Når
alle i et samfund tænker "til gavn for de sorte"
og alt går i sort, hvem ved så længere hvem der er
"de sorte"? Skal vi gøre status efter et år
med det sorte kabinet, sker det måske bedst ved, at
ikke én gjorde indsigelse imod Bertel
Haarders himmelråbende ensidige anklager om at
"indvandrerne blokerer for integrationen." (Pol
23.2) Har vi alle som han opgivet tidligere højskoleoplysthed
for umærkeligt at glide tilbage i menneskehedens ældgamle
"skyd skylden på ofrene"-tænkning? Udlandets
anklager om at vi flirter med fascismen giver stof til
eftertanke, når flere danskere i dag – 80 % ifølge en
AUC-analyse – tænker negativt om muslimerne end tyskere
gjorde om jøderne i 30’erne.
Når vi så stiltiende accepterer et sort
kabinet, der bygger på og normaliserer had, intolerance og
de sorteste fjendebilleder, er der ikke blot tale om et sort
kabinet, men om dens egentlige forudsætning - en bred sort
koalition. Ved at synke ned i en dyb national
tilstand af negativ tænkning overfor vore indvandrere, er
vi alle blevet en del af det sorte kabinet. Vores
integrationspolitik ligger i ruiner da man ikke kan
integrere det man har set sig sort på.
Som Haarder ønsker også jeg at
beskytte unge indvandrere, der ønsker sig uddannelse og
fremtid, mod vanvittige tvangsægteskaber med tyrkiske eller
pakistanske analfabeter med hyppig vold til følge. Men
hvorfor glemmer vi så at støtte de unges eget oprør –
det oprør som er i fuld gang i f.eks. Tyrkiet, hvor de
arrangerede ægteskaber er halveret gennem de sidste 10 år
og beregnes til helt at være forsvundet om 15 år,
som det ses af guldhandelens fald på få år. I Danmark
tvinger vi derimod gennem isolation og hadfyldt indgriben ovenfra
de unge til at søge tryghed i netop sådanne snart udlevede
traditioner. Mens muslimerne i USA virker frie, bærer
"vores" præg af tvang som var de ufrivillige
statister på et frilandsmuseum. For i reaktion på vores
hetz og negative tænkning søger de tilbage til tørklæder
og bedagede rollemønstre, som de straks aflægger – og
mange andre allerede har aflagt - i deres hjemlande.
Hvorfor
undertrykker netop en erklæret liberal regering så
formynderisk de grundlæggende menneskerettigheder? Hvorfor
finder den sin inspiration i Stalins tvangsassimilation af
mindretal - med de hadfyldte etniske konflikter der med
tiden kom ud af denne - snarere end i det USA, som har vist
at man effektivt integrerer indvandrere gennem frihed og åbenhed
– ikke gennem tvang, formynderi og skjulte ønsker om
ensretning? Når USA så smukt viser at man kan integrere
selv de mest formørkede værdier ved at give "oplyst
medspil," vil jeg tillade mig – med mine erfaringer
derfra – at påpege hvor farligt det er at forme
indvandrerne i så høj grad som vi gør med vort eget
"formørkede modspil."
Lad mig med udgangspunkt i min egen historie
som indvandrer med formørkede værdier prøve at forklare,
hvorfor integrationen i dag ligger i ruiner. Jeg husker
tydeligt hvordan det aldrig lykkedes "københavnerne"
at integrere mig, da jeg som ung ankom med 4-toget fra det mørkeste
Vestjylland. Skønt også jeg var flygtet fra en
"reaktionær" egn, hvor jeg f.eks. var skræmt af
"det røde kabinet" (skønt regeringen dengang
blot var i alliance med et parti, der havde vendt sig mod
intolerance, fjendebilleder og totalitær tænkning!),
bevirkede københavnernes nedladende, bedrevidende og
hurtigsnakkende holdning til mit sindige vestjyske, at jeg
blev fastholdt i min "kultur" og dialekt – ja,
selv a la Dreyfus-anklagerne mod
Mona
Sheik og
Sherin
Khankan om ledtog med mørke magter – i mit
medlemskab af et af det nuværende sorte kabinets partier.
