i barndommen til deres voksne mønstre af uansvarlighed i form af druk, kriminalitet og aids i slumkvartererne. Jeg ved ikke om der er lignende mønstre i de andre kristne lande i Afrika – de muslimske lande slås jo ikke med tilsvarende høje rater for druk og deraf følgende aids – men i Namibia fornemmer man straks at dette ødelagte familiemønster går tilbage til apartheid/kolonitidens tvangsadskillelse af mændene arbejdende i fjerne miner.

Derfor var det en kæmpeoplevelse at møde den "primitive" ørkenstamme, himbaerne, der minder lidt om de ligeså nøgne masaier og woodabiier. Hos himbaerne så jeg et diametralt modsat mønster. Børnene var her fuldt integrerede i alle aktiviteter og fra morgen til aften så jeg forældrene tage sig tid til at lege, kysse og kæle med dem. Gav jeg dem medbragte kiks og godter, blev alt fordelt fuldstændigt ligeligt mellem familie og naboer. Deres samlivsformer var præget af nærvær og en ægte livsglæde, der ikke havde brug for kunstige stimulanser. Børnene udviste ægte nysgerrighed og dyb videbegærlighed og med den helt usædvanlige stimulering, de fik fra forældrene, fremstod de slet og ret som "intelligente" og interaktive sådan som børn af højtuddannede bevidste folk i Vesten hyppigt gør det. Den indre styrke, de får af en sådan opdragelse, er sandsynligvis det, som gør dem i stand til at modstå den moderne verdens fristelser. Mens det meste af Afrika på mange måder lader sig ødelægge af en stræben efter vestlige goder, der på den ene side giver dem flere mobiltelefoner per indbygger end USA og på den anden side en lige så høj kriminalitet, - ja, så følte jeg mig alligevel mere på bølgelængde med disse himbaer, skønt de i deres ydre vælger at leve og fremtone fotografisk som stenalderfolk. På samme måde "svinger" jeg som dansker altid mest med mine højtuddannede (læs "stimulerede") elever i Harvard og Stanford mens det føles som at slå i en pude at have at gøre med de fattiges børn i USA’s mange "lesser competitive" universiteter. Himbaerne viser for mig at udvikling intet har med materiel fattigdom at gøre – skønt jeg selvfølgelig godt er klar over faren for overromantisering og generalisering i så ensidigt udsagn. Jeg påstår ikke at himbaernes særegne kultur ville kunne overleve i et overbefolket bysamfund. Men da 11.september-angrebet, som jeg oplevede netop mens jeg var hos himbaerne, fik mig til i utide at flytte med syvmileskridt tilbage til det moderne Afrikas relative velstand i storbyernes slumkvarterer, oplevede jeg dette som et pludseligt fald fra rigdom og bæredygtighed til den yderste fattigdom og afhængighed. Denne afhængighed kom til udtryk i bilradioens talkshows, hvortil det moderne Afrikas mange mobiltelefoner nu ringede ind med næsten enslydende beklagelser/bebrejdelser som "My heart goes out to all the innocent American victims, but…." Altid var deres medfølelse efterfulgt af dette "but" hvorefter de kom med en endeløs opremsning af eksempler på hvordan USA (og Vesten) har svigtet Afrika. Ingen af disse punkter var jeg nødvendigvis uenig i, men efter netop at have oplevet himbaernes harmoniske hvilen i sig selv næsten som et sindbillede på det oprindelige før-koloniale Afrika, kunne jeg ikke andet end opleve det som en manglende evne og vilje til at tage ansvar for sit eget liv. Om dette så er et resultat af Vestens og udviklingshjælpens allerværste svigt, kan vi sikkert diskutere med dem herfra og til evigheden.
Jeg havde i den grad forelsket mig i disse himbakvinder, som flirtede med mig fra morgen til aften og inviterede mig til at bo hos dem i deres kuppelformede lerhytter. Jeg følte at her havde jeg fundet den sande lykke og ville være til evig tid. Jeg var derfor kørt ind til den lokale "storby" for at fylde bilen op med mel, tobak, kaffe og andre godter til dem. Jeg havde sammen med min afrikanske chauffør, Israel, forinden moret mig med at prøve at sætte verdensrekord i hvor mange barbrystede blaffende himbakvinder vi kunne presse ind i én Landcruiser. Det lykkedes os kun at komme op på 10, da Israel ikke ville have vore fine bilsæder ødelagt af deres rødbrune påsmurte hudfarver. Da vi satte dem af midt ude i ørkenen, hvor de skulle til en begravelse, stod to af disse kvinder og spejlede sig i bilens sidespejle med en glæde som var det første gang de havde set sig selv i et spejl. Lige i dette øjeblik berettede bilradioen om det for dem uforståelige højteknologiske WTC-vanvid i en fjern verdensdel. Jeg selv var i chok og drønede af sted mod en storby for at finde ud af hvad der var sket og så der på CNN de nu så velkendte WTC-billeder. I tre dage forsøgte jeg at finde ud af om Christina havde overlevet tragedien, da vores lejlighed ligger så tæt på Ground Zero. Til sidst fik jeg hendes e-mail om røgen, lugten af brændt kød, det røde vand i hanerne osv, men i det mindste var hun i live. Jeg skal ikke sige mere om katastrofen, som nu er så fortærsket i medierne. Afmagt kan få en til at lave de underligste ting. Dagen efter min hjemkomst skulle jeg straks vise shows, men kunne som I andre ikke få tankerne fra WTC. Derfor endte jeg med i mørket at lave en mindeside om mit eget forhold til WTC for at sende den som hilsen til mine amerikanske venner. For bortset fra den dybe menneskelige tragedie var det for mig også som at se en kær ven forsvinde - WTC-vartegnet, som hundredvis af gange varmende og kærkomment var dukket op i New Jerseys fjerne dis og havde fortalt mig at nu var jeg ved at være "hjemme" efter de lange opslidende køreture i Syden og Midtvesten og som var mit daglige "tapet" i de senere år i lejligheden, jeg bor i hos Christina. For ikke at tale om min egen lidt for tætte omgang med de terrorister, der forsøgte at sprænge det i luften i 1993. Men 11. september virker jo allerede nu – her i julen - som historie.

