Min slægt
Slægten stammer fra Vestslesvig, fra Løgumkloster-kanten. De ældste i slægten, jeg har navnene
på, er Hans Iversen Bossen og hustru Bodil Lasses. Han har
ganske sikkert været bonde. Hans søn Lars Hansen Holdt, gift
med Anmarie Jacobs, ejede een eller to gårde i "Koldkåd",
der ligger lidt nord for Løgumkloster. En gammel akvarel
viser denne vestslesvigske bonde med toplue stående på
marken med nogle får, og man ser gårdene og i baggrunden silhuetten af Løgumkloster kirke.
Der findes blandt familiebillederne en
blyantstegning i rund sort ramme af ham, også her med topluen
på.
Det er formodentlig fra ham slægtsnavnet
Holdt stammer. Han er nok i daglig tale blevet kaldt Lars
Hansen fra Holt. Ordet holt betegner iflg. etymologisk ordbog
på oldnordisk og nordtysk "en lille skov", eller
træbevokset stengrund. I hvert fald fik hans søn navnet Jacob Hansen
Holdt. Han var født 10 november 1801 i Ulstrup, Nr. Løgum
sogn. Han blev ikke bonde. En ældre broder overtog gården og
Jacob læste, blev student fra Flensborg 1827, studerede i
Kiel og blev teologisk kandidat (Gottorp) 1831. Var 1840-50
præst ved Helligåndskirken i Flensborg. Fra 1850 konstitueret tysk compastor i Åbenrå, diakon 1864 samme
sted.
Trods stillingsbetegnelsen "tysk
compastor" har han formodentlig været dansksindet, idet
han ved sin afrejse derfra fik foræret et sølvskrivesæt, og
herpå står der: Til Pastor Holdt fra den danske menighed i
Åbenrå den 25 Maj 1865.
I årene 1865-77 var han sognepræst i
Løgumkloster, hvor han døde 24 november 1879. Han var gift
med Anna Magdalene f. Møller. Hun var født i Flensborg d. 4
april 1814. Efter mandens død boede hun hos sønnen Jacob
Laurids Paul Holdt, der var sognepræst i Oddense-Otting
menigheder i Viborg stift. Hun døde 21 maj 1889 i Nørholm
sogn, Ålborg stift.
Jacob Laurits Paul Holdt, født 9 april 1844 i
Flensborg. Cand. theol. fra København i 1870. Kapellan
1874-76 i Grejs-Lindbjerg, Ribe stift. 1876-82 sognepræst i
Oddense-Otting sogne, Viborg stift, 1882-93 sognepræst i
Nørholm, Ålborg stift. 1893-1917 sognepræst i Kjøng,
Sjællands stift. Han var gift med Christiane Hedevig Hummel,
der var født 8 februar 1851 i Frederiksværn, Norge, hvor
faderen var rebslagermester ved marinen.
Den ældste af deres sønner, Jacob Christian
Gotfred Holdt, blev min far. Han var født 30 september 1874 i
Nørholm sogn, student fra Ålborg Katedralskole 1893, og
theol. kandidat fra København 1899. Da det på den tid var svært at få
præsteembede, var han som mange andre først huslærer på
store gårde: Vilstrupgård ved Børkop, Scheelenborg ved
Kerteminde, 1903-1913 lærer ved Thisted Realskole. 1913-18
adjunkt på Herlufsholm. Efter faderens død i 1917 følte han
som den ældste søn forpligtelse, kald til at følge
slægtstraditionen og blive præst.
Dallerup
Han søgte forskellige embeder og blev 2
oktober 1918 udnævnt til sognepræst i Dallerup-Låsby i
Århus stift. Han var på det tidspunkt stadig ungkarl, og tog
sin mor og sin søster Hedvig med til præstegården i
Dallerup. Det var lige mens "den spanske syge"
rasede, og det er blevet mig fortalt, at da han kom til
sognet, stod der en del lig, der ventede på, at en præst kom
til sognet og kunne foretage begravelsen.
Hos førstelæreren og
kirkesangeren i Låsby,
traf han en lærerinde fra Silkeborg, Ane Sofie Rasmussen. De
forelskede sig i hinanden og blev gift i Dallerup kirke 26
oktober 1919. Hun var født 26 marts 1885 i Skibbinge sogn ved
Præstø. Faderen var død allerede 1890 og moderen døde i
1896.
Hun havde fået mulighed for at læse til
lærerinde, og blev 1912 forskolelærerinde fra Th. Langs
seminarium i Silkeborg, og i årene 1913-19 var hun selv
lærer på seminariet. En af hendes veninder var lærerinde i
Sorring, og det var her hun lærte min far at kende. Hun har skrevet en kort, meget smuk beretning
om sin barndom og ungdom, og ligeledes om årene i Dallerup
præstegård. Her blev jeg født d. 8 december 1920. Ved
dåben d. 2. januar 1921 i Dallerup kirke fik jeg i henhold
til traditionen for den ældste søn i hvert slægtled navnet
Jacob Holdt.
Det blev kun en kort tid i præstegården. Min
farmor, som også boede der, døde d. 6 juni 1921 og blev
begravet på Køng kirkegård. I juli måned blev min far
indlagt på sygehuset i Silkeborg for en brokoperation og var
i god bedring. Min mor besøgte ham og havde et kort ærinde i
byen, men da hun kom tilbage til sygehuset, var han død af en
blodprop. Det skete d. 21 juli 1921. Han blev begravet under
meget stor deltagelse på Dallerup kirkegård. Min mor
fortæller et sted i sine erindringer, at mine forældre havde
en samtale, mens han lå på sygehuset, og der sagde han
pludselig: " Ja, skal vi to ikke få lov til at leve
sammen med vor dreng, så er det bedst, at det er mig, der
skal gå bort først. Du er bedre skikket til at opdrage
ham." Han havde ved een eller anden lejlighed taget det
løfte af hende, at hun aldrig måtte sende mig på kostskole.
