Denne bog er tilegnet museumsdirektør Lars Rostrup Bøyesen, hvis død ansporede mig til at nedskrive de ældre familiemedlemmers anekdoter om familien mens de endnu er i live; - Niels Rostrup Bøyesen, hvis levende fortællinger om denne fik mig sat i gang med selv at forske videre i slægtens historie; - samt Sigrid Rostrup Bøyesen, hvis støvede, nedarvede slægtsbøger gjorde mig i stand til at finde frem til en adelig svensk gren, der viste sig at åbne op for indtil flere veje ned til antikken.

Men først og fremmest er bogen tilegnet mine børn, Daniel og Lalou på 18 og 14. Pga. aldersforskellen imellem dem er bogen dog mest fortalt for Lalou - uden at den af den grund bliver en egentlig børnebog. I første omgang fortæller jeg blot løs om det, der har fanget min egen nysgerrighed under studierne. Siden vil jeg i samråd med andre kunne bruge det skrevne som grundlag for et nedkog til en evt. børnebog. Mit håb er at jeg igennem denne personlige henvendelsesform - kædet sammen med det faktum at jeg er fuldkommen og aldeles ukyndig og ny indenfor faget - vil kunne skrive en form for historiebog, der ser på verdenshistorien med helt friske øjne; og at min naivisme - som sikkert deles af mange af læserne - vil smitte af og forenes i vor fælles nysgerrighed overfor emnet, efterhånden som værket skrider frem.

Ikke mindst vil det være helt nyt og usædvanligt - og indtil for ganske nylig umuligt - at forsøge at beskrive hele den vestlige verdens historie med dens antikke rødder udelukkende fortalt indenfor én families rammer. Da dette vil blive gjort helt konsekvent vil der naturligvis være enkelte mangler deri. F.eks. har jeg ikke kunnet finde medlemmer af familien i Karthago eller blandt fønikerne. Vigtige ikke-beslægtede personer såsom Aristoteles, Platon og Socrates vil dog blive medtaget, når det kan demonstreres at blodbeslægtede medlemmer af vores familie har haft mundtlige eller skriftlige dialoger med dem. Selv dette snævre kriterium vil i denne bogs genealogiske sammenhæng kun rangere "næsten" lige så højt som at have haft kønslig omgang med dem. Det kan virke absurd at skrive en verdenshistorie udelukkende baseret på dyneløfteri, men selv de bredeste værker har jo haft deres begrænsninger. Og jeg har så valgt at skære alt fra som rager ud over sengekanten!

Blandt historikere vil jeg først og fremmest citere dem, som er en del af vores familie såsom Thukydid, Flavius Josefus, Gregor af Tours - samt i Danmark Anders Sørensen Vedel og Svend Aggesen. Først i anden række dem som kun har haft samtaler med vore familiemedlemmer såsom Herodot, Xenophon, de fleste romerske historikere og selvfølgelig Saxo gennem venskabet med Absalon. Det siger dog sig selv at mht. historiske kilder kan dette mål ikke nås fuldstændig konsekvent.

Et af formålene med bogen er nemlig at vise hvor utrolig lille en klike det er, som har regeret gennem hele menneskehedens historie - uden at den brede bondebefolkning nogensinde kom ind i billedet – end ikke som konkubiner – før end gennem de sidste ca. 100 år. Foreløbig har familiens stamtræ kun ca. 10.000 medlemmer, men disse - vore direkte stamfædre - sad faktisk på magten i samtlige antikkens riger lige fra Mauritanien til Indien såvel som i alle Europas kongeriger. Efter 1200-tallet fortsætter de for vores egen families vedkommende dog blot i form af fætre og kusiner. Derfor vil jeg slutte denne personlige verdenshistorie netop dér – der hvor de regerende ikke længere er vore stamfædre - og der hvor Europas nuværende nationalstater begynder at tage form.

Jeg bruger konsekvent udtrykket "vores familie" fordi det jo for antikkens vedkommende rent faktisk er vores allesammens familie, der er tale om. Selvom de fleste af mine læsere, som nedstammer fra bønder, ikke personligt vil kunne demonstrere en blodlinie ned til antikken, eksisterer den naturligvis i virkelighedens verden. Skønt de fleste konkubiner ikke stammede fra bondestanden, har det sikkert ikke skortet på voldtægt og "uægte" børn. De fleste vil være bekendt med hvordan vi fordobler antallet af tipoldeforældre for hver generation tilbage, så blot vi går tilbage til Karl den Store (vores 37. tipoldefar) vil vi have 4.398 trillioner tipoldeforældre. Der var dog kun 29 millioner indbyggere i hele Europa i 800 tallet. Går vi endnu længere tilbage til Jesu fødsel og Herodes den Store (vores 66. tipoldefar) har vi 73,786,975,623,749,566,464 tipoldeforældre på et tidspunkt hvor jordens befolkning kun var på 200 millioner. Nærværende historiebog går imidlertid 150 generationer tilbage til ca. 2000 f. Kr. og antallet af cifre på vore tipoldeforældre på det tidspunkt vil følgelig ikke kunne skrives på én af disse linier skønt jordens befolkning var under 40 millioner dengang. Som følge af dette store anesammenfald nedstammer vi naturligvis derfor alle fra f.eks. Ægyptens faraoer og kun f.eks. eskimoer og australske aborigener var isolerede i så lang tid at vi ikke har noget sandsynligt slægtskab med dem. Der er altså intet unaturligt i at bogens ældste familiemedlemmer - som vi om lidt skal se - er at finde i det sorte Afrika.

