Jacob Holdt: 
 
Curriculum Vitæ  
(eller personlig dag/årbog)
 

1947  
Fødes på Diakonissestiftelsen i København af Jacob og Grethe Holdt. Bor først i Østersøgade 108, siden på Bogholdervej på Bispebjerg. Min far er præst ved Grundtvigskirken.

1950  
Flytter til landsbyen Fåborg i Vestjylland, hvor jeg vokser op i en vidunderlig præstegård. 

1954
Jeg starter i 1. klasse Slebsager skole to kilometer udenfor landsbyen. Vi går to årgange i hvert af de tre klasselokaler, men der er så stor lærermangel at lærer Teglgård i mange perioder må undervise 6 årgange samtidigt ved at gå fra lokale til lokale.

1956  
Kort efter Sovjets invasion af Ungarn - som gør et uudsletteligt indtryk på mig - har jeg mit eget første oprør. Jeg skriger og sparker min far en søndag morgen for at undgå at komme med i kirke. Fra den dag skal jeg kun gå i kirke hver anden søndag. 

1958  
Brænder min fars plantage ned. Min far tilkaldes midt under en begravelse og hele landsbyen kommanderes ud for at slå ilden ned med skovle. 

1960  
Jeg skriver en stor opgave om Albert Schweitzer - mit idol på det tidspunkt - hvis barndom jeg identificerer mig stærkt med. Samme år rystes jeg dybt over massakren i Sharpeville, som jeg læser om i en avis min mor har lagt over toilettet efter rengøring af dette. 

1961  
Jeg begynder i 1. real i Esbjerg den samme dag Berlin-muren kommer op. Jeg græder - sammen med det meste af Afrika - over Lumumbas henrettelse i Congo. 

1963  
Jeg begynder i gymnasiet i Esbjerg Statsskole i den "store" by 25 km væk, hvor lærerne taler "fint" og ikke forstår min vestjyske dialekt. 

1965  
Smides ud af gymnasiet for dovenskab. Portier på Hotel Varde, hvor jeg bliver fyret, da jeg sammen med tjenerne gør oprør for at få bedre forhold.

1966  
Kommer på Krogerup Højskole, hvor en begyndende politisk vækkelse finder sted under indflydelse af især digteren Erik Knudsen. Samme sommer indkaldes jeg til Den Kgl. Livgarde.

1967  
Bliver smidt ud af Livgarden efter 8 måneder bl.a. fordi jeg nægter at skyde. 

1968  
Bor i en tidligere ligkistebutik på Vesterbro. Indlogerer et sammensurium af mennesker bl.a. en marxistisk Sikh studenterleder, der er udvist fra Indien efter pres fra USA og adskillige amerikanske Vietnam-desertører, der stærkt er med til at politisere mig. Deltager i 68-oprøret i en lille aktivistgruppe, der laver mange aktioner vendt mod Vietnam-krigen og den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet.

1969  
Efterhånden har jeg så mange politisager verserende imod mig at dette er medvirkende til at jeg udvandrer. I protest mod de mange penge, de planlægger at bruge på bygningen af et kirketårn hjemme i min fars pastorat, maler jeg kirken over med bibel- og Grundtvigscitater om at man ikke bør bygge tårne for Gud når mennesker lider her på jord - på det tidspunkt de sultende børn under Biafra krigen. Dette er dog ikke noget behageligt syn for min far, da han næste morgen (Påskemorgen) kommer i kirke. Han kører mig straks ud til landevejen, hvorfra jeg blaffer af sted mod USA.

1970  
Forældrene til Kristen Godfrey, en 17-årig bortløbet canadisk pige, som jeg har indkvarteret og taget mig af i et halvt år, er så taknemmelige at de inviterer mig til Canada. Udvandrer til Canada for at arbejde på deres luksus-farm i et år. Arbejder her sammen med en argentinsk politisk flygtning. Sammen beslutter vi os til at rejse til Chile for at deltage i  Salvador Allende's demokratiske revolution. 

1971  
Blaffer af sted mod Latin Amerika, men vender om i St. Louis af angst for at blaffe gennem sydstaterne. I Chicago inviteres jeg til at bo hos en ung sort pige, Denia, i ghettoen på sydsiden. Pludselig finder jeg mig selv omgivet af kun sorte mennesker og bliver straks forelsket i det sorte Amerika.
Jeg ønsker stadig at nå Latinamerika, men vender tilbage til Canada for at tage den tryggere rute tværs over og ned langs Vestkysten.
Et par dage efter min ankomst i San Francisco bliver jeg overfaldet af en sort pistolbevæbnet bande og bliver mere og mere nysgerrig efter at finde ud af hvor al den vrede og smerte stammer fra. I San Francisco bliver jeg optaget som eneste hvide medlem af Angela Davis' modstandsgruppe på det tidspunkt, hvor hun selv bliver arresteret.  