Han havde i sin tid som lærer på Herlufsholm set alt for
mange ulykkelige drenge.
Silkeborg
Min mor stod så og skulle skabe en
tilværelse for sig selv og mig. I løbet af 3 måneder skulle
hun forlade præstegården. Hun vidste tillige, at hendes
pension ville blive meget lille, så et arbejde skulle hun
også finde. Efter forslag fra min faster Anna, flyttede hun
over til hende i København, men blev hurtigt klar over, at
det var ikke noget, der kunne gå ret længe.
Da hun så fik tilbud om en stilling som
lærerinde på hendes gamle skole Th. Langs seminarium, faldt
tingene på plads, og allerede fra 1. november var hun så
igen lærerinde og havde et arbejde, der kunne give hende og
mig en god tilværelse.
Ved gode venners hjælp købte hun et hus i
Silkeborg, Fredensgade 19, fik samlet sine opmagasinerede
møbler sammen og fik min moster, Marie Rasmussen til at passe
huset og mig. Da huset var ret stort kunne hun leje nogle
værelser ud til unge piger, der gik på seminariet. Andre kom
der og spiste middag, så huset var fuldt af unge kvinder. I det daglige var det i høj grad moster, der
tog sig af mig. Mor havde sin skole og forberedelserne dertil
at passe. Omgivet af alle disse kvinder kunne det vel
ikke undgås, at en lille lyslokket dreng blev en del
forkælet.
Til mine tidligste erindringer fra de år
hører lyden af træskotrin tidligt om morgenen, når
arbejderne gik til den store papirfabrik ved havnen. Og fra
min seng kunne jeg høre og se solsorten på taget af det
store hus på den anden side af gaden.
Ud mod haven var der en dejlig glasveranda,
hvor jeg legede, og om sommeren i haven, der havde en høj mur
ud mod gaden. En af mine yndlingslege var at være mælkemand.
Når moster vaskede storvask i vaskehuset, havde jeg en kasse
på min legevogn og fik så sæbeskum i nogle spande eller
kander. Det var flødeskum, jeg solgte til imaginære kunder. Senere blev et gyngestativ flittigt brugt. Jeg
havde et par legekammerater. En genbofamilie havde, som så mange andre i
de år, en wienerpige i pleje en tid. Louise hed hun. Det var
ikke nogen velstillet familie, tømrersvend var manden vist,
men de havde altså hjerte og husrum til at tage sig af en
fattig afmagret østrigsk pige.
En dreng, Aksel, blev jeg gode venner med. Vi
legede meget med hinanden, og ofte kom jeg i hans hjem. Det
var velstillede folk. Faren var grosserer i chokolade,
sukkervarer vel i det hele taget. Men det kan jeg ikke huske,
at vi mærkede så meget til. En tid havde han tuberkulose og
var på kystsanatorium, hvor jeg husker, at vi besøgte ham.
Ham holdt jeg forbindelse med i mange år. Han blev uddannet
som boghandler og fik sin egen forretning i Århus, hvor jeg
besøgte ham nogle gange. Men efterhånden ebbede det venskab
ud.
Nok var vi flyttet fra præstegården i
Dallerup, men min mor blev ved med at have tæt forbindelse
til sognet, hvor hun havde været præstekone, de få år, det
varede. Ofte var vi på besøg derude. Særlig to familier
besøgte vi. De havde været naboer til præstegården. En
lille gårdmandsfamilie, Mariane og Laurs Bastrup. Deres gård
lå lige på kanten af de store bakker, der førte ned til
engen og bækken. Det var spændende at være med Bastrup,
denne store stovte jyske bonde, ud i marken, når kornet
skulle høstes. Så kørte han med det, der hed en aflægger,
en slåmaskine, der ved hjælp af nogle vinger lagde kornet i
passende bunker, og så lærte jeg at binde neg, sno et bånd
af stråene og binde det sammen til neg. Det var nu ikke altid
båndende, som jeg bandt, holdt sammen på neget.
Til daglig levede man mest i køkkenet. Jeg
husker, hvordan Marianne aldrig til daglig havde en tallerken
selv, men spiste af mandens tallerken..... vel for at spare
på opvasken. Spændende var det at være med nede ved
bækken, hvor der var en hævert, et apparat, der ved
vandtrykkets hjælp kunne pumpe vand op til gården. Da jeg
senere var flyttet til Sjælland, besøgte jeg dem næsten
hver sommer, når jeg, mens jeg endnu gik i skole, var på cykeltur til Jylland.
Mest forbindelse havde jeg dog med de folk,
der havde været præstegårdsforpagtere, mens mine forældre
var i præstegården. De havde siden købt deres eget lille
sted, lige uden for Sorring. Det var ikke stort, og som så
mange andre husmænd måtte Rasmus Busk tjene lidt ekstra ved
at være mælkekusk. Jeg har ikke været så forfærdelig
gammel, før jeg selv med rutebilen kunne tage ud til Sorring
og besøge dem. Ofte var jeg med ham på mælketurene rundt
til gårdene efter mælk, og videre til mejeriet, og tilbage
til gårdene med skummetmælken. Det kunne være koldt at
sidde der på vognen, men det hjalp, når vi havde været på
mejeriet, og den varme skummetmælk var kommet i spandene. Så
kunne jeg krybe ned mellem dem og sidde og få lidt varme.