Med københavnernes åbenlyse jantelovsnedvurdering og
diskrimination – forstærket af den udstødtes egne følelser
af utilstrækkelighed – fik jeg ingen hjælp til f.eks. at
komme ud af mit negative syn på homoseksuelle
– formet som jeg var af en egn, der havde gjort
homoseksuelle lige så usynlige som i Saudi-Arabien og hvor
de ofte følte sig tvunget ind i meningsløse, selvfornægtende
"tvangsægteskaber" med heteroseksuelle for slet
og ret at overleve psykisk i vores skjulte og ubevidste
holdningsterror. At min tørklædeklædte, ulykkelige mor
konstant så sig sort på og lå i fjendskab med snart den
ene, snart den anden i landsbyen,
gav mig dog en vigtig bagage med i livet. For da vi sent i
hendes liv fik indvandrere til landet, så jeg hende nu i
stedet se sig sort på og vælte al sin vrede ud mod disse.
Jeg forstod nu intuitivt at det virkelige problem var hendes
egen smerte og ikke indvandrerne.
Måske det var en tilsvarende negativ
projektion hos "københavnerne" overfor f.eks.
"svenskere" og "vestjyske bonderøve"
der gjorde dem uegnede til at integrere en
"indvandrer" med reaktionære værdier og
undertrykkelse i bagagen. For ligesom mange indvandrere i
dag fortsætter til USA, gjorde jeg det også. Først der
skete der for mig et virkeligt holdningsskred, da
amerikanerne uhyre kærligt imod mig og derigennem løsnede
mine knuder og negative holdninger op. Fra første dag jeg
ankom i USA viste de en dyb interesse for mig som menneske,
inviterede mig ind i deres hjem og hjerter – for kun der
har man mulighed for at påvirke hinanden - og lod mig
begejstret føle at jeg "var noget" med
opmuntrende ord som "Wow, you can become anything here."
Kort sagt, med kærlig indleven og medmenneskelig interesse
gav de mig et løft ind i en ny verdens tænkning og
formede mig med den tids progressive syn – ja, gjorde
mig på godt og ondt til "amerikaner."
Jeg kom til at tænke på alt dette under
forrige vinters foredragsturne i USA - mens hetzen mod
muslimerne rasede herhjemme. Min bil brød ustandseligt
sammen og ved et tilfælde var alle de "Falck"-mænd
og mekanikere, der reddede mig ud af vanskelighederne,
pakistanere. I mange tilfælde opdagede jeg dog først dette
gennem lang samtale, da de i et og alt fremstod som
"amerikanere." Da det sorte kabinets åndsformørkende
hetz derhjemme efterhånden havde fået mig overbevist om at
"der virkelig er et problem med at integrere
pakistanere," gav jeg mig nu til at udspørge disse
pakistanere om alle de lakmusemner, som vi i Danmark bruger
til at støde dem fra os - såsom homoseksualitet, tvangsægteskaber,
"selv-ghettoisering" osv. Snart indså jeg at jeg
her virkeligt havde med "amerikanere" at gøre
frem for mennesker forstenet i en middelalderlig kultur –
skønt de havde været i USA i lige så kort tid som
"vore" pakistanere har været i Danmark. Selv den
ultimative prøve, som jeg ynder at drille mine mere
progressive pakistanske venner med i Danmark og som de stort
set alle "dumper" på i min lille
integrationsprøve: "Hvad ville du sige til at din søster
giftede dig med en dansker?" - blev i halvdelen af tilfældene
besvaret med et "Hvad mener du? Min søster ER ALLEREDE
gift med en hvid/kristen amerikaner – a great guy!"
Selvom jeg kender undtagelser fra denne
regel blandt nyankomne pakistanere i USA, bekræftes mønstret:
at amerikanerne gennem kærlig indleven og ægte gæstfrihed
fra første dag er i stand til at integrere ikke-uddannede
muslimer mens disse i Danmark stik modsat let bliver
til et spejlbillede af alle vore negative, kritiske og
direkte hadske tanker overfor dem. Amerikanerne er selvfølgelig
ikke spor bedre end os. De bruger blot deres indfødte sorte
til at få afløb for al deres negative tænkning – og skræmmes
derefter af det voldelige monster, de selv "har
skabt." Mine pakistanske venner i USA er rystede når
jeg fortæller dem om muslimsk "indvandrervold" i
Danmark, da de associerer den slags vold med ghettoiserede
og udelukkede mennesker og altså på ægte amerikansk vis
straks ser sorte for sig ved ordet "vold."