Derfor opfordres alle til at læse denne bog som deres egen personlige familiekrønike - med hele det ansvar dette samtidig giver os for "vores" families videre færd i verden. Netop for at vi kan få en lidt mere lykkelig færden fremover vil jeg undervejs forsøge at analysere de ting der gik galt i vores foreløbige 4000 årige vandring - i det omfang jeg selv har indsigt og vid til det. Volden og undertrykkelsen i familien vil derfor være et fortløbende tema.

Da det kun er igennem royale personer man kan føre sin slægt så langt tilbage, er der naturligvis en fare for at jeg let kommer til at beskrive samfundene "ovenfra." Jeg vil bestræbe mig på at få lidt balance ind i billedet, men alene omfanget af det kæmpemæssige materiale gør det på ingen måde muligt at yde retfærdighed overfor bøndernes historie. Denne vil blive behandlet glimtvis, men at "lade alle konger gå frem på rad i al deres magt og vælde" kommer uundgåeligt til at handle om ikke så lidt kongerøgelse og bliver derfor på et vist plan en blanding af Saxo og Billedbladet. Som bekendt kan dette også være meget underholdende og det er da også et mål med denne personlige indfaldsvinkel at forsøge at gøre nutidens unge mere interesserede i historie.

I min barndom forekom historiefaget spændende fordi det handlede om konger og personligheder, men de mere kedelige, teoretiske emner såsom hoveri og sildeforbund fik vi alligevel smuglet ind i vore hoveder på næsten skjult vis sammen med denne royale modermælk. Siden hen - ikke mindst med 60'ernes marxistiske indflydelse - blev kongerne trængt i baggrunden - og det hele endte med at blive kedeligt, hvorved store dele af nutidens ungdom faktisk går rundt uden nogen form for historiefornemmelse. Jeg ved ikke om det vil lykkes, men hvis jeg gennem et sådant opslagsværk om alverdens kongers historie indirekte kan anspore læserne til selv at søge videre i historiens mysterier vil jeg være fuldt ud tilfreds.

Umiddelbart vil det sikkert undre nogen at man kan gå 4000 år tilbage i historien i én familie, men faktisk er det ikke så utroligt endda. Netop på grund af den uhyre indgiftning og snævre udvælgelse gennem arrangerede ægteskaber kongerne og adelen imellem skulle jeg sjældent søge ret langt, før jeg fandt en ønsket familieforbindelse, der gjorde det muligt at komme et skridt længere tilbage i historien. De steder hvor der kan være tvivl eller usikkerhed - f.eks. i forbindelserne mellem de forskellige ægyptiske dynastier - vidste jeg med denne erfaring in mente at en slægtskabsforbindelse rent faktisk havde eksisteret i virkelighedens verden - selvom der ikke forelå beviser for det på de få efterladte monumenter. Og senere stødte jeg så ind i beviserne. Så selv om enhver slægtsforsker laver småfejl er der ingen tvivl om rigtigheden i de hovedlinier, der udgør grundlaget for denne bog. Mere interessant er det at opdage at denne indgiftning på kryds og tværs indenfor omtalte herskende lille klike var så voldsom – ikke mindst pga. hyppige ægteskaber med søstre og derefter med det fælles afkom - at min computer var over en uge om at regne de korteste slægtsforbindelser eller det tætteste slægtskab ud mellem hver person og mine børn. Og selv med en af de hurtigste processorer på markedet frygtede jeg hvert øjeblik at den ville bryde sammen pga. overophedning eller nedsmeltning.

Som et genealogisk værk vil store dele handle om det indbyrdes forhold imellem vore slægtsmedlemmer - ikke mindst med gengivelse af den korrespondance der har fundet sted imellem dem. Og når to grene af vores familie går i krig med hinanden vil det blive behandlet langt mere udførligt end alle de andre meningsløse krige - ikke mindst for endnu engang at understrege absurditeten i al krig. Store dele af Europa bevæger sig i dag i retning mod at se sig selv som én stor familie - bl.a. for at undgå krig - men i resten af verden er der et stykke vej endnu. Men selv indenfor familiens rammer viser de hyppige fader- og sønnedrab hvor svær rollen som menneske kan være. Jeg har ikke noget endeligt tal på det endnu, men fornemmer stærkt at et flertal af de mandlige medlemmer i denne familiekrønike døde en unaturlig død.

