The Body Shops idealistiske danske direktør, Jan Tronier, havde fået den idé at jeg skulle støtte deres projekter i Nepal, som er omtalt i Anitas bog. Da der ingen underholdning er i nattetimerne i Kathmandu, skulle jeg vise show for vestlige trekkere.

Indtægterne skulle ubeskåret gå til deres AIDS-oplysningskampagne blandt Nepals kvinder, så det var jo ikke svært at sige ja til. Jeg har tit savnet noget der mere konkret kunne gavne andre end blot det at være flyttemand for tankegods.

Imidlertid havde vi ikke taget højde for det nepalesiske toldvæsen, som ikke ville have mit gamle udslidte udstyr ind i landet. Skønt der allerede var sendt elegant trykte indbydelser til prominente regeringsfolk, måtte jeg efter adskillige besøg hos toldere i mørklagte kvarterer med whiskyflasker under armen opgive. Det var dog en stor oplevelse forinden med korslagte ben på tykke tæpper at få lejlighed til at trænge en lille smule igennem til mennesket bag de "toldere og farisæer", som man igennem sit liv har fået så stor respekt for. Ja, så meget, at skønt jeg oprindelig var EF-modstander med stærke emotionelle argumenter, skulle der ikke ret meget show-virksomhed til på de europæiske landeveje før jeg blev ligeså fanatisk EF-tilhænger med ganske anderledes praktiske argumenter - f.eks vanviddet i at blive sendt frem og tilbage over den engelske kanal i dagevis fordi hverken Frankrig eller England ville have vores udstyr ind. Ofte måtte vores sekretær Dominique bruge ugevis derhjemme på at redde trådene ud for os - eller betale kæmpemæssige beløb for at vi kunne få det gamle nedslidte udstyr ud af lande, som det var lykkedes os at smugle det ind i. Netop derfor vendte Dominique nu ustandseligt tilbage i tankerne hos mig: denne smukke, glade franske pige, som engang havde banket på i Købmagergade for at give mig røde roser - og som jeg var faldet så pladask for at jeg straks gjorde hende til "sekretær". I de næste fem år var hun mine mange indre frustrationers og aggressioners venlige og smilende talsmand og ansigt ud mod offentligheden. Nu, hvor jeg var ved at ædes op af raseri over at toldere har så meget magt at de blot kunne lade mit udstyr ligge i Singapore mens selv kongens ministre med guldtrykte invitationer i hånden måtte gå forgæves, havde jeg virkeligt brug for hende igen. Og POP! Der var hun så pludselig igen - i form af sin datter, Pernille, der som lille pige havde løbet rundt blandt os i Købmagergade - og som nu rejste rundt på egen hånd i Nepal. Mens jeg kæmpede en brav kamp med tolderne i aftentimerne, havde Pernille nu den samme afstressende virkning på mig, når vi allerede før solopgang sammen tog ud til bøn og alsang i hinduistiske og buddhistiske pagoder. Disse stærkt religiøse oplevelser i det smukke morgenlys var så betagende og overvældende at du simpelthen ingen anelse har om alle de smukke tanker, jeg der sendte dig, Dominique! Jo, fortiden vender bestandig tilbage i mit liv når jeg har mest brug for den.

Jeg gav til sidst pokker i aidsramte kvinder - eller ønskede i hvert fald ikke at medvirke til yderligere korruption med de beløb, som tolderne krævede - selv med deres fattige snottede børn på skødet, og løb i stedet efter en uge nærmest skrigende op på CARE's Nepal-kontor. CARE's danske direktør, Niels Tofte, havde hjemmefra håbet at jeg ville få tid til "lige at tage nogle billeder for CARE når du nu alligevel skal derud." Udtrykket "lige" siger nok mere om din begejstring for frivillige, Niels, end om Nepals uvejsomme bjerge. Jo, hvis nogen efter min artikel i Politiken om ulandsracisme havde mig mistænkt for at være i lommen på CARE har de vist ingen anelse om hvor svært det er at komme i lommen på Niels. Men under alle omstændigheder foretrak jeg at lave frivilligt beskidt markarbejde for CARE frem for frivilligt renvasket bestikkelsesarbejde i byen for The Body Shop. Inden et døgn var jeg sendt ud i Syangja-distriktet for at fotografere kvinder, - et ønskejob. Ulandsfotografer - både kvindelige og mandlige - bruger jo i forvejen 80% af deres film på kvinderne. Nu behøvede jeg ikke engang at undskylde min sexisme!

