Alligevel er det jo ikke denne tragedie vi i dag tænker på med the killing fields. Dem havde jeg ventet med at se, da jeg ikke kunne finde en bedre dag til det end på Langfredag. Det var rystende først at se Tuol Sieng - gymnasiet mindre end Esbjerg Statsskole - hvor Pol Pot først havde tortureret fangerne med de mest sindrige instrumenter. Billederne af ofrene virkede næsten mere rystende end dem i Auszwich idet de teknisk set var mere nutidige - ja, de fleste afbildede var født samtidig med mig. Bag på en knallert tog jeg ad samme rute, som fangerne var blevet kørt, ud på landet til stedet hvor de var blevet hakket, slået eller skudt ihjel: the killing fields. Jeg gemte mig bag træerne ved en af gravene for at kunne blive der i middagsstunden, når stedet lukkede, og sad derefter i flere timer og prøvede at meditere over menneskenes grusomhed. Det er lidt omsonst at forsøge at beskrive denne særlige dag i få julebrevsord. Selv om jeg var spærret inde med 8000 opstablede og blindt stirrende dødningehoveder og sad og stirrede ned i en af gravene, hvor knoglerne endnu lå efter 800 børn, ja så bevirkede den flimrede hede her i årets varmeste måned at det af og til kunne virke banalt. Modsat det regntunge Auzwitch, der hver gang gør én stum en hel dag bagefter, var det som om lidelsens omfang her ikke rigtig ville gå op for én. Måske det skulle være sådan. Måske det slet og ret ikke var muligt. Modsat jøderne, som aldrig ville lade én glemme fordi de var andres ofre, ønskede cambodjanerne tydeligt at glemme deres ene million døde. De var jo deres egne ofre og bødlerne gik stadig frit rundt iblandt dem. Eller var de kun deres egne ofre? Det var jo især mit eget ansvar jeg ønskede at meditere over - alle os der var med i det verdensomspændende ungdomsoprør, som havde støttet bondeopstanden mod de amerikanskindsatte generaler uvidende om det blodbad, der blev følgen. Det var jo på nøjagtig denne dag for 20 år siden, at jeg var styrtet ud i gaderne og havde jublet sammen med hundredvis af unge i San Francisco over guerillapærens sejr over Lon Nol og amerikanerne - sammen med hundredtusinder af cambodjanere på den anden side af jorden. Det var den dag bondehæren begejstret blev hilst velkommen i Phnom Penh. Og så kom tragedien marcherende ind 3 dage efter i form af Pol Pots hårde kerne. At Kissinger og Nixon startede det hele er ingen i tvivl om i dag (selv McNamara indrømmede det i år), men har man ikke selv et medansvar når man støtter en opstand mod et blodigt diktatur - og opstanden udarter i et endnu værre blodbad? Svaret jeg søgte flimrede utilnærmeligt i det blændende sollys ude over markerne. Jeg ved ikke om jeg havde håbet at finde et svar, men det hele begyndte at sejle for mig og jeg måtte efter flere timer gå - pludselig angst for at få et hedeslag og selv dø en meningsløs død i the killing fields. Og bagefter skete der noget mærkeligt. På vej tilbage mod byen ad de støvede markveje, hvor Pol Pot for 20 år siden marcherede millionbyens befolkning ud ad (jo, det var en sand Via Dolorosa på denne Langfredag!) mødte jeg på en smal træbro midt i intetheden pludselig en kæmpestor turistbus, hvorpå der stod Berlingske Tidende. Jeg aner ikke hvem der var i den, men i al fald blev knallerten tvunget så langt ud i siden, at jeg havnede på hovedet i en muddergrøft. Jeg så i forvejen forfærdelig ud pga sveden, der havde gennemblødt alt tøjet, men nu lignede jeg også et stinkende møgsvin, for den sorte grøft eller åbne kloak var fuld af dyre- og menneskelort. Først nu hvor jeg skriver dette kommer jeg i tanker om at det måske var endnu et vink fra fortiden. For det var jo på Berlingske Tidende jeg under Vietnamkrigen havde søgt arbejde som bud for at prøve at sabotere bladets åbenlyse støtte til amerikanernes blodbad. Jeg skulle bringe artikler og ledere ned til sats og sorterede grundigt pro-amerikanske artikler fra i elevatoren, som jeg også overklistrede med Bertrand Russell-tribunal-plakater. Det lyder jo ikke særligt demokratisk overfor ytringsfriheden, kan jeg godt se i dag, men dengang forekom 4 millioner vietnameseres menneskeliv mig vigtigere. Nu fik Berlingske Tidende mig så endelig tromlet ned i muddergrøften, kan man sige. Men det viste sig at være til min fordel. Da jeg aftenen før havde talt med nogle journalister, da jeg tilfældigt var løbet ind i en mindehøjtidelighed med dronning Sirikit i anledning af nytåret og 20-årstragedien, fortalte de at Sihanouk skulle ankomme i kongeslottet næste eftermiddag. Og, nej, ingen journalister kunne komme i nærheden. Jeg har alligevel ikke pressekort, men da jeg altid har beundret Sihanouk havde jeg lyst til at få bare et glimt af ham. Og nu var der ingen tid til at blive vasket. Jeg måtte forsøge, koste hvad det ville. Udenfor de store mure udenom det store område med kongeslottet gik en rød løber ud til vejen med soldater med opplantede bajonetter på begge sider. Jeg luskede mig så tæt på som jeg turde i mit forfærdelige mudderkostume. Lidt senere kom så den hylende konvoj af sorte limousiner og ud steg Sihanouk. Jeg måtte ha' et billede af ham, tænkte jeg, og lige pludselig tog fanden ved mig. Jeg aner ikke hvordan - jeg havde ikke planlagt det - men lige pludselig sad jeg i knælende stilling inde på den røde løber og fotograferede Sihanouk. I linsen kunne jeg se, at han gik lige imod mig. Jeg prøvede at komme væk, men kunne nu ikke komme ud gennem soldaternes rækker på begge sider og endte med at gå et stykke baglæns. Så opdagede jeg at Sihanouk smilede og vinkede til mig. Han var åbenbart i godt humør den dag og morede sig sikkert over mit udseende. Og da jeg så denne uventede reaktion gik det med ét op for mig at jeg jo blot spillede klodshans eller hofnar for en person, som er grundigt træt af den slags rutiner og søger lidt adspredelse. Da han tydeligt kunne lide mig, følte jeg at sikkerhedsfolkene ikke ville gribe mig så længe jeg holdt mig i nærheden af ham. I al fald blev han ved med at gå frem imod mig hvorved jeg ikke havde andet valg end at gå baglæns ad den røde løber en halv kilometer ind i selve kongeslottet. Jeg ved ikke om det var af respekt for hans kongelige højhed eller fordi jeg fotograferede, men jeg gik i al fald med bøjede ben for ikke at være højere end ham. Kun han og jeg måtte gå på den røde løber. Og hele den lange vej stod hans ministre og deres koner i de sjoveste grønne oppustede knæbukser og bukkede sig helt ned til jorden for mig (eller sådan ville en udenforstående have set det) og smed blomster og duftende ting ind til os. Jeg tog mængder af billeder af ham (jeg ved at han kunne mærke min beundring), men ville ønske at der havde været blot én journalist tilstede, der kunne have taget et billede af mig i mit klodshans-kostume sammen med ham. Jeg var med ham rundt i alle hans gøremål, når han lagde blomster ved Bhuddaerne, bad sammen med ministrene eller var i tronsalen. Hele tiden indenfor de ca 2 meter, som jeg fornemmede var min sikkerhedszone. Ofte glimtede han med øjnene til mig som for at sige "Er det ikke vanvittigt, dette sceneri" og "Har vi det ikke sjovt sammen". Når han sad fordybet i bøn, lå jeg næsten i skødet på ham og fotograferede ham lige op i ansigtet. Eller jeg skubbede rundt med elegante guldfade og tallerkener på gulvet for at få bedre billeder af ham. Jeg er overbevist om at havde han ikke haft så umådelig en magt og respekt i landet ville jeg være havnet øjeblikkeligt i fængsel. Men den utrolige oplevelse endte godt, da jeg efter at have tilbragt en halv dag under hans beskyttende vinger, kunne følge ham til sikkerhed udenfor slottet, idet han skulle videre til en middag. En stor oplevelse var det også derinde at møde statsministeren Hun Sen, denne følsomme og tænksomme mand, som havde haft mod til midt i terrorens år at frygte fra den revolution, som han selv havde haft så ledende en rolle i. Da han indså hvad den udviklede sig til, anførte han fra Vietnam den invasion, som gjorde en ende på dette holocaust. Igen svigtede USA dengang Cambodja, skønt det næsten samtidig støttede Tanzanias ligeså nødvendige invasion i Amins Uganda. Skønt Sihanouk naturligvis fik mit hjerte, var jeg dybt bevæget af mødet med den alvorlige Hun Sen, som også på mine billeder har en utrolig stærk udstråling midt i sin beskedenhed.

