Hele oplevelsen stod i skærende kontrast til mit studenterjubilæum. Jeg mener ikke det vi havde i Esbjerg for et par år siden, men det jeg lavede her i sommer for mit studenterkursus, som jeg havnede på efter udsmidelsen i 2. g. Med få dages varsel fik jeg kaldt alle 8 af jer sammen. Ikke Én havde reservationer selvom det nær var glippet for Alstrup, som var i Polen, og som vi kidnappede, da han overrasket steg ud af Polensfærgen med et "Godmorgen, Alstrup, i dag skal du til dit 25-års studenterjubilæum." Vi holdt det hjemme hos mig på selve dagen, en virkelig dejlig oplevelse. Jeg ville overraske de andre og lod derfor midt i middagen vores gamle biologilærer træde ind i stuen - nu dog så gammel og senil, at vi nær aldrig var sluppet af med ham igen. I løbet af dagen gik det op for mig, hvilken kæmpepræstation, det egentlig var at vi klarede os som de eneste af 25 fra start. Alle havde vi dengang haft heldagsjob og endog nystiftede familier med skrigende unger. Lektier var noget man lavede efter midnat. Ligkistebutikken, som jeg dengang boede i, havde jeg haft fuld af vietnamdesertører, som holdt mig vågen til 4-5 hver morgen og alligevel mødte jeg kl. 6 i Kødbyen. Særligt Moesgård var imponerende. Som slagter dengang vidste han fra første skoledag at han ville være kirurg. Det blev han få år efter og er i dag overlæge på Hvidovre. Når jeg tænker på hvordan vi i gymnasiet nærmest fik vores studentereksamen forærende (bortset fra mig), har jeg i dag virkelig beundring for det vi udrettede på to års kursus. Til jer gamle X'ere fra Esbjerg vil jeg i øvrigt lige komme med en nyhed: at jeg i år endelig fik min studentereksamen! Da jeg indkaldte til dette jubilæum i sommer, kom jeg til at nævne til Erni, at jeg jo aldrig havde fundet ud af om jeg blev student. Mit gennemsnit lå nemlig så lavt at det kunne være lige meget, så inden matematiklæreren kom ud med min sidste karakter, som jeg var overbevist om ville dumpe mig, stod jeg ude på Gl. Kongevej for at blaffe til USA. Erni kunne nu oplyse at vi alle otte faktisk havde bestået. Jeg cyklede derfor øjeblikkelig hen til kursus for at se om jeg kunne få et eksamensbevis. "Goddag, Jacob, er du nu her igen!" Minsandten om det ikke var den samme kontordame, der sad der 25 år efter. "Ja, jeg tror nok at jeg er blevet student og vil gerne have mit eksamensbevis." Det fik jeg et par dage efter og fejrede så min eksamen (uden hue) med min kone i den kinesiske opera. At jeg har levet i uvidenhed i 25 år skyldes at jeg havde forladt ligkistebutikken over hals og hoved uden adresseændring, da jeg tog til USA (politiet havde nemlig en erstatningssag på vej pga. nogle broer jeg skulle have ødelagt i Sydsjælland under en NATO-øvelse med amerikanske soldater). Og siden hen skete der så meget andet, at jeg lykkeligvis aldrig fik brug for min eksamen, for den ville ikke have kvalificeret mig til stort andet end at læse til præst. Og det var jo hvad jeg også flygtede fra!