Ofte blev vi budt ind på gårdene til en kop kaffe og en
mellemmad. Og det var dejligt. Der var altid nogle koner, der
gerne ville snakke med mig. Jeg var jo den afdøde præsts
søn. De fulgte mig med stor interesse.
Engang blev jeg af een af dem spurgt om, hvad
jeg ville være når jeg blev stor. "Jo, svarede jeg, jeg
vil være præst og mælkekusk". "Ja, men det kan da
ikke lade sig gøre", indvendte man. "Jo, svarede
jeg, jeg vil præst om søndagen, og mælkekusk om
hverdagen."
Den helt store fornøjelse var det, når vi i
sommertiden fik budt jordbær. Men et sted havde jeg ikke lyst
til at spise dem. Og da jeg blev spurgt hvorfor, skal jeg have
svaret: " Nej for der er skidt i jordbærrene!" Der
flød bare et blad rundt i mælken, men det var altså nok for
en lille dreng fra byen til at kaste vrag på de dejlige bær.
Rasmus Busks kone hed Johanne, og hun var selv
hjemme. Lidt bestemt, men så god og kærlig overfor mig. Det
var mange småferier jeg tilbragte hos dem. Hun var meget
proper og pillen. Jeg husker endnu hendes to stuer, der stod
med spejlblanke ferniserede gulve og de blankpolerede
kakkelovne, alt skinnede af properhed. Når hun skulle derind
efter eet eller andet, tog hun altid sine hjemmesko af og gik
på strømpesokker derind. Stuerne blev ikke brugt til daglig,
kun når der var gæster. Til daglig sad man i køkkenet.
Her hjalp jeg med at trække køerne ud på
marken, og flytte dem, med at luge roer og om efteråret at
tage dem op. Megen hjælp har det nu nok ikke været, men så
var jeg da beskæftiget. Det var et godt og kærligt sted for mig at
komme, og jeg holdt forbindelse med dem lige til de døde. Jeg
besøgte dem næsten hver sommer, da jeg i 14 - 16 års
alderen var på cykelture til Jylland i sommerferien.
Morsomt nok kom jeg mange år senere til at vi
deres dattersøn i Agerbæk kirke. De havde kun et barn, en
datter, Anna. Da hun blev gift, fik hun selv en flok børn.
Boede i mange år i Silkeborg, hvor hun havde et lille
spisested. En af hendes sønner, Leif, kom i købmandslære i
Hjortkær, 4 km syd for Fåborg, så han besøgte os af og til
i Fåborg præstegård. Han traf i Agerbæk en pige, Henny,
som han forelskede sig i, de blev forlovet og en dag i 19??
kunne jeg vi dem i Agerbæk kirke. Med til deres bryllup var
Rasmus og Johanne Busk. Det var en stor glæde for os alle
tre. Og 25 år senere var jeg med til Henny og
Leifs sølvbryllup i Oksbøl. De boede nu i Billum.
Begge steder var det, mens jeg var dreng, lidt
strengt, når der skulle soves til middag. Det var jeg ikke
vant til eller indstillet på, men middagssøvnen var der
noget ukrænkeligt, næsten helligt over.
I Silkeborg fik vi ikke sjældent besøg af
folk fra Dallerup og Sorring. Især husker jeg gamle
"Niels Peter", han havde været karl og til sidst
vist en slags altmuligmand i præstegården. Ham var jeg glad
for. Han røg altid på en lille pibe med låg, havde ur med
kæde i sin vestelomme.
Skoleår i Silkeborg
På eet eller andet tidspunkt må jeg være
kommet i børnehave. Selve børnehaven husker jeg ikke noget
af. Men en enkelt ting var så overvældende, at det bed sig
fast i min hukommelse. Kun en bagatel: Jeg havde hver dag en
blikkasse med, hvor der i et rum var plads til en lille flaske
kærnemælk og i et andet en madpakke. Men een dag smagte mælken forfærdeligt. Det
var nemlig sødmælk, hvor der var kommet sukker i. Moster
eller en af pigerne havde taget af den forkerte flaske.
Senere kom så skolegangen. Det blev i
børneskolen i seminariets øvelsesskole. Det havde den
fordel, at jeg kunne følges med min mor til skole. Jeg blev
vel så hentet af min moster eller af een af pigerne, når min
skoledag var til ende.
Een af skoleårets store begivenheder var
sommerudflugten. Med bådene på Gudenåen sejlede vi til
traktørstedet Hattenæs, hvor der var leg, og spisning af de
medbragte madpakker. Alle var i det stiveste puds. Jeg i hvidt
tøj. Sommersol og fest. Mest spændende var sejlturen op ad
åen, især, hvis man var så heldig at komme med den gamle
hjuldamper "Hjejlen", hvor de store hjul rigtig fik
vandet til at skumme. Andre ture gik til Himmelbjerget med den lange
seje traven ad de snoede stier op til bjergets top med den
storslåede udsigt over skovene og søerne, og lykken var det,
hvis man fik en rigtig "Himmelbjergstok" sort med
udskæringer i og rød knop til håndtag. Det var trætte og
nok også vanskelige børn, der vendte hjem fra sådanne
udflugter, mættede med indtryk og oplevelser.
Selve skolegangen husker jeg ikke meget af.
Men jeg må have lært at læse og regne... og skrive. Det
sidste var nu nok ikke særlig godt, for mor har fortalt, at
en dag, hvor vi var begyndt at skrive med blæk, havde
lærerinden sagt: "Det er da noget forfærdeligt griseri,
Jacob". Men jeg trøstede hende: "Ja, men Williams
er da meget værre."