Jeg kunne bagefter denne oplevelse ikke andet end se en direkte sammenhæng med mine oplevelser i the killing fields. Jeg skrev i sidste års julebev om hvordan alle mine mest utrolige oplevelser altid gik tilbage til en tidligere lidelsesoplevelse. Her havde der måske ikke været tale om min egen lidelse, men i al fald et stærkt forsøg på at komme i kontakt med lidelsen (hvilket også kan føre til fortvivlelse), som direkte havde bragt mig i Himmerige eller kongerige eller hvad det nu bagefter føltes som - derude i gadernes himmelråbende fattigdom. Den nat gik jeg rundt og fotograferede de mange sovende hjemløse. Men oplevelsen fik også endnu engang fortiden op at vende for mig, for som I vil huske fra julebrevet for 5 år siden, var det eneste sted i verden, hvor noget lignende var sket for mig før, på Island. Det var den morgen - den 17. marts 1970 - hvor jeg på vej til Amerika rystet hørte i radioen at Sihanouk var blevet styrtet af amerikanerne og meget stærkt fornemmede hvad dette ville føre til. Så rasende og oprevet var jeg den morgen at jeg ligesom vendte det ud imod alle autoriteter og lavede et væddemål med en tyske passager om at trænge ind og bo hos Islands statsoverhoved. Med et lignende klodshans-kostume - min kæmpestore armyfåreskinspels og det 5 meter lange Vietcong-halstørklæde om halsen - lykkedes det mig, som I vil huske, samme morgen at komme til at bo hos den konservative præsident (som hver dag læste Berlingske Tidende) og i de næste tre uger at argumentere imod Vietnam-krigen. I mit lange brev til jer dengang skrev jeg at noget sådant sikkert kun kunne lade sig gøre i et lille land som Island. Der tog jeg altså fejl. Og nu har jeg fået så meget blod på tanden at jeg kunne tænke mig også at gøre kunststykket efter på Amalienborg. Det er jo ingen kunst at komme derind for at hente sit ridderkors. Det er kun rigtig sjovt hvis man kommer derind som en klodshans med mudder i træskoene. Og den rolle falder åbenbart mig mere naturlig!

