"Lucies Verdenshistorie"

En genealogisk familiekrønike

Den vestlige verdens historie fra antikken til de 
europæiske nationalstaters samling fortalt i én familie

af Jacob Holdt

2. kapitel -  Tilbage til 1. kapitel 

 

Vore ægyptiske forfædre:

Anden mellemtid

136. tipoldeforældre:

Sesostris I. Kheperkare, farao 1962-1928 f. Kr.

og dronning Nefrusheri (Sesostris’ halvsøster)

 

Amenemhat havde i de sidste ti år indført den kloge nye praksis at optage sin søn og arving som medregent. Denne praksis blev bevaret langt ned i tiderne for at styrke kontinuiteten, men noget tyder på at det ikke var tilstrækkeligt. Der er fundet et pseudotestamente hvori han underviser sin søn om kronens byrder og kommer med en mængde gode råd:

"Vogt dig for undersåtterne, ja for dem alle. Kom dem ikke nær, når du er alene. Stol ikke på en bror, kend ikke en ven, skaf dig ingen fortrolige; det går aldrig godt. Når du sover, vogt da selv på dit liv, for en mand har ingen tilhængere på ulykkens dag."

Een ting har Sesostris lært af sin far; at skrive forfalskede propagandatekster der kan anvendes af herskeren i en farlig situation. Amenemhat var allerede død, da "hans" ord blev skrevet, og det var hans søn der lod denne nye pjece cirkulere for at retfærdiggøre sig selv til sin egen tid og for os i efterslægten. Amenemhat var angiveligt blevet offer for en haremsintrige og i Sesostris propagandatekst fortæller Ameni sin "egen" historie om begivenhederne:

"Jeg har jo givet til den fattige, har opdraget den forældreløse og givet audiens til den, der ikke var noget såvel som til den, der var noget. Men den, der spiste min spise, gjorde opstand, og den, som jeg havde rakt hånden, lagde planer imod mig. Den, som klædte sig i mit fineste linned, betragtede mig som en skygge, og de, som salvede sig med min kostelige myrra, forberedte samtidig mit dødsoffer.

Det skete efter aftensmåltidet, da natten var faldet på. Jeg undte mig en stunds hvile og lå på min seng. Jeg var træt og mit hjerte længtes efter ro. Da klirrede våbnene. Chefen for min livvagt forsvarede mig, men de andre var som slanger i ørkenen. Jeg blev vækket af kampen, jeg var alene. Jeg fandt en mand død, obersten for livgarden. Hvis jeg straks havde grebet til våben, kunne jeg have fordrevet de feje uslinge med min lanse. Men ingen er jo stærk om natten og jeg kunne jo ikke kæmpe uden forstærkning. Se, ugerningen skete mens jeg var uden dig (Sesostris), før hoffet endnu havde hørt at jeg ville overdrage kongemagten til dig. Var det haremet, som havde anstiftet overfaldet? Og var oprørerne blevet opdraget i paladset? Eller er der begået indbrud af indbrudstyve, så soldaterne var blevet fordummet i deres pligter?"

Så følger en lang lovprisning af Amenemhats lykkelige tid, hvorefter Sesostris afslører sig selv ved at forsvare de foranstaltninger han har taget mod modstanderne.

"Sikkert er det at mange af mine ansatte nu er på gaden (udstødt af dig fra hoffet). De fornuftige iblandt dem accepterer dette, men de tåbelige vil protestere (imod at du har taget magten) thi da de er uden forstand har de ikke forstået at du, min søn Sesostris, var min egen tunge da jeg stod på mine ben, og at du var mit hjerte, da mine øjne kunne se.

Se, jeg har begyndt det, men du skal fuldende værket. Jeg er havnet i dødsriget, men det kongelige segl er nu i rette hænder. Bestig tronen til et regime endnu bedre end mit, ikke til et blot som mit."

