Jacob Holdt - mine artikler:

 

 

 

Artikel i IBIS' blad Zigzag Maj 2002
 

Rejse til Namibia 3: AIDS og udbytning

tekst og fotos af Jacob Holdt

 

Arbejdsløshed og øl fører let til aids

Ibis har bedt mig fotografere og skrive om min oplevelse af AIDS i Namibia. Da jeg ikke har noget nyt at tilføje om aidskatastrofen, som ikke allerede er kendt, vil jeg nøjes med at beskrive mine egne oplevelser med ofrene. Aids er ikke let at fotografere, da det kun er i dens allersidste fase sygdommen lever op til vores billede af et aidsoffer. Og pga. afrikanernes i forvejen belastede immunsystem er denne fase så kortvarig hos de fleste, at man skal være utrolig heldig på en kort tur overhovedet at støde ind i denne fotogene fase. Skulle jeg dømme ud fra mine egne oplevelser, ville jeg tro at denne fase er længere i et land som Haiti, da jeg der i slumkvarterernes blikskure oplevede at skulle dele seng med en fuldstændig udmagret ung smuk kvinde med aids, mens jeg intetsteds i Namibia, hvor en femtedel er smittet, så meget som så en så tynd patient. Netop når det gælder fotografering af "ofre", har det altid været vigtigt for mig ikke blot at udbytte deres lidelse, men også så vidt muligt at dele den for i en vis grad at kunne leve mig ind i den - sådan som jeg altid har gjort det i USA’s sorte slumkvarterer.

Syg Ovambo kvinde

Også i Namibia var det vigtigt for mig at komme til at bo hos mine fotografiske ofre så at de ikke i så høj grad skulle føle sig som ofre for endnu en hvid mands udnyttelse – netop i det de facto apartheidland, som Namibia stadig er. Det er de selvfølgelig under alle omstændigheder, men den gensidige glæde begge parter får i dette ulige møde bliver så meget større hvis man for en kort stund virkelig føler at man har delt bord, seng og skæbne frem for blot at blive beskudt med en telelinse fra en overflyvende helikopter, sådan som nogle af de indfødte i slumkvarterene beskrev deres eneste oplevelser med de hvide.

HIV-inficerede Elina, som jeg boede hos

Da det store flertal af HIV-ramte som nævnt i enhver (fotografisk) henseende ligner alle andre namibiere, var det ikke så lige til at finde en aids-familie at bo hos. Men at de findes overalt omkring én, opdagede jeg hurtigt, da jeg flyttede ind hos de to lesbiske – Sophia og Annitha – som blev vist i et tidligere Zigzag. Mest for her selv at kunne overleve psykisk af angst for ellers at blive fanget ind af den hvide racisme. Ibis havde jo givet mig en gæstebolig, der lå midt i frygtens hvide kvarterer, hvor jeg i løbet af ingen tid udviklede de hvides frygt.

Jeg lovede i Zigzag tidligere at berette om hvordan jeg undslap denne ulykkelige fælde eller prøvelse, som Ibis havde bragt mig i. Da frygten og racismen jo ikke kom fra de sorte, men fra de hvide, havde jeg som nævnt ikke andet valg end at flytte derud, hvor de kriminelle kom fra i slumkvartererne. Det skortede ikke på advarsler fra mine hvide Ibis-venner, idet Damaraområdet har den allerhøjeste mordrate i Namibia, som ligger tæt op ad Sydafrikas mordrate. Jeg tog af sikkerhedsgrunde derfor kun et kamera med.

En af kvinderne jeg boede hos i Damara-området

Der var et utal af unge mænd i de mørke gader, den fredag aften jeg kom, men de lesbiske piger havde organiseret en mængde venner til at tage imod mig. Først og fremmest for at løfte min bil ind gennem bliktønder og skrammel ind til den kompound, de boede i, så den ikke kunne ses fra gaden, hvor ingen bil ville overleve natten, som de sagde. Fra Haiti og andre steder, hvor jeg har været eneste hvid i sådanne slum, vidste jeg at der nu ville komme en strøm af nysgerrige forbi efterhånden som rygtet løb gennem kvarteret. Jeg håbede dog at dette ville stilne af ud på natten. Indtil da tog vi i forskellige natklubber af den skumle slags med blåt neonlys, der gør alt sort – undtagen lige de sortes tænder og øjne…..og hele mit hvide ansigt. Da der stort set ikke var andet end kriminelle der, endte vi i den lokale bøssebar, thi blandt bøsser og lesbiske føler jeg mig tryg overalt i verden. Bortset selvfølgelig fra mændenes ufarlige tilnærmelser, men så snart pigerne havde gjort disse udtrykkeligt klart at jeg var "lesbisk," var der ikke flere problemer. Derimod fik jeg nu et utal af invitationer fra andre lesbiske om at komme og bo hos dem bagefter, og da Namibias kvinder er usandsynligt smukke, brugte jeg den halve nat på at skrive deres underlige blikskursadresser ned såsom "blikskuret bag min brors blikskur til højre for min onkels murstenshus." Vi drak masser af deres kæmpeøl, som gik fra mund til mund. Jeg selv var dog lidt bekymret over udsigten derved til at skulle ud for at tisse i løbet af natten i dette kriminelle nabolag. Da vi endelig kom i seng i deres lille etrumsskur ved 4-tiden, tog jeg en masse billeder i sengen ved olielampen af Sophias Annitha og Sophiaog Annithas stærke kærlighedsforhold. De var interessante ved at være de første lesbiske, jeg har fotograferet, hvor "manden" i forholdet var lillebitte og tynd og den "kvindelige" part kæmpestor og tyk. Men hvis jeg havde troet at jeg nu ville få søvn, havde jeg glemt, at de levede af at sælge kokain. Hele natten var der en banken på blikskuret – og disse larmer ved Gud som sad man i en tom bliktønde – og den ene efter den anden af kvarterets gangstere kom ind for købe. Så på hver andet af mine billeder ligger Sophia og Annitha nøgne og elsker med hinanden og på de resterende sidder de – ligeså nøgne – og vejer kokain i deres lille vægt til pusherne. Tidligt om morgenen begyndte derpå en indespærret hundehvalp og kompoundens unger at hyle lige op ad mit trætte hoved.