Efter Cambodjas lyksaligheder var jeg tvunget til at tage tilbage til Bangkoks hæsligheder i to dage. Det var den samme intetsigende fremmedgjorthed i det rige Costa Rica, der for et par år siden fik mig til at flygte til det vidunderlige, men ludfattige Nicaragua. Efter Cambodja begreb jeg endnu mindre hvorfor millioner af turister kommer til Thailand hvert år. Jeg skyldte dog Thailand at forsøge at give det en chance og havde lyst til at se på den sex-industri, som driver så mange hertil. Men at gå ud i Patpong var ikke lige sagen for mit vedkommende. Hvis jeg havde haft lyst til at komme vandrende med en prostitueret i hånden, ja så var det som om svigermor havde sendt spioner efter mig overalt. "Hej, Jacob, hvad laver du her?" lød det alle vegne fra mine tidligere mandlige elever. Og så mister man jo hurtigt lysten. Men da jeg havde beskæftiget mig så meget med prostituerede i USA var jeg selvfølgelig interesseret i at finde ud af i hvor høj grad de her var blevet forråede. Jeg fandt et mere ukendt område af Bangkok, hvor jeg tilbragte et par hyggelige aftener sammen med dem. Der var faktisk nogle, som var helt søde og naturlige. Først og fremmest havde de ikke den påtrængenhed, som amerikanske har. Man kan sagtens sidde en hel aften med dem og hygge sig uden at nogen begynder at lægge hånd på én. Men én fordom fik jeg hurtigt udryddet i mit sind: har man levet sig blot en lille smule ind i Thailands kultur er det umuligt at se dem som fattige ofre fra landet, der er tvunget ind i byerne, sådan som de fremstilles i moraliserende vestlige medier. De kan sagtens finde på selv at fortælle sådanne historier til de vestlige ører, som ønsker at høre disse tårepersende ting for bedre at få pengepungen op af lommen. Ligeså lærer de sig dansk, arabisk eller hvad slags kunde, de nu har specialiseret sig i. En utrolig flot en jeg snakkede med havde været i Odense og kunne beskrive et nøjagtigt gadebillede. Da vi blev lidt bedre venner næste aften, viste det sig at hun blot havde lært sig en sådan bybeskrivelse, og i øvrigt havde udmærket fuldtidsbeskæftigelse i et vaskeri, men blot kedede sig. Nej, hvis de er ofre for noget er det en thailandsk kultur, som gør det lige så naturligt i nogle år at være prostitueret som det er for mænd at blive munke i en periode. Derefter trækker de sig tilbage som husmødre uden mindste fordømmelse fra omgivelserne. Omfanget af denne sexindustri gik ved en lejlighed op for mig. En dag spadserede jeg i den sveddryppende middagshede på vej mod Nationalmuseet og en ung pige kom op og snakkede tilfældigt med mig på gaden. Hun var turist fra Shang Mai, sagde hun, og da vi begge var turister kunne vi jo følges ad. Som altid i Thailand følte jeg at der stak noget under, når jeg mødte menneskelighed, men hvorfor ikke. Lidt efter standsede en flot bil, og en pige deri råbte om vi ikke kom med. Min veninde sagde at hun kendte hende og at vi kunne nå mere, hvis vi kørte rundt. Det var en virkelig lækker pige, der kørte, og man gør jo hvad som helst for at få lidt aircondition. Jeg blev budt på kolde drinks, men huskede skiltene, der advarede turister mod bedøvelse. Og lækker mad havde de også i et køleskab, men jeg fandt på endnu en undvigende undskyldning. Vi kørte rundt og så nogle pagoder fra bilen, og så pludselig kørte de i høj fart over floden til en bydel, hvor jeg vidste der ikke var turistattraktioner. Langt ude i denne bydel drejede vi brat ind i en kæmpemæssig underjordisk parkeringskælder. Jeg fik straks associationer til Harrison Ford-krimier. Inde i bunden kørte vi op i et af de kæmpemæssige sex-moteller og ned forbi de lange rækker af værelser med gardiner for. Overalt stod der mænd med solbriller og vinkede os videre. Der var nemlig ikke ét ledigt rum selv her midt på dagen. Vi kørte videre op på 2. etage, hvor der også var optaget i de over hundrede rum. Også på trediesal blev vi vinket videre, og først på 4. etage stod der en mand ved en af garagerne og vinkede os ind og trak tæppet for. Pigerne sprang ud og sagde jeg skulle komme med ind. Inde i sex-motelværelset gav de tegn til at jeg skulle vente, mens de selv gik ind i det indre rum - sikkert for at tage tøjet af. Jeg stod et øjeblik og kiggede på de mærkelige instrumenter og maskiner derinde. Da jeg lige havde været i Pol Pots torturkamre dagen før, kunne jeg levende forestille mig hvilken form for lem-læstelse jeg måske nu skulle igennem. Pludselig fór jeg i panik ud igennem forhænget forbi vagten med solbriller. Jeg turde ikke løbe ned ad de lange kørebaner af frygt for at blive forfulgt, men styrtede ned af en cementtrappe og havnede i den ene kæmpemæssige vaskehal efter den anden, hvor hundredvis af koner stod og vaskede lagner. Sluttelig lykkedes det mig at løbe ud og gemme mig i "Seven Eleven"-butik. Da jeg havde fattet mig kunne jeg ikke andet end le af at jeg var flygtet fra et par i øvrigt søde piger kun halvt så store som jeg. Sådan en bangebuks, tænkte jeg, og ærgrede mig egentlig over at jeg ikke havde haft mod til at se hvad der videre skulle ske.

Men mine natlige eventyr i Bangkok forfulgte mig i Danmark. I Vodstrup Efterskole få dage efter spurgte jeg om nogen havde spørgsmål. En kvinde stak hånden op: "Kender du denne pige?" og viste et billede frem. Jeg gik hen og undersøgte det: "Næ, det tror jeg ikke." "Jamen, det er min datter og hende var du da i seng med i Bangkok," sagde moderen tydeligt stolt mens hele salen slog et latterbrøl op. "Åh, jo, nu husker jeg hende", svarede jeg. Jeg havde mødt et par 20-årige rygsækspiger i lufthavnen og inviteret dem til at dele mit airconditionerede CARE-hotel på deres første nervøse aften i storbyen. Jeg har delt seng med hundredvis af mennesker i mit liv og havde overhovedet ikke skænket det en tanke. Men for gårdmandspigen ude fra det yderste Midtjylland havde det åbenbart været så stor en oplevelse, at hun næste morgen havde ringet hjem og fortalt moderen at "hun havde været i seng med Jacob Holdt". Så meget om mine fugtighede nætter i Bangkok, som Suzanne Brøgger åbenbart har fået mere ud af.....

På hjemmebane blev mit sexliv derimod kraftigt forbedret i den følgende tid. Vibeke, der jo arrangerer næste års Afrikafestival, havde fået som opgave at bringe en Sydafrikansk regeringsdelegation herop i juni. Hun skulle stå for alle de kulturelle arrangementer og fik den idé at lave en udveksling mellem en dansk og en sydafrikansk fotograf. En af de kendteste fotografer, Omar Basha, kom herop og skulle i en måned fotografere danskere. God idé - bortset fra at han skulle bo hos os. Han snakkede i en uendelighed om Sydafrika, om "the struggle", om sin lange kamp i ANC, om sine "comrades", om hvordan han havde delt fængselscelle med biskop Tutu og hvordan Mandela havde nægtet at forlade fængslet før Omar blev løsladt osv. Alt sammen meget spændende, men at høre på det - og kun om Sydafrika - fra 6 morgen til midnat var uudholdeligt. Han led af det jeg kalder "det lukkede systems syndrom", for det er nøjagtig det samme man oplever med folk, der kom ud af Sovjet og med sorte, der kommer fra USA's ghettoer. Deres smerte i det system, der havde indespærret dem, er så stor at intet andet eksisterer for dem. Arabal blev spurgt lige før sin død hvad han ville savne mest i døden. Jo, han ville så forfærdelig gerne lige kunne smutte op fra kisten hver dag og se avisoverskrifterne. Jeg har det lige modsat. Jeg opgiver gerne det bedste i livet for at styrte ud af sengen om morgenen og ned for at se hvilke seksuelle ledere Marie Tetzlaff mon nu har begået i Politiken (ja, undskyld Marie, nu ved alle mine venner hvem der skriver dem, men det kan vel kun få jeres oplag til at stige). Men nej, straks var Omar der så ved morgenbordet og krævede al min opmærksomhed. Jeg begyndte at stå tidligere og tidligere op for at få læst avisen, men han hørte mig hver gang. Den sidste del af måneden opgav jeg helt og blev blot liggende i sengen om morgenen. Og det havde Vibeke aldrig oplevet før. Hun syntes pludselig jeg var blevet noget så menneskelig, noget så social og kærlig - og det kan jo føre til mange hyggelige ting!