Over hele verden fik det os jo til at trække os tættere sammen omkring vores egen familie for en stund og dette var da også lidt spændende, nu hvor Lalou var startet i en ny skole. Ingen af lærerne henvendte sig til os forældre til det første møde på Det Fri Gymnasiums 8. klassetrin, hvor vi i øvrigt fik at vide at vi ikke skulle blande os, da dette var børnenes skole. Eller rettere en skole hvor de bliver betragtet som voksne. Her gælder det frihed under ansvar. Dog havde de indført en lille regel om at eleverne ikke måtte drikke i toget på vej til deres lejrskoler af hensyn til medpassagererne og skolens gode rygte og ikke måtte drikke nede ved søen, da lærerne var trætte af at sende druknede elever hjem. "For I har vel allerede et sundt forhold til alkohol?" Lalou, som på det tidspunkt stadig var i 7. klasse, så hel skamfuld ud og gik straks i lag med – til vores store morskab - i sommerferien at øve sig med veninderne i at drikke sig fuld. Og nu – hvor hun for længst er startet – har vi da også allerede set hende flere gange komme sejlende hjem fra Nørrebro sent ud på natten til sine stolte forældre. For hvad er resultatet af at blive behandlet som voksen? En stærkt stigende selvtillid. Hvor hun før aldrig turde at stå frem i sin klasse på Zahle, har hun nu ingen problemer med at stå frem for hele skolens elevforsamling inklusive alle de store elever i selve gymnasiet. Og karaktererne? Ja, de blev jo lige før jul offentliggjort og viste at hendes skole lå på en klar førsteplads i hele Storkøbenhavn. Så skål for det. Blot synd at der ikke er flere muslimske elever, der søger ind på skolen. Hvordan vil I klare en sådan unfair konkurrence, Sherin? Jeg håber at denne konkurrenceforvridning kan opvejes af at Lalou og hendes nye venner med næseringe derude pludselig også har fået mod på at stå frem i det større samfunds forsamlinger og der er blevet frygtelig aktive til at demonstrere mod racismen. Lad os også skåle for det. Men kunne hun finde ud af hvor hun skulle i praktik med sit nye (lettere stimulerede) frisind? Nej, der måtte hendes far hjælpe hende. No problem. For pludselig ringede Lars von Trier og spurgte om jeg ikke ville komme ud til en øl og lidt at spise for at drøfte lidt samarbejde. Og jeg må indrømme, Lars, at jeg aldrig har smagt bedre øl end den belgiske, du skænkede op. Så straks røg det ud af mig om ikke min datter kunne komme i praktik på Zentropa. Jo, jo, no problem. Og sådan blev det og det kan nok være det var en glad Lalou, der mødte op til filmoptagelser, klipning og videogennemsyn med Trier og Susanne Bier og de andre ude i Avedørelejren. Trier er utroligt sød og charmerende – modsat det billede jeg havde dannet mig af ham i medierne. Han startede smigrende: "Min kone er frygtelig stolt og misundelig over at jeg skal møde dig." "Nå," sagde jeg forbavset. "Så sku’ du se hvor stolt min kone og mine børn er over at jeg skal møde dig." Det viste sig at han gerne ville have mig til at lave optagelser i et slumkvarter i nærheden af New York til hans nye filmtrilogi "America – land of opportunity." For han turde jo – særligt efter 11. september – ikke selv at flyve derover. Så hele filmen skulle optages her i Zentropa på grundlag af mine optagelser. Jeg ville få hans personlige kamera med og han ville