Når vi så stiltiende accepterer et sort kabinet, der bygger på og normaliserer had, intolerance og de sorteste fjendebilleder, er der ikke blot tale om et sort kabinet, men om dens egentlige forudsætning - en bred sort koalition. Ved at synke ned i en dyb national tilstand af negativ tænkning overfor vore indvandrere, er vi alle blevet en del af det sorte kabinet. Vores integrationspolitik ligger i ruiner da man ikke kan integrere det man har set sig sort på.

Som Haarder ønsker også jeg at beskytte unge indvandrere, der ønsker sig uddannelse og fremtid, mod vanvittige tvangsægteskaber med tyrkiske eller pakistanske analfabeter med hyppig vold til følge. Men hvorfor glemmer vi så at støtte de unges eget oprør – det oprør som er i fuld gang i f.eks. Tyrkiet, hvor de arrangerede ægteskaber er halveret gennem de sidste 10 år og beregnes til helt at være forsvundet om 15 år, som det ses af guldhandelens fald på få år. I Danmark tvinger vi derimod gennem isolation og hadfyldt indgriben ovenfra de unge til at søge tryghed i netop sådanne snart udlevede traditioner. Mens muslimerne i USA virker frie, bærer "vores" præg af tvang som var de ufrivillige statister på et frilandsmuseum. For i reaktion på vores hetz og negative tænkning søger de tilbage til tørklæder og bedagede rollemønstre, som de straks aflægger – og mange andre allerede har aflagt - i deres hjemlande.

Hvorfor undertrykker netop en erklæret liberal regering så formynderisk de grundlæggende menneskerettigheder? Hvorfor finder den sin inspiration i Stalins tvangsassimilation af mindretal - med de hadfyldte etniske konflikter der med tiden kom ud af denne - snarere end i det USA, som har vist at man effektivt integrerer indvandrere gennem frihed og åbenhed – ikke gennem tvang, formynderi og skjulte ønsker om ensretning? Når USA så smukt viser at man kan integrere selv de mest formørkede værdier ved at give "oplyst medspil," vil jeg tillade mig – med mine erfaringer derfra – at påpege hvor farligt det er at forme indvandrerne i så høj grad som vi gør med vort eget "formørkede modspil." 

Lad mig med udgangspunkt i min egen historie som indvandrer med formørkede værdier prøve at forklare, hvorfor integrationen i dag ligger i ruiner. Jeg husker tydeligt hvordan det aldrig lykkedes "københavnerne" at integrere mig, da jeg som ung ankom med 4-toget fra det mørkeste Vestjylland. Skønt også jeg var flygtet fra en "reaktionær" egn, hvor jeg f.eks. var skræmt af "det røde kabinet" (skønt regeringen dengang blot var i alliance med et parti, der havde vendt sig mod intolerance, fjendebilleder og totalitær tænkning!), bevirkede københavnernes nedladende, bedrevidende og hurtigsnakkende holdning til mit sindige vestjyske, at jeg blev fastholdt i min "kultur" og dialekt – ja, selv a la Dreyfus-anklagerne mod Mona Sheik og Sherin Khankan om ledtog med mørke magter – i mit medlemskab af et af det nuværende sorte kabinets partier. Med københavnernes åbenlyse jantelovsnedvurdering og diskrimination – forstærket af den udstødtes egne følelser af utilstrækkelighed – fik jeg ingen hjælp til f.eks. at komme ud af mit negative syn på homoseksuelle – formet som jeg var af en egn, der havde gjort homoseksuelle lige så usynlige som i Saudi-Arabien og hvor de ofte følte sig tvunget ind i meningsløse, selvfornægtende "tvangsægteskaber" med heteroseksuelle for slet og ret at overleve psykisk i vores skjulte og ubevidste holdningsterror. At min tørklædeklædte, ulykkelige mor konstant så sig sort på og lå i fjendskab med snart den ene, snart den anden i landsbyen, gav mig dog en vigtig bagage med i livet. For da vi sent i hendes liv fik indvandrere til landet, så jeg hende nu i stedet se sig sort på og vælte al sin vrede ud mod disse. Jeg forstod nu intuitivt at det virkelige problem var hendes egen smerte og ikke indvandrerne.

Måske det var en tilsvarende negativ projektion hos "københavnerne" overfor f.eks. "svenskere" og "vestjyske bonderøve" der gjorde dem uegnede til at integrere en "indvandrer" med reaktionære værdier og undertrykkelse i bagagen. For ligesom mange indvandrere i dag fortsætter til USA, gjorde jeg det også. Først der skete der for mig et virkeligt holdningsskred, da amerikanerne uhyre kærligt imod mig og derigennem løsnede mine knuder og negative holdninger op. Fra første dag jeg ankom i USA viste de en dyb interesse for mig som menneske, inviterede mig ind i deres hjem og hjerter – for kun der har man mulighed for at påvirke hinanden - og lod mig begejstret føle at jeg "var noget" med opmuntrende ord som "Wow, you can become anything here." Kort sagt, med kærlig indleven og medmenneskelig interesse gav de mig et løft ind i en ny verdens tænkning og formede mig med den tids progressive syn – ja, gjorde mig på godt og ondt til "amerikaner."

