Studenterår og
besættelse
Det første spørgsmål var så, hvor jeg
skulle bo. Jeg fik tilbud om at bo i Lyngby hos fars søster,
" Faster Anna", der var enke og boede i en stor
villa. Det tog jeg imod. Fra Lyngby tog jeg så ind til
undervisning og forelæsninger i København Jeg gik til
filosofikum hos professor Kuhr, og begyndte på både græsk
og hebraisk. Det var en noget barsk omgang at skulle lære de
to sprog. Et lyspunkt var imidlertid professor Hal Kochs
forelæsninger over kirkehistorien. Han var en fremragende
underviser, der med sin levende fremstilling kunne gøre os
virkelig interesserede i faget.
Mens jeg boede her i Lyngby, oplevede jeg 9.
april. Vi hørte motorstøj, så store flyvemaskiner stryge
lavt hen over byen, og blev gennem radioen klar over, hvad der
var sket. Jeg tog ind til København, så de første tyske
soldater på Nørreport station og siden rundt i byen, hvor de
kom farende på motorcykler eller marcherede i kolonner.
Undervisningen på universitetet var suspenderet den dag. Vi
fattede faktisk kun sådan halvt, hvad der var sket og regnede
i øvrigt i den første tid med, at det var et halvt års tid,
så ville besættelsen være ophørt.
Samme dag kom dekret om mørkelægning, så
alle fik travlt med at dække vinduer med tæpper, og hvad man
nu ellers havde. Men inden så forfærdelig længe, gik livet
sin nogenlunde vante gang igen, og man passede sit arbejde,
sine studier, foreningsliv og fornøjelser, selvfølgelig med
den dæmpning og de restriktioner, som besættelsen medførte.
Den medførte også en stærk national
bevidsthed, der gav sig udslag i forskellige folkelige møder
og stævner. Det store nummer var alsangsstævner i parker,
hvor tusinder samledes for at synge danske sange.
Der blev udgivet særlige alsangsbøger, og en
kongesangbog. Og kongen, Chr.X., blev et nationalt
samlingspunkt. Han genoptog sine morgenrideture i byen, og
folk flokkedes om ham, skraldemænd stoppede op i deres
arbejde og hilste ham ærbødigt. Der var altid en store skare
cyklister, der fulgte ham. Som en af datiden sange udtrykte det: "
om kongen af Danmark, står hjerterne vagt."
Men der var også nogle, der var klar over den store fare
folket var i. Fare for at blive præget af nazismen.
Medløbere med tyskerne var der hurtigt mange af. Een af de
mænd, der gik i spidsen for en ægte dansk vækkelse, var
professor Hal Koch.
Han holdt i september 1940 på universitetet
en række forelæsninger om Grundtvig. Det var et vældigt
tilløbsstykke. Auditoriet var stuvende fuldt, og folk stod
på trapper og gange for at lytte. Det var et bevidst forsøg
på, ved beretningen om Grundtvig, at vække det danske folk
til bevidsthed om dets egenart og historie. Det blev på en
vis måde begyndelsen til modstanden mod nazificeringen af
folket.
Man har senere sammenlignet disse
forelæsninger med den tyske digter Henrik Steffens berømte
forelæsninger i København 1802, der vakte et nyt åndeligt
liv i Danmark og som indvarslede romantikken. For alle os, som
hørte Hal Kochs forelæsninger, var de en vældig oplevelse
og en inspiration både til et teologisk studium og til en
fordybelse i dette at være dansk.
En anden vigtig begivenhed i det første
besættelsesår var indvielsen af Grundtvigskirken på
Bispebjerg d. 8 september 1940. De mandlige medlemmer af Studenterkredsen var
blevet bedt om at være ordensmarskaler ved den lejlighed.
På den måde kom jeg med til indvielsen. Den begivenhed var
jo ellers forbeholdt alle mulige prominente personer.
At jeg senere skulle blive præst ved kirken,
anede jeg jo ikke. Men der var en anden grund til, at jeg var
glad for at være med: Min far havde siddet i kirkens
byggekomite. Han havde arvet pladsen efter sin far, borgmester
Jacob Marstrand, der havde været en af initiativtagerne til
at få kirken bygget, og havde til sin død været formand for
byggekomiteen.
Byggeriet havde været længe undervejs. Det
var påbegyndt i 1921 og i 1929 kunne man indvie tårnet som
midlertidig kirke, medens kirkeskibet så blev bygget i løbet
af 30'erne. Det tog sin tid at skaffe pengene til dette store
værk, og der var kun 8 uddannede murersvende, der arbejdede
på det. Min far fortalte, at han havde været i kirken dagen
før indvielsen. Da gik een af disse efterhånden gamle
murersvende og fugede alteret, der var opført af gule
mursten, som hele kirken. Han gik og kom og blev ved at pusle
med arbejdet, det var som om, han ikke rigtig kunne forstå,
at nu var det arbejde forbi, et livsværk for ham, en af de
anonyme kirkebyggere.
Lejligheden i
Østersøgade
Jeg fortsatte mine studier i græsk med
eksamen i januar 1941 og tog også samtidig filosofikum. Så
gjaldt det hebraisk og nytestamentlig græsk med eksamen i
disse fag i juni 1941.
Jeg var imidlertid flyttet ind til byen. Det
var lidt upraktisk at bo i Lyngby, og da jeg så fik mulighed
for at bo hos min faster Anna, min "rigtige" faster,
flyttede jeg ind til hende i september 1940. Hun havde en
lejlighed i Øster Farimagsgade 87 på 5. sal. Hun havde været
enke siden 1918, havde en 3½ værelses lejlighed med
kakkelovne. Hun blev dog ret hurtigt syg og døde i sommeren
1941. Jeg havde imidlertid fundet ud af, at det ville være
bedre selv at have en lejlighed sammen med en kammerat.
Det blev Svend Bladt, der også studerede
teologi. Vi kørte byen rundt og ledte efter lejlighed, og
trods begyndende boligmangel fandt vi omsider en. Den havde samme
baggård, som den jeg boede i. Den fik vi lejet fra 1 oktober 1941. Det var
Øster Søgade 108. Det var ganske vist en lejlighed med
vinduer ud til gården, men med lidt eftermiddagssol,
centralvarme og et lille badeværelse. Der boede jeg så hele
min studietid og det første år efter, at jeg var blevet
præst og gift. Det var meget heldigt med den lejlighed, for
den var billig (80 kr. om måneden) og lå i rimelig afstand
fra universitetet.
Den første tid cyklede vi ind sidst på
eftermiddagen og spiste middag på
"Kannibalkøkkenet", Universitetets kantine. Det var
billigt og rimelig godt. Så vidt jeg husker kostede en varm
ret 95 øre. Når vi flottede os fik vi kogt eller stegt
rødspætte, men den kostede også 1,25 kr. Vi blev nu hurtigt trætte af denne
storkøkkenmad, og det var også besværligt at skulle cykle
ind til byen for at spise, og da der nu var køkken i
lejligheden, så var det jo nærliggende selv at lave noget
mad. Ingen af os havde nogen erfaring i det, men efterhånden
fik vi da lært os en lille smule.
Og når jeg var hjemme i Allerslev, fik jeg
gerne pakke med mad lige til at varme, og da Svend Bladt
stammede fra en stor proprietærgård i Sønderjylland, kom
der hyppigt pakker derfra. Der var spegepølse, røget skinke
og meget andet godt. Og der var noget om, at rationeringen
ikke rigtig var gennemført i Sønderjylland, i hvert fald
ikke på en stor gård, så mens andre i København
efterhånden som forsyningssituationen blev ringere og man
måtte bruge byg selv til franskbrød og kager, så kunne vi
nyde dejlige hjemmebagt hvedebrød.