Udover disse foreløbige målrammer skal jeg ikke gå dybere i dette midlertidige forord. For forståelsen af de ret opsigtsvækkende ting i de første kapitler skal jeg dog lige slå fast at jeg under Ægypten og Hittiterne arbejder med to kronologier. Den gamle er den gængse, hvis årstal jeg foreløbigt angiver ud for hver person. Men det revolutionerende nye i disse kapitler kan kun lade sig gøre ved hjælp af den nye kronologi, som den engelske ægyptolog, David Rohl, har lanceret i de sidste 3 år. Denne forskyder hele billedet med ca. 200 år pga. fejl, der bevirkede at ægyptologerne tidligere lagde det 20. og det 21. dynasti i forlængelse af hinanden fremfor at betragte dem som samtidige. Derved bliver Biblens ældste afsnit pludselig helt anderledes sandfærdige fordi de nu "går op" med samtidige begivenheder i Ægypten. Den gængse kronologi for Biblen regnes for korrekt nok, så i sin nuværende form bliver bogen lidt forvirrende når jeg f.eks. omtaler at Ramses II ødelagde templet i Jerusalem og daterer ham til ca. 1200 f.Kr. ifølge den gamle kronologi mens templet rent faktisk blev ødelagt omk. år 1000 f. Kr. Da jeg ikke har de nye årstal endnu - ægyptologerne skændes bravt om dem på Internettet - kan jeg foreløbig ikke angive dem i bogen - selvom jeg tillader mig at drage konklusioner, der udelukkende kunne have været gjort på basis af den ny kronologi. Det glæder mig imidlertid i diskussionerne på Internettet at se, at en af de ægyptologer, hvis genealogier jeg har trukket mest på i den Tredje Mellemperiode, nemlig Kitchen, indrømmer at hans genealogier kan have fejl, der bevirker at denne periode kan forkortes med ca. 200 år. Og han er absolut en af de mest respekterede i faget. Derfor tror jeg at den ny kronologi vil blive almindeligt accepteret i løbet af de næste 10 år og skynder mig blot for at få mit eget bogprojekts nye radikale konklusioner, som er baseret derpå, publiceret så hurtigt at min bog alene af den grund vil have en vis nyhedsværdi.

Under jødernes historie skal jeg også gøre opmærksom på at der er huller i mine genealogier. Min vigtigste linie tilbage til Kong David og Salomon går igennem de babylonske exilarker, der blev tilbage efter fangeskabet i Babylon og senere indgiftet i Sassanidernes Persien. Denne linie fører jeg op til Karl den Stores ambassadør i Persien og videre gennem et sandt morads af middelalderlige hertugdømmer op til vor tid, men omk. 400-100 f.Kr. mangler der som sagt nogle generationer i linien. De manglende navne eksisterede imidlertid tidligere og var kendt blandt exilarkerne, men de pågældende skriftsruller gik tabt, da kejser Tiberius ødelagde templet i år 70 e. Kr. Jeg vil i et senere forord gøre rede for hvilke beviser der er for at denne linie til Davids hus og slægt tidligere eksisterede og hvorfor det derfor er berettiget at inkludere den. Der er ingen grund til at betvivle den når embedet som ypperstepræst og senere exilark var arveligt og ikke som f.eks. royale linier udsat for tronranere. Vi har en meget længere præstelinie i vores familie i Ægypten, der klart viser dette. Uden nævnte linie figurerer de vigtigste bibelske figurer imidlertid ikke som vore stamfædre, men kun som fjerne fætre og kusiner.

I det hele taget opererer jeg nu med så mange linier i stamtræet, at skulle det vise sig senere at der er fejl et sted, vil alle de mest markante verdenshistoriske personer stadig være med i form af fætter/kusineskab.

Jeg vil i selve bogen ikke bruge plads på stamtræer og kun sjældent angive slægtsbeviser og kilder. Alt dette bevismateriale hører hjemme på en medfølgende cd-rom og på Internettet, da bogen ellers ville få en astronomisk pris. På cd-rommen kan alle uden videre undersøge rigtigheden i det kæmpestore stamtræ og selv lægge egne personlige data ind.

Dette må udgøre et foreløbigt forord for de familiemedlemmer og udvalgte, der indtil videre får lov at læse med i kapitlerne efterhånden som de skrives. Mit håb er at I vil bidrage med konstruktiv og evt. korrigerende kritik under arbejdet. For - vi er jo alle én stor familie!

Jacob Holdt

Jeg vil sluttelig bemærke at dette forord blev skrevet i København 2. juni kl. 12 – altså på samme tidspunkt hvor en tusindtallig skare stod på gaden med flag og guirlander kun et par husblokke herfra for at hylde verdens eneste nulevende kejser, der kom kørende forbi i åben karet - uden at jeg var at finde i blandt dem! Så selv om der er 104 kejsere og 1146 konger blandt vore direkte stamfædre i familien er min interesse og nysgerrighed for det royale til at overskue og i denne bog forhåbentlig snarere at sammenligne med det lille barns i "Kejserens nye klæder."