Jeg bliver stærkt interesseret i de sortes frihedskamp og udsætter hele tiden afrejsen mod Latin Amerika. Bliver rystet og forbitret over nedslagtningen i Kent State og Attica og begynder at rejse rundt i USA's ghettoer. Sender hårrejsende beskrivelser hjem til forældre og venner og efter et halvt år sender mine forældre mig et Canon Dial halvformat kamera i fødselsdagsgave og beder mig sende billeder hjem. Er først lidt modstander af at fotografere frem for at involvere mig, men bliver lidt efter lidt bidt af det.

1972  
Jeg involverer mig i de sorte pantere og fortsætter med at levere billeder til deres blad gennem 5 år. Lægger planer for at hjælpe en uskyldigt dømt sort panter pige på flugt fra 50 års fængselsdom i Wisconsin til Canada og Danmark, men forsøget mislykkes p.g.a. manglende opbakning fra sorte venner i Chicago og Detroit. 

Skuffet over apatien i ghettoerne beslutter jeg mig for alvor til at rejse til Latin Amerika, denne gang sammen med en sort panter fra Detroit for at tilslutte os guerillaen i Guatemala. Vi skal mødes i Mexico City, hvor jeg bor hos en rigmandsfamilie, men Chris må vende om, ude af stand til at få lifts hele vejen. Jeg rejser selv videre med forskellige amerikanske kvinder og det lykkes mig at slippe ind i Guatemala med min korthårs paryk. Jeg bliver vedvarende standset af soldater og finder trods megen blafning i bjergene aldrig guerillaen. Læser i Time Magazine Time Magazine at der vil blive uroligheder til det republikanske konvent i USA og tager i stedet på tommelfingeren til Miami. Min latinamerikanske revolutionsromantik er forbi og kun 6 dage efter lykkes det mig ved hjælp af korthårsparyk at blive indkvarteret i Nixons hovedkvarter i 4 dage inden jeg bliver arresteret af the Secret Service og nær udvist af USA. Herefter beslutter jeg mig for at bruge kameraet som våben frem for mere desperate midler.

1973  
Krydser rundt i USA på må og få, men bliver snart igen stillet overfor valget mellem gevær og kamera, da oprøret i Wounded Knee bryder løs. Jeg hjælper med indsmugling af våbnene om natten, men en Indianerleder bliver forelsket i mig og holder mig væk fra kampen. I et halvt år kan jeg ikke fotografere, da kameraet er i stykker og jeg ikke har 29 dollars til at reparere det for.

1974  
Jeg rejser i ghettoer over hele landet. Fredag den 13. (!!!) september 13th bliver jeg gift med en fattig sort pige og ender i en håbløs ghettosituation beskrevet i den amerikanske bog. Bliver aktiv i Fængselsfangernes Union i San Francisco og diverse former for småkriminalitet blandt gadens folk for at overleve. Arbejder for den karismatiske sorte præst Cecil Williams i Glide Memorial Church. Arbejder sammen med den sorte panter Muhammed på at bespise hundredvis af fattige i kirken. (I dag lever Muhammed som hjemløs i New York, hvor jeg tit sidder med ham ved bålet på gaden snakker om de gode gamle dage).

1975  
Min bedste ven i Californien, Popeye Jackson bliver snigmyrdet og jeg flygter igen ud på landevejen. Bliver forelsket i en sort pige i Alabama, men hvide klansfolk brænder hendes hus ned og hendes bror brænder inde. Disse begivenheder får mig til i stigende grad at føle at min fotografering har for store menneskelige konsekvenser. Jeg var ankommet til USA med 40 dollars og vender nu, efter at have boet i over 400 amerikanske hjem og blaffet 160.178 km, desillusioneret hjem til Danmark med 15.000 billeder. 12 af mine venner er da blevet myrdet. Siden 21.

1976  
På 2 måneder laver jeg et lysbilledshow i mine forældres præstegård og viser det i kirken og for lokale skolefolk. Min far hjælper mig med penge til indkøb af lysbilledprojektorer bl.a. for at medvirke til at aflive rygterne, der i 5 år er gået i landsbyen om at "præstens søn er blevet narkoman, kriminel, prostitueret osv i USA". 
Nyheden om showet går hurtigt og allerede i april laver dagbladet  "Information" 5 billedsider og en stort opsat turne for det som dagbladet døber "Amerikanske Billeder". Nogle steder står 3000 mennesker i kø. Jeg turnerer videre i gymnasier. Information vil straks lave en bog af materialet og tager mig til bogmessen i Frankfurt, hvor bogen inden jeg overhovedet har skrevet et ord bliver solgt til en hel række lande. Jeg aner ikke hvordan man skriver en bog og ender med blot at bruge showteksten og en del breve.

