- kampen fortsætter

Det blev Tao II’s søn, Kamose, der fik det endelige oprør gennemført. Da han lod to mindesten rejse om sejren i Amuntemplet i Theben, kan vi lade ham selv fortælle om forløbet:

"Den mægtige konge i Theben, Kamose, talte i sit palads til rådsmedlemmerne: "Hvad nytte har jeg af min magt, når der i Avaris sidder én fyrste og i Nubien en anden, så jeg sidder klemt inde mellem en asiat og en neger, der hver sidder på sin del af Ægypten så jeg ikke engang kan drage til Memphis? Ingen får ro under byrden af asiatiske skatter. Men nu har jeg tænkt mig at angribe ham og flå hans mave op. Jeg ønsker at frelse Ægypten og tilintetgøre asiaterne!"

Men de ældste i rådet sagde: "Jo, det er da rigtigt nok at asiaterne behersker området helt ned til Cusae i Midtægypten og at folk dér er loyale imod dem. Men vi sidder dog i ro og fred i vores del af Ægypten. Grænsefortet mod Nubien er stærkt befæstet og befolkningen helt op til Cusae er på vor side og pløjer jorden for os. Selv helt oppe i Nildeltaet, som hører til Hyksos, har de givet vort kvæg lov til at græsse ligesom de sender os emmerhvede til vore svin. De kunne let angribe vort kvæg deroppe, men gør det ikke. Apophis har asiaternes land, vi har Ægypten. Men hvis nogen skulle komme og angribe os, så skal vi nok vide at stå på din side, Kamose!"

Her indrømmer Kamose så tydeligt som nogetsteds at der hersker fredelige forhold i Ægypten under Hyksos, og ikke "anarki og terror" som Ægyptens turisthjemmesider i dag hævder det var tilfældet. Hyksos lader nomarkerne i syd græsse deres kvæg oppe i den frodige Nilmarsk omkring Avaris og opfører sig eksemplarisk overfor ægypterne. Stormændene, som udgør Kamoses rådgivende forsamling, ser det fordelagtige i denne situatione og ønsker ikke et økonomisk tilbageslag ved at bryde åbent med Hyksos. Det er også betegnende at Kamose ikke på sin mindesten bruger virkelig hadpropaganda mod Hyksos sådan de ægyptiske konger gjorde det mange år senere. Det ved han nemlig ikke vil falde i god jord, da han fortsætter overtalelsesforsøget:

"Nuvel, hvis I er tilfredse med de nuværende forhold, vil jeg alene måle min styrke med asiatens, og jeg skal nok klare mig! Når asiaternes land fyldes med gråd, vil landet lovprise mig - den sejrrige Kamose, Ægyptens frelser."

Derefter går Kamose til angreb - ikke på Hyksos, men på ægypterne som støtter Hyksos overalt på hans vej:

"Jeg sejlede så nordpå mens min hær og udøvede den brændte jords politik foran mig. Både i øst og vest plyndrede den alt det nødvendige til os. Nubiske bueskytter sad ovenpå kahytterne og spejdede efter fjenden for at ødelægge dens steder."

Det er tydeligt at "fjender" er alle de ægyptiske "forrædere" som er tilfredse med Hyksosregeringen. Som overalt i verden får forrædere en hårdere behandling end den egentlige fjende. Den ægyptisk stormand, Teti, "som har ladet sin by Neferusi omdanne til et hjem for asiater" er en af dem som Kamose glæder sig til først at gå til angreb på:

"Jeg tilbragte natten i mit skib, mit hjerte lykkeligt. Da morgenen gryede, var jeg over ham som en høg. Før det var tid til at parfumere munden (ved middagstid) havde jeg overfaldet ham, ødelagt hans mure og dræbt hans undersåtter. Jeg tvang hans kone med mig til flodbredden. Mine soldater var som løver med deres bytte - slaver, kvæghjorde, mælk og honning - og delte det i mellem sig."

