I. Om fodfolkene fra Tvind der var blaffet helt til Zimbabwe fra Danmark

Første gang jeg mødte Tvindfolkene i Zimbabwe var på gaden i Salisbury. De var en 10 stykker lige kommet ind fra diverse projekter i bushen. De var snavsede, havde jord under neglene og gik klædt i tøj, der vidnede om at de knoklede hårdt. De stod i så skærende kontrast til Zimbabwes luksusklædte hvide indfødte, at jeg på stor afstand var klar over at de var fra Ulandshjælp fra Folk til Folk. Straks de åbnede munden begyndte jeg at indse, at jeg her stod overfor en sandhed, der var stik imod den negative stemning, den danske presse har pisket op imod Tvind skolernes ulandsarbejde. 

De udstrålede en idealisme, som var uundgåeligt smittende selv på en skeptiker, fordi de umiskendeligt stod med begge fødder på jorden. De var barske i deres beskrivelser af deres oplevelser i bushen, men uden at virke forråede. De var stolte over de klinikker, skoler og værksteder, de havde skabt så at sige ud af det rene ingen ting, men uden at være ufølsomme over for de omkostninger, det havde haft for dem selv og de kammerater, der var faldet fra. Alligevel havde de ikke meget til overs for flertallet af de frafaldne, hvoraf medierne derhjemme jo har brugt mange i kritikken af UFF. Et meget stort antal var direkte blevet bortvist for hashrygning, hvilket naturligvis ikke var den grund de selv anførte ved hjemkomsten. Mange havde været mere eller mindre alkoholikere, og var derfor hurtigt stukket af fra de tørlagte områder i bushen ind til det mere attraktive liv i byerne, hvor pengene hurtigt slap op.

"Men først op fremmest havde mange af dem aldrig set en skovl før - eller endog været udsat for at der ikke engang var en skovl til stede, men at man selv skulle lave redskaberne. Mange af dem troede sikkert det var en interrailtur, de skulle på, og det kom som et chok for dem at blive læsset af et øde sted i junglen midt i regntiden og at blive sat til at bygge alt op af ingenting:

En del af den psykiske virkelighed oplevede jeg f.eks. da jeg en nat lå på det stampede kogødnings-oversmurte lergulv hos en familie i en stråhytte ca. 20 km ude i bushen. Den ene af drengene i hytten havde stærke smerter i ansigtet fra en copra slange, som havde spyttet ham efter at have dræbt den ene af deres høns natten før. Jeg selv lå med et mildt tilfælde af malariafeber som forstærkede min spekulation om hvad der mon nu ville ske hvis jeg blev syg eller bidt af en slange. Ja, så var der 4 timers gang gennem jungleagtigt krat til nærmeste landsby, hvor telefonenerne i øvrigt ikke virkede.
 

Selv i de fjerneste hytter i bushen insisterede de altid på at jeg fik et bad inden jeg skulle dele de ler- og komøgsstampede gulve med dem.
 

Det er dette ulandschok, der får mange af de svageste til at bryde sammen og tage hjem, men for mange af de resterende er det utvivlsomt også denne personlige identifikation med lidelsen der gør virkeliggørelsen af en klinik i disse fjerne områder så uopsætteligt nærværende og magtpåliggende. Det er ikke mindst denne selvopofrelse, der har gjort så stærkt et indtryk på den indfødte befolkning. Jeg glemmer ikke den 16-årige dreng, jeg mødte i en bus. "Kender du Karl, Åge, Gretha, Birgitte osv.?" spurgte han ivrigt, da han hørte jeg var dansker. Han fortalte så om hvordan hans forældre var blevet myrdet af Ian Smith tropperne, hvordan han var flygtet til Mocambique og efter krigen kom tilbage sammen med 3000 andre børn uden noget hjem at vende tilbage til.

Aftenbøn i en rundhytte inden vi alle delte det samme gulv.


 

Biblen for disse ulandshjælpende danskere synes at være den tykke bestillingsbog for toldfri varer til folk i udenrigstjenesten, hvorfra de bestiller alt fra whisky til superstereoanlæg, farve-tv og biler - i reglen de dyreste modeller, som kun få i Danmark har råd til og kun de få, som skaffer det på ulovlig vis, har råd til i det omgivende uland. Selvom mange af disse eksperter uden tvivl gør et udmærket arbejde (rent teknisk) er hele deres livsførelse så korrumperende både for dem selv og det omgivende samfund, at totalværdien (hvis en sådan kunne måles) af dette ulandsarbejde måske er negativ. At leve et liv, der objektivt set er en direkte fortsættelse af de gamle koloniale embedsmænds (mange steder er de flyttet direkte ind i disses efterladte boliger) vil i en efterkolonial tid mangedoble det sygdomsbillede man så under kolonialismen.