1977  
Sender et langt brev rundt til alle mine amerikanske venner om succesen. Nogle ringer mig grædende op. De havde som jeg selv aldrig troet noget ville komme ud af mine billeder. En af dem, den sorte socialarbejder  Tony Harris, kommer straks over for at hjælpe. Han bliver den første af 5 sorte medarbejdere, der hver får et sæt af showet og en bil til at turnere med.  Hver af dem viser hyppigt én forestilling om morgenen i en skole og én for offentligheden om aftenen, hvorved vi i en årrække kan vise den for op mod 2000 danskere om dagen. Samtidig turnerer vi i 14 andre lande med 7 sprogversioner af showet. 
I april udkommer den danske bog "Amerikanske Billeder" i 10.000 eksemplarer, der er udsolgt på 2 uger. Siden sælges 80.000 herhjemme. Jeg havde aldrig fået skrevet kontrakt med Information, der straks ønsker at sælge bogen i hele verden inklusive USA. Jeg bliver bange for al den opmærksomhed og en KGB-agent lægger under en middag ikke skjul på at Østblokken ønsker at bruge bogen imod præsident Carters "irriterende" menneskerettighedskampagne. Jeg begynder derfor en langvarig krig med sagførere mod Information for at få bogen standset. Bryder grædende og tiggende sammen i direktørens kontor for at få dem til at standse det, som i høj grad er blevet en del af deres økonomiske fundament, men som jeg ser som et "Frankensteinmonster". Det lykkes at få stoppet udgivelsen bortset fra i de 9 lande, hvor skaden er sket.

1978  
Bliver for første gang inviteret til et amerikansk universitet, der giver mig en bil. I denne kan jeg køre rundt og vise showet for alle de fotograferede venner i showet. Efter en privat forestilling hjemme hos Jane Fonda  i Santa Monica vil Hollywood promotere straks lave en "nationwide tour" i 76 større byer! Efter en indledende prøveforevisning for Muhammed Alis familie og diverse sagførere, ønsker de at gøre mig til "superstar" på Johnny Carson showet med stor gallaforestilling i et Hollywoodteater for indbudte filmstjerner osv. Jeg bliver igen skræmt og beder om tid til at komme rundt til alle de fotograferede personer for at få deres godkendelse først. Jeg ved dog med mig selv at jeg vil bryde kontakten med Hollywood. 

Det vesttyske ugeblad Der Spiegel bringer for første gang nogensinde farvebilleder for at kunne trykke min bog som føljeton. Bogen bliver den største udenlandske bestseller nogensinde i Tyskland. Jeg får tonsvis af breve fra både øst- og vesttyskere. Som følge af den økonomiske succes grundlægger jeg sammen med mine efterhånden 10 medarbejdere fondet Foundation for Humanitarian Aid to Africa." Ideen er at alle pengene fra bogen, showet og siden filmen skal tilhøre ofrene for Europæisk kolonialisme. Det er let nok for en fotograf at få succes ved at udbytte de fattiges lidelse. Hvad det gælder om er at skabe en succes ud af succesen: nemlig med sine billeder konstruktivt at ændre forholdene for de fattige. Vi starter med et 2-årigt stipendium til en student fra Uganda. Af Vridsløse Statsfængsel får vi lov til at hente den sorte amerikanske livstidsfange, Harb Lelshab, indsat for mord, ud i dagtimerne for at gøre ham til daglig leder af fondet. Er også med til bl.a. at rehabilitere en algiersk narkoman, som vi smugler ind fra Frankrig.

1979  
Starter det to år lange arbejde på biograf- og TV-filmen baseret på showet, som vi ender med at spilde 1.6 millioner kr på. Beløbet ville være blevet meget højere hvis vi ikke havde brugt ulønnede frivillige. Efter at have forkastet flere professionelle fotografer, ansætter vi den unge gymnasieelev Jens Jørgen Jensen til det langsommelige arbejde med affilmingen af dias i mit soveværelse.  

Bliver involveret i en større spionskandale. En af vore frivillige, Jörg Meier, som er en af de mest betroede og dygtigste medarbejdere, der lavede både mit tyske og amerikanske show og al tysk korrespondance, viser sig at være en plantet østtysk spion og bliver siden udvekslet sammen med forbundskansler Willy Brandts sekretær til Østtyskland. Foruden at være spion er han et fantastisk menneske, som vi alle elsker højt. Mens han er i dansk fængsel fortsætter han derfor arbejdet for os, indtaler den tyske udgave af filmen på bånd og organiserer shows i fængslerne. Samtidig publicerer han en digtsamling fra fængslet.

Som følge af præsident Carters og senere Reagans kampagne for menneskerettigheder viser også andre østlande lige lovlig megen interesse for Amerikanske Billeder som et overbevisende middel til at vise at menneskerettighederne ikke har det for godt i USA. De ser det som et mere effektivt middel end deres egen propaganda til at vise at menneskerettighederne heller ikke har det godt i USA. Igennem alle årene inviterer russiske agenter mig hyppigt ud til middage, hvor de forsøger at få mig til at ændre forskellige dele af showet vel vidende at det har "ændret en generation af unges holdning til USA". 

