1. Over hele verden bruger vi Ku Klux Klan som bekvem syndebuk og afledning for vores egen langt farligere racisme. Så hvis vi skal forstå vores egen racisme og komme vor egen negative tænkning om andre mennesker til livs, er det vigtigt at vi først lærer at tænke empatisk om klanen – dels for ikke selv at blive netop det vi beskylder KKK for at være, nemlig uempatiske – og dels for at indse at menneskene bag klanens uhyggelige facade dybest set ikke er forskellige fra os selv. Hvis vi kan lære indlevelse overfor ”skurken”, kan vi uden tvivl lære indføling og positiv tænkning overfor alle andre, vi ikke forstår. I det følgende vil jeg prøve at indføre dig/jer i en bevidstgørelse om din egen racisme.

2. Jo vidst har Ku Klux Klan lavet nogle frygtelige ting i fortiden, og den tids terror må ikke undskyldes. Men uden at forstå mennesket bagved kan vi ikke effektivt modarbejde en gentagelse. Mest kendt er mordene på borgerretsforkæmperne i 1964 fra filmen ”Mississippi Burning”, da USA’s nordstater forsøgte at tvinge integration ned over sydstaterne (Tænk et øjeblik på, hvad vi gør nu!). Så godt som alle i sydstaterne var imod dette – inklusive mange af mine venner som i dag er frisindede og ikke forstår, hvorfor de dengang kørte med på den almindelige hetz mod sorte. Ja, måske vil vi danskere om 40 år heller ikke kunne forstå, hvorfor vi i 2007 kørte med på hetzen mod muslimerne, mod moskeer, mod bederum, mod tørklæder, etc.

3. I dette hadske klima blev nogle fattige hvide (white trash), der både var fordrukne og afstumpede, opmuntret til at støtte modstandskampen gennem en mere voldelig KKK-modstand, – nøjagtig som vi dag ser tilsvarende tabere i Europa gøre det. Dog med den forskel at der er langt flere racistiske overgreb i Europa i dag end klanen stod for i 60’ernes USA. Som følge af den tids herskende holdning i Syden, blev næsten alle klanfolkene frikendt for deres forbrydelser. De handlede altså ”politisk korrekt.” Det var således ikke deres, men ”vores”, dvs. de hvides racistiske tænkning, den var gal med, den racisme, som giver sig udslag i den ”tone” vi anvender i et samfund, hvori vi alle tænker negativt, afstandtagende og bebrejdende om nogen, vi ikke ønsker at integrere i vores ”egen verden”.  

4. Min sorte ekskone Annie legede i sin barndom med to af klanfolkene, der mange år efter blev dømt for mordene i Mississippi Burning: Jim Bailey og Dustin Wayne Posey. Som børn boede disse to som ”poor white trash” i de samme tarvelige shacks som hende selv. Gennem hendes indsigt og mit eget senere møde med andre af de dømte i hendes hjemby, Philadelphia i Mississippi, lærte jeg at se klanens voldsmønstre som mage til de sortes - fremkaldt af følelsen af at være udstødt og foragtet af samfundet. Ingen hvide med respekt for sig selv ville jo bo ”on the wrong side of the tracks.” Gennem de sidste 6 års arbejde med Ku Klux Klan har jeg lært at den tids ”smertens børn” ikke som mennesketype adskiller sig fra mine klanvenner i dag.

5. Gennem talrige interviews med medlemmerne har jeg fået bekræftet det billede, jeg dannede ved i årevis at samle blaffende klanmedlemmer op på mine turneer. Det viste sig, at de næsten alle har været udsat for voldsom mishandling som børn. Ofte incest, men hyppigere prygl af voldelige, fordrukne stedfædre.  For kvindernes vedkommende har de som klanlederens kone Peggy herover ofte været misbrugt seksuelt af en ”underlig stedfar,” som hun siger, og derefter er der blevet lagt låg over det i årevis. Uden at få hjælp til at bearbejde smerten, æder de sig tit ud af den og bliver ligesom mange jeg har haft i mine workshops kæmpefede. Peggy havde afreageret ved at være narkoman, hvad der førte hende ind i rockermiljøer, indtil hun til sidst fandt ”lidt selvværd i Ku Klux Klan”.

6. Som klanfolk er de for stolte til at tale om denne indre skjulte smerte. ”Jeg ønsker ikke at folk skal have medlidenhed med mig” siger de for det meste. Kun gennem lang tids venskab med dem er de i enerum villige til at åbne op og tale om det, hvilket jo netop er et middel til at bearbejde smerten og derved bekæmpe racismen. Først gennem flere dages druk med min ven, North Carolinas Grand Dragon Robert Moore, åbnede han pludselig op for mig, da klangruppen ikke var til stede, og fortalte sin rystende historie. Den undrede mig ikke spor, for han er i alle bøger om KKK beskrevet som en af de mest hadske klanmedlemmer, der ofte har truet moddemonstranter med at ”vi vil opsøge jeres hjem og massakrere jeres børn.”  