Og da jeg havde lært Grethe at kende og kom i
hendes hjem, kom der også mad derfra. Så vi led ingen
materiel nød. Middagen indtog vi ved et lille firkantet bord
i Bladts værelse, med gryderne på bordet. Dugen var
gårsdagens Kristeligt Dagblad, som vi havde et studenterabonnement
på. Opvasken var det ømme punkt.
Ofte fik porcelænet lov at stå i vasken til,
vi havde brugt det hele. Så måtte vi tage os sammen og vaske
op. Siden hen, da vi begge var blevet forlovet, hændte det nok
ret tit, at der stod en opvask og ventede på, at en af
pigerne skulle dukke op, for de forbarmede sig som regel over
os. Ofte tillige med at lave lidt god mad til os. De blev så
belønnet ved, at vi gik i biografen med dem.
Det var selvfølgelig ikke nogen overdådig
husholdning, vi førte. Dels forbød rationeringen det, og dels var vi
begge meget sparsommelige. Jeg i hvert fald, fordi jeg var
nødt til det. Min arv efter min far, 6.000 kr., der havde
stået i Overformynderiet skulle slå til så længe som
muligt. Det var begrænset, hvad jeg kunne få hjemmefra, for
også der var økonomien ret stram, selvom det var blevet
noget bedre på grund af lidt ekstra indtægter, som både far
og mor havde. Han for undervisning på Århus Universitet, hun
for foredrag.
Men Bladt var meget sparsommelig. Selvom han
kom fra en stor sønderjysk proprietærgård, så havde han
den holdning, at familien ikke skulle koste mange penge på
ham. Ham kørte altid på en gammel nærmest udslidt cykel
(senere opdagede jeg, at han i sit hjem havde den dejligste
cykel stående. Nå, det skyldtes måske, at han ikke ville
risikere at få den stjålet i København). Dårlige sko, der
tilmed var for små, gik han altid med. Han var ikke
hypokonder, men drak alligevel kamillete hver dag for ikke at
blive syg. Så køkkenet stank altid af kamillete, og jeg har
lige siden haft meget svært ved at nyde dette fremragende
lægemiddel. Og lugten af det bringer mig altid i tankerne
tilbage til Østersøgade 108.
En dag så jeg på opslagstavlen i
Kannibalkøkkenet, at en blind dame søgte en student til at
læse op for sig. Det ville blive betalt med et måltid og
lidt penge. Det måtte jeg prøve. Så jeg tog ud til hende,
et sted på Gl. Kongevej. Det viste sig, at hun var ret
gammel, var svensk og havde i sit første ægteskab været
gift med den svenske digter Werner von Heidenstam. Jeg kom der en gang om ugen og læste højt et
par timer af forskellige romaner, vi fik snakket en del, og
så fik jeg middagsmad og lidt penge. Hun forærede mig
Heidenstams store historiske tobinds roman "Karolinerne",
som jeg desværre ikke har mere.
Nogle år senere fik jeg, vist nok gennem en
kammerat, et andet madsted. Det var hos en kontorchef på
Carlsberg og hans kone, Max og Soff Eskildsen. De var
barnløse, og havde så set en opgave, en fornøjelse i at
indbyde en student engang om ugen til at spise hos dem. Det
var et stort fint hjem i en lejlighed på Frederiksberg. Det
var jo rart sådan at komme ud og spise lidt godt.
Teologistudiet
Foruden de sproglige forprøver og filosofikum
begyndte jeg på de egentlige teologiske fag. Man kunne på
den tid vælge mellem tre forskellige studieformer. Være
maximist i 1) kirkehistorie med et større speciale og meget
lille studium af Gammel testamente, eller 2) maximist i G.T.
med speciale der, og lidt kirkehistorie eller 3) "gammel
ordning" uden specialer, men med en større del af G.T.
Jeg valgte det sidste. Det betød et stort kirkehistorisk
pensum med Holmquist/Nørgårds 3 binds kirkehistorie, og af
G.T. et større udvalg salmer, genesis og profettekster.
Det var ud fra den betragtning, at skulle man
læse G.T. på hebraisk, så skulle det ikke være bare en
lille forsmag med Genesis og 15 salmer, men et lidt grundigere
studium. Jeg fortrød heller ikke dette valg, selvom
professor Bendtsen bestemt ikke var den mest inspirerende
forelæser. Lidt bedre var det med professor Hvidberg.
Derimod var det meget spændende at gå til
professor Hal Kochs kirkehistoriske forelæsning, torsdag,
fredag, lørdag kl. 1o. Han var en meget levende og engageret
underviser, der ikke stod og læste op af sit manuskript, men
ofte siddende på kanten af katederet fortalte han livfuldt og
spændende om kirkens historie, ganske særligt oldkirken, der
var hans speciale. Han arbejdede på disputats om Konstantin
den Store, men fik den aldrig gjort færdig. Hans engagement i
det folkelige arbejde under og efter krigen tog hans tid. Men
hans forelæsninger var en vældig god indgang til det
teologiske studium.
Da jeg i juni 1941 havde bestået prøven i
nytestamentlig græsk, kunne jeg så i efterårssemesteret
følge forelæsninger i Ny Testamente. Det har formodentlig
været over et af de synoptiske evangelier (Mattæus, Markus eller Lukas). Det var professor Mosbech der forelæste.
Men der var ikke en samlet plan for
gennemgangen af N.T. Man kunne simpelthen ikke komme hele NT
igennem ved at gå til professorernes forelæsninger. Men man
lærte en metode at arbejde efter. Derfor gik de allerfleste
studenter tillige til manuduktion. Det var et privat
arrangement, som man betalte for. Men det var derimod meget
givende, vi var vel ikke mere end 2o studenter på hvert hold,
og her blev virkelig undervist systematisk, så man fik lært
noget. Jeg gik i NT hos undervisningsassistent Børge
Diderichsen, der senere blev professor i NT.
Men når man først havde lært metoden gennem
nogle semestre, kunne man læse videre på egen hånd ved
hjælp af de forskellige kommentarer. På den måde kunne man
komme hele stoffet igennem. Også i GT gik jeg til
manuduktion, det var hos Svend Holm Nielsen, der senere blev
professor i GT.
Jeg passede nogenlunde omhyggeligt studierne.
Men det hele fik en brat ende på grund af tyskernes overgreb, først 29 august 1943 og siden med interneringen af
politiet og jødeforfølgelserne. Universitetet fungerede
ikke, al undervisning var standset, om end man kunne bruge
biblioteker og laboratoriet, det teologiske håndbibliotek og
læsesal.
Men da der var vedholdende rygter om, at også
studenter og lærere skulle interneres, kom vi der ikke, og
mange flyttede i hvert fald for en tid fra deres hidtidige
bopæl. Jeg boede således en tid hos min faster Hedvig i
Baggesensgade. Men efterhånden vendte vi tilbage til vore
værelser og lejligheder. Manuduktionen fortsatte, men nu
under jorden, i private hjem eller i spejderlokaler og
menighedshuse. Vi sad ofte klumpet sammen med meget primitive
borde og bænke. Det værste var næsten tobaksrøgen. Rygerne
kunne ikke undvære deres cigaretter under manuduktionen, og
det var det elendige krigs"tobak", de pulsede på.
Det var også en stor fordel at læse sammen
to og to, navnlig efterhånden som vi nærmede os eksamen.
Efter den dagældende studieordning var der ingen eksamen før
efter 5-6 års studier. Så gik man op til det hele, ud fra
den betragtning, at der var en sådan sammenhæng mellem de
historiske, sproglige og dogmatiske fag, at man skulle have
det hele samlet. Man kunne dog dele eksamen i to dele: 1.del
med de systematiske fag, GT., NT. kirkehistorie m.m. og 2. del
med de dogmatiske fag dogmatik og etik, men der måtte kun
være et halvt år imellem de to eksaminer. Så det var et
meget stort stof man skulle igennem. Vi var 2-3- stykker der
læste GT sammen, det foregik hos en af vore kammerater på
Regensen. En anden teolog, Johs Bjerrum, der boede tæt ved
Østersøgade læste jeg kirkehistorie med.
