Previous

Home

alt="Next"

  

Hvordan bliver vi racister?

I den følgende billedserie kan du få lidt hjælp til at komme i kontakt med din egen racisme og forstå den.
Danskerne studser altid når jeg kalder os herhjemme racister. Vi har i mange år vænnet os til forestillingen om at racisme er noget, der kun findes i lande som fx USA og Sydafrika, at det nogen som er ”værre end os selv”. Sådan tænkte jeg også, da jeg ankom ung og naiv til USA i 1970. Men da alle amerikanere, jeg mødte, var søde og dejlige mennesker, forstod jeg derfor ikke racismen, og kunne kun fotografere dens sørgelige og synlige ødelæggelse af mennesker uden at have begreb om dens årsager.

Siden begyndte jeg at vise Amerikanske Billeder i USA. Det rystede studenterne derovre så meget at jeg var nødt til at følge op med spørgerunder næste dag. Ud af disse voksede mine racisme-workshops, og jeg begyndte langsomt i dialogen at se en fællesnævner bag de hvide elevers udsagn, som ikke handlede om de sorte, men om deres egne tidlige skader under opvæksten. Det er skader, som de ofte har ”lagt låg på” uden at have fået hjælp til at bearbejde dem, og som de nu på den ene eller anden måde ubevidst projicerer ud andre i form af negativ og afstandtagende tænkning. Udadtil normale og mentalt sunde elever, der ikke adskiller sig synderligt fra de fleste danskere. De har aldrig set sig selv som racister før, men oplever i vore intense workshops en stor befrielse ved at blive bevidste om deres racisme og at arbejde med den.

 

 

 

 

Illustration af vort åbne sind ved fødslen med hukommelsesbokse i periferien.

”Ingen er født fordomsfuld”
 

1. Denne tegning forestiller vort åbne sind ved fødslen, hvor det er parat til at blive fyldt op med alverdens informationer fra det samfund, vi vokser op i. Alle disse informationer flyder ind her gennem vore sanser. Først fra forældrene, siden fra hele samfundet, vi lever i. Derefter prøver vi at sortere det hele og at forstå det herinde. Når vi som børn har forstået det, opmagasinerer vi det i vore hukommelsesbokse herude i de og de kasser, hvor vi føler at et givent stykke information hører hjemme. Når vi senere i livet er ude for begivenheder, som minder om de oprindelige, kan vi øjeblikkeligt i disse ordnede kasser finde småbidderne, som skal bruge til at løse de nye problemer med på en klog, logisk og fornuftig måde. Det er det der er så skønt ved menneskesindet: vores enorme evne til smidig tænkning……modsat en programmeret computer.

  


 


 

Min kone, Vibeke, med vores søn 1980

Edwina Moses – en ung mor i New Jersey.

2. Men problemet, vi har, er at de fleste af os ikke er særligt gode til dette fordi vi så tidligt i barndommen bliver skadede. Lad mig antyde en af de første skader, vi måske fik. Som helt små sad vi i dagligstuen med f.eks. vores mor og en vidunderlig leg eller kærlighed flød mellem mor og barn. Det forekom os at denne salighed ville fortsætte evigt. Men pludselig ringede telefonen med et foruroligende budskab til moderen – måske om sygdom eller død i familien eller at hun var blevet fyret – i al fald noget vi som barn ikke forstod. Lidt efter kom moderen tilbage dybt bedrøvet, i smerte eller i vrede – ”helt ude af den”, som man siger. Og ud af hendes voldsomme vrede eller smerte langede hun måske uforvarende ud efter barnet, som forventede at den vidunderlige leg skulle fortsætte. Så hvad skete der med os den gang? Vi begyndte at græde, vi blev skadede.

  

  
Gene, en massemorders datter, hvis undertrykkelse jeg har fulgt gennem 10 år.  

Tre generationers vold. Gene med hendes voldelige mor, Tina, og dennes far, som selv havde tæsket og mishandlet Tina som barn.