9. Tilsvarende voldsmønstre oplever jeg så tit i de sorte ghettoer at jeg ikke kan andet end føle mig hjemme hos klanen. Men hvordan er vi ”udenforstående” med til at forme disse maltrakterede børn? Det mærker jeg let i min egen reaktion på dem. For det mishandlede barn bliver næsten altid indadvendt, lukket, fjendtligt, aggressivt og uroligt og får en karakter, som vi ikke bryder os så meget om. Så uden egentlig at ønske det, udøver vi ubevidst ”undvigende racisme” overfor det.  Det barn som har fået endeløs kærlighed og nærvær bliver derimod typisk selv kærligt, nærværende og udadvendt, hvorfor vi giver det endnu mere kærlighed. ”Matthæuseffekten” om at ”til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages” er alle undertrykkelsers onde cirkel. Da det kærlighedsløse barn ikke kan opnå vores kærlighed, forsøger det desperat i stedet at få vores opmærksomhed.

10. Allerede i skolens første klasser oplever vi denne uophørlige opmærksomhedssøgen som uro fra den slags ”smertens børn”. Lærere ved at de ikke bør diskriminere, men det er menneskeligt at diskriminere mod uro og utilpassethed. Så ubevidst sender vi barnet budskabet ”Du er ikke så god som de andre” hvilket blot øger dets lidelse. I 6-7. klasse viser denne indre smerte sig hyppigt i aggressiv, klodset opførsel med racistiske, homofobiske og sexistiske udbrud, hvorefter vi andre yderligere vender barnet ryggen: ”Sådan en led fyr vil vi ikke omgås.” Netop når de første nødråb og manifestationer på undertrykkelsen viser sig, svigter vi det sårede barn allermest og ghettoiserer det ind i dets smerte i stedet for at give det en kærlig omfavnelse gennem vort venskab. Undertrykkende forældre startede måske nok ulykken, men overalt i verden er det os andre, der får snebolden til at rulle og måske til sidst skabe en klanmand, nazist, seriemorder eller anden slags voldsmand.

13. Men hvis had er det egentlig Ku Klux Klan afslører? Da jeg holdt en racisme-workshop i Ohio Wesleyan University og under omtalen af fattige hvide kom ind på KKK, nægtede de mest frisindede elever at tro på min påstand om at der ikke er mere had i KKK end i dem selv. Jeg kendte ikke dengang KKK personligt, men kom pludselig i tanker om at klanens hovedkvarter var i nabostaten og spurgte eleverne om de havde lyst til at tage med og undersøge det. Jeg valgte to af de elever, der mest ihærdigt havde bekæmpet mit udsagn og tog uanmeldt til klanens hovedkvarter. Vi fik en hjertelig modtagelse af alle og venlige svar på selv vore mest fjendtlige spørgsmål. Under den lange tur hjem sad de to elever målløse og tavse i bilen, hvorefter den ene sagde til mig: ”Jeg vil sige dig tak for at have ændret mit liv. Jeg indser nu at det var mig som hadede og ikke dem.”

14. Jeg besluttede at flytte ind hos denne klangruppe, som af FBI, SPLC og Klanwatch betegnes som ”den farligste og mest hadefulde i Amerika.” Jeg lavede endeløse interviews med medlemmerne om deres syn på sorte, jøder, muslimer og homoseksuelle, men fandt intet som adskilte dem fra alle andre hvide med deres typiske svar som ”my best friend is black” og ”Muslims are good God fearing people”. Kun overfor homoseksuelle havde nogle tydelige fordomme, men når jeg vendte spørgsmålet om for at se hvad de rummede i deres hjerter: ”Hvad ville du gøre hvis dit eget barn var homoseksuelt?” svarede de typisk ”Så ville jeg da elske det lige så meget som mine andre børn.” Mange republikanere i USA vil derimod fornægte deres eget homoseksuelle barn. Også dødsstraf har klanen et mere venstreorienteret syn på end flertallet - sandsynligvis fordi de fleste har siddet i fængsel for kriminalitet.

15. Jeg opdagede at klanlederens egen stedfar er sort. ”Jeg elsker ham. Han reddede min mor ud af narkoprostitution”. Hans kones bedste veninde livet igennem var sort, men ”jeg mistede min veninde, da hun fandt ud af at jeg var i klanen. Det gjorde utrolig ondt at miste min bedste ven.” Klanlederens "hadefulde" søn, Travis, som producerer klanens ugentlige radioprogram, spiller i en rapgruppe sammen med kun sorte ”som jeg elsker overalt”. Jeg fortæller hyppigt folk om disse opdagelser, men en kvinde med en ph.d. i racismeforskning nægtede at tro mig. ”Så kør med og besøg dem!” sagde jeg. Vi ankom uanmeldt en søndag morgen, og da klanlederen så min bil, kom han løbende ud og omfavnede mig med ordene: ”Jacob, hvor er jeg glad for at se dig. Men hvorfor kom du dog ikke i går? Vi havde en kæmpefest og netop du ville have elsket den med alle de sorte og mexicanere, der var med.”  Allerede inden vi havde sagt goddag i klanhovedkvarteret, gik det således op for racismeforskeren at hun havde misforstået visse ting om klanens racisme!!!

