Efter faderens og sandsynligvis også broderens død i kampen mod Hyksos, kommer Ahmose til magten kun 16 år gammel. Han må have ventet ca. 11 år med at genoptage kampen, for Apophis er i mellemtiden død og bliver efterfulgt af to mindre Hyksoskonger. Det eneste vi ved om hans fortsatte kamp er en selvbiografi af en søofficer, der som næsten alle andre på den tid også hedder Ahmose. Han fortæller at hans far Ebana havde tjent i Tao II’s flåde og at han selv først gjorde tjeneste under kong Ahmose som ung og ugift:

"Men efter at jeg blev gift, blev jeg forflyttet til skibet "Norden" pga. min tapperhed. Jeg fulgte kongen til fods når han gik i kamp på sin stridsvogn. Da vi belejrede Avaris kæmpede jeg bravt i kongens nærvær og jeg blev forfremmet til skibet "Kongen i Memphis". Der kæmpedes tilvands på Avaris’ kanal, og jeg hjemførte en hånd . Da dette blev meldt til den kongelige herold fik jeg guld for tapperhed. Senere fik jeg igen guld for at hjembringe en hånd."

Af Ahmoses beskrivelse kan ses at kampene mod Hyksos er sværere og længere end man får indtryk af gennem Kamoses pral. Men efter det fjerde angreb lykkes det:

"Derpå blev Avaris indtaget, og jeg hjembragte bytte derfra, en mand og tre kvinder. Hans majestæt gav mig dem som slaver. I Sharuhen (i det nuv. Gaza) belejrede vi dem derefter i 3 år, men kongen indtog til sidst byen og jeg hjembragte bytte derfra, 2 kvinder og 1 hånd. Jeg blev belønnet med guld for tapperhed og fik byttet som slaver."

Det er den tidligste belejring af en sådan langvarighed kendt i historien og den er et overraskende vidnesbyrd om Hyksosforsvarets stædighed og kong Ahmoses målbevidste anstrengelser på at fordrive dem fra en fæstning så tæt på Ægyptens grænse.

Søofficer Ahmoses øjenvidneberetning stemmer ikke helt overens med Josefus’ beretning 1500 år senere, hvori "kongen belejrede stedet med en hær på 480.000 mand, men hyksos gik med til kapitulation på den betingelse at de måtte forlade Ægypten uden at lide overlast. Og de marcherede ud af Ægypten med alle deres familier og ejendele, mindst 240.000, og drog over ørkenen mod Syrien." Ser man bort fra Josefus’ overdrevne antal kan de to versioner sikkert godt forenes. Vor thebiske kongefamilies forsøg på verdens første etniske udrensning er i al fald omsider lykkedes og historiens første succesfulde slaveoprør endelig slået ned.

"Men da hans majestæt havde dræbt asiaterne, drog han sydpå til Nubien for at tilintetgøre de nubiske ørkenstammer. Og han anrettede et stort blodbad iblandt dem. Jeg hjemførte også bytte derfra, to levende mænd og tre hænder og blev belønnet med guld påny foruden to slavinder. Derpå sejlede kongen nordpå mens han frydede sig i sit hjerte over tapperheden og sejren efter at have indtaget både det nordlige og det sydlige land."

Der blev dog ikke straks fred, for ligesom Kamose måtte Ahmose slå adskillige oprør ned blandt de ægyptere, der støttede Hyksos:

"Så kom hin elendige ved navn Tetian. Han havde samlet de ildesindede om sig, men hans majestæt dræbte ham og hans trop blev tilintetgjort. Dette fik jeg tre hoveder for og fem mål agerland i min hjemby."

Da alle kong Ahmoses krigere blev belønnet med tilsvarende rundhåndethed forstår vi hvordan han bandt sine tilhængere til sin sag. Han gav imidlertid ikke blot guld, slaver og jord. For at vinde de lokale stormænd, som jo var efterkommere af de mægtige feudalherrer Josef havde frataget magten i det Mellemste Kongerige og derfor for de flestes vedkommende havde støttet den mere moderate Hyksosregering, gav han nu disse høje royale titler som "kongens første søn." Dette var dog mest forfængelighedsgaver, for disse få heldige adelige blev nu igen reduceret til statslige embedsmænd. Det store flertal af adelige, som havde gjort modstand mod Kamoses og Ahmoses nordlige invasion og vandalisme mod befolkningen, omkom tilsynedeladende under kampene og deres arvegodser blev konfiskeret og overgivet til kronen for al fremtid. Hele Ægypten blev igen faraos personlige ejendom, hvorved Ahmose lagde fundamentet til det som kaldes Ægyptens guldalder, men som nok snarere var faroernes guldalder: Det ny Kongerige. For gennem hele vor families historie skal vi se hvordan såkaldte "guldaldre" i reglen betyder imperialisme og underkuelse af andre familiemedlemmer.