CB-tjeneste og
luftangreb
Jeg var imidlertid blevet CB-betjent. Det var
et slags hjælpepoliti med særlige opgaver. 15 marts 1943
skulle jeg møde til grunduddannelse i 14 dage, lidt eksercits,
lidt praktisk skolegang. Og så blev vi fordelt til de
forskellige tjenester. Jeg kom til telefontjeneste, og fik
tjenestested på Øbro central, der lå i Rosenvænget tæt
ved min bopæl, så det var nemt. Opgaven bestod i at sidde
ved et særligt telefonapparat, hvorfra vi skulle give melding
om luftalarm. Der kom en opringning fra luftmeldecentralen på
politigården. Den skulle vi så give videre til 20
abonnenter, vi havde samlet en særlig omstillingskasse. Der
kunne være "forvarsel", når engelske flyvere kom
ind over landet, eller "luftalarm", når de nærmede
sig København. Vore abonnenter var hospitaler og særlige
fabrikker, især nogle der arbejde for tyskerne, som
Våbensyndikatet.
Vi var placerede i et lille lagerlokale på
centralen. Vort apparat og bord stod mellem to store vinduer,
der ikke var nogen beskyttelse for, så vi havde dagslys. Det
var rart, da vi udnyttede tiden til læsning. Vi var kun een
mand på vagt ad gangen, men i 24 timer. Der stod en seng, så
vi kunne sove om natten, og da det var ret begrænset, hvad
der var af overflyvninger, var der god tid til at læse. Og da
de to andre, der passede Øbro også var teologer, havde vi
rig lejlighed til at læse sammen. Da vagterne var så lange
uden ret meget arbejde, var det kun studenter, der kunne
udnytte tiden til læsning, de kunne bruge til det job. Og da
der kun var 14 dages sommerferie, kunne man lige så godt
udnytte tiden, og jeg regner med, at jeg blev færdig med mine
studier et halvt år tidligere end jeg ellers ville have
været.
Når andre måtte i beskyttelsesrum, når der
blev slået alarm, skulle vi blive siddende ved telefonerne.
Så man kunne læse videre eller vende sig om på den anden
side og sove. Det var en rigtig god tjans, jeg havde fået
der, især da aflønningen efterhånden blev rimelig, og det
var med til at jeg kunne slutte mine studier uden studiegæld.
Det gav også lejlighed til snak med de
telefonarbejdere, der kom ind på det lille lager efter tråd
og ledninger. Når de drak deres "kaffe" formiddag
og eftermiddag, stak de en kop ind til mig. Så det var meget
hyggeligt.
Lidt dramatik oplevede jeg dog der. Jeg havde
vagt den dag, da Shell-huset blev bombarderet. Hvis der
overhovedet var forvarsel, så var det meget kort, og
pludselig var de engelske maskiner over byen: Faktisk først
da gik luftalarmen. Shell-huset blev bombarderet, og der
udviklede sig luftkamp over byen, også over Øbro-centralen,
et par skud ramte muren, men forårsagede ingen skade. Da det
gik løs, var min eneste beskyttelse at krybe ned under det
kraftige bord, der stod mellem vinduerne. Det var det
nærmeste, jeg kom krigen. Men hurtigt hørte vi at
Shell-huset, Gestapos hovedkvarter var bombet med utrolig
præcision. Og desværre ved en fejltagelse også den franske
skole på Frederiksberg, hvor en del børn og lærere omkom.
Shellhusets bombning medførte, at Gestapos arkiver med navne
på modstandsbevægelses folk var tilintetgjort, samtidig slap
en hel danske fanger, der havde siddet i de øverste etager
som et slags skjold, ud i friheden igen.
Denne telefontjeneste havde jeg til et par
måneder efter befrielsen, da vi blev hjemsendt. Men både
økonomisk og studiemæssigt havde det været stor fordel.
Selvfølgelig var der ting, man ikke kunne deltage i på grund
af vagterne, men nogen byrde var det bestemt ikke.
Ungdomsliv og
kirkegang
Jeg havde heldigvis også tid til at udnytte
de kulturelle muligheder i byen. Biograf og teaterture var
hyppige. Der var biografer, der gav billige billetter til
studenter, 50 øre. Bladt og jeg er mange gange cyklet helt ud
til Enghave bio eller Bispebjerg bio for at få en billig
biograftur. Men engelske og amerikanske film forsvandt, så
det var danske, franske og svenske og vel også tyske film.
Meget populær var den svenske film "Landevejskroen",
der i flere år gik i Nørreport Bio.
Teaterlivet blomstrede. På det kgl. teater
kunne man også få billige billetter, så det benyttede vi os
af, bl.a. så jeg " Porgy og Bess" inden tyskerne
forbød opførelsen af den. Hyppigt var vi på Folketeateret.
Det var nok mit foretrukne teater. Men også Det Ny Teater og
Betty Nansen Teatret besøgte vi.
For en teolog var det jo en naturlig ting at
deltage i søndagenes gudstjenester. Og der var mange steder
at vælge imellem, nogle gange var jeg med Bladt i St.
Johannes kirke, hvor Marius Jacobsen prædikede. Ham var Bladt
meget optaget af, men jeg brød mig ikke om hans lidt
højtidelige, pietistiske forkyndelse. Jeg søgte til Vartov,
hvor den gamle Balslev var præst og var en vinter med til
bibelkreds hos ham. Der var og er en ganske særlig stemning
over gudstjenesterne der. En meget levende salmesang og en
fortrolig og for mig hjemlig atmosfære. Balslevs forkyndelse
var meget stilfærdig, dybtgående, enkel og redelig.
Barnedåben og altergangen var der en ganske særlig højtid
over. Enkelte gange hørte jeg Neiiendam i Holmens kirke, men
det var mig lidt opstyltet og selvhøjtideligt.
Derimod var det en glæde at komme til
gudstjeneste i Slotskirken, der endnu den gang var almindelig
sognekirke. Her var Oscar Geismar præst. Det var en nydelse
at høre hans smukke om end ofte lidt ordrige dansk. Han var en
mester i at benytte modersmålet i sine ofte meget litterært
prægede prædikener. Det var så markant, at jeg, når jeg nu
læser en af hans prædikener, ligefrem kan høre hans
tonefald og udtryk.
Men mest betød det nok for mig at være med
til gudstjenesterne i valgmenigheden, når jeg var hjemme. Far
brugte de to sognekirker i Osted og Allerslev til
gudstjeneste. Der var næsten altid god kirkegang, menighedens
medlemmer var meget trofaste overfor gudstjenesten. Og der var
en vældig god salmesang. Far var selv kirkesanger, bad selv
ind- og udgangsbøn og ledede, gående op og ned ad gulvet,
selv kirkesangen. Men det var nu ikke svært, for der var
mange gode sangere i menigheden. Jeg kan endnu for mig se
disse stovte sjællandske bønder, der sang... netop af
hjertens lyst. Gudstjenestegangen var den almindelige, men
meget enkel. Far forberedte sine prædikener ved at nedskrive
dem på maskine lørdag formiddag, så lærte han dem udenad.
Han brugte aldrig manuskript på prædikestolen, men havde det
dog for en sikkerheds skyld i lommen. Jeg mindes kun een gang,
at jeg har oplevet, at han måtte tage sit manuskript frem.