16. Siden har jeg inviteret mange andre venner, med på besøg hos mine klanvenner, bl.a. sorte som Rikke Marrott her. Samstemmende påpeger de at de aldrig i det private hører klanen tale i den form for hadsk, afstandtagende sprog, man ustandseligt hører blandt mange danskere – ikke mindst hos danske politikere og i medierne, der atter og atter forsøger at finde fejl hos ”de andre.” Kun to af mine klanvenner har jeg hørt bruge ordet ”nigger” om sorte, mens jeg ustandseligt hører danskerne tale nedgørende om ”perkere” og om fromhedssymboler såsom tørklæder. Klanen er på ingen måde engle, men et den slags hadsk sprog bruges simpelthen ikke længere i dag i USA, hvorfor det heller ikke er naturligt for klanen. De er ”politisk korrekte” nøjagtig som de var det i forhold til dengang i 60’ernes sydstater. For 50 år siden forsøgte USA’s politikere ligesom de danske i dag at ”out-nigger” hinanden for at få den hvide racismes stemmer, dvs. at føre valgkamp ved højrøstet at anklage de sorte for alle mulige fejl og umoralsk og udemokratisk adfærd. Men når tonen ændres hos magthaverne, forplanter den sig altså ned til selv de mest magtesløse såsom Ku Klux Klan.

18. Udtrykket ”white power” skurede slemt i ørerne indtil jeg flyttede ind hos klanen og sov under klanlederens papegøjer, der natten igennem skreg ”white power” ind i mine ører fordi de altid har stået ved klanens telefonsvarer. Men da jeg boede der i klanlederens fugtigtriste fattigdom med det usigelige rod, der karakteriser mange fattige i USA, hørte jeg snart dette nødråb som ”poor white trash power” – et råb om hjælp fra den gruppe fattige hvide, der aldrig har fået nogen andel i den hvide magtstruktur. Klanlederens politiske program er stort set som republikanernes: ”Lige rettigheder for alle. Ingen positiv særbehandling for nogen.” Men hvis jeg foreslår særbehandling for alle fattige og ikke kun sorte, ændrer han med al den inkonsekvens, der er karakteristisk for disse uuddannede klanfolk, straks standpunkt. Som stor beundrer af Martin Luther King ønsker han at være ”for mit folk hvad King var for de sorte.”  

19. Hvis der intet rigtigt had er i Ku Klux Klan, hvorfra får de så deres ry? Jeg prøvede at tage en 17-årig dansk gymnasieelev med til klanmøde for at se hendes reaktion. Hun havde forinden, da vi boede hos klanfolkene, konstateret at der ”intet had er i de mennesker – i al fald ikke så meget som i mine gymnasiekammerater i Danmark.”  Derfor blev hun så rystet over at høre talerne til et større klanmøde ude i en øde skov at hun brød sammen i gråd af angst over at høre ”alt det had.” Jeg morede mig indvendigt, da jeg jo vidste, hvad der sker ved sådanne møder, men sagde så: ”Hvorfor græder du? Du konkluderede jo tidligere at der intet had er i de folk. Du må lære at lytte til smerte og sådan lyder smerte!” At det ikke var had, men afgrundsdybt selvhad hun havde hørt, oplevede hun næste dag, da klanmedlemmerne gik på jagt med deres sorte venner i den samme skov, hvor de lige havde stået og skrålet i toner, der lød hadefulde.

21. Danske politikere har i dag overhalet klanens ”hadske” taler højre om. Det er karakteristisk at stort set alle klangrupper i dag kun bruger eufemismer, når de omtaler sorte. Typisk råber de at ”vi må beskytte vore børn fra narkotika og kriminalitet.” Så ved alle jo at de taler om de sorte. Ironien er at næsten alle klanmedlemmerne selv har været i fængsel for narkotika og kriminalitet, og at de netop i denne kriminelle underverden får mange af deres sorte venner. De unge klanfolk på billedet var lige kommet ud af 5 års fængsel for narkosalg i en sort/hvid bande. Nutidens klantaler bærer derfor præg af både selvhad og skyldfølelse over direkte at stemple sorte. Derimod ynder danske politikere at komme med direkte hadske udfald mod muslimer for at være "kriminelle", "tabere" o. lign. og bruger endog folketingets magt til at udråbe langt værre ting om deres medmennesker (såsom "pestbylder") end Ku Klux Klan skriger i afmagt og smerte i fjerne skove, hvor de ikke skader nogen. Vore politikere både ses og høres og gør sig derved til legitime modeller.