Jeg ved ikke om I andre har lige så svært ved at finde ud af hvor I skal holde sommerferie, men i år gik der rent kuk i den for os. Hele forsommeren sendte jeg telexer frem og tilbage til et museum i Japan, der ville have mit show. Da man jo ikke ellers har råd til at holde ferie i Japan og jeg altid prøver at få en gratis sommerferie ud af mit arbejde, insisterede jeg på at få hele min familie med. Det ville ikke koste museet mere end hvad jeg får på en aften i USA, så det synes jeg var meget rimeligt i det rige Japan. Men japanerne er langsomme at forhandle med og få dage før ferietid måtte jeg opgive. Da vores gamle bil var fuldstændig rustet op, kunne vi ikke tage på bilferie. Men så lykkedes det mig få dage før at skaffe nogle billige billetter til Thailand. Da snart alle vore venner har været i Thailand (af den ene eller anden grund!) kunne vi jo ikke i længden holde os tilbage og jeg kunne så fotografere lidt i CARE's projekter derude. Men kun to dage før fik jeg øje på en annonce i den Blå Avis, en bil til kun 24.000 kr. Til mit tunge show havde jeg længe ledt efter en såkaldt bus, og nu lykkedes det mig at få en af politiets gamle salatfade (som jeg sikkert havde befundet mig i mange år før). Derfor ville vi hellere på bilferie. Når man har råd til at tage til Toscana, hvorfor skulle man så tage til et billigt sted som Thailand? Ja, så utroligt er det jo blevet efterhånden. Dagen før ferien lykkedes det mig at afsætte billetterne til Thailand og allerede natten efter Virtus' vidunderlige sølvbryllup var vi i Italien i vores blå lyn. Man har jo aldrig en ferie uden et godt skænderi, men dette (om hvem der skulle køre bilen) fik vi overstået allerede på vejen ned gennem Tyskland. Vi har altid elsket Italien, men Toscana er helt speciel. Aldrig har jeg set så mange skønne borgbyer på toppen af bjerge og besøgt så mange skønne renæssancekirker (ikke mindst p.g.a. varmen). Under hestevæddeløbet i Siena smed vi vores store gamle herskabs-villatelt i en affaldsspand og boede derefter kun i vores lille kuppeltelt. Man bliver doven med alderen. Mellemklassen er jo også udryddet på Europas campingpladser. Nu er der kun store ugidelige campingvogne - eller små hurtige kuppeltelte. At nogen gider at slæbe halvdelen af deres husholdning med på ferie er ubegribeligt. Campingvognene har ødelagt meget af idyllen og samværet på pladserne. I Lucca besøgte vi min gamle italienske kæreste fra ligkistebutiks-tiden, Dorianna, som vi ikke har set siden hun underviste på Odense Universitet for flere år siden. Og i bunden af Toscana besøgte vi i et skønt bjerghus vores naboer hjemmefra, Henrik og Lene, som normalt beskæftiger sig med at redigere og omskrive mine artikler til aviserne. Største oplevelse var måske at se (og ind imellem høre) La Boheme sammen med 20.000 andre danskere i Arenaen i Verona. På den kæmpestore lejrplads, vi er kommet på lige siden min barndom, Marina ved Venedig, var Lalou's veninde, Felicia, fra børnehaven kommet ned, hvorfor vi dasede der en hel uge. Salzburg og Prag og diverse koncentrationslejre på vejen hjem bliver man heller aldrig træt af. Det er ufatteligt at følge forandringerne i det nye Østeuropa, selvom jeg på mange måder holdt mere af det som feriested under kommunismen. Dengang var dansk da ikke hovedsproget i Prag. Det udbombede Dresden, som jeg kun sjældent fik lov at standse i før i tiden, havde nu McDonald's med miljøsortering overalt. Og tænk sig at man skulle opleve sin første Bob Dylankoncert i Dresden! I Warnemünde besøgte vi vores gamle Stasi-spionmedarbejder, Jörg Meier, som dog var på ferie i England. Han må nu rejse over hele verden undtagen Danmark. Jeg forsøger for tiden at få justitsministeren til at omstøde denne absurde koldkrigsdom.

Knap nok hjemme fra ferien fik vi en ubehagelig velkomst til dagens Danmark. Da Daniel og en kammerat en søndag gik alene på en boldbane lige bag bygningen i "Riget", hvor han blev født, blev de pludselig angrebet fra alle sider af en indvandrerbande fra Nørrebro med knive og pistoler. Ved højlys dag blev de gennemsparket, fik håret revet ud og frarøvet alle deres ting. Vi var rystede over denne vrede. Tanken om hvor let skæbnens ironi kunne have ramt netop en familie, som får sit levebrød ved at tale om racisme og prædike til de unge om ikke at gå med knive, gav et ekstra gys. Da Daniel jo fra barnsben har kendt vreden i de sorte amerikanere og dagligt lytter til og forstår dens udtryk i rap-musikken var jeg dog ikke bange for at oplevelsen skulle sætte racistiske spor i hans sind. Mere interessant var vores egen reaktion. Vibekes øjeblikkelige reaktion var "Nu må vi se at flytte ud til tryggere forstæder." Men to minutter efter fortsatte hun "Nu må vi se at gøre noget ved den stigende ghettoisering af indvandrerne." Så gik inkonsekvensen i de to sætninger pludselig op for hende og vi måtte trække på smilebåndet af hvor let og menneskeligt det er for alle at havne i racismens reaktionsmønstre. Når jeg nu skal bruge eksempler på en typisk dansk racist ude i skolerne, bruger jeg altid min egen kone. Det virker mest afvæbnende på folk og får dem hurtigere til at se mere ærligt på deres egen racisme. Omfanget af ghettoiseringen er virkelig gået op for mig under mine foredrag i folkeskolerne, hvor et flertal mange steder nu er indvandrere. Et af de mest rystende shows var i Grundtvigsskolen på Bispebjerg i den sal, hvor min far ofte holdt foredrag i mere fredelige tider. Vreden i indvandrerbørnene var så voldsom her, at politiet under showet pludselig troppede op for at arrestere nogle af mine elever, som havde været ude og stjæle biler mens jeg talte. Men en ting er at tale for døve øren blandt vredens og smertens børn. Noget andet er at gøre det overfor de iskolde danskere, som skaber denne vrede gennem flugt og afvisning og derefter ender med at tro at denne vrede er indvandrernes sande ansigt. Mit kendskab til deres sande ansigt fra USA, hvor de samme indvandrergrupper ikke ghettoiseres samt oplevelsen af min egen søn som offer for ghettoens vrede, har givet mig fornyet inspiration til at arbejde med vores racisme i Danmark.