Men hvad med min racisme? Som bekendt er det jo spørgsmål omkring racisme i forholdet mellem bistandsgiver og -modtager, som har gjort mig begejstret for CARE's måde at arbejde på. Flere Danidafolk, som verbalt overfusede mig i Københavns natteliv efter min artikel om racismen i dansk ulandsarbejde, undlod ikke at anfægte at jeg kunne tillade mig at angribe deres racisme når jeg jo har skrevet ikke så lidt om min egen racisme - udviklet gennem de mange år i USA's heksekedel. Tyv tror andre stjæler, eller hvad? Jeg behøver nok ikke at undskylde min amerikanske racisme. Jeg ville gerne møde det teflonmenneske, som mener at kunne leve i et samfund som det amerikanske uden at blive racist. Her er alle f.eks. vidende om fænomenet med at sorte børn i gennemsnit sakker bagud efter de hvide i skolesystemet. Følgelig udvikler man uundgåeligt i sit inderste en ubevidst negativ tænkning om sorte, som er i så voldsom kontrast til ens bevidste kristne/frisindede/venstreorienterede højere idealer, at det frembringer en altgennemsyrende destruktiv (og selvdestruktiv!) skyldfølelse i ens adfærd overfor ofrene. For ofre er der tale om, når de hvide sidder så effektivt på magten, at de uden egentlig at ønske det tvinger sorte til at indvendiggøre, tro på og med tiden leve op til deres negative tænkning om dem - værst af alt deres negative forventninger til dem. Hvorefter undertrykkelsens onde cirkel cementeres. Ligesom jeg ikke har set eksempler på danskere, hvem det er lykkedes at undslippe dette undertrykkelsessystem i USA, begriber jeg simpelthen ikke at visse Danidafolk kan være så naive at tro at dette skulle være muligt i de langt mere "skæve" arbejdsforhold, de uundgåeligt kommer ud for i sensitive postkoloniale områder såsom Afrika. Og hvis man ikke ærligt erkender og dernæst arbejder med sin racisme f.eks. i workshops tror jeg ikke man skal gøre sig forhåbninger om at nå ind til den eller at hjælpe andre med at komme ud af deres racisme. Dette har intet at gøre med "jeg har syndet" religiøse bekendelser, som jeg ofte ser kyniske danskere betegne processen, for man behøver overhovedet ikke at skamme sig over en racisme man erhvervede sig ufrivilligt. Skyldfølelse er tværtimod den mest destruktive racisme. Nej, det drejer sig simpelthen om at blive en bedre og mere effektiv arbejder. Derfor føler jeg ikke at min amerikanske racisme diskvalificerer mig fra at påtale den racisme, jeg sammen med Kitte i 1982 i så udtalt grad oplevede blandt mine danske venner, som var udsendinge i Afrika. Tværtimod! Og snarere end at gå i defensiven synes jeg at Danidafolk vedvarende burde gøre sig mere effektive ved fortløbende at arbejde med deres egne dybeste følelser overfor bistandsmodtagerne i hyppige workshops - især under opholdet i udlandet. For før et ophold vil ingen dansker med vores syndebukketendens til at bruge begrebet som skældsord kunne overbevises om at de vil komme ud for arbejdsforhold, der vil gøre netop dem til "racist". Uh ha da, nej!

En sådan forståelsesramme gjorde det ret let for mig at sætte mig ind i Bolivia, føler jeg, selv uden at forstå sproget. I al fald fik jeg kun mindre kritik, der angik sprogvalg snarere end egentlig fortolkning af forholdene, da jeg viste mit Boliviashow i landet selv. Men forståelsesrammer stivner let i fordomme, og derfor er det både forfriskende - ja livsbekræftende - såvel som rystende pludselig at stå i det vakuum hvor man erkender at ens vestlige forståelsesramme falder helt til jorden som i Nepal. For det første var det - sammen med Thailand senere på turen - første gang jeg havde været i et uland uden kolonial fortid. Om fornemmelsen jeg havde af ikke at se så meget ulighed i forholdet mellem bistandsgiver og -modtager her skyldes de pludseligt manglende farvede briller eller den manglende koloniale fortid får derfor stå hen i det uvisse. For det andet gør Østens hinduistiske kaste/skæbneunderkastelse og buddhistiske lidelseslivssyn det svært overhovedet at anlægge en racisme-referenceramme. Begge synes at lægge en dæmper på det indbyggede misundelseskompleks, som er så destruktivt for bistandsmodtageren, der hvor den vestlige forståelsesramme passer. Jeg vil f.eks. ikke et øjeblik i Afrika og Latinamerika tøve med at angribe den racisme, der udvises af bistandsgiveren, som både i ord og tilstedeværelse prædiker lighed, men i praksis (især livsstil) og tanker udøver ulighed. Men min umiddelbare fornemmelse var, at den østlige filosofi har så stærkt et greb om folk, at selv om vi måske havde med nøjagtig den samme vestlige bistandsgiver at gøre, ville forholdet mellem denne og bistandsmodtagere i Østen ikke nødvendigvis der kunne klassificeres som racistisk. I al fald virker det umiddelbart ikke destruktivt i Nepal og Thailand, hvor jeg ikke så de afhængighedstyngede forhold til hvide, der kan gøre det så deprimerende at færdes i Afrika og Bolivia. Jeg havde satset en del på at følge et par udsendte fra Mellemfolkeligt Samvirke, for at høre om deres forhold til befolkningen, men mødet blev for kortvarigt til at kunne drage nogen konklusion af det. Umiddelbart følte jeg dog - og det hænger nok ikke mindst sammen med den imponerende styrke jeg så i de indfødte CARE-medarbejdere - at danskerne i det store og hele var unødvendige. Der var mere end nok af uddannede nepalesere, der med lidt træning langt hurtigere, bedre og billigere (en ms'er koster en halv million kr om året at sende ud) ville kunne leve sig ind i bøndernes sprog og kultur. Til gengæld følte jeg med henvisning til de førnævnte argumenter heller ikke at deres tilstedeværelse på nogen måde var direkte skadelig. Det skyldes naturligvis ikke at begge danskere havde en indlevende udstråling og de bedste intentioner - for det er jo ikke karakter racisme handler om - men snarere som sagt nepalesernes teflonkarakter. Af samme grund tror jeg at jeg varmt vil kunne anbefale Nepal som turistland: befolkningen virker (med visse forbehold) ikke som om den let vil kunne ødelægges af turisme. Jeg har aldrig været i et land, hvor folk i den grad ikke ænsede min tilstedeværelse som fotograf selv i de helligste eller mest private situationer. Hver gang jeg overskred mine egne vestlige grænser for det tilladte gik det op for mig at jeg intet anede om hvad der foregik i hovederne på denne skønne befolkning, som ustandseligt blomsterkransede mig efter mine små forbrydelser mod menneskeheden - næsten som eleverne på Hawaii blomsterbekranser mig nærmest i takt med at jeg "undertrykker" dem med racismebeskyldninger.

