|
E-mail:
Kommentar til show på Amtsgymnasiet
i Roskilde 6/1-00
Kære Jacob.
Jeg er en pige på 18 år, der går i
3.g. Jeg skriver til dig pga. af dit lysbilledshow, amerikanske
billeder, på Amtsgymnasiet. Jeg var en opmærksom tilhører i de fire
rystende timer, du trak os igennem. Jeg føler, at jeg er nødt til at
give dig en respons på dit show, da det havde en utrolig stor
indvirkning på mig. Det synes temmelig svært at komme med en
intelligent feedback på showet, da det i sig selv gav svar på så
mange spørgsmål, og stod som et markant bevis på verdens elendighed
og omfanget af racismen. Det er svært at kommentere, da jeg selv
lever i en overbeskyttet verden og stort set aldrig har set så stor
nød og fattigdom før. Jeg fandt det også meget svært at sige noget
direkte til dig efter showet, da intet jeg kunne sige, kunne have så
stor betydning som det, du lige havde vist os. Jeg besluttede mig
derfor for at skrive til dig i stedet for, da du gav udtryk for, at du
havde fået mange svar i tidens løb.
Jeg har som 14-årig været i Californien og har fået
et indtryk af storbyens hjemløse, og jeg har rejst en del i
Østeuropa og set sigøjnerne og de ukrainske udvandrere. Men først
efter dit show har jeg rigtig fået begreb om alt det forfærdelige,
der finder sted i verden. Og alligevel er jeg bange for, at jeg langt
fra har set alt; at det, du viste os, blot er et spinkelt udsnit af
nøden. Og jeg føler en utrolig afmagt. Det forekommer fuldstændigt
uoverskueligt. Samtidig føler jeg, at det vil være fuldstændig
uacceptabelt at fortsætte mit liv som jeg har gjort indtil videre.
For selv om jeg forsøger at se længere end min egen næsetip, så
føler jeg mig nu helt indskrænket og ligegyldig. Og sådan kan jeg
ikke holde ud at fortsætte. Jeg aner bare ikke et levende råd om,
hvor jeg skal tage fat. Nå… nok om min egen lille krise – min
pointe var bare at fortælle dig, hvor dybt dit show rørte mig.
Jeg har hørt flere, der kommenterede dit show, og
sagde, at det var helt fantastisk godt, og at de lærte meget af det.
Men de sagde også, at det var for langt – at de fik nok. DET SYNES
JEG BESTEMT IKKE. For dit budskab var jo, at udsætte os for den samme
undertrykkelse, som de mange marginaliserede oplever hver dag. Det var
ikke underholdning, som du selv skriver i introduktionen. Det var ikke
meningen at folk skulle sige: "Nå, nu gider jeg sgu ikke se på
det her mere – nu er det nok". Man skulle selv opleve at sidde
i elendigheden til halsen – og det gjorde vi. Vi kunne i princippet
ikke bare stoppe filmen, den fortsatte. Ligesom den gør for de mange
udstødte. De sidder midt i det, uden at kunne gøre fra eller til. De
kan ikke bare rejse sig og gå, når det hele bliver for meget. Denne
fornemmelse synes jeg, du gav med længden af dit show. For en kort
stund var vi dem, der ikke kunne flygte fra det hele – vi var på en
måde fanget i det – for hvem ville være bekendt over for sig selv
og vennerne at smutte under showet? Det ville jo virke som en total
ligegyldighed overfor dit budskab, som er så uendelig vigtigt. Så vi
sad dér – fyldte til randen, og kunne ikke stoppe det. Denne effekt
var enorm, og det skal du have ros for.
Jeg synes det er helt fantastisk, hvordan du formår
at sætte dig i alle menneskers sted, Hvordan du er fuldstændigt
blottet for fordomme og barrierer og elsker alle mennesker. Når jeg
ser en nazist, tænker jeg "svin – han burde spærres
inde", og kan ikke se sagen fra hans side. Jeg tænker ikke på,
hvad han har været igennem af ydmygelse og undertrykkelse og derfor
er blevet, som han er. Jeg ser kun verden, som jeg selv har farvet
den. Et eller andet sted ønsker jeg ikke at kunne sætte mig i hans
sted – for ligegyldigt hvor slem ens liv har været, er der ingen
undskyldning for disse menneskefjendske holdninger. Men på den anden
side er dit budskab så smukt – at tro på det bedste i mennesket og
fokusere på dette. At glemme dine egne forudindtagede synspunkter.
For ved at tænke som jeg gør om nazister, er jeg jo ikke bedre end
dem. Så bliver jeg undertrykkeren – den der koncentrerer sig om de
dårlige sider ved mennesket og ikke ønsker forståelse. Og sådan
ønsker jeg bestemt ikke at være. Derfor beundrer jeg din indstilling
helt enormt. Hvis alle mennesker bare tænkte som dig, ja så ville
verden være helt anderledes. Din holdning har givet mig meget at
tænke over, og jeg håber, at mine egne fordomme med tiden vil blive
mindre.
Det var således lidt om min umiddelbare reaktion på
showet. Jeg skriver bl.a. fordi, jeg er bange for, at denne oplevelse
skal gå i glemmebogen. Jeg ønsker at erindringen skal holdes ved
lige, så jeg en dag kommer til at handle – til at ændre noget. Jeg
er bange for, at alt for mange af eleverne på gymnasiet lever videre
uden at skænke dit show en særlig tanke i deres hverdag. Der hersker
en skræmmende overfladiskhed på gymnasiet. Alle skal være åh så
gode mennesker – have de rigtige holdninger, sige de rigtige ting
på den rigtige måde, gøre det rigtige. De skal vise alle andre,
hvor søde, de er. Resultatet bliver, at folk ikke tænker særligt
meget over tingene, men i stedet bekymrer sig om, at det nu skal
virke, som om de tænker meget dybt over livet. Resultatet bliver, at
alle taler enormt positivt om dit show og forsøger at komme med
kvikke kommentarer. Men jeg tvivler på, at særlige mange egentlig
har tænkt over, hvad dit budskab er og vil handle aktivt i fremtiden.
Nu skal jeg ikke helliggøre mig selv, for jeg kan også have tendens
til at forfalde til denne bevidstløse overfladiskhed. Jeg har tit
fanget mig selv i sådanne situationer. Det er derfor, jeg skriver til
dig. Jeg vil forsøge at gøre en forskel, om end mit initiativ er
meget svagt og ubetydeligt for alle andre end mig selv. Jeg vil
forsøge at bevare dit show i mig, så jeg husker at handle. Jeg siger
ikke at det lykkes, men jeg vil forsøge med liv og sjæl.
Jeg har seriøst overvejet at tage med på en af dine
ture til USA, så hvis tingene flasker sig på den rigtige måde, kan
du nok regne med at høre fra mig senere. Jeg vil i hvert fald ønske,
at det bliver muligt for mig at tage med dig.
De kærligste hilsner
Line Damsgård, Hvalsø
Copyright © 2004
Jacob Holdt;
|
|