At Amerikanske Billeder er blevet en vigtig del af den kolde krigs magtkamp om meninger bekræftes hyppigt. Når amerikanske politikere på besøg i Danmark stiller USA's ambassadør spørgsmål om hvilke problemer han har, begynder han ofte med en længere redegørelse om en langskægget fyr, der løber rundt og spreder dårlige rygter om USA. Og dog er Øst og Vest forbavsende enige om showet: en dag spørger KGB mig og jeg "ikke kan putte nogle flere fattige hvide i showet så det ikke ser ud som at det kun er sorte, der lider i USA". Mindre end en uge efter siger den amerikanske ambassadør til mig med næsten de samme ord: "Du burde have nogle flere fattige hvide i showet for at give det lidt balance." Begge havde de tilsyneladende misforstået showet - og havde i hvert fald ingen interesse for dets dybere anti-racistiske budskab. Som tidligere vagabond og outsider føler jeg mig forvirret over pludselig at være en brik i stormagtspillet og kastes ofte ud i depressioner.

1980  
En uge før min søns barnedåb flyver jeg til Miami sammen med Kitte Fennestad for at se raceoprøret førstehånds og blaffer til New York for at fotografere graffitibilleder til filmen. Det lykkes os at hjem en time før barnedåben. De frivillige er frustrerede over at filmen sluger alle pengene fra Afrika-arbejdet. Jeg selv gambler med at filmen er en nødvendig investering for at øge indtægterne til Afrika, men begynder i mit inderste at nære tvivl om det går an. Hvis filmen får succes vil den måske blot blive brugt af de kommunistiske lande imod USA.

De sorte i gruppen er på den anden side af den mening at jo mere pres man lægger på USA udefra, jo mere vil den amerikanske regering blive tvunget til at tage positive skridt for USAs sorte - ligesom det var tilfældet under  Borgerretskampen. De sorte overbeviser mig om at min position er selvisk eftersom "alt hvad du tænker på er at sikre din egen tilbagevenden til USA."  I mit stille sind leger jeg dog med ideen om at sælge hele filmen til CIA for en stor sum penge, som kan doneres til vores Afrikaprojekter mod et løfte om at jeg kan vende tilbage til USA - frem for at gamble med pengene øremærket til Afrika. Sandsynligvis ville CIA have accepteret tilbuddet, for - som det senere kommer frem i de amerikanske medier - bruger the United States Information Agency netop på det tidspunkt store summer penge på at modvirke effekten af Amerikanske Billeder i Europa. 

1981  
Alle medarbejderne rejser i telt til Cannes Film Festivalen hvor filmen ifølge amerikanske blade "skaber en sensation". Den bliver straks inviteret til filmfestivaler i London, Berlin, Moscow, South Africa, Los Angeles og San Francisco. Den sælges til Channel Four i England for næsten en halv million kr., som vi straks sender til Zimbabwe. Her har vi netop startet et skoleprojekt i Nyafaru for 1200 flygtningebørn hjemvendt efter krigen. Da Zimbabwe nu er frit og endog demokratisk, har vi ikke længere behov for at gå igennem russerne for at trænge igennem marxistiske bureaukrati i Angola. 

Jeg har selv ingen interesse i de europæiske filmfestivaler, men præsenterer i efteråret personligt filmen i San Franciscos (nu afdøde) filmfestival for 1600 ustandseligt klappende mennesker. Viser derefter showet i længere tid i University of Chicago, hvor mine amerikanske medarbejdere Tony Harris og Howard Pinderhughes  kører det videre mens jeg blaffer rundt og besøger gamle venner.

1982  
Rejser sammen med Kitte Fennestad først til Moskva og derpå til Afrika inviteret af regeringerne i Mocambique og Zimbabwe. Efter at passagererne i det russiske fly har genkendt os fra artikler i Pravda og Izvestia og fyldt os med vodka, havner vi i en brandert i et fængsel i Mozambique. I Zimbabwe, hvor aviserne slår mit besøg stort op som den "barmhjertige Samaritaners besøg" bliver vi først kørt rundt i Limousine. Da vi protesterer, lader undervisningsministeren en tidligere guerillasoldat køre os ud til skoleprojektet Nyafaru i bjergene, som vi havde støttet. Her får vi en hjertelig modtagelse og festmiddag af beboerne, som gribes af billederne i min bog og spørger: "Hvorfor kommer de (stakkels sorte amerikanere) ikke hjem til Afrika?" Besøger derefter landbrugskollektivet Batsiranai, hvor 120 tidligere frihedskæmpere har fået 2000 hektar jord, men ingen maskiner af regeringen. Vi lover dem straks hjælp og senere på året sender vi en stor traktor og diverse landbrugsredskaber. Vi føler at dette er den bedste investering vi kan gøre i kampen mod apartheid i Sydafrika: at hjælpe Zimbabwe med at blive et positivt, multi-racialt og demokratisk forbillede.