Når jeg rask væk næsten afskaffer nytten af at bruge danskere i ulandsarbejde, vil I nok straks spørge hvad pokker jeg så selv laver i ulandene som fotograf, når en indfødt fotograf jo ligeså godt kunne tage billederne. Det har jeg selvfølgelig selv tænkt en del over, men som enhver anden egoistisk ulandshjælpeeventyrer har jeg straks svar på rede hånd. Dybest set mener jeg naturligvis ikke at jeg har noget forsvar. Jeg har det i hvert fald ikke godt med den forurening af jordklode og atmosfære, jeg forårsager med sådanne fjernrejser og vil sikkert af hensyn til min egen moralske integritet tage konsekvensen af det en dag (men som den egoist, jeg er, vil det nok ikke ske før det hele alligevel er ødelagt af min adfærd og ikke værd at rejse til mere). Overfladisk set forsvarer jeg mig derimod med at - modsat de fleste ulandsudsendte, der skal arbejde for den indfødte befolkning - arbejder jeg jo for den hjemlige danske befolkning. På samme måde som sorte i USA ved at hvide lytter mere til en hvid end til en sort, som taler deres sag, vil den brede danske befolkning lytte mere til en dansk fortolkning af Nepals eller Bolivias problemer end til den fortolkning en indfødt kommer med i sine billeder. Det absolut eneste, der retfærdiggør en sådan diskrimination mod den indfødte fotograf er altså, at der derved kan rejses flere penge til ulandsarbejdet. Og så er det jo vigtigt at have in mente, at kun molboer kan finde på at trampe kornet ned for at redde kornmarken...

Men kan et lignende effektivitetskriterium bruges i ulandshjælpen til at prioritere danske akademikere over indfødte akademikere i lande, der som Nepal synes at have nok af højt uddannede folk? Det er på dette punkt jeg endnu engang blev begejstret for CARE's måde at arbejde på. Ja, langt mere end jeg gav udtryk for det efter besøgene i Bolivia. På de lange opslidende vandringer af kirkegårdstrapper ad noget der føltes som op- og nedstigning fra himmerige i én sisyfosk uendelighed ("himmerige" er jo ikke helt ved siden af når det gælder Nepals natur og befolkning) kom jeg tæt ind på livet af CARE's indfødte projektarbejdere. Det, der særligt gjorde indtryk på mig var at opleve det forhold, de havde til bønderne. Ikke blot virkede de helt og aldeles på lige fod, men de deltog i endeløse diskussioner også om alt, som intet havde med CARE's projekter at gøre, f.eks. som mæglere i småstridigheder mellem landsbyer. Ingen udlænding kunne selv efter mange års indlevelse få et sådant forhold til befolkningen. Og resultaterne blev derefter: imponerende projekter med f.eks. vandføring gennem "umulige" landskaber, som bønderne arbejdede på fra morgen til aften udover deres almindelige arbejde. At de fleste af CARE-folkene var brahminer (fra den højeste kaste) - og i i øvrigt gav udtryk for stærk skamfølelse over det - syntes ikke at være en hæmsko for det ligeværdige forhold - hvilket endnu engang lod mig ane hvor meget jeg havde at lære om østens tankegang, som jeg var smidt hovedkulds ud i uden spor forberedelse. Deres middelklasse- og bytilhørsforhold havde efter eget udsagn været en langt større hindring. Og på dette punkt gav CARE-folkene næsten alle som én udtryk for en meget stærk taknemmelighed overfor CARE. Skønt enhver anden ville have oplevet deres liv som en slags opofrelse, gjorde det voldsomt indtryk på mig i lange natlige samtaler gang på gang at høre dem vende tilbage til, hvor privilegerede og heldige de var. De fleste havde efter høje akademiske uddannelser haft trygge, men for dem selv fuldstændig intetsigende stillinger indenfor regering eller erhverv, hvor de hurtigt blev en del af den almindelige korruption. Alle som én havde de set ned på eller haft direkte foragt for bønder og lavere kaster. CARE havde reddet deres liv ved at give dem et meningsfyldt menneskesyn og ved at lære dem, hvor meget de dagligt havde at lære af bønderne. At de sagde dette uden mindste antydning af krukkeri eller romantisering gik især op for mig, da en sådan CARE-barfodskoordinator i to dage sad ved min sengekant og lagde varme bind på og gned mine ankler efter et fald, som havde forårsaget en voldsom forstuvning. Vi var dages vandring fra lands lov og ret - eller i hvert fald fra læger eller katastrofefly hvis ulykken havde været større her i ødemarken - og alligevel blev han ved med at vende tilbage til sin egen privilegerethed. Når jeg hørte ham fortælle om hvordan han - som de fleste af CARE's medarbejdere i Nepals fjerne distrikter - kun ser sin kone og sine børn i Kathmandu hver 6. måned, kunne jeg ikke lade være med at tænke på alle de danske venner, jeg havde besøgt i Afrika, som havde brugt formuer af Danidapenge på at få fløjet stereoer, Volvoer, koner og børn dertil - og som alligevel gik og beklagede sig over besværlighederne dernede, tyverierne fra deres tjenestefolk, de indfødtes uduelighed (på tusind forskellige måder uden direkte at bruge klump-i-hals-ordet "uduelighed" ) osv. Aldrig hørte jeg dem tale om den åbenbaring det havde været for dem at komme til at lære af bønderne. Der synes i al fald at være en vis sandhed i, at når ulandshjælpen sender danske akademikere ud, tillærer disse sig i de barske omgivelser let et racistisk syn på og følgelig et dehumaniserende forhold til bønderne. Mens vi ved at satse på indfødte akademikere tilsyneladende hjælper disse til at aflære deres bybetingede racisme eller klasseforagt overfor bønderne. Den første fremgangsmåde - med at lægge ulandspengene i danske lommer - koster mindst 10-20 gange så meget som den anden og uddyber alligevel kløfterne i verden. Skønt jeg her laver grove generaliseringer på basis af eksempler fra forskellige kontinenter er jeg - med det jeg hidtil har set - ikke i tvivl om at CARE's discountløsning derimod er med til at indskrænke de menneskelige kløfter i verden. (Det eneste der irriterer mig ved at rose CARE's ideer og praksis, er at jeg aldrig kan få organisationen til at give mig løn for mit danskudsendte arbejde - og at du, Niels, nu direkte bruger disse mine argumenter til at påpege at jeg da heller ikke fortjener at få løn for mine "brækkede" ben i vildmarken osv. Jeg skulle jo nødig miste min troværdighed!)