Hans forkyndelse var meget enkel og
forståelig, så redelig og ægte, så man følte, at han stod
inde for hvert ord, han sagde. Det var ikke aktuelle
prædikener, men nærværende og vedkommende. Han kunne bruge
billeder fra litteraturen, musikken, kunsten og dagliglivet
til at belyse evangeliets sandheder med. Før altergangen
holdt han en kort tale, stående i kordøren, en jævn ligetil
indbydelse til nadveren, ofte bygget over en salmelinje eller
et skriftsted. Så fulgte en salme, Fadervor og
indstiftelsesordene. Ingen af de mange bønner, der ellers
bruges ved altergangen, for som han sagde, fadervor og
indstiftelsesordene er det eneste, vi har fra Jesus selv.
En ganske særlig højtid var der over
gudstjenesten Skærtorsdag. Den blev naturligvis altid holdt
om aftenen. Og menigheden mødte talrigt op med deres store og
mindre børn i flok. Sangen var varm og levende, lydhørheden
stor, fællesskabet i menigheden blev udtrykt her stærkere
end noget andet sted.
"Ene det på jorden ved,
Jesus og hans menighed,
at til jord er dalet ned,
livet i Guds kærlighed"
Det vers brugte far engang ved en Skærtorsdagsgudstjeneste, og det udtrykker for mig noget af
det, jeg kom til at opleve i den lille Osted valgmenighed og
dens gudstjenester.
Studenterkredsen i
Grundtvigshus
Ud over studierne havde jeg også tid til at
leve med i studenterlivet. Det første år var jeg bl.a. med i
den store Studenterforeningen, der havde sit eget store hus i
Vester Voldgade tæt ved Rådhuspladsen. Der var vist lørdag
aften altid foredrag eller underholdning og dans bagefter, her
traf jeg enkelte fra mit studenterhold i Roskilde. Der var
læse- og avisstue og mange andre tilbud. Men jeg befandt mig
ikke særlig godt der. Der var for mange rige fars sønner og
døtre, lidt snobbet og overklassepræget.
Derimod fandt jeg mig hurtigt til rette i
Studenterkredsen. Jeg havde på fars tilskyndelse allerede i
sommeren 1939 deltaget i dens sommermøde på Danebod
Højskole. Vi var der en uges tid, der gik med foredrag,
diskussioner, udflugter, dans og så videre. Det havde været
en god oplevelse. Så da jeg begyndte at læse i København,
søgte jeg ganske naturligt dertil. Studenterkredsen holdt til
i Grundtvigs Hus i Studiestræde. Her var der altid åbent i
dagligstuen med aviser, skakspil og bøger. Og der var
"den tavse", hvor man kunne sidde og læse i fred og
ro. Der var næsten altid nogle i dagligstuen at snakke og
diskutere med. Hver fredag aften var der møde i Billedsalen.
Det var foredrag, ofte af kendte grundtvigske personligheder,
højskolefolk og præster, universitetsfolk. Efter kaffen var
der så diskussion om aftenens foredrag, eller lidt
underholdning. Undertiden var der underholdning ved kendte
kunstnere.
St. Bededags aften var der "Bedebal",
det foregik oftest i et lille forlystelsessted i byens omegn.
Her i Kredsen befandt jeg mig særdeles godt. Medlemmerne var
næsten alle fra grundtvigske kredse rundt i landet. Her havde
de et tilholdssted under deres studier eller anden uddannelse
i København. Det var teologer, mag'er. medicinere, polit'er,
sygeplejeelever, studerende på Landbohøjskolen, altså en
meget broget flok. Med denne blanding undgik man at blive
fagidiot, som kun kunne interessere sig for sit eget lille
snævre studieområde.
En del højskoler tilbød medlemmer af
Studenterkredsen et ophold i januar måned på højskolen. På
den måde var jeg i januar 1942 på Rødding Højskole. Jeg
deltog i den almindelige undervisning, men var også en del
sammen med lærerne, så jeg lærte lidt om højskolelivet, og
overvejede siden som så mange andre teologer at blive
højskolelærer nogle år, inden jeg ville være præst. Det
blev imidlertid ikke til noget.
En vigtig begivenhed i Kredsen var det årlige
sommermøde, som blev holdt 6 dage først i august på een
eller anden højskole rundt i landet. Foredrag, diskussioner,
udflugter, gudstjenester, revy og sommermødebal. En helt
særlig stemning var der over det første sommermøde efter
befrielsen. Det blev holdt på Vrå højskole i Vendsyssel med
vældig deltagelse også fra Studenterkredsen i Århus.
Ryes omrejsende
"Studenterkarle"
Et kapitel for sig selv var
"Studenterkredsens Gymnastikforening", der holdt til
på 4. sal i Grundtvigs Hus. Her mødtes vi onsdag og fredag
aften til gymnastik kl 19-20. Lederen var Alfred Rye, der var
meget optaget af den gymnastikform, som var kommet fra
Sverige, udformet af Per Henrik Ling. Det var den lette,
elegante, smidige gymnastik i modsætning til Niels Bukhs
Ollerupgymnastik med dens kraftfulde, lidt voldsomme øvelser.
Vi var aldrig mere end 20-25 medlemmer, men
havde et vældigt godt sammenhold og kammeratskab. Det
udbyggedes ikke sjældent ved, at vi engang imellem efter
gymnastikken gik ud i byen for at få "en kop øl" i
en een eller anden beværtning. Den årlige generalforsamling
var en meget vigtig begivenhed. Den blev i en del år holdt
hos et par af medlemmerne, der boede i tagetagen over et
institut i Botanisk Have. Det rent formelle ved
generalforsamlingen blev ret hurtigt afviklet med diverse
indlæg, taler og valg. Så var der øl og pølser. Selvom det
under krigen var svært at skaffe disse ting, så lykkedes det
altid Rye at fremtrylle dem. Han havde visse forbindelser til
Carlsberg og Houlberg. Og så forløb aftenen med nydelse af
disse ting, med sange, optræden og anden underholdning. Det
gik ikke stille af.
En anden væsentlig ting var de
gymnastikopvisninger, vi var med til i foreninger rundt om på
Sjælland. Vi var som regel slutnummeret. Når de lokale hold
havde vist deres gymnastik, så kom vi på gulvet og høstede
stort bifald. Og så var der "bal bagefter" og vi
studenter fra København, havde stor succes hos pigerne
....til mægtig fortrydelse hos de lokale karle.
Vi var gerne indkvarterede i private hjem, som
regel på gårdene. Vi nød det, for der blev rigtig kræset
op for de formentlig forsultne studenter fra København.
Festligt var det at være med til Roskilde Amts
Gymnastikforenings amtopvisninger i hærens gymnastiksal i
Roskilde eller på festpladsen ved Borrevejle vig. En af de
rigtig gamle gymnastikledere, en bonde fra egnen nord for
Roskilde, kaldte os i sin takketale for
"Studenterkarlene."
En sommer, vistnok 1943, var vi på opvisningsturne
til Sønderjylland. Vi cyklede først til
Sorø, hvor vi overnattede i Ingemanns Hus på Akademiet. Her
havde undervisningsministeren ret til bolig, og Jørgen
Jørgensens søn, Ejgil var med på holdet, så det var nemt
ordnet. Næste dag kom vi til Vester Åby på Sydfyn, hvor
Jakob Andersens far var præst. Vi boede i den store
præstegård, kunne have en gymnastiktime i den store
havestue, endda uden at flytte møblerne.
Så nåede vi til Sundeved, hvor vi var
gæster til middag i Svend Bladts hjem i Vester Sottrup, en
stor proprietærgård. Vi fik stor middag, flæskesteg og
jordbær. Om eftermiddagen havde Sønderborg Amts
Gymnastikforening inviteret os til kaffe på et traktørsted.