22. Hvor dygtigt disse få tabere manipulerer med vores behov for at hade, oplevede jeg da mine hjemmesider gik ned. Da jeg er en af de få med ”menneskelige” billeder af klanen, kom der så mange millioner kliks, at serveren brød sammen. Undersøger jeg de besøgende, ser jeg at det typisk er 16-årige skoledrenge over hele verden. De har spillet for mange computerspil i barndommen, hvori det handler om at udslette de ”onde” og tror nu naivt at der findes ”onde” mennesker. Jeg selv har aldrig mødt et eneste ondt menneske, hvis indre menneskelighed man ikke kan kommunikere med og få til at blomstre, men jeg har mødt masser af skadede mennesker. Som teenagere begynder disse drenge så at dyrke det onde ved at finde frække ting på KKK’s hjemmesider uden at vide at de fleste er lavet af drenge som dem selv, men med et lidt større behov for at ”blive set”. ”Be a man. Join the klan” genlyder af de sortes gamle nødråb ”I am a man!”

23. Hvor lidt klanen selv tror på det ævl på deres hjemmesider, som de forsøger at få vores opmærksomhed (og had) med, gik op for mig da den klangruppe, som eksperterne kaldte den ”største og mest hadefulde” lod mig – en kendt anti-racist – være deres webmaster. Til min egen forbavselse fandt jeg intet på deres website, som jeg var nødt til at fjerne fordi det var for racistisk. Klanens lånte symboler fra fortiden er selvfølgelig stødende for sorte ligesom tilsvarende undertrykte gruppers brug af hagekorset er det for jøderne.
Men anti-racistisk aktivisme handler netop om gennem sit venskab med disse udstødte grupper at skaffe sig så meget indflydelse at sorte, jøder og andre typiske målgrupper ikke kommer under direkte angreb. Samt gennem sit kærlige nærvær at hjælpe racisten med at bearbejde sin indre smerte. De fleste klanfolk og nazister, jeg har mødt, er kun medlemmer i 2-3 år – og finder så typisk lidt menneskelig omsorg og varme hos en kæreste, i en menighed eller i en alkoholiker- eller narkoafvænningsgruppe.

24. Netop derfor er det naivt at tro at nogle mennesker er født ”onde.” Den eneste i klanen som mine medbragte besøgende syntes virkede ”hadsk” - og som alle i klanen selv advarede mig imod for hans ”hadskhed” - var Brian. Jo, han kunne også på mig virke skræmmende i sin ydre fremtoning og retorik. Så hvilket menneske gemte sig bag ”hadet”? Under lange samtaler med ham stykkede jeg langsomt hans historie sammen. Hans barndom ville han ikke udtale sig om, men som ung i New York havde han været lykkeligt gift og haft en datter på 4 år, som han elskede overalt. Men en dag under bilkørslen blev både konen og hans datter dræbt for øjnene af ham af strejfkugler fra sortes bandeskyderi. I smerte og raseri gik han derefter ind i nazistpartiet og lirede nu racistiske og antisemitiske floskler af som et skjold imod ethvert ydre forsøg på at nå hans indre menneskelighed. Men var han helt uden for medmenneskelig rækkevidde?

26. Her ses Jennifer svøbt i sydstaternes rebelflag, som overalt i verden bruges som hadsymbol. Men Jennifer bliver svøbt i kærlighed når klanlederens kone, Peggy, passer Jennifer. Hun er overstrømmende i sin kærlighed overfor Jennifer og pinligt berørt over at den ”hadske Brian” har lært hende Heil-hilsenen. Men ligeså meget kærlighed så jeg Jennifer få når jeg dagen lang så Brian læse børnebøger for hende derhjemme.

27. Siden skete følgende. Mens klanlederen var i fængsel, overtog Brian klanens radiostation sammen med Tara og brugte den til at sende sine retoriske ”hadske” budskaber ud i æteren. Jeff Berry blev rasende over at Brian ”misbrugte klanen til had” og fik programmet standset af frygt for at Brian helt ville overtage klanen. I lang tid ville Brian derfor ikke lade Peggy passe Jennifer og til sidst tilspidsede skænderierne så meget at Brian og Tara meldte sig ud af klanen og brændte deres klandragter i protest.

28. I længere tid mens de bekrigede hinanden, var jeg bindeleddet imellem dem og fulgte Brian gennem hele udviklingen. For mig var det tydeligt at han nu i Tara og sin elskede datter havde fundet den kærlighed som havde brug for til at komme ud af sin smerte. Han havde ikke behov for længere at udtrykke smerten gennem klanens og nazismens floskler og nærmest søgte en konfrontation som undskyldning for at bryde ud.
Når jeg presser ham i dag kan han godt ind imellem bruge enkelte af de gamle vendinger, men i det store og hele har han løsnet op, kan smile naturligt og er igen begyndt at blande sig med andre mennesker og at arbejde. Og som de fleste andre frafaldne klanmedlemmer tager han aktiv del i det lokale kirkesamfund. Så Brian er et af mine mange eksempler fra mange års racismearbejde på at …….kun kærlighed kan kurere racisme!