så via e-mail og telefon dirigere mig rundt derovre. Det lød spændende, så jeg sagde straks ja. Jeg fik hans ufærdige manuskript med – han kunne ikke lige finde på en slutning, "men du er jo velkommen til at skrive det færdigt." Da nu hans kone, Bente, havde været så begejstret for mit show som pædagogstuderende, var han selv blevet lidt nysgerrig. Og snart kom så ideen om at vise det for alle Zentropas ansatte som det første af "en række højskolemøder" – en ide han lige på stedet fik, da ideerne væltede ud af hans hoved i en lind strøm. Bagefter kørte Lars mig rundt i sin filmvogn og viste mig filmbyen, hvor der var en forbavsende afslappet og god stemning. I den følgende tid fik jeg mange e-mails om hvor meget de glædede sig til arrangementet . Jeg var selv lidt nervøs for hvordan sådanne moderne filmfolk ville reagere overfor min gammeldags (fortælle)teknik. Lars var den første til at komme ind i biografen, mens jeg stillede op, idet han var lige så nervøs. Han havde ganske vist taget ekstra dosis af Fontex, da han jo havde hørt visse rygter om hvordan dette show virkede på folk. Men alligevel kom han nu for at arrangere sine store puder tæt ved udgangen "For jeg er jo klaustrofobisk og kan ikke love dig at jeg er i stand til at blive herinde hele tiden." Men hans kone havde jo insisteret på at komme med og skulle nok gøre et forsøg på at holde ham derinde. Dem skulle jeg nu ud og spise middag med, hvor jeg fik Bente til bords. Det var godt, for hun var en virkelig god allieret for mig med sin begejstring. I pausen var hun helt vild for at Zentropa skulle skyde penge ind i en digitalisering af showet, mens Lars mest talte om hvordan den meget omtalte smerte i showet vist nok var hans egen. Og efter showet var alle endnu mere begejstrede. Lange film er jo ikke et problem for filmfolk. Næste dag fik jeg utroligt mange og lange søde e-mails fra medarbejderne, som jeg kunne se alle var skrevet i arbejdstiden. Nogle ville hjælpe med digitalisering, nogle med at lave hjemmesider med flash, andre kom med lange beskrivelser af deres egne problemer som fremmede i Danmark. Næste dag var jeg igen til middag med Lars og alle medarbejderne, hvor han sagde at hans kone havde spurgt ham om hun måtte komme med mig i USA. "Men det gav jeg hende ikke lov til. For hun skal jo passe vore fire børn. Ellers kan jeg jo ikke lave film." Hvad jeg især var imponeret over var at han nu brugte et par timer på at sætte mig ind i det nye digitale kameraudstyr, jeg skulle have med til USA, lægge programmer ind i min computer, sine forskellige personlige adresser ind i min Outlook osv. Petitesser, som man jo ikke forestiller sig en verdenskendt filmmand har tid til. Men Lars elsker teknik, fortalte hans søde sekretær, Pia, som kom og afbrød os fordi jeg nu skulle have møde med deres finansielle troldmand, Vibeke Winding. Hun ville nemlig forsøge at rejse penge til en digitalisering af Amerikanske Billeder, så jeg ikke længere skulle slæbe rundt på det gammeldags udstyr. 100.000 er jo småpenge for én som skaffede 100 millioner til deres sidste film. Jeg blev helt svimmel af at snakke med hende, for under vores samtale ringede hun både til Danmarks Radios generalsekretær og kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen om at skaffe pengene.