Stort sønderjysk kaffebord. Derfra blev vi indkvarteret i
forskellige privathjem, hvor man igen diskede op for os med
megen god mad. Vi opdagede, at rationeringen ikke rigtig var
nået til Sønderjylland. Om aftenen deltog vi så i den
lokale gymnastikforenings opvisning, men til trods for al den
gode mad vi havde nydt i dagens løb gik det fint. Alfred Rye
påstod, at vi aldrig havde sprunget så højt i højdespring
som den aften. Et par steder mere havde vi opvisninger. Vi
sluttede på Snoghøj Gymnastikhøjskole med opvisning og fest
med skolens mange piger. Derfra gik det så tilbage til
København.
Gymnastikforeningen havde før krigen haft
samarbejde med en gymnastikforening i Malmø, Örnarna".
Den forbindelse blev hurtigt efter krigen genoptaget, og vi
blev inviteret til at deltage i opvisning hos dem i Malmø.
Det var spændende at komme udenlands første gang efter
krigen. Så der var ikke blot opvisning, men også
indkvartering i privathjem og indkøb af chokolade, kaffe,
cigaretter, nylonstrømper osv. Et års tid senere gæstede de
os i København, hvor vi arrangerede opvisning og fest.
Men foreningen havde også en gammel
forbindelse i Frankrig, og den udvirkede en invitation til at
komme og give opvisninger i Paris og Strasbourg. Det blev
alle tiders oplevelse. Det skulle være i juli 1946. Jeg var
formand for gymnastikforeningen og skulle lægge turen til
rette. Der
skulle skaffes visa til Frankrig på den franske ambassade,
tilladelse hos englænderne til at rejse gennem Tyskland, det
foregik på Dagmarhus, den engelske militærkommandos hovedsæde.
Der skulle forhandles med DSB om turen. Der gik kun tog til Paris to gange om ugen på den tid,
og der var udsolgt, men vi fik Statsbanerne til at indsætte
en ekstra vogn i
toget d. 1 juli, så vi kunne komme af sted til planlagt tid. Udstyret
med store madpakker, både til selve turen og til lidt foræringer
i Frankrig kom vi af sted. Vi var 16 mand og Alfred Rye.
Det
var 40 timer med tog og en chokerende oplevelse at køre
gennem Tyskland med de hårdt medtagne byer som Hamborg og
Hannover. Ruiner og ruiner i endeløse gader. På
stationerne tusindvis af mennesker ventende --- på hvad?
Tiggende om mad og cigaretter. Trøstesløse skarer. Vi kom
til Köln tidlig om morgenen. Vi havde egentlig forbud mod at
forlade toget. Men vi regnede ikke med at de engelske soldater
var så tidligt oppe. Så vi dristede os ud af den sønderbombede
banegård og over for at se på domkirken, hvis tårne vi længe
havde kunnet se hæve sig over byen. Der gik tipvognsspor ind
i kirken, hvis indre var fuldstændig udbrændt, enkelte hvælvinger
styrtet ned. Domkirken lå lige ved siden af banegården, så
det var ikke underligt, at den også var blevet ramt. På døren
til et lille sidekapel sad et opslag, der fortalte, at der
holdtes gudstjeneste der hver søndag. Selvom tårnene her dog
stod, i modsætning til mange andre kirker vi så, så passede
Grundtvigs ord dog "Kirken er et gammelt hus, står om
end tårnene falde. Tårne fuldmange sank i grus. Klokker dog
kime og kalde". Lidt oprydning og genopbygning var
begyndt, men det så uendelig håbløst ud. Folk boede i
ruinerne, i kældre og faldefærdige bygninger, apatiske,
udmagrede.
Selvom
Belgien også havde været hårdt ramt og byerne stærkt ødelagte,
var der der ligesom lidt mere gang i genopbygningen og folk så ikke så
sløve og udtærede ud.
Omsider
kom vi til Frankrig og nåede ved middagstid til Paris, hvor vi blev
modtaget af et par mennesker fra det franske kulturministerium og en
tolk. I bus blev vi så kørt til Cité Universitaire. Her blev vi
indlogeret i "Det belgiske hus" og fik omsider et meget
tiltrængt bad efter den lange togtur med prustende kulfyrede
lokomotiver foran de ikke særligt godt tættede vogne. Vi kunne spise
i en stor kantine på universitetet, og her mødtes unge mennesker af
alle nationer, farver og sprog. Man var meget stolt over, at man havde
sikret os rationeringskort, også til kød. Det viste sig at være ca.
et stykke rullepølse el.lign. om dagen. Men spaghetti, grøntsager
var der nok af, så vi blev da mætte.
Vi
var byens gæster, og blev modtaget på Rådhuset ved en reception med
vin og taler, og blev kørt rundt i byen til de vigtigste seværdigheder.
Senere havde vi rig lejlighed til at gå på egen hånd, lærte
hurtigt at bruge metroen og fik set utrolig meget. Vi havde et par
opvisninger i Paris, et ved et stort sportsstævne, et andet på et
militærakademi. Det var meget festligt og vi blev behørigt takket
for indsatsen og til ære for os, lod man Dannebrog gå til tops i
akademiets store flagstang, mens orkesteret spillede "Kong
Kristian" !! jo, jo, der var stil over det.
Vi
tog dernæst med toget til Strasbourg, for også der havde Rye en
forbindelse til et sportsinstitut. Indkvartering der og lejlighed til
at se Strasbourg, hvor vi havde opvisning. Udflugt til Vogeserne,
hvor vi besøgte et højt beliggende kloster "St. Odile."
Tilbage
til Paris, hvor vi oplevede 14 juli, Bastilledagen. Der var sørget
for reserverede pladser til os, så vi kunne se den store militærparade
på Champes Elysee. Det
var den første efter krigsafslutningen, så der var gjort meget ud af
det. Store styrker, også fra de franske kolonier. Deltagelse af
engelske og amerikanske troppeenheder. Bagefter var der fest i gaderne
i hele byen, så det forslog. I bistroer, cafeer, restauranter og på
gaderne sang og dansede man. Det var en fantastisk oplevelse og en
festlig afslutning på vor parisertur.
Dagen
efter gik det hjemad med toget. Den 18 juli om morgenen nåede vi
omsider til København.
Dagbogsoptegnelser fra
befrielsesdagene
Men tilbage til studieårene. Svend Bladt
ville se at blive færdig med eksamen i 1944 og mente, at det
var bedre, at han fik lejet sig et værelse inde i byen, så
han bedre kunne koncentrere sig om sin læsning. Jeg fik så
en anden kontubernal, Knud Haugstrup, der også var teolog.
Han havde læst i Århus, men ville afslutte i København. Han
var en herlig fyr. Vi var nogenlunde lige langt, så vi
besluttede at læse sammen. Jeg opdagede imidlertid, at han
tog sig meget god tid, så det kunne jeg ikke rigtig vente
på. Han var meget pertentlig med sine noter, brugte megen tid
på at renskrive dem og var meget omstændelig, og på samme
tid skulle han have alt det som skete af kulturelle ting i
byen med, maleriudstillinger, særlige foredrag osv. Og det er
der ikke rigtig tid til, når man nærmer sig eksamen. Jeg
arbejdede på at blive færdig til eksamen med 1. del i juni
1945. Så det blev ikke til noget samarbejde, men derimod et
vældig godt samvær i lejligheden og ved mange andre ting.
Jeg havde nogenlunde regelmæssigt passet forelæsninger, manuduktion og øvelser, så jeg indskrev mig
til skriftlig eksamen i maj 1945. Selvom universitet på grund af krigen
officielt var lukket, holdt man dog visse eksaminer. Men af sikkerhedsgrunde
foregik de "under jorden". Vi skulle
således have skriftlig eksamen i et menighedshus i Hellerup.