At den thebiske krigerkonge på ingen måde skammer sig over sin skånselsløshed overfor sine egne landsmænd ses af hans beskrivelse af togtet sidenhen:

"Jeg, Kamose, efterlod området øde og ubefolket. Jeg ødelagde deres byer og brændte deres hjem, så de til evig tid vil ligge hen som afsvedne ruinhobe som straf for den fortræd de forvoldte Ægypten, da de besluttede sig til at tjene asiaterne og at overlade deres ægyptiske herskerinde til sin nød."

At Kamose er nødt til at gå så grundigt til værks skyldes naturligvis at ægypterne er fuldt tilfredse med den meget løse politiske kontrol, som Hyksos udøvede gennem sin besindige "del og hersk" politik - den Kamose jo selv havde nydt godt af som vasalkonge i Theben. De ønsker ikke tidligere tiders stærkt centraliserede faraoniske militærdiktaturer tilbage og falder ikke for hans nationalistiske, anti-semitiske vrøvl: "Ein Volk, ein Reich, ein Führer!" idet semitterne for længst er blevet ægyptiserede. Derfor må Kamose netop opføre sig som en Hitler - fremfor som den befrier han er blevet fremstillet som gennem de næste 3 1/2 tusinde års ægyptiske historie.

Hans had og grusomhed kan muligvis også skyldes at det var ægyptiske allierede af Apophis, der havde dræbt hans far, Tao II. Denne blev jo myrdet sovende og ikke i direkte kamp, idet hans arme var uden sår. Og da Apophis ikke synes at have haft egentlige troppeenheder udenfor Avaris og Tao ikke nåede længere nordpå end halvvejs op i Ægypten, synes jeg at meget taler for at Kamose var på et hævntogt kun 3 år efter faderens død.

Herefter fortsætter Kamose med nogle spændende detaljer:

"Ved oasen i nærheden af Avaris fangede jeg en af Apophis’ budbringere på vej sydpå til Kush med et brev. I brevet fandt jeg dette budskab fra kongen i Avaris skrevet med hans egen hånd: "Jeg Apophis, solguden Ra’s søn, spørger min søn, kongen af Kush: Hvorfor er du opsteget til fyrste uden at have givet mig meddelelse derom? Har du ikke set hvad Ægypten har gjort imod mig? Dets hersker, Kamose, angriber mig på min egen jord uden at jeg har angrebet ham. Han har udset vore to lande til forfølgelse, mit land og dit land, og har plyndret dem. Men kom, sejl ned ad strømmen og frygt ikke. Da han har omringet mig heroppe vil du ikke møde modstand på hele turen gennem Ægypten, for jeg vil ikke lade ham undslippe før du ankommer. Hvis du hjælper mig nu, kan vi bagefter dele Ægyptens byer mellem os og begge vore lande skal blomstre af glæde."

Her fortæller Kamose os, at nubierne i løbet af den 2. mellemtid har revet sig løs fra Ægypten som det uafhængige kongerige Kush og at Kamose tidligere har angrebet dette. Det opsnappede og uden tvivl historisk korrekte brev antyder at der stadig er en alliance mellem nubierne og Hyksos som det var tilfældet på Moses’ tid. Brevet viser også at der var en standard diplomatisk etikette som påbød at herskere ved deres tronbestigelse skulle informere deres allierede om denne. Men vigtigst er det at Kamose her gengiver Apophis’ kongetitel, "søn af Ra," uden på mindste måde at anfægte denne, og derved indrømmer hvor fuldt ægyptiseret og legitim denne "asiat" er til tronen. Stik modsat den religøst betonede propaganda hans efterfølgere siden fremkom med.

"Men jeg, Kamose, den tapre, lod mig ikke så let føre mod undergang da jeg ikke forsømte min hær. Apophis fik ikke lejlighed til at vende sit ansigt bort fra mig. Han blev bange allerede mens jeg sejlede mod nord og endnu ikke havde kæmpet med ham. Før jeg nåede frem havde han hørt om min brændte jords politik og sendte bud helt til Kush for at få hjælp; men jeg fangede hans udsending og sendte ham tilbage for at han skulle fornemme min magt. Han blev da også skræmt fra vid og sans da hans budbringer fortalte ham hvad jeg netop havde gjort mod Cynopolite amtet, som jo før hørte ind under ham.