3. Men gråden var en god reaktion på denne skade eller krænkelse. Gennem forløsende gråd forhindrer vi at en sådan lidelsesoplevelse sætter sig fast derinde. Vi er i stand til at få afløb for vores smerte og derefter at kunne udsortere den, at få orden på den derude i vores hukommelsesbokse. (Senere kommer mere tekst her).

  

  

Tina under en afstraffelse af Gene kl. 3 om natten.

Tina pryglede børnene i en uendelighed når hun var fuld, men blev selv dræbt to år efter dette billede.

4. Men i mine rejser så jeg hurtigt – særligt i udsatte fattige hvide og sorte hjem i USA – tendensen til at slå børnene og yderligere at skade dem når de græder. Men også vi med større overskud forsøger trøstende at standse helingsprocessen. Vi siger: "Græd ikke, vær ikke nogen tøsedreng, opfør dig nu som en mand!" Her ser vi allerede sexismens rødder og en årsag til at vi næsten er ude af stand til at græde som voksne mænd. Det er her den værste skade sker når vi bliver afstraffede i forsøget på at slippe af med vores smerte. Så går alt muligt galt. Hele vores smidige tænkemaskineri lukker sig, vi kan ikke bearbejde de modtagne informationer. De sætter sig fast derinde i en stor sammenvævet knude af uforarbejdede informationer.

  

  

Kontanthjælpmodtageren Eveleen Halls forsømte barn i Jersey City uden for New York.

Fattig alkoholiseret familie i Louisiana.

5. Senere i livet, når vi har lignende oplevelser der minder om de tidlige smertefulde oplevelser, kan vi ikke finde de stumper af informationer herude som vi har brug for at kunne forstå og bearbejde de nye problemer med. Nej, i stedet dukker de op som én stor knude af ubehandlede vrede og emotionelle informationer. Hvis f.eks. kæresten lige er skredet fra os, så er det næsten umuligt for os at skrive en stor opgave lige bagefter. Vi kan vi ikke tænke klart. Det er denne store knude fra smertelige skader som kører i vores sind der. Vi kan simpelthen ikke tænke særlig godt. Det sker for os alle når vi bliver skadede. Jo mere smerte og mishandling vi går igennem, jo mindre klart tænker vi. (Skriv om)

  

  
Illustration af vort sind efter at de første skader begynder at hobe sig op.
 
Massemorderen John med hans mishandlede datter Gene. Datteren blev efter moderens død tvangsfjernet og opdraget af en religiøs familie, men i dag har John fået hende tilbage.

6. Hvad angår racisme er alle vi hvide dybt skadede. Når folk f.eks. ser Amerikanske Billeder er det ikke ordene i showet, der er vigtigst, men at man under oplevelsen tvinges tilbage til erindringer fra barndommens sårende og uforståelige budskaber om ”de andre,” som vi fik fra vores forældre mens vi endnu havde et åbent og kærligt sind over for alle. Pludselig dukker denne dyb smerte fra barndommen op og overvælder vores tænkning. Derfor ser jeg ustandseligt folk, der til daglig virker fornuftige og veltilpassede, pludselig komme løbende ud fra showet, råbende og skrigende hysterisk. Det er fordi de pludselig ikke kan tænke klart, de kan ikke finde de brikker herude og i stedet er det alt det stof herinde som vælder op og overtager sindet.

  

  
Skilt i det mordplagede New Orleans: ”Du skal ikke slå ihjel”.
”Underskriv begæring om at få dødsstraffen tilbage.” I 1970’erne havde USA’s højesteret afskaffet dødsstraffen som ”grusom og usædvanlig afstraffelse.”