Min bog bevirker at de ellers paranoide ANC-frihedskæmpere i Zimbabwe får tillid til os. De bliver konstant skudt af infiltrerende sydafrikanske elitetropper. Manden vi bor hos har fået sin bedste ven sprængt i luften af en bilbombe ugen før. Ingen kender mere end en eller to andre ANC-medlemmer, men nu betros vi at smugle tophemmelige dokumenter ned til en guerrillagruppe i Botswana med ordre om at sluge papirerne hvis vi bliver stoppet. Forehavendet lykkes, men hele gruppen som vi overrækker papirerne til, massakreres af sydafrikanske elitestyrker få dage efter vores besøg. I stedet prøver vi uden held at snige os over ørkengrænsen ind i Sydafrika, som har bandlyst mig - i øvrigt den højeste og eneste udmærkelse jeg nogensinde har modtaget for min kamp mod apartheid.

Blaffer videre 8000 km gennem Østafrika og flyver direkte til San Francisco, hvor Tony og Howie har brug for hjælp. Syv af vore medarbejdere bosætter sig nu i San Francisco for at oprette et teater i stil med det showet kører i i København i 12 år (den længstkørende forestilling nogensinde i byen). Vi er så forventningsfulde om succes at vi bevidst har sendt alle vore penge til Afrika for at starte på en frisk. Men så let går det ikke i USA. Vi ender på social- og sultehjælp. Vi har flotte anmeldelser og gode shows, men ikke nok penge. Året er så hårdt at gruppen gradvist går i opløsning. Jeg sendes på landevejen med min to års søn for at finde et forlag til bogen, som vi kan få et forskud af. Desuden ved de andre at jeg kan overleve som vagabond uden penge. Min søn og jeg får $100 med på rejsen - og returnerer efter et par måneder med mindst det dobbelte. Min søn forkæles med is, kærlighed og hengivenhed af mine venner i ghettoerne, hvor de ikke er vant til at se et hvidt barn. 

1983  
Vender med min familie tilbage til København for at skrive den amerikanske bog. Med den kritik vi har fået særligt fra Californiens venstrefløj ligger det i luften at den amerikanske bog skal gennemtænkes langt bedre end den europæiske udgave. 

Er dog på enkelte turneer bl.a. i England, hvor showet ender som skandale. Londons byråd har slået det kæmpestort op som indledning på det anti-racistiske år og tusinder står i kø. Første aften har vi stor succes, men anden aften trænger en gruppe, som man mener er organiseret af CIA, ind og ødelægger forestillingen i Scala teatret. Slagsmål bryder ud i publikum, mine apparater og billeder knuses og politiet tilkaldes. Gruppen trænger næste dag ind i Londons byråd, som de overhælder med kaffe, og stort slagsmål bryder ud mellem Tory'er og Labour, som gøres ansvarlig for showet. "The (American) Pictures War" fortsætter i Englands aviser i længere tid og ingen tør siden røre showet. I Irland, hvor folk i showet genkender så meget af deres egen koloniale undertrykkelse under britisk overherredømme, er det derimod en stor succes.

1984 
Amanda Berger - en af de frivillige fra Vestkysten - flytter til New York for at organisere showet der. Bogen er endnu ikke færdig, men jeg starter i september med filmen i  Film Forum til flotte anmeldelser og lange køer. Derefter turnerer jeg i universiteter. Bl. a er det en vedvarende succes i  Harvard universitet, hvor unge jurister såsom Dan Williams bliver så stærkt påvirket, at de ændrer karriere for at arbejde for de fattige i stedet for Wall St. 

I København opløser jeg de sidste rester af vores kollektiv og gør i stedet min lejlighed åben for alle. En vidunderlig international atmosfære skabes omkring showet hver sommer, hvor op imod 50 fra USA, Israel, Australien, Afrika osv sover der hver nat, spiller musik osv.

1985 
Min familie flytter med mig til Boston i et år for at hjælpe med at distribuere bogen efter at min frivillige bogdistributør Ann Hodge er blevet dræbt. Om efteråret kører jeg rundt med min far. Amerikanske publikums er utroligt åbne - og allerede efter mit første show finder min far sig en ny kone i M.I.T. Efter en turne i Californien bliver jeg ramt af alverdens ulykker personificeret i en gruppie, som forfølger mig over hele landet. Det ender med at tyve bryder ind i bilen og stjæler alt inklusive billeder for 150.000 kr.

