En
dygtig kombination af held og dovenskab synes at have guidet mig igennem
livet. Og dog, som skaber af Amerikanske Billeder bliver jeg så ofte misforstået
som en del mere end ordinær - ikke mindst af amerikanske studenter - at
jeg vil bruge min hjemmeside til at slå fast at der gemmer sig en kedsommelig
og simpel mand bag Mr. American Pictures. At jeg så ofte i Amerika ses
som en, der har udrettet det umulige, siger måske mere om følelsen af
magtesløshed i amerikansk ungdom i dag end om mig.
Mit held var at vokse
op i og blive formet i mit tillidsfulde livssyn af den meget trygge tid
i 60'erne - gennemsyret af optimisme og følelsen af at kunne ændre verden.
Mit andet held -
er jeg kommet til at tro med årene - var at vokse op i en velfærdsstat
med en kolossal vugge-til-grav-tryghed. Det er velkendt hvordan amerikanerne
tilbringer deres senere leveår med at bekymre sig om deres liv uden denne
tryghed.
Men i dag ser jeg tillige meget af den amerikanske ungdom gøre sig sådanne
bekymringer på en måde, så det ændrer hele deres syn på verden.
Overalt i den Tredje
Verden ser jeg unge europæere traske rundt med rygsække, men møder stort
set aldrig en amerikaner der længere. Som jeg tit understreger i mine
workshops i amerikanske universiteter, er der enorme omkostninger ved
at nægte at betale højere skatter til brug for at skabe mere tryghed
for alle (i form af gratis uddannelse og sundhed). Det bebyrder alle amerikanere
i en sådan grad, at de mister både friheden til at få råd til at rejse
- og til at gå trygge rundt i deres egne gade derhjemme.
Det mindre tillidsfulde
livssyn, de derved let udvikler, hører jeg igen og igen udtrykt efter
at de har set mit show: "Hvordan fik du dog mod til at gøre det?"
Europæere, på den anden side, reagerer i reglen efter showet med: "Pokkers
osse, hvorfor fik jeg ikke den idé at rejse i de sorte ghettoer?"
- og kort efter tager de ofte af sted til USA. Hyppigt møder jeg dem i
Harlem på deres første dag i Amerika!
Dette bringer mig
til mit tredje held: at den første amerikanske familie, der inviterede
mig hjem, var en sort familie, som gav mig en "omvendt" race-indoktrinering.
Dette held, tror jeg, tillod mig i sidste instans at rejse på begge sider
af den store racekløft i Amerika.
De fleste europæiske
rejsende ender først i hvide familier, som skræmmer dem med skjulte racistiske
advarsler: "Gå ikke to husblokke den vej eller tre blokke i den retning!"
etc. - og derved let tvinger dem ind på den hvide side af dette underlige
og dehumaniserende psykologiske racesystem i USA. Nutidens europæiske
ungdom er mere sårbar overfor en sådan undertrykkelse og mindre "neutral"
end jeg engang var. Ikke blot er vore egne lande i dag dybt racistiske
(overfor indvandrere), men de er også bombarderet med amerikanske film
med negative fremstillinger af sorte.
Så jeg føler at jeg
har haft en god portion held i mit tidlige liv, som tillod mig at holde
fast i den naturlige nysgerrighed og tillid vi alle er født med!!!!
Disse livsvigtige kvaliteter til at kunne overleve med midt i brutale
omgivelser, ser jeg krænket og ødelagt i alt for mange unge mennesker
i dag i de fleste samfund
Med venlig hilsen
Jacob Holdt
| 