At arbejdet bærer lønnen i sig selv fik jeg dog bekræftet i samværet med Nepals vidunderlige kvinder. Som min astrolog sagde efter at have udvalgt de mest kunstneriske af mine billeder: "Du har jo nærmest voldtaget kvinderne med dit kamera." Jeg har jo ofte hævdet, at man ikke kan fotografere en befolkning uden at være dybt forelsket i den. Derfor er det en særlig udfordring, når man i mit tilfælde skal arbejde sig ud af sine medbragte fordomme for at komme i en sådan ekstatisk tilstand. Da Tony engang i et racismeseminar i USA bad os om at ransage underbevidstheden og nævne hvilke etniske gruppe vi absolut ikke følte os tiltrukket af, sagde jeg noget i retning af at jeg intet skønt kunne se i hinduer med ringe i næser osv. At jeg stadig lå under for en sådan fordom ved ankomsten til Nepal viser den skepsis, jeg indvendigt følte, da CARE's direktør Scott Falia kort efter min ankomst udtalte, at Nepal har de smukkeste kvinder af alle de lande, han havde arbejdet i (og da jeg senere flyttede ind hos ham i øvrigt betroede mig at han snart skulle giftes med en af dem). Jeg spekulerer derfor på om jeg i mit lange samvær med de indfødte CARE-medarbejdere endte med at "indvendiggøre" deres syn på kvinderne. I USA oplever jeg jo hver gang, jeg bor hos hvide, hvordan jeg langsomt tilegner mig deres negative syn på sort skønhed. Modsat racisme er der selvfølgelig ikke noget galt i at have fordomme - men det er alligevel en utrolig befrielse at slippe af med dem. Jeg tror nok at de fleste, som ser mine kvindebilleder fra Nepal, vil kunne se resultatet af denne befrielse. Min opgave var at fotografere kvinder i Syangja - og der var vist ikke én eneste kvinde i hele distriktet, der slap helskindet fra mit besøg. CARE satser meget på at give kvinderne (og, opdagede jeg begejstret i lavlandet, de kasteløse) en mere ophøjet stilling. Som fotograf ønskede jeg derfor at tage alle billederne nedefra og der er ingen tvivl om at kvinderne nød den opmærksomhed, de fik ved at se en fuldstændig rød mand ligge og vride sig på deres gulve i næsegrus beundring over deres skønhed. Farven fik jeg af deres rødmalede lergulve. Når jeg stod og fotograferede børn i solopgangens første røde stråler og min flirtende gurungværtinde i sin lange røde sari kom ud med den røde, søde te i et metalkrus i landsbyen på toppen af det stejle bjerg hver morgen, ja, så kunne jeg komme i en så ekstatisk tilstand af lykke, at jeg næsten ikke formåede at give udtryk for det, når CARE-folkene flere timer senere vågnede og kunne oversætte vores nærkontakter i tredie grad (thi modsat tibetanernes berøringsiver var hindukvinderne som et glasmenageri, hvor intimiteten straks går i stykker, hvis man kommer til at røre dem). Absolut største oplevelse på hele turen var dog at følge disse kvinder, som jeg havde set i arbejde fra kl. 5 morgen, vandre i mørket med petroleumslamper kl. 10 om aftenen til CARE's analfabetiseringsklasser. Kunne man andet end forelske sig i sådanne kvinder, der udviste så utrættelig en energi og iver efter at overvinde århundreders kvindeundertrykkelse? At CARE kunne få mændene overtalt til at blive hjemme og passe børnene imens var lige så imponerende.

