- Hvad er dit formål med at komme her? Mig kan du ikke narre...
- Mit formål?
 - Du er en af de borgerretsfolk oppe nordfra.
- Nej, jeg studerer bare landbrugsforhold til en bog...Jeg har tillid til mennesker...
- Men hænger du ud hos disse slummede folk bliver det en slummet bog...
- Er du sammen med slummede folk bliver det den slags bog, ikke? Det afhænger af den slags du taler med. Du taler med både hvide og farvede?
- Jeg har tillid til alle.
- Vi behandler farvede bedre end noget sted i USA. De er lykkelige.

Siden boede jeg hos nogle af hans landarbejdere.
På venstre side ses Ida og Joe for 25 år siden.
Til højre ses den langt værre fortvivlelse, jeg oplever når jeg bor hos dem i dag.
Mange er for ødelagte til at tale om sig selv, men en af de få fattige hvide i markerne, fortalte mig om forholdene.

- Har du været på socialhjælp?
- Jeg kan ikke få det, men jeg har virkelig brug for det.
- Hvor meget tjener din mand om ugen?
- 35$ om ugen. Det rækker knapt til huslejen og maden.
- Er det hændt I ingen mad havde?
- Det er sket vi intet havde, ...ikke engang en cigaret. Jeg var nede hvor jeg kun havde sukker, vand og brød.
- Hvem mener du har skylden?
- Regeringen.
- Du giver ikke folk her omkring skylden?
- Nej, jeg bebrejder ikke folk noget. Jeg bebrejder min regering.
- Du sagde før at regeringen prøver at sulte jer, mener du det?
- Det ser virkelig sådan ud. Det er grunden til alle de oprør hele tiden...  Jeg har fået mit tøj og alting brændt ned 3 gange...
- Brændt, ja, her i Immokalee. Alt jeg ejede brændte?
- Jeg er glad for du ikke skyder skylden på de sorte og mexicanerne...
- Nej, jeg bebrejder ikke dem.
- Det gør ellers mange, ved du.
- Det er alt sammen på grund af regeringen. Det er ganske vist.
(Regeringens minimumsløn er 25 kr i timen!)

Jeg var glad for at finde en fattig hvid, som ikke indirekte bebrejdede de sorte sin egen ulykke, som fattige hvide normalt gør det.
I hendes by, Immokalee, blev flere ejere af slavelejre fængslet af justitsministeren.
Men forholdene er blevet langt værre siden mine første besøg, hvor de bevæbnede vagter skød mod alle indtrængende.
Da TV-stationen NBC ankom blev journalisterne beskudt og det lykkedes dem ikke at filme noget.
Selv hvide af den hårdtslående type advarede mig mod at tage til Immokalee og turde end ikke at køre mig dertil om dagen.
Den dag i dag er jeg overrasket over at jeg slap levende fra det.
Jeg blev venner med en af vagterne, som gav mig mad og fulgte mig på afstand i gaderne.
Hver nat kunne jeg høre skyderier.
Jeg så mere blod der end noget andet sted i Amerika, men kun de færreste ting turde jeg fotografere såsom denne mexicaner, som blev stukket ned mens jeg sad ved siden af ham.
Det, der hurtigt interesserede mig mest var ikke de døde, men de levende lig - mennesker i hvem alt var udslukt.
Disse udmattede mennesker, der lå og sov på gaden, havde tidligere overlevet ved hårdt arbejde 7 dage om ugen, men var langsomt bukket under og lå nu blot og ventede på at dø.
Tit vågnede de aldrig op igen.
Én af den sidder klemt inde mellem Pepsi og Coca Cola automaten.
Snart fik jeg så mange dødstrusler på grund af min fotografering at jeg måtte flytte ud til indianerne uden for byen, hvor jeg boede hos denne pige fra Seminolestammen.
Jeg fandt det romantisk at bo i palmebladshytter, men romantikken varede ikke længe.
Efter et par dage vidste man i byen hvor jeg var, og en nat blev der råbt til mig om at komme ud af hytten.
Jeg havde intet valg og trådte ud i lygteskæret fra en lastbil, hvorfra mænd med geværer råbte med mexicansk accent:
"Du er ude af byen før solopgang.
Hvis ikke vil du aldrig se en solopgang igen!"
Da vidste jeg, at det var dødelig alvor og pigen turde ikke have mig boende længere, så jeg forsvandt ud af byen som en skygge.
Når man står helt alene i verden, bliver man let forelsket i mennesker, som giver én varme og kærlighed.
Men lige som mine forelskelser var affødt af volden og fremmedheden omkring mig, var det også tit som om forelskelsen i sig selv fremkaldte vold i dette samfund.
Det er som om, man ikke kan opnå dybe menneskelige forhold uden at blive enten offer eller bøddel.
For det meste var jeg offer, da jeg hele tiden lod mig falde i armene på mennesker, som havde brug for mig, men da jeg altid prøvede at løbe linen ud med folk, overskred jeg af og til den usynlige linie, der adskiller ofret fra bødlen.
Under besøg hos indianerne måtte jeg på samme måde spørge, om den ødelæggende skyldfølelse, som mit hvide privilegium uundgåeligt bar med sig hos disse, vore pariaer, reelt var et vidnesbyrd om en bøddelrolle jeg måtte tage ansvar for.
Da jeg boede hos en indianerkvinde i South Dakotas trøstesløse reservater blev vor nabo myrdet i et selvdestruktionens og selvforagtens voldsorgie.
I flere dage sad vi sammen med moderen og drak os fulde og stirrede på blodpølen på gulvet, som hun ikke ville tørre op, fordi det var de eneste rester hun havde af sin søn.
Hvordan undgår vi at blive paralyserede af skyld, når vi i pølen af blod ser vor egen uskyldige racismes gradvise akkumulering til folkemord på 1 million indianere, 6 millioner jøder og sigøjnere, 1 million algiere, 3 millioner vietnamesere osv, osv.?

Hvorfor kalder vi dem fjenden
den kæmpende nation vi bomber hinsides havet?
Hvorfor ønsker vi at disse mennesker skal dø?
Hvorfor deler vi dem
i Nord og Syd?
Det er jo blot en løgn
- en af de mange!
Jeg ønsker ikke flere af dem,
ikke flere folkemord i mit navn!

Hvorfor er historiebøgerne
så fulde af løgne
og intet om hvorfor
indianerne døde?
Eller hvorfor mexicanerne elsker Californien.
Blev Californien måske opdaget af hvide mænd?

I min rejses søgen efter svar på, hvorfor vi konstant ser et fjendebillede i medmennesket og derved bliver i stand til at udøve vold imod det, undredes jeg over de arbejdsforhold, som fortsat afstumper os i krop og sind.
Groft arbejde udføres stadig af de sorte, mens hvide dirigerer.
Mange sorte er blevet dræbt i disse savværker og endnu flere fødder og fingre er hugget af som på denne arbejder.
Han fik ingen erstatning og måtte stille på arbejde to dage senere for ikke at miste det, "for der er jo masser af sultne niggere udenfor som venter på at få arbejde," fik han at vide.
Under sådanne forhold bliver kontroluret i arbejderens bevidsthed blot den nye slavepisks smæld - et symbol på den vedvarende vold fra systemet:

Klokkens lyd og
...Hver gang jeg hører piskens smæld løber mit blod mig koldt...

At rejse i de sorte amerikaneres verden bliver uundgåeligt en rejse ind i sjælen og tilbage i historien i hvert eneste menneske man møder.

Lyt opmærksomt til mig,
og har jeg uret, så ret mig,
har jeg ret, vil min sang gøre gavn, 
lad os se om vi er enige:
Definitionen på en slave er een, 
som ikke er fri i et og alt!
Så slave er stadig den,
der ikke kan tænke frit....

Stakkels slave
løft lænkerne af din krop.
Stakkels slave
læg dem på dit sind.

Et træ er stadigvæk et træ, når
det mister bladene om vinteren,
for det blomstrer igen om foråret,
og mister ikke sine rødder!
Men en slave forbliver en slave
uden viden om sine rødder,
hvis han ikke sætter
sig ind i sin fortid
- ikke kun dele af den -
men hele dens sandhed.

Der var en "bror" forleden dag
som sagde at han var skæv,
jeg sukkede trist, 
for narkotika og sprut er noget skidt,
hvis jeg kunne blive skæv, 
ville jeg tale sandhed og ikke løgn,
for det højeste mennesket kan nå 
kommer af at vide, kende og forstå!

Stakkels slave,
let presset på din krop,
Stakkels slave,
læg det på dit sind.

Boligforholdene for den undertrykte viser, hvordan fysiske lænke kan blive til mentale lænker.
Disse shacks, som vi har henvist vore udstødte til siden slaveriet, er aldeles umenneskelige og giver ikke plads for følelsen af frihed og intellektuel udfoldelse.
Men altid at se den undertrykte henvist til inferiøre boligforhold er ligeså uforståeligt for det hvide barn.
Vores naturlige glæde ved samvær med sorte eller indvandrere bliver så voldsomt undertrykt, at vi under opvæksten langsomt manipuleres til at danne fjendebilleder af ofrene.
Undertrykkelsens onde cirkel fuldbyrdes i en sådan grad, at hvide i dag kan efterrationalisere, at de udstødte bor klods op ad deres egne luksushjem i usle shacks ofte mindre end denne oprindelige slavehytte.
Eller som en hvid student sagde efter at have set dette show:
"Før nu gik det aldrig op for mig, at der boede virkelige mennesker i dem!"
Den smudsige afgrund i vore egne sind, som disse slumforhold afspejler, er dog langt værre end på fotografier.
Billederne viser ikke vindens piften gennem revnerne, som gør det umuligt at holde sig varm om vinteren...eller de rådne gulve med revner så store, at slanger og alverdens kryb spadserer ind i stuen.
Afmægtigheden jeg føler som fotograf over for disse kvælende fornemmelser er som den magtesløshed, de omgiver ofrene med.
På samme måde føler jeg det næsten umuligt at fotografere USA's rige overklasse.
De rige lever ikke i overdådighed som tidligere, men sætter pengene i mindre palæer og rejser.
Skønt den fotografiske forskel mellem rig og fattig er lille, fornemmes de psykiske spring, jeg tager fra shack til plantagehjem eller fra ghetto til millionærhjem, hver gang som en rejse fra jorden til månen.
At skifte miljø så hurtigt kan være chokerende, når der kun er få kilometer imellem.
Men når man rejser gennem mange år er en sådan psykisk vagabondering nødvendig for at overleve.
Da jeg er præget af et dansk middelklassemiljø er det overvældende at bo i ghettohjemmenes trængsel og larm i længere tid.
Efter en tid må jeg søge ind i mere overklassebetonede hjem for at få mit eget værelse og lidt ro i sjælen.
Men snart keder jeg mig dog her og søger tilbage til de mere ubesmykkede kontakter i ghettohjemmene.
I Washington, North Carolina, boede jeg først i 4 sorte hjem, tre af dem uden elektricitet og rindende vand.
Hos disse to kvinder måtte jeg sove i en lænestol om natten, da de selv sov på sofaen med et barn.
I en anden shack blev jeg smidt ud af en gal nabo, som hadede hvide.
Så elendige var forholdene, at jeg havde konstant hovedpine af sult og søvnmangel.
En sen aften var jeg så udmattet, at jeg gik til fængslet i håb om at få lov til at overnatte der.
Men som altid når jeg udsatte mig for smerte og lidelse åbnede himmeriges porte sig op.
Uden denne - næsten religiøse tro - kan vagabonden ikke overleve.
Lige før fængslet samlede en ung kvinde mig op og tog mig hjem i det mest overdådige hjem, jeg længe havde boet i.
I ghettohjemmene havde jeg kunnet høre alt gennem papvæggene.
Her havde de radioanlæg mellem husets forskellige afdelinger og et indendørs fiskebassin større end de søer regnen lavede i de utætte shacks.
Hvor kom al den rigdom fra?
Jeg fandt ud af at faderen var sagfører og ejede mange af de usle shacks i denne by, hvor 60% levede under fattigdomsgrænsen.
Hvorfor var jeg havnet i netop hans hjem, når nøden han havde været med til at skabe i ghettoen havde drevet mig så godt som i fængsel?
Jeg begyndte at føle, hvor priviligeret jeg var som hvid og hvordan alt i samfundet straks tvinger udenlandske turister og immigranter ind på den hvide side af undertrykkelsesmønstret i USA.
Andre var nemlig ikke så heldige og netop da sad en sort kvinde, hvis familie jeg kendte, i byens fængsel.
Her blev hun voldtaget af den hvide fangevogter og kort efter verdensberømt fordi hun, Joan Little, myrdede den hvide voldtægtsmand.
Uden en verdensomspændende menneskerettighedskampagne ville hun have fået dødsstraf.
Overalt i verden bliver børn født med åbne og kærlige sind med appetit på livet.
Men i Amerika bliver denne vidunderlige uskyld meget tidligt brutaliseret af regeringens skadelige og uforståelige budskab - at det er rigtigt at tage et andet menneskes liv!
Denne brutalisering afreagerer de senere i livet hvorved volden stiger - mens den i Danmark faldt da vi afskaffede dødsstraffen.
De psykiske spring jeg foretog i Joan Little's hjemby gav mig også et indblik i de økonomiske forudsætninger for det hvide overherredømme.
Sådanne kontrastrejser er nødvendige for at se samfundet klart.
Jeg kan f.eks. ikke bo ret længe i hvide hjem før jeg begynder at se med deres øjne på "negrene", som de nedsættende kaldes, som mindreværdige.
Et sådant ødelæggende syn på dem, vi har voldt skade, udvikler undertrykkere overalt i verden.
Jeg prøver altid at være åben for denne hjernevask, for lever man sig ikke ind i undertrykkerens tankeverden, har man heller ingen mulighed for at holde af dem og forstå den smerte, vi tidligt i barndommen fik ved som åbne og kærlige børn at skulle lære at dehumanisere mennesker, der er vores nærmeste naboer.
Uden at forstå vores dybere bevæggrunde og smerte ville jeg ikke kunne forstå hvorfor racismen kører videre generation efter generation på trods af vore egne høje idealer om næstekærlighed.
I årene som vagabond kunne jeg dog i tide bryde ud af denne hjernevask og flytte tilbage til den sorte kulturs anderledes påvirkning.
Den største frihed, jeg kender, er således at kunne sige ja, friheden til at kaste sig i armene på hvert eneste menneske, man møder.
Og dog lærte jeg snart at der er grænser - f.eks. når man blaffer som mand.
Da hvide amerikanske kvinder kan være usædvanligt åbne, bliver de yderst sårbare.
Det er vigtigt at lade kvinden sætte grænsen for et opstået venskab hvis man gør sig håb om at omgå den sexisme man fik af samfundet.
Fra vor tidligste barndom fik vi nemlig aldrig valget om vi ville være sexister og racister eller ej, men kun til at prøve at modvirke de mest negative forløb, som vores lidelse kan forårsage.
Og dog kan man ikke - som når jeg samles op af mandlige chauffører - blot sige ja og flyde med til det punkt, hvor sårede følelser kan opstå.
At være en god vagabond - for ikke at tale om politisk korrekt - er altså sværere end at være linedanser.
Sådan en balanceprøve kom jeg ud for, da jeg boede hos en bankdirektør i Alabama.
Tit fik jeg som fattig vagabond stærk lyst til en uddannelse for at gøre karriere og komme op i samfundet, men hver gang jeg som her kom til at leve det såkaldt gode liv, fik jeg så stærk kvalme at jeg flygtede ud på landevejen igen.
For hvor kom alt hans guld fra?
Han fortalte, at han havde skabt sin formue ved at yde lån til sorte fæstebønder, så de kunne købe et muldyr eller flytte fra den rønnede shack ind i en plastikskurvogn.
Men mange fæstebønder har end ikke råd til disse moderne shacks.
De har svært ved at betale den hvide godsejer, som de må overdrage en del af høsten ligesom vi i Danmark under hoveriet betalte kirken og herremanden tiende.
Amerikansk tankegang siger, at hvis mennesker sulter er det deres egen skyld, fordi de ikke vil arbejde.
Men hvorfor arbejder de sultne så tit hårdere og længere end dem, som faktisk er skyld i at de sulter?
Disse fæstebønder boede i nærheden af banken.
Som snart 80-årige skulle de for længst have holdt op med at arbejde.
To gange om året gik manden til byen for at købe mel og sukker - stort set alt hvad han nogensinde købte.
Til morgenmad fik de blot the og roeblade.
"Hvad så til frokost," spurgte jeg.
"Bare roeblade," svarede han.
"Og til aftensmad?"
"For det meste roeblade", var svaret.

- Men tit gik I sultne i seng?
- Ja, det var ikke undtagelsen, men reglen. Men somme tider kom folk og gav os brød eller et måltid.
- Hvide folk?
- Ja, både hvide og sorte. Men ofte havde vi intet og måtte gå sultne i seng. Vi gik i seng tusinder af nætter sultne. Når vi gik på jagt, var vi for svage af sult til at fange harerne.

Racisme hjemsøger alle lande.
Og dog er den mere synlig i USA fordi den her er flettet sammen med en skånselsløs klasseundertrykkelse - den største forskel mellem rig og fattig i hele den industrialiserede verden.
For uden en beskyttende velfærdsstat til at holde det frie initiativ og markedskræfterne i skak bliver mange gjort så fattige at de mister både frihed og initiativ til at prøve kræfter med markedet.
Når 2% ender med i dag at eje 80% af alt i USA er det ikke altid så let at se som her, hvor denne bankmands minkpelse kommer fra.
Det eneste han ikke kunne købe var virkelig lykke.
Og således ser jeg igen og igen overklassen erstatte personlig lykke med stress, whisky, nervepiller og kokain.
Sulten omkring bankmanden er ingen undtagelse.
Talrige sorte børn får mental forkrøbling og nedsat intelligens pga af sult i svangerskab eller barndom, hvorved den sorte børnedødelighed hyppigt er otte gange så høj som den hvide.
Men der er ingen undskyldning for sult i et højt udviklet samfund.
For - modsat racisme - er fattigdom og sult udelukkende et resultat af hvordan vi stemmer.
Og siden 80'erne har amerikanerne konsekvent stemt for at øge kløften mellem rig og fattig endnu mere.
De synes at glemme at alle de lande, der har størst lighed - såsom Danmark, Sverige og Japan - opnåede verdens højeste økonomisk vækst i hele det 20. århundrede.
Resultatet har ikke blot været en eksplosion af hjemløse i USA, men en sult som ifølge en Harvard rapport har nået de værste dimensioner siden 30'erne med mere end 22 millioner amerikanere ramt af sult.
Sulten driver også folk til at spise jord.
Mange sorte kvinder i Sydstaterne spiser ler selv her efter år 2000 ifølge New York Times.

- Spiser du jord? Aldrig?
- Jo, nogle gange...
- Smager det godt?
- Ja.
- Hvordan smager det?
- Har du aldrig spist det?
Jeg vil gerne prøve. Spiser din mor det tit? - Ja, det meste af tiden...
- Graver hun det op i skrænten der? Hvad slags er det, ler? Rød ler?
- Ja, det er virkelig rødt...
- Hvad kalder I det for?
- Vi kalder det sød jord...
- Jeg troede det hed Mississippi mudder. Det kalder de det oppe nordpå.
(Mange sorte i Norden får det stadig tilsendt af familie i Syden)
Spiser du også vaskestivelse?
- Ind imellem...
- Er der mange der spiser jord her?
- Ja, mange...
- Hvem ellers...
- Min tante....

Kan man forestille sig hvordan en sådan sult gennem hele det sorte Amerikas historie er blevet mejslet ind i sindet?
Hvilken virkning får det på et folks sjæl at se mødrene lægge deres børn i graven?
50.000 amerikanske babyer ville ikke dø hvert år, hvis de havde gratis sygesikring som i Skandinavien, erklærede Ted Kennedy i kongressen.
Samfundet indhegner automobilkirkegården, men ikke menneskekirkegården.
For bombardementet af reklamer for biler og materialisme gør os stadigt mere ufølsomme og blinde overfor menneskelige værdier og lidelserne omkring os.
Folk i Norden taler om fattigdommen i Syden, men kan ikke se den i ghettoerne lige om hjørnet.
En sådan blindhed mødte jeg i Mississippi, da jeg blaffede i et område med oversvømmede shacks og druknede muldyr med en chauffør, som udbredte sig om at dette var et land med muligheder for alle.
"Enhver," sagde han "kan bliver millionær på 10 år.
Har man kræfterne og lysten kan man trække sig selv op af skidtet ved at hive i støvlestropperne."
Rundt omkring så vi folk sidde på bliktagene af deres shacks eller fattige daglejere fiske fra både efter deres eneste ejendom: et druknet muldyr!
Den ideologiske nedblænding, som lader folk sejle deres egen sø, virkeliggøres gennem et bombardement af appeller til vor selviskhed og grådighed.
Systemet, hvis love er uigennemskuelige for de fleste, manipulerer os konstant med propaganda om en Rockefeller's eller Bill Gate's succes.
Den enorme fattigdom og lidelse, som er nødvendig for at skabe en Rockefeller, lades ude af billedet.
Vejen til succes fremstilles som en vej med hindringer, som en målbevidst mand med de nødvendige egenskaber kan overvinde.
Belønningen venter i det fjerne.
Vejen er ensom, og for at klare den, må man tillægge sig egenskaber som en ulv:
man kan kun klare sig ved at forårsage andres ulykke.
Hvordan denne ulvefilosofi ytrer sig er ikke svært at se.
Gigantiske pengepaladser i sorte slumkvarterer var den mere outrerede side af sygdomsbilledet i mine vagabondår.
I dag er pengene kun placeret i hvide kvarterer og omgivet af en hærskare af sorte hjemløse, der ikke fandtes tidligere.
Penge er der nok af, men hvorfor er der så ingen penge til min forkrøblede ven Lee, som må sidde udenfor og tigge småmønter?
Lee fortalte mig at han havde læst jura på universitetet i sin ungdom, men måtte opgive karrieren, fordi han fik polio.
Han læser stadig og jeg stjal bøger til ham om det som interesserede ham mest: nemlig forretningslovgivning, som han stadig troede på som et middel til at trække sig selv op ved strøvlestropperne.
Lee var ikke blot et offer for sin egen amerikanske lommefilosofi, men led tillige ved at være en karikatur på den sociale sygdom, som bestemmer at amerikanske læger skal tjene så meget, at de fattige ikke har råd til at bruge dem.
Mens alle andre rige lande har gratis sygesikring opererer USAs læger som forretningsfolk med det resultat at fattiges helbred er på ulandsniveau og tusinder dør af årsager de ikke ville dø af i Europa.
Ingen får husbesøg og 40 millioner har slet ikke råd til sygeforsikring - skønt amerikanerne betaler mere end dobbelt så meget for et privatiseret sundhedssystem som vi.
Når de samtidig skal betale mere end prisen på et hus for blot 4 års universitetsuddannelse forstår man hvorfor de fleste ikke længere har råd eller tid til at holde ferie.
De fatter ikke at netop fordi vi i velfærdsstaten betaler dobbelt så høj skat som dem får vi så mange penge til overs at vi kan rejse jordkloden tynd.
Denne mand sidder hele dagen sammensunket i en stol og stirrer på de to han engang håbede på, Martin Luther King og Kennedy.
Hans kone ligger i sengen, syg og svækket af sult.
Interview (uden ord):
Den værste af fattigdommens sygdomme er uden tvivl apatien: den sindstilstand som mennesker hensættes i når de erkender at de ikke kan klare sig i ulvefilosofiens klatreoptimisme og derfor giver op overfor tilværelsen.
I modsætning til den Tredie Verden, er de fattige i USA i mindretal og ser overflodens kontraster overalt omkring sig.
I Amerika får man konstant at vide at det er ens egen skyld man er fattig, og man kommer således ind i en tilstand af voldsomt selvhad.
Denne sindstilstand er med til at dræbe kærligheden i samfundet: det usynlige trådnet af gensidig samhørighed og tillid, som burde flyde mellem menneskene i et sundt samfund.
Mange sorte er stadig bange for de hvide sådan som denne kone som flygtede, da jeg kom til hendes hytte.

Er I bange for hvide her?
- Jeg vil overhovedet ikke have noget med hvide at gøre.
- Hvad er der i vejen med de hvide?
- De ødelægger livet for os, brænder vore huse ned, tager vore mænd hvis vi har nogen. De gør alt forkert. Jeg taler om de hvide heromkring...
- Jeg bryder mig heller ikke om dem... ikke heromkring.
- Hvad er du?
- Jeg er ikke Sydstatshvid...

I reglen føler jeg at de sorte overdriver når de taler sådan.
Med min opvækst i en velfærdsstats tryghed har jeg en lidt naiv tillid til det gode i mennesket.
Uden denne tillid kan jeg ikke rejse som jeg gør, idet min tillid hjælper med at fremelske de gode sider i menneskene.
Derfor kommer jeg godt ud af det med Sydens hvide, hvis varme og ærlighed jeg foretrækker for de mere liberale i Norden.
Men den bitre sandhed gik op for mig, da jeg kom til Mary og sønnen John langt ude på Alabamas fugtighede ødeveje for at få et glas vand.
For uden indendørs vand og toilet endte vi - i mere end en forstand - med at dele vand ved den samaritanske kvindes brønd.
Mary og jeg romantiserede vores forhold i de barske omgivelser, men hendes tillid til folk var ikke som min, og hun havde tre pistoler og et gevær under sengen.
Det blev nogle af de lykkeligste dage i mit liv og den dag i dag nærer vi stærke følelser for hinanden.
Da jeg for en tid ville rejse til et Ku Klux Klan-møde i Kentucky, gav Mary mig et sølvkors til at beskytte mig på rejsen.

- Vi har en overraskelse til dig..
- Hvad er det?
- Jeg har det i hånden... det er en gave fra os alle tre..

Men jeg fik snart at se, at Mary kunne have haft mere brug for sølvkorset.
Fordi hun havde haft en hvid mand boende, kastede tre hvide en nat en brandbombe ind i køkkenet, og hele huset stod i flammer.
Det lykkedes hende at få sønnen ud, men hendes bror, som sov, omkom i flammerne.

Handelen går som ellers
mens korn og profit blomstrer op
og TV brøler højt i dagligstuen
om hvilke deodoranter vi skal købe.
Handelen går som ellers
på nær at min bror er død...

Tragedien kastede mig ud i mit tilbagevendende dilemma:
Kan jeg som udenforstående have fuldt udviklede menneskelige relationer med dem, som er udstødt til at være paria?
De, som ønsker at bevare et kastesystem, vil altid fordømme sådanne forhold.
Derfor kan forkrøblende tabusystemer kun nedbrydes ved at vi på det personlige plan forsøger at være fuldt menneskelige overfor alle - med den risiko dette indebærer for dybere følelser og forelskelse.
Men at ignorere hinandens baggrund kan også - som i Romeo og Julie - medføre fare for én selv - en fare (eller frygt hvis den er bevidst) som aldrig må begrænse os i vor menneskelige udfoldelse og næstekærlighed.
Ofte skyder amerikanerne skylden på mig for Marys ulykke i skyldfølelse over den uudtalte apartheidgrænse i deres hjerter og sind, som jo forårsagede vores Shakespeareske tragedie.
På samme måde bebrejder vi europæere altid amerikanerne deres primitive modstand mod sort-hvide intime forbindelser men glemmer vor egen klaniske modstand mod intimt samvær med muslimerne.
Overalt i verden er både undertrykkerens og den undertryktes sind sygeligt fortæret af tvangsblokeringer overfor blandede ægteskaber og intime forhold.
Men for den som står udenfor en bestemt undertrykkelse er det let at se at hverken undertrykkeren eller den undertrykte er frie!
Mit forhold til Mary er kun blevet dybere gennem de 25 år, men hendes liv sidenhen har været hårdt.
Efter broderens drab blev hendes søster myrdet.
Da dansk fjernsyn var med på besøg, chokeredes seerne over hendes omtale af volden siden hen, bl.a. mordet på sønnens kone kort før.
Mellem mine universitetsforedrag hjælper jeg tit Mary med høstarbejdet, som stadig foregår ved at den hvide godsejer kl. 5 om morgenen kører os til markerne, hvor vi pukler i 45º hede.
TV slutter aftenen af med Lincoln, som befriede slaverne.
Men er Mary virkelig fri i dette hadets klima?

Du, hvide mand i Syden,
hold hellere dit hævede koldt
glem ikke hvad Biblen sir:
Forandring i Syden
vil komme til sidst!
Nu brænder du dine kors
så hurtigt, du kan.
- Hvad synes De om integration?
- Det går jeg ikke ind for. Lad dem holde sig for sig selv. Jeg vil ikke blandes med dem, gå i skole eller kirke med dem. Jeg har ikke noget imod niggere. De kan ikke gøre for at de er niggere, ligeså lidt som jeg kan gøre for, at jeg er hvid. De er en anden race og lad dem blive ved med at være anderledes.

Denne sydstatsracist er et klassisk eksempel på den undertrykkelse man må gå igennem for at blive undertrykker.
Hans barndoms uskyld var systematisk blevet undertrykt af forældrenes irrationelle formaninger "Niggerne er beskidte. Leg ikke med de børn, de vil dolke dig."
Som med børn overalt i Syden, blev hans naturlige åbenhed og livsappetit overfor andre kvalt.
Mens han blev skadet, lukkede sindet sig i en fortvivlet smertesophobning, som med tiden blev til disse kroniske lidelsesmønstre.
Uophørligt måtte han nu afspille sine uforarbejdede lidelsesoplevelser som en grammofonplade kørt fast i den samme rille med "nigger, nigger nigger".
Jeg vidste at det var historiens stemme, jeg lyttede til, for af mennesker, der er så skadede at de har mistet evnen til at tænke frit, lærte jeg om årtusinders undertrykkelse.

- Men han har ikke noget imod niggere hvad angår deres nigger-væsen. Masser af niggere stemmer på ham. Han får masser af niggerstemmer.
- Hvad syntes De om Martin Luther King?
- Han var ikke andet end en ballademager...
 
Sang:
Midt i bomulden ser jeg en mand
i et stort hvidt plantagehjem
med en ussel shack.
Hvornår betaler du dem tilbage, Syden mand?
Jeg hører skrig af smerte,
tyrepiskes smælden...
Hvor længe, hvor længe
skal det fortsætte?
Kan du, kan du, kan du
mon blive retfærdig en dag?
Lille Belle, dit hår
er gyldent brunt.
Jeg har set din sorte
mand komme forbi.
Jeg sværger ved Gud 
at jeg vil stikke ham ned en dag.
Jeg hører skrig, 
tyrepiskes smælden, hvor længe?

Vagabonder såvel som sorte har et særligt forhold til de fattige hvide.
Med geværer hængende i deres lastbiler skyder de på og smider ølflasker efter os blaffere.
Mens bedrestillede hvide slår tonen an, udøver de fattige den fysiske undertrykkelse af sorte, som kalder dem "fattigt hvidt affald."
Ligesom de sorte lider de af selvhad og reagerer voldeligt mod omgivelserne ved at smide affald overalt.
Også de har nedsat intelligens som følge af sult og forsømmelse, og de er næsten endnu mere frygtsomme end de sorte.
Når jeg nærmer mig deres shacks, låser de skræmte dørene.
Når jeg går på jagt med dem og ser deres grusomhed overfor vildtet, føler jeg at roden til deres voldsomme og barske adfærd er deres egen tidlige undertrykkelse - pryglede som børn ind i deres insensitive og repressive samfundsrolle.
Denne cyklus af mishandling er mage til lidelsen hos de sorte, som dog udspiller deres voldelige oplevelse mere imod hinanden;
de fattige hvide har ikke blot deres egne børn, men også de sorte som en sårbar og almindeligt accepteret målgruppe at afreagere på.
Da de altid har fået fortalt at de hvide er overlegne, føler de sig tabt bag en vogn ved at se sorte i bedre stillinger end de selv.
De føler at "niggerne har fået for mange rettigheder."
De forstår ikke den indre dynamik i vores system, som ofte gør dem arbejdsløse, og skyder derfor skylden på nogen, som er lidt anderledes - ligesom en tilsvarende befolkningsgruppe i Danmark bruger muslimske indvandrere som syndebukke, irske protestanter bruger katolikker, israelere bruger palæstinensere, japanere bruger koreanere, indere og afrikanere bruger lavere kaster og stammer - mens alle fantaserer om jøden - især i de lande hvor ingen jøder lever!
Da intet samfund eller system nogensinde har været fri for undertrykkelse, må vi i hver ny generation lære at omfavne og helbrede vredesmønstre før de akkumulerer i tragedier som Jugoslavien, Rwanda eller Anden Verdenskrig.
Dette show er vanskeligt, for smerten vi er vidne til er vores egen dybere smerte.
Jo mere personlig smerte folk i mit publikum er i, har jeg opdaget, jo mindre kan de i reglen forholde sig til andre menneskers smerte - og udholde dette show.
Men hvis ikke vi tør at konfrontere de mørke sider i os selv ender vi kun alt for let med at afreagere dem ud mod andre i fortrængt vrede.
Uden nogen vugge-til-grav velfærd og tryghed i Amerika er især de fattige udsatte her.
Deres racisme og dårlige uddannelse gør dem endnu mere højreorienterede end de fleste amerikanere og modstandere af enhver form for social tryghed, som også ville gavne de sorte.
Ude af stand til at angribe de virkelige årsager til deres frustration, afreageres den hvide vrede hyppigt som racistisk vold.
Det var denne bitterhed, som fik fattige hvide til at lynche næsten 10.000 sorte.
Men lynchningerne fortsætter.
Derrick Johnson gik som 15 årig ind i et fattigt, hvidt kvarter i New York.
Hvide forældre indgyder i reglen fremmedfrygt og racisme i deres børn mere diskret, men her råbte de åbent "dræb niggeren" og "dræb den bastard," og børnene gik løs på ham med baseballkøller i fuldt dagslys.
Det var i dette fattige kvarter.
Snæversynet hos forbitrede hvide fører dem ofte mod et totalitær livssyn.
Min nazistiske ven her havde først tilsluttet sig kommunisterne, men opdagede at disse ønskede lighed for sorte og gik over til nazisterne.
Med deres knuste selvværd finder jeg at nazisterne sammen med Ku Klux Klan i både USA og Europa er de letteste og absolut vigtigste hvide racister at slutte venskab med og at tage imod som individer.
Men i stedet for at hjælpe dem ud af deres had, ender de fleste af os naivt med at bekæmpe dem med et tilsvarende had, hvorved vi tvinger dem til at forskanse sig for evigt i holdninger, der ellers kunne have været kortvarige ungdommelige vredesudbrud.
Hvor let det er at ændre dem så jeg da jeg samlede et blaffende klan-medlem op.
Efter at have talt med ham om hans smertefulde barndomsminder om incest og mishandling, som de fleste af mine klanvenner lider under, endte han med at forråde klanen ved at tage mig til en hemmelig korsafbrænding.
Gemt i en hvid kutte kunne jeg dele deres indskrænkede, frygtsomme udsyn - og se hvordan politiet samarbejdede ved at afvæbne alle sorte i nærheden, men ikke tog klanens maskinpistoler.

Ja,sammensværgelsen er dybere end som så, venner. I ønskede vel heller ikke at Panamakanalen skulle foræres væk eller at bibler og bønner skulle afskaffes i skolerne, vel? Startede det i Rusland? Nej, det startede her i USA!
Venner, denne nation er den største skaber af kommunisme af alle lande. Ja, det giver os en hel del at tænke over...og så går I blot her og tænker på disse abekatte med opsvulmede læber og haler mellem benene.
I lader jer stadig ophidse over disse små aber, der løber rundt og skriger: "Jeg bliver diskrimineret, jeg vil ha ligeret, jeg vil ha den politimand fyret" og sådan noget pis.
Og det får jer til at ville gøre noget. Nej, venner, sammensværgelsen går dybere end en hoben vilde junglebesmittede niggere med Ubangi-læber. Er I klar over at der er tre ting man ikke kan gi dem? Absolut kun tre ting: Man kan ikke gi en nigger en tyk læbe, et blåt øje og et job!
...En dag var jeg med til at fange fire sådanne niggere og netop som vi var parat til at...ja, I ved... (indicerer reb-lynchning) ...lige som vi skulle til at sende et par missiler ind i deres uldhoveder, sagde nogen bagved os "Stop, vi skal nok ta os af dem, og tak for hjælpen."
Så tog de dem med til stationen og spærrede dem inde. Og næste morgen sagde borgmesteren til vores udsending: "Jeg er ked af det, men jeg måtte løslade dem for ikke at få min by ødelagt." Ja, I sku' ha' set de niggere hoppe op og ned og skrige hysterisk "Ha,Ha,Ha"...de sku' ha' været klynget op i deres egne haler, sku de.
Venner, for nogle år siden blev klanen kaldt til Washington for at vidne for en kommission,tro det om I vil, for mordet på King!
De lod efterforskningen foretage af to - ikke sorte, jeg vil omtale dem som niggere, for de ødslede fem millioner af jeres hårdt tjente skattedollars på at finde svaret på Kingmordet. Men for det første, ved I, kan man ikke snigmyrde en nigger!
Man kan kun snigmyrde en statsmand eller et menneske med en godartet karakter. Man kan ikke snigmyrde affald!"

Sådanne ensomme og fortvivlede tabere kunne jeg ikke andet end holde af.
Mennesker som er parat til at myrde hvad de kalder affald er gennem vores negative tænkning om dem blevet undertrykt med en grundfølelse af at de selv er affald.
Deres uforløste smerte og selvforagt giver dem et kategorisk behov for at hade andre mennesker.
I mine vagabondår i 70'erne syntes de fleste amerikanere at have det godt med sig selv og jeg fandt derfor næsten ingen Ku Klux Klan-aktivitet.
Men med den stadig voldsommere mishandling af børn, jeg har set siden, undrer det ikke at Ku Klux Klan er vokset stærkt.
I dag møder jeg folk langt værre end klanen.
En nat fornylig samlede jeg Woody, denne ludfattige blaffer op i Mississippi, og han fortalte at han og hans to brødre personligt havde myrdet så mange sorte, at de ikke havde tal på dem.

- John lavede et kæmpe hul i hovedet på ham - tog et stort stykke ud af hovedet. Da var det jeg fik blod på mig. Det var fordi jeg holdt fyren. Hver gang hjertet slog, sprøjtede blodet et par meter ud. Fyren løb et par skridt og faldt så bare - med ansigtet nedad. Jeg kan tage dig hen til det gamle posthus i aften og vise dig hvor det skete. Der er et stort skilt med 'Niggere ingen adgang', når man kommer ind fra landevejen.
- Stadig? Hvad år har vi nu?
- Det er 91 nu, snart 92, og de har et skilt, hvor der står 'Niggere ingen adgang'.
- Når I tog ud for at dræbe dem, havde han så at snakket om det hele dagen, eller skete det bare?
- Nej, det skete bare uden videre. Han gik ned ad gaden og fik lyst til at gøre det. Og han havde set dem, så han gjorde det. Det var lige her den fyr faldt om efter min bror stak ham ned... Jeg skal vise dig, hvor han blev stukket ned - lige på den anden side af den telefonpæl her. Og så løb han nogle meter og faldt. Lad os komme afsted før politiet kommer for de er skrappe her om aftenen.
- Hvad sagde han?
- Han sagde: 'Jeg vil dræbe mig en nigger i aften.' Han havde sagt det hele dagen og da vi var kommet tilbage over jernbanen, sagde Sammy til ham: Jeg vil vædde på, at du ikke vil dræbe ham der.' Og det var en stor nigger. Og John sagde: 'Lad os vædde!' Og Sammy sagde: 'Top!. Men så sagde han: 'Skidt være med væddemålet'. Han gik derover og sagde: 'Hej, har du mødt din skaber?' og så stak han ham. Fyren vendte det hvide ud af øjnene og John drejede kniven rundt før han trak den ud. Da blodet kom ud ramte det både mig og Sammy.
- Hvordan gik det for sig når.....?
- Han går ud og dræber niggere for sjov. Han siger han godt kan li' at se frygten i deres ansigter når de dør. Det var ligesom det jeg fortalte dig om dengang Sammy kaldte en over til bilen og John sprang ud og skød ham. To af dem løb og en blev stående, han var helt chokeret. Jeg tror han var meget ung eller noget. Sammy begyndte at slå ham i hovedet med en eller anden flaske han havde. Og så begyndte John at sparke ham og sådan. Og da de havde fået ham blødende ned på jorden, hvor han ikke kunne bevæge sig, trampede John bare på ham til han døde. Det eneste jeg aldrig har set John gøre var at tage ud og køre niggerne over, som han plejede at gøre. Men jeg har set blodet på bilen - jeg har taget T shirts, skjorter og sådan noget ud under bilen efter han havde kørt dem over. Jeg har set ham tæve mange, mange niggere, mange gange, og gå fra dem livløse.
- Hvor mange vil du tro?
- Hvor mange? Flere end jeg kan tælle på mine fingre og tæer.

Da jeg som altid med voldsmænd og mordere spurgte ud om hans barndom, vældede tårerne frem, mens hans berettede hvordan de tre søskende barndommen igennem var blevet pryglet og mishandlet af de dybt alkoholiserede forældre.

- Ligeså langt tilbage jeg husker fik jeg prygl af min mor. Hun kom altid ind fuld…og slog mig hvor som helst hun kunne komme afsted med det.

Det er vigtigt altid at give sådanne smertens børn al den kærlighed og ømhed vi kan mønstre.
På mine rejser forbløffes jeg gang på gang over, hvor lidt der skal til før disse tyngede, lukkede mennesker synes at ranke ryggen og få det bedre med sig selv.
Mennesker, som har det godt med sig selv, ved vi, er ikke i stand til at skade andre eller blot at tænke dårligt om andre.
Kun mennesker i dyb smerte ønsker at gøre andre fortræd.
Alle de værste racister, jeg møder nu om dage, har uden undtagelse været stærkt mishandlede eller ydmygede i barndommen.
Deres korsafbrændinger, hagekors og brandbomber er blot et råb om vores hjælp og opmærksomhed, og der skal så uendeligt lidt til for at hjælpe dem ud af deres undertrykkelsesmønstre.
Fem år senere fandt jeg frem til nogle af Woody's ofre så som Aprils familie, som han havde dolket mens de sov.
Deres ødelagte liv havde brug for en tilsvarende kærlig pleje for ikke at blive knust af lammende frygt og uforsonligt had.
Vor viden om hvordan et sådant had kan køre videre i det uendelige fik den sydafrikanske regering klogt til at benåde alle raceforbrydelserne, der blev begået under apartheid.
Min ven Woody var begyndt at forstå, at da han aldrig havde haft nogen at bearbejde sin smerte sammen med, havde han ubevidst vendt den ud mod de sorte i en så uhyggelig grad, at han kunne beskrive hvordan de efter langvarig tortur havde myrdet hver enkelt og kastet dem i Mississippis floder og sumpe.
Tekstbillede:

Ku Klux Klans lynchning for nylig af en tilfældigt valgt collegestuderende
- Smed han normalt ligene i sumpene?
- Åh, ja, mange gange smed han dem i sumpene....
 
Sang:
Her er til staten Mississippi
For inden for dens område
har djævlen frit spil.
Undersøger man dens mudrede floder
finder man mange navnløse lig.
Skovenes høje træer
skjuler tusinder af forbrydelser.
Kalenderen lyver, når den siger vi befinder os i nutiden.
Åh, her er til landet I har
revet hjertet ud af:
Mississippi, find dig en anden nation at blive en del af.

Da jeg boede hos Barnettfamilien i et af de gamle plantagehjem i Georgia, lærte jeg en anden form for racisme at kende, som ikke er baseret på had, men på en historisk betinget paternalsk kærlighed til de sorte.

Dette er salgsbeviset til min tipoldefar for negerkvinden Lucinda samt hendes afkom til evig tid.
- Hvad var prisen?
- Prisen var 1400 dollars. Men som du ser, da de kom her var de "vilde". Frem for at dadle Syden, som Norden gjorde, bør vi ha ros. De solgte dem til os og de vidste at de solgte os vilde dyr. Og så begyndte de at snakke om at vi mishandlede dem. Men det manglede bare når vi gjorde alt det for dem, gav dem mad og klæder. Alle var nødt til at passe på dem. Blev de hvide måske pludseligt onde, da slaverne kom?
- Åh, ja, jeg forstår....
- Ja, som de så morsomt siger: De hvide vil gøre alt for niggerne bare de kan blive ved med at sidde på dem. Men en ting er sikkert, vi savner slaverne. - Ja, vi savner dem.

Fru Barnett savner ikke slaverne som arbejdskraft, men fortidens gensidige afhængighed mellem herre og slave.
For ikke at miste en syg slave til 1400 dollars, oparbejdede den hvide overklasse en paternalsk omsorg overfor slaverne som var de børn.
Hos fru Barnett viser denne kærlighed sig i hendes arbejde for sorte fængselsfanger - altså i et behov for at udtrykke kærlighed overfor mennesker, der som slaverne er ufrie.
Var det denne form for racisme jeg selv var ved at udvikle i dette samfund?
Eller hvor længe kunne jeg holde fast i en naiv forestilling om at jeg som udlænding ville kunne holde mig selv ovenvande i dette racismens hav, som havde druknet alle andre?
I Syden havde jeg set to så modsatte hvide reaktioner overfor den undertrykte som had og kærlighed, at begreber som godhed og ondskab opløstes for mig jo mere jeg gennemskuede disse lidelsesmønstre som produkter af et århundredgammelt system.
Med en korthårsparyk på kom jeg ind i Mississippis gamle aristokrati og lærte kunsten at have sorte tjenestepiger til at servere mig morgenmad i himmelsengen.
Deres trodsige, passive oprør mod disse gamle slaveroller ses som "uansvarlighed" og "upålidelighed," og øger yderligere de hvides status og det paternalske forhold.
De hvide går stadig klædt i de gamle antebellumkjoler og håber at få hævn over nordstaterne i en ny borgerkrig.

Og her er til Mississippis indbyggere,
der siger at folkene oppe nordpå bare intet forstår.
Og de gyser i mørket ved
Ku Klux Klans torden.
Deres sjæles fæste er ikke nok til at vaske 
deres hænder rene for blod.
For de smiler og trækker på
skuldrene ved en mands mord.

Og her er til skolerne i Mississippi,
hvor man lærer børnene
ikke at ta nogen hensyn.
For hadets skarn er til stede alle steder,
og ethvert klasseværelse
er en fortvivlelsens fabrik
og ingen lærer et fremmedord
som "retfærdighed."

Ingen hvide kan fuldt forstå det enorme psykiske pres, det er, konstant at blive bombarderet med, at man er mindre værd end hvide.
Den værste skade sker når ofret begynder at tro på og indvendiggøre undertrykkerens fordomme.
Grusomme nedvurderinger som "Du er ikke andet end skidt, nigger" hører jeg konstant genlyde mellem sorte familiemedlemmer, som i hinanden indgyder vores dybe racistiske følelser overfor dem og deres dystre udsigter ved at være bandlyst til en permanent tilværelse på det hvide samfunds skyggeside.
Håbet, som jeg fandt blandt sorte i 70'erne, er i dag overalt afløst af selvbebrejdelse.
Wilma, som jeg ind imellem mine foredrag ofte diskuterer med natten lang i hendes lille shack, udtrykker i sorte ord det som mine hvide elever i dag tænker, men ikke tør sige:

De holder mig nede, mine egne holder mig nede. Jeg er bange for dem, ja, mit liv er truet af mit eget folk.
- Har hvide aldrig gjort dig fortræd?
- Nej, aldrig. I Alabama og New York har jeg aldrig haft besvær med hvide. Altid mine egne...
- Bebrejder du dem det?
- Ja, jeg gør.
- Men du må aldrig glemme...
- Ja, du kalder det indvendiggjort undertrykkelse, ikke? Men jeg ser det ikke sådan. Jeg tror det blot er deres natur at være sådan..
- Nej, nej, nej!
- Jeg tror ikke det er indvendiggjort undertrykkelse.
- Men du må aldrig miste troen på mennesket.
- Jeg har mistet troen på dem.
- Men det kommer heroppe fra, det kommer fra racisme.
- Jeg ser det ikke sådan.
- Når mennesker er så skadede - og du ved at sorte er sårede - lader de det gå ud over hinanden. Når man nedværdiger og ydmyger folk i et land længe nok, vender de til sidst deres vrede mod hinanden.
- Ja, men hvad du taler om skete for mange år siden i 1800-tallet. Jeg ved hvad du taler om og at det er sandt, men vi er kommet langt siden da. Vi har fået så mange døre åbnet for os siden. Vi bør kunne klare os selv. Men vi holder hinanden tilbage med had og selviskhed. Det er ikke de hvide, der holder os nede.
- Wilma, du lirer de hvides snak af nu. Det er hvad de siger.
- Hvem er arbejdsgiverne i dette land. De er hvide, og hvem giver de ikke arbejde?
- Jeg ved det, men jeg kan kun tale om hvad jeg går igennem og mine egne er dem som holder mig nede.
- Det er hvad alle sorte føler nu om dage, og således skyder de skylden på sig selv og skader hinanden endnu mere.
- Jeg ved det, alt hvad jeg blot ønsker er at slippe væk fra dem.
- Hvor vil du ta hen?
- Jeg ved det ikke endnu....

Aldrig havde jeg i 70ernes håb og optimisme troet at racismen ville blive så slem, at jeg en dag skulle sidde og forsvare ofrene overfor dem selv.
Mennesker kan overleve i undertrykkelse, hvis de klart er i stand til at identificere undertrykkelsen og se et håb om at den en dag vil ophøre.
Kun således kan de undgå en ødelæggende selvbebrejdelse og selvnedvurdering.
For 50 og 100 år siden boede vi i tæt fysisk integration med sorte.
Men i dag er vi så isolerede fra hinanden, at de sorte, som vi nu hensynsløst bombarderer med Bill Cosby-fantasier om at de har opnået frihed, for første gang i historien har svært ved at identificere undertrykkeren og derfor uden betænkning søger skylden for den voksende smerte hos sig selv.
Og er det først lykkedes at overbevise undertrykte om at de er deres egen værste undertrykker, falder alt fra hinanden.
Hverken deres indtægter eller selvfølelse er store nok til at genskabe den kernefamilie, vi konstant holder frem, og følelsen af håbløshed og fallit slår familien i stykker.
Når det hele viser at heller ikke hvide i dag har det så godt med sig selv som før, er det måske ligeså svært at finde virkelig kærlighed under karrieremillionærens krystallysekroner som blandt dem, som må "shacke sammen" i olielampens skær.
For ingen, der har det virkelig godt med sig selv, ville være i stand til at undertrykke så knusende, som vi gør det i dag.
Og ofret er ikke blot den udstødtes familie, men i stadig stigende grad børnene.
Vi hvide, som elsker at omtale, at vi har en sort ven her og en indvandrer ven der - for at opnå moralsk status og anerkendelse fra vore ofre - og vi som elsker at fordømme andres, mere primitive racisme, - ja, vi glemmer ustandseligt at tabere som Ku Klux Klan og nazisterne selv er så dybt traumatiserede og ghettoiserede at de står uden nogen som helst reel magt til at påvirke livsvilkårene for de sorte i USA eller muslimerne i Europa ….. mens vi selv, samfundets "gode" lovlydige borgere, i dag presser millioner af vore udstødte ind i ghettoer, isolation, fortvivlelse, fængsler og død.
I vores skyldfølelse over ikke at kunne leve op til vore egne høje demokratiske idealer og kristne frisindede værdier flygter vi ind i Bill Cosby-showenes drømmeverden for at dække over vores endelige knusning af den sorte familie.
I dag vokser over 70% af sorte børn op uden fædre og hvert tiende barn uden hverken mor eller far - dobbelt så mange som da jeg først kom til Amerika og tre gange så mange som under slaveriet.
Derfor må bedstemoderen må tage sig af dem.
Sorte elever, som her efter årtusindskiftet er i stand til at klare sig på trods af denne - den sorte families værste undertrykkelse siden slaveauktionerne - fortæller mig ofte, at netop bedstemoderen var deres frelsende engel.

Bedstemor hænder 
klappede i kirken søndag morgen.
Bedstemor hænder 
spillede tamburinen så godt.
Åh, bedstemors hænder advarede os.
Hun kunne sige:
"Løb ikke så stærkt, Billy!"
"Du kunne snuble over
et stykke glas!"
"Der kan være slanger
i græsset!"
Og bedstemors hænder
trøstede vore ugifte mødre...

Mange af disse børns manglende fædre har bygget sydens landeveje som lænkefanger.
I dag er de uden lænker, da blodhunde og maskinpistoler er mere effektive.
Ved at følge efter fangebilerne opdagede jeg, at fangerne bruges til at gøre rent i villakvartererne og på de private strandbreder for verdens rigeste mennesker på Palm Beach.
At arbejde under hvide vagters geværer på at vedligeholde millionærhjem opfattes i sort bevidsthed let som en fortsættelse af slavearbejdet man tidligere udførte omkring store hvide plantagehjem.
Næsten alle mine venner i dette show finder jeg i en værre situation i dag end dengang jeg først mødte dem.
Men her på Palm Beach og Miami Beach hos Amerikas rigeste familier er en gruppe mennesker, hvem Reagan og Bush årene gjorde endnu rigere.
Det er her sorte ikke måtte komme tidligere, og hvor de stadig i praksis arresteres.
Ind imellem slipper een dog ind og tigger en skilling af multimillionærerne.
Det er også her nogle har råd til at spille på de fineste golfbaner i verden med sorte kaddier, som de betaler 27 kr i timen.
Jeg fandt tilmed en venstreorienteret millionær, som lod mig låne sin Mercedes til at følge fængselsslaverne i.
Og bruger man fængselsfanger til at arbejde for sig, må man også have politiet ved sin side.
Når man har dræbt kærligheden og tilliden i samfundet er det ikke nok med alverdens elektroniske overvågningsudstyr.
Man skulle nødigt have sine børn kidnappet.
Så må man hellere spærre dem inde i en kold, isoleret verden som Tanias og hendes søsters.
Og for travle karriereforældre er det nok klogere at lade børnene undertrykke af fjernsynet end at lade dem se den virkelige verden udenfor... kun få kilometer derfra... derude, hvor Linda bor.
Lindas familie var så fattige, at de aldrig havde haft lys før jeg flyttede ind hos dem.
Jeg havde lidt millionærpenge med mig, så jeg kunne købe petroleum til en gammel lampe, de havde.
Lindas far arbejdede fra tidlig morgen for en godsejer og kom først gående de fem kilometer hjem hver aften ved 10-tiden.
Men denne aften ville vi glæde ham med en overraskelse, og da vi så ham komme i mørket, løb Linda ud, sprang op i hans favn og råbte:
"Far, far, vi har fået en gave...se, se lys...vi har fået lys."
Og derefter dansede Linda og hendes bror udenfor i skæret fra lampen.
Deres glæde over dette lys varmede mig umådeligt meget lige efter at have oplevet en række kolde millionærhjem.
Der var ellers ikke meget at glæde sig over.
Linda måtte læse lektier før solnedgang, men nogle gange så jeg hende læse ved månelys.
For mig blev Linda uden sammenligning den lyseste og mest opmuntrende oplevelse i USA.
Da jeg kom til hendes familie var jeg stærkt nedslået efter måneders rejse gennem den sorte undertrykkelse, som jeg følte var mere ødelæggende og dehumaniserende end nogen anden i verden.
Jeg så på Linda og undrede mig over hvorfor hun ikke var underkuet i sjæl og krop som så mange andre børn i underklassen.
Hvordan havde hendes familie været i stand til at holde sammen midt i denne umenneskelige tilværelse.
Og hvorfor nærede de en dybere kærlighed til hinanden end jeg havde mødt det i noget andet hjem i USA?
Mens fattigdommen overalt i USA giver både omgivelserne og mennesket et hæsligt ansigt, havde den her formået at lade kærligheden overleve.
Den oplevelse - midt i hæslighedernes verden - at finde kærligheden, var så ubeskrivelig og rystende en oplevelse for mig, at jeg blev fuldkommen overvældet.

Nu da vi har fundet kærligheden,
hvad skal vi så
stille op med den?
Lad den få en chance,
lad den bestemme vor skæbne.
Vi skylder os selv
evigt at leve lykkeligt.

Nu da vi har fundet,
hvad vi ledte efter -
og kærligheden er
det vi ledte efter -
nu da jeg har den
her i min hånd,
vil jeg dele den
ud over hele landet.

Lad os tilgive og glemme,
lad ingen tanke være din fjende!
Jeg har aldrig haft det så godt før.
Jeg er virkelig lykkelig -
lykkelig, som et menneske kan blive.
Kærligheden er det vi har ventet på.
Kærligheden er det vi har håbet på.
Jeg vil dele den ud over hele landet...