Attentatet på den gamle Amenemhat var sandsynligvis planlagt af hans egne børn og udført af nogle eunukker, men sandheden om dette - vistnok historiens eller i al fald vores families første fadermord - kommer nok aldrig frem. Det affødte imidlertid et af antikkens berømteste litterære værker i Sinuhe historie om hans flugt fra Ægypten. Sinuhe var en regeringsembedsmand, som tilsyneladende hørte til den forkerte fraktion på mordtidspunktet - eller ikke havde helt rent mel i posen. Han kan ikke have været en af morderne, men han har ikke været helhjertet på kronprinsens side. Sinuhe var på et felttog mod libyerne med Sesostris da et bud bringer nyheden om kongens død. Sinuhe overhørte det: "Da blev mit hjerte forvirret. Mine arme sank ned, og mine lemmer begyndte at ryste." Uden at fortælle de andre kongebørn i lejren om det, stikker de begge af i nattens mulm og mørke i hver sin retning. Sesostris vender hemmeligt tilbage til kongeresidensen - enten for at tage kampen op med tronprætendanten - eller fordi han selv har beordret mordet og ønske at etablere sig i tronstolen før de andre kongesønner vender tilbage. Sinuhe flygter efter først at have gemt sig bag to buske mod nord og standser ikke før han kommer til Syrien. Her bliver han modtaget af en lokal høvding, Ammunenshi eller "onkel Nenshi", som giver ham husly og en af sine døtre til hustru. Sinuhe bliver endog anfører for den lokale hær: "Når asiaterne fik mod nok til at sætte sig op mod herskere i fremmede lande, gav jeg dem råd i deres færden." Sinuhe slår sig ned i dette "gode land" og bliver gammel, rig og berømt der. Bl.a. besejrer han i en tvekamp mindende om David mod Goliat "kæmpen fra Retjenu" og bliver landets redningsmand. Men der er et stærkt element af nostalgi i hans beretning, thi for enhver ægypter er der kun et land som er universets center. Ægyptiske rejsende passerer konstant forbi hans godser og fortæller nyt fra hjemlandet. Da Sinuhe bliver gammel, bekymrer det ham at han ikke har gjort de sædvanlige forberedelser til døden. Hvordan kan én som begraves i et fremmed land sikre sig evig lykke? Men en dag modtager han en invitation fra sin gamle farao om at vende tilbage til det ægyptiske hof med løfte om at der ingen anklager er imod ham (hvad så end hans forbrydelse oprindelig var). Sesostris minder ham om glæderne ved en anstændig ægyptisk begravelse: "For visseligt er det at du er ved at blive gammel og har mistet din virilitet. Husk på din begravelse hvor du passerer til en ærværdig tilstand og aftenen sættes til side for dig med salver og emballager fra gudinden Taits hænder. Et begravelsesoptog skal laves for dig på interneringsdagen, hvor du trækkes af okser på slæde i en mumiekiste af guld med lasursten og der er ofringer ved dine offersten og dine søjler udhugges af hvid sten midt i kongebørnenes grave. Nej, du bør ikke dø i et fremmed land. Asiatere bør ikke eskortere dig. Du bør ikke svøbes i et fåreskind. Det er alt for længe du har strejfet rundt på jorden. Du må vende hjem."

Sesostris I- Træstatuette fra el Lisht. Cairomuseet

En generation er gået og truslen mod tronen er forsvundet. Sesostris er stærk og sikker i sit kongedømme. Sinuhe overrækker sine asiatiske ejendomme til sine børn og vender hjem. I den anledning giver han et vidunderligt billede af forholdene i hjemmet hos vore 136. tipoldeforældre og deres ordrette samtaler for 4000 år siden :

"Da dagen oprandt kom ti mænd og viste mig til paladset. Mellem sfinkserne mødte mine øjne kongebørnene, som ventede mig. Hoffolkene, som normalt viser ind i audienssalen, tog mig til de private gemakker. Jeg fandt hans majestæt på den store trone af fint guld. Jeg kastede mig ned på maven, jeg ænsede ikke mig selv i hans nærhed skønt han modtog mig venligt. Jeg havde det som en mand der bliver taget i mørket: min krop var afsjælet og hjertet sad helt oppe i livet. Så sagde majestæten til en af sine hoffolk: "Rejs ham op. Lad ham tale til mig." Og majestæten sagde: "Se, du har betrådt fremmede lande og foretaget en flugt. Men nu har alderdommen indhentet dig. Det er jo ikke uvæsentligt at du får en korrekt begravelse, for du skal jo ikke interneres af bueskytter. Fortsæt ikke på den måde. Hm, du taler ikke når jeg taler til dig?"