Men hun havde også selv problemer med Omar. Han var ikke til at drive ud og fotografere. Hun brugte dage på at lave aftaler med prins Henrik om at modtage Omar - og så endte han med at forveksle toget til Fredensborg med det til Frederiksberg og kom glad hjem og fortalte at han havde fotograferet indvandrere hele dagen. Og Henrik? Pyt, Omar var ikke interesseret i at være high society rygklapper - og det var jo sikkert godt nok for Henriks ryg på det tidspunkt. Men natten før den store sydafrikanske regeringsdelegation skulle ankomme havde han alligevel fået en fotoudstilling op at stå i Rådhushallen til Vibekes store lettelse. Og så skete det utrolige: efter at have hørt på hans historier i en måned, om hvorfor han ikke var gået med i regeringen selvom alle hans "high profile comrades" nu sad i høje stillinger, ja, så var jeg efterhånden blevet overbevist om at han var en ren plattenslager. Men ikke så snart var de mange regeringsmedlemmer trådt ind i Rådhushallen før de fik øje på Omar i et hjørne og fór med udstrakt hånd over til ham - helt ignorerende Helveg Pedersen. Og den imponerende Thabo Mbeki, vicepræsident og Mandelas udpegede efterfølger, var simpelthen hans allerbedste ven. Så pludselig hev Omar mig nu rundt for at møde alle dem, jeg altid har hørt om og beundret i ANC, men aldrig troet jeg skulle møde. Det kan nok være at jeg indvendig følte mig lidt flov overfor Omar.

For Vibeke var det en utrolig succes: hun havde fået den idé at lave et af arrangementerne ude på Christiania i et gammelt kanonhus. Her skulle delegationen hygge sig inden middagen og jeg havde fået den idé at lade Yul Anderson, en af mine sorte amerikanske venner spille. Da de ankom var alle trætte og stive efter forhandlingerne. De slipseklædte folk fra Danida og Udenrigsministeriet anede tydeligvis ikke hvad de skulle snakke med disse tidligere guerillaer om. Jeg havde givet Yul et praj om hvem der var vice-præsidenten, og Yul hører til typen der ikke viser respekt for nogen "high profile" personer, så han hev straks Mbeki over til klaveret, gav ham besked om at tage en af hans CD'er med hjem til Nelson og fik ham derpå til at synge sammen med sig. Da selskabet så Sydafrikas vice-præsident stå og give den for fuld hals med armen om Yul, løsnede det helt gevaldig op. Og humøret var helt i top da de vadede ud gennem Christianias pløre til de store sorte ministerbiler, hvor Vibeke hoppede ind sammen med dem og vinkede farvel til mig som en anden dronning. For nu var det min tur til at passe børn mens hun skulle til taffel med de to regeringer. Og det var jo en trist ende på historien for en, der som mig havde kæmpet i så mange år for at få ANC ind i lyset. Så der sad jeg så - alene på den mørke kaj sammen med Lalou og følte mig som den lille pige med svovlstikkerne, når vi så op på lyset, som strømmede ud fra udenrigsministeriets festsal. "Hvad tror du nu mor laver deroppe?" spurgte jeg. "Hun har det sikkert rigtig sjovt," svarede Lalou. Og det kan nok være at Vibeke havde haft det sjovt, da hun den nat kom hjem. Jeg overdriver ikke det mindste når jeg siger at hun lå og hylegrinede og hoppede i sengen hele natten. Og Omar gjorde det samme i værelset nedenunder. Vibeke havde arrangeret festen og havde fået fløjet The South African Jazz Pioneers herop. Sammen med Yul's opvarmning havde det i uforglemmelig grad fået alle op af stolene, ja op på bordene. Anført af Lone Dybkjær, Mbeki og Nyrup havde de danset de vildeste slangedanse hele aftenen. Vibeke havde siddet overfor Danidas protokolchef, der var hvid i hovedet af nervøsitet, thi aldrig havde nogen oplevet noget lignende i Udenrigsministeriet. Jo, det kan nok være at Vibeke har fået en høj stjerne hos Danida efter det party. Nu håber vi blot at hendes Images og Africa festival næste sommer vil blive lige så vellykket. En stor del af den er i øvrigt lagt over til jer derovre i Esbjerg.

Vores ferie gik i år til Skotland, et fortryllende "land" som vi aldrig havde set. I de utrolige landskaber - kun en natrejse fra Esbjerg - undrer man sig over hvorfor halvdelen af Danmark farer til Thailand når vi har langt mere vidunderlig natur lige om hjørnet. Kun én dansk bil mødte vi. Ja, så optaget var jeg af at fotografere i højlandet at jeg kørte i grøften under Vibekes middagslur og måtte slæbes op af en jeep. Edinburgh - ikke mindst kunstmuseet - var jo også en af de skønneste byer i verden - mens Glasgow er kørt i modsat grøft. Morsomt var det at opleve Rob Roy i et ægte skotsk publikum piftende hver gang englænderne viste sig. Og så er det jo skønt som i Norge at kunne campere hvor som helst i naturen, at bade i sin egen flod, ligge på sit eget bjerg osv. Og som altid i mine julebreve må jeg gentage: ingen god ferie uden et godt skænderi! I år så det bragede. Jeg foreslog langs den lange Lock Ness - som for mig blot lignede Comosøen - at vi skulle vende om og ta' ud i det vilde vestlige højland. Vibeke var helt opslugt af Frida Kahlos bog og ville helst ligge stille - her og nu - da hun var mere optaget af Fridas affærer med Trotsky. Hvis vi havde spejdet efter Loch Ness-uhyret kan det nok være at vi fandt det i hinanden. Hidtil har "golanske højder" dækket over vores værste skænderier stammende fra den gang jeg ville længere op i ingenmandsland og se de syriske kanonstillinger mens Vibeke ville ned til et trygt Israelsk fiskerleje og svigerfar sad bagi og krummede tæer. Nu havde vort forhold også nået "loch ness'ke dybder". Men det vilde vesterland var dog denne nedtur værd måtte Vibeke bagefter indrømme efter bjergbestigning og vandreture. Fra Skotland er der kun to timers sejlads til Nord Irland og jeg havde håbet på at få Vibeke lokket med derover. Nu, hvor der var gang i fredsforhandlingerne, ville jeg gerne have at mine børn skulle opleve det delte Belfast inden murene og pigtråden forhåbentlig falder. At Daniel nåede at blive smidt ned af Berlinmuren af en østtysk grænsevagt havde jo givet ham et utrolig glimt af det verdensbillede, der kom til at forme os andre i den ældre generation. Og noget af det, der har gjort stærkest indtryk på mig i mit liv, var den nat jeg stod med en flok legende katolske børn omkring et af de mange brændende bål i Belfast. Da en britisk pansret mandskabsvogn pludselig drejede om hjørnet i mørket, greb disse børn helt ned i toårsalderen alt hvad der var af sten og bombarderede englænderne med et så ubændigt had, at jeg troede vi alle ville blive skudt. At opleve dette had mellem mennesker, der først ved om de skal hade en person når de har lyttet ihærdigt efter hvordan denne udtaler et a eller et e (stort set som i Jugoslavien og Rwanda), var en rystende oplevelse i en land hvor der - som jeg ofte fortæller amerikanerne - samtidig er så meget tryghed, at kvinder blaffer rundt. Jeg havde nogle gange haft 11 blaffere i bilen - mange af dem i højhælede sko og med guldøreringe. Nu hvor dette mærkværdige had mellem mennesker, der ligner os selv langt mere end jugoslaverne gør det, forhåbentlig kan ende i en fredsplan, ville jeg gerne have genset landet, som er så god en påmindelse om de Loch Ness-uhyrer, der kan splitte selv de tætteste familiebånd. Men netop derfor blev jeg nødt til at opgive planen og vi kørte i stedet til det smukke Lake Distrikt, Wales og Cornwall. Mens alle veje i "Europa", som briterne kalder kontinentet, bliver gjort lige, er det fascinerende at se hvordan englænderne bevarer de smalle "bobslædebaner" med høje hække på begge sider overalt på landet. Og overalt at se romernes og vikingernes indflydelse. Ligesom det for mig er spændende at se hvor meget af det jeg kender fra USA - servicekulturen, byggestilen osv. - som i virkeligheden stammer fra England. I Cornwall fandt jeg frem til min ex-kone, Annie's, tidligere kæreste, som hun havde sejlet havene tynde med for 30 år siden. Gennem en lille snak med ham ville jeg prøve at finde ud af om det var mig eller dig, Annie, der var skyld i at vort ægteskab gik i stykker. For som du ved fra Vibeke synes hun jo at jeg er en eksemplarisk ægtemand!