Men pludselig blev der vendt helt op og ned
på min tilværelse. Ved juleafslutningen i skolen, da jeg gik i 2.
klasse, hørte jeg pludselig seminariets forstander holde tale
for min mor, som hun takkede for de år, hun havde virket på
seminariet og i øvelsesskolen, og hun ønskede hende og mig
alt godt i den nye tilværelse. Jeg forstod ingenting. Men senere fik jeg så
at vide, at vi skulle flytte til Sjælland. Min mor skulle
giftes igen. Man kan undre sig over, at hun ikke havde
forberedt mig lidt på det, men hun har vel skønnet, at jeg
næppe ville have kunnet lade være at fortælle det til
højre og venstre, og hun har nok ønsket, at der skulle være
så lidt blæst om det som muligt.
Mellem jul og nytår forlod vi Silkeborg og
min kære moster, som havde betydet så meget for mig. Huset
blev senere solgt og moster fik en plads som husbestyrerinde
for en sadelmager, der var enkemand i byen. Jeg tror nok, at
hele denne omvæltning var værst for hende.
Barndomsår i
Allerslev
I januar 1929 blev min mor så viet i Vartov
kirke i København til Even Nikolaj Marstrand. Vielsen blev
foretaget af valgmenighedspræst Thorvald Balslev, en af min
stedfars gode venner. Bagefter var der bryllupsmiddag hos
"farfar", den gamle borgmester Jacob Marstrand i
dennes store lejlighed ved Glyptoteket.
Vi flyttede så ind i præsteboligen i
Allerslev og til en tilværelse som en hel familie, idet jeg
fik ikke blot en stedfader, men også to søstre, Gerda og
Ida, som var henholdsvis 3 og 1 1/2 år ældre end mig.
Jeg havde været der før, idet min mor og jeg
havde besøgt min stedfar i efterårsferien i 1928. Da havde
jeg leget godt med de to piger, der var ret så kvikke og
dristige. Bl.a. havde de fundet ud af, at ved hjælp af en
stige kunne vi komme op på et lille halvtag, der forbandt
huset med garagefløjen, og derfra kunne vi kravle op ad
stråtaget helt op på tagryggen, hvor der var en herlig
udsigt. Og så kunne vi kure ned ad stråtaget. Det blev der
naturligvis sat en stopper for. Taget havde ikke godt af det,
og helt ufarligt var det da heller ikke. Men end ikke det
besøg havde fået mig til at ane uråd. Vi blev dog hurtigt en familie. Det varede
ikke længe, før jeg ganske naturligt kaldte min stedfar for
far, og sådan benævner jeg ham i det følgende.
Det var en dejlig stor præstebolig, bygget i
1924. Centralvarme, badeværelse. Og så mange værelser på
loftet, at vi børn kunne få hvert vort værelse. Derudover
var der pigeværelse, og så længe vi børn var hjemme, havde
vi ung pige.
Jeg kom godt ud af det med mine to søstre.
Medvirkende var nok også, at netop det år blev det en rigtig
streng vinter med megen sne og frost. Så vi tumlede meget i
sneen med vore kælke. Der var nogle fine skrænter, idet
præstegården lå ret højt, og på den træbevoksede
skråning mod øst var der ret stejlt, så der var gode
kælkebaner ind og ud mellem træerne. Vi var også med, når
der skulle kastes sne for at få vejene ryddede, og folk fra
gårdene var kommanderet ud til snekastning.
Som legetøj havde jeg modeljernbane, ikke
elektrisk, men med lokomotiver, der skulle trækkes op. I
årenes løb fik jeg en hel del udstyr til det, så det var
ret imponerende anlæg, jeg kunne bygge. Senere blev det
meccano. Byggesæt med mange stænger, hjul og plader. Det var
spændende maskine og køretøjer, jeg kunne bygge.
Om aftenen samledes familien i dagligstuen
omkring den store bordlampe. Så læste far højt. Det var
Felix Salten "Bambi" og andre dyrefortællinger,
Ingemanns historiske romaner, Selma Lagerlöfs romaner.
Aftenen sluttede med en aftensang og fadervor. Da vi blev
ældre, sad vi med hver sin bog eller pigerne med
håndarbejde. Gerda gik på den tid i realskolen i Tåstrup,
hvor de havde boet. Men Ida og jeg blev undervist hjemme
sammen med to nabodrenge Ebbe og Finn Frandsen.
Fra sommeren 1930 gik jeg i skole i Osted
friskole, der var 5 km, så jeg havde fået lært at cykle.
Det gjorde børn ikke så tidligt den gang som nu. Skolens leder hed Kristian Hansen, og var af
den gamle grundtvigske lærertype, der satte fortællingen
meget højt. Så her mødte jeg i levende fortælling
bibelhistoriens spændende beretninger, den nordiske mytologis
gudeverden, og historiens helteskikkelser.
Danskundervisningen var også meget god. Man
fik lært at stave og at analysere. Vi var flere årgange i
samme klasse, så nogle af kammeraterne var ældre end jeg.
Det generede mig egentlig kun, når vi spillede fodbold, så
blev jeg gerne sat på mål. Det brød jeg mig ikke rigtig om,
for det var nogle hårde skud, de store drenge sendte på mig.
Den sorte skole i
Roskilde
Da det var meningen at jeg skulle læse, fik
jeg foruden skolegangen i Osted friskole også lidt
ekstraundervisning hjemme, sådan at jeg ville have en chance
for at klare optagelsesprøven til 1. mellem i Roskilde
Katedralskole.
Allerede i 11 årsalderen skulle man altså
bestemme sig for, hvilken uddannelse, man ville sigte på. Så
jeg var til optagelsesprøve i juni 1932 og var så heldig at
blive optaget på Katedralskolen.