Jeg kom til at tænke på alt dette under forrige vinters foredragsturne i USA - mens hetzen mod muslimerne rasede herhjemme. Min bil brød ustandseligt sammen og ved et tilfælde var alle de "Falck"-mænd og mekanikere, der reddede mig ud af vanskelighederne, pakistanere. I mange tilfælde opdagede jeg dog først dette gennem lang samtale, da de i et og alt fremstod som "amerikanere." Da det sorte kabinets åndsformørkende hetz derhjemme efterhånden havde fået mig overbevist om at "der virkelig er et problem med at integrere pakistanere," gav jeg mig nu til at udspørge disse pakistanere om alle de lakmusemner, som vi i Danmark bruger til at støde dem fra os - såsom homoseksualitet, tvangsægteskaber, "selv-ghettoisering" osv. Snart indså jeg at jeg her virkeligt havde med "amerikanere" at gøre frem for mennesker forstenet i en middelalderlig kultur – skønt de havde været i USA i lige så kort tid som "vore" pakistanere har været i Danmark. Selv den ultimative prøve, som jeg ynder at drille mine mere progressive pakistanske venner med i Danmark og som de stort set alle "dumper" på i min lille integrationsprøve: "Hvad ville du sige til at din søster giftede dig med en dansker?" - blev i halvdelen af tilfældene besvaret med et "Hvad mener du? Min søster ER ALLEREDE gift med en hvid/kristen amerikaner – a great guy!"

Selvom jeg kender undtagelser fra denne regel blandt nyankomne pakistanere i USA, bekræftes mønstret: at amerikanerne gennem kærlig indleven og ægte gæstfrihed fra første dag er i stand til at integrere ikke-uddannede muslimer mens disse i Danmark stik modsat let bliver til et spejlbillede af alle vore negative, kritiske og direkte hadske tanker overfor dem. Amerikanerne er selvfølgelig ikke spor bedre end os. De bruger blot deres indfødte sorte til at få afløb for al deres negative tænkning – og skræmmes derefter af det voldelige monster, de selv "har skabt." Mine pakistanske venner i USA er rystede når jeg fortæller dem om muslimsk "indvandrervold" i Danmark, da de associerer den slags vold med ghettoiserede og udelukkede mennesker og altså på ægte amerikansk vis straks ser sorte for sig ved ordet "vold." 

Når vi derfor uophørligt i Danmark anklager indvandrernes reaktionære normer er det altså i høj grad vore egne monstrer, vi slår ned på. I den altgennemgribende offentlige stening af Islam, vi står i, behøver man ikke at have læst meget i bjergprædikenen for at føle, at man ikke er kvalificeret til at kaste den første sten mod den sorte indvandrer-reaktion, som man rent faktisk selv har været med til at skabe. Og når muslimerne jo ligesom os projicerer deres skygge og skaber fjendebilleder for at bevare deres egen identitet, kan jeg derfor ikke skræmmes af f.eks. en organisation som Hizb-ut-Tahrir, men skammer mig som dansker over, at vi har opført os så hadsk overfor vore medborgere, at de naturligt søger ind i en så defensiv gruppe. For Hizb-ut-Tahrirs retorik har jeg oplevet før i 70’ernes sorte nationalistiske grupper i USA dengang en tilsvarende marginaliseret gruppe havde fået et pludselig håb om at blive accepteret – og så alligevel desillusioneret indså, at den ikke var lukket ind i varmen. Jo, dette skaber vrede – en vrede som utroligt mange danskere dengang forstod og solidariserede sig med. Så skulle jeg virkelig lade mig skræmme af retorik som "Død over jøderne" og "islamisk stat" når jeg ser mange af mine sorte venner, som dengang råbte "Kill the pigs" og "black separatism" i dag sidde i høje integrerede stillinger? Nøjagtig sådan vil det gå Hizb-ut-Tahrirs veluddannede medlemmer i Danmark…..hvis vi intelligent vælger ikke at udelukke dem, men tvært imod udviser lidt medmenneskelig interesse for dem. Hvem af de politikere, som nu råber om forbud, har overhovedet gjort sig den ulejlighed at gå til Hizb-ut-Tahrirs møder eller har vist dem eller andre muslimer hjerterum ved at gøre sig til venner med dem i dagligdag og dagligstue? Jo, jo, hvis I virkelig ønsker en fængselsbefolkning så stor som den amerikanske, så gak blot hen og gør ligeså som amerikanerne har gjort mod deres kollektive syndebukke, de sorte – luk dem kun ind i stuerne gennem TV – som Bill Cossby-fantasier i underholdningsprogrammerne – og i håndjern i nyhederne