På vej hjem fra Cornwall fik vi feriens højdepunkt. I Littlehampton fik vi lyst til lige at køre forbi Body Shop-fabrikkerne. Jeg kunne ikke dy mig for at spørge portvagten om Anita Roddick var hjemme for tiden selvom jeg ikke havde tænkt mig at se hende. Nej, sagde han og vi begyndte at gå derfra. Men lidt efter vinkede han os tilbage idet Anitas sekretær havde genkendt mig oppe fra sit kontor, hvor vi blev kaldt op. Hele kontoret stimlede sammen. Alle havde hørt om Anitas rejse med mig. De afbrød over telefonen Anita i et vigtigt møde, og hun sagde at vi absolut skulle med hende hjem. Skønt rundvisningerne for de mange turistbusser udenfor var slut for i dag, fik vi en personlig rundvisning af en af cheferne. Der var store omfavnelser, da Anita kom fra mødet. "I know everything about you," sagde Anita til Vibeke. På vej ud af fabrikken blev Anita genkendt af en stor mængde fans og måtte ud af sin VW for at give autografer. Vi var overrasket over at hun ville have os med hjem, for hun var dagen før kommet hjem efter 6 uger i USA og havde endnu ikke set datteren, Justine's nyfødte barn Maiya. Ligeså overrasket blev vi i det store smukke hjem ude på landet. Mens Anita havde siddet i møde, havde hun over telefonen bedt sin 85-årige mor om at lave mad til os, som blev bragt med taxa fra Littlehampton derud, hvorved der snart stod et veldækket bord i haven med mindst tyve retter italiensk mad. Da Anita hørte at vi havde camperet i vores lille kuppeltelt i Skotland udbrød hun: "Hvorfor sagde I dog ikke at I kom, så kunne I helt for jer selv have fået min store borg i Skotland - ikke langt fra dronningens." Som I alle ved plejer jeg altid at dumpe ind hos mine venner uden at advare Jer først, men da Anita nu viste os billeder af sin borg - komplet med tårne, vindebroer og voldgrave - fortrød jeg for første gang i mit liv at jeg var dumpet uventet ind. Vibeke og børnene delte øjeblikkelig min fascination af Anita. Vi fortalte hende og manden, Gordon, om hvor forelsket jeg var blevet i hende sidste år, hvilket ikke kom helt bag på hende. Og var der nogen der nu blev forelsket i hende, var det Lalou. Anita er jo af den impulsive type der ikke blot uforskammet kaster sig over maden lang tid før gæsterne har sat sig, men som samtidig midt i hyggelige middage springer op og siger: "Kom op og se mine smykker, Lalou" hvorefter Lalou spænede efter hende op i soveværelset og Anita hev alle sine smykker ud på gulvet. "Vælg alle dem du vil ha', Lalou!" Det var sandelig svært for Lalou, men hun endte med at blive så belæsset med smykker og gaver, at hun ikke kunne sove den første aften, men blot lå og betragtede dem alle på natbordet og sagde: "Tror I Anita er rigere end dronningen i Danmark?" Også Anitas store labyrintiske have var så fuld af underlige indfald, at vi aldrig lærte at finde rundt i den. Der var netop i samme uge et timelangt program på BBC om den. Som de gode gæster vi var, syntes vi at familien, som så sjældent var samlet, skulle have ro for sig selv om dagen, og kørte selv på udflugter. Men allerede den første dag efter hendes lange Amerikarejse kørte Anita til Brighton for at købe de fineste kunstbøger til Vibeke. Hun blev aldrig træt af at give gaver. En hel dag brugte hun på at trække en af Lalous tænder ud - vist en af de sjoveste dage i Lalous liv. Men Gordon var ligeså sød med en helt anderledes stilfærdig charme. Han viste sig at være ligeså politisk som Anita og fortalte mig om hvor bekymret han var for sin personlige ven, lederen af Ogonifolket, som The Body Shop havde hjulpet, Ken Sawi. Så da hele verden blev rystet over Kens henrettelse senere på året, vidste jeg hvilket slag det var for Gordon. Anita lovede at give Vibeke al mulig hjælp med Afrikafestivallen - bl.a. med sine personlige kontakter til Wodaabe-folket i Niger, som Vibeke har tænkt sig at bringe herop og ved selv at komme og tale om "trade, not aid". Til mig foreslog hun at vi sammen skulle starte op i Sydafrika til næste år. Med alle de bristede illusioner om integration, der er i Amerikanske Billeder, var jeg dog ikke så sikker på at det ville være en konstruktiv måde at lancere The Body Shop på i Sydafrika. Efter 4 dage var vi blevet så naturlig en del af familien, at det føltes mærkeligt at bryde op. Pga vores atomboykot af Frankrig måtte vi køre den 1.500 kr. dyrere rute med Englandsbådene hjem.

Derhjemme fik jeg en varm velkomst ved nazist-demonstrationen i Roskilde. Jeg ville opleve det hele med nazisternes øjne og gik derfor tæt klistret op ad dem. Jeg så det mest nuttede lille nazistpar imellem dem gå og holde hinanden i hånden, men ellers var det tilsyneladende svært for dem at skaffe sig kvinder. En af dem genkendte mig: "Det er dig med de der beskidte billeder af aber!" Han var en af mine tidligere elever, som jeg åbenbart ikke havde haft så heldig indflydelse på. Men han var også af den usikre, angste og ensomme type, der ligger bag de fleste nazister, og derfor blev jeg ved med at fæstne mine øjne på hans for at blive venner med ham. Jeg vidste at hvis jeg kunne få ham væk fra gruppen, ville jeg - og enhver anden allieret af mennesket i ham - kunne vinde ham over for selv de mest progressive ideer. Men at klistre sig tæt op af offentlige nazister kan være farligt. Pludselig kom de autonomes og Roskildeborgernes modangreb og jeg blev genstand for det værste bombardement jeg nogensinde har været udsat for (bortset fra da jeg under et republikansk konvent stillede mig på politiets side). Det haglede ned over mig med brosten, flasker og eksploderende bomber. Det lykkedes mig til sidst at gemme mig bag en ligusterhæk, men jeg var alvorlig bekymret for Daniel, som jeg havde taget med i et forsøg på at få ham interesseret i noget andet end den graffitikult, han var så optaget af. Først da nazisterne havde taget flugten og alle ruder i deres biler var knust fandt jeg ham uskadt mellem de rasende Roskildeborgere. I de følgende dage forsvarede jeg i TV og radio nazisterne og fordømte at de autonome havde givet dem den voldelige opmærksomhed, de søgte.

