Lokalavis om min arrestation sendt hjem til min far. Jeg prøvede at snakke mig ud af det ved vise pressepapirerne min far havde fået Kristeligt Dagblad til at lave og en lang "republikansk" historie om mit møde med præsident Nixons datter, Reagan, John Wayne osv. Alt sammen sandfærdigt, men mystisk da min korthårsparyk glev af i politibilen :-)


 

1. Var jeg i Wounded Knee?

Weekendavisen skriver at jeg skulle have løjet om at være i Wounded Knee, og at jeg overhovedet ikke var der. Det er udelukkende denne sætning fra kapitlet "Nederlag i Wounded Knee?" (side 49 i bogen), der tolkes sådan:
"På det tidspunkt var jeg ikke særlig vant til skyderi, og det tog hårdt på mig, når kuglerne fløj hen over hovedet."
Her får Weekendavisen hele to sider til at gå med at vise at jeg IKKE var i Wounded Knee. Det hele forvirrede mig under journalistens krydsforhør fordi han havde foregivet at ville snakke om noget helt andet i bogen, hvorfor jeg ikke fik forberedelsestid til at læse hvad jeg havde skrevet 38 år tidligere (1977) og slet ikke kunne huske selve begivenheden, der foregik langt tidligere (1973) før et hav af senere oplevelser på landevejen.

Hovedanklagen var altså at jeg ikke havde kæmpet sammen med krigerne i skyttegravene inde i selve landsbyen Wounded Knee, men kun været tilstede i forsyningslejren lige i nærheden. Men for alle os frivillige hvide der var tilstede blev begivenheden altid sidenhen blot kaldt for "Wounded Knee" - ligesom det gjorde det i verdensmedierne. Ikke ulig krigsveteraner, der snakker om at de "kæmpede i Irak" hvadenten de var blandt de få ude i felten eller hørte til de lige så nødvendige tropper i forsyningslejrene.

Og så skriver jeg det tilmed korrekt i min bog:
"Næste dag tog han (den homoseksuelle indianerleder X) mig med til forsyningslejren, hvor vi tilbragte den næste uge."

På grund af indianerlederens forelskelse i mig tillod han mig kun at komme med et stykke af vejen ind til "knæet" (dvs. skyttegravene ved landsbyen Wounded Knee) på de natlige ekspeditioner, idet han holdt mig som sin fange i forsyningslejren. De flyvende kugler jeg beskrev må hentyde enten til beskydningen fra "the goon squad", da vi ankom den første dag, som beskrevet i historien, eller til de skydende indianske krigere, når de øvede sig i lejren. Se under min længere forklaring forneden. Men det er jo fløjtende ligegyldigt, da det ikke er det hele historien handler om. 




OMVENDT BEVISBYRDE

Nok så vigtigt er det nemlig at se på intentionerne bag historien. Hvis jeg virkelig havde næret noget ønske om at beskrive mig selv som den store heroiske kriger, der satte livet på spil ved at ligge i skyttegrave og skyde på regeringen sammen med indianerne, ville det mon så ikke være så dramatisk en historie at jeg ville fokusere hele kapitlet på dette fremfor at udtrykke det i en eneste kugleskør sætning? De ville jo have elsket mig på datidens danske venstrefløj hvis jeg havde skrevet sådan.

Nej, tvært imod handler 90% af historien om at jeg lå i et intimt "kvindagtigt" forhold både med den sørgende indianerenke Morningstar og med den selvhadende homoseksuelle leder og i øvrigt beskrev de indianske krigere bag oprøret som så rådne og korrupte, at jeg - modsat alle de andre personer i bogen - aldrig har turdet siden at vende tilbage til dem. Og ikke været særlig populær i indianerkredse siden.
Det er jo det stik modsatte af hele den løgn WA manipulerer frem!!!
Har de overhovedet ikke lært at læse tekster i et seriøst bogtillæg?



For kapitlet er jo netop skrevet som det kronologisk allersidste i min bog (flere år efter de fleste af bogens mere autentiske breve) dvs. lige før bogen skulle i trykken i 1977.
På det tidspunkt havde jeg i et helt år vist mit lysbilledshow i Danmark for fulde huse og været chokeret over at den danske venstrefløj stadig her to år efter Vietnam-krigen sad fast i sin revolutionære voldsromantik. Denne havde jeg selv gjort op med ved året før Wounded Knee oprøret at blaffe rundt i Guatemala for at blive guerilla og der indset at mere vold ikke var nogen løsning hverken for mig eller for dette blodige land. Og oplevelserne i Wounded Knee fik mig endelig overbevist om at ikke-vold var vejen frem ved "at give sig helt hen til det enkelte menneske frem for en større utopi". Præcis som jeg beskrev det i Wounded Knee historien I STEDET FOR AT GIVE MIG I KAMP, sådan som Weekendavisen forsøger at gøre det til i sin løgn om "Jacob Holdts løgn".
Mange på venstrefløjen har ofte siden takket mig for at det var denne - min ikke-voldelige tilgang til kapitalister og undertrykkere i bogen - som hjalp dem selv ud af 70'ernes revolutionsromantik og munkemarxisme.