Inden afrejsen til USA fik jeg pludselig nogle forfærdelige problemer med årsag i mine pengeproblemer. Jeg havde ikke fået betalt forsikringen på min rustne bil, hvorfor staten NY havde inddraget mit kørekort. Uden kørekort kunne jeg ikke komme til mine skoler. Selv om jeg betalte, ville de ikke give mig kørekortet igen uden at jeg kunne bevise at jeg IKKE havde brugt bilen osv. USA har et forfærdeligt bureaukrati og i dagevis ringede jeg til forskellige kontorer uden at komme videre. Det hele gik i hårdknude og pga. tidsforskellen måtte jeg hver aften ligge i telefonen. Den sidste aften inden afrejsen, ringede så pludseligt min nye pakistanske ven Bashy Quraishy: "Hvor bliver du af? Hele salen er fuld og du skulle have lavet introduktionen." I alt mit stress havde jeg fuldkommen glemt at jeg skulle have stor offentlig diskussion med mine nye venner, Søren Espersen fra D.F. og Mona Sheikh arrangeret af indenrigsministeriet. Jeg drønede ud på Nørrebro – halvanden time for sent – og kunne så ikke komme ind. Folk hang ud af vinduerne og stod som sild i en tønde. Da jeg endelig kom op til panelet, var det min tur. Jeg havde ikke forberedt mig og ikke hørt de andres udsagn. Det var et mareridt. Og i mængden genkendte jeg mange af mine nye venner, Roya, Mandana, Salman osv. Det var for pinligt. Jeg startede med at undskylde med lidt snak om mine frustrationer i USA, fik så snakket mig varm….og ja, endte faktisk med at få et bragende bifald inden der var pause og selve debatten skulle begynde. Ud på natten pakkede jeg mine ting og tog næste morgen til USA med Lufthansa for at ankomme så tidligt at jeg kunne nå at leje en bil og køre helt op til den canadiske grænse på mit danske kørekort. Men vi løb tør for benzin på New Foundland i to timer, så alt var igen kaos, da jeg en time forsinket næste morgen skulle stille op midt i en overfyldt sal uden manøvreplads i University of Vermont. Pludselig ud af dette kaos trådte en sort skønhed frem og sagde: "Tag den med ro. Det er mig der står for arrangementet. Kan du ikke huske mig?" Jeg var lidt forvirret og sagde: "Jo, du er vist en gammel kæreste fra Connecticut….." Hun nikkede glædesstrålende, men det viste sig faktisk at jeg havde taget fejl af hende og Leslie fra Hartford på side 207 i min bog. Der var visse ligheder, men Emily havde jeg mødt som helt ung til forestilling i Yale i New Haven. På hendes beskrivelse af bygningen, kunne jeg regne ud at det var museumssalen og altså den forestilling, hvor Jodie Foster havde købt min bog af mig. Jeg spurgte nu om hvorfor vi havde mistet forbindelsen med hinanden og hun kom med en lang historie om hvordan hun havde været så ung og forelsket i mig, da vi en aften havde været på bar, at hun havde knaldet hovedet ind i en lygtepæl og i forfjamskelse var tumlet i en anden retning, mens jeg blot var gået videre. Det lød jo meget sandsynligt, måtte jeg indrømme. Men hun var nu ikke noget forvirret kvindfolk, men endnu en vestindisk stjernesucces som udenrigsminister Powell. Efter en top-eksamen fra Yale havde hun taget Ph.d. på Harvard og netop lige udgivet et kæmpeværk om den store sorte digter Langston Hughes, som hun gav mig. Nu var hun professor i litteratur her og da hun skulle undervise om den sorte Harlem forfatter, Nella Larsen, hvis mor var dansk og hvis bog Quicksand var baseret på hendes studieophold i Danmark i 1912, var hun under diskussionen om en af personerne deri kommet til at sammenligne med en dansk kæreste, hun selv engang havde haft som ung student. Eleverne havde så spurgt hende ud om denne kæreste og regnet ud at jeg måtte være den foredragsholder de havde haft på universitetet i foråret, hvor Emily ikke var blevet ansat endnu. Selv vidste hun faktisk ikke om jeg eksisterede mere. Så sammen havde de derfor besluttet at bringe mig til deres litteraturklasse. Jo, som jeg havde sagt til min søn. Hold fast i dine gamle kærester. De kommer altid tifold igen. I dette tilfælde til en findeløn på 5000$, for jeg måtte jo skamme mig over at jeg i dette tilfælde ikke havde holdt særlig godt fast i hende. At gammel kærlighed ikke ruster viste Emily også, for der var ingen grænser for alt det hun nu ville gøre for mig, invitere mig på middage, redigere en ny udgave af min bog, rette stavefejlene i mit show, skaffe mig en litterær agent og få mig til at skifte til hendes egen foredragsagent i Boston, som ville kunne give mig langt mere succes til højere honorarer. For hun var selv nu blevet en efterspurgt foredragsholder i hele landet og ønskede at jeg skulle komme til nogle af disse foredrag i år 2002. Da Emily havde sine rødder i Trinidad, kunne jeg ikke lade være at fortælle hende om Katarina Strandmark, som ligeledes på mystisk vis pludselig var dukket op igen i løbet af året. Og sådan gik det derfor til at to sorte skønheder begge med rødder i Trinidad endte med at blive mine nye agenter i hver sin ende af verden i det nye år.

