Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Politikens Debat søndag 10. juni 2001

 

Om tolerancen i 
det radikale venstre:

Totalitært frisind?

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Er det virkelig et udtryk for frisind at tvinge mennesker - formet i kulturer præget af flertallets fattigdom - til at løbe spidsrod gennem demokratiske overbud som: Går du ind for bare bryster i parken og fri porno?

 

Jeg anerkender problemet omkring optagelsen af politiske kandidater med uklare synspunkter, men debatten om muslimske kandidaters forhold til deres rødder har udelukkende været ført på gammeldanske præmisser. For hvilke langtidsudsigter har de Radikales indvandrerintegration i partiet med den valgte "stay back in the bus"-politik? Uden nogen form for positiv særbehandling ligner den skjult racisme og et forræderi mod partiets traditioner for frisind og tolerance. Igennem et århundrede holdt man de sorte i USA og Sydafrika udenfor med et lignende "Først når de bliver som os og får vores høje moral bør vi lukke dem ind!"

Frisind og tolerance handler jo ikke om som i totalitære systemer at aftvinge og aflire politisk korrekt tale, men om at acceptere mennesket som det er - med dets "slimede spor af løgn, af væskende sår….med fluer og utøj i bugens vunder…og nøgne arme dækkede af syndens sorte sår," som Nis Petersens skrev i "Elsker du mennesket?" Det kan være svært nok at integrere politiske flygtninge – tit fra samfundsklasser med et vist demokratisk overskud. Men vil man integrere fattigdomsflygtninge, sker det kun med kærlig indleven og en uhyre nænsom hjælp til udpakning af den ofte ildelugtende medbragte bylt på deres skuldre. Enhver, der har arbejdet med fattigdom, kender dens næsten per definition manglende overskud – i reglen udtrykt i en "øje for øje og tand for tand" tænkning. Den ses overalt i den Tredje Verden og i rige lande uden velfærdsstat såsom USA - og i Danmark for 150 år siden inden velfærdsstatens tryghed gav os en vis tankefrihed.

Men vi kommer jo alle med en tung bunden bagage. Jeg blev som barn formet af min grundtvigianske præstefars utrættelige, men kærlige arbejde med gennem gensidig respekt at integrere fundamentalistiske, indremissionske småkårsfolk i det kirkelige samvær – med en sådan succes at disse endte med både at danse, spille kort og drikke som andre sognebørn. Måske dette lå bag min voldsomme debat siden i USA med en ung pakistansk pige om hvorvidt homoseksuelle skulle stenes. Hendes engagerende jødiske professor i etik havde bedt hende køre mig til lufthavnen efter mit foredrag for at jeg kunne "bearbejde hende kærligt undervejs." Det blev til et livsvarigt venskab, idet jeg senere hjalp hende med at flygte fra et arrangeret ægteskab med "en bondefætter i Pakistan." I dag er Shazia superamerikansk i alle sine synspunkter – ja, direkte dansk hvad angår dødsstraf og homoseksuelle - og fuldt integreret. Men havde vi (amerikanere) dengang fordømt hende og "lukket hende ude" pga. hendes forkvaklede destruktive syn, var dette ikke sket. Som hos de fleste muslimer, jeg kender, kom hendes fordømmende holdninger ikke fra Koranen, som hun ikke havde læst. Hendes grundsyn var formet af en kultur, hvor fattigdom, korruption og manglende oplysning blot gjorde det naturligt at hægte sin egen smerte op på omgivelsernes løsrevne sætninger fra Koranen – ligesom jeg så vestjyske fundamentalister gøre det med Biblen i min barndom. En milliard kineseres lignende grundsyn er tilstrækkeligt bevis på at dette ikke handler om Islam, men om fattigdom, som dansk frisind blot ikke tillader en lignende dæmonisering af.

Så når vi herhjemme glemmer essensen af både Bibel, Koran og grundtvigiansk frisind ved at lukke de fattige ude af vore hjerter "indtil de bliver som os," - ja, så tvinger vi med intolerancen vore indvandrere fra fattige lande – selv i 2. generation – til at holde fast i deres fattigbylts mest ildelugtende kolli. Selv kirkeministeren synes at have glemt budskabet om "den fortabte søns" bagage når han – uden nogen form for positiv særbehandling - gør det "lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje" end for flertallet af verdens fattige at komme i hans radikale frisinds himmerige.