Men ønsker vi at gøre vore indvandrere til den utrolige økonomiske gevinst de er blevet for USA - så vis dem tillid frem for ringeagt. Hidtil har vi udelukkende formet dem med vores negative tænkning, som har låst dem fast i en ghettosituation, hvor vi end ikke kan nå dem i den vigtige dialog, som for længst er forstummet. Vi debatterer måske med de to-tre mest integrerede af dem i vore medier, mens de fleste andre vender øjnene mod lidt positiv bekræftelse i Al-Jazeera frem for at deprimeres af overalt i vore medier at aflæse og indvendiggøre vore negative tanker og forvrængede budskaber om dem. Da Nyrup kastede sig ud i hetzen med svadaen om at sige fra overfor muslimernes bønner på arbejdspladsen, hvor vi i forvejen ikke ønsker eller ser dem, reagerede vi kun på at han sagde vore tanker højt. Vi så ikke forvrængningen af sandheden, som jeg f.eks. oplever under mine foredrag, hvor jeg intet problem har som arbejdsgiver/foredragsholder når muslimerne lægger sig på et bedetæppe i et hjørne af salen. Jeg har dem jo stadig i tale. Nej, der hvor min tolerance bliver sat på prøve er, når de kristne – nemlig katolikkerne – alle som én – 600-800 på en gang - i timen lige før midnat pludselig forlader lokalet for at gå til bøn i universitetskapellet.

Når vi alle er så forsumpede i negativ tænkning, at vi ikke længere er i stand til at se klart, diskvalificerer vi os selv fra at kunne undervise andre i demokrati og universelle rettigheder. Kan det undre at indvandrerorganisationerne under det sorte kabinet ligger ligeså smadrede som Palæstinas demokratiske organisationer under Sharon og at selv en Bashy Quraishy har overgivet sig til konstant Big Brother-opsyn? I et sådant ingenmandsland uden kommunikation trives de negative projektioner også hos indvandrerne og fastholder dem i en begrænset selvforståelse. Hvor galt det allerede er gået ses af "onkel Tom" anklagerne, som florerer blandt indvandrerne imod dem, der fraterniserer med fjenden (f.eks. ved som Naser Khader at vise for meget tegn på integration) – nøjagtig som det sker blandt sorte i USA, men ikke hos USA’s indvandrere. Har vi glemt at et tilsvarende Quisling-begreb opstod i danskerne under besættelsen som følge af en dyb undertrykkelse, der tilmed ikke engang nedvurderede vores kultur og hele identitet, men tvært imod idealiserede den?

Nej, som Hal Kock dengang påpegede, er demokrati uden menneskelig vækkelse og medmenneskelig interesse en farlig ting, der udarter i flertalsdiktatur. Vi skal ikke "belære" indvandrerne i ord, men vise i handling, udstråling, positiv tænkning og medindlevelse hvad demokrati og menneskerettigheder vil sige. Det vi i dag effektivt underviser dem i er derimod totalitær tænkning, intolerance, snæversind og afgrundsdyb menneskeforagt. Vi har fået det sorte kabinet, vi fortjener, da vi alle i vore dybere tanker stemte for det. Ligeså vil man i fremtiden erkende, når man analyserer "dengang det rablede for Danmark," at vi fik de indvandrere, vi fortjente, fordi vi valgte at skabe dem i vort eget billede.

Kære danskere. Hold dog op mens tid er med denne endeløse dissekering af ofrene og sygelige fascination af hvad der er galt med "de andre."  Vi ved jo godt hvor skylden ligger når forældre efter at have pryglet, nedgjort, ydmyget og negligeret deres børn får voldelige, intolerante, arrogante eller indelukkede børn ud af det. Vi behøver ikke at skamme os over, at vi selv kørte med på eller blev ofre for den sorte bølge, medierne og politikerne lod skylle ind over alle danskere. Vi havde ikke rigtig noget valg under denne massive hjernevask. Men nu hvor fejlen er sket og vi bittert har erkendt, at vi ikke i længden blev lykkeligere af at tænke negativt om andre i dette no-win-game, må vi have mod til at se dybt ind i os selv. Dette ser jeg dagligt amerikanere gøre i racismeworkshops for at komme ud af deres tilsvarende, ufrivillige negative tænkning om de sorte. Når USA endelig har brugt tvang, har det modsat Haarders været rettet mod magthaverne og ikke de svageste. Ved hjælp af forbundstropper (1867-77 og 1957-63), positiv særbehandling og nutidens workshops a la min mentor Dr. Charles Kings for regeringansatte, bystyrer osv. har man "fremtvunget" dybe holdningsændringer i de hvide. Danskere, der har været med mig i USA, kan bevidne hvilken oplevelse det er at se den befrielse og glæde mennesker giver udtryk for, når de pludselig kommer i kontakt med de dybe smertesafgrunde, som fik dem til at tænke så negativt om andre. Jeg kan ikke foreslå andet end en lignende terapi herhjemme.