Men inden vi går til Det ny rige skal vi lige kigge indenfor hos Ahmoses personlige familie så du kan få en idé om, Lalou, hvad dine 120. tipoldeforældre mon sad og snakkede med hinanden om i deres mere fredelige stunder. Ja, det kan du vel næsten regne ud, for når der er kvinder med i billedet bliver der jo altid snakket om familieproblemer. Men ikke desto mindre afslører de to gifte søskende her i kong Ahmoses efterladte dagbogsnotat en begyndende feministisk revolution:

"Nu skete det at hans majestæt sad i audienshallen, kongen over øvre- og nedreægypten Ahmose I, og den store kongehustru Ahmose-Nefertari var sammen med ham. Han talte med hende om hvad der kunne gavne de henfarne sjæle (:de døde): at udgyde vand, at ofre på alteret og at berige offerbordet på nymånedagen, på månedsfesten, på festen for aftenofferet, på festen den femte og sjette månedsdag og ved begyndelsen af alle himlens og jordens årstider.

Hans søster sagde som svar til ham: "Hvorfor omtaler du mon disse ting og bringer hele denne sag op? Hvad tænker du dog på?"

Kongen sagde til hende: "Jeg er kommet til at tænke på min mormor og farmor, den store afdøde kongehustru Tetisheri. Skønt hun allerede har fået en klippegrav og et gravminde på Thebens grund, så bringer jeg det op overfor dig fordi jeg ønsker også at opføre en pyramide for hende og et helgenskrin i Abydos’ nekropolis (:dødeby) som et minde over hende fra min majestæt. Dets indviede sø skal graves, dets træer plantes rundt om og dets offerstiftelse oprettes. Det skal bemandes og udstyres med jord og kvæg, og der skal være gravpræster og rituelle præster, som alle kender deres pligter."

Ikke så snart havde hans majestæt sagt dette før disse bygninger kom op at stå. Han gjorde dette fordi han elskede hende over alt andet. Aldrig før havde de tidligere konger gjort noget lignende for deres mødre. Og da det var gjort kom hans majestæt og udstrakte sin arm og løftede sin hånd som en hilsen til hende og reciterede for hende en offerbøn til jordguden Geb......."

Jo, det må jo have været let for dem at blive enige om når det var deres fælles bedstemor, de sad og drøftede. Samtalen fandt sted et stykke hen i de to Ahmosers levetid, for i lang tid var hoffet usædvanligt ved at have tre generationer af stærke dronninger side om side. Bedstemoderen Tetisheri havde nemlig overlevet de urolige tider og skønt hun var af ikke-kongelig byrd og som ung blev afbildet som en lidt forkælet, naiv pige med hænderne i skødet på en statue i British Museum, voksede hun som mor til den legendariske Tao II, der havde startet oprøret, selv til en næsten legendarisk figur i sin egen levetid. Hun efterlevede både sin mand, sin søn og sin sønnesøn Kamose og blev en beslutsom og indflydelsesrig kvinde ved hoffet, der ikke mindst som følge af Ahmoses kærlighed til hende blev æret som guddommelig stammor for det 18. dynasti.

Hendes datter, Ahhotpe, fik på grund af sin bror og ægtemand, Tao II’s tidlige død, endnu stærkere indflydelse på den unge tidligt faderløse Ahmose. Efter Tetisheris død herskede hun som en kvindelig farao for den unge Ahmose, hvorunder hun på et kritisk tidspunkt efter Kamoses tidlige død tog initiativet til at genoprette freden i Ægypten, da situationen var ude af kontrol. Efter hendes død som 80’årig skrev Ahmose om Ahhotpe:

"Hun har holdt ritualerne og draget omsorg for Ægypten. Hun har sørget for sine tropper og beskyttet dem. Hun har bragt sine flygtninge og frafaldne tilbage og samlet dem omkring sig. Hun har pacificeret det sydlige Ægypten og slået ned på oprørerne."

Ahmose opfordrer hele sit folk til at vise passende ærbødighed overfor sin modige og dygtige mor, som med sit eksempel banede vejen for verdens første ‘rigtige’ kvindelige farao få år efter, Hatchepsut.