Når vi derfor uophørligt i Danmark
anklager indvandrernes reaktionære normer er det altså i høj
grad vore egne monstrer, vi slår ned på. I den
altgennemgribende offentlige stening af Islam, vi står i,
behøver man ikke at have læst meget i bjergprædikenen for
at føle, at man ikke er kvalificeret til at kaste den første
sten mod den sorte indvandrer-reaktion, som man rent faktisk
selv har været med til at skabe. Og når muslimerne jo
ligesom os projicerer deres skygge og skaber
fjendebilleder for at bevare deres egen identitet, kan jeg
derfor ikke skræmmes af f.eks. en organisation som
Hizb-ut-Tahrir,
men skammer mig som dansker over, at vi har opført os
så hadsk overfor vore medborgere, at de naturligt søger
ind i en så defensiv gruppe. For Hizb-ut-Tahrirs retorik
har jeg oplevet før i 70’ernes sorte nationalistiske
grupper i USA dengang en tilsvarende marginaliseret gruppe
havde fået et pludselig håb om at blive accepteret – og
så alligevel desillusioneret indså, at den ikke var lukket
ind i varmen. Jo, dette skaber vrede – en vrede som
utroligt mange danskere dengang forstod og solidariserede
sig med. Så skulle jeg virkelig lade mig skræmme af
retorik som "Død over jøderne" og "islamisk
stat" når jeg ser mange af mine sorte venner, som
dengang råbte "Kill the pigs" og "black
separatism" i dag sidde i høje integrerede stillinger?
Nøjagtig sådan vil det gå Hizb-ut-Tahrirs veluddannede
medlemmer i Danmark…..hvis vi intelligent vælger ikke at
udelukke dem, men tvært imod udviser lidt
medmenneskelig interesse for dem. Hvem af de politikere, som
nu råber om forbud, har overhovedet gjort sig den ulejlighed
at gå til Hizb-ut-Tahrirs møder eller har vist dem eller
andre muslimer hjerterum ved at gøre sig til venner med dem
i dagligdag og dagligstue? Jo, jo, hvis I virkelig ønsker
en fængselsbefolkning så stor som den amerikanske, så gak
blot hen og gør ligeså som amerikanerne har gjort mod
deres kollektive syndebukke, de sorte – luk dem kun ind i
stuerne gennem TV – som Bill Cossby-fantasier i
underholdningsprogrammerne – og i håndjern i nyhederne
Men ønsker vi at gøre vore indvandrere til
den utrolige økonomiske gevinst de er blevet for USA - så
vis dem tillid frem for ringeagt. Hidtil har vi udelukkende
formet dem med vores negative tænkning, som har låst dem
fast i en ghettosituation, hvor vi end ikke kan nå dem i
den vigtige dialog, som for længst er forstummet. Vi
debatterer måske med de to-tre mest integrerede af dem i
vore medier, mens de fleste andre vender øjnene mod lidt
positiv bekræftelse i Al-Jazeera
frem for at deprimeres af overalt i vore medier at aflæse
og indvendiggøre vore negative tanker og forvrængede
budskaber om dem. Da Nyrup kastede sig ud i hetzen med
svadaen om at sige fra overfor muslimernes bønner på
arbejdspladsen, hvor vi i forvejen ikke ønsker eller ser
dem, reagerede vi kun på at han sagde vore tanker højt. Vi
så ikke forvrængningen af sandheden, som jeg f.eks.
oplever under mine foredrag, hvor jeg intet problem har som
arbejdsgiver/foredragsholder når muslimerne lægger sig på
et bedetæppe i et hjørne af salen. Jeg har dem jo stadig i
tale. Nej, der hvor min tolerance bliver sat på prøve er,
når de kristne – nemlig katolikkerne – alle som én
– 600-800 på en gang - i timen lige før midnat
pludselig forlader lokalet for at gå til bøn i
universitetskapellet.