Så hvordan Weekendavisen kan få danske medier til at hoppe på deres egen løgn om at jeg skulle forsøgt at fremstille mig selv som aktiv deltager i en voldsromantiserende kamp er mig en gåde når bogen står på hylden i så mange hjem - bortset fra deres dybere intention om at få mig til at se ud som en løgner overfor læsere som ikke kan eller gider at sætte sig ind i detaljerne bag deres sensationelle "fake news" overskrifter. Muligvis har de set mig som en venstrefløjsikon, der skulle slagtes, men jeg havde jo allerede forsøgt grundigt at slagte mig selv som venstrefløjsikon netop ved at skrive denne historie nøjagtig ligeså "tøseagtigt" eller Švejk-agtigt som jeg havde oplevet den.

Weekendavisen: Holder Holdt?       

Weekendavisens interview med mig: Jan Stage-metoden


At avisen fik held med forehavenet skyldes i høj grad at jeg aldrig tidligere havde været under angreb i USA og derfor ikke anede uråd. I det forvirrede interview med mig i avisen blev jeg helt uforberedt også angrebet for om jeg overhovedet havde været sammen med indianerenken Morningstar lige efter hendes mands død. Det fandt jeg for nylig et godt troværdigt vidne på i Politikens mangeårige skribent og forfatter, Thomas Bredsdorff:



Thomas Bredsdorff gav mig den nok flotteste danske anmeldelse af bogen i sin tid, men var desværre den første til at bruge den Jesus-sammenligning, som har forfulgt mig lige siden og som muligvis er grunden til at Weekendavisen fandt på at det var på tide at korsfæste mig :-)




Og med god grund, for mens avisen overhovedet ingen fejl kunne finde i selve værket Amerikanske Billeder, fandt højreekstremisten Martin Kasler, som avisen byggede alle anklagerne på, et avisudklip fra Kristeligt Dagblad fra min venstreorienterede fortid i 1973, som der vitterlig var fejl i. Det er den artikel jeg svarer på i mit angreb på Weekendavisens Jan Stage-metoder her. (Dog er dette svar også noget forvirret fordi jeg stadig befandt mig i sommerhuset uden adgang til alle mine kilder, breve, dagbøger mm. inde i København. Jeg har stadig ikke fundet dem alle frem, da jeg ikke orker at læse alle disse kilometerlange breve fra min venstreorienterede ungdom før jeg skal til at skrive kapitlet "Om at sige ja til indianere" i min erindringsbog.)

Artiklen i WA starter med også at udtrykke tvivl om mit forhold til indianerenken Morningstar. Det er lidt svært for mig at bevise, da jeg modsat de fleste andre personer i bogen, ikke har bevaret kontakten med indianerne fra Wounded Knee. Men jeg har et godt indirekte vidne i en af Hollywoods helt store filmskribenter og producenter, Laeta Kalogridis, der som elev efter et af mine mange foredrag i eliteskolen Davidson College i North Carolina i flere dage kørte rundt med mig i The Great Smokies bjergene i vores forsøg på at finde Morningstar i Cherokee reservatet, hvor hun og hendes dræbte mand kom fra. Da min beskrivelse af Morningstar i historien jo ikke just er flatterende for hende ville jeg nok ikke have turdet opsøge hende blandt hendes egne hvis den var fuldstændig opdigtet!!!


Men det korte af det lange er at "Holdt holder" i værket Amerikanske Billeder, for lige at svare på Bo Bjørnvigs indledende angreb. Men der var i kapitlet om Wounded Knee enkelte sætninger som godt kunne have været udtrykt klarere. Mine mere detaljerede baggrundsoplysninger om hvorfor de ikke blev det fra begyndelsen samt lidt om de fejl jeg selv begik i mit langt mere blodige slag med Weekendavisen kan interesserede læse om for neden.
Men at Amerikanske Billeder holder er indlysende, for så lidt skulle der til for at ændre sætningen/misforståelsen i den nye udgave af bogen fra 2016:

                  
Bogen 1977-2011                                                                     Ny bog fra 2016




 

Læs min forklaring her om hvorfor kapitlet blev skrevet, så det så let kunne misforstås.