"Du vil aldrig forstå det, hvis du ikke sætter farten ned, min ven," siger Auggie. "Du ser næsten ikke på billederne." "Men de er jo alle ens?" "De er alle ens, men hvert billede er også forskelligt fra ethvert andet. Du har dine lyse morgener og dine mørke morgener. Du har dit sommerlys og dit efterårslys. Nogle gange de samme mennesker, nogle gange forskellige. Og nogle gange bliver de forskellige de samme, og de samme forsvinder."

Paul accepterer Auggies påbud og sætter farten ned, og efterhånden ser han det. Først ved den langsomme gentagelse fremmanes lighederne, forskellene og livet, der summer forbi forretningen.

 

Amerikanske billeder

Måske er denne scene fra Paul Auster og Wayne Wangs film den bedste indgang til at forstå det gigantiske projekt, som Jacob Holdt afsluttede sidste lørdag med sit foredrag 'Amerikanske Billeder' i Dagmar Biografen i København efter 40 års turne.

I første omgang er det slående, som Holdts projekt ligner Auggies: Der må tages en enorm mængde billeder for at bringe os til at se det, som foregår lige for snuden af os. Mens Auggie ville dokumentere hverdagens skønhed, fastholde en stille meningsfuldhed, der ellers ville gå upåagtet hen, handlede Holdts projekt om at fastholde og konfrontere os med det, som vi havde allermindst lyst til at vide. Det fire timer lange lysbilledshow om racismen i det amerikanske samfund fremviste, med fotografens messende stemme som akkompagnement, billede efter billede af forslåede og udpinte og ydmygede sorte amerikanere, side om side med reklamer og avisudklip og billeder af uvidende hvide undertrykkere i luksuriøse omgivelser.

Projektet var tydeligt og eksplicit båret af kærlighed - selvfølgelig til ofrene, til Holdts venner og kampfæller. Men ikke mindst til racisterne i eksempelvis Ku Klux Klan, der i Holdts øjne led under den kulde og afstumpethed, de selv havde mødt i deres liv. Og også til det sagesløse publikum, der matte tvinges til at se det, de ikke ville se ved sig selv.

"I forstår det ikke, hvis I ikke sætter farten ned," kunne han have sagt.

Han ville ikke bebrejde konkrete individer deres handlinger, men fotografisk fremkalde den ubevidste eller strukturelle racisme.

 

Kærlighed og vold

Man kan sige det pa den made, at Holdt forsøger at vise en sandhed, "hvis observatør aldrig kunne eksistere" for at bruge et udtryk fra den franske videnskabssociolog Bruno Latour.

Latour beskrev i en artikel fra 1995, hvordan et hold af geologer og botanikere formåede at fremskrive en jordbundsprofil på savannen i Brasilien ved at foretage en serie af transformationer af prøvetagninger, fra klumper af jord gravet op efter et simpelt koordinatsystem, over reolsystemer med små kasser af prøver ved siden af hinanden, til kvantificeringer og komplicerede beregninger og til sidst en figur, der beskrev selve jordbundsprofilen - en profil, som bogstaveligt talt ikke kan ses andre steder end i den artikel, det videnskabelige arbejde endte med.

Man må minutiøst bearbejde sit materiale, omforme det radikalt, hvis man vil producere sandheden om det. Der skal vold til, ganske enkelt. Det, som Latour beskriver, er en voldelig destruktion af noget konkret materie, et stykke ord i Brasilien, som gennemgår så mange processer, at det til sidst blot er blæk på papir - og en videnskabelig sandhed.

Der er en lignende vold i Holdts projekt, baret frem, som det er, af kærlighed. Blot må kærlighed forstås som hos Lacan: "Jeg elsker dig, men fordi jeg elsker noget i dig mere end dig, må jeg ødelægge dig."

 

Holdt rev de konkrete, levede liv ud af deres sammenhænge og placerede dem ved siden af hinanden, i serier, for at vise det, som man ikke havde kunnet se ved at betragte dem hver for sig. Hvor mange gange bar fotografen i et ophedet moment ikke mattet samle sig kynisk og sige: "Jeg bliver nødt til at tage et billede af det her"?

Det storslåede ved Holdts projekt er maske netop, at man ikke veg tilbage for den vold, der skulle til, for at fremmane det fælles i alle de talløse, forskellige situationer, ban bar bevidnet - og at han heller ikke viste nåde over for sit publikum, der blev tvunget til at forlade det trygge og velkendte for at betragte en sandhed, som vi endnu ikke bar faet gjort op med.

 

rnodernetider@information.dk



Center for Vild Analyse

CVA har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.