Det var en noget anden form for skolegang end
den, jeg havde haft hidtil. Ikke blot var der nye fag,
engelsk, matematik, fysik, kemi, senere tysk. Lærerne var nok
fagligt dygtige, var cand.mag.er, men pædagoger var de
bestemt ikke alle sammen. Der mødte jeg lidt af det, man i
grundtvigske kredse med slet skjult foragt har kaldt den sorte
skole. Det var lektier, terperi, gloser, remser, grammatik,
så det stod efter. Og så karakterbøger !
Det var slemt, for det var ikke særligt gode
karakterer, jeg kom hjem med. Men trods alt klarede jeg mig da igennem de
fire mellemskoleår uden at dumpe, selvom det var tæt på et
par gange.
Min mellemskoleeksamen var dog så hæderlig,
at jeg kunne komme i gymnasiet. Da jeg allerede på det
tidspunkt havde besluttet mig for at studere teologi, valgte
jeg den sproglige linje. Vi var 14 elever i klassen, 3 drenge
og 11 piger, der fulgtes ad til vi blev studenter.
Her fik vi skolens rektor, V.S. Lauridsen, som
lærer i historie. (Da jeg var kommet til Fåborg mange år
senere, opdagede jeg, at hans far havde været førstelærer
og kirkesanger i Årre, og jeg er overbevist om, at hans
opvækst i dette vestjyske sogn i meget høj grad havde præget
ham og hans livsholdning.) Han var en meget streng og
krævende lærer, forlangte, at vi virkelig arbejdede med
stoffet. Første gang vi fik karakterer, var de for os alle
helt i bund. Men vi lærte at respektere ham og hans krav, så
det gik efterhånden nogenlunde.
Hans interesse for historie gav sig udslag i,
at han fik udsmykket skolens gange med danmarkshistoriens
kendte navne og begivenheder. Da hans største interesse var
dronning Margrethe, var der en gang, der særligt var helliget
hende, "Margrethe-gangen". Skolens naboskab til
domkirken var nok medvirkende dertil. Hovedmindesmærket i
domkirken er jo dronning Margrethes store marmorsarkofag bag
højalteret. Nok var skolen også under hans ledelse en
udpræget kundskabsskole, men over indgangen til en af gangene
havde han ladet indskrive salmelinjen: "Gør vor kolde
kundskab varm" fra Grundtvigs salme " Kom Gud
Helligånd, kom brat."
Een lærer havde vi et ganske særligt forhold
til, lektor Rathsach, vi var det sidste hold, han førte op
til studentereksamen, før han gik af. Vi havde ham i engelsk,
hvor han gav os en god indføring i eng. litteratur ikke
mindst poesien. Oldtidskundskab var ikke et fag, der var yndet
af eleverne, men han formåede at gøre den græske
kulturhistorie og arkitektur så levende og spændende for os,
så vi fik meget ud af det. Han var pædagog, og vi holdt
meget af ham. De andre klasser og lærerne kaldte os lidt
gemytligt, drillende og misundeligt for "de små
Rathsacher".
Til årets skolefest var det tradition, at 2.
g'erne opførte et amatørskuespil. Da det blev vor tur var
valget faldet på Hostrups "Eventyr på fodrejsen".
Det var morsomt at være med til prøverne, der foregik til
dels efter skoletid. Jeg skulle spille "Skriverhans".
Man har nok ment, at da jeg kom ude fra landet, var jeg egnet
til at spille denne forsorne sjællandske småforbryder. Selve
opførelsen kom jeg nu ikke med til, idet jeg havde fået
lungebetændelse, og det var dengang, før pennicellinets
opfindelse, en ret alvorlig sag. Jeg var meget dårlig i 8
dage, men klarede det dog.
Vi havde en gymnasieforening "Hroar",
der holdt møde på skolen hver lørdag aften. Her var der
foredrag, diskussioner og enkelte fester. Jeg kom til skolen ved at gå eller senere
cykle til Lejre station og så med toget derfra til Roskilde,
så et kvarters gang til skolen.
Det var udmærket at komme tidligt op om
morgenen. Det var værre, når vi skulle hjem, for da passede
togtiderne dårligt. Der var ofte 1-2 timers ventetid. Dem
tilbragte jeg ofte på biblioteket i Roskilde, der heldigvis
lå på vejen til stationen. Undertiden var jeg med kammerater
hjemme, men der var ikke så mange, der boede i selve byen,
idet mange af skolens elever kom fra oplandet. I sommertiden
cyklede jeg dog de 10 km til Roskilde. Selvom det kunne være
en våd og kold omgang, så var det både sundt og dejligt.
Den bedste tur hjem var dog den dag sidst i juni, da
skoleåret sluttede, og der var en lang sommerferie foran en.
I juni 1939 blev vi studenter. Efter sidste
fag køretur i hestevogne rundt i byen og til kammeraternes
hjem, øl og vin og hurraråb. Translokationen fandt sted i den store
skolegård omkring lindetræet, hvor vi studenter var i
smoking og hvide kjoler. Rektortale, højstemte sange, vi fik overrakt vore eksamensbeviser, blev fotograferet foran "kongeporten"
til Domkirken. Siden studentergilde i Herthadalen ved Lejre,
med festmiddag med vin i for os lidt uvante mængder, sange,
dans og sværmen i den lyse sommernat.
Og så spredtes vi for alle vinde til
forskellige uddannelser, de fleste dog ved universitet eller
læreanstalt i København. I nogle år mødtes vi dog til
Roskildensersamfundets årsfest, der altid holdtes på hotel
"Prinsen" i Roskilde. Men det ebbede efterhånden
lidt ud, siden blev det kun til de runde jubilæer, vi
mødtes.