Det norske indvandrerdirektorat havde finansieret en ny norsk udgave af Am. Bil. for at bekæmpe den voldsomme racisme deroppe. I september skulle jeg op og lancere den. Den dag jeg ankom havde Dagbladet afsløret fremskridtspartiets hemmelige møder med den totalitære højrefløj. Samtidig fandt et vietnamesisk bandemord sted i den store ghetto, der er opstået i Øst-Oslo siden vi sidst viste show deroppe for 10 år siden. Hvorom alt er fik fremskridtspartiet 25% af stemmerne i Oslo og jeg landede lige midt den største racismedebat, Norge har haft. Så jeg fik en spændende tid og var meget inspireret. Jeg skulle først i to uger vise showet i Black Box Theater og som navnet siger er det en kæmpestor sort kasse, hvori jeg var indespærret de fleste af døgnets timer, da jeg havde skoler om dagen og offentlige shows om aftenen. Der var mange dejlige gensyn. Mange af jer vil huske Claus Wiese, denne langhårede hippie, der i flere år kørte Norge tyndt med Am. Bil. og hvis far er international bestsellerforfatter. Men så skulle I se ham i dag! Der gik faktisk et sus igennem salen, hver aften når han trådte ind. Han er nemlig nu populær skærmtrold og nyhedsoplæser i NRK's TV-avis. Hvis I husker ham, så prøv at stille ind på NRK over hybridnettet og få jer dagens chok ved at se noget der ligner en vaskeægte republikaner. Ja, Claus, du bliver ved med at sige til mig at "det er tidens tand", men som du kan se på mig behøver man da ikke at lade barberen gå så hårdt til værks når man sælger sin sjæl til.....

Jeg fik nogle dejlige venner i kunstnerkredse bl.a. Ingunn Harket. Hun viste mig rundt i Oslos blomstrende natteliv, der næsten helt overgår Københavns nu, og introducerede mig til sin kreative familie bl.a. broderen Morten fra den - fik jeg at vide - verdenskendte popgruppe a-Ha. Alle syntes at være noget i den familie, og en anden bror, Håkon, skrev nok den bedste anmeldelse i Aftenposten jeg nogensinde har fået af showet (for en gangs skyld en der handlede om emnet, racisme, og ikke om personen bag, thi denne side mestrer jeg jo meget bedre selv!). Håkon - dybt optaget af etiske spørgsmål og i gang med en ny bog om Kierkegård med en fortolkning baseret på den Evige Jøde (vandringsmanden som jeg jo kan relatere til!) - ønsker nu at komme med mig på køretur i USA for at vi sammen kan interviewe højreekstremistgrupper.

En uge før min efterårsturné i USA havde jeg endnu ikke fundet nogen, der ville med mig rundt. Da jeg hader at køre rundt alene i USA sendte jeg nødråb til nogle af jer, som før har ytret ønske om at tage med, og Charlotte Blay mente da også at hun lige kunne sætte en uge af mellem to af sine foredrag. Det lykkedes dog ikke og først dagen før ringede pludselig en lille frisk pige og spurgte om hun måtte komme med. Ulla kom derover nogle dage senere og vi havde en hyggelig tur til sydstaterne, men jeg må nok sige at min svigtende hukommelse kom på lidt af en prøve. Hun var kun 21 år, men havde allerede prøvet alverdens ting og talte flydende spansk og portugisisk. Når som helst jeg sagde noget der var forkert - og I ved jo efterhånden at I skal tage alt med et gran salt - kunne hun straks rette mig. "Det er den bank, som Marly og jeg tænkte på at overmale på Che Guevaras dødsdag den 8. december," sagde jeg f.eks. i New York. "Nej," kunne hun igen rette mig "Det var den 8. oktober!" Og jeg måtte indrømme at jeg havde forvekslet Che's dødsdag med min fars fødselsdag, som iøvrigt i år var nummer 75 med stor fest. Efter besøg hos flere sorte venner bl.a. hentede jeg igen Lela midt i en begravelse - nu dog AIDS og ikke mord - boede Ulla og jeg hos en hvid ven i North Carolina. Og her synes jeg lige, Claus, at jeg vil fortælle dig om en gammel hippie, der virkelig blev republikaner. Glynn og Vicky havde samlet mig op i deres VW-bus udenfor Raleigh i 1972 og inviteret mig ud til deres lille farm house. Med sit lange hår havde Glynn dengang ingen hvide venner. Hver aften kom alle hans sorte venner og drak øl med ham og det var faktisk gennem disse kontakter jeg tog mange af mine bedste billeder i bogen. Dengang var de vegetarer og stærkt venstreorienterede. Men hver gang jeg siden besøgte ham var der sket små forandringer. Først røg håret, så kom der kød på bordet og en dag opdagede jeg, at der aldrig kom sorte venner i huset mere. "They turned niggers on us!" svarede Glynn. Hvad mente han med det? Jo, både det ene og det andet, men det begyndte med at Hugh, som ligger i sengen øverst side 184 i bogen, havde røvet alt i huset. Hugh sidder faktisk stadig i Central Prison i Raleigh, hvor det ikke lykkedes mig at besøge ham denne gang. Glynn og Vicky er siden blevet rigere og rigere og har efterhånden bygget deres lille rådne farm house om til et mindre slot, men Lep, som sås i TV-udsendelsen og alle de andre sorte i området er blevet fattigere og fattigere. Hvorfor? Jo, fordi Glynn i dag kun ansætter mexicanere og alle de sorte i tobaksmarkerne er ligeså skiftet ud med mexicanere. Og nu stod så Glynn der, sammen med andre republikanske venner, over en hyggelig barbecue og brokkede sig til Ulla og mig over alle de skatter, de skal betale, og over al den socialhjælp de sorte får (altså fordi han og hans arbejdsgiver-venner ikke vil give de sorte arbejde!). Alle sagde de, at hvis nogen af deres ansatte prøvede på at danne fagforening, blev de øjeblikkelig fyret. Derfor er der ingen fagforeninger i Syden. Det var godt for mig at bo hos Glynn igen, for i det sidste års tid har jeg i den grad racet mod republikanerne at de efterhånden var blevet en ansigtsløs fjende for mig. Og da jeg holder meget af Glynn og de hvide venner, han har i dag, fik jeg lejlighed til at leve mig ind i mennesket bag den deprimerende republikanske facade i dagens USA. For den forvandling jeg har set Glynn og Vicky gå igennem over årene er parallel med den det hvide Amerika er gået igennem - den som har skabt den voldsomme kløft mellem sorte og hvide. Det var den som slog ekstra meget igennem i O.J.Simpson-sagen og de sorte mænds million-march her i efteråret - og som viste sig da jeg besøgte Glynns gamle sorte ven, Lep (nederst side 247: billedet blev faktisk taget i Glynns stue dengang), som ikke engang var klar over at Glynn stadig boede en halv kilometer fra ham. Jo, i deres lille landsby var jeg i sandhed blevet budbringer mellem det sorte og det hvide Amerika!