Men jeg var bange for at svare og svarede ham som en der er bange: "Hvad er det min herre siger til mig? Jeg skulle besvare det, men jeg kan ikke: det er gudens hånd. Det er en panik i min mave ligesom den der forårsagede min flugt. Men se, mit liv er nu i dine hænder."

Derpå blev kongebørnene ført ind. Så sagde hans majestæt til dronningen: "Her er Sinuhe, ankommet som en beduin i asiatisk forklædning." Hun udstødte et meget højt råb og kongebørnene istemte ligeså højrøstede: "Det kan da ikke være ham, oh herre regent!" Så sagde majestæten: "Jo, det er virkelig ham!" De havde bragt deres perlekæder og skralder med sig og præsenterede dem nu til majestæten: "Giv ånde til ham som blev kvalt. Giv vores prægtige gave til denne bueskytte født i Ægypten. Han flygtede fra landet af frygt og rædsel overfor dig. Men ansigtet af ham som skuer dig bør ikke gyse tilbage, øjnene ikke være bange!" Så sagde majestæten: "Nej, han har ingen grund til at være bange. Han skal være blandt de andre adelige ved hoffet. Gå med ham til morgentoilettet i de indre gemakker for at gøre ham klar."

Så jeg gik frem til de inderste gemakker med kongebørnene ved hånden. Vi gik gennem den store dobbeltdør. Jeg blev anbragt i en kongesøns hus fyldt med prægtigheder. Et køligt rum med malede vægbilleder af horisonten. Der var dyrebare ting fra skattekammeret, klæder af royalt linned, myrra og kongens og adelens bedste olier i hvert værelse. Hver eneste tjener havde travlt. Jeg blev klippet, og mit hår redt - snavset efterlod jeg ørkenen og klæderne til beduinerne. Jeg iførtes det bedste lærredstøj, og blev indgnedet med udsøgt salve. Jeg sov i en rigtig seng. Jeg overlod sandet til dem, der lever i det. Jeg blev foræret et hus med have, som havde tilhørt en hofmand. Måltider blev bragt fra paladset tre eller fire gange om dagen - for ikke at tale om dem kongebørnene uophørligt bragte. Man byggede til mig en stenpyramide midt blandt pyramiderne og lod en statue af mig beklæde med guld. Der findes ingen fattig mand for hvem noget lignende er gjort. Så jeg forblev i kongens gunst lige til min dødsdag."

 

Ja, Lalou, sådan boede nogle af de ældste i vores familie i tilsyneladende idyl og fredsommelighed. Det er ikke underligt at Sinuhes fortælling ligesom anden litteratur fra Mellemste Rige blev yderst populær og beundret og kopieret i senere tider. Det var Ægyptens klassiske periode, som netop var et produkt af den tilsvarende idyl og fredsommelighed, som Sesostris havde skabt i landet. For der er ingen tvivl om at Sesostris var en stor konge, som man aner det hos Sinuhe. Og som sådan lod han sig da også begravet i en endnu større pyramide end sin fars i nærheden af dennes ved nutidens El Lisht. Og det var skam ikke blot overfor Sinuhe han viste sin ædelmodighed. Han bød såmænd også vores anden side af familien indendøre. Vores 143. tipoldefar, ypperstepræsten Se-hetep-ib-re-ankh, blev nemlig begravet ved hans side inde i selvsamme pyramide. Og sådan begynder vores familie nu at gå op i en højere enhed - om jeg så må sige.....

 

3. kapitel: Sesostris III. Khakheperre


Indeks i  "Lucies Verdenshistorie"

Tilbage til Min verdenshistorie          Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside

Copyright © 2001 JACOB HOLDT; All rights reserved.