1986  
Et nyt show bliver fløjet over og forårsturneen går udmærket indtil gruppien igen viser sig. Efter et skænderi smadrer jeg bilen frontalt i irritation. Derefter turne ude vestpå og besøg i sydstaterne. Sammen med familien er jeg i Mexico og Cuba inden vi vender tilbage til Danmark om sommeren. Min lejlighed i København bliver mere og mere domineret af arabere og flygtninge. Midt i flygtningedebatten bruger fjernsynet vort samvær som eksempel på at mange racer kan bo sammen. Er om efteråret bl.a. på Jamaica, hvor jeg bor hos gangstere og prostituerede i Kingstons ghetto, Trenchtown. 

1987  
Har en gammel skolekammerat, Hans Peter Knudsen, med på forårsturneen - den første af mange danskere til at følge mig gennem USA's bedste skoler og værste slum. Den kendte sorte forfatter James Baldwin har adskillige gange forsøgt at se showet og endelig lykkes det for ham ved at køre i en snestorm i to timer. Han er så begejstret bagefter at vi går ud at drikke bagefter - kun et par uger før hans død. Den progressive sorte borgmester i Chicago, Harold Washington, organiserer mit show for byrådet for at hele sårene mellem de sorte og hvide byrådsmedlemmer, men også han dør lige efter. Jeg nomineres - den første af mange gange - til amerikanske studenters (National Ass. of Campus activities) humanitære fredspris. 

Min familie kører endnu engang rundt med mig og vi bestiger Aztec- og Mayaruiner i Mexico. Om sommeren ender jeg med at have 66 arabiske, palestinensiske og iranske flygtninge boende. De sover overalt på mine gulve og bruger mit soveværelse som bederum. Jeg begynder at stå tidligere og tidligere op om morgenen for at undgå at stå to timer i kø udenfor mit badeværelse. Infrastrukturen bryder sammen, de få tiloversblevne amerikanere flygter og det bliver til en ghetto. Efter flere knivdramaer - og da også mine gamle inviterede sorte venner fra USA flygter - beslutter jeg mig for at smide alle ud og senere på året at udleje stedet til andet formål.

Begynder dette år at udvikle min racismeworkshop og håber efterhånden at kunne frigøre mig helt fra showet for kun at undervise. Mens jeg tidligere så det som mit højeste mål at skrabe flest mulige penge sammen til de fattige lande, ændrer jeg nu gradvis formålet med mit arbejde til at hjælpe amerikanske studenter med at overvinde deres racisme for på den måde at hjælpe underklassen. Om efteråret har jeg digteren Pia Tafdrup med mig i bilen i USA. Hun får mig overtalt til begynde at fotografere igen. Senere på efteråret bliver min datter Lalou født

1988  
Har om foråret forfatteren Palle Petersen med og begynder igen samarbejdet med Tony Harris. Kombinationen af en sort og en hvid mand sammen på scenen viser sig at være meget stærk for studenterne. Tony verbaliserer min tænkning meget bedre end jeg selv kan gøre det og hans evne til at se offeret i de hvide racister og at behandle dem med dyb kærlighed og hengivenhed, får tårerne frem både hos mig selv og i vore publikum i mange skoler. Så det forekommer lidt uretfærdigt at jeg endnu engang nomineres til NACA's Humanitære fredspris. Det er frustrerende for Tony hele tiden at stå i skyggen af mig under showet - og at der i mange skoler ikke er tid til hans workshop næste dag. Problemet er at vi nu har så megen succes at vi har shows hver eneste dag og en hel del kørsel mellem dem.  Men Tony er i det mindste en god chauffør (han er i al fald for bange for at lade mig køre, siger han) og således ender han i den gode gamle sorte rolle som chauffør for end en succesrig hvid. Er bl.a. i Alaska. Min lejlighed i Købmagergade tømmes for flygtninge og ombygningen går i gang. 

1989  
Efter mit årlige show for de nye studenter på Boston University ringer præsident Reagans taleskribent skolen op og kræver at der bliver stilles lige så meget tid til rådighed til at "præsentere den anden side af historien."
Jeg har show i Union College den dag Berlinmuren falder, men er heldigvis i stand til at fejre dens egentlige fald med min søn stående ovenpå den sammen med en tusindtallig skare af jublende tyskere i julen - muren som ikke blot havde været en prøvelse for os hver gang vi havde show i Berlin, men som tillige symboliserede de magtfulde kræfter jeg havde været oppe imod med min bog. Efter at have standset udgivelsen af bogen i adskillige år gav jeg nu min gamle forlægger Per Kofod tilladelse til at genlancere den over hele verden.

Da jeg tidligere har været med til at finansiere en sygeplejeskole for namibiske flygtninge i Angola modtager jeg nu officiel invitation fra selve SWAPOs generalsekretær til at være med ved Namibias uafhængighed. Viser dog show på Hawaii på selve dagen.