29. Klanlederen Jeff Berry og Peggy var på en tilsvarende lang rejse ud af smertens styrende greb. Da jeg ved et tilfælde opdagede at han var fængslet uskyldigt (for at undgå at hans søn kom i fængsel for voldstrusler) gik jeg og Rikke Marrott aktivt ind i hans forsvar bl.a. med mit forsvarsskrift ”Romeo og Julie i klankutter” på Internettet. Vi havde snakket med Peggy om at lave klanen om til en helingsgruppe for både skadede hvide og sorte. Hun syntes det var en god ide, men Jeff savnede det skud adrenalin han altid fik ved som eneste klanleder i USA at have mod til at marchere ind i selv de største byer og blive angrebet af en tusindtallig skare: ”Vi havde 16.000 hyldende tilbedere i New York” sagde han stolt om sit sejrsindtog med 13 fattige klanfolk i denne sorte og jødiske by. Det sårede barn i ham krævede stadig en sådan opmærksomhed, som Peggy og jeg arbejdede på at han i stedet kunne få ved at tale sammen med mig på universiteterne.  

30. Efter fængslet fablede Jeff om at fortsætte klanen, men vaklede da han nu havde fundet sit livs kærlighed i Peggy. For at se hvor han egentlig stod, inviterede jeg ham ud på en lang rejse for at besøge alle mine sorte venner sammen med dansk tv. Privat havde jeg aldrig set had i ham, men foran tv havde han altid spillet den store stygge ulv for at leve op til vores behov for at dyrke disse fattige tabere i klovnedragter. Han svingede da også klart bedre med de sorte end jeg selv - formet som de begge var af vores ghettoisering – men tv tvang ham til at falde tilbage i klanidentiteten. Så vores rejse endte i et stort skænderi. Dog var hans modstand af samme art som den jeg kender fra mine racisme-workshops. Lige før de ”racister”, som ender med at ”rykke sig” mest og er på vej ind i en ny måde at tænke på, gør de mest ihærdigt modstand.

32.  Når man gennem mange år har set hvor let det faktisk er at hjælpe folk ud af racistisk tænkning overfor "de andre", bliver det en ren sport at forsøge med selv de mest håbløse tilfælde. For nogle år siden skulle jeg møde Virgil Griffin – en af de mest berygtede klanledere – som jeg selv havde frygtelige fordomme overfor. Han var nemlig klanlederen, som i 1979 stod bag massakren på en anti-klan-demonstration, hvori 5 mennesker blev dræbt. En af mine gamle veninder, Willena Cannon, blev beskudt, men min medarbejder Travis Harris tidligere kæreste, Sandy Smith, som jeg også kendte fra min tid med dem i Lee College i Greensboro, var blandt de myrdede. Travis, som var på turne med Am. Billeder i Norge, blev så rystet over at se den myrdede ekskæreste i tv-nyhederne fra hans hjemby at vi måtte flyve ham hjem. Så, jo, ikke alle klanfolk er de rene engle :-)

34.  Jeg forsøgte derfor at mande mig op ved resten af dagen at sende ham alle mine kærligste tanker. Det er det som også kaldes ikke-voldelig kommunikation eller girafsprog.  Det er af selviske grunde også ret fornuftigt når man står ene mand blandt 50 ”bindegale” klanfolk ude i en øde skov :-)  Med ”bindegale” mener jeg netop ”smertens børn”, som hele deres liv har været ”bundet” af vores negative, afstandtagende eller direkte hadske tanker overfor dem og aldrig fået vores kærlighed. Jeg ved jo fra ghettoerne, hvordan de slet og ret hungrer efter vores kærlighed og at det aldrig er for sent at vise dem lidt ”menneskelighed”.  Men en klanleder er i sagens natur nødt til at "spille hård” overfor medlemmerne, så i lang tid undgik han mig eller talte retorisk til mig, hvis de stod i nærheden. Den tid brugte jeg på at skaffe mig ”allierede” blandt medlemmerne såsom ovenstående ”hårde negl”, der naturligvis var ligeså ”blød” indvendig som de sorte gangstere, jeg har arbejdet med i mange år.

35. Som dagen gik, blev Griffin tydeligt mere og mere påvirket af mine ”kærlige” tanker (thi ægte kærlighed er jo noget langt mere). Først begyndte han næsten flirtende at smile tilbage, men sent på dagen, spurgte han pludselig om ikke jeg ville gå en tur alene med ham ud i skoven. Her var det vigtigt for ham at forsikre at det ikke var ham, der havde nedbrændt de sortes kirker, som han var blevet dømt for fordi man hos en af de skyldige havde fundet et gammelt medlemskort fra Griffins klangruppe. ”Du må tro mig, Jacob, jeg er et dybt religiøst menneske og kunne aldrig drømme om at brænde en kirke ned.” Så vigtigt var det for ham at netop jeg troede ham, kunne jeg se, at jeg endte med at gøre det idet han jo derved indirekte viste at han søgte mit venskab. Nu fortalte han, hvordan han havde været i klanen hele sit liv, men på det sidste haft tre by-pass-operationer og ”Jeg ved jeg snart skal dø. Men i februar fylder jeg 70 år, og det vil betyde utrolig meget for mig hvis du kommer til min fødselsdag. Vil du ikke godt love det?” Det lovede jeg at gøre et forsøg på.