Ungdomsårene i
Allerslev
Da mange af katedralskolens elever kom fra et
stort opland, var der grænser for, hvor meget vi kom sammen
uden for skoletiden.
Jeg havde egentlig mere glæde af mine
kammerater i Allerslev. Især de to nabodrenge. Ebbe og Find.
Deres forældre havde en gård, der lå lige nedenfor
præsteboligen, så der tilbragte jeg megen tid, eller de var
hos mig.
Vi byggede huler i gamle halmstakke, eller
hytter oppe i store træer. Legede indianere, sørøvere og
alt muligt andet. Undertiden var vi lidt med i markarbejdet,
kørte med, når fodermesteren skulle ud at malke køerne på
marken, men især når hø og korn skulle køres hjem. Det var
festligt at sidde med på læssene og at være med at forke
negene ind i laden eller op i stakkene.
Undertiden fik vi lov at ride på hestene.
Store sindige jyske arbejdsheste, men de kunne sandelig godt
flytte sig. Sadler havde vi ikke, så det bumpede slemt, når
hesten gik i trav, bedre var det, når den slog over i galop.
I nærheden af mit hjem løb en å. Der var
på den ene side af den nogle dejlige skrænter med græs
eller krat. Det var en herlig legeplads, hvor man kunne
balancere på de store sten i åen. Somme tider gik det
selvfølgeligt galt, så man plumpede i med et ben, "fik
en sok", som vi kaldte det. Der var skræpper så store,
at man kunne gemme sig i dem. Der var fisk i åen, som vi
prøvede at fange med snøre eller løkke, dvs. det var en
pind med en meget tynd ståltråd, der endte i en løkke, der
kunne trækkes sammen. Så gjaldt det om, når vi kunne se en
stor fisk, at få løkken ned i vandet og listet hen om
fisken, og så trække den op. Det kunne lade sig gøre, men
var meget svært.
Men sommer og vinter gik mange ture til
"skrænten". Om vinteren var der de fineste
kælkebakker. Nogle steder gik åen om vinteren over sine
bredder, og var der længere tids frostvejr, blev der gode
skøjtebaner. Selv om vort udstyr ikke var det bedste, så
have vi det sjovt.
Jeg var så heldig at have nogle gode
fedtlædersstøvler, jeg kunne spænde skøjterne på, andre
havde bare gummistøvler, som de nærmest bandt skøjterne
på. Men skøjteløb blev nu aldrig min store interesse. Jeg
frøs altid om fødderne.
Tidligt begyndte jeg at samle på frimærker.
Det hang nok sammen med, at min rigtige far, havde samlet
frimærker gennem mange år. Men han satte dem aldrig i album,
vaskede dem og bundtede dem med 100 i hvert bundt. Så der var
meget spændende at gå på jagt i. Jeg fik album og klæbede
mærkerne op, efterhånden i serier for de forskellige lande
osv.
Mange af mine jævnaldrende samlede også på
frimærker, så vi dannede naturligvis en frimærkeklub, hvor
vi mødtes en gang imellem og byttede frimærker. Jeg havde
yderligere det store held, at min stedfaders broder, Olav
Marstrand, der boede i Schweiz, var frimærkesamler og
-handler.
Han var oprindelig uddannet elektroingeniør,
men da hans far, borgmester Jacob Marstrand, ville afhænde
sit store bageri på Købmagergade, gik han ind og overtog
det. Men han var vist ikke heldig med det, så han flyttede
til Schweiz, arbejdede en del år som ingeniør, men slog sig
senere ned i en bjerghytte, hvorfra han drev sin
frimærkehandel. Fra ham fik jeg mange spændende mærker.
Senere, da han flyttede til Danmark i 1937, slog han sig ned i
Allerslev, så jeg havde nær kontakt til ham og lærte meget
om frimærker, deres opsætning osv. Så jeg fortsatte en hel
del år, med pauser ind imellem, med at samle og ordne
frimærker. Endnu de første år i Fåborg kunne jeg pusle med
dem, men efter hånden blev der så meget andet, jeg var
optaget af, så frimærkerne blev lagt på hylden.
En overgang var jeg meget optaget af at fange
og samle sommerfugle og biller. De blev omhyggeligt
præparerede og sat på knappenåle i tomme cigarkasser.
Gymnastik og
ungdomsoptræden
Stor betydning havde gymnastikforeningen i
Allerslev. Der var gymnastik for os drenge om
eftermiddagen. Pigerne havde deres egne hold, og senere, da vi
var konfirmerede, var vi med på karleholdet. Der havde vi
gymnastik to gange om ugen om aftenen. Det kunne godt om
vinteren være lidt koldt. Der var kun en stor gammel
kakkelovn i den ene ende af salen, og megen varme gav den
ikke. Der kunne undertiden være is på vinduerne og gulvet
var hundekoldt. Hygiejnen var ikke noget at prale af. Gulve
blev svabret over en gang imellem. Bad var der ikke til os,
kun et beskedent omklædningsrum. Men der var fest, når der
var gymnastikopvisning. Så mødte mange op og trængtes på
de få bænke uden rygstød for at se vore anstrengelser:
Først de små piger, så drengene, så de voksne piger og til
sidst karlene, der gerne sluttede af med nogle raske spring:
kraftspring, flyvespring og flik-flak. Så var der kaffebord
med medbragt kage eller smørrebrød og til sidst bal.
I april var der amtsgymnastikopvisning. Det
foregik i Roskilde i Hærens store gymnastiksal, hvor holdene
fra de forskellige sogne i amtet viste deres præstationer.
Disse store opvisninger blev senere henlagt til
Højskolehjemmet.