Når vi alle er så forsumpede i negativ tænkning,
at vi ikke længere er i stand til at se klart,
diskvalificerer vi os selv fra at kunne undervise andre i
demokrati og universelle rettigheder. Kan det undre at
indvandrerorganisationerne under det sorte kabinet ligger
ligeså smadrede som Palæstinas demokratiske organisationer
under Sharon og at selv en
Bashy
Quraishy har overgivet sig til konstant Big
Brother-opsyn? I et sådant ingenmandsland uden
kommunikation trives de negative projektioner også hos
indvandrerne og fastholder dem i en begrænset selvforståelse.
Hvor galt det allerede er gået ses af "onkel Tom"
anklagerne, som florerer blandt indvandrerne imod dem, der
fraterniserer med fjenden (f.eks. ved som
Naser
Khader at vise for meget tegn på integration) – nøjagtig
som det sker blandt sorte i USA, men ikke hos USA’s
indvandrere. Har vi glemt at et tilsvarende
Quisling-begreb opstod i danskerne under besættelsen som følge
af en dyb undertrykkelse, der tilmed ikke engang
nedvurderede vores kultur og hele identitet, men tvært imod
idealiserede den?
Nej, som Hal
Kock dengang påpegede, er demokrati uden menneskelig vækkelse
og medmenneskelig interesse en farlig ting, der udarter i
flertalsdiktatur. Vi skal ikke "belære"
indvandrerne i ord, men vise i handling, udstråling,
positiv tænkning og medindlevelse hvad demokrati og
menneskerettigheder vil sige. Det vi i dag effektivt
underviser dem i er derimod totalitær tænkning,
intolerance, snæversind og afgrundsdyb menneskeforagt. Vi
har fået det sorte kabinet, vi fortjener, da vi alle i vore
dybere tanker stemte for det. Ligeså vil man i fremtiden
erkende, når man analyserer "dengang det rablede for
Danmark," at vi fik de indvandrere, vi fortjente, fordi
vi valgte at skabe dem i vort eget billede.
Kære danskere. Hold dog op mens tid er med
denne endeløse dissekering af ofrene og sygelige
fascination af hvad der er galt med "de andre."
Vi ved jo godt hvor skylden ligger når forældre efter at
have pryglet, nedgjort, ydmyget og negligeret deres børn får
voldelige, intolerante, arrogante eller indelukkede børn ud
af det. Vi behøver ikke at skamme os over, at vi selv kørte
med på eller blev ofre for den sorte bølge, medierne og
politikerne lod skylle ind over alle danskere. Vi havde ikke
rigtig noget valg under denne massive hjernevask. Men nu
hvor fejlen er sket og vi bittert har erkendt, at vi ikke i
længden blev lykkeligere af at tænke negativt om andre i
dette no-win-game, må vi have mod til at se dybt ind i os
selv. Dette ser jeg dagligt amerikanere gøre i
racismeworkshops for at komme ud af deres tilsvarende,
ufrivillige negative tænkning om de sorte. Når USA endelig
har brugt tvang, har det modsat Haarders været rettet mod
magthaverne og ikke de svageste. Ved hjælp af
forbundstropper (1867-77 og 1957-63), positiv særbehandling
og nutidens workshops a la min mentor Dr.
Charles Kings for regeringansatte, bystyrer osv. har man
"fremtvunget" dybe holdningsændringer i de hvide.
Danskere, der har været med mig i USA, kan bevidne hvilken
oplevelse det er at se den befrielse og glæde mennesker
giver udtryk for, når de pludselig kommer i kontakt med de
dybe smertesafgrunde, som fik dem til at tænke så negativt
om andre. Jeg kan ikke foreslå andet end en lignende terapi
herhjemme.
Indtil en sådan bliver iværksat af vores
integrationsminister, kan jeg foreslå en god isbryder,
Lisbeth Schneiders bog "Tomhedens fylde." Den
siger måske ikke noget som Jesus og Jung ikke allerede har
sagt, men anviser hvilken vej, vi bør gå. Blot kapitlernes
overskrifter "Vores begrænsede forståelse og dens
ulyksalige følger", "Jamen, det er jo dig, der er
vanskelig!" "Når den indre borgerkrig bryder
ud" og "Befrielse" siger lidt om hvilken dyb
indre proces vi nødvendigvis må igennem før vi når Hal
Kocks ideal om at være et demokrati – af gavn frem for af
navn - både herhjemme og ude i verden, hvor vort navn i den
sammenhæng ikke er ret kendt lige for tiden.