Men der er også lidt håb, som min fortsatte Anita Roddick Story vil vise. Efter Glynn kørte vi over til The Body Shops amerikanske hovedkvarter lige i nærheden. Nu ville jeg da lige møde den sekretær, som jeg kom til at kende så godt i telefonen i februar og møde en god gammel ven - ja, altså dig, Lorelei (for hun læser faktisk dansk: det var hende der tog sig kærligt af Flim, da han som to-årig blaffede 16.000 km med mig gennem USA's ghettoer og havde fået flækket tungen i et slagsmål i Washingtons vilde syd-østghetto). Men straks jeg trådte ind i de flotte bygninger blev jeg kaldt til møde. De var begyndt at lave racisme workshops for deres ansatte og brugte tilmed min gamle ven, Charles King's model, som jeg beskrev i julebrevet det år jeg sad på King's dødsleje. Nej, hvor blev jeg glad over at høre dette. Hovedkvarterets mange ansatte reflekterede jo nemlig den triste sort-hvide realitet i oplandet, som jeg lige beskrev, og mod deres og Anitas vilje var de derfor endt med den samme institutionaliserede racisme som overalt i Amerika - med sorte på fabriksgulvet og hvide i kontorerne og voksende spændinger imellem dem. Anita havde hele august faxet mig frem og tilbage for at skrive en artikel om vores fælles rejse, som nu lå med kærestebilledet af os fra sidste års julebrev i hendes butikker overalt i verden. Derfor vidste hovedkvarteret at vi var gode venner og var overbeviste om at jeg kunne overtale Anita til selv at gå gennem en workshop hvis vi gjorde det sammen (thi hun er jo kendt for ikke at kunne sidde stille i et sekund). Og kunne de først få hende spændt fast med jernlænker gennem en hel workshop, var de overbeviste om at hun ville blive så begejstret at hun ville gøre brug af racisme workshops for alle sine ansatte og dermed blive et af de mest progressive firmaer i Amerika. Det var jo lige min kop te. Det hele gik dog midlertidigt i vasken fordi jeg havde shows oppe i nordstaterne i de dage Anita skulle komme til Raleigh. Men som I kan gætte af min lille føljeton - "The ongoing Anita Roddick Story" - glæder jeg mig i denne juletid allerede til det næste kapitel.....

Efterårsturneen var i øvrigt en katastrofe: første nat brød som sædvanlig tyve ind og stjal alt af værdi i bilen bl.a. den ny radio jeg havde købt 6 timer før; så gik min bog-distributør konkurs, hvorved jeg mistede 100.000 kr; derpå skrev en mand efter at have set min workshop mig en check ud på 30.000 kr. som viste sig at være dækningsløs da jeg havde brugt pengene på nyt udstyr; så brød en flymotor sammen hvorved jeg gik glip af et show til 15.000 kr.; derpå droppede PBS mig ud af Jacob Riis-filmen for i stedet at lave en ren historisk film. Jeg var ked af det efter al den tid vi havde brugt på filmen, men kunne godt se at den blev bedre af det osv..... Men på det personlige plan gik det endnu værre, først ringede Vibeke og fortalte at min ex-kones mand gennem mange år var gået fra hende og at hun var helt slået ud; derpå forlod min "egen" kinesiske "kone" mig. Det var Christina Sun, som flere af jer har mødt og som jeg har delt lejlighed med i 6 år. Vibeke var ikke helt glad ved det i begyndelsen og drillede mig med min "amerikanske kone" - dog kun indtil hun kom over og boede hos hende og selv blev helt vild med hende. I kan se på og dekorere jeres vægge med hendes kunstværker ved at hente dem på Internettet (www.echonyc.com/~art/sun_studio). Hun er noget af det smukkeste og mest charmerende jeg kender - og som Anita - fuldstændig spontan. Hver weekend, når jeg kommer flyvende ind til New York, ta'r hun mig med til alverdens morsomme ting, altid grinende og munter når jeg er længst nede og har brug for opmuntring. Kan hun ikke finde på andet, vader hun blot ind til andre folks fester, og alle bliver straks fortryllet af hende. Forleden nat ringede hun til mig for at fortælle at hun lige havde været til middag med Alex og Joakim og at Alex var helt fantastisk, men at jeg ikke måtte sige det til nogen for de var på en hemmelig bryllupsrejse uden ledsagere. Og to dage efter læste jeg da også i aviserne at Alex og Joakim rent faktisk havde været i New York. Jo, Chris er en festlig pige. Og derfor var jeg også ked af det, da hun nu var flyttet fra vores lille hyggelige hummer på 10. Street og sammen med en af New Yorks rigeste mænd, som laver reklamerne i Vogue o. lign. Hun havde gjort det på den betingelse, at jeg skulle have mit eget gæsteværelse hos dem. Så nu er jeg flyttet ind i en kæmpestor lejlighed med haver til begge sider på toppen af et højhus. Fra mit værelse træder jeg lige ud i min have og kan se ud over hele Manhattan. Men jeg savner nu alligevel at have min egen "kone" nede i slummet.....