Men Ahhotpes datter og altså kong Ahmoses søster-kone var dog den af de tre dronninger, der fik den største berømmelse, da hun efterlevede ham under sønnen Amenhotep I, der arvede det rige faderen møjsommeligt havde samlet efter de mange års splittelse. Hun blev ikke blot dyrket som guddommelig stammor for det 18. dynasti, men endog som egentlig gudinde hvorfor hun af og til blev afbildet med blå eller sort hudfarve som underverdenens guder. Allerede mens kong Ahmose levede blev hun overalt afbildet i samme størrelse som kongen - en usædvanlig hædersbevisning og ligeværdighed, som hun opnåede som den første kvinde i Ægyptens historie. Ahmoses meget ligeværdige samtale med hende om bedstemoderen viser ligeså, at han kan have været verdens første virkeligt revolutionære skikkelse indenfor kvindefrigørelsens uendeligt lange og triste vej. Om det så skyldes at han gennem hele livet stadig var under tøffelen af sin mor, som måske ikke tålte nogen forskelsbehandling mellem sine indgiftede børn, får vi nok aldrig at vide. Men det gør jo ikke denne paladsrevolutionen mindre interessant at tænke sig at Ægyptens store "befrielseskrig" mod Hyksos måske i virkeligheden blev udført af tre stærke kvinder, der blot benyttede en svag stråmand som frontfigur udadtil. Røntgenbilleder af Ahmoses balsamerede lig viser at han som den eneste farao ikke var omskåret og at han var så svageligt bygget at man sikkert har konkluderet at hans helbred var for skrøbeligt til at gennemgå denne operation. Desuden led han så voldsomt af artritis i knæ og ryg, at han må have haft meget svært ved at bevæge sig.

Kan denne svagelige mand virkelig have været "Ægyptens befrier"? Eller har hans samtid og eftertid vidst bedre og derfor ophøjet de tre kvinder med de karakteristiske ens fremadrettede tænder, som mumierne viser, til helgenskikkelser fremfor ham? Fra hans egen tid er adskillige statuetter fundet af dronning Ahmose-Nefertari, men ingen af kongen selv. Og kun tre år før hans død, hvor hans magt burde have været på højdepunktet, har hans finansminister Neferperet lavet en indskrift i et stenbrud, hvorfra de hentede store stenplader til vores 123. tipoldefar, ypperstepræsten Men-tew i Memphis.

"Stenene til templet for Ptah fra disse nyåbnede miner blev trukket af okser, som hans majestæt erobrede i sine sejre i Fønikien...."

Når vi her får at vide at Ahmose er trængt længere ind i fjendeland i Palæstina/Syrien end nogen ægypter før, forledes vi til at tro at der må have været tale om en "stor" krigerkonge. Men når selvsamme minister, som jo må have et vidst kendskab til hvad der foregår i paladset, har gjort kong Ahmoses navn ganske beskedent mens hans søster-kone, dronningen, får en særdeles prominent plads, begynder man at ane at det mest aggressive kapitel i Ægyptens historie blev indledt - ikke af en mand, men af tre målbevidste kvinder. Og det er jo i sandhed en feministisk revolution!

At disse kvinder har haft høje tanker om sig selv er i hvert fald givet; for dem er det ikke nok at være gift med afdøde eller svækkede mænd. De vil giftes med selveste guden Amon og Ahhotpe og Ahmose-Nefertari opfinder derfor det nye embede som "guden Amons hustru" til sig selv. For at gennemføre deres feministiske revolution, starter de en national, religiøs revolution, for den thebanske gud Amon havde hidtil kun været en lokal, ret ukendt gud. Amon var som den eneste Gud, der havde givet fødsel til sig selv, en særdeles velegnet ægteskabelig mage for de to enerådige dronninger, som nu besluttede at kun de dronninger, der var blevet gravide med Amon, var berettigede til at føde tronarvinger. Ved at institutionalisere deres egen tilkæmpede royale magt, etablerede disse enestående kvinder derved et mønster af kvindelig autoritet indenfor rammerne af mandlig kongeværdighed, som skulle få betydelige følger for ægyptisk historie i de følgende århundreder. Om denne feministiske paladsrevolution har haft nogen indvirkning på - eller været et produkt af - den relative ægyptiske kvindefrigørelse Herodot iagttog 1000 år senere i forhold til sit hjemlands græske kvinder har jeg dog svært ved at gennemskue. Men når din 120.nde, 121.nde og 122.nde tipoldemor ved deres eksempel baner vejen for Ægyptens rigeste guldalderepoke viser det i al fald, Lalou, hvor vigtigt det er at kvinder ikke holder sig tilbage. Så lad disse tre kvinder være dine ældste kvindelige idealer i vores familie!

10. kapitel: Sobekemsaf (Sekhere-Shedtawi)