TheresiaEfter to nætter på denne måde havde jeg fået nok af at være lesbisk – med den sikkerhed dette trods alt indebar ved at disse vel for det meste ikke har aids – og flyttede eller nærmest flygtede ind i naboens blikskur, som lå ca. en meter væk – til den unge pige Agnes. Denne havde tidligere taget mig med til sin mor, Theresia Vries, som led af aids ,samt hendes 5 søskende. Theresia var yderst bevidst om sin situation og sad altid med et bedrøvet, lidende ansigt, der smittede af på børnenes ansigter. Der sad de i deres lille enrums blikskur i stilhed dag efter dag og ventede blot på at moderen skulle dø. Man føler sig selvfølgelig først fuld af skyldfølelse over overhovedet at træde ind i deres liv, men opdager som altid hvor meget de netop derfor ønsker ens tilstedeværelse. Hver gang jeg gjorde tegn til at gå, opfandt moderen nye fotografiske situationer for at jeg skulle blive. Og næsten hver gang var det en ren fotografisk gave for mig. Særligt den 7-årige datter, Donna, var skøn som den lille Linda i Amerikanske Billeder og utrolig fotogen.

Donna

Jeg forelskede mig fuldstændig i hende og ønskede at adoptere hende efter moderens død, men hvad så med de andre? Som alle forældreløse børn efter døde aidsforældre hernede, har de en uendelig brug for kærlighed og kravlede modsat andre børn altid op i mine arme og lagde hovedet tæt ind til mit og ville ikke give slip i uendelig lange perioder. På et tidspunkt, da Theresia sad og reflekterede over hendes børns skæbne efter sin død, begyndte hun at græde og tårerne trillede ned af hende. Så sad hendes børn og tørrede dem væk så naturligt at jeg kunne se at det ikke kun var fotografens tilstedeværelse, der fremkaldte tårerne, men noget de hyppigt var vidne til. Når jeg til sidst måtte gå, stod hun i lang tid og knugede sig til mig og omfavnede mig. I hendes tilfælde vil jeg prøve at holde forbindelsen med hendes børn efter hendes død, men det var ikke noget jeg lovede hende, da jeg ved hvor overfladisk jeg er, når jeg kommer tilbage til den rige verden.

Theresia i sengen med sine børn

Men Theresia havde kun én seng til dem alle og hendes gulv var frygtelig beskidt og stod under vand, hvorfor det var umuligt for mig at bo der, skønt hendes blikskur var så stort at der godt kunne have stået to senge. Hun foreslog derfor begejstret at jeg skulle bo hos hendes datter Agnes, som jo havde sit eget blikskur ved siden af de lesbiske. Det var ikke nogen dårlig erstatning hvis jeg ville leve mig ind i aidsofrenes verden, idet Agnes var en usandsynlig smuk pige på 19 år. Hun vidste dog ikke om hun selv havde HIV, men hendes veninde Elina, der boede bag en metalplade i samme blikskur, gik til behandling på den katolske Aidsklinik for sin et-årige datters aids, så det var bedst at gå ud fra at alle havde det, hvilket nok også var sandheden i Damara, hvor der hver morgen var begravelsesoptog i vores gade.