Her sad vi så til skriftlig eksamen de første dage af maj
1945, skrev kirkehistoriske opgave, NT. Og GT.
Inden vi gik ind til opgaverne, havde vi
hørt, at de engelske tropper nærmede sig grænsen, og at den
danske brigade stod parat i Helsingborg parat til indsats.
Byen og landet citrede af spænding: hvad ville der ske?
Bagefter fattede man ikke, at man under de omstændigheder
kunne samle sig om at besvare de stillede opgaver. Men det
gjorde vi nu. 2. maj var sidste skriftlige eksamen og næste
dag tog jeg hjem til Allerslev. Her kom også Grethe, og her
oplevede vi 4 maj.
Jeg var ikke med i noget illegalt arbejde
under besættelsen ud over, at jeg var med til at cirkulere
illegale blade og skaffede penge til modstandbevægelsen ved
at henvende mig til forskellige mennesker, jeg havde tillid
til. Men det satte mig i en lidt vanskelig situation. Jeg
havde en overgang nogle mærkater, der solgtes til fordel for
modstandsbevægelsen. Det var en slags kvittering til
bidragyderne. En dag Grethe og jeg skulle med toget til Lejre,
havde jeg gemt dem i ryggen på min store kirkehistorie, der
lå i min mappe. Men uheldigvis glemte jeg mappen i toget.
Hen på aftenen ringede Grethes far, der
fortalte, at han var blevet ringet op af det tyske
kriminalpoliti i Holbæk. De havde fundet mappen i toget og af
breve, der lå i den med Grethes afsenderadresse, havde de
fundet frem til svigerfar. Men vi kunne hente mappen på
politistationen i Holbæk.
Jeg blev noget hed om ørerne, men da der lå
en del studiebøger i mappen, ville jeg gerne have fat i den.
Det var imidlertid i en periode, hvor der kun gik tog hver
anden dag, og det gjaldt om hurtigst muligt at få fat i den.
Så Grethe og jeg cyklede til Holbæk næste dag og fik fat i
mappen, hvor de heldigvis ikke havde splittet kirkehistorien
ad. Det kunne være blevet en farlig sag.
Tilbage til 4. maj. Grethe og jeg var tidlig
på aftenen gået på besøg hos nogle venner, Jørgine og
Jens Olsen, der havde en gård i nærheden. Her hørte vi i
radioen nyhederne fra England og hørte budskabet om tyskernes
overgivelse, og dermed Danmarks befrielse. Vi skyndte os hjem
til præstegården. Alle vegne, hvor man havde et flag, blev
det hejst, og resten af aftenen var der fest. Vi lyttede til
radioen, der fra kl. 23 igen var dansk dirigeret.
Foredragsforeningen havde netop bestyrelsesmøde hos os, og
man bestemte, at der skulle holdes en gudstjeneste næste
morgen i Allerslev kirke. Vi fik travlt med at forberede
pyntning af kirken og få meddelelsen om den ud til folk.
Allerede næsten morgen kl. 5,30 var vi oppe,
hørte radio, var med til at pynte kirken. Klokkeringning, som
over hele landet 8-9. Derefter en kort gudstjeneste, fyldt med
glade mennesker. Vi sang "Nu takke alle Gud." Far
prædikede. "Vor Gud, han er så fast en borg",
mindedes dem, der var døde som følge af besættelsen. "
Lover Herren, han er nær." Det var en meget bevægende
oplevelse.
Senere på dagen tog Grethe og jeg med toget
til København. Men da vi kom til Hovedbanegården var gaderne
afspærrede, for der var en del skyderier, idet
frihedskæmpere forfulgte de forhadte hipo-folk og gestapoer,
arresterede værnemagere og andre medløbere. Men vi kom med
S-tog til Østerport, hvorfra vi gik hjem. Men ved 17-tiden
tog vi igen ind til byen for at opleve den i festrus. Da vi
skulle hjem måtte vi p.g.a. af skyderier i gaderne opholde os
på Hovedbanen et par timer. Og togene mod Østerport var nu
aflyst. Vi tog så over Vanløse til Frederiksberg station,
hvorfra vi gik hjem !
Næste dag var søndag. Vi tog til
takkegudstjeneste i Slotskirken. På Kongens Nytorv så vi de
første engelske soldater. Folk var ellevilde, vi gik ad
Strøget til Rådhuspladsen. Tog senere til Hellerup, hvor den
danske brigade, der var kommet fra Sverige, havde
hovedkvarter. Den kom ved 2o-tiden marcherende ind ad
Østerbrogade under vældig jubel.
Mandag den 7. havde jeg C.B.-tjeneste på
Øbro central og med henblik på den nært forestående
mundtlige eksamen, skulle jeg have læst en del, men centralen
var besat af en gruppe frihedskæmpere, der foretog
afhøringer og arrestationer. Jeg fik til opgave at samle
nogle iturevne breve, som man havde fundet hos en tysk dame.
Tysklands fuldstændige overgivelse bekendtgjordes.
Tirsdag d. 8 maj tog jeg ind til byen, idet
jeg fotograferede begivenhederne. Stod længe opstillet for at
være med til at modtage de engelske tropper, der skulle komme
ind ad Vesterbrogade. Da de endelig kom, kunne man
bogstaveligt talt ikke se dem på grund af alle de studiner og
andre, der fyldte bilerne. En jubel uden lige. Kl. 15
proklamerede Churchill over radioen V-dagen. Krigen var slut
og vundet. Om aftenen var jeg i Tivoli sammen med forskellige
folk fra Kredsen, som bagefter var med mig hjemme til en gang
rabarbergrød.
Onsdag d. 9 maj. Atter en festdag. Stod
opstillet ved Niels Juel for at se kongen køre til åbningen
af rigsdagen. Der var et utroligt hav af mennesker i vild
begejstring. Senere på eftermiddagen så jeg den første
amerikanske film i flere år. Om aftenen var jeg med
gymnastikforeningen på Blindeinstituttet for at underholde
franske krigsfanger (fra 1940). De var meget taknemmelige.
Så gik dagene med C.B.tjeneste og læsning.
Det var kirkehistorie, Genesis og hebræerbrevet, jeg sled
med. Jeg læste kirkehistorie sammen med Bo Bøjsen Bøgh.
Fredag d. 11 maj havde vi det sædvanlige
møde i Kredsen. Oscar Geismar talte, og senere læste
skuespiller Bendt Rothe op af Kaj Munks digte. En stor aften.
Lørdag d. 12 maj. Kirkehistorie, men var
også på gaden for at se feltmarskal Montgomery komme. Spiste
frokost i Tivoli med far, der var kommet til byen. I bio og
så en engelsk flådefilm, derefter på Langelinje, hvor der
nu lå engelske krigsskibe.
De følgende dage gik så med
eksamenslæsning, dels med Bøgh, dels med Bjerrum. Søndag i
Marbjerg, mandag cyklede vi til Allerslev for at se til far og
mor og til mine bistader.
Lørdag d. 2 juni fik vi karaktererne fra den
skriftlige eksamen:
Indledning: mg-, kirkehistorie mg, N.T. g+,
G.T mg.
Juni, læste til kl. 12, derefter i Kredsen,
hvorfra en stor flok gik til Fælledparken, hvor der var
Grundlovsmøde. Havde en kammerat med hjemme til middag.
Det var aftenen inden, jeg skulle op til
eksamen, så Haugstrup og en pige fra Kredsen, Lisbeth Olsen
og jeg gik i biografen og så en engelsk film.
Onsdag 6 juni. Eksamen. Grethe og far var
kommet ind for at overvære det. Universitetet kl. 11
kirkehistorie: Den irokeltiske kirke og oplysningen i
Tyskland: mg. G.T.: Ps 32 og Dommerne : mg-
Jakobsbrevet kap 5 mg.