Mens Syangjas stoiske hindukvinder var lette ofre for mine mandlige fotografiske aggressioner, var Mustangs tibetanere overraskende vanskelige. Hinduernes udtryk "vild som en buddhist" var meget dækkende, for mens de fleste vesterlændinge umiddelbart føler at de på en eller anden måde "svinger" med tibetanerne, er disse netop i kraft af at svinge med én også i stand til at drille én. Jeg har altid haft det bedst med folk, jeg er på drillefod med (at jeg driller mange af jer i mine julebreve er jo kun fordi jeg holder af jer), men at fotografere nogen, der dyrker dette som en kunst, er sandelig også en kunst. Og når de efteraber hver en bevægelse, fotografen gør, brister tålmodigheden let. Med mit slæbende forstuvede ben og ude af stand til selv at rejse mig fra deres gulve, gav deres drillerier mig lidt den følelse, som handicappede må have haft i Vesten før vi udviklede skyldfølelse overfor dem. Jeg foretrak dog at gøre mig til offer for godmodige buddhistiske efterabninger frem for at frembringe associationer hos evt. kristne turister i disse "palæstinensisk" lignende stenbyer - siddende, her i dagene omkring palmesøndag, på en hest halvt min størrelse, som CARE havde skaffet mig i nøden. Men når man i to dage må ligge i sengen lige over det rum, hvori en gruppe tibetanske bondepiger - udvalgt af bønderne til at blive CARE-ledere - fra morgen til sen nat sidder i deres frostblæste arketypiske mongolide skønhed og hører hinanden i deres lærestykker med de vidunderligste melodiske stemmer, og de ustandseligt opvarter én på sygelejet med varme supper og andet godt, ja, så ender man alligevel med at love sig selv, at i det næste liv skal ens kone være tibetaner! For man har det jo trods alt bedst med en kone man er på drillefod med...såsom min nuværende.

Jo, at "arbejde" for CARE bærer lønnen i sig selv. Men næste gang jeg skal til Nepal, vil jeg gerne af sted i så lang tid, at jeg også kan nå at lære lidt om landet. Min familie blev så begejstret over min beretning, at vi alle tager derned efter regntiden i oktober. Hvorfor tager I andre ikke også med? Der er ikke noget bedre og billigere land at rejse i for familier med børn - eller for flere familier på vandring sammen. Selvom det er overrendt med danskere dernede er det et land, der aldrig vil føles som overrendt udenfor Kathmandu.

Fra Nepal skulle jeg "lige en smut" til Thailand for at tage nogle billeder for CARE oppe i den berømte gyldne trekant mellem Kina, Laos og Burma. Efter at være fysisk udmattet af Nepals bjerge ønskede jeg dog først en uges ferie for at vende mig til kulturchokket i Thailand. Men nej, allerede 5 dage efter skulle CARE's medarbejdere og hele Thailands befolkning fejre buddhistisk nytår, så hvis jeg skulle se projektområderne var det nu eller aldrig. Denne vanvittige hovedkulds kasten sig ud i en kultur, der på næsten ethvert punkt var det stik modsatte af det himmerige jeg havde opdaget i Nepal, er nok medvirkende til at jeg (bortset fra deres kulinariske paradis) næsten kun har negativt at sige om Thailand. Straks jeg steg ud af flyet erkendte jeg, at det billede jeg havde haft af Thailand snarere hørte hjemme i 50'erne end i nutidens "asiatiske tiger" virkelighed. Det er det eneste land jeg nogensinde har været i hvor jeg straks ved synet af den første skyskraber følte: lad mig komme ud! Alle bygninger var blottet for charme og historie, intet i landet har patina: befolkningen, der overalt løber forvirrede rundt med mobiltelefoner (da trafikalsk nærkontakt er håbløs), har et forhold til historien som amerikanerne i Solvang. Selv de nuttede guldmalede pagoder, der overalt er i samme stil som International House of Pancakes, så ud som var de opført af Hollywood til en amerikansk film om Asien - eller rettere til en parodi på en sådan - og intetsteds var de mere end hundrede år gamle. Jeg så hver og en af dem, for i strid med alle de advarsler turisterne får, lod jeg mig transportere gratis rundt af de mange bondefangertaxaer til diverse stående og liggende guldbuddhaer, hvor der altid i templerne tilfældigt lige var en bedende der rejste sig og kom i snak med mig og under samtalen nævnte de utrolige tilbud, der lige nu var på juvelkøb. Efter lang tids gratis sightseeing endte turene så altid hos en stor juvelhandler, hvor jeg virkede så interesseret, at jeg altid blev inviteret op til drinks i direktørens eget airconditionerede kontor. Jeg elskede at lade mig hjernevaske af dem helt til det punkt hvor jeg opdagede min egen egoisme og virkelig i mit inderste blev overbevist om, at jeg absolut ikke kunne leve uden en rubin eller en safir. Først da, når pennen skulle lige til at underskrive købskontrakterne, styrtede jeg til deres totale forbløffelse lige pludselig ud af bygningen. Ude på gaden shanghajede jeg så straks en anden plattenslager og genoptog min gratis sightseeing til andre templer. Jo, jeg ved godt at det er svært at overleve i et land uden velfærdsstat og jeg havde da også lidt ondt af at misbruge folk, der blot prøvede på at overleve. Men jeg følte at jeg gjorde en god gerning for andre turister - og dermed også for Thailand på lang sigt - thi i den tid jeg beslaglagde de mange involverede mobiltelefondirigerede "tempelbedende"s kostbare tid kunne de i al fald ikke røvrende andre turister. Det er jo den slags indsmigrende lokkere, der har fået unge danske piger uden spor tidligere kriminel tilbøjelighed, i fængsel på livstid ved netop at tale til den dybere egoisme, vi alle har i os. Så, som I kan se ofrede jeg mig for danskerne, for Thailand, ja for menneskeheden......ved at sidde med korslagte arme i air-conditionerede gratis taxaer dagen lang og lege storkapitalist. Jo, som man har påvist selv med Mother Theresa i årets løb, bag enhver selvopofrelse gemmer der sig en dyb egoisme!