Men det værste af mine personlige tilbageslag - og årets værste nyhed som jeg vil slutte julebrevet med - fik jeg at vide da Ulla og jeg kørte op fra Sydstaterne. Vibeke sluttede en telefonsamtale: "Der er noget jeg burde sige til dig, men som jeg ikke tør at sige..." Jeg insisterede på at få det at vide nu, da jeg ikke skulle holde foredrag den aften. Vibeke tøvede længe - jeg tror hun var alvorligt bange for at jeg skulle køre galt, når jeg fik det at vide. For det var Hans Peter Knudsen (fra min gymnasieklasse), der var død, dræbt i en af de ulykker, der er så meningsløse, at man siger til sig selv at der må have været en mening; - ramt på vej til postkassen af en spritbilist en stille søndag eftermiddag. Vibeke vidste hvordan jeg ville tage det. Jeg skulle køre den dag, men brød fuldstændig sammen i gråd og måtte standse mens Ulla efter bedste evne forsøgte at trøste mig. Jeg var selv overrasket over min reaktion. Jeg har oplevet så meget død at det efterhånden, som nævnt, næsten er lettere for mig at grine over den. Men Hans Peter var for mig noget særligt. Jeg har aldrig rigtig haft stærke mandlige venskaber, men hvis jeg har haft noget der lignede et sådant intimt forhold var det til dig, Hans Peter. Du var et af de varmeste mennesker jeg har kendt, men jeg tror ikke at de fleste af de andre kendte denne side af dig i gymnasiet, hvor du ikke rigtigt lukkede op. Du havde samtidig det som jeg elsker ved amerikanerne, evnen til at begejstres uden angst for at tabe ansigt og altså uden den målende "cool"-hed og beregnethed, som jeg hader i danskerne (og mig selv). Som den kærlige og bundsolide familiefar, du var, vil det nok overraske nogen at høre, at du var den første min mor advarede mig imod ("Sådan håber jeg aldrig du bliver!")- dengang du blev fundet liggende af druk efter en konfirmationsfest oppe i præstegårdshaven. Ja, hvor har du tit måttet høre for det, for vi elskede at drille hinanden som gode venner gør det. Når jeg så tidligt knyttede min skæbne til dig var det fordi jeg så dig i gymnasiet gå igennem den samme lidelse, jeg selv var gået igennem i realafdelingen to år før. Med vores tykke jyske dialekt kunne ingen forstå os det første år inde i storbyen og vi følte os dumme og diskriminerede (i det mindste i vore egne hoveder). Det var denne - vores fælles smertefulde omstillingsproces - som gjorde det lettere for mig at se hvad der sker med sorte børn i hvide skoler hvorfor du da også var i mine tanker, da jeg skrev side 231 i den amerikanske bog. Så smertefyldt havde det været for dig, at skønt jeg brugte det meste af natten før, kunne jeg ikke få dig overtalt til at komme til vores 25-års studenterjubilæum. Vi snakkede om det på vore køreture og forstod begge at ingen kunne bebrejdes for at det blev så svært. Selv de bedsttænkende hvide børn i USA kan ikke bryde ud af det mønster, der allerede har formet dem så stærkt. Heldigvis er disse sociale skel mellem by og land da også siden gået stærkt i opløsning i Danmark. Med denne - din lukkethed i gymnasiet - var det faktisk først mange år senere at jeg kom til at kende dig rigtigt. Med dit arbejde - der gav dig to måneders vinterferie - havde du modsat de fleste andre, der læser dette - tid til at tage med på mine turneer. Og på sådanne lange køreture med fælles oplevelser gennem tykt og tyndt knyttes uundgåeligt dybe venskaber. Derfor er minderne om dig, der nu vælder frem, uløseligt forbundet med vore rejser. Flere af dem vi boede hos i Norge, hvalfangeren, Gro osv, spurgte efter dig her i efteråret, men mest uforglemmelig blev vores store Amerikatur - 17.000 miles regnede du det bagefter ud til. Uden at forklejne nogen af de andre, der har været med, er jeg ikke i tvivl om at denne tur var den bedste jeg nogensinde har haft med nogen. Du var jo den første jeg havde med og jeg glemmer ikke hvor stolt jeg var over at skulle vise dig mit liv og mine amerikanske venner, - ja, selv noget så barnligt som min store bil. Da jeg hentede dig den første dag var jeg så glad at jeg ramte biler både foran og bagved og satte et helt batteri af tyverialarmer i gang. Pyt, sådan gør man i New York, sagde jeg da du blev nervøs over al den larm. Eller hvor forlegen jeg var den første nat, da vi skulle sove i bilen efter at have været i kirke i Harlem. Der havde vi spist noget soulfood, som hele natten gav mig en sådan diaré at jeg ustandselig måtte krybe hen over dig og ud i sneen. Vores største oplevelse sammen var vel mødet med James Baldwin. Det var dig, der kun et par måneder efter fortalte mig at han var død. Jeg ved ikke om jeg fik fortalt dig, hvor meget de billeder du tog af ham og mig sammen har forbedret mit forhold til skeptiske sorte. Fra Baldwin kørte vi den lange tur ned til Nashville, hvor vi sad naglet til sæderne i spænding i countrymusikkens højborg, Opryland. Vi skulle have overrakt studenternes humanitære fredspris - eller troede at vi skulle - for det blev Willie Nelson, som også var nomineret, der fik den. Da du hørte resultatet, sprang du 7 meter i luften og råbte: "Fandens osse, FANDENS OSSE!" Men du levede dig ikke blot fuldt og helt ind i mine drømme og ambitioner, du var også en god og solid hjælpende hånd. Med dig ved rattet behøvede jeg blot at stille en stor spand kaffe ved din side og kunne så gå i seng i Chicago og vågne op næste dag i Texas, hvor du i stedet for et "Godmorgen" søvnigt gryntede "Fandens til tynd kaffe de har i Amerika". Jeg husker hvordan du overalt følte dig forfulgt af amerikansk politi, og sandt var det at vi ustandselig blev standset. Værst var det når de vækkede os i bilen om natten. I Cincinnati var det så varmt at vi måtte hoppe halvnøgne ud i armene på politiet: "Hva' er I for et par bøssekarle?" sagde de. - Ja, minderne om dig vælder op, men jeg må standse. Mine tanker her i denne jul vil først og fremmest gå til Else Marie og dine to piger og den svære tid de går i møde. At dø er sikkert ikke så svært når man har haft så rigt et liv sammen som jeg ved at I havde. Men at leve videre med savnet om dig, Hans Peter, vil være svært for os alle. Jeg ved ikke helt, hvad jeg ville have sagt til din begravelse, men jeg er egentlig glad for at jeg først hørte om din død dagen efter og får lov til nu at sige det på denne måde i stedet. Else Marie gav mig en levende telefonisk beskrivelse af begravelsen i USA - og jeg er glad for at jeg alligevel fik lov til at være til stede i Gittes tale. Tak for alt, Hans Peter!

En ting jeg håber vi andre kan lære af Hans Peter er hans begejstring over livet. Jeg håber at jeg i dette julebrev har været i stand til at dele denne begejstring med jer ved at fortælle lidt om de mennesker jeg har mødt i årets løb - og om de mennesker der har betydet noget for mig. Og det har I jo alle gjort, - jer der modtager mine følelser og tanker her omkring årsskiftet. Jeg håber at også I - som Hans Peter - vil få mod til en dag at tage med på mine rejser - og at I indtil da vil nyde dem i skriftlig form. Det går lidt hurtigt med at nedskrive dem her i juletravlheden, så derfor håber jeg I vil bære over med de ting jeg skriver, der måske burde have været tænkt lidt bedre igennem. Nu er jeres julebreve og postkort begyndt at dumpe ind af brevsprækken, så jeg må se at få dette postet. Husk at jeg nu er på Internettet og også er glad for bare et par liniers elektronisk post på INTERNET:100744.1362@compuserve.com, som jeg øjeblikkeligt kan læse overalt i verden. Nu vil jeg ønske jer og jeres børn og familie en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

Kærlig hilsen

Jacob Holdt, Gernersgade 63, 1319 København K. Tlf og fax: 33-124412.