36.  Da dagen sluttede, tog jeg afsked med mine nye venner: ”Så ses vi snart igen til Virgils fødselsdag,” sagde jeg. ”Hvad?” spurgte de forundrede, og det gik op for mig at ikke én af dem var inviteret til hans fødselsdag. Med al den selvforagt, som præger klanens medlemmer, var Griffen nemlig ikke interesseret i at få sin egen slags med. Smertens børn hungrer efter er at få kærlighed fra os med overskud - os uden for deres mentale ghetto. Menneskelig varme finder de ikke inde i klanen, hvis følelsesafstumpede medlemmer jeg altid ser stå ensomme til møderne.
Mit lille eksperiment i ikke-voldelig kommunikation var derimod lykkedes med Griffin, hvilket igen overbeviste mig om, hvor let ”vi andre” gennem et mere langvarigt venskab kan hjælpe selv de mest voldelige racister ud af deres lidelsesmønstre. Kun et par måneder efter forlod Griffin faktisk ”The Cleveland Knights of the KKK”, som han havde styret det meste af sit liv, hvorefter gruppen faldt fra hinanden.

37.  Nutidens klan præges ikke af udadvendt vold, men tiltrækker naturligvis voldstyper med en voldelig opvækst. Som Jeff Berry fortalte mig: ”80% af dem som søger medlemskab kan jeg ikke bruge. De er voldstumper.” Da klanen er infiltreret af FBI ønsker ingen klanleder at få sådanne typer ind. Alligevel siger man i USA altid om racistiske overfald at ”KKK stod bag”. Og klanen har intet imod det, da de jo lever af deres dårlige ry og derfor griner ad naive skolebørn ”som tror at vi klynger sorte op i træerne.” Dette har klanen faktisk aldrig har gjort. De fleste af fortidens 10.000 lynchninger blev begået af sammenstimlende hvide af samme fattige type som klanfolk. Michael Donald her - lynchet i 1981 af en klanleders mishandlede søn – er undtagelsen som bekræfter reglen. Selv har jeg gennem 6 års arbejde i KKK kun oplevet selvhadende klanfolk myrde andre klanfolk!

 Kærlighed forklædt som had.
Eksempel 1:

38. Et eksempel på klanens deprimerende interne vold oplevede jeg i mordforsøget på min bedste klanveninde, Angel C. Hun havde læst mine hjemmesider om Ku Klux Klan og inviterede mig hjem ”idet jeg har en universitetsgrad i sociologi og har studeret medlemmerne i vores gruppe og kom til samme konklusion som dig om deres mishandling som børn.” Da hun serverede mig morgenkaffe på sengen en dag fortalte hun mig pludselig om sine egne to fængselsdomme.
Skønt kun 20 år gammel havde hun myrdet to mennesker. Som 14-årig løb hun væk fra en voldelig racistisk far, blev antiracistisk skinhead og boede i Los Angeles i en garage hos nogle mexicanske piger, da hun i selvforsvar dræbte en mexicansk narkogangster. Efter to års fængsel skød hun som 17-årig en hvid anti-racist - "også i selvforsvar". Men "gode kristne klanfolk" havde derpå fået hende til at indse at det handlede om at være god mod andre mennesker frem for at slå dem ihjel.

39. Først sendte de hende et halvt år på missionsarbejde i Afrika og derefter fik de hende ind i klanen, hvor hun gjorde lynkarriere og nu satsede på at blive USA’s første kvindelige klanleder. Hun var klanlederen Griffins taleskribent og hjerne og er det eneste belæste klanmedlem, jeg har mødt. Hun er overbevist feminist og pro-homoseksuel aktivist idet ”der er for meget homofobi i klanen” (nøjagtig som i de andre hvide i Syden, kunne jeg tilføje).  Men da jeg spurgte hende om jeg måtte lægge mine billeder fra gruppens klanmøde på mine hjemmesider, bad hun mig vente skønt klanfolk normalt elsker når jeg udstiller dem og giver dem opmærksomheden som hele deres KKK-medlemskab jo handler om. Hun var nemlig ved at søge sit livs drømmejob som psykologisk rådgiver for sorte kriminelle i det lokale statsfængsel, men man må ikke arbejde for staten hvis man er i Ku Klux Klan.

42. Under det lange hospitalsophold og retssagen kunne Angel ikke længere skjule overfor fængslet at hun var aktiv i Ku Klux Klan og blev fyret. Men nu gjorde alle de sorte fanger oprør for at få hende genansat. Hun var nemlig deres mest populære socialrådgiver. Var de da ikke klar over at hun var i KKK, spurgte fængslet? Jo, det havde de sorte da vidst hele tiden. I fængslerne har man nemlig ”gang awareness training” for at hjælpe de sorte med at holde sig ude af bander, når de løslades. Men i Sydens fængsler regnes Ku Klux Klan blot som en fattig hvid bande, hvilket jo netop er hvad den er. Derfor havde fangerne en dag skulle se en video med billeder af den lokale klangruppe i Morganton, hvori de straks havde genkendt Angels fyldige skikkelse. Dette havde kun gjort hende endnu mere populær blandt de sorte……at hun var et bandemedlem ligesom dem selv!