Agnes foran vores hytte

Efter to nætter uden søvn tænkte jeg dog mere på overlevelse end på aids og kom bogstaveligt krybende på alle fire ind til Agnes. For hendes "dør" var så lav at den kun gik mig til knæet og selvom alle hendes blikplader havde huller så store som stjerneglobuser (thi sådan så de ud når stjernehimlen blinkede igennem), brugte hun alligevel over ti minutter på sindrigt at låse denne blikklap med en tung jernlænke pga. sin egen angst for kriminelle og voldtægtsmænd. Dette havde den ulempe at jeg nu ikke kunne komme ud at tisse, men med alle de store huller i væggene var det en let sag at svinge mit efterhånden skrumpede "lesbiske" jern ud igennem et smart lille hul - perfekt udskåret med posenedhæng. Dog måtte jeg stå ret op, oven over Agnes i enkeltsengen, som fyldte hele rummet. Afrikanske kvinder er dog ikke så sarte, opdagede jeg hurtigt. Heller ikke her fik jeg meget søvn, da jeg jo stadig kunne høre pusherne, når de hamrede på blikhytten en armslængde væk og forestillede mig i mine værste mareridt at de stak en pistol ind gennem det dertil ligeså velegnede tissehul. Dette mareridt blev faktisk virkelighed den næste nat. Jeg havde givet penge til Agnes til lidt mad og til at bygge kisten til sin mor færdig med, som jeg hjalp hende med om dagen oppe i Aidsklinikken. Men hun må være kommet til at fortælle en af sine venner om det, for næste nat røvede en gangster alle pengene fra hende.

Agnes

I sin stille fotografiske skønhed var hun et usædvanligt blidt menneske uden mindste seksuel aggression overfor mig, hvilket er en fordel når man skal sove så tæt sammen. Denne side var i øvrigt ikke helt så let at håndtere, da jeg siden boede hos Ovambokvinderne oppe ved Angola. Men i begge tilfælde nød jeg igen at føle den fedtede hud og indånde den særlige søde lugt af sorte kvinder, som ikke har let adgang til bad. I sydstaterne i USA havde jeg i lang tid troet at det var "sådan sorte mennesker lugter" indtil jeg en dag blaffede med en veninde og vi sammen tog bad hos playboymillionæren, Tommy, kendt fra mit lysbilledshowshow. Nøjagtig det samme oplevede jeg senere i Ovamboland, hvor en kvinde jeg boede hos gerne ville prøve lidt luksus, hvorfor jeg tog hende til det hotel Ibis allerede havde betalt for mig, hvor hun pludselig føltes og lugtede som en "dronning", som hun selv sagde. En forskel var der dog mellem USA’s fattige sorte med deres ofte usmukke ansigter - fortrukket af vrede og smerte - og disse smukke namibiske kvinder. Mens arme og ben på USA’s sorte altid er skrammede af lyse ar, som aldrig heler fuldstændigt, så jeg intetsteds her ar på deres glatte ensartede sorte hud. Og selv om de havde født børn, havde de ikke som de fattige sorte i USA de underlige posede maver, der kan ødelægge enhver seksuel lyst.

Ung kvinde, som jeg boede hos i Ovamboland

Hvis jeg midt i al denne skønhed i øvrigt skulle have haft sådanne lyster, var den allestedsværende aids selvfølgelig nok til at dræbe dem, hvorfor mit forhold til Afrikas kvinder fik samme karakter som til de mange lesbiske, jeg arbejder politisk sammen med i USA - af intimitet frem for seksualitet. Intimiteten er om ikke andet vigtig hvis man vil undgå at udvikle den ubevidste evasive racisme, som aidsfrygt hurtigt kan give anledning til. Men lige så vigtigt er det at undgå det seksuelle, hvilket jeg mere eller mindre "uskyldigt" opdagede mange år før der kom Aids, da jeg i min ungdom blaffede Afrika rundt for at finde projekter, som Amerikanske Billeder kunne støtte økonomisk. En aften forvildede jeg mig til at kysse en kvinde – mere blev det ikke til – men alligevel ringede hun mig i årevis efter op i Danmark. Derfor har jeg under alle mine talrige senere rejser i Den Tredje Verden ALDRIG en eneste gang fraveget mit stædige princip om at man ikke må kaste sig ud i seksuelle forhold til de indfødte. Med al den rigdom, man selv repræsenterer, og de håb om hurtig flugt, denne afstedkommer i de fattige, er det slet og ret udbytning og racisme at kaste sig ud i den slags uansvarlighed.

Kvinde jeg boede hos i Ovamboland

Men mellem forskansningens, frygtens og ensomhedens pigtrådsindhegnede borge så store at man må have tjenestefolk og vagter til at passe på dem og den magtberusende seksuelle udbytning, der er ligeså ødelæggende for forholdet mellem bistandsgiver- og modtager, må der kunne findes en middelvej af anstændige, intime og nok så udbytterige menneskelige relationer. Hvis ikke, er det nok grunden til at jeg aldrig er blevet fast udstationeret ulandsfrivillig, da jeg allerede under 80’ernes blafning gennem Afrika indså at jeg hurtigt selv ville blive en del af den ulandsracisme, som jeg angreb så voldsomt i www.american-pictures.com/dansk/artikler/carerace.htm .
Jeg har dog al mulig respekt for alle jer der ihærdigt – og sikkert lige så forvirrede som jeg – forsøger at opnå meningsfyldte ikke-dehumaniserende menneskelige relationer i denne vanskelige situation for at kunne yde et stykke arbejde, som nu engang er nødvendigt.

 

 


 

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt;