GHETTOEN I VORE SIND
 
INDLEDENDE TEKSTBILLEDER
 
Det er vigtigt for mig at holde kontakt med mine amerikanske venner, som næsten alle har set showet og ofte selv sælger bogen. Med årene er vort venskab blevet stærkt befæstet. At være en del af så mange familier - i sorg og glæde - har gjort mit liv meget rigt.

Nogle få har fået det bedre (1994). Virginia Pate flyttede i skurvogn. Naboen George, som en nat jog mig ud med sit gevær, blev siden myrdet af hendes to nevøer.

Virginias søster er fangevogter og passer nu nevøerne i det fængsel som også massemorderen, John, er i. Denne fik efter det sidste drab, som Woody omtalte, livsvarigt fængsel og leder nu fængslets nazistiske bande.

Willie og Julie Williams kom på plejehjem og kom stolte i byens avis, da de fik overrakt min bog.

Helen Wilsons barn på billedet døde af underernæring.
Det andet barn blev kvalt af sin mand. En tredje datter er nu i fængsel.

Polly har nu elektricitet, men lever i mørke, da pengene går til druk.

Jeg så Lefus Whitley ædru for første gang, da han skulle i dansk TV.

Fru Barnett lo, da jeg fortalte at europæerne morer sig over hendes beklagelse over ikke at have slaver mere.
Hun får masser af post fra mine tilskuerne og er stolt over "at være blevet filmstjerne."

Bankmanden er endnu rigere nu. Pga af vort venskab pånødede han mig en "date" med senatorens sekretær og inviterede os til fornem middag med chefen for FBI (fotograferet her). Udstyret med hemmelige mikrofoner i ærmet udspurgte jeg denne om FBI's attentat på en af mine venner, hvorom senere i showet.

Hærdet af volden var Mary overrasket over at jeg rystedes af branden og omtalte den i bogen. Tragedien knyttede os tættere sammen, men amerikanske tilskuere har ofte stærke reaktioner på forholdet. Jeg selv fascineres over at vi kan bevare det på tværs af alverdens undertrykkende kløfter.

I 1994 havde jeg Anita Roddick - ejeren af det socialt engagerede kosmetikfirma "The Body Shop" - med hos Mary. Mødet mellem multimillionæren og landarbejderen var berigende for begge.
Jeg inviterer altid publikum med på mine rejser i ghettoen. Begge parter synes at få stor glæde i sådanne møder mellem undertrykker og undertrykt.

Ida Ford lever stadig i forarmelse og forladthed, men elsker når jeg bringer venner som her Anita Roddick på besøg. Anita syntes fri for den skyldfølelse, der lammer de fleste hvide i underklassens kvælende omgivelser.

Emily Kelley begik selvmord. Her vises Anita Roddick rundt i plantagehjemmet af den tjenestepige, som i vagabondårene havde opvartet os i himmelsengen.
Næsten alle mine kærester i de år var hvide - og som Emily ofte velhavende. (Fattige og sorte kvinder havde sjældent overskud til en pengeløs vagabond). To af dem begik siden selvmord. Begge var millionærer!

Playboymillionæren blev så påvirket af Amerikanske Billeder at han solgte alt for at blive "vagabond". Først i sin Jaguar, men siden blaffede han i Afrika, hvor han fik sin første sorte ven.
I dag er han igen millionær og låner mig tit sine motorhjem. Min gamle Buick, som han lånte mig på ødeveje, hvor jeg ikke kunne blaffe, kom på "museum" pga. af vort venskab.
(Billedet med elskerinden rev hans kone ud af min bog i reolen).

Mange af mine venner er nu i fængsel eller døde. I 1980 var 22 blevet myrdet. Nu har jeg ikke tal på dem mere.
Daisy Thomas, disse børns mor, blev skudt under et familieskænderi.

Sam blev pryglet ihjel af politiet, da han var i fængsel for drukkenskab.

98-årige Willie White (th) skød sin kone (tv). Han døde snart efter af sorg.

Mike blev dræbt af kæresten da han stjal penge fra hende.

Da jeg ville give bogen til Leon Paines, som hjalp mig med dette show, fortalte husets nye beboer at han var blevet skudt.
Her viser Leons mor mig sine eneste fotos af sønnen.

Lindas far frøs ihjel under druk. Lindas vrede og selvdestruktion kom senere end i de fleste sorte børn. Som 17-årig blev hun crack-narkoman og er nu konstant i fængsel. Hun var den eneste, som ikke ville genopleve barndommen ved at se showet. Men efter den sidste dom på 5 år begyndte hun i 1994 at bruge min bog i fængslets rehabilitation og ønsker nu at arbejde med mig, når hun kommer ud. Her er hun på udflugt med mig i bilen.

Carl Overstreet sidder i dag i samme opgivende stilling som jeg så ham i i barndommen. Han tilhører hvad sorte ledere kalder "den tabte sorte generation."

Indvendiggjort racisme gør det uhyre smerteligt for (USA's) sorte at se dette show. Alligevel ønsker de at hvide ser det "så de forstår smerten." I mangel af bedre materiale støtter mange sorte ledere, fra Martin Luther Kings familie til kongresfolk og borgmestre, showet. En af de mest begejstrede var forfatteren James Baldwin her.

Ex-slave Charles Smith døde, 137 år gammel, udnævnt til æresborger. Dette var hans sidste ord til mig:

- Føler du at den sorte mand er fri i dag?
- Nej, han har aldrig været fri!

En morgen så jeg i Florida opsendelsen af en måneraket.
Men denne gamle mand, Cape Canaverals nærmeste nabo, lagde ikke mærke til at raketten steg op over hans hus.
Han var uden elektricitet og radio til at underrette ham om det og for syg af underernæring til at løfte hovedet og se raketten:

En rotte bed min søster Nell,
mens de hvide var på månen.
Hendes ansigt og arme svulmede op...
Jeg kan ikke betale mine lægeregninger,
da de hvide er på månen.
Om ti år vil jeg stadig betale dem af...
Min husleje blev netop sat op,
da de hvide er på månen.
Uden varmt vand, toilet eller lys!
Underligt at de sætter lejen op,
når jeg gav 50$ om ugen...
Skatterne tager hele min løn,
junkierne går mig på nerverne
madpriserne ryger i vejret,
og som om det ikke var nok...
så bed en rotte min søster Nell,
mens de hvide var på månen.
Med alle det jeg tjener
til de hvide på månen,
hvorfor har jeg ingen penge her?
Som I kan forstå har jeg fået nok
af de hvide på månen.
Jeg tror jeg vil sende disse
lægeregninger med luftpost
...til de hvide på månen!
 
 
Talrige børn bliver bidt ihjel af rotter.
I denne familie, jeg boede hos i Detroit, blev fire børn bidt mens de sov.
Deres gråd blev kun overdøvet af bilisterne, der rasede forbi på motorvejen udenfor huset.
Fanget i deres eget system må disse hvide jage ad superveje for trygt at nå fra de sikre forstæder til arbejdet i centrum uden at blive konfronteret med rotterne, nøden og volden i de sorte kvarterer.
 
Men hvad skete egentlig i barndommen, som kunne få os til at undertrykke vor naturlige kærlighed overfor alle mennesker og til i bogstaveligste forstand at køre henover dem uden at skænke det en tanke?
Disse spagghettihøjveje er et af de mest fortvivlede eksempler på en hensynsløs udvikling affødt af vore egne sår og skader som børn.
Efterhånden som flere og flere af disse golde og angstfyldte landskaber skabes, bliver deres umenneskelige sterilitet hjemsted for vor egen uforløste vrede.
 
Bilradioer og satellit-tv hamrer løs med sød musik og budskaber om at købe bandager til at dulme vore værkende sår - og gør os blinde for den miljøødelæggelse, der bliver et resultat heraf.
Den onde cirkel får mere og mere karakter af flugt væk fra fattigdommen og lidelsen, vi har skabt, en kaotisk flugt, der drukner i musik og budskaber om midler til denne flugt, midler som skaber behov for mere flugt, flugt bort fra os selv og alt vi har bygget op, flugt ind i os selv og ud i ensomheden.
Flygtende hvide bruger hver weekend mere på ski og hotel end underklassen de efterlader i storbyen kan tjene på en uge.
Men selv om vi i én forstand er undertrykkere, er vi ligeså fangede af systemet som vore ofre og i bund og grund ligeså ulykkelige.
 
For Guds skyld,
I må gi mere magt til folket.
Nogle mennesker deroppe
rager alting til sig
kommer med løgne og omsvøb
om folkets penge og ting.
Når de alligevel øder dem bort,
burde de gi' os nogle af dem.
De har hørt om fattigdom,
men aldrig mødt det selv.
Mennesker sulter ihjel,
som de aldrig kendte, kun hørte om.
De havde aldrig halvt det nødvendige.
Får man ikke nok at spise,
hvordan så tænke på kærlighed?
Man formår ikke at tænke over
de "ugerninger" man er skyldige i...
For Guds skyld,
I må gi mere magt til folket!
 
Vort forbrugs onde cirkel skaber yderligere kunstige behov.
I Norfolk, Virginia, en af verdens største havne for krigsskibe, prøvede denne udhungrede kvinde at komme på hospitalet med hjertesmerter, men havde ingen penge til en ambulance.
Uden elektricitet og fjernsyn er hendes eneste underholdning at se på de krigsskibe, som bygges udenfor.
I olielampens skær får hun glimtvise indtryk af verdensdramaet gennem sine vinduer....
....hangarskibe, som forbrænder mere energi på et sekund end hendes hjem forbrænder i 100 år...
 
Statsmænd undersøger hvem
der har magt til at myrde mest.
Når deres magt er brugt op
vil verden ligne et spøgelse.
 
De ved vi ikke er tilfredse
med deres råben og skrigen op.
De gir os løfter
og smider så et par dollars mere.
Der er ingen pris på lykke,
ingen pris på kærlighed!
Leveomkostningerne stiger...
og vi kommer ikke ud af stedet.
Så hvad som helst du har
vær blot glad for det!
Og nu må vi se at komme op
og få noget mere ud af det!
For Guds skyld, giv mere magt til folket...
 
Uden militærproduktion ville arbejdsløsheden være mange gange større i USA.
Skønt investering i velfærd ville skabe dobbelt så mange jobs, eksporterer vi konstant vores overskudsproduktion til de fattige lande som luksusvarer til overklassen - og våben mod underklassen.
For at finde et marked for de kunstige behov derhjemme, dikterer systemet os at smide vore ting væk og købe nye for at holde produktionen i gang.
 
Smid-væk samfundet
har smidt det bedste i mig væk.
Har kasseret min oprigtighed
hæderlighedens hjørnesten.
Smid væk for at skaffe af vejen,
køb noget nyt en anden dag.
Intet nyt er skabt for at holde.
Indbygget forældelse vil få dig til at købe nyt:
papirtallerkener, papskøjter, plastiksølvtøj,
biler med smidvæk hjul, parykker i stedet for hår...
Måden, du elsker på, kan smides væk
- ikke helt som du troede:
skaf dig af vejen med mig, når du har brugt mig,
af angst for at jeg vil skaffe mig af med dig.
Min bortødede ven,
du lovede at elske mig lige til enden.
Dit stivsind vil ikke give efter,
du er længere ude end du tror.
 
Når kærligheden gøres til salgsvare og al menneskelighed i os sælges ud, begynder man at ane de mørke sider i vort sind, som skabte ghettoen.
Vores stigende usikkerhed og frygt overfor fremtiden efterlader en voldsom ophobning af smerte som hurtigt ændrer det globale billede.
Aldrig før i historien har vi været så aktivt involverede i at tvinge så mange mennesker ind i ghettoer.
Hvad der tog os 500 år i Europa at udrette med jøderne har vi på kun få årtier opnået her med millioner af muslimer.
Ghettoisering medfører i sidste instans etniske udrensninger som vi nu ser det i ex-Jugoslavien, Tyrkiet, Afrika, Indien og Sydøstasien.
Men intetsteds er en minoritet blevet så ghettoiseret som de sorte i USA.
I mange byer såsom Detroit og Chicago er op til 94% af de sorte frosset ude i helt sorte bydele.
Smid-væk-samfundet, som har smidt både ting og mennesker væk, har dræbt kærligheden ved at isolere og fremmedgøre enorme befolkningsgrupper.
Men det kan ikke kvæle det smertens og tomhedens råb som lyder fra dem som blev smidt væk:
 
Jeg er nogen, råbte jeg!
Og jeg er fortabt og kan ikke sige hvorfor
....det lader mig blot endnu mere ensom....
Jeg har en tomhed dybt inde og prøver forgæves at slippe den.
Jeg er ikke én, som holder af at sværge,
men jeg har aldrig brudt mig om lyden af at være alene....
Jeg er nogen, sagde jeg
....til ingen der!
Og ingen hørte overhovedet.
Og jeg er fortabt og kan ikke engang sige hvorfor...
Det efterlader mig blot stadig ensom.
 
 
Systemet - som er summen af vores daglige repressive tænkning - bruger som altid repressiv tolerance mod presset fra ofrene og kvæler råbet fra undergrunden ved at ophøje det.
Den undertrykte får frit lejde til at udstille for de bedrestillede og bedretænkende blandt os med al vores forstående snak om ghettoens og indvandrernes problemer og velvillige tale om sult- og overbefolkningsproblemer i den Tredje Verden.
Vi kvæler de undertrykte med vores højtravende snak om at ville "integrere dem", mens vi selv flygter ud i forstæderne og bevirker yderligere ghettoisering.
Som stødpudetropper kan vi absorbere al kritik af systemet og forvrænge den og afværge dens angreb ved "indforstået" at ophøje den til kunst.
Velbjærgede liberale, som jeg hader og elsker på samme tid fordi de er en side af mig selv, gir mig al mulig støtte til at udstille min kritik af samfundet, chokerede over det jeg har set i Amerika, og i skamfølelse over at jeg er gået over en tærskel, som de føler, de selv burde gå over.
 
Sådanne mennesker himler op i alle samfund om nødvendigheden af forandring for at hjælpe ghettoer og ulande "op," men når det kommer til valgdagen visner løfterne hen.
Derfor kan jeg ikke undgå at føle at også jeg udbytter ofrene, for disse billeder vil ikke gavne dem overhovedet.
Vi vil føle os lidt sentimentale over den undertryktes lidelser, men vil ikke gøre noget for at ændre os: opgive campingvognen, charterrejserne og privatskolen for at omfordele verdens goder.
Således bliver billederne blot en katarsis for folk.
Jeg har skabt underholdning for undertrykkerne og forlænget systemet.
Jeg er hyklerisk som disse kunstsnobber, fordi jeg spiller efter deres regler.
Blev min kritik for "revolutionær" ville de vende den ryggen.
Derfor må jeg udvande den på deres præmisser så mit show blot bliver en tårepersende og nedladende "paternalsk" snak om ghettoens lidelser og vores uheldige skyggeside, som f.eks. denne sentimentale rejse ind i Harlem få husblokke fra disse liberales højborg, Museum of Modern Art:
 
 
Hvis du ta'r toget med mig
op gennem Harlems elendighed
af ghettogader i morgenlyset,
hvor det altid er nat.
Tag en vinduesplads
og læg "The Times" fra dig,
læs mellem linierne,
læs de ansigter du møder bag vinduet!
Og det vil måske lære dig
at tænke på dine medmennesker.
 
 
Alt i Harlem er sort undtagen forretningerne, som ejes af hvide og indvandrere.
Kun ligkisteforretninger ejes af sorte, da hvide bedemænd intet vil have med sorte lig at gøre.
Denne bedemandsforretning ved siden af narkoafvænningscentret viser det konstante valg i Harlem mellem øjeblikkelig død eller et forkrøblet liv.
Tusinder af narkomaner vælger venstre dør for ikke at blive rehabiliterede til et liv, de ikke kunne overleve uden narkotika eller sindsforkrøbling.
Denne kvinde er en levende illustration af det konstante valg.
En gal voldsmand brød ind og prøvede at dræbe hende med en stor kniv.
Hun overlevede ved at kaste sig ud fra tredje sal - og var forkrøblet for livstid.
 
 
Og når du går i seng med rotter
i stedet for godnathistorie
med sulten og dine andre børn
ved din side
og angsten for at dele seng
med andet, der skal bespises,
skal det nok lære dig
at være noget for dit medmenneske!
 
De amerikanere, jeg har de stærkeste følelser overfor, er narkomanerne, som var for følsomme til at overleve den brutale amerikanske succesjagt.
Om natten tør ikke engang politiet færdes omkring disse skydegallerier.
I mine vagabondår kunne jeg let slå pistolen ud af hånden på de sløvede heroinnarkomaner, men den langt værre crack i dag gør narkomanerne så paranoide, at de gennemhuller alt og alle omkring sig med kugler.
Denne fyr havde været narkoman i 16 år og led af underernæring og løbende sår.
Han kunne ikke finde flere raske steder at sprøjte op og måtte tage den ildelugtende bandage af benet for at finde en åre.
Han led forfærdeligt og vidste, at han havde mindre end to år tilbage at leve i.
Derfor havde han intet at frygte og opfordrede mig til at vise billederne for alverden for at skræmme andre unge, så de ikke skulle lide som han.
 
DET VIL MÅSKE FÅ DIG TIL AT LÆRE
AT VÆRE NOGET FOR DIT MEDMENNESKE!
 
De mest ubeskrivelige lidelser er dem, som overgår børnene og former og forkrøbler deres sind og væsen for livet.
Ikke blot de børn, som må efterligne dyr for at overleve i systemets vold… eller dem som prøver at få en mønt ved at pudse vinduer for hvide bilister…. men i endnu højere grad de børn, som vi direkte myrder med vores negative tænkning om dem…. den knusende tænkning som de fra tidligste barndom har indvendiggjort i en sådan grad at de overbeviste om at de ingen fremtid har.
Hvilket indtryk gør det på sådanne børn, når de oplever deres søskende blive skudt og dræbt på gaden?
Eller på en ung mor at skulle sige farvel til sin 4-årige søn i en verden, hvor det er svært at se forskel på en vugge og en kiste?
 
Se, hvordan fortvivlelsen
krydres med den kvælende luft.
Se ghettoen i den sædvanlige
sydende sommerhede,
forestil dig gaderne i brand
og flammer som vreden stiger op.
Tænk dig at bo der hele dit liv,
ville du mon bryde dig om det?
Måske det så vil gå op for dig
hvorfor man skal være noget for medmennesket!
 
Jeg mener at alle er født nøgne,
så vi er alle mennesker.
Og indtil jeg møder nogen,
som blev født med tøjet på,
skal ingen få mig til at tro,
at de er mere værd end mig.
Det er nu min mening.
 
Denne rejse illustrerer i sin sødladne sentimentalitet den hvide liberale måde at se ghettoen på.
Mange liberale gør et stort og opslidende arbejde i ghettoerne, men hvad enten vi brystføder eller flaskeføder de udskudte er resultatet det samme:
vi skyder i virkeligheden skylden på ofrene selv ved at prøve at tilpasse dem til deres uheldige skæbne i stedet for at ændre os selv.
Efter dette show vil vi fortvivlede spørge: "Hvad kan vi gøre?"
Men vi har ikke mod til - ja, er lammede af skræk over at skulle se ned i sjælens dybder for at komme i kontakt med den smertesafgrund i os selv, som gør os til så magtesløse, men effektive undertrykkere.
Derved er vi liberale i virkeligheden racismens og den fortsatte undertrykkelses vigtigste redskaber.
De sortes eget syn på Harlem er stik modsat vores behov for at se et offer, da de ikke ensidigt kan se det triste i ghettoen.
De vil f.eks. ikke fremhæve at 10% af Harlems ungdom er blodigt kriminelle.
De vil vende det om og opmuntres over at 90% af ungdommen trods alt aldrig har været i konflikt med loven.
De vil opmuntres over den kendsgerning, at flertallet overlever, - se de mange roser, som det lykkes at skyde op i denne jungle.
 
Der er en rose
i sort og spansk Harlem.
Det er en speciel en
som aldrig ser solen.
Den kommer kun ud
når månen er ude
og stjernerne glimter.
Den gror op gennem asfalten -
blød, sød og drømmende.
Med øjne så sorte som kul,
ser de ned i min sjæl
og starter en ild
så jeg mister kontrollen over mig selv,
og ønsker at sige undskyld.
Jeg vil plukke denne rose
og se den vokse i min have.
 
En sådan rose var for mig Merilyn.
Da jeg første gang boede hos hende var hun narkoman.
Hendes forhold i den trange lejlighed var fortvivlede, og jeg sank selv dybere og dybere.
Aldrig har jeg boet i så menneskeudslettende forhold.
Det var ikke kun de konstante indbrud, der gjorde det umuligt for mig at tænke eller skrive.
Tranghed og et ståltrådsnet mellem køkken og soveværelse, så rotterne ikke bider én i ansigtet, kan man vænne sig til.
Men angsten for hvornår man selv får en kniv eller kugle i maven vænner man sig aldrig til.
Spørg ikke om hvordan jeg overlevede.
Spørg hellere om hvordan Merilyn overlevede, ikke blot fysisk, men også psykisk.
Hun var tilmed i stand til at kæmpe sig ud af ghettoen og blive skuespiller.
I dag kommer hun tit og introducerer dette show for mine publikums.
Jo, hun var en rose som det lykkedes at skyde op gennem asfalten.
 
Overalt i verden bruger vi undertrykkere sådanne opmuntrende undtagelser til yderligere at undertrykke vore ofre med.
Med historier om enkeltindivider eller en sort middelklasse, der klarer sig godt, forsikrer vi hinanden om at vi ikke blot er retfærdige, men faktisk er de rene engle selv.
Det er et fejt og kalkuleret forsøg på at vise at der er noget galt med alle dem, som ikke har succes - altså igen at skyde skylden på vore indespærrede for deres egen indespærrethed.
 
Men Harlem er ikke den værste ghetto i New York.
I Bronx er der områder hvor 9 ud af 10 mennesker dør en unaturlig død - af mord, overdosis, AIDS, rottebid osv.
De fleste undertrykkere har svært ved at forstå hvad en ghetto er.
Der er ingen mure omkring en ghetto, og den kommer ikke af dårlige boligforhold.
Det er ikke kun underklassen vi ghettoiserer.
I Detroit ser jeg konstant, at hvide flytter ud selv når det er den sorte middelklasse, som flytter ind.
Herved udløser vi et smertende stik i hjertet hos yngre sorte, som følte sig på tærskelen til den amerikanske drøm.
Et stik i hjertet, som er direkte forbundet med den rystende vold blandt vore udstødte.
Hver gang jeg vender tilbage til mordets by er flere af mine venner blevet myrdet.
 
 
- Er det den eneste af mine venner, der er dræbt?
- Ja, men en af min brors venner blev også dræbt...
 
I Philadelphia dræbes årligt over 100 gadebandemedlemmer i alderen 12 til 17 år.
En af dem var min lokale gadesælger, der levede af at sælge min bog Amerikanske Billeder ved dørene.
Selv 10-11 årige børn skyder vildt omkring sig med israelske Uzi-maskinpistoler.
Ved at gi' dem en straf ofte dobbelt så lang som deres alder prøver vi at fjerne en del af ghettoen... …ligesom når vi nedriver ghettoens huse - uden at fjerne årsagerne til ghettoen.
I Baltimores hyggelige ghetto prøver vi at udrydde ghettoen ved at pløje de gamle kvarterer ned og rejse dem på højkant.
Heroppe føler man sig endnu mere indespærret og kriminaliteten stiger da også med højden af disse slumetager.
Det er et paradoks at vi altid søger årsagen til ghettoen inde i ghettoen selv, skønt ghettobegrebet jo indebærer at årsagen findes udenfor.
Især i denne ring af rige hvide forstæder udenom hver eneste by.
Vi bor altid udenfor byen så vores børn ikke skal gå i skole med de uønskede og så vi undgår at betale skat til byen skønt vi får vores indtægt fra den.
På den måde bliver byerne fattigere og fattigere.
 
 
Under min første rejse i 1970'erne blev Washington - dengang hovedstaden i verdens rigeste land - behandlet som hungersnødsområde.
I dag ligner byen mest et borgerkrigsområde med en narkotikakrig i gaderne uden sidestykke.
Men skønt kongresmedlemmerne ikke tør gå hjem til fods efter fyraften, nedskærer de konstant de sociale programmer frem for militæret.
Paranoid frygt for mennesket hjemme i USA skaber grundlag for et paranoidt billede af reelle såvel som indbildte fjender ude i verden.
Hvad nytter den skudsikre vest, når døden kommer fra hjertet.
Hver tiende indbygger i hovedstaden er narkoman.
Disse to narkomaner, som først overfaldt mig, men siden inviterede mig hjem, bor kun tre husblokke fra kongressen, hvis kuppel ses i baggrunden.
En måned før jeg boede hos disse narkomaner, blev en betjent skudt i deres opgang og en kvinde myrdet i dette værelse - det sidste glimt hun fik af denne demokratiets og frihedens højborg.
 
 
Når vi spærrer mennesker inde i en ghetto vendes vores vold imod dem med tiden mod os selv.
Ved at sammenligne med en anden ghetto - alderdommens ghetto - forstod jeg hvorfor de indespærrede finder det umuligt at undslippe ghettoen.
Skønt der heller ingen synlige mure er omkring den grå ghetto, er gamle - pga. afhængigheden af krummerne fra de riges bord - for evigt indespærret i en afmagtspsykologi ligesom slaveriets.
Tit bliver gamle fundet døde af sult fordi de ikke tør gå ud og købe ind.
 
Denne jødiske kone, som var en af mine bedste venner i New York, emigrerede fra Rusland før revolutionen.
Nu sultede hun og blev tit slået ned.
Men med sin egen østeuropæiske ghettoisering og forfølgelse i skarp erindring havde hun - som mange andre jøder - et dybt engagement i de sortes kamp og pintes over at de måtte lide som hende.
Et flertal af de dræbte hvide under borgerretskampen var faktisk jøder - ligesom et flertal af mine shows i USA i dag arrangeres af denne minoritet med dens egen smertelige indsigt i undertrykkelsens dynamik.
 
Amerikanerne går ind for en vis social tryghed i alderdommen, men for taberne i vores økonomiske system nægter de at skabe et sikkerhedsnet som det, vi tager for givet i Europas velfærdsstater.
Mens velfærdsstaten respekterer individets værdighed, ødelægger "smid-væk-samfundet" den med fuldt overlæg med et netværk af spioner til infiltration af folks privatliv, hvis de er på socialhjælp.
Slaveriets salg af kvinder og børn væk fra mændene fortsættes af socialforvaltningen, som i nidkær mistillid til de fattige skaber tiggere frem for medlevere og derved knuser initiativet.
Sorte fædre tvinges til at forlade hjemmet for at konen kan få socialhjælp.
Sådan skabes en særlig klasse af "welfare mothers", som lever i en ond cirkel af fattigdom, afhængighed, frygt og ydmygelse.
De tør ikke bruge penge fra kærester på køkkenudstyr, for finder spionerne spor efter en mand, falder understøttelsen væk.
Når jeg bor hos dem, må jeg gemme mig i et klædeskab, når spionerne ankommer.
Jeg tror ikke, amerikanerne er klar over, hvor grusomt de behandler disse mødre, hvis bistand kun er en fjerdedel af hvad man får i Danmark.
Mens godsejere får milliarder i socialhjælp for ikke at dyrke jorden, henvises disse stigmatiserede mødre til fattighuse nær lossepladser og motorveje; - vor tids fattiggårde, - eller den officielle bandlysning af urørlige kasteløse.
 
Børnene og USA er taberne, for mens kun 5% af børn i Europas velfærdsstater vokser op fattige, bliver hele 23% af amerikanske børn nu formet så voldsomt af fattigdom, at de vil være ubrugelige fremtidens højteknologiske verden.
Intet samfund, som ønsker at klare sig i den benhårde internationale konkurrence, har råd til at tabe så stor en del af sit menneskelige potentiale på gulvet.
Netop disse konservative argumenter er årsag til at mange universiteter nu tvinger deres nye studerende til at se Amerikanske Billeder og at arbejde med racisme.
 
At undslippe afhængighedens onde cirkel er ikke let.
Man ender let i kriminalitet som min ven Alphonso i Baltimore.
Alphonso og hans kone elskede hinanden og deres 6 børn højt, og det pinte ham at han ikke kunne finde et job, der kunne forsørge familien.
Alphonso måtte røve for at overleve og jeg hjalp ham med at stjæle sko til børnene.
Derved kunne han holde et pænt hjem og somme tider leje bil for at køre børnene på udflugt.
 
Men da jeg et år efter kom tilbage fandt jeg hans børn meget bedrøvede uden at de ville fortælle mig hvorfor.
Så fandt jeg ud af at Alphonso var idømt 6 års fængsel, og at hans ældste søn, som ses med ham her, også var indespærret.
Da de mistede faderens indtægter, havde sønnen forsøgt et bankrøveri for at hjælpe familien.
Her ses Alphonsos kone på besøg.
I 6 år kunne hun ikke røre sin mand og hørte ham kun gennem støjende aflyttede telefoner.
Deres ægteskab gik i stykker, hvorefter Alphonso i nogle år levede på gaden af at sælge min bog og var med Amerikanske Billeder rundt i skolerne for at underholde mine beskyttede overklasseelever om sit liv i en ghetto, disse aldrig har kendt.
I dag er han ved at dø af AIDS.
 
- Jeg har tænkt på dig hele denne måned.
Hvordan har du det?
- Fint. Jeg kom for at få dig til at tale til et
publikum i aften.
Men da jeg spurgte efter dig på gaden,
sagde de at du var syg.
- Ja, jeg har været her over et år nu, men
det er godt at se dig.
 
Så mange sorte ægteskaber bliver i dag opløst på denne måde, at hvide prøver at bortforklare det med at den sorte mand blev berøvet sin mandighed under slaveriet.
Når virkningerne af vores fortsatte undertrykkelse synes at "bekræfte" dette mønster, begynder den undertrykte let selv at tro på de myter, som vi udklækker for at retfærdiggøre vores magtstruktur.
 
Indvendiggjort racisme giver manglende selvtillid og får den undertrykte til at afskrive alt hvad han gør, at opgive jobtræningsprogrammer og uddannelse, og i frustration og selvforsvar sluttelig at fornægte sin identitet som forsørger - hvorved han yderligere bærer ved til vores racististiske fordomme.
Den stigende kløft vi skaber i disse år mellem ghettoens mand og kvinde dækker over et nyt forfærdende herre-slavesystem i hvilket slaven overhovedet ikke mere er nødvendig.
Vi behøver ikke længere sorte i USA eller indvandrere i Europa som billig arbejdskraft, da sådanne jobs i den globaliserede økonomi nu tilhører ulandene.
Alligevel gør vi i vores fremmedangst og indædte modstand mod positiv særbehandling alt for at forhindre dem i at nå højere op ad den sociale rangstige.
Stærkt motiverede og selvbevidste berøver vi undertrykkere overalt i verden først den undertrykte al selvværdsfølelse, motivation og fair play - og himler derefter op hvis vi ikke også kan berøve dem en fair andel.
På den måde er vi i stand til at skubbe dem ud af arbejdsstyrken og har tilmed frækheden dernæst
at anklage dem for at søge en sidste desperat livsmulighed som det vi kalder bistandssnyltere.
 
Ingen af os kan sige os fri for - i øjeblikke hvor vi ikke havde det så godt med os selv - at have viklet os ind i disse uoprigtighedens racistiske selvmodsigelser.
Når vi ser det ene ægtefællemord efter det andet hos sorte amerikanere og en stigende ægteskabelig vold hos vore egne indvandrere, ser vi kun racismens tragedie for den undertrykte selv, og ikke de omkostninger, som vor sygelige, altfortærende fiksering på ofret har i vor egen psyke.
Denne 26-årige kvinde blev skudt af sin arbejdsløse mand, men er det ikke os der reelt burde anklages for at begå mord i vores underbevidsthed?
For i Kristi øjne har vel den udstødte altid ret?
 
Selv om de diskriminationens barrierer, vi rejser i frygt for vore ofre, kun kan opretholdes fordi de udskudte ikke har magt og evne til at true andet end hinanden, gør underklassen os alligevel ilde tilpas.
Således foretrækker vi at se ned på den hjemløse ovenfra, så vi kan købe os fri med en skilling.
Vi er selv blevet så forkrøblede af dette system, at vi er ude af stand til at sætte os ned hos ham og høre om, hvordan vi engang havde brug for ham til at opbygge vor velstand i Vesten, og siden sendte ham til konflikter i ulandene for at kæmpe for det vi kaldte friheden.
Tør vi at se ham i øjnene, mens han forklarer, hvad han mistede i denne kamp for vores frihed - friheden til at gøre andre farvede folk afhængige som han selv - friheden til at give os selvtilfredsstillelse med vores ulandshjælp - friheden, som vi dagligt bombarderer jordens fattige milliarder med uden at lade dem få del i dens goder:
 
Du kan få det hvis du virkelig vil.
Men du må prøve, igen og igen,
til sidst vil du ha heldet med dig.
Du må bære forfølgelser, vinde eller tabe,
du kan få din del,
når du har tanken styret mod en drøm.
Du kan opnå det selv om det synes
umuligt nu.
Rom blev ikke bygget på en dag, og du vil
møde modstand.
Men jo hårdere kampen er,
jo sødere er sejren.
 
Ydmygelsen og den psykologiske terror i denne sang har voldsom indvirkning på både den farvede og den religiøst tilhyllede kvinde.
Århundreders dyrkelse af såkaldt ren, hvid kvindelighed fortsætter i den hvide reklames propaganda.
Altid får hun at vide at hvid hud og glat hår er det eneste rigtige.
For at overleve vores destruktive påvirkning begyndte den sorte kvinde at lysne sin hud med hudblegende creme og at strigle sit krusede hår i en indviklet og smertefuld proces.
Hendes børn, som må igennem lignende tortur, ræsonnerer uundgåeligt at hvis de skal igennem så meget smerte for at blive acceptable, så må de virkeligt have været grimme før denne proces startede.
Igen indvendiggør de vores racisme når de bebrejder hinanden for at have for mørk hudfarve.
Sammen med de negative myter om den sorte kvindes seksualitet (der jo altid skabes omkring voldtægtsofre) har denne systematiske nedvurdering af hende efterladt sig dybe sår i dag.
Da de sorte kvindelige jurastuderende i Harvard-universitetet protesterede over mine nøgenbilleder blev vi enige om at de skulle holde et møde og beslutte om jeg skulle bruge disse fotos i en amerikansk sammenhæng.
I modsætning til den hvide racist konkluderede de ikke at jeg havde haft seksuelle forhold til underklassens kvinder.
For de vidste godt at den sorte amerikanske kvinde - modsat hvad jeg fandt i Afrika - udviklede enorme forsvarsmekanismer overfor den hvide mand som svar på århundreders misbrug.
Selv når vi havde opnået dyb intim forbundethed havde jeg i reglen fornemmet at ghettoens kvinde ikke kunne undgå at signalere at dette var for stor en historisk byld at punktere: - forholdet mellem et frit og et ufrit menneske!
Hvis jeg ikke gjorde dette klart for mine tilskuere burde jeg ikke bruge billederne.
For deres utilpashed, som disse senere succesrige Harvard-jurister og politikere sagde, var nøjagtig et resultat af at de selv i så høj grad havde indvendiggjort de hvide skønhedsidealer at de forbandt alt muligt negativt og hæsligt med tanken om sort nøgenhed - eller som hvide racister - reducerede dem til seksuelle billeder.
Den sorte kvinde måtte altid fornægte de sider i sig selv, som betragtedes som feminine i et sexistisk samfund.
Altid måtte hun trælle i huset for den hvide kvinde, som af den hvide mand blev dyrket som noget ophøjet.
Hendes vigtigste opgave var at opdrage de hvide børn.
Der var ikke tid til hendes egne børn, som hun var nødt til at ydmyge og behandle på en hård måde for at gøre dem i stand til at overleve et racistisk samfund.
Derved gav hun dem en anderledes karakter.
 
Vi hvide bruger sådanne forklaringer til at antyde at med den karakter slaveri og udelukkelse gav ofrene, gør de det umuligt for os at integrere dem.
Ofret får endnu engang skylden for ikke at være integreret.
Sådanne særegne karakteregenskaber viser tværtimod at slaveriet eksisterer den dag i dag.
Den forkrøbling, der sker med sorte børns sind, undrede mig altid indtil jeg blev opmærksom på dette lukkede ghettosystem.
De tilegner sig meget tidligt vores negative hvide forventninger til dem, og fra omkring fjerde klasse bliver de så bevidste om ghettoens lukkede system, at de begynder at sakke bagud efter de hvide i skolen - nøjagtig som vi ofte ser det med indvandrerbørn i Danmark.
 
Men det stærkeste tegn på undertrykkelse er uden tvivl selvhadet.
Det selvhad, som får ghettoens børn til at rive håret ud af deres sorte dukker, eller får dem til at tegne sig selv ude i hjørnet på papiret, mens hvide børn placerer sig selv i midten.
Det selvhad, som får folk til at reagere voldsomt mod deres omgivelser ved at smide affald overalt, eller ustandseligt at gøre brug af "backstabbing" (at stikke ned bagfra) både verbalt og bogstaveligt.
Når man ser hvordan aggressionerne - som altid hos undertrykte - hyppigere vendes mod medofrene frem for mod undertrykkeren… ..når man oplever den ofte sanseløse vrede i sorte amerikanere, begynder man at forstå virkningen af det lukkede system vi dagligt indespærrer dem i - ghettoen....eller slaveriet her og nu!
 
Broder, hvilken pris jeg måtte betale!
I stjal min historie,
ødelagde min kultur,
amputerede min tunge,
så jeg ikke kan kommunikere.
Derpå ydmyger I mig og udskiller mig,
skjuler hele min livsform,
for at jeg skal hade mig selv.
I tog navnet fra mig,
gjorde mig til grin og skam,
bragte mig i vanære
til grin for hele verden,
med vittigheder, hån og spot
på min bekostning!
Men klokken er snart slagen for jer:
følg hellere med tiden!
 
Fra Afrikas kyster, fra Asien,
Caribien og Mississippi,
Central- og Sydamerika:
Først ydmygede I os,
så udskilte I os,
ødelagde hele min livsform,
for at jeg skulle hade mig selv.
Søster, hvilken pris jeg måtte betale!
Moder....
 
Under min rejse i verdens mest mobile land var eksistensen af det lukkede system et tilbagevende paradoks for mig.
Da ansvaret for ghettoen ligger udenfor ghettoen måtte jeg finde ud af hvilket ansvar hver af os har.
Ikke mindst overklassen, som ejer halvdelen af alt i USA.
Jeg besøgte ejeren af et af de største bryggerier, Pabst-familien, i håb om at få lidt penge til at købe film for.
Her ferierer de på en 3 millioner dollars farm i Californien.
Og dette er fru Pabst der er levende interesseret i kunst og kultur.
Så jeg viste fru Pabst dette billede af drengen i muddergrøften.
Hans verden er så forskellig fra hendes barnebarns, som tjenestepigen serverer for, at hvis der ikke stod Pabst på øldåserne, han vokser op i, - ville man ikke vide at de tilhører den samme verden og at deres skæbner er forbundne.
Men da jeg viste fru Pabst disse billeder af fattige slået ud af apati og alkoholisme, råbte hun gentagne gange:
"Jeg hader dem, jeg hader de dovne svin, hvorfor vil de dog ikke bestille noget, hvorfor tager de ikke et arbejde?"
Men hvor får fru Pabst dog alt det guld på ørerne fra og hvorfor arbejder de dovne svin mon ikke?
 
 
Syng en sang om triste unge mænd
med glassene fulde af sprut.
Alle nyhederne er dårlige igen
kys dine drømme farvel!
Alle de triste, unge mænd,
der sidder i barerne
og drikker natten væk
og går glip af alle stjernerne.
Alle de triste unge mænd,
der strejfer rundt i byen,
der drikker natten op
og prøver ikke at se vrede ud.
der synger i kulden
og prøver at glemme
at de er ved at blive gamle.
Alle de triste, unge mænd,
som er ved at kvæles i deres ungdom
prøver at virke opløftede,
løber væk fra sandheden.
 
 
Mixed med den fortsatte musik:
 
Da 40% befinder sig i fængsel er flertallet af sorte mænd i dag reelt uden arbejde - ikke ulig billedet vi ser for Europas undertrykte minoriteter.
Når vi tænker dårligt om mennesker - og det gør vi i dag om sorte og indvandrere - ender disse med selv at tro på det.
Det er vores racisme, der stjæler arbejde og fremtidsudsigter fra de triste unge mænd - ikke den teknologiske automatisering.
Med vores stigmatiserende tænkning om dem, dræber vi deres tro på sig selv og egne muligheder så de ikke får ikke den høje uddannelse, der kræves i nutidens højteknologiske samfund.
Således kan vi stjæle de bedste stillinger til os selv og hurtigt forvandle vore uønskede fra arbejdsløse til arbejdsudygtige ……hvorefter vi tænker endnu dårligere om dem.
Vredesmønstrene, de derpå udvikler, bebyrder skatteyderne med yderligere politi og fængsler.
Skønt USA på denne måde har fået flere fængselsfanger per indbygger end noget land i hele verdenshistorien, synes vi europæere ikke at have lært af deres skræmmende regnestykker - at det koster seks gange så meget at lukke folk ude for dernæst at skulle spærre dem inde som at give dem en højere adgangsgivende uddannelse.
De fleste af os er anstændige nok til ikke at tale dumsmart som fru Pabst i dag, men vor undvigende adfærd og skjulte diskrimination mod f.eks. muslimske navne og tørklæder afslører for vore uønskede at vi tænker ligesom hende.
Racisme handler nemlig ikke om at tale dårligt om andre, men om at tænke dårligt om andre.
Med tankens negative magt undergraver og dræber vi i disse år vort samfund - og vor egen fremtid.
 
Sang fortsat:
 
Alle de triste, triste, unge mænd.
 
 
Da jeg var på druktur med Ted Kennedy og Robert Kennedys enke, oplevede jeg igen en alkoholisme og et pillemisbrug hos de herskende af samme format som hos de undertrykte.
Hvor som helst herre-slaveforholdet findes er hverken herre eller slave virkeligt lykkelig, da disse roller ikke tillader nogen at blive fuldt menneskelige.
Jeg oplevede dette selv da jeg boede hos verdens rigeste familie, Rockefellerne, og drak mig fuld her i køkkenet med Jay Rockefeller, som brugte millioner på sin valgkamp, men ikke desto mindre også har været udsat for systemets modvold.
Hans kone, Sharon, mistede sin søster i et brutalt øksedrab i Chicago.
Men at overklassens vold mod underklassen er værre gav netop Rockefellerfamilien et blodigt eksempel på, da den myrdede 42 mennesker i Atticafængslet.
Ghettoens syndrom af mord og alkoholisme er blot et spejlbillede af den herskende klasse.
 
Datteren Valerie her på billedet er nu 21 år og blev så begejstret at hun gav mig et kæmpeknus, da hun så dette show.
Også da andre Rockefellere overværede showet oplevede jeg familiens velkendte stærke samfundsengagement.
 
Vi elsker at hade de rige, men har vi selv mindre blodplettede hænder?
Overalt er der voldsomme kampe når desperate sorte prøver at bryde ud af deres tvungne indespærring ved at sende deres børn med bus til hvide kvarterers skoler.
Rasende stenkastende hvide må holdes bag barrikader for at beskytte de sorte børn, som fra deres første dag ude i vores verden bliver bevidste om den ghettostjerne vi har hæftet på dem - i denne, vor menneskelige smertes evige behov for at opfinde nye jøder og indvandrere, hvilket denne samtale viser:
 
Interview med sorte børn:
 
 
- Hvad betyder "sort magt" for jer?
- Mere styrke og magt til de sorte og mindre til de
hvide.
- Vi har f.eks. brug for penge og mad til at gi os
styrke.
- Flere penge til at købe våben så vi kan slå
tilbage mod de hvide
på grund af det de har gjort mod os.
- Er alle enige om at de sorte må kæmpe?
- Eller skal sorte fortsætte med at demonstrere
fredeligt?
- Sorte bør kun slå tilbage hvis de hvide fortsætter.
- Hvis hvide kan bruge våben så kan sorte også.
- Hvis man vender ryggen til får man en kniv i
den!
- Men se, Benjamin, I kan alle slås, ikke? - Jovist.
- Jeg mener at vi burde være venner med de hvide.
Ligesom Avis, hun er min ven og hun er hvid.
- Vent til hun bliver voksen, så vil hun være ude
af denne verden!
- Hvorfor?
- Fordi hun vil være i en anden del af verden,
og du vil så sidde her og sige: Nå, ja, hun var
min ven engang.
- Hvordan ved du, at hun vil være ude af denne
verden?
- Ikke ude af verden, men ude af dette land.
Ude af dette land eller ude af denne ghetto?
Ude af dette land, ghetto eller hvad det nu er!
 
Da hun blev spurgt om hun stadig vil have sin hvide ven når hun vokser op, sagde hun:
 
- Ja. - Hvordan ved du det?
- Hun vil måske ikke være din ven.
- Hun vil sikkert vende dig ryggen.
- De vil sikkert hjernevaske dig...
- Men en hvid er stadigvæk et menneske!
- Men hvorfor behandler de så sorte som var det dyr?
- Vi må have gjort et eller andet galt!
- Nu går det for vidt. Den hvide mand var den
første til at synde.
- De sorte gik og passede sig selv og levede i fred,
og så kom de hvide over og gjorde dem til
slaver...
 
Jeg sværger troskab til flaget for Amerikas
Forenede Stater
og til republikken for hvilken de står,
én nation under Gud, udelelig, med frihed og
retfærdighed til alle.
 
Frihed og retfærdighed vil vi i teorien gerne give denne dreng, som må gå hjem til en hytte med flere rotter end bøger.
Men når vi i vort inderste nærer racistiske tanker om hans intellektuelle mindreværd har vi som undertrykkere i praksis magt til at få ham til at tro på sit eget mindreværd og kun at udvikle de musiske og fysiske sider, vi fra slaveriets tid ønskede at se i ham.
Overalt i verden producerer lærerne elever, som lever op til de forventninger de allerede har til dem.
I et herre-slavesamfund vil den som forventes at blive slaven derfor få en ringere undervisning.
 
Dette billede viser en gruppe sorte teenagere.
Der er ingen hvide imellem dem.
Pigen blev som lille adopteret af sorte forældre i ghettoen og blev derfor opdraget til at være sort, at tænke og klæ' sig sort.
Hun har intet til fælles med de hvide og kan ikke engang tale vores sprog.
Sort og hvid, palæstinenser og jøde, indvandrer og indfødt, mand og kvinde, heteroseksuel og bøsse - i alle undertrykkelsesmønstre lider begge parter alvorlig skade når vore forældre i barndommen genskaber de lidelsesmønstre i os de selv fik fra deres forældre.
Som undertrykkere indgydes vi skyldfølelse og frygt overfor ofrene, som på deres side danner vredes- og fjendtlighedsmønstre.
Begge parter berøves både evne og lyst til senere at opføre sig menneskeligt overfor modparten.
 
Som udlænding var jeg ikke blevet formet af de særlige amerikanske sort-hvide lidelsesmønstre og havde derfor frihed til - modsat amerikanerne selv - at rejse blandt sorte og hvide næsten som blandt frie mennesker i et frit samfund, - hvis man ellers kunne forestille sig et frit samfund.
Alligevel forstod jeg de hvides problemer med at reagere fuldt menneskeligt overfor ghettoen når jeg sammenlignede med andre undertrykkelsesformer, f.eks. min egen heterosexisme overfor homoseksuelle.
Som heteroseksuelle bliver vi så homofobisk undertrykte at de fleste af os føler sig usikre og lidt utilpasse omkring bøsser og lesbiske.
Således er vi med til at forme dem og forstærke forskellene og at spærre dem inde i en ghetto.
Når vi forhindrer bøsser i at reagere frit, at kysse og holde hinanden i hånden uden frygt, og får dem til at væmmes ved homoseksualitet før de bliver voksne, så de indvendiggør vore heteroseksuelle definitioner på godt og dårligt, - når vi tvinger dem ud i smertefyldte, frugtesløse forsøg på at blive som os med samme forkrøblende virkning på deres selvværdsfølelse, som når sorte efterligner hvides hår og hudfarve, så tvinger vi dem sluttelig ind i lignende adskilte ghettoer med underkulturer.
 
Min rejse førte mig ind til den særlige del af ghettoen, som har overvundet selvforagt og mindreværd ved at leve efter det lukkede systems egne regler i total foragt for omverdenen.
At møde disse stolte drag queens og transseksuelle var en glædelig overraskelse, da de ikke levede det liv i krybende servilitet jeg så hos skabsbøsser.
Som ægte modkultur bliver de let målgruppe for vor egen smertes aggressioner som jeg så når politi eller usikre unge mænd gennempryglede min smukke dragven Tania i San Francisco.
Undertrykkelsen driver også mange drag queens ud i narkotika og prostitution.
Når vi behandler minoriteter med foragt og fjendtlighed bliver de til slut så bevidste om deres lukkede system, at de videreudvikler og overdriver deres antagede "forskel."
Underkulturen synes nu synligt at "retfærdiggøre" vores indgroede foragt for den, og en "ghetto i ghettoen" opstår.
 
På samme måde er underkulturen i den sorte ghetto en torn i øjet på middelklassesorte, da vi konstant bruger den til at stereotypisere alle sorte med.
De fleste af os forstår ikke denne underverden af kriminelle, alfonser, prostituerede og narkomaner og bliver skræmte.
Men uden at forstå den er vi ikke i stand til at erkende de undertrykkende og voldelige sider i os selv, som vi ser afspejlet i hvert eneste billede i dette show.
Uden vilje eller hjælp til at hele vores egen smerte, projicerer vi den i tankerne konstant ud på andre - og bliver derpå paralyseret af skyldfølelse og frygt, som skader og ghettoiserer ofrene.
 
Dette show handler ikke om sorte eller om "sort kultur."
Det er om vores egen sindstilstand i hele dens nuværende brutalitet.
Her på bunden af samfundet kan vi se os selv forstørret op i en uhyggelig karikatur: konkurrencementaliteten, jaget efter statussymboler, sexismen og ikke mindst herre-slaveforholdet.
Hvor som helst i verden herre-slaveforholdet eksisterer vil der hos slaven ske yderligere opdelinger i herre-slaveforhold.
Dette ses bedst i forholdet mellem alfons og prostitueret.
Den sorte prostituerede er totalt underkuet af alfonsen og kryber psykisk for hans fødder i dyb ærefrygt.
Jeg følte mig stærkt knyttet til sorte prostituerede og arbejdede i en kirke på at organisere dem mod politioverfald og alfonser.
Den ømhed, jeg så ofte fandt i vore forhold, virkede så stærkt på mig fordi jeg igen og igen så hvordan sexismen og undertrykkelsen gjorde det mere naturligt for disse yderste tabere at handle i et mønster af råhed.
 
Geegurtha var midt i en kamp for at komme ud af dette slaveri, da jeg mødte hende.
Hun havde været i fængsel og var ødelagt af narkotika og vold.
I de fem år som prostitueret så Geegurtha intet til sin datter, som var født narkoman, men blev reddet ved blodtransfusioner.
Men ved en kæmpeanstrengelse blev Geegurtha rehabiliteret.
Den moderkærlighed, hun siden har givet - udtrykt i dette billede, som jeg holder så meget af - er så rørende og mirakuløs for mig, når jeg mindes Geegurtha dengang hun var et vrag.
Dette var en af solstrålehistorierne i mit oprindelige show, men jeg må desværre tilføje, at som med næsten alle de andre i showet er det siden gået ned ad bakke for hende.
I dag sidder hun livsvarigt i fængsel.
 
Også denne mor var næsten rehabiliteret, da jeg boede hos hende, men da jeg kom tilbage året efter var hun idømt 25 års fængsel for væbnet røveri.
Jeg har ikke tal på hvor mange af disse tragedier jeg har oplevet gennem årene.
Folk vi indespærrer i et lukket system vil nemlig i reglen tage den hurtigste vej ud - ofte øjeblikke før de ellers ville have klaret den - fordi de i en sådan grad har indvendiggjort vore hvide racistiske forventninger til dem at de ingen tillid har til deres egen evne til at klare sig på normal vis.
Deres desperate handlinger med kortsigtede mål er præget af at de rent faktisk allerede lever i et fængsel.
 
Freddie er død,
ja, det er hvad jeg sagde.
Den hvide mand lagde en plan,
sagde, at han ville "sende ham hjem."
Men hans håb var et reb,
det burde han ha vidst...
Det er svært at forstå,
at der var kærlighed i denne mand.
Jeg er sikker på alle er enige i
at hans ulykke var hans pige.
Nu er Freddie død....
 
Alle mishandlede ham,
flåede ham for alt og ødelagde ham.
Endnu en junkie plan
med at pushe stof for den hvide mand.
Et frygteligt slag,
men det er sådan det går.
Freddie er nede på sit gadehjørne nu,
hvis du gerne vil være junkie, skønt!
Husk at Freddie er død!
 
Alt hvad jeg ønsker,
er lidt fred i sjælen,
en smule kærlighed
forsøger jeg at finde.
Det ku' være en dejlig verden
med en dejlig pige,
åh jeg har brug for en pige nu,
jeg vil ikke være som Freddie...
...for Freddie er død....
 
Skønt medierne afslørede at politiet sælger narkotika i ghettoen, kender jeg hvide godt nok til at tro at der ikke er nogen planlagt sammensværgelse mod ghettoen.
Der er ikke brug for det, for vores daglige tilsyneladende "uskyldige" racisme, vore daglige undvigende blikke og herre-racevibrationer virker som den mest veltilrettelagte sammensværgelse.
Når vi besøger verdens rigeste mand, Paul Getty, ser vi blandt hans yndede motiver en kunstnerisk fremstilling af de undertrykte, der bekæmper sig selv.
 
 
Hvorfor kan vi brødre
ikke beskytte hinanden?
Ingen ta'r det alvorligt,
og det gør mig rasende.
Lad jer ikke vildlede,
tænk bare på Freddie.
 
Skyderier er svære at fotografere.
Da jeg blev fanget i krydsild mellem politi og kriminelle i Harlem, brugte politiet pludselig min døråbning som skydestilling, så jeg fotografisk kom på politiets side.
I sådanne tilfælde fik jeg mere forståelse for politiets brutale, men åh så menneskelige reaktion.
Samfundet har trænet politiet til at forvente det onde i mennesket i stedet for at fremelske det gode.
Derfor skydes der før der spørges som jeg så det med denne kvinde.
Vold avler modvold og i en sådan atmosfære af gensidig mistillid godkender myndighederne selv den mest overdrevne politibrutalitet.
James og Barbara og deres 4-årige datter boede her på sjette sal, men havde alligevel dobbelt gitter for vinduet og jernstænger for døren.
En dag hørte de indbrudstyve og tilkaldte politiet, som ankom og sparkede døren ind uden grund.
James troede det var de kriminelle og skød, men blev så selv dræbt af politiet.
Barbara måtte bæres til begravelsen ude af stand til at gå.
Hun kastede sig over liget af James for at vække ham.
Hendes skærende og smertefyldte skrig fik mig til at bryde sammen i gråd og jeg vaklede lamslået ud.
Det var første og eneste gang i Amerika jeg var ude af stand til at fotografere...
 
 
EJ BANK PÅ vil hvide sige
for at beskytte folk mod dem selv.
EJ BANK PÅ, entre chok, skyde, dræbe,
skrige og lyve, hvis man er hvid.
Men er du en klog EJ BANKER vil du fortælle
dine "ejbankende" lakajer,
ej at banke min brors hoved,
ej at banke min søsters hoved
og at dobbeltlåse din egen dør, for nogen vil
måske snart "ej banke" på den!
 
 
Den dag hvor jeg blev et med lidelsen kunne jeg ikke længere skildre den.
Skriget fra mennesket i det lukkede system drukner i et tomrum mod verden udenfor.
En hvid betjent, der pryglede en sort kvinde, blev skudt i smerte og raseri af en mand fra et tag.
5000 betjente marcherede derpå gennem ghettoen i en magtdemonstration.
 
Men der ligger en dybere tragedie bag disse politimord.
Den myrdede betjents enke kommer som han fra de fattigste samfundslag.
Skønt man ikke kan undskylde politibrutaliteten, kan man dog godt forstå den - udbyttede og nedtrampede, som disse fattige hvide selv har været det.
Det er så almindeligt blot at angribe og angribe politiet, men vi glemmer at de i lige høj grad er ofre for systemet som de er repræsentanter for det.
Vi ser på deres stramme læber og hårde ansigter og bliver fortvivlede.
De vil altid være fulde af bitterhed, had og frygt.
Men sad de med vilje og skabte disse ansigter?
Eller blev de tvunget til at leve et liv, som strammede huden i deres ansigter til en perverteret forvridning af menneskelighed?
Ja, det er svært at skabe et mere retfærdigt samfund, for bare at se muligheden for forandring betyder at tro på menneskets indre godhed og at være i stand til i vores hverdag at se udover lidelsesmønstrene, som lammer os overalt i disse år.
Vores pligt er at ændre dette system af fælles ophobet smerte, så at mennesket kan blive fuldt menneskeligt over hele verden - og derigennem også redde jordkloden fra den værste af alle vore undertrykkelser: ødelæggelsen af miljøet og fremtidens livsgrundlag.
Jeg ved at jeg ikke ku ha klaret mig i USA hvis jeg ikke havde en stærk tillid til det bedste i mennesket.
Min rejse lærte mig at jeg ikke mere kan hade nogen enkeltperson eller gruppe eller klasse.
Vist gav Rockefeller ordre til massakren i Attica og myrdede 41 fanger.
Men selv om jeg hørte de væbnede revolutionære råbe til massebegravelsen:
"Død over Rockefeller, sæt de rige i fængsel og løslad de fattige" - og selvom jeg kendte nogle af de grædende familier - og endnu engang så blodets farve i det afroamerikanske flag....ja, så var jeg ikke i stand til at hade Rockefeller.
For jeg ved, at der bag rollen han blev opdraget til at spille og tro på, gemmer sig et menneske, som under andre forhold ikke ville være blevet morder.
Jeg kan ikke skjule at jeg kom til at holde af menneskene i USA's overklasse.
Hvis jeg havde hadet Rockefellerne som symbol, ville jeg frakende dem den menneskelighed de - under andre forhold - viste mig som vagabond.
 
Jeg lærte, at det er lettere for mennesker at fordømme og hade - end at forstå.
De fleste af os er så fordybede i egen smerte, at det er enklere at hade visse grupper end at prøve at forstå dem, for på den måde undgår vi at bekæmpe den del af systemet, der er at finde i os selv.
Når vi erkender hvordan vi selv er en del af undertrykkelsen, kan vi forstå og ændre de kræfter, som dehumaniserer os og gør os alle i bund og grund ulykkelige.
I min rejse var jeg i stand til at overleve fordi jeg altid søgte ind til mennesket bag den falske facade.
Men selv om kærligheden mellem menneskene bliver dræbt i dette undertrykkelsens mønster - ved vi alle at kærlighed kan skyde op gennem stenbroen når som helst... hvor som helst...
 
Sang:
Oh baby
Kirkemusik
 
Et samfund, hvor kærligheden er blevet dræbt, er ikke noget smukt syn.
Selv kirken forråder de udskudte, som derpå hyppigt tvinger kirkegængerne med pistol til at give af kirkebøssen til de virkeligt trængende.
Ingen institution i dagens Amerika er for hellig til at undgå ghettoens vrede.
Lærere overfaldes med pistol af elever i første klasse.
Hvert undergrundstog i New York og Chicago medfører politi, og alligevel bliver folk myrdet og voldtaget.
Folk lænker deres cykler til køleskabet på sjette etage - og finder både cyklen og køleskabet forsvundet, når de kommer hjem.
Ghettoens indespærring er dehumaniserende for alle.
Samfundet bruger milliarder på at helbrede ondet frem for at undervise os om de lidelser vores racisme bibringer os selv.
Overalt forskanser vi os.
Vi træder ind i butikker og befinder os i lukkede stålbure.
Jo mere elektroniske stråler erstatter tilliden, jo mere lukker systemet sig.
Mange hjem bevæbner sig til døde for at "forsvare sig mod niggerne," som denne familie sagde.
Vi ved at vi graver vores egen grav, men kan ikke gøre noget ved det og laver den derpå om til en skyttegrav.
Jo mere vi lader industrien profitere på denne systematiske undergravning af vort samfund, jo større kløfter vi lader koncernerne skabe imellem os, des mere stiger aktiekurserne på Wall St.... og i processen forhærdes vi overfor de hjemløse, som står sultne udenfor børsbygningen....
 
Det er svært at skimte frihedsgudinden i baggrunden jo mere vi bygger dens fundament på militær.
Jo mere vi prøver at skyde os genvej til frihed og tryghed, jo mere ligner vi i flugt og desperation ghettoen.
Hvor frie er man i Guds eget land når man må betragte frihedsgudinden bag tilgitrede og forskansede vinduer.
Hendes årvågne øje fortrænges i stigende grad af Big Brothers allestedsværende øje.
Under foregivelse af at bekæmpe kriminaliteten, bekæmper vi i angst og fremmedgørelse gang på gang grundloven.
Frygten fortrænger fornuften og kvæler omsorg og kærlighed til medmennesket.
De kriminelle og repressive flugthandlinger breder sig i befolkningen, efterhånden som vi korrumperes og præges af volden vi udøver mod ghettoen.
En ghetto kan ikke ændres indefra; den styres af ydre kræfter.
Lammet af frygt og vold begynder hele samfundet at få karakter af en ghetto i takt med vores stigende bevidsthed om at vi opererer i et lukket system hvor vi har mistet vor indbildte handlefrihed.
 
Min rejse havde gradvist ført mig ind i det endelige lukkede system - fængslet - hvor jeg genså de 3 sorte røvere, som overfaldt mig ved ankomsten til USA.
Mens samfundet langsomt havde lukket sig omkring mig, havde disse mennesker åbnet sig for mig og var blevet en del af mig selv.
Jeg forstod nu at de ikke havde haft noget valg: Deres frihed var én-dimensional.
Deres valg om hvorvidt de skulle gøre mig til offer eller ej er hele det hvide samfunds valg:
Skal vi ophøre med at undertrykke et uforløst folk for ikke selv at havne i en slags fængsel?
Eller har vi mistet friheden til at vælge?
Hvis vi tror at milliardbevillinger til slumudryddelse, skoler og jobs vil lukke op for de indespærrede i ghettoen, vil vores store liberale runde hånd snart lide en behændig konservativ retræte.
Ydmygende krummer ovenfra vil kun forværre selvhadet hos dem, vi smed væk og nu halvhjertet prøver at få tilbage - og de vil bide fingrene af hånden som hjælper dem.
Nej, vi kan ikke betale os fra vores racisme!
Det kan synes som om jeg fremstiller sorte som hjælpeløse ofre, men hvordan vil vi ellers se bøddelen i os selv?
 
Under hele dette show har vores racistiske underbevidsthed forsøgt at fralægge sig skylden ved at tænke at problemet, når alt kommer til alt, nok er de sortes medfødte underlegenhed.
Men vi glemmer at sorte indvandrere fra Vestindien, som ikke blev tvunget til at indvendiggøre vores racisme, klarer sig ligeså godt som hvide i USA.
Så når de indfødte sorte, som blev formet af vores racisme, kun har halvt så stor indtægt som hvide og udgør mere end halvdelen af alle fængselsfanger, ja så er de faktisk hjælpeløse ofre for vores racisme.
Billederne af knuste og apatiske mennesker i dette show er ikke de billeder, som undertrykte i daglig kamp for at fastholde lidt værdighed, ønsker at se af sig selv.
Men undertrykkelse har altid flere menneskelige nederlag end helte, og hvis vi ikke forstår dem, som er for svækkede til at gøre modstand, hvordan vil vi så indse hvor ødelæggende vor racisme er?
 
Disse fanger gjorde modstand?
Det, der fik dem til at vælge vores maksimale straf, var ikke nød eller sult, men ukontrollabel vrede - en ondartet cocktail af had og selvhad, som fik dem til at foragte alt.
De er kun de synlige symptomer på vores undertrykkelse, for deres vrede deles af alle sorte amerikanere.
Deres vrede slår ustandseligt igennem og overvinder dem, får dem til at snuble hvor andre let kan klare sig, - og i stedet for at se på årsagen til deres vrede, skyder vi derefter skylden for deres manglende succes på dem selv.
Vi forstår ikke det ghettomonster vi skaber - og vender derfor ryggen til det, smider det i fængsel eller måske en dag koncentrationslejre - og ødelægger vort eget samfund i processen.
 
 
Men lad os ikke glemme, at for dem som kan tilpasse sig dette system, kan vort samfund set indefra vore tilgitrede og angstfyldte øde gader opleves som det frieste i verden.
Et show som dette vil blive hilst med åbne arme fordi systemet er så stærkt og massivt i sin undertrykkelse at al kritik preller af og bliver til underholdning og religiøs flugt.
Kun når systemet møder organiseret modstand slår det hårdt ned som jeg så det med min bedste ven i Californien - Popeye Jackson.
 
Som vagabond elskede jeg friheden til at fordybe mig i det enkelte menneske og troede naivt at jeg kunne holde mig fri af racismen.
Men nu begyndte jeg at føle at min vagabondering var en flugt som så mange andre.
Den forståelsesramme jeg her fortæller om, var blevet et nødvendigt håb og middel for mig til at overleve i en verden af undertrykkelse, men jeg indså nu at der også var andre sandheder og mere spirituelle måder at opfatte mennesket på.
Jeg følte at jeg udbyttede lidelserne med mit kamera og fornemmede min egen voksende racisme.
Jeg skammede mig ikke over den - ingen kunne have undgået det i et racistisk samfund - for jeg var jo mere og andet end blot racist.
Min racisme gjorde mig til en del af Amerika og jeg måtte tage ansvar for den ved at blive aktiv anti-racist og være med til at ændre det land, jeg var kommet til at elske.
Derfor lagde jeg kameraet væk for at arbejde med Popeye.
Popeye bekræftede for mig, at også ofret er mere og andet end blot offer og i stand til at gøre modstand.
Han var kun 10 år gammel, da han kom i fængsel første gang og tilbragte siden 19 år i fængslet.
 
Under de lange ophold organiserede han de andre fanger i en fagforening i den overbevisning at den eneste flugt fra ghettoen var en integreret kamp imod et racistisk system.
Vi blev knyttet tættere og tættere sammen, og han overtalte mig til at smugle mit kamera indenfor og tage disse billeder til fængselsavisen.
Udenfor fængslet lykkedes til sidst en effektiv kampagne for Popeyes løsladelse og vi fejrede det med en kæmpefest.
Popeye advarede mig tit mod infiltrerende FBI-spioner, men jeg opfattede det som normal ghettoparanoia.
Som vagabond havde jeg tillid til alle, og derfor havde jeg haft tillid til ingen mindre end Sara Jane More.
Derfor kom det som et chok, da hun i aviserne tilstod at hun var spion for FBI, men under arbejdet var blevet omvendt til Popeyes synspunkter.
Men det var blot begyndelsen!
To måneder senere var hun lige ved at ændre verdenshistorien, da hun skød mod præsident Ford her i limousinen.
Hun havde så stærke sjælekvaler over det hun havde forårsaget med sit FBI-arbejde, at hun ville ta hævn over FBI ved at myrde systemets overhoved, som hun sagde.
Så hvad var der sket mellem disse to episoder?
Lørdag aften efter vores fest, skulle Popeye komme over for at udvælge fængselsbillederne til vores avis.
Han ringede imidlertid op og sagde, at han havde et møde.
Vi aftalte så, at jeg sku komme til mødet senere og køre med ham hjem.
Kun to timer før fik jeg pludselig en telefonopringning om ikke at ta med Popeye hjem.
Uden denne opringning, ville jeg ha været ude af stand til at se fjernsynsnyhederne næste aften:
 
 
Godaften, dette er nyhederne søndag aften.
San Francisco politi undersøger fortsat det
henrettelsesagtige mord på Popeye Jackson,
en 46-årig talsmand for fængselsreformer og
leder af fængselsfangernes union,
og den 28-årige lærerinde Sally Voye.
Skydningen foregik 2:45 søndag morgen.
 
Ligesom mange af jer elsker jeg hunde.
Jeg føler meget for dem. Derfor gir jeg
mine hunde "Alpo".
Gir du din hund Alpo behøver den intet andet.
Ikke bedre hundemad i verden.
 
Det ser ud som om drabsmanden først skød
vinduet ud af bilen.
Han kom hen til bilen efter at have skudt på
vinduet ved frk. Voye, stak hovedet og hånden med våbnet gennem vinduet og skød på tæt hold. Åbenbart prøvede morderen ikke at berøve dem.
- Det kunne se ud som en henrettelse.
- Ja, det er en god teori.
 
Her er hvordan det hele starter.
Du ser én tage den første mundvandsdryppende
bid af Kentucky Stegte Kyllinger
og den uimodståelige aroma får dig selv til at ta'
en bid.
I hele verden er der kun en stegt kylling som
smager så fingerslikkende godt,
at du må sige HEJ! Det er Kentucky Stegt
Kyllinge dag!"
 
 
Her bruges gammel indtaling:
 
Skønt det var min bedste ven jeg så ligge i en blodpøl der på Tv-skærmen kun få timer efter jeg selv skulle ha kørt med ham hjem den skæbnesvangre nat, var jeg ude af stand til at græde de første fire dage - så uvirkeligt forekom det hele mig i denne underlige amerikanske blanding af hundemad og stegte kyllinge-reklamer.
Systemet kan foretage sig alt fuldstændig uhindret, for det er i stand til i samme øjeblik at få folk til at glemme hvad de netop har set.
Først til begravelsen begyndte det at gå op for mig hvad der var sket og jeg brød totalt sammen i gråd.
Der var det også gået op for mig at Sally, pigen jeg holdt så meget af og som underviste ghettobørn og arbejdede med fængselsfanger, skønt hun kom fra de trygge hvide forstadskvarterer - da gik det op for mig at også denne fantastiske pige var blevet myrdet udelukkende fordi hun ellers ville ha været vidne til mordet.
Af samme grund ved jeg naturligvis hvordan min skæbne var blevet, hvis jeg havde været med dem den nat.
 
Det er endnu ikke opklaret hvem der myrdede dem, men efter Playboys hårrejsende fængselsinterview med Sara Jane Moore, hvor hun berettede at FBI var begyndt at true hende på livet, da de fandt ud af at hun var blevet omvendt til Popeyes synspunkter, kan vi ikke ha megen tvivl tilbage.
Popeye var aldrig bange for at dø og politiet havde tidligere truet med at ville myrde ham.
I sin sidste artikel, som han skrev mens jeg var hos ham i fængslet, sagde han:
"Vi bør ikke frygte døden.
Vi er den dømte klasse og kun gennem revolution kan vi vinde vor frihed og frihed for alle jordens undertrykte."
I de følgende billeder siger hans revolutionære fængselskammerater farvel til ham mens hans mor, som hver eneste uge gennem de 19 år havde besøgt ham i fængslet, lider et totalt sammenbrud foran kisten.
 
Der er en mand
som står i vor vej.
Og hans grådige hænder
rækker ud over hele verden.
Men hvis vi slår denne
mand ihjel vil vi få fred
og vor kamp vil være til ende.
 
 
Og hvad vi ønsker er blot
at få hvad vi har behov for
og at leve i fred med værdighed.
Men disse få gamle mænd
vil ikke give efter eller bøje sig
så kun gennem deres død
kan vi få frihed.
 
Og, vi skal mødes igen
hvis vi ikke dør,
for det er prisen
vi måske skal betale.
Men hvis vi går den vej
skal vi mødes igen en dag.
Vi skal mødes igen
hvis vi ikke dør.
 
Og hvis vi tør at kæmpe
for hvad vi ønsker
uden at spare nogen
som står i vejen,
ja, kampen er hård og lang
men vi kan ikke tage fejl
for vor befrielse
vil blive vundet.
 
Men hvor længe... hvor længe?
Efter mordet på Sally og Popeye kunne jeg ikke holde det ud længere og flygtede fra landet.
Alle mine følelser og sanser var dræbt.
Jeg havde mistet 12 af mine bedste venner i USA's meningsløse vold og talrige andre er siden blevet myrdet eller er forsvundet i fængsel på livstid.
Jeg elskede det amerikanske folk mere end noget andet, jeg havde kendt.
Jeg ønskede til sidst at blive en del af det og havde ikke haft i sinde at forlade landet.
Den menneskelige varme, jeg havde mødt overalt, og som straks sluser andre indvandrere ind med åbne arme, var et frisk pust i mit liv efter den tillukkethed, jeg kendte fra Europa.
Men amerikanernes varme og åbenhed stod i så skærende kontrast til det grusomme og umenneskelige ghettosystem, der var vokset ud af deres egne dybe smerte.
Jeg havde været på de højeste tinder i Amerika, og jeg havde været i de dybeste skyggefulde afgrunde, og overalt smertede det mig at se den tiltagende forstening og forskansning, denne varme og åbenhed er udsat for - en varme, jeg stadig kunne nyde godt af som indvandrer, men som for længe siden er forstenet i frygt, had og bitterhed overfor amerikanske medborgere, som lever mere isolerede og fremmedgjorte overfor hinanden end måske noget andet folk.
 
Og volden fortsætter.
Vor egen ghettoisering af den Tredje Verdens fattigste dræber hvert år flere end der blev dræbt i 2. verdenskrig og vil drive millioner mod vore breder som flygtninge.
Endnu et lig er vi redde til at dække over, men hvor mange mennesker er vi parate til at smide væk i angst for en dybere ændring af os selv.
Denne mand blev myrdet i New York lige hvor jeg boede overfor et ghettovægmaleri, som han måske ikke nåede at se og som han måske heller ikke var i stand til at læse.
I en sen aftentime møder vi to veteraner, som har været ude at forsvare den vestlige civilisation - og som nu må gå og tigge i gaderne.
Undertrykkelsen får stadig uhyggeligere udtryk.
De farvede er blevet deres egne udbyttere og undertrykkere og sendes ud over havet, hvor de kom fra.
Endnu et barn er dræbt i ghettovolden - 5 år gammelt.
Den onde cirkel sluttes.
Endnu en sort mor må kaste sit barn i havet som hun gjorde det for 400 år siden....
Havet skal føre hende tilbage til kysterne hendes forfædre i sin tid kom fra, da vi havde brug for dem.
Hvor megen lidelse skal vi endnu være vidner til - eller årsag til.
Vi ved det ikke.
Vi kaster uvisheden i havet med asken af vort offer…..
 
Musik:
Ship Ahoy
 
THE END?
 
 
 
 
 
 
Tekstbilleder til slut:
 
Efter 4 timers undertrykkelse føler du dig nu:
fuld af skyldfølelse, paranoid, frustreret, udmattet, uligevægtig, følelsesløs, anspændt, vred, led ved det, mundlam, dum, forvirret, uværdig, varsom, mindreværdig, magtesløs, frygtsom, sagtmodig, passiv....
Yderligere undertrykkelse kunne også have gjort dig...
beskyttende, uopmærksom, fjendtlig, ligeglad, dreven, bluffende, svigefuld, intrigant, manipulerende, hævnagtig, overlegen, iagttagende (overfor undertrykkeren), listig, destruktiv, uengageret, mistænksom....
 
Disse følelser er de samme som dem, der opleves af de fleste sorte, der i dag lever under undertrykkelsens mønstre i USA og Sydafrika, af palæstinensere under Israel og i forskellig grad af mange andre undertrykte.
Smerten som ledsager disse følelser, tvinger folk ud i handlingslammelse, håbløs og selvfortærrende vrede. Den irrationelle og afmægtige opførsel, som den resulterer i, forstærker derpå yderligere den hvide racisme. Erkendelse af hvordan denne onde cirkel fungerer, gør os i stand til at arbejde sammen om at frigøre os fra disse undertrykkende mønstre... af kærlighed til menneskeheden og os selv!
 
Men vi må ikke glemme en vigtig ting. Efter selv at være blevet "undertrykt" under dette show løber vi nu risikoen for at havne i den anden ende af undertrykkelsesmønstret: Uden et passende eller konstruktivt afløb for vor smerte, kunne vi ende med at bruge vores nye viden til at blive endnu mere raffinerede racister end før. Jeg opfordrer derfor jer alle til at deltage i et evt. opfølgende seminar, eller at "få afløb" for jeres følelser i disse sikre omgivelser eller med en nær ven.
Smerten, medfølelsen, vreden, skyldfølelsen eller sørgmodigheden, du måske føler nu, viser den menneskelige hengivenhed i os alle og vores dybe længsel efter retfærdighed. Mange vil føle en trang til at græde eller le eller at lade en, der står dig nær, vide hvad du føler. At delagtiggøre vore følelser og dybe bekymring om racisme er et meningsfuldt første skridt mod at bryde ud af den frygt og hæmning, som holder os fastlåste i skadelige mønstre.