Måske min opfattelse er lidt farvet af disse mine "religiøse" oplevelser i templerne, men det forekom mig at thailændernes forhold til religion var af samme karakter som vores forhold til skrabeplader: overalt drejede deres bønner sig mere om at blive rige end om at søge en dybere mening med tilværelsen. Efter lige at have oplevet hinduernes og buddhisternes dybe religiøsitet i Nepal, hvor jeg virkelig fik lyst til selv at blive buddhist, skræmte thailændernes plastikkortbuddhisme og hykleri mig langt væk. Selv det berømte thai-smil, som muligvis eksisterede i 50'erne før de tabte deres sjæl til en så hæsblæsende hurtig udvikling at intet normalt menneske ville have kunnet følge med og forblive mentalt sund, - selv det er for længst stivnet i kuldioxid. Intet steds i landet så jeg et naturligt smil, der ikke viste sig to, ti eller tres minutter efter at være af kommerciel art. Udtrykket dollargrin er en fornærmelse overfor amerikanerne, der har udviklet en så naturlig, åben og ærlig smilekultur. Men thaiernes baht-grin gav mig overalt en så kvalmende, omklamrende fornemmelse, at jeg straks måtte slå øjnene ned og gå videre, hvorved al den nærkontakt, der gør rejseri så spændende, øjeblikkelig blev kvalt. Hvis jeg skriver negativt om dem er det simpelthen fordi de aldrig tillod mig at komme så tæt på dem, at jeg kunne se mennesket i dem. Selv de CARE-udsendte, jeg talte med, fortalte at de efter måneders samvær og samarbejde ikke var kommet tættere på dem. For mig er det et absolut nederlag at møde mennesker jeg ingen som helst identifikation har med. Det har jeg simpelthen aldrig oplevet før. Når dette ikke er muligt får mine fordomme om dem let lov til at stivne. Således ser jeg lettere uhyret end mennesket i dem, når jeg intetsteds i verden har set et folk så optaget af splatterfiktion. Overalt sidder de og læser - ikke tegneserier - men fotograferede fiktive serier af menneskelig vold, blodsudgydelse og lemlæstelse på en million måder. Jeg ved godt at jeg måske ikke er den rette til at udtale mig om dette, men selv om mine billeder dybest set er udtryk for en lignende sygelighed i mit sind, rummer de i det mindste et implicit krav om social forandring, en søgen efter menneskelighed. Bortset fra det store studenteroprør, der blev slået ned med en uhørt blodighed, så jeg intetsteds i deres splatterfascination et tilsvarende krav.

Selv det, som jeg hele mit har beundret thailænderne for, nemlig deres store tolerance og frisind, så jeg pludselig på med helt andre øjne. Jo, det er rigtigt nok, at homoseksuelle og transvestitter som det eneste sted i verden kan gå fuldstændig frit rundt, kysse og holde hinanden i hånden uden nogen som helst fordømmelse og medfølgende selvdestruktiv heteroseksuel indvendiggørelse. Selv i de fjerneste landsbyer var det tilfældet, så vidt jeg kunne se, hvilket man ikke kan sige om jeres/vores landsbyer i Jylland, hvor bøsser tvinges under jorden ligeså effektivt som dissidenter i Stalins Sovjet. Dette er naturligvis et positivt træk ved Thailand. Og sandt er det også, at Thailand er snart det eneste asiatiske land, der ikke har slagtet sit kinesiske mindretal mens en halv million mistede livet under Sukarno, hundredtusinder under Khmer Rouge, et uhørt antal under Ne Win og Gud ved hvor mange der flygtede i både fra Vietnam. Tværtimod lever kineserne i Thailand i en så uhørt tolerance og integration, at de modsat alle andre steder i verden i udstrakt grad indgifter sig og taler lokalsproget thai og stort set ikke er ghettoiserede. Hvilket jo endnu engang beviser at ghettoer - selv kinesiske - skabes af ydre racisme. Og, jo, dette er naturligvis et positivt træk ved thailænderne. Men da jeg en dag gik igennem de små rester, der er af et Chinatown i Bangkok, og så kinesere smile og lave sjov med mit skæg, var jeg slået med forbavselse - ikke pga. de sædvanlige fordomme med at kinesere ikke smiler - men over at det var den første virkelige menneskelige nysgerrighed jeg havde oplevet i dette fortidige "smilets land". Jeg har jo altid brugt mit flettede skæg som en tolerancemåler, og intet steds i Thailand havde jeg set en eneste thailænder reagere på det. Og pludselig gik det op for mig, at det jo ikke var det frisind, som jeg altid har beundret thailænderne for, der havde ladet homoseksuelle og kineserne overleve med liv og værdighed i behold, men deres totale og absolutte indifference overfor andre mennesker. Jeg begyndte at føle, at den bornerthed og kvalmende moralske fordømmelse, som kan drive én til vanvid i andre samfund, måske var at foretrække (ikke mindst for en oprører som jeg) frem for dette underlige vakuum af total indifference og manglende medmenneskelig interesse - bortset for det der ligger i pungen bagi - og i pungen foran. For det er jo den samme ligegyldighed, der tillader deres hæmningsløse og hedonistiske, men kærlighedsløse forhold til sex. Men da dette emne hos os er så tabubelagt, at du, svigermor, og du, Birgit Pontoppidan, straks spidser ører og viser dyb medmenneskelig interesse for at finde ud af hvad jeg mon egentlig gjorde i dette sex-gennemsyrede land for at opnå lidt menneskelig kontakt og varme, ja, så kunne jeg have lyst til lige at holde jeres spænding hen lidt endnu......for lige et øjeblik at beskæftige mig med jordbrugsproblemer.

