Vores to drenge, tjenestepigerne og naboerne

Mælkekusken kom hver morgen op ad alleen og kørte rundt om det store elmetræ, der stod ved enden af alleen. Det fik navnet "mælkekusketræet". Her hentede han de to mælkejunger, der blev kørt derud, og der satte han jungerne af igen, når han havde været på mejeriet. Og vi kunne altid hente lidt kærnemælk i en af jungerne. Senere måtte Morten eller Stinne selv køre jungerne ned til vejen.
 

Alt i alt var det et herligt sted for drengene at færdes og vokse op i. De var, efterhånden som de blev lidt større, med Morten i stald og mark. De første år var det naturligvis haven, der var deres legeplads. Her fik jeg indrettet sandkasse og byggede legehus til dem.

Lidt vest for præstegården lå et af de nye statshusmandsbrug. Her boede Magnus og Klara Nielsen. Deres to drenge, der var lidt yngre end Jacob og Niels Jørgen, blev deres gode legekammerater hele barndommen igennem, i børneværelset, men ikke mindst ude, hvor de havde mange ting for, byggede huler i læbæltet, eller bræddehytter oppe i træerne. Selvfølgelig fik drengene da en hel del nyt legetøj, men der var også gemt noget af mit, som de efterhånden blev store nok til at lege med, et stort jernbaneanlæg med mange skinner og vogne, stationer og signaler. Et velforsynet Meccanosæt med stænger, plader og hjul, som kunne skrues sammen til tårne, vindmøller eller maskiner. Det var alt sammen noget, der kaldte på fantasien og kreativiteten.

Undertiden var vi inviteret til aftenkaffe hos Magnus og Clara. Det kunne godt være lidt anstrengende. Det var som regel sammen med Morten og Stinne. Vi sad og snakkede fra kl.20, når vi kom, dvs. vi blev lidt halvsøvnige. Først ved 22 tiden begyndte Clara at lave til til kaffe, røre glasur til formkagen, lægge æblekage sammen, piske flødeskum, dække bord, brygge kaffe og først ved 23-tiden blev der sagt værsgo. Så vågnede vi op og skulle hele kaffebordsritualet igennem, inden vi kunne få lov at gå hjem, hvor man selvfølgelig efter al den kaffe ikke kunne sove

Drengene var også på mange togter ud i den store plantage, hvor det var spændende at færdes. En dag havde de fundet en hugorm. De vidste, at den var farlig, men de ville have den med hjem. De gik over til en nabo ved plantagen for at låne en flaske. De vidste, at man kunne lokke en hugorm ned i flasken, så den kunne bringes sikkert hjem, men det fik de nu ikke lov til. Så fandt de en gammel gummistøvle, fik lirket hugormen derned, bandt en snor om og bandt støvlen til en kæp, som de så bar det hele hjem på. Satte hugormen i et stort cementkar i drivhuset. Her kunne byens børn så mod betaling af 5 eller 10 øre få lov at komme ind og se den. Kort efter tog de den med i skole, hvor den blev sat i et terrarium, hvor den gik en tid. Men en dag var den alligevel væk. I støvet på gulvet efter et byggeri, kunne man se, at den havde bugtet sig væk. Hvor var den blevet af?

Det var også på den tid, farmor havde lært dem at lave askebægre og små skåle af ler og male dem. Det forstod de også at udnytte. De fik lavet sig et udvalg af askebægre skåle og krukker, lagde det på Mortens mælkebør og kørte op i byen, hvor de solgte deres varer. Og noget fik de solgt, folk morede sig over initiativet. Hvor længe de askebægre så holdt, er en anden sag.

Var der sne om vinteren var der en god kælkebakke på den store høj tæt ved Magnus’ ejendom. Senere, da de fik ski, var den selvfølgelig ikke høj nok, så de fik slæbt en gammel kassevogn op på højen, fik langt siderne vinkelret ned fra vognen, så de kunne få nogen fart på. Også ud over det hop, de byggede for at prøve et rigtigt skihop, om end det var i mindre format.

Magnus Nielsen var broder til Stinne Søndergaard, så der var megen samkvem og samarbejde mellem de to familier. Så alle 4 drenge havde ikke mindre end tre hjem at færdes i og holde til ved.

Det var i det hele taget et utrolig stort privilegium at vokse op et sådant sted som i Fåborg præstegård, med stort hus, vældig have, gård med dyr, plantager, og en stille rytme over livet, en befolkning i byen der var venlig og hjælpsom.

I huset havde vi altid en ung pige, de var som regel ikke ret gamle, næsten lige konfirmerede, for nogen stor løn kunne vi ikke give dem. Men de var godt oplærte i deres hjem, hvor de på gårdene og husmandssteder havde været med i arbejdet både ude og inde. De var ferme og pålidelige. De var som medlemmer af familien, deltog i ungdomslivet i sognet, gik til gymnastik og ungdomsmøder.

Jeg prøver at nævne dem. Rækkefølgen er nok ikke helt rigtig. Den er heller ikke så væsentlig.

Den første sommer havde vi som tidligere nævnt en nordmand, Vera Petersen fra Sandefjord, forlovet med min gamle ven fra Studenterkredsen Halfdan Buhr.

Marie Johansen, Hans Johansen, Vrenderup, i 1951

Anna Lise Sørensen, datter af Thomsen Sørensen i Autrup, i 1951-52

Sørine Christensen, Aksel Christensen, Vrenderup.

Ingrid Asp, Herluf Asp, Årre, i 1953

Sigrid Juhl, Hans Juhl, Hjortkær.

Grethe Christensen, Martin Christensen, Tranbjerg.

Bothilde Lund, moster til Kirstine Knudsen, søster til Karen Ravn, vinter 1955

Solvejg Sørensen, Thomsen Sørensen, Autrup, Nov 56-april 57

Kirstine Knudsen, datter af Jeppe Knudsen, Nørre Agerbæk, sommer 1956

Anette Nielsen, Nielsen, Tvile, 1961

Hedvig Andreassen, Poul Andreassen, Rousthøje

Karen Johansen, Hans Johansen, Vrenderup, nov 1959-nov 1960

Bodil ? ? , Holsted

Else Jensen, Jensen, Størsbøl

Anne Dorte ? ?

Helga Rost Sørensen, lejrleder Rost Sørensen, Fuglsø

Kis Schou, fabrikant Schou, Vamdrup

Ud over pigerne havde vi en del konehjælp. Både til rengøring (Anna Ibsen) og til bagning og madlavning (Marie Hansen) og lidt til haven (Marie Thomsen). De boede alle tæt ved og var billige ! Vi var på den måde særdeles godt hjulpne. Det var ældre erfarne husmødre. Marie Hansen, som kom og bagte, når vi skulle have konfirmandforældre eller andre møder, tog 1 kr. i timen.!

Men der skete også noget i præstegården. Når et nyt hold konfirmander skulle begynde, holdt jeg en søndagsgudstjeneste i Fåborg kirke, hvorefter forældrene og børnene var inviteret i præstegården, hvor der blev serveret kaffe og kage og saftevand til børnene. Det var to gange om året, og det betalte vi selv. Men det var en god måde dels at lære folk at kende på, dels at gøre lidt gengæld for al den gæstfrihed, vi mødte i sognene.

Fortsættes i 19. del: Konfirmanderne