Kære venner
En af mine venner, Peter Elsass, sendte mig i sit julebrev denne tankevækkende
rejsefilm om kunsten at være alene – en kunst vi sikkert alle har brug for
at lære her i vores Corona indespærring.
For hvad er der at berette om fra et år uden rejser, med nedlukkede foredrag og
stort set uden nærkontakt med andre end familien i vores Corona-skjul i
sommerhuset?
Familien
Jo, det var godt at vores søn Daniel, der efter at blaffe gennem hvert eneste
land i verden, var tæt på at blive nedlukket af Coronaen her i Malaysia......
.......lige med nød og næppe nåede at komme hjem for at fejre sin 40-års fødselsdag, hvor jeg gav
ham vores nye fællesværk i Eventyrklubben, "De eventyrlige".
For ingen
dansk eventyrer har blaffet så meget som Daniel....
Og derefter fik vi under Corona nedlukningen mere familiesamvær end længe, også med
vores datter Lalou, der som psykolog på det nærliggende psykiatriske hospital
i Hillerød bl.a. skulle traumebehandle en af vore eventyrere i klubben,
Uri
Golman, efter at han næsten blev myrdet i Congo.
Ferien i Norge med Vibeke og Tajo gik ikke som planlagt da vi allerede ved ankomsten
blev landsforvist pga. Tajos manglende vaccination. Så hvad udad tabes må indad
vindes ....med endnu et slag ved Dybbøl Mølle...
Også min fars 100-års fødselsdag fejrede jeg med mine to brødre
ved at lave denne
musikalske billedbog over hans liv.
LIDT
OM MIT "ARBEJDE"
(som ufrivillig pensionist)
Men det var jo en rejse i sig selv i år at følge noget jeg aldrig troede ville
ske – da det halve USA rejste sig i
protest mod den systemiske racisme efter George Floyd mordet, hvorom jeg lavede
denne hyldest.
Det inspirerede mig til at lave en ny bog til støtte for Black Lives Matter
bevægelsen i USA. Der er godt nok masser af gode bøger om emnet, men så godt som ingen
med billeder af racismen, som er den dybere årsag til den eksploderende vrede.
Og ingen har jo som jeg fotografisk fulgt undertrykkelsen af de sorte så længe –
næsten helt tilbage til borgerretskampens håb om en bedre fremtid. Særligt de
unge i dag kender ikke den side af USA, som jeg derfor nu forsøger i billeder og
ord at skildre i ”Roots of oppression” inklusive mit nyere arbejde med Ku Klux
Klan og massemordere i kapitlerne ”Trying to understand the roots of white hate”
– dette hidtil skjulte had som Trumps sanktionering nu har fået til at eksplodere i det åbne med bevæbnede militser, der truer med at kuppe demokratiet.
Arbejdet med bogen og korrespondancen med de beskrevne personer vækkede minder
fra alle mine år på USA's landeveje som budbringer mellem det sorte og hvide
Amerika. Herunder gik det op for mig hvor mange af mine gamle venner der er
døde. F.eks. alle de sorte venner (bortset fra Tony og Howie), der blev skildret
i filmen, som DR lavede i 1991 om mine kontrastrejser mellem de rigeste
universiteter og de fattigste ghettoer. Særligt i år døde adskillige af Covid-19 såsom
min faste madmor gennem 47 år, Lela Taylor, som ses i slutscenens
Thanksgiving-middag sammen med Wanda, som elskede at sidde i skødet på mig som
4-årig....
......hvorfor jeg prøvede at gentage kunststykket med hende i filmen som 23-årig
:-)
Og sådan ser hun ud som 52-årig i dag, hvor hele Lelas
store familie er blevet mine Facebook venner.
Da mange af jer 27 danskere, som jeg havde med på turneerne, mødte både Lela
(som fik
Søren Pind til at grine en hel aften .... kun Pia Tafdrup fik hun ikke lavet
mad til) og mange af de andre venner i filmen, var med mig efter at
filmen blev vist i fjernsynet i 1992, synes jeg lige I skal se eller gense dem
alle i deres bedste alder her i filmen (55 min), skønt den er lidt uskarp
overført fra gamle VHS-bånd.
1. Film:
”Jacob
Holdt i Amerika”
Wilma her huskes nok
bedst fra filmen. Jeg fortsatte med at bo hos hende
i
hendes et-rums shack næsten helt til
hendes død i 2014....