Juni. Eksamen skulle fejres. Grethe kom, vi
forberedte et lille gilde, tog i Tivoli for at bestille bord.
Så i biografen "Pimpernel Smith." Middag i Divan 2
sammen med Jakob Andersen og Birte, Haugstrup, Lisbeth Olsen, Ejgil
Jørgensen og Inger Klitgård. Senere i Østersøgade
til ost, øl og snaps, senere punch og æbleskiver.
Gæsterne gik kl. 3.
Juni holdt gymnastikforeningen een af sine
ikke så sjældne ekstraordinære generalforsamlinger hos os
med pølser og øl i massevis, som Rye, der havde nogle gode
forbindelser til Carlsberg, havde skaffet.
Juni så vi livgarden trække op for første
gang. I bio igen, som det skete mange gange i de første
måneder. Under besættelsen havde kun kunnet se danske,
svenske og tyske film. Een af de svenske Landevejskroen var
meget populær, den gik 2-3 år uafbrudt i Nørreport Bio.
Når der nu kom så mange engelske og amerikanske film ville
man ikke gå glip af dem.
I juni havde jeg C.B. tjeneste for sidste
gang. Den havde været en mægtig fordel for mig. Ikke blot
gav den efterhånden en rimelig betaling, så den var stærkt
medvirkende til at jeg ikke fik nogen studiegæld.
Juni i Allerslev husholdningsforeningen, som
mor var formand for, arrangerede Skt. Hans-fest.
Studenterkredsens gymnaster var med, taler, tableauer, fest og
bål på engen. Næste dag alle til gudstjeneste i Osted, så
gav vi opvisning, fællesspisning i skolens have og bal .
I juni var jeg til Svend Bladts ordination. Om
aftenen en del af kredsgymnasterne i Hjortekær hos Bøjsen,
foreningens fanebærer, rutebilejer, kirsebær, gymnastik
jordbær, kaffe og sang. På grund af voldsom regn kunne vi
ikke komme hjem men blev og spillede kort, nogle af os
overnattede i rutebilen. Stadig regn næste morgen, så vi
fortsatte med at spille kort til om eftermiddagen, hvor vi til
sidst måtte tage en bil ind til byen.
I juli var der kæmpemæssig flyveopvisning af
Royal Airforce i Kastrup, alle skulle derud, umuligt at komme
med sporvognene, så Grethe og jeg gik fra Holmens Bro til
Kastrup. Og efter en ikke særlig spændende flyveopvisning
tilbage til Holmbladsgade, hvor vi kunne komme med en
sporvogn.
Når jeg nu læser i min dagbog fra maj og
juni i 1945, så fatter jeg ikke alt det man oplevede, det var
i sandhed hektiske dage med vigtige begivenheder i Danmarks
historie, med en mængde fester i byen og private anledninger.
Vi havde nu aldrig svært ved at finde et påskud til at
feste!
Juli måned tilbragte jeg mest i Allerslev,
hjalp med haven, så til mine bier, bandt bøger ind. Hjalp
til med en stor indsamling til hjælp til Holland, kørte
rundt med hestekøretøj.
I slutningen af krigen var tre unge og en
gammel mand fra Ungarn strandet i Allerslev. Dem snakkede jeg
en del med og hjalp lidt. Een af dem havde reddet sin violin
gennem Europas kaos. Han var meget dygtig, blev senere elev
hos Telmanyi, og siden hen solist og medlem af radioorkesteret.
Han hed Bela Detrakoy. Hans broder, Erwin fik en
handelsuddannelse og blev eksportchef hos Lego i Billund, hvor
vi besøgte ham nogle gange og han os i Fåborg.
Far havde foreslået, at jeg skulle prædike
en søndag, når jeg nu var hjemme. Det blev søndag d. 15
juli jeg holdt min første prædiken. Det var ved højmessen i
Allerslev kirke.
I begyndelsen af august hjalp jeg en uges tid
vor gode nabo Viggo Frandsen med at høste og tog senere en
tur til Jylland, til Dallerup og besøgte gamle venner,
Bastrups og Busks. Derfra til Silkeborg, hvor jeg besøgte
moster, besøgte gamle venner, videre til Århus, besøgte min
gamle ven fra Silkeborgtiden, Aksel Nielsen, nu Grunø, der
havde egen boghandel. Hertil kom Grethe. Næste dag tog vi med
toget over Ålborg til Vrå, hvor Kredsen skulle have
sommermøde. Vi var omkring 100 deltagere.
Der var en ganske særlig stemning over dette
møde, det første efter befrielsen. En mængde gode foredrag,
udflugt til Børglum Kloster og Løkken, sommermødebal og
gudstjeneste. Hjemrejsen fra Vrå var besværlig. Fra kl. 6 til
ca. kl. 20. Men det havde været nogle meget festlige og
berigende dage.
I slutningen af august hjalp jeg lidt med
høsten igen. Men tog så 3 september til København for at
tage fat på 2. del af studiet, dogmatik og etik. Jeg gik til
manuduktion hos Thestrup Pedersen og læste en del sammen med
Johannes Bjerrum, der også havde taget 1. del. Dagene gik med
manuduktion, læsning, dog afbrudt af gymnastik og møder i
Kredsen eller besøg af Grethe. Kongens fødselsdag d. 26
september blev naturligvis fejret med besøg på Amalienborg
Slotsplads, senere festfyrværkeri på Bellahøj og tur på
Rådhuspladsen, hvor der var et mylder af mennesker.
September havde vor gode nabo Viggo og Laura
Frandsen sølvbryllup, hvor vi var med til både
morgensang og middag om aftenen, hvor også jeg talte.
Oktober havde Kredsen "Rusgilde".
Det foregik i Studenterkilden i Dyrehaven. Forfatteren Jørgen
Bukhdal talte. Smørrebrød, dans og senere punch, så det var
et ret støjende selskab der gik gennem Dyrehaven og med
S-toget til byen.
Oktober holdt gymnastikforeningen
generalforsamling hos os, 24 mand, 3 kasser øl (5o styks),
røde pølser. Jeg blev formand, god stemning, lejligheden møgbeskidt.
Oktober havde gymnastikforeningen opvisning i
Otto Mønsted-hallen. Kaffebord, dans øl og pølser.
Oktober fandt det første folketingsvalg efter
befrielsen sted. Grethe og jeg var om aftenen på
Rådhuspladsen, hvor der var en mægtig valgstemning. Ved
23,30 tiden tog vi til Øster Søgade, hvor huset var fuldt.
Der var en 14-15 mennesker, der fik punch og
æbleskiver og indimellem valgresultater. Smørrebrød kl. 4
med øl og snaps. Gæsterne gik kl. 5. Næste morgen kl. 8 til manuduktion.
November tog gymnastikforeningen til Malmø,
hvor vi blev modtaget af Örnarna, vores gamle
venskabsforening. Gymnastikopvisning og middag med taler. Som
formand for Kredsen måtte jeg holde for, og slap vist helt
godt fra det. Derefter bal. Næste dag fik vi hver tildelt 2
sv kroner af den danske konsul, idet der var strenge
valutabestemmelser. Vi købte te, chokolade, havde fået kakao
og marmelade af vore værtsfolk. Det var første udlandstur
efter krigen.
November var der efterårsbal i Kredsen, med
efterfølgende natmad for en halv snes hos os. Og så ellers læsning, alene og sammen med
Bjerrum, og manuduktion.
I december. Skriftlig eksamen i dogmatik:
Forsynstroen, og de problemer den frembyder. Og skriftlig eksamen i etik: Synet på
ejendom.