De menneskelige omkostninger for en selv ved at sætte så store skel mellem sig selv og den lokale befolkning er da også ensomhedsfølelse og en rystende herrerace-mentalitet, som jeg ikke havde drømt om at finde i danskere. Ensomhedsfølelsen viser sig i form af manglende evne til at kommunikere med de indfødte samt træthed og irritation, der efterhånden ender i intolerance og racisme. Faktisk har jeg kun sjældent i Amerika oplevet en racisme så udtalt, som den jeg oplevede hos nogle af eksperterne med deres udtryk som "de vilde". Herrementaliteten viser sig i ansættelsen af tjenestefolk, som objektivt lever som slaver og derfor også opfører sig som slaver. Og opfører man sig som slave, bliver man også hurtigt set ned på.

Det var ufatteligt for mig at opleve hvordan velmenende unge danskere af typen man kunne kalde for kystbanesocialister i løbet af ingen tid kunne forvandle frie mennesker til en krybende servilitet mere forkrøblet end jeg har set det i noget amerikansk plantagehjem. For sådanne unge danskere, der måske for to år siden sad i et lille kollegieværelse, er der måske en særlig magtberuselse ved at blive tiltalt som "mor" og "far" og i øvrigt have langt mere magt over disse "børn" end hvis de var rigtige børn, som man jo ikke blot kan smide væk efter endt brug. Da de er uden menneskelig og kulturel kontakt med de indfødte – ja, nogen havde været der i 8 år uden en eneste gang at have boet i et sort hjem endsige en hytte på de sortes egne præmisser - ser de alting ud fra en europæisk effektivitetssynsvinkel og kommer derfor ustandseligt i konflikt med deres "slaver". At se en ung dansk husmor af typen, der i Danmark ville stemme på VS, rase mod sine ansatte fordi der er forsvundet et lille stykke kød fra den overfyldte fryser er faktisk en rejse til Afrika værd. At høre hende skændes med sin mand for at få vedkommende "slave" fyret (dvs. stødt ud i 80 % arbejdsløshed, hvoraf den praktiske betydning af slave opstår), er så absurd et møde med overflodens danskere, at jeg hurtigst muligt flygtede ud til de afrikanske hytter igen, hvor man hver gang oplever at de slagter måske deres eneste høne, når en gæst kommer på besøg.

Det er umuligt at fatte for Danida eksperterne hvorfor deres slaver stjæler fra dem (tyveri og slavementalitet har nu engang altid hængt nøje sammen) når de nu er så gode overfor dem ved at give dem dobbelt så meget i løn som det omgivende samfund, skønt de godt ved at selv denne løn ikke er i stand til at købe en familie med børn lidt kød, hvis de også skal have tøj på kroppen. Den forbrydelse at have en slavefamilie i et lille skur i hjørnet af haven klods op af en villa, der bugner med alverdens luksusvarer, glimtende lys fra farvefjernsynet og maddufte fra kødgryder nat efter nat er slet og ret en forbrydelse, for selv om disse tjenestefolk materielt betragtet har det bedre end de ville have det ude i kompounden, har de det dog psykisk set ikke bedre end f.eks. de velstillede sorte i Sydafrika, hvis regering praler med hvor meget de materielt har det bedre end de har det i de sorte afrikanske lande. Kriminaliteten (som udtryk for selvundertrykkelsen og selvforagten) er da også langt højere i Sydafrika end i det sorte Afrika. At disse slaver i øvrigt er under stort pres fra familien ude i slumkvartererne for at skaffe dem lidt af herlighederne fra Danida-fæstningerne bør heller ikke glemmes, da det jo netop et dette udvidede familieforhold der gør disse lande i stand til at overleve 75 % arbejdsløshed. I Tanzania boede jeg hos danske eksperter, der af samme grund følte sig tvunget til at leve i store enklaver omgivet af elektrisk pigtråd med bevæbnede vagter dag og nat. En af danskerne, som selv gik med pistol, fortalte mig at han havde givet ordre til sine vagter om at "skyde for at dræbe" (shoot to kill) indtrængende indbrudstyve fra slumkvartererne. Et dette virkelig dansk ulandshjælp år 1982 at man dræber dem man postulerer at ville hjælpe?

Kan det undre at nogle af disse mennesker føler sig fristet til i stedet at stjæle fra bistandsarbejdernes luksusvillaer?