Om sommeren var der det store gymnastikstævne
i Borrevejle Vig. Her havde amtsforeningen i begyndelsen af
30'erne bygget en opvisningsplads med siddepladser på en stor
skråning ned mod vigen. Der var så en stor estrade, hvor
gymnastikken og de øvrige opvisninger fandt sted. Her var
også indrettet vandrerhjem, kiosk og omklædningsrum. Meget
af det var bygget ved frivillig arbejdskraft. Jeg selv har
været med ude at arbejde der. Der var også badebroer,
bådudlejning, så det var et meget søgt sted om sommeren. De
store opvisninger sluttede gerne med et historisk optrin.
Lejrekongerne var ofte hovedpersonerne i disse spil fra
sagnhistorien.
En af gymnastikforeningens aktiviteter var
folkedans, hvor vi et par måneder, vist om efteråret,
dansede i gymnastiksalen. Her havde vi også dilletant, som
det hed på egnes udtryksmåde, amatørskuespil. Også her var
jeg ofte med. Jeg har spillet klokker Link i "Nej",
den unge københavner i "En søndag på Amager". Det
var festligt, ikke blot selve opførelsen, men også de mange
prøveaftner, der som regel foregik i skiftende hjem. Det var
et godt kammeratskab, der trivedes her mellem sognets mange
unge og ældre.
På mange måder følte jeg mig bedre til pas
mellem de unge, jeg var vokset op sammen med på landet, end
mellem mine klassekammerater på Katedralskolen. Det var et stort fremskridt, da der sidst i
30'erne blev bygget ny skole med tilhørende gymnastiksal med
ordentlig varme, omklædningsrum med bad, og scene. Der var nu gode muligheder for foreningslivet.
Hjemmet i Allerslev
Det gav også gode forhold for
sognebiblioteket, hvor jeg en del år lånte bøger. Til trods
for at vi i skolen ikke havde nogen særlig inspirerende
dansklærer, fik jeg dog interesse for litteraturen. Selvom
der var mange bøger i vort hjem, var der dog ikke de nyere
forfattere som Jacob Paludan, Hans Kirk, så dem fandt jeg på
biblioteket. Det var jo spændende læsning.
Af nogle af mine kammerater i mellemskolen
lærte jeg at bygge en radio, et såkaldt krystalapparat, der
kunne virke uden batterier eller strøm. Det var med
høretelefoner. Anden radio havde vi ikke før krigen brød
ud. Da syntes min far, at han godt ville kunne følge med i,
hvad der skete. Men han havde været meget glad for
krystalapparatet, fordi han der kunne høre torsdagskoncert.
Det var han meget glad for. Selvom man skulle sidde med
høretelefoner på (de kunne godt klemme lidt), så var det da
spændende, og gengivelsen var meget ren og klar. Jeg selv
brugte radioen til at høre eftermiddagskoncert fra Wivex,
mens jeg læste lektier. Det har sikkert været meget befordrende for
indlæringen af den tyske grammatik!
Økonomien i vort hjem var ikke særlig
strålende. Fars løn som valgmenighedspræst var lille. Lidt
tjente han ved foredrag og artikler, han skrev. Men mor
forsøgte at hjælpe på økonomien ved selv at holde
foredrag, arrangere vævekursus, og selv væve en del. Så jeg
blev ofte sat til at hjælpe med at sætte en væv op, gøre
den klar til vævning. Det drejede sig om at lave trend, rulle
denne op på bommen, siden "sølle", og binde
skafter op. Det var både til kludetæpper, lyseduge,
gardiner, møbelstoffer og duge.
Da far, som det studerekammermenneske han var,
var meget upraktisk (i haven kunne han kun betros til at
passe kartoflerne og græsplænen), så blev vi børn sat i
arbejde, jeg mest, fordi jeg var længst hjemme. Men det gav mig, selvom jeg dengang ikke var
særlig begejstret for det, en interesse for havedyrkning. Jeg
måtte også passe høns, fodre, muge og også slagte dem,
når der skulle en høne i gryden.
Omkring ved 12 års alderen forærede mine
forældre mig en høvlebænk, som jeg fik installeret i et
lille værksted, jeg indrettede. Her brugte jeg mange timer,
søm og brædder til småmøbler, sæbekassebiler og meget
andet. Den høvlebænk har fulgt mig lige siden. I
præstegården i Fåborg havde jeg et dejligt værksted, hvor
alle 3 drenge rigtig fik lært at bruge værktøj, noget som
er kommet dem alle til gode. Og her i Agerbæk har jeg den
jævnligt i brug, og nu bruger også børnebørnene den, når
de er her.
I sommeren 1934 gik jeg til præst. Det var
naturligvis hos min far. Vi var 3 drenge og vist et par piger,
alle børn fra valgmenigheden. Drengene var foruden mig selv,
min legekammerat Ebbe Frandsen og Ejgil Jørgensen, søn af
undervisningsminister Jørgen Jørgensen. (Jørgen Jørgensen
havde været medstifter af valgmenigheden i 1924 og var dens
formand. Ejgil Jørgensen var jeg en del sammen med senere i
Studenterkredsen og dens gymnastikforening. Han var polit., kom
til udenrigsministeriet, blev siden dets direktør og sluttede
som Danmarks ambassadør i U.S.A.)
Selve konfirmationsforberedelsen husker jeg
ikke meget af, kun at det var salmer, trosbekendelse,
fadervor, og en del læsning i det nye testamente med samtale
over det læste. Ingen udenadslæren. Konfirmationen var d. 13 oktober 1934 i
Allerslev kirke. Fest bagefter hjemme med gæster, familie og
mine "gudforældre", skoleinspektør Peter Hjuler og
hustru Karen, fra Ølgod.