Som sagt måtte jeg allerede første dag i Thailand drage i felten. Men at hoppe på et fly her var ikke som den gamle, klaprende og rustne sovjetiske militærhelikopter, som jeg skrækslagent havde fløjet med gennem Nepals bjergtoppe, når vejret gjorde det umuligt for de små pløjemarksflyvere at lande. Nej, her var der hver time afgang med jumbofly fyldt til bristepunktet med mænd i jakkesæt op til Shang Mai, en by på størrelse med Århus. Selv i USA bruger man stort set ikke mere det miljøsvinende B-747 mere. Jeg var slet og ret rasende på CARE over at have sendt mig til dette overflodens helvede (dog stadig betalt af The Body Shop). Thi jeg havde som sædvanlig ikke læst på mine lektier hjemmefra og troede at jeg skulle ud til fattigdomsbekæmpelse. Senere forstod jeg dog.

Straks jeg trådte ud i Shang Mais Las Vegas-agtige natteliv blev jeg genkendt af en ældre dansk herre: "Nå, er du her allerede, Jacob, jeg læste ellers i CARE-Nyt at du først skulle komme senere." Jeg spurgte derpå, om han ligeså var hernede for at arbejde med landbrugsproblemer. Nej, det var han da ikke. Han kom her hvert år, men havde aldrig været ude på landet endnu. Men hvad arbejdede han da med? Jo, sagde han, det var mere....øh, menneskene. På hvilken måde da? Ja, øh...det var mest piger, han "arbejdede" med, hvorpå han grinede genert. - Ja, Lise, mon ikke det er et ganske typisk portræt af dine gennemsnitslæsere i CARE-Nyt? Og viser det mon ikke, at du skal bruge flere af mine kvindebilleder i din redigering frem for alle de kedelige jordbrugs- og erosionsbilleder, som ingen gider at se på? Nu vil jeg alligevel opfordre alle mine julebrevslæsere til at støtte CARE ved at købe den vægkalender til 65 kr., som du har lavet med mine billeder fra Nepal og Thailand, og så høre om I andre synes, der er nok kvinde- og børnebilleder i. Køber I den alle sammen giver det penge nok til at lægge vand ind i en hel landsby i Nepal og så har mine vandringer og skriverier jo ikke været forgæves. Det var i øvrigt Lise, som i sommers næsten tog pippet fra mig, da hun sagde at CARE havde tænkt sig at sende mig til deres naturreservat i Uganda med prinsesse Alex. Good luck, sagde jeg, hvis du kan få det arrangeret. Jeg fortalte det stolt til min mor, der hører til de mere royale. Hvad angår Alex havde du jo pludselig ingen problemer med indvandrere og familiesammenføring, mor! Men så gik der kludder i det hele. Jeg fandt ud af at også Joakim skulle med, og så var det hele jo knapt så spændende! Og til julefrokosten i CARE forleden fik jeg derpå at vide at Danida i mellemtiden havde blandet sig og krævet at det nygifte par også skulle se Danidaprojekter i Uganda og at der skulle først 10, så 20 og til sidst 30 molbotrampende journalister med. Et så vanvittigt og miljønedbrydende projekt var der jo ingen mening i at deltage i. Men da Joakim er en fin protektor og velformuleret formidler af CARE's ideer, kunne det være sjovt at gøre det mere anonymt på et senere tidspunkt når dønningerne efter brylluppet har lagt sig. Dog især hvis jeg kan få min gode ven, Rigmor Mydtskov, overtalt til at tage med. Da vi altid har været hinandens beundrere og absolutte fotografiske modsætninger, Rigmor, synes jeg at det kunne være en utrolig spændende opgave, hvis du og jeg på en sådan rejse fik det kongelige og fattigdommen til at gå op i en højere og smuk enhed, som vi sammen kunne udstille i en god sags tjeneste. Ja, hvorfor ikke?

Da jeg vist væver lige lovlig meget i årets julebrev, skal jeg gøre mit besøg hos bjergstammerne kort. Jo, der var faktisk en mening fra CARE's side i at investere i dette rige land. Projekterne hos de fattige bjergstammer, der står næsten udenfor Thailands økonomi, kom ind under de beløb, der blev afsat af Danida til miljøbeskyttelse efter Riokonferencen. Som sagt blev jeg kastet lige ud - ikke blot i de underlige fotogene bjergstammer, som virkede så turistopstyltede, at jeg i begyndelsen havde svært ved at få mig selv til at fotografere dem - men også i skovbrande så voldsomme, at jeg nær satte livet til. CARE prøver at få bønderne til at opgive deres svedjebrug på de stejle bjergsider, som medfører voldsom erosion. Det var utroligt deprimerende at se røgen ligge som et tykt tæppe over hele den gyldne trekant og at se de gamle teakskove stå i flammer. Jeg måtte have billeder af det, tænkte jeg, og klatrede op ad de stejle bjerge, hvor ingen CARE-medarbejder ville følge mig. Jeg gik langsomt gennem en udtørret majsmark for ikke at falde ned af bjerget og for at komme ind til en bonde, der var ved at brænde skoven af. Men pludselig vendte vinden, og ilden fór som en steppebrand ind i den majsmark, som jeg næsten ikke kunne holde balancen i og i al fald ikke kunne løbe igennem. Flammerne stod op omkring mig overalt. Hvis ikke guderne i det samme havde sendt et mirakuløst vindpust med voldsom kraft i modsat retning, ville jeg have været en levende fakkel. CARE-folkene, der havde stået nede i landsbyen og overværet det hele, var rystede. Da jeg endelig kom ned, sort og forbrændt, sad jeg i en hel time i chok, med ryggen til CARE-folkene. Jeg var rystet og rasende på dem, på Thailand, på CARE, men først og fremmest på mig selv over at have været så dum og ubetænksom. Hvad skulle jeg overhovedet med skovbrandsbilleder, som verden for længst har set sig blind på?