 Kærlighed forklædt som had.
Eksempel 2:

44.  Robert Moore regnes som en af de farligste Grand Dragons i USA. Han er en af de få klanfolk, der konsekvent omtaler sorte som ”niggere”. Men er der had i ham? Lad os se hvad han rummet i hjertet. Da han som 19-årig havde afsonet sin dom på 5 års fængsel for mordforsøget på den brutale stedfar mødte han straks sin første af 4 koner, Natalie på billedet herunder. De blev gift, men var så fattige at de måtte dele den voldelige stedfars et-rums-shack. ”Robert var vild,” siger hun, men de var begge narkomaner og havde næsten kun sorte venner. Begge deres sønner blev tvangsfjernet. Natalie hørte ham aldrig sige et ondt ord om sorte og er totalt imod hans klan-aktivitet i dag: ”Jeg kommer godt ud af det med alle.” Hun har sidenhen kun haft sorte og mexicanske kærester og har nu sammen med sin mexicanske kæreste adopteret de to fortabte sønner tilbage.

46.  Da hans vigtigste klanfloskel lyder “I stand up for my race” driller jeg ham for at lægge sig for en mexicaner idet nutidens klan minder om Dansk Folkeparti ved mest at være imod indvandrere, især mexicanere. Som de fleste klanfolk elsker han mine drillerier da de jo ikke selv tror på deres egne floskler. Tager man en klanmand med humor har man fået sig en ven for livet. Han indrømmer da også at denne mexicanske ”wetback has been better to my kids than me.”  Det siger heller ikke så meget, idet den ældste søn Thomas sidder i fængsel for at bombe et hus mens Jonathan på billedet lige er løsladt efter et års fængsel for røverier og indbrud sammen med sine sorte venner. ”Han skulle være blevet meget længere i fængsel,” siger Robert om sin småtbegavede søn. Som fattige hvide bor de nemlig ”på den forkerte side af jernbanelinien i Lexington, NC, hvorfor Jonathan var eneste hvid i en hel sort skole – altså med en barndom som de fleste klanfolks. Klanmandens søn har aldrig haft en hvid kammerat!

47.  Men for første gang har Jonathan nu fået en hvid far – den “store hjemvendte klanmand”, som han beundrer og har savnet hele sit liv. Robert fortæller ham historier fra sine drabelige slag som korsridder og Jonathan drømmer derfor om selv at blive en stor klanmand og overgår i den grad faderen i nigger-snak og klanfloskler at det gør Robert forlegen idet han erkender at den naive søn rent faktisk tager flosklerne alvorligt. Så Robert siger klogt at han skal vente nogle år med at tilslutte sig klanen. Jonathan går nemlig rundt og praler med sin klanfar og øver sig i sin nigger-snak blandt kammeraterne, og da disse alle er sorte er han begyndt langsomt at blive frændeløs.

48. Robert selv er også i venteposition idet han skal igennem en ny hjerte- og bypassoperation for at bevare livet. Og da Natalie altid sidder og venter på sin troløse mexicanske kæreste ”som kun tog dig med dine 600 pund for at få det grønne kort,” griner de, har de tre for første gang fundet sammen i et reelt familieliv efter at narko, fængsler, klanaktivitet og opløste familier i så mange år adskilte dem. I denne nye lykke har Natalie faktisk tabt sig 400 pund og kan nu komme ned i den røde sofa, svarer hun kærligt og stolt tilbage. De har ikke råd til petroleum til ovnen på gulvet, men varmer sig om vinteren i overfrakker og i den kærlighed, der nu flyder imellem dem – mest udtrykt i drillerier om Natalies sexliv med mexicaneren, som Robert ikke helt vil tilstå at han selv elsker. ”Salige er de enfoldige…” får klanfolk mig altid til at tænke på. Ingen af disse tre havde nogensinde bare hørt ordet ”Denmark”.  

49.  Man er ikke sammen med Robert længe uden at føle kærligheden under den mishandlede knudemands skræmmende hadske tatoveringer. Sjældent oplevede jeg det så stærkt som da han under en flerdages drukfest i klanhovedkvarteret i Indiana spurgte mig om han kunne køre med mig ned til Louisiana. Jeg undrede mig, da han boede i North Carolina og end ikke havde råd til en busbillet hjem. Uden for de andre klanfolks hørevidde fortalte han derpå at da orkanen Jennifer ødelagde tusinder af hjem i Louisiana blev han så bevæget, at han lånte penge af venner til en busbillet dertil. Der havde han i to måneder hjulpet de sorte med at genopbygge deres huse, fælde nedfaldne træer osv. Nu ville han ned for at hente sine ejendele, bl.a. klandragten for at vise den til sin søn. Trods lægernes advarsler om at Robert ville dø, hvis han nogensinde arbejdede igen, havde klanmanden altså sat sit liv på spil for at redde de sorte! Dette er i sandhed kærlighed forklædt som had.