7. Når vi bliver ældre bliver vi mere og mere skadede af livets oplevelser. Til slut bliver vi omvandrende, kroniske lidelsesmønstre, som vi afreagerer i mønstre der reflekterer al vores smerte herinde.  Vi kan ikke tænke særlig fornuftigt om forholdene omkring os. Amerikanerne er f.eks. blevet dybt skadede af et uhyre voldeligt samfund og ender med at stemme for dødsstraf, hvilket overhovedet ikke giver mening i andre samfund. Vi bliver rigide i vore tænkemåder når vi bliver ældre, mister vores smidighed og uendeligt fleksible sind og bliver kantede i opførslen. Når vi som børn besøgte vore bedsteforældre skulle hver en potteplante og nipsting stå præcis der eller der. Flyttede vi dem lidt, kunne de blive helt bestyrtede. Som unge er vi ikke så rigide og synes de voksne er ”hysteriske.” Disse forsvarer sig med: ”Det er nu engang sådan JEG er!” Men det er ikke sådan de ER. Det er sådan de blev undertrykt til at BLIVE.


Racisme

 

  
”Sydstatsmand – af Guds nåde.” Mand i Louisiana.
Klanmand i Alabama.

8. Den her skitserede psykologiske model forstår de fleste intuitivt. Lad os nu forsøge at overføre den til emnet racisme og forsøge imens løbende at oversætte i hovedet til sexisme, antisemitisme, islamofobi, homofobi og alle de andre dybt forbundne fætre og kusiner. Men når jeg taler om ”vores racisme” er det altid lettest at starte med de racister som ”forekommer” værre end os selv. Al racisme er jo en projektion ud på andre. Vi går jo ikke til daglig rundt og ser os selv som racister. Så lad os starte med den gammeldags racist i USA’s sydstater, som vi kender fra film som ”Mississippi burning” og vi ser straks typerne for os. Men hvordan blev de mon sådan? Vi ved jo nu at ingen fødes sådan. Børn i alle samfund fødes jo med et åbne, kærlige sind med appetit på livet – indtil vi skader det. Så hvordan blev fortidens ”gammeldags” racister skadede?

  

   
Fattig familie i Florida.
Fattig familie i North Carolina.

9. Meget tidligt i deres opvækst hørte de budskaber og udsagn fra deres forældre som ”Niggers are dirty” eller ”Leg ikke med de børn henne i gaden, de vil dolke dig!” Dette er fuldstændig irrationelle og vanvittige budskaber for det fordomsfri og kærlige barn med appetit på livet, som vi har i alle samfund til at begynde med. Barnet forstår det ikke. Børn ser ikke I hudfarve, køn, seksuelle præferancer, etniske eller religiøse grupper før vi skader dem på den måde. Hvad betyder ”Niggers are dirty” egentlig? Noget jeg har lagt mærke til overalt i de hjem, jeg bor I, er at de sorte vasker sig lige så meget som de hvide. Og hvad angår det andet udsagn, ved vi jo at børn ikke går rundt og dolker hinanden. Så begge disse udsagn er fuldkommen irrationelle. Barnet forstår dem ikke.

  

  
Lastbilchauffør, som samlede mig op i Alabama.
Skopudsere i New Orleans.

10. Når barnet ikke forstår oplysningerne fra en lidelses-oplevelse er de ikke tilgængelige stykvis, men kun som én stor, sammensnøret klump. Senere under opvæksten bliver barnet undertrykt med nye skadelige informationer fra forældrenes apartheid-samfund. Hvis de overhovedet huskes, kommer det hele op på en gang, uvurderet og ikke forstået. Gradvist fastlåses sindet og sluttelig, når det bliver voksent, ender det en dag med at lyde som denne lastbilchauffør, som ikke kunne tale om andet end ”nigger, nigger, nigger hele tiden. Da han samlede mig op, stod jeg i Alabama med et skilt som sagde ”Touring USA from Denmark”. Han havde ingen anelse om hvad jeg lavede i Amerika og alligevel var det første han sagde, da jeg kom ind i bilen: ”Er der niggere i Danmark?” Og uden at vente på et svar, begyndte han at lire sætninger af om nigger, nigger, nigger.

  

Fortsæt min billedrejse gennem "vores" racisme
 

Previous

Home

alt="Next"

  

Oversigtskort      Udstillingsplan 1      Udstillingsplan2      Jacob Holdts større fotogalleri

To purchase photo, please contact Jacob Holdt, Copenhagen, Denmark