Men ellers var der ikke meget at råbe hurra for på efterårsturneen, hvor jeg ikke kunne bruge min egen bil, som derfor var tæt på at blive ramt under det meget omtalte flystyrt i New York. Havde flyet blot klaret den et par husblokke længere væk, ville det være ramt direkte ned i Jacob A. Riisparken, der ligger forsømt og ubrugt hen og godt kunne trænge til en sådan overhaling og omtale. Og var det styrtet ned et par husblokke før, ville det have smadret direkte ned i min parkerede bil og dermed også bidraget væsentligt til Amerikas forskønnelse (Massachusetts ville i al fald ikke have bilen indregistreret længere med al dens rust). Mens hele verden fokuserede på krigen i Afghanistan, bestilte man stort set ikke andet i USA's nyhedsdækning i 5 dage fra morgen til aften end at snakke om dette flystyrt - om det var terrorisme eller ej. De svælger i nære håndgribelige ulykker og forbrydelser. Efter hvert flystyrt sidder hver eneste amerikaner inde med en så stor teknisk viden om flyet at de ville kunne skille og samle f.eks. denne Airbus 300 i nattemørke med samme lethed som vi i militæret kunne skille og samle geværet med bind for øjnene. Men spørg dem om de kan nævne hovedstaden i Afghanistan, i Pakistan eller i Danmark? Selv mine Harvard-elever har tit problemer med det. Krigen rumsterer for dem et eller andet sted derude i horisonten, men udover at "få fat i the bad guys" og at se den som "et korstog mod ondskaben" interesserer de sig faktisk ikke for den. Jeg opdagede dette da jeg sad i timevis og ventede rundt om i lufthavne, hvor det med alle de nye sikkerhedsforanstaltninger nu tog mig 3 timer at checke alle mine kasser ind. Flere steder flåede de lysbillederne ud af hver eneste af mine 32 lysbilledbakker og jeg måtte bagefter undskylde overfor mine publikums at "Omar bin Laden havde sat mine lysbilleder i forkert rækkefølge". 

Men under den lange venten i lufthavnene, hvor CNN kører uafladeligt, opdagede jeg at ingen fulgte med under krigsreportagerne fra Afghanistan, mens alle stod klistret til Tv-skærmene under de tekniske udredninger for dette ligegyldige flystyrt. Det er som om at de simpelthen ikke magter at sætte sig ind i den verden, der ligger udenfor USA. De forskellige grupperinger i Afghanistan og ude i verden ligger alt for fjernt for dem. (Måske bedst illustreret af ham der kom til at slå en indisk Sikh ihjel i Arizona i den tro at det var en muslim!) 

På denne uvidende baggrund var det helt ubærligt at opleve den vanvittige blinde patriotisme for tiden, hvor der næsten ikke er en bil eller en butik, der ikke bærer Stars og Stribes, hvor flag så store som højhuse draperer alskens bygninger, - ja, hvor selv tiggerne og musikanterne i undergrundsbanen har viklet sig ind i flag og derved får langt større beløb end før - nu hvor pludselig.... "United we stand". Propagandasange som "America the beautiful" kører i én uendelighed i fjernsynet, hvor billeder af sorte, hvide, røde, gule (nej, ikke homoseksuelle) fader ind i hinanden og pludselig lever sammen i en stor smuk amerikansk forbrødring. Mest uhyggeligt er det at opleve ensretningen bag det hele. Ingen tør gå mod strømmen. Dette måtte jeg bittert sande i flere skoler, hvor jeg under min snak til eleverne prøvede at sammenligne ghettoiseringen i deres eget samfund med den ghettoisering, der er sket af de arabiske lande midt i globaliseringen og blot stillede spørgsmålet om det måske var en tilsvarende vrede, de nu havde mødt under WTC-angrebet som den de kender fra de hjemlige sorte. De kan acceptere alt i mit show om USA's indre racisme, men lige der stod de af - selv i frisindede skoler som Univ. of Vermont. Deres i reglen mere venstreorienterede professorer såsom Emily (som bagefter fortalte mig om disse reaktioner fra eleverne) var fuldstændig enige i det jeg sagde og glad for at jeg sagde det, da de ikke selv turde at sige disse "upatriotiske" ting midt i denne ny McCarthy-periode.

Værst var det at præsident Bush med sine høje ratings i denne undertrykkende nationale stemning er i stand til at sælge alt muligt, der til enhver anden tid straks ville blive kaldt "fascistisk" og går imod alle de værdifulde demokratiske begreber, USA kæmper for i kampen mod terrorisme. Hans hysteriske udkald af Nationalgarden til at stå sværtbevæbnede i hver eneste lufthavn og overalt på gaden ved offentlige bygninger gav også pludselig følelsen af at være i et halv-fascistisk land. Nyttesløst stod de dumt og gloede (uden at hjælpe til med den nødvendige sikkerhedskontrol).....som om de forventede at en hel bevæbnet hær pludselig skulle storme ind i en lufthavn f.eks. ude på South Dakotas prærie, hvor jeg i øvrigt så 30-40 jægere få deres bøsser checket ind uden at en af dem fik deres kasser åbnet, mens alle mine lysbilledkasser blev rippet åbne. Men måske det er et kompliment i disse tider at jeg ikke ligner "a good ole' American redneck".  

Alt i alt var det frygteligt deprimerende derovre og jeg længtes blot efter at komme hjem til et land i lidt mere sund balance med sig selv uden at skulle indhylle alt i sit nationale flag..........og dog. Da jeg stemte til folketingsvalget på konsulatet i Los Angeles, fortalte de ansatte mig om hvor grov og racistisk tonen var blevet derhjemme i valgkampen....og at de nærmest var glade for at være derovre, hvor der ikke er så fjendsk en stemning mod udlændinge. Lars von Trier e-mailede mig sin egen store helsides valgreklame, som han havde lavet i alle de største aviser efter at have set mit show i protest mod politikernes og mediernes hetz mod indvandrere. Så det var ligeså deprimerende at vende hjem til Danmark som at komme til USA.

Og derhjemme fortsatte mine bilproblemer. I foråret havde jeg solgt min gamle 16.000 krs Toyota til de arabere, der kører rundt og opkøber gamle rustlig til Afrika, når de ikke kan gå gennem syn mere. Nu havde jeg flottet mig med en ny Transit til 25.000 kr, men knap var jeg kommet på landevejen med den, før røg og damp stod op, da vandet i radiatoren var forsvundet mens jeg var i USA. Derfor ankom jeg til mit årlige aftenshow i Viby Efterskole på toppen af en Falckbil. Gode råd var dyre, da jeg næste morgen skulle være i Den Fri Lærerskole. Hvad gør man så? Jo, så er det at man får brug for sine julebrevslæsere. Det lykkedes mig under showet at få Mette til at hive sin sovende datter op af nattesøvnen og ud på natten komme anstigende med hende i en udlejningsvogn. Hvad man giver, får man en dag tilbage. Dette oplevede jeg igen næste morgen, da Tina indledte showet i den propfyldte sal i Lærerskolen med at fortælle at jeg havde samlet hende op som blaffer en regnfuld vinternat efter midnat, hvorfor hun nu ville kvittere ved at organisere mit show i hendes skole. Og det var et held for mig, da jeg ikke havde været i dette vigtige seminarium siden 80’erne, hvor showet havde været en årlig tilbagevendende begivenhed, hvilket det nu ved hjælp af en blaffer bliver igen. Mindre heldigt var det at jeg låste mine nøgler inde i udlejningsvognen, hvorfor pedellen måtte sendes tværs over Fyn for at få en ny Avis-nøgle, da jeg samme aften skulle have et kæmpeshow i Vejle Musikhus, hvor mange julebrevslæsere ventede.