1990  
Amerikanske Billeder havde tidligere haft møder med lederen af  Namibias guerillabevægelse, Sam Nujorma - landets nuværende præsident - og hjælper som følge deraf med at finansiere en sygeplejeskole for SWAPO. Derfor er vi nu glade for at se kampen mod apartheid triumfere - ikke mindst gennem vort samarbejde med den magtfulde  "divestment movement" i amerikanske universiteter. Afrikas sidste koloni får endelig uafhængighed og jeg inviteres officielt til festlighederne af præsidenten. Blot for at finde ud af at min agent for længe siden har organiseret shows for mig på Hawaii den dag. På forårsturneen kommer min 10-åreioge søn over for at køre med mig og Tony. Han er dog mere interesseret i videospillehallerne i amerikanske universiteter end i vores foredrag. Efter forårsturneen tager vi til Island for at fejre 20 års-jubilæet med gamle venner som engang havde haft mig boende på min oprindelige tur til USA.

Sadam Hussein ødelægger efterårsturneen. Under indtryk af den kommende krig falder antallet af foredrag til det halve af det normale. I stedet får jeg tid til at fotografere den eksploderende crackkultur og at tilbringe mere tid med de hjemløse.

1991  
Under forårsturneen flyver jeg til Bolivia for at lave et show for CARE. Efter at have kørt rundt med CARE-ansatte i to uger, er jeg  begejstret for CAREs måde at give bistand på. Senere lejer jeg en jeep for at køre rundt på egen hånd. Ude af stand til at tale spansk er jeg heldig hver gang jeg har brug for hjælp at løbe ind nogle af mine tidligere amerikanske publikum, som kan køre med mig som tolke. 

Tilbage i Danmark laver jeg Bolivia-showet på 3 uger og har har premiere på  Roskildefestivalen. Jeg har succes med at turnere i danske skoler med det, men under debatten med eleverne bliver jeg hele tiden spurgt ud om mit arbejde i Amerika. Jeg chokeres over at opdage hvor meget racismen er eksploderet i danske skoler i de ti år siden jeg holdt op med at turnere. Jeg beslutter mig til at lave en ny dansk verseion af Amerikanske Billeder i et forsøg på at modarbejde racismen. 

Under efterårsturneen i USA følger et Tv-hold fra Danmarks Radio mig rundt i universiteter og ghettoer for at lave et Tv-program om mig. Jeg har bedt alle mine hjemløse venner i New York om at medvirke i filmen, men nogle af mine bedste venner er indlagt til afrusning eller i fængsel og kommer ikke til det aftalte tidspunkt. Mest skuffet er jeg over fraværet af Muhammed - en sort panter med hvem jeg havde bespist fattige 20 år tidligere. Men Tv-folkene er om end endnu mere utilregnelige, da de arbejder efter danske fagforeningsregler og ikke har tænkt sig at sidde omkring et ildsted på gaden og vente hele natten. 

1992  
Nytårsdag bryder helvede løs: Gorbachev er netop gået af og Gordievskij, den tidligere leder af KGB i Danmark, the previous top KGB officer in Denmark, sælger nyheden til Ekstrabladet om at jeg "har været deres topagent i Vesten". Dag efter dag bringer aviserne nye afsløringer om mig. Fra første øjeblik indrømmer jeg at "jeg var agent eftersom jeg lod KGB tro at jeg var deres agent." Imidlertid havde jeg gennem alle årene åbent fortalt alle mine venner om kontakten, så kunne jeg mon virkelig have været en god gammeldags tophemmelig agent? De fleste forsvarer mig med at jeg jo altid har "haft omgang med de forkerte mennesker", men for min familie er det en hård måned med trusselsbreve stilet til "landsforræderen Jacob Holdt" osv.

Efter en uges angreb beslutter jeg mig til at fortælle min fulde historie til pressen.. Da jeg er i besiddelse af alle dokumenterne, der klart viser at jeg havde standset min bogs udgivelse ude i verden for at den ikke skulle kunne blive brugt af russerne osv - ender offentligheden med at have mest tillid til min version (tror jeg) - eller slet og ret ikke at interessere sig for det mere. I skolerne prøver jeg at underholde eleverne med mine "KGB spionhistorier", men det er mere interesserede i racisme. Snart konkluderer jeg at jeg ingen fremtid har i showbusiness som "spionen der kom ind fra kulden."

Under forårsturneen flyver jeg til Costa Rica for at studere det sort/hvide raceforhold der og bagefter til Nicaragua for at fotografere mellem Managuas slumbeboere.
I sommerferien har jeg familien med rundt i Bolivia for at fotografere og præsenterer her den spanske udgave af Bolivia-showet. 

I november er jeg lige ved at dø. Jeg taler alt for længe i et midnatsradiointerview i Grand Forks, North Dakota og må derfor køre i alt for høj hastighed i en snestorm for at nå et fly til Californien i Minneapolis næste morgen. Kl. 3 om morgenen rammer jeg noget usynlig "sort is" og min store vogn rulle rundt adskillige gange og blokerer trafikken i den modsatte kørebane. Heldigvis kommer mine to passagerer ikke ret meget til skade, men i mit chok aflyser jeg resten af turneen - "Hvorfor slå sig selv ihjel for apatiske elevers skyld?" - og tager i stedet på besøg i forskellige ghettoer. 

