Indlæg til Politiken juni 2004 efter længere tids debat om Hizb-ut-Tahrir bør forbydes.

Flere har kommenteret mit "Forsvar for Hizb-ut-Tahrir" ved at udtrykke velbegrundet frygt for terrorisme og påpeger at det måske er lidt naivt af mig at have "tolerance som tro". Da en sådan angst let ender i diskrimination mod ikke blot HT, men alle muslimer, ønsker jeg at give tvivlerne lidt beroligende viden. Mit forsvar er nemlig ikke baseret på tro, men mange års viden fra mit arbejde blandt vredens mange andre børn:

1. Når Clinton-regeringen efter en enorm undersøgelse konkluderede at HT er konsekvent ikke-voldelig og i intet land har samarbejdet med terrorister, synes jeg ikke det er naivt at undersøge hvad medlemmerne rummer i hjertet frem for i deres konfrontatoriske retorik. Men mange lande gør det modsatte med forbud mod at de ytrer deres vrede - frem for forbud mod at medierne viderebringer den med henblik på at "sælge" frygt til deres læsere.
    

2. Man overlever ikke som jeg i sorte voldelige ghettoer i 34 år uden at kunne skelne mellem voldelige mennesker og voldelig anti-hvid retorik. Hver gang jeg som hvid overfuses af fjendtlig verbal vrede, ved jeg at jo højere der råbes, jo tryggere er jeg. Efter en times råben begynder "overfaldsmanden" nemlig altid at tage mig kærligt i armen og – når jeg lader ham rase helt ud – har jeg hver gang fået mig en ven for livet. Derimod har jeg lært at vogte mig for er de stille vrede (narkomaner), som kan stikke én ned bagfra.
    

3. Når jeg har unge danskere med til Ku Klux Klans seancer ude i skovene, bryder danskerne rystede i gråd over at høre klanens hadefulde retorik mod de sorte. Jeg selv har for længst lært at der intet had er i mine Klan-venner, men derimod afgrundsdyb personlig smerte. For allerede næste dag ser jeg dem gå på jagt i de selv samme skove med deres sorte venner, som de i gennemsnit har langt flere af end danskerne har muslimske venner. Parallellen til HT er her at klanen konfrontatorisk søger vores og mediernes had som kompensation for den kærlighed, de hungrer efter, men ikke kan opnå fra os.
    

4. Når mine muslimske venner med ordene "for HT er farlige" bebrejder mig fordi de ser mig til HT-møder - men ikke ser noget odiøst i at de selv er til stede - viser det dels at HT ikke har den opbakning, medierne skræmmer os med, og dels at disse muslimer blot bruger HT’s medieopblæste forum til selv at få luft for deres vrede over danskernes foragt for dem. Dette oplever jeg parallelt i USA når jeg ser mine mange venner blandt gospelsyngende sorte mama’er med deres tyndslidte bibler under armen sammen med tusinder af andre sorte kristne lufte vreden over deres ghettoisering ved De Sorte Muslimers stormøder i Madison Square Garden. Forskellen er blot at trods disse møders hadefulde og antisemitiske retorik, som får HTs til at blegne, ville New York - verdens største jødiske by med jødisk borgmester - ikke som København drømme om at nægte dem lokaler. For "Vreden, Gudinde! må besynges", rappes eller rases ud hvis Peleiderne i blandt os ikke skal ende med at styrte Trojas og Manhattans tårne i grus.
    

5. Og netop dette oplevede jeg at terroristerne, som sprang World Trade Center i luften i 1993, ikke gjorde mens de lavede nitratbomben i mit lysbilledopbevaringsskur i Jersey City. Disse ægyptere var udadtil smilende og høflige at snakke med, men modsat de højtråbende og åbne HT'ere, forekom de mig umulige at få et dybere venskab med. Dette kostede også mig dyrt, da jeg måtte aflyse mange foredrag efter terrorangrebet mens FBI afspærrede bygningen fordi resterne af nitraterne truede med at selvdetonere. "Tomme tønder buldrer mest," men jo mere de buldrer som HT, jo mindre krudt indeholder de og jo tryggere føler jeg mig nu - efter bittert at have lært at terrorister arbejder i stilhed.
    

6. Buldret fra vredens børn lyder aldrig smukt, men vi behøver jo ikke at stille os indenfor hørevidde. Men prøv alligevel altid at lytte bagom ordene:
   Straks jeg hørte modsætningsforholdet mellem "Dræb alle jøderne" – HT’s eneste forbrydelse hidtil - og alle demonstranters kampråb: "Død over den og den!" vidste jeg at der lå en dyb personlig smerte bag ordene. Da jeg kontaktede Fadi Abdullatif, som fik sin velfortjente straf for løbesedlen, blev jeg derfor ikke forundret over at høre at hans familie i 1948 mistede al jord og ejendom, da jødiske militser fordrev den fra det nordlige Israel. Både på mødrene og fædrene side omkom mange ligesom hans familie stadig er under beskydning i flygtningelejre på Vestbredden. Resten af familien kan han ikke vende tilbage til i Akko, den idylliske korsfarerby vi andre nyder som turister.
   På nøjagtig samme måde hører jeg smerten og israelernes angst bag en rabbis næsten enslydende ord i en pjece fra Fadis egentlige læremester, den israelske hær: "Vis ingen tillid til ikke-jøderne. Dræb selv de bedste af ikke-jøderne." Blot kan det undre at "barbariet bag ordene ikke gav anledning til alarm, principiel gendrivelse i Israel eller nogen notits i jødiske publikationer her i USA" – eller Danmark – skriver Steven Schwarzschild, professor i jødiske studier, som jeg låner citatet fra.
    

7. Sluttelig genkender jeg fra mange års workshops om antisemitisme dennes klassiske hæslige sygdomsbillede i hetzen mod HT. Den typiske antisemit havde aldrig personligt mødt en jøde, konkluderede Sartre om den tid, da vi havde millioner af jøder i Europa. Men den typiske antimuslim har endnu mindre mødt et HT-medlem. Disse er nemlig i antal at sammenligne med "visigoterne" i Roberto Benignis "Livet er smukt" – altså en ikke-eksisterende gruppe, som vi trygt kan dæmonisere og tillægge alle mulige dårlige egenskaber om et allestedsværende konspiratorisk netværk, der gør vore børn hadske i skolerne, truer Naser Khaders møder osv. Blot er der den lille korshage ved det, at deres netværk er så lille at ingen af dem endnu har hørt om vores debat om dem i Politiken, opdagede jeg ved stikprøver – travlt som disse få lige nu har det med deres eksamener – og værst af alt, at vores hetz lammer og sårer alle andre muslimer. Men dette er måske også hensigten, hvis vi graver lidt i vores underbevidsthed?
    

Læs også
"Hizb-utTahrir - en gave for demokratiet"