For er det virkelig et udtryk for frisind at tvinge mennesker - formet i kulturer præget af flertallets fattigdom - til at løbe spidsrod gennem dansk frisind med dets sikkert næste demokratiske overbud "Går du ind for bare bryster i parken og fri porno?" – nøjagtig som det hvide overherredømme i USA’s sydstater før borgerretskampen holdt de fattige sorte ude fra politik med analfabetisme- og karakterprøver? Ønsker de radikale virkelig at mennesker skal tvinges til at lyve for at opnå medlemskab af deres deraf "totalitære frisinds klub" – at sige nej til dødsstraf og ja til homoseksuelle med munden mens de af hjertet stadig siger ja til de kulturer, der engang formede dem? Tror de at danske kvinder bosat i Afghanistan og Iran siger oprigtigt "ja" ved at iklæde sig disse fattigdiktaturers påbudte gevandter eller at danske tilflyttere i Texas af hjertets renhed straks siger ja til dødsstraf når de søger medindflydelse ved at stille op i politik – med de kompromisser dette indebærer der?

Nej, lad os hellere acceptere en ærlig Mona Sheik – synligt vaklende mellem to kulturer - end se hende som en kynisk politiker stikkende os en lodret løgn, der ville forråde hende selv og hendes bagland. For ved at lukke denne progressive pige ude, udelukker de Radikale også det store flertal af (1. generations) pakistanere – sådan som jeg kender dem med holdninger hyppigt a la fattig-Danmarks år 1850. Mona udtrykte sig klogt, for – skønt mere dansk end pakistansk i sit syn - ved hun at hun skal stå til regnskab overfor et fremtidigt bagland af stadigt flere tilstrømmende fattigflygtninge, hvis grundholdninger sikkert vil være endnu mere intolerante, "bondske" eller "middelalderlige" i danske øjne i takt med smertesophobningen i Den Tredje Verden. De Radikale og andre partier gør derfor klogt i at indføre Clintons "Don’t ask, don’t tell"-politik overfor minoriteter når det drejer sig om lakmus-emner som dødsstraf, som vi alligevel ikke kan ændre på indenfor Europarådet. Ellers gør de snart "kampen mod dødsstraf" og "for homoseksuelle rettigheder" til mærkesager for Dansk Folkeparti – trods alt endnu et positivt indvandrerbidrag til Danmark – og udvander den politiske debat til et kulturimperialistisk tyranni med amerikanske mono-emner som "for eller imod abort". Eller værre: uden positiv særbehandling af disse nye fattigflygtninges grundsyn vil der til sidst kun være et naturligt hjemsted for disses politisk ukorrekte ikke-frisind, nemlig blandt Dansk Folkepartis ubundne indre svinehunde.

Kun ved at vise ægte frisind – uden udelukkelse – kan de Radikale blive naturligt hjemsted for Anita Bay Bondegårds forventede millionstrøm af fattigflygtninge og gøre sig håb om at præge disse med det bedste af det, jeg forbinder med danskhed. Jeg har så stor tillid til styrken af dette danske "vraggods" at jeg er sikker på at denne omfavnende indlemningspolitik vil lykkes. Skulle danskheden ende med at ligne et broget kludetæppe frem for en mølædt folkedragt har essensen af danskhed jo netop sejret ved at den i valgets afgørende stund valgte at redde menneskeheden frem for danskheden.

Nej, frisind er at have hjerterum for mennesket SOM DET ER - ikke som vi synes det bør være. Kun ved at møde det med en sådan åbenhed og kærlighed kan man forme det med et tilsvarende frisind….hen ad vejen. Med intolerance og udelukkelse skaber man kun intolerance, ghettoisering – og, ja, fundamentalisme!

Vi kan alle leve op til dette princip når vi adopterer børn fra fattige lande – ja, har tilmed det ekstra kærlige overskud, der kræves til de børn, der allerede er blevet dybt skadede. Hvorfor kan vi ikke leve op til det samme princip, når de ankommer med en lidt tungere fattigbylt som voksne – i Guds øjne vel stadig kærlighedshungrende børn?

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;