 

Den utrolige velstand disse udenlandske eksperter omgiver sig med, har således medvirket til en uhyggelig eksplosion i kriminaliteten, og derved en stadig dybere undergravning af samfundet. Det er ganske almindeligt at Danida-eksperterne får deres huse tømt to gange om året. En af dem jeg besøgte i Zambia fik huset tømt under mit besøg. Bortset fra angsten, kan de tage ret let på det, da det hele normalt er forsikret i Baltica for f.eks. 300.000 kr. Danida betaler derpå Baltica hvorfor der jo let bliver en lille gevinst tilbage efter at man har fået det ny sæt luksusmøbler, farve-TV, superstereos osv. sendt ned. Det er selvfølgelig også en form for ulandshjælp man dermed giver til fattigkvartererne, men ethvert røveri man på denne måde fremprovokerer i lokalbefolkningen betyder samtidig en uhyggelig korrumpering af samfundsmoralen og dermed undergravning af det samfund, man er sat til at hjælpe. Også ved at man med sin udstilling af den danske overflod er med til at sætte normer for udviklingslandets befolkning. Det er klart at den afrikanske embedsmand, som måske har lidt store afsavn for at få sin uddannelse, eller som har mere magt eller føler sig på et højere niveau end de udsendte eksperter, naturligvis ikke føler at han skal stå tilbage for disse i levestandard. Men da hans løn ikke vil kunne opretholde en sådan levestandard, er han tvunget til at bruge sin magtposition til at opnå det, hvorved korruptionen opstår.

I samfund, der bygger på lighedsidealer såsom Tanzania og i mindre grad Zambia, er det slet og ret en forbrydelse efter min mening at udstille en sådan grotesk model for ulighed. Jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at det netop er os skandinaver, der ved så iøjnefaldende at videreføre englændernes gamle imperiale samfundsmodel ved at føre en endnu mere skrigende overflodslivsstil end den koloniale englænderne lagde for dagen, har vi fra begyndelsen i den grad korrumperet Tanzanias socialistiske idealer og er derfor en af hovedårsagerne til at landet i dag 20 år efter uafhængigheden er gået neden om og hjem i korruption og stagnation. Det lyder som lidt af en påstand, men det er et spørgsmål om vi ikke direkte fører an i denne korruption. Det var således lidt af et paradoks for mig overalt at høre de udsendte danske eksperter beklage sig over hvor udviklingshæmmende de lokale korrupte embedsmænd er, når danskerne selv næsten alle over en kam veksler deres løn på sortbørs og derved unddrager disse fattige lande millionbeløb.

På denne måde er de i stand til både at fordoble og tredoble deres levestandard på landets bekostning - hvilket uden tvivl er dygtigere gjort end selv de mest korrupte embedsmænd kunne stjæle sig til. Danskerne siger at de ikke kan leve hvis de ikke veksler sort, men det afhænger sandelig af om man ønsker at leve 100 skridt foran den lokale befolkning - eller kan nøjes med 50 skridt. Jeg mener, om man vil have kød på bordet hver dag mens "slaverne" ude i baghuset højest får det en gang om måneden - eller om man kan nøjes med det hver anden dag. Jeg har nemlig aldrig i noget hjem i Danmark set folk spise så meget kød, som disse udsendte eksperter gør det hernede.
 

Han var udstationeret i en mindre by og havde været så mange af byens piger igennem, at det nu var blevet myndighederne for meget og de har anlagt sag imod ham.
Det almindelige er at pigerne placerer deres børn hos forældrene i de op to år disse affærer varer ved.
Særligt i Botswana så jeg i slumkvartererne et hav af lyshudede børn, men fænomenet er vist kendt i alle landene med udsendte eksperter i. Jeg har naturligvis intet imod intime forhold til andre racer, men når disse udlændinge udelukkende skaffer sig sådanne forhold i kraft af den overflod, de omgiver sig med, så er det slet og ret prostitution og udbytning.

Den menneskeforagt, disse danskere udviser i sådanne herre-slavinde-forhold…......
 

Dette var den sidste hytte jeg boede i hos mazaierne inden jeg med fly fra Nairobi flygtede hjem og svor at jeg aldrig ville have med ulandshjælp at gøre igen. Sjovt nok ville mazaierne gerne lade mig sove sammen med dem i deres grenbyggede hytter, hvor 20-30 gedekid sprang rundt på maven af mig, men disse stolte mennesker ville ikke lade mig fotografere dem uden at få penge af mig. Jeg ville ikke korrumpere dem og mig selv som fotograf på den måde, men fandt siden i CARE en ligeværdig måde at tackle dette problem på.

_________________________________________________________________