Far og mor ville gerne give os så god en
uddannelse som muligt. Desværre var de økonomiske muligheder
ikke så store. Det var således kun Gerda og Ida, der fik
klaverundervisning. Der var ikke råd til, at jeg også fik
det. Jeg kunne endda have haft særdeles god brug for i mit
senere arbejde at kunne spille til salmer og sange. Gerda blev
en ganske god pianist. Ida tabte efterhånden interessen for
det. Der var også et par vintre, hvor jeg sammen med
en kammerat gik på danseskole i Roskilde, men særlig ferm
til at danse blev jeg nu aldrig.
Ungdomsrejser og
udenlandsophold før krigen
Vore forældre ville også gerne lære os
Danmark at kende. Det begyndte i det meget små med en to- tre
dages cykeltur til Sydsjællands herregårde og Stevns klint,
hvor vi alle 5 var af sted. Det har nok været i 1932. Året
efter var far (og Ida?) og jeg på cykeltur med telt til Møn.
Siden var jeg hver sommer en tur i Jylland.
Jeg cyklede til Kalundborg og tog færgen til Århus, eller
til København og tog natbåden på dæksplads (det kunne godt
være koldt, selv i sovepose) til Århus. Derfra kørte jeg
så til Sorring, Dallerup og til Silkeborg, hvor moster stadig
boede. Et år var jeg tillige i Ølgod og senere i Blåvand i
"Ankergården", som fars søster faster "Julle"
ejede. Der var vi en del fætre og kusiner samlede og nød
badelivets glæder.
I sommeren 1936 var Gerda, Ida og jeg på cykeltur i Sverige. Vi sejlede fra København til Stockholm,
boede på vandrerhjem og cyklede så ned gennem de store
smålandske skove. Cyklede og cyklede. Når pigerne kunne
komme af sted med det, kom de nu op at køre med lastbiler.
Jeg kunne så stampe mig frem ad de grusede veje til det
vandrerhjem, hvor vi havde aftalt at mødes.
I sommerferien 1937 var jeg med en flok
kammerater fra gymnasiet på cykeltur. En af lærerne, adjunkt
Kjær, var meget sønderjysk interesseret og ledede denne tur.
Vi sejlede fra København til Lübeck, så byen dens kirker,
tårne og ølstuer. Boede på vandrerhjem og oplevede her
Hitlerjugend i fuld udfoldelse. Turen gik nordpå, Dannevirke,
Hedeby, Slesvig, Isted, Flensborg. Så ud vestpå, til
Rudbøl, til Dybbøl, Sønderborg, Als. Det var i ferien
mellem 1. og 2. g., og det rystede os godt sammen.
Efter studentereksamen ville jeg godt opleve
noget, inden jeg tog fat på teologien. Jeg ville gerne en
vinter på højskole, hvilket mine forældre syntes var en god
ide. Da de begge havde været en del i Sverige, og far var
gode venner med rektoren på Sdr. Sunderbyn højskole i
Norbotten, blev det bestemt, at jeg skulle derop en vinter.
Ida skulle samtidig være pige hos rektoren. Men da skolen
først begyndte i oktober, skulle jeg have tiden til at gå
med noget. Jeg tog så arbejde på en mindre gård, hos et af
valgmenighedens medlemmer, Thorbjørn Frandsen. Her hjalp jeg
med høsten og senere med roerne og tjente dermed lidt penge,
inden vi skulle rejse.
Men der var en noget trykket stemning overalt,
for 2. verdenskrig var brudt ud. Og ingen vidste noget om,
hvordan det hele ville udvikle sig. Alligevel tog Ida og jeg af sted. Det var en
lang togrejse gennem hele Sverige. Södra Sunderbyn lå tæt ved
den finske grænse, helt oppe ved det øverste af den Botniske
bugt. Vi kom velbeholdne derop. Jeg kom til at bo hos en af
lærerne, delte værelse med en kammerat. Her var det allerede
vinter, sne og meget tidligt mørkt.
Jeg deltog naturligvis i den almindelige
undervisning. Sproget voldte ikke nogen vanskeligheder. Der
var undervisning i svensk litteratur, historie,
bygningskundskab, regning, bogholderi, sløjd og foredrag.
Efter gymnastiktimerne var der bad og sauna, og så ud at
rulle sig i sneen, selvom det frøs 10-15 grader. En aften var
der musikunderholdning. Her hørte jeg første gang
Mendelson-Bartholdys violinkoncert. Det var en fremragende
kunstner, der spillede.
Eleverne var her oppe fra Sveriges nordligste
len. En del var samer og gik til tider i lappernes dragter, og
vi hørte meget om deres særlige kultur, som højskolen var
med til at værne om.
Men krigen lagde sin tunge skygge over det
hele. Nok var der lidt stilstand i krigen nede i Europa, Polen
var løbet over ende, og man ventede på Hitlers næste
udspil. Men i Finland var vinterkrigen brudt ud. Rusland
forsøgte at trænge ind i Finland. Det lykkedes kun i nogen
grad, for finnerne værgede sig tappert trods den voldsomme
russiske overmagt. Men spændingen var intens, ikke mindst her
tæt ved den finske grænse, hvor vi var. Og midt i december
syntes vore forældre, at det var bedst, at vi vendte hjem. Vi
var absolut ikke indstillet på det. Vi havde fået mange gode
kammerater og ventede os endnu en hel del af tiden på
højskolen. Men hjem måtte vi.
Da det så ikke blev til mere med det
højskoleophold, besluttede jeg mig til at tage fat på
teologien og fik mig indmeldt til de forskellige forprøver og
immatrikuleret ved Universitetet.
|