Anmeldelse af bogen i Politiken lørdag 18. juni 1977


Det underste land


af THOMAS BREDSDORFF

 

(anmeldelsen var sat stort op med mange billeder og tekstuddrag fra bogen)

 

JACOB HOLDTS Amerika-bog er en af den slags oplevelser det er svært at få sig rystet på plads ovenpå. Man åbner den godt rustet: Er det en 1ektion i sort og hvidt? Eller monstro æstetiseren af elendigheden, lidt lækker ghetto-porno?

Det er ingen af delene. Ens forsvarsværker falder et for et. Man møder mennesker, hele tiden mennesker, narkomaner der stikker, Ted Kennedy i en af sine jubel-branderter, en ung kvinde, der er bidt af en rotte, en tigger på fortovet, som man først ser fra oven som vi er vant til, og så lige ind i ansigtet, i øjenhøjde, som et medmenneske.

Og gennem alle disse mennesker møde man et enestående menneske, en præstesøn fra en dansk provinsby, der rejste ud i verden uden særlig klare meninger om den og gennem sin lidenskab for at møde mennesker langsomt får bygget et billede op af hvordan denne udbytteriske verden hænger sammen, en teori der hviler på oplevelser, ikke oplevelser der hviler på teori.

Holdt rejste 161.285, km og nåede at bo i 381 hjem på 5 år. "4 gange blev jeg overfaldet af pistolbevæbnede røvere, men blev dog de, tre gange så gode venner med dem, at jeg senere kom til at bo hos dem og fulgte
em på andre røvertogter."

HVIS IKKE Holdt er en upåagtet reinkarnation af Jesus, er han i hvert fald det mest evangeliske menneske jeg endnu har været ude for. Han er det blandt andet ved at han viser hvilken kolossal politisk kraft der ligger i at kunne elske sine medmennesker (inden en kirke har sat sig på holdningen og trukket tænderne ud af den).
Det er vagabondens rolle, der har åbnet verden for ham. Dens frygtløshed og åbenhed har ført ham ind i ghettoernes underghetto, til de sorte narkomaner, der er undertrykt af de andre sorte i Harlem, til transvestitterne, der er undertrykte af de homoseksuelle. Og gradvis vokser disse oplevelser til et billede af den totale kapitalistiske undertrykkelse i verden.

Men intetsteds under denne bevidsthedsudvidelse giver han sig selv lov til at hade et menneske. Selv en Rockefeller møder han som et menneske, der i en anden rolle ville være ansvarlig for færre mord. Det er et system han hader, ikke mennesker. Han bruger sine filmruller på dem der er ramt at det.

Hans force som fotograf er hverken de hurtige situationer eller portrættet tæt på. Hans foretrukne kamera-indstilling ligger et sted mellem nær og total, fjernt nok til at få rummet omkring med - som regel det trøstesløse indre af et blikskur - og tæt nok til at fange lyset fra et levende menneskes øjne.

At kunne dømme så hårdt og klart og dog ikke dømme noget enkelt menneske fra muligheden for at kunne elskes og kunne leve et andet liv, det er hvad der gør denne bog enestående både i billede og tekst.

Men bliver det til handling? Eller bliver det bare til 'oplevelser' af den art jeg netop har haft? Holdt vender ustandselig tilbage til problemet. Forårsager bogen intet andet end at han bliver kunstner af den, spørger han på mange forskellige måder.

Et middel til at undgå det det er et forslag han stiller: 
at Amerikanske Billeder bliver gjort til skolebog, så den kan lære vordende arbejdsløse ikke bare noget om hvordan USA og verden hænger sammen, men også noget om hvorfor de bliver arbejdsløse, og om hvordan man kan komme i berøring med verden, selv om den vender ryggen til en.
Jeg sender forslaget videre til rette vedkommende, for at dette ikke bare skal, være en anmeldelse.

THOMAS BREDSDORFF

  Tilbage til norske anmeldelser

 Copyright © 2004 Jacob Holdt;