Kvinderne i Avaris magtede ikke at føde, for deres hjerter ville ikke åbne sig mens min hærs kampråb lød i nærheden. Jeg lå for anker udenfor byen og frydede mig i mit hjerte over at forvolde Apophis al den lidelse - denne palæstinensiske høvding som udklækker store planer men ikke kan føre dem ud i livet. Jeg stillede flåden op på række - forstavn mod styreåre - så min hær kunne "flyve" hen over floden som en falk - med mig som falken på mit guldskib i spidsen. Jeg pløjede mit store kongeskib ind i ørkensandet med hele flåden lige efter som en glente på rovtogt over Avaris. Jeg kunne se hans kvinder på taget af paladset - stirrende fra skydeskårene mod flodbredden som skræmte mus der titter ud fra deres gange ude af stand til at røre sig - skrige: Det er et angreb!

Jo, ser I mig ret nu hvor resten af landet allerede er i min besiddelse. Jeg vil ikke lade jer komme ud af fæstningen til jeres marker uden straks at være over jer. Oh, syndige hjerte, usle asiat, jeg skal nyde at drikke vinen fra jeres vingårde som skal presses for mig af de asiater jeg allerede har gjort til slaver.

Derpå hærgede jeg deres beboelser og fældede deres træer. Jeg indespærrede deres kvinder i mine skibslaster og tog deres stridsvogne med mig. Jeg efterlod ikke så meget som en planke af deres handelsflåde på hundredvis af skibe fyldt med guld, lazursten, sølv, turkis og utallige kampøkser af bronze og andre gode produkter direkte fra Palæstina og Syrien. For ikke at tale om de dyrebare olier, røgelse, fedt, honning og utallige kostelige træsorter (læs: træ som de gennem 100 år havde været afskåret fra i det sydlige Ægypten). Jeg tog rub og stub med mig. Jeg efterlod ikke en stump af Avaris uden at den var tømt.

Oh, hvilken fin rejse jeg derefter havde sydpå ad Nilen - jeg, herskeren, med hele min hær foran mig! Hæren led intet tab, ingen soldat eftersøgte sin kammerat, og deres hjerter sørgede ikke. Jeg bevægede mig langsomt mod Theben i højvandsperioden. Hvert et ansigt skinnede, flodbredderne var begejstrede og Theben i festligheder. Kvinder og mænd kom for at stirre på mig, hver en kvinde omfavnede sin ledsagerske og intet ansigt var i tårer. Jeg brændte røgelse for Amun i templets indre - derinde hvor jeg, Amuns søn, engang havde fået magtens krumsabel overdraget - jeg, Kamose, som underlagde mig Syden og væltede Norden og forenede hele landet med min tapperhed."

Jeg har her oversat næsten hele Kamoses tekst - dels fordi det jo er spændende at høre vore forfædre selv berette deres historie når det er muligt - og dels fordi anden halvdel af teksten først blev fundet i 1954 hvorfor den kun er omtalt i nyere historiske værker. Meget af teksten er naturligvis propaganda; når befolkningen hylder soldaterne som befriere og hilser dem med åbne arme, nikker vi genkendende. Sådanne krigsreportager er vi i vore dage kommet til at kende alt for godt til at kunne tage for pålydende! Men når teksten samtidig så selvafslørende viser at det er fra ægypterne - og ikke "asiaterne" - Kamose møder den største modstand, er der grund til at fæste lid til hovedlinierne deri. Kamose prøver at sælge hele sit overfald på et fredeligt naboland som "nationalisme," men den almindelige ægypter var tilsyneladende alt for sofistikeret til at falde for denne latterlige og sørgelige senere historiske opfindelse. Når store dele af Sønderjylland var blevet tysksindede efter kun 56 år i nationalismens tidsalder siger det sig selv at den almindelige ægypter efter 108 år var bedøvende ligeglad med om de bliver regeret af nogle ægyptere, der langt tilbage i tiden stammede fra asiatiske indvandrere.

Kamose fik ikke endelig erobret Avaris. Hans ikke just flatterende mindeindskrift er sat op i hans tredje regeringsår og det er det sidste vi hører om ham.

9. kapitel: Ahmose I Nebpehtire