MIT ARBEJDE HERHJEMME
I den forbindelse håber jeg at I vil komme til den store
sorte amerikanske
kunstner, Arthur Jafas udstilling på Louisiana. Han laver bl.a. Kanye Wests
videoer og hans video
"Love is the message" er gået viralt under Black Lives Matter bevægelsen.
Han hævder altid at hans inspiration kom af at se Amerikanske Billeder i 1985
som studerende i Washington.
Dette har vi en samtale om her på side 40 i Louisiana Magasin.
ARBEJDET I UBUNTUHUSET
Herhjemme var tabet af vores protektor i
Ubuntuhuset, Nelson Mandalas datter, Zindzi, der døde af Covid-19, også
rystende lige efter at jeg lavede
denne farvelvideo til hende om vores mangeårige samarbejde.
TAG MED PÅ EN ANDEN REJSE
Men nu, hvor vi alle savner at kunne rejse, har jeg også lyst til at dele min
mere muntre og livsglade rejsefilm fra Bolivia med jer til adspredelse imellem
jeres Netflix film i juletiden.
2.
Film:
”Med prins Joachim blandt Bolivias indianere”
CARE havde inviteret mig til at lave noget oplysningsarbejde om deres projekter
i Bolivia. Jeg sagde at jeg godt ville tage ned og se på dem, men ikke love at
lave noget da jeg efter at
have set racismen i dansk bistandsarbejde på min første blaffetur i Afrika i
1982 havde svoret aldrig at have noget at gøre med ulandsarbejde mere.
Men jeg blev som det kan ses i filmen så begejstret for CAREs måde at gøre det
på, at det blev til 27 års frivilligt, ulønnet arbejde for CARE i mange andre
lande. Særligt CARE's indsats for klimaet allerede i 1991 imponerede mig. Men da
jeg vidste at temaet ulandsarbejde ville kede danskere inkluderede jeg
også snart det kongelige i showet...
.... og lavede det til lidt af en musical med vidunderlig Boliviansk musik, som jeg
viste i over 100 gymnasier i 90’erne. Så se
diasshowet nu
på jeres bedste hi-fi-højtalere eller høretelefoner og sæt YouTube på
fuld skærm, da jeg har lavet filmen i HD-format ud af de 1500 lysbilleder.
Og spar samtidig en klimaødelæggende flyrejse dertil, som allerede har fået
sneen i de smukke Andesbjerge i filmen til siden næsten helt at forsvinde :-(
ENDNU EN
REJSEFILM HVIS I IKKE SÅ DEN
3. Film:
”Jacob
og Klanen”
Og skulle I få lyst også til en film om de højreekstremistiske kræfter, som
Trump så dramatisk har vakt i live, kan I også se denne om min ven Jeff Berry,
som blev regnet for USA's mest hadefulde og største Klan-leder. Han er f.eks.
den eneste Klanleder nogensinde,
der har haft mod til at marchere i New York City, som det ses her sammen med
hans kone Pamela. Hende boede jeg tit hos og stadig skriver sammen med til
kapitlet i min nye bog om ”The roots of white hate.”
Som Jeff selv fortalte mig om Klanens indtog i NYC, hvor han ses her,” It was my
greatest moment of fame.
We had 6000 body guards and 60.000 worshippers.”
Dvs. beskyttende politi og rasende moddemonstranter mod disse 17 bonderøve,
der aldrig før havde været i så stor en by. Men man har vel lov til at rejse lidt
:-)
Så I filmen tog jeg Jeff på en rejse rundt for at besøge alle mine gamle sorte
venner fra Amerikanske Billeder. Deres tilgivende holdning overfor ham
påvirkede ham så meget at han kort efter den vrede afslutning i filmen opløste
hele Klan-gruppen. Dette gjorde nogle medlemmer inkl. hans egen søn så rasende
at de forsøgte at banke ham ihjel. Han lå i koma i to måneder og da han vågnede,
var han både blind og lammet for livstid, som det ses her ved krykkerne under
mit sidste besøg hos ham inden hans død. Men lykkelig, nu prædikede han
kærlighed foran et tilgivende kors i en kirke frem for had omkring et brændende
kors i en skov og gik ind for integration af sorte og hvide, som det ses her :-)
Og med dette lille eksempel på at der findes håb om forvandling og tilgivelse
for alle os klimarejsende syndere vil jeg gerne ønske jer en rigtig god
fødselsdagsfest.....
for vores allesammens kære grandfætter her.......
......som
I også kan deltage i her fra Sankt Pauls kirke med min præst,
Katrine Lilleør.
Glædelig jul
Jacob Holdt
Fra min løbetur i morges langs havnen...
|