Så nogle dage i Allerslev, hvor der kom et
hold canadiere fra den internationale skole i Helsingør. De
skulle opleve et dansk sogn, rundt i sognet, fest i skolens
gymnastiksal, næste dag besøg på forskellige virksomheder og Ledreborg slot.
December generalforsamling i Kredsen, hvor jeg
blev valgt i bestyrelsen. Næste morgen tidligt oppe, der var
"kommet en båd med, ikke bananer, men appelsiner",
så det gjaldt om at få fat i nogle i de forretninger, der
havde dem.
Juleaften var Grethe og jeg i Allerslev, hvor
også Gerda, Erling og Ejvind var.
Nytårsaften holdt vi Marbjerg. Og indimellem
læsning af religionsfilosofi besøg hos forskellige. Men der
var også tid til læsning af en del skønlitteratur og
mundtlig eksamen nærmede sig. Så dagene gik med læsning men
dog også med samvær med kammeraterne, kortspil,
biografbesøg, gymnastik. 9 januar kom karaktererne fra
skriftlig eksamen. Dogmatik g+, Etik mg-.
Søndag d. 13 til stor frokost og senere
middag hos Alfred Rye, indimellem lidt læsning og så i
biografen om aftenen til en rigtig Wild West-film. Det var
passende afslappende inden næste dag, hvor jeg skulle op til
2. del.
Januar. Eksamen kl. 12. Etik hos prof. Søe:
Kærlighed til Gud, Geuerbach: mg-. Kl. 14 dogmatik hos docent Søren Holm:
Kætteri g+. Men sammenlagt med de tidligere karakterer gav
det 86 point. dvs. laud. Far og Grethe overværede eksamen, og far gav
middag.
Hjælpepræst og
formand for Studenterkredsen
I januar holdt jeg så kandidatgilde. Grethe
havde medbragt en del madvarer og sørgede for smørrebrød
med øl og snaps, senere punch og æbleskiver. Vi var en 14-15
stykker, god stemning og nok af alt. Gæsterne gik først ved
4-tiden.
Et par dage efter var der så kandidatgilde i
Allerslev, hvor Grethe, Ebbe og svigerfar og svigermor var
med. Og så var den embedseksamen bestået og fejret.
I forårssemesteret fulgte jeg
pastoralseminariets undervisning. Det var kirkebogsføring, kirkeret, messesang,
kateketik (konfirmandundervisning), salmekundskab, homiletik
(prædikekunst), liturgik, psykiatri, religionspsykologi.
Efter 6 års teologiske studier var det ikke særligt
spændende at sidde på skolebænk igen. Pastoralseminariets
forstander Halfdan Høgsbro var direkte kedsommelig, vi voksne
mennesker sad og løste kryds og tværs eller læste romaner,
alt imens han gennemgik og kritiserede de prædikener, som vi
havde holdt, idet vi havde 4 gudstjenester, dvs. kun
prædikenen i københavnske kirker. Jeg var således i Skt.
Stefans kirken hos pastor Balling, et udmærket sted.
Der var dog to lyspunkter. Kirkeministeriets departementschef
gennemgik kirkeret, han havde en herlig tør
humor, der virkede oplivende i dette ellers knastørre fag.
Diakonissestiftelsens forstander pastor L.J. Koch havde
salmegennemgang, og det var meget værdifuldt, ikke mindst
hans gennemgang af Brorsonsalmer. I faget kateketik skulle vi
have nogle religionstimer med 6. eller 7. klasse i en af byens
skoler. Jeg var således på Randersgades skole, det skulle jo
forberede os lidt til konfirmandundervisningen.
Det var også obligatorisk at holde et par
andagter på hospitalerne. Jeg var således på
Kommunehospitalet, hvor jeg skulle holde andagt på en stor
16- mands stue. Det var ikke særlig rart. Patienterne var
bestemt ikke motiverede for sådan et åndeligt overgreb!
Et par andre oplivende momenter var der: en
lang week-end-tur til Lund, hvor vi besøgte det svenske
pastoralseminarium, så kirker i Malmø, Lund, Dalby,
forelæsninger, deltog i gudstjenester og fester. Men de
svenske teologer var meget selvhøjtidelige og stive, også
deres omgivelser f.eks. deres værtsfolk og
pensionatsindehavere betragtede dem med stor ærbødighed,
tiltalte dem med "De" og "hr. kandidaten".
Det har nok for os danske teologer været en fordel at læse i
en storby, hvor man ikke regnede en student for noget, frem
for et rent ud sagt snobbet miljø som i Lund, hvor man lå
på maven for alt, hvad der havde med universitetet at gøre.
Det andet var en cykeltur i Sønderjylland.
Med tog til Kolding, cyklede over Christiansfeld, Haderslev
til Hoptrup højskole, hvor der var præstekonvent med to
foredrag, videre over Åbenrå til Burkal præstegård, med
indkvartering i private hjem. Jeg hos en hyggelig
husmandsfamilie.
Over Sønderborg til Asserballe, hvor jeg
overnattede et par nætter og prædikede i Asserballe kirke om
søndagen. Cyklede videre til Høruphav, hvor vi i Høgsbros
sommerhus havde forhandling om emner som: " Hvad vil jeg
med præstegerningen?"," Duer vi til at være
præster?" Gudstjeneste i Kegnæs kirke.
I maj havde vi genbesøg af pastoralseminariet
i Lund og sluttede af på pastoralseminariet med
en middag hos Høgsbro. Dagen før havde vi haft møde, hvor
kirkeminister Hermansen havde talt, og han fortalte mig, at
han lige havde underskrevet min udnævnelse til hjælpepræst
ved Grundtvigskirken.
Jeg var i løbet af foråret af sognepræsten
ved Grundtvigskirken Oluf Olsen blevet opfordret til at søge
den ledige hjælpepræstestilling, og det var gået i orden
så nu forelå en udnævnelse.
Fra foråret 1946 skal jeg da også omtale det lille arbejde
jeg havde for det grundtvigske soldaterarbejde. Jeg skulle
besøge de soldater, der var indlagt på de forskellige
infirmerier og Militærhospitalet, snakke med dem, hjælpe dem
med praktiske ting, sælge frimærker, skaffe dem bøger osv.
Sommetider fik man en god snak med een af soldaterne, men som
regel var de kun interesserede i de rent praktiske ting. Men
man lærte da lidt ved det, og tjente lidt penge.
Februar var jeg blevet formand for
Studenterkredsen, idet den hidtidige formand havde fået
stilling i Rønne og flyttede fra byen. Så jeg, der var
næstformand, måtte overtage hvervet. Grundtvigs Hus, hvor vi
ellers holdt til, var blevet beslaglagt af tyskerne et års
tid før befrielsen. Vi havde så fået lokale i
Helligåndskirkens Sakristi, hvor vi kunne have læsestue og
kunne bruge kirkens mødesal til vore møder. Som sædvanlig
havde vi møde hver fredag, så der skulle bestandig skaffes
foredragsholdere og/eller underholdere. Blandt
foredragsholderne var frimenighedspræst Richard Andersen,
senere højskolelærer i Askov og mangeårig medarbejder ved
radioen. Professor Kuhr, min ungarske ven, Bela Detrekoy
underholdt med violin. Min fætter tidligere sømandspræst i
Hull talte om England under krigen. Professor Vilhelm
Grønbech. Højskolelærer Sigurd Juhl Andersen.
Højskolelærer Dahlerup-Petersen talte om Sydslesvig. Biskop
Gudmund Schiøler. Tegneren Jensenius: Hvad ler vi af?
Allerede i mine drengeår var jeg begyndt at
fotografere. Efterhånden havde jeg fået lidt bedre apparat.
Film og papir kunne man mærkelig nok stadig få, så jeg fik
bl.a. fotograferet meget ved befrielsen og dagene derefter og
har ligesidet haft det som hobby.
|