Hvis det nu begynder at lyde som om mit liv kører lidt i ring, må jeg nok hellere til at slutte julebrevet. Blot skal jeg lige bemærke, at det igen i år kom for sent ud – denne gang fordi det Radikale Venstre på grund af regeringsskiftet lige skulle have en Danidabevilling fyret af inden årsskiftet og ikke kunne finde på noget bedre end at sende mig over til det mørkeste Jylland for at "oplyse" jer lidt i ugen før jul. Jeg tror dog nok at jeg leverer mere ulandsbistand via mine bilkøb, for da alle vore gamle rustlig nu havner i Afrika, var det mig umuligt i det ganske land at finde en brugt motor til min Ford Transit årgang 1982. En anden årsag til forsinkelsen var at jeg lige før jul skulle være taler til en stor demonstration på Rådhuspladsen imod de racistiske toner under valgkampen og i det ny regeringsgrundlag. Talen tog udgangspunkt i Kings "I have a dream" som først blev afspillet, og ligger i øvrigt på mine hjemmesider. Da jeg kiggede ud over Rådhuspladsen, så jeg dog ikke i folkemængden nogen af mine nye muslimske venner. Først da gik det op for os hvilken bommert vi havde lavet ved at lægge demonstrationen på muslimernes juleaften, Eid.
Nej, vi var nok ikke spor bedre end dem vi stod og demonstrerede imod!

Jeg vil slutte der hvor dette julebrev på så mange måder begyndte – i mindet om mine dejlige gamle skolekammerater – ved lige at omtale en af årets absolut største oplevelser for mig. Nemlig vort 35-årsjubilæum i gymnasieklassen. Da en del af jer ikke kunne komme, burde jeg referere hele dette vidunderlige gensyn for jer, men er bange for at det vil trætte alle de andre julebrevslæsere, som siden vor skoletid er kommet til. (Måske jeg mest er bange for 17 censorer, da vi jo alle opfatter et sådant møde forskelligt). Men Peter skal i al fald have en dybfølt tak for at lægge så idylliske bondegårdsrammer til denne to-dages begivenhed, der netop i kraft af længden gjorde at vi – trods det at vi er mænd - kom meget tættere på hinanden end tidligere. Særligt omkring vore ægteskaber efterlyste jeg alligevel – som I vil huske – lidt mere ærlighed eller følelsesmæssig åbenhed, for jeg havde simpelthen svært ved at tro at i ALLE levede i så lykkelige ægteskaber, som I gav udtryk for. (Nå, men jeg taler jo også kun ud fra egne erfaringer…) Men måske vi næste gang skulle tage vore koner med og lade dem lave præsentationsrunden om os? Denne blev alligevel lang og spændende inden den sluttede kl. 4 om morgenen. Men noget, der slog mig i næsten samtlige taler, var jeres enorme optagethed af diverse pensionsordninger og glæden over et snarligt otium. Jeg sad og tænkte, om I mon virkelig følte at livet allerede er ved at være forbi? Eller arbejdsglæden –efter som nogen snakkede om førtidspension? For aldrig har jeg selv syntes at livet var mere spændende og værd at leve end lige nu og at der er mere, man skal nå at udrette og se og lære – og først og fremmest et større behov for at vi bliver på arbejdsmarkedet med de kompetencer, vi blev begavet med i overflod. Nej, jeg er måske ikke den rette til at snakke om pligter og jo, jeg ved godt at vi alle kan se vores arbejde som en hæmsko for udfoldelse og at mange allerede slås med skavanker og sygdomme. Så om ikke andet gjorde al den pensionssnak også denne aften til en stor oplevelse ved livet, som jeg gennem jer pludselig opdagede ikke længere skulle vare evigt……

Med denne nye erkendelse vil jeg i det nye år sætte ekstra stærkt ind i forsøget på med urter at redde min kære svigermor, der netop er blevet opereret for kræft. For det kan godt være jeg er en drillepind, Sigrid, men som alle mine venner her i julebrevet ved: jeg driller kun dem jeg elsker og ikke kan undvære. Om de så bedre kan undvære din årlige kritik og min deraf klogelige selvcensur af julebrevet, ved jeg ikke. Men jeg kan ikke undvære dig!

Nu ønskes I alle et rigtig godt nytår……og et rigtig langt og spændende liv.

De kærligste hilsner

Tilbage til indeks