1993  
Under forårsturneen bliver the World Trade Center sprængt i luften netop som jeg flyver hen over det. I dagene derpå er det som om FBI langsomt omringer mig indtil de sluttelig afspærrer depotet, hvor jeg opbevarer mit show. Hvorfor? Jo, i rummet ved siden af mit har terroristerne fabikeret bomben. De havde ellers altid forekommet mig at være tiltalende folk at snakke med! 

Om efteråret starter jeg en ny dansk udgave af Amerikanske Billeder med stærk vægt på dansk racisme. Da jeg ikke har vist det i 10 år, overraskes jeg over at se hvordan det nu virker helt anderledes på danskerne - hvordan de "virkelig føler sig ramt," som publikum siger.

1994  
To unge danske teenagere er netop blevet myrdet med kniv af andre teenagere og landet er i chok. Jeg organiserer derfor et stort show i Christianias Den Grå Hal på Martin Luther Kings fødselsdag for at mobilisere penge og støtte til "Stop Volden". Mere end 2000 tropper op - mange køtrende helt fra Jylland - til en bevæget dag med budskab fra Kings datter og afsyngning af  "We shall overcome." Resten af året er jeg fuldstændig booket i folkeskoler, der bruger mit show til at sprede ikkevoldsbudskabet til børnene. 

På forårsturneen har jeg Anita Roddick - den progressive ejer af den kendte kosmetikkæde The Body Shop - med mig i bilen. Jeg tager hende med rundt til mange af de fattige sorte i bogen. Skønt hun har arbejdet meget med fattigdomsprojekter i mange Tredje Verdenslande er hun rystet over at se håbløsheden i amerikanske ghettoer.

Under efterårsturneen flyver jeg til Haiti for at se Clintons invasion, som jeg stærkt støtter. Jeg flytter ind hos en af de fattigste familier, jeg kan finde i det voldsramte slumkvarter City Solei og giver den arbejdsløse familie et beløb per nat svarende til hvad et hotel ville koste. Jeg deler en seng med 5 mennesker - en af dem en udmagret aidsramt kvinde. Under orkanen Gordon er jeg spærret inde i to dage mens vandet stiger til vores sengekant. Bagefter vandrer jeg rundt - mere eller mindre i chok - i knædybt vand med døde mennesker flydende rundt overalt. 

1995  
Efter efterårsturneen flyver jeg til Nepal for at vise shows for The Body Shop som en udløber af min tur med Anita Roddick. Jeg kan ikke få mit udstyr gennem tolden og ender med i stedet at fotografere for CARE i bjergene. Bagefter flyver jeg til Thailand for at arbejde for CARE og DANCED i den gyldne trekant. Som udløber af Rio-traktaten har Danmark her et stort projekt for at forsøge at redde regnskoven. Under den buddhistiske ferie flyver jeg til Cambodja for at meditere i The Killing Fields på 20-årsdagen for Khmer Rouge's indtog i Phnom Penh . After spending the morning alone with 8000 sculls I fall from a scooter into a muddy ditch full of excrements. I want to see king Sihanouk in the afternoon, but have no time to wash up. Sihanouk arrives at his palace, I make a sudden jump onto the red carpet through the lines of soldiers, can't get out again - and then to my surprise find Sihanouk smiling to me while forcing me to walk backwards on the red carpet - all the way into the castle which is totally closed off for journalists. At least 500 m I walk like this with Shianook walking toward me - while his entire government with wives in gala bow deeply for us. I spent the whole afternoon with him in the most intimate situations. Obviously - in my smelly, dirty costume - I have ended up to his great amusement as a court jester for him. 

1996  
During the spring I have a Norwegian publisher with me on tour. We try to find the mass murderer I had picked up 5 years earlier and who is now an important part of the show. We spend some exciting days tracking down his entire - and equally violent - family in dense fog in the swamps and slowly get entangled in a sad web of generational child abuse followed by violent adult behavior. 

In Denmark I am deeply involved in the Images of Africa festival organized by my wife. I finally finish my new updated edition of American Pictures. For months during the spring I e-mail the text back and forth to almost 20 American professors and editors. Present the show at the AIESEC's world congress in Poland. 

 After a long tour in Norway I fly to Nepal with my family to continue the photography I started earlier for Care - with a short stop to see Ghandi's grave in New Delhi. 
 During the fall I have a woman from Danish State Radio in the car to do a program on my relationship to old friends in the ghettos as well as my new mass murder friend, Woody, who is now in prison. 

1997  
During the spring tour I go to the former Danish Virgin Islands - partly to see the result of a different type of slavery here - and partly to research my family roots in St. Croix. Also I visit Puerto Rico for the first time. 

Back to Jacob Holdt's homepage 

American Pictures