I de følgende dage sad jeg på pinde og spiste med pinde - højt oppe over jorden i bambushytter. Der er mange spændende stammer i området, men jeg vil lade de mange danske turister, der hvert år overrender dem, om at beskrive dem. Selv var jeg sammen med de meget forskellige Karen-, Lua- og Hmongstammer - alle belæssede med deres farverige perlekranse. De tygger konstant betel og er jordens bedste spyttere. På en afstand af flere meter rammer kvinderne de mindste sprækker, så det sorte spyt lander på grisene nedenunder. Pigerne er flotte, men man fik jo ikke just lyst til at kysse dem. Min værtinde i et af de hjem, jeg boede i, blev jeg ret forelsket i. Jeg var glad for at opdage dette, da jeg følte det var et tegn på at jeg var ved at løsne op fra den modvilje, jeg følte for dette land. Uden forelskelse og indleven i folk kan man ikke tage gode billeder. Det er hende på postkortet rygende på en pibe, som de nærmest er født med i munden. Da hun en dag havde hovedpine gav jeg hende noget vestligt medicin, og det blev hun så taknemmelig over at hun gik i skoven for at koge en rigtig lækker morgenmad til mig. Da jeg vågnede op på bambusgulvet næste morgen, så jeg gennem moskitonettet at et par store lækre skrubtudser hoppede rundt på et bambusflettet fad sammen med et par biller og larver. Da hun kunne se at jeg var vågen, puttede hun dem straks i kogende vand og derpå op i en morter, hvor hun stødte dem til en tyktflydende sort sovs. Derpå hældte hun sovsen ud over de "sticky rice", som er almindelige i Nord Thailand og skubbede bliktallerkenen over til mig. Hun var synligt stolt og glad over at hun således kunne gøre gengæld. Jeg selv..... ja, jeg sad usædvanligt længe den morgen og gned mig i øjnene og havde ligesom lidt svært ved at vågne op til dagens dåd. Hun sad og så kærligt på mig og som sagt var jeg jo meget forelsket i hende, så jeg ville sikkert have endt med at gøre alt for hende, som man siger. Langt om længe tog jeg uendelig langsomt hånden med den sorte risklump op mod munden. Så pludselig med ét lød der bulder og brag udenfor. Hele hytten rystede voldsomt. Jeg greb kameraet og fór ud. Vores lille intense skrubtudseindsovsede kærlighedsintermezzo var som trampet til fode af en kæmpestor elefant, der kom vandrende ind mellem bambushytterne. Drengen ovenpå gav tegn "Hop op" - og sjældent har jeg været så hurtig til at blaffe mig et lift. Og vi kunne let og lykkeligt have fortsat sammen til vores dages ende ind i den tykke jungle. Men det fik vi ikke lov til, for det skete i de dage, hvor den slagne guerillahær i Burma kom væltende over floden. Vi var i området helt op mod grænsen, hvor vejene er så uvejsomme at ingen turister nogensinde kommer der. Alt var kaos, da FN prøvede at køre konvojer med ris op til de mange ekstra munde, der nu skulle mættes i junglen. Skuddene fra kampene kunne hyppigt høres over floden. Det var frygteligt deprimerende at opleve verdens længstkæmpende guerillahær blive knust - thi den startede jo før jeg blev født - og selvom min entusiasme for den havde været kraftigt på retur i de senere år med anklagerne om dens finansiering gennem heroinhandel var den immervæk den eneste slagkraftige opposition til Burmas blodige militærdiktatur og umenneskelige afart af socialisme. Men det, der undrede mig mest ved at opleve den her var, at det selv samme Karenfolk, som jeg på denne side af grænsen oplevede som noget af det mest dorske og stillesiddende folk jeg nogensinde havde set, at det på den anden side af grænsen havde kunnet holde et helt lands militærjunta stangen i over 48 år. Hvordan kunne man forestille sig disse savlende, storrygende og opiumsbedøvede mennesker med deres store hovedbeklædninger skifte deres lange spyd og manchetter ud med geværer? For mig viste det endnu engang hvordan vi er produkter af de systemer vi lever i og de helt uanede kræfter, der ligger gemt i mennesket. Da jeg opdagede disse helt ukendte sider i disse mennesker, som jeg i de første dage havde udviklet så stærke fordomme imod, begyndte jeg at løsne op. Og da jeg senere på sommeren så "Beyond Rangoon" sammen med min søn i Skotland, græd jeg næsten af glæde ved gensynet med denne mærkelige stamme og opdagede at jeg var kommet til at holde af den. Og da oppositionslederen Aung San Suu Kyi, som filmen også handler om, dagen efter blev løsladt fra sin lange husarrest kan det jo nok være at vi jublede, for i vor tids virkelighed er hendes ikke-volds-politik nok en langt større trussel mod militærregimet end selv det mest farverige Karen-oprør. Men kun hvis I og hele verden fortsat lægger pres på. For ikke-volds-bevægelser som King's og Ghandhis har ikke en chance mod totalitære regimer, hvis de finder sted i et glemselens vakuum.

Til 3. del