50.  Når jeg oplever det had overfor Ku Klux Klan - frem for indlevelse og forståelse - som elever indoktrineres med af danske skolelærere og medier, betvivler jeg tit på afstand af klanen min egen sunde dømmekraft. Derfor inviterer jeg altid ”sunde” udenforstående med på mine ture for at låne af deres observationer. Dette er hvad racismeforskeren Melanie Schikore på billedet skrev om mødet med den klanmand, som i alle bøger om KKK betegnes som en af de værste i USA, Robert Moore.
”My maternal instinct really wanted for me to just hug and hold and console him, like his own mother maybe never did because she was with a man who was so bad to him.  I found him candid about his past, logical, caring, and just having found himself in a bad situation and reacting how so very many of us would if we just couldn't take the abuse anymore.  For having committed a violent crime and having served jail time for it, he seemed to see the whole picture.  His step-father saying he was sorry before he died must have given him a lot of validation. 

51. I saw him as victimized by a system that looks at a single act instead of the whole picture.  I saw him as one of the too many kids in the US who fall through the cracks until it is too late.  How many adults might have been able to help him solve his problems in a socially acceptable and non-violent way... his mom, his teachers, his neighbors... yet no one came through for him.  I felt he was basically good, as we all are, but found himself in a bad situation.  This same man went down to Louisiana to help black people out after the hurricane.  How many people can say that? I felt he had a very, very good heart.”
 

52. Inden jeg ansættes i amerikanske universiteter bliver jeg tit bedt om at definere racisme. Der sidder tit nogle sorte i høje stillinger, som af gode grunde er mistroiske når hvide såkaldte antiracister som jeg kommer for at holde foredrag om den racisme, de dagligt oplever hos eleverne. Ofrene for racisme har ingen brug for at høre om ligegyldige landsbyidioter med brændende kors ude i en skov. Hvis min definition ikke er i orden, ansætter sorte universitetsfolk mig derfor ikke. For den racisme, som sorte lider under i USA er nemlig den der har magt til at diskriminere. Vi har alle fordomme overfor andre, men meget forskellige muligheder for at udnytte disse fordomme til at skade andre. Racisme skal derfor ikke måles på hvilke sociale tabere, der – i smerte og raseri – råber højest, men på hvem der bruger deres sociale magtpositioner til at skade andre, diskriminere mod dem i jobansættelse, lige adgang boliger, uddannelse, sundhed osv.   

54. Det virkelige symbol på racisme er ikke et brændende kors, men et hus sat til salg, når ”vore uønskede” begynder at flytte ind. Det brændende magtesløse kors i skoven skader ingen, men vort eget ”til salg” skilt gør vore uønskede fattigere og fattigere. Når vi hvide alle begynder at sælge vore huse, stiger ejendomsværdierne nemlig i de kvarterer vi flygter til, mens de falder i de kvarterer vi flygter fra. Da de fleste mennesker kun ejer de mursten, de bor i, gør vi racister os selv rigere og rigere mens vi gør de sorte i USA og indvandrerne i Europa fattigere og fattigere. Da jeg kom til USA i 1970 havde hver amerikansk hvid således gjort sig 6 gange så rig som hver sort. I dag er hver hvid blevet 8 gange så rig som hver sort.  På samme måde vokser forskellen på de friværdier, som vi flygtende racister skaffer os i Gentofte og Frederiksberg fra dem vore uønskede sidder tilbage med i Ishøj og Brøndbyvester.

55. Sådan tvang millioner af hæderlig, lovlydige, retskafne og ”frisindede” hvide forældre med alle de ”rigtige meninger” om borgerrettigheder og demokrati millioner af sorte ind i isolation, ghettoer og fattigdom imod de sortes vilje. Et flertal af sorte i USA ønsker nemlig at leve i integration og harmoni med de hvide. Og sådan er millioner af tilsvarende hvide i Europa i disse år ved at presse millioner af indvandrere ind i ghettoer – imod indvandrernes udtrykkelige ønsker. Se i Amerikanske Billeder hvad der derefter sker med de mennesker, som føler sig forkastede af os. Men fælles for alle ”os” gode hvide er at vi klynger os desperat til ideen om en skurk – ja, har behov for at opfinde nogen som Ku Klux Klan – for moralsk at kunne retfærdiggøre os selv og overbevise os om at der må være nogen som handler mere ondt end os selv.

56. Som jeg har vist med denne empatiske billedserie om disse fattige og magtesløse mennesker, som villigt udstiller sig i fortidige klovnedragter for at tilfredsstille vores behov for at tænke hadsk om andre, findes der ingen egentlig skurk udover skurken i os selv. I sammenligning med de skader vi udøver mod sorte i USA og indvandrere i Europa gennem vores afvisende ghettoisering - under konstant påberåbelse af de og de fejl, vi i vort frisind kan finde i andres kulturer, adfærd, religion osv. - er Ku Klux Klan nemlig de rene uskyldigheder. De mennesker jeg overalt har mødt i KKK bor nemlig næsten udelukkende selv i ghettoer – hyppigt sammen med deres sorte venner og med deres børn i ”sorte skoler” – uden nogen som helst magt til som os at skabe ghettoer.
Racisme handler om ikke at se bjælken i ens eget øje – men i stedet at skyde skylden på ofrene.