Men efter endnu en ørkesløs vandring gennem folkeskoler i efteråret var jeg i oktober mere end rede til at tage tilbage til USA. P.g.a. den fortsatte krig med min agent havde jeg gudskelov kun fem shows derovre. Anita Roddick havde ringet op igen. Hun var deprimeret over de fortsatte angreb i pressen og ønskede at glemme det hele ved at tage med mig på landevejen endnu engang. Men da det ikke lykkedes os denne gang at få fri samtidigt, tog jeg i stedet Merete, en af min fætters elever på arkitektskolen i +rhus, med i bilen. Jeg var imidlertid fortsat deprimeret over den politiske udvikling i USA og folks apati. Dagen før valget havde jeg skældt Christina, min kinesiske veninde, som jeg deler lejlighed med i New York, hæder og ære fra fordi hun ikke havde ladet sig registrere. "Du er ansvarlig for at republikanerne snart overtager dette land" havde jeg råbt og skreget til hende. Jeg begriber ikke hvorfor så mange af mine fattige og intellektuelle venner i USA ikke stemmer og derved ender med at forære magten til de rige republikanere.

Nå, men en god ting nåede Clinton da at få udrettet inden nederlaget: invasionen i Haiti. Da jeg pludselig havde fået tid forærende og aldrig har set en amerikansk invasion før, hoppede jeg med to dages varsel på et fly til Haiti. Jeg havde troet at en mængde amerikanere ville tage ned og se "our boys in action", men blev overrasket over at være eneste hvid på hele flyet. Haiti blev årets anden store oplevelse og kom til at ryste mig i min grundvold. Min første sorte kæreste, Lidy Mathon, var fra Haiti, men nu hvor jeg havde brug for hende, kunne jeg ikke finde hende i dette land uden telefonbøger og hvor jeg ikke forstod et muk af sproget. Derfor indkvarterede jeg mig i Graham Greenes kendte hotel, Olafson, fordi det var det eneste navn jeg kunne fortælle taxachaufføren. Det var også tilholdssted for udenlandske journalister under invasionen, og knap nok havde jeg sat mig til bords i restauranten, før jeg blev genkendt af en af mine gamle elever, der nu skriver for Associated Press. Og da jeg derefter sad med ved A.P.'s bord, syntes også deres franske tolk, at hun kendte mig fra et eller sted. Pludselig gik det op for hende, at hun sammen med sin tidligere schweiziske kæreste flere gange var blaffet op til København og havde boet hos mig for mange år siden. Så var jeg inde i varmen, og det er jo skønt når man ankommer til et ukendt land midt i en krig. Og man siger jo heller ikke nej til at komme på A.P.'s endeløse whisky-udgiftskonto. Derimod føler man let, når man sidder og lytter til alt det ufattelige sådanne pressefolk oplever, at hele ens eget liv har været mislykket. Der var jo ikke den historiske begivenhed, de ikke havde oplevet ved selvsyn. Den noget ældre chef var især underholdende og fortalte bloddryppende historier om f.eks. bombeeksplosionen i hovedkvarteret hos Commandante Zero, som startede revolutionen i Nicaragua. Han stod selv lige op ad Zero, da det skete, og stod sekunder efter med det halve lig af en af kvinderne i sine arme.

I de følgende dage tilbragte jeg meget tid med AP-folkene, idet min fransktalende veninde, som konstant lyttede til radionyheder, øjeblikkeligt over walkie-talkien kunne dirigere os i jeepen til historiens nøglesteder, - eller rettere - til de steder AP udråbte til at være nøglesteder. For hernede var det tydeligvis AP, som dirigerede historiens gang, dvs. hvad en af mine tidligere ikke alt for smarte elever nu kunne finde på at sende ud i verdensmedierne. Det, der fik det til at vende sig mest i mig, var at se hvordan de ustandseligt i tankerne prøvede at profitere på andres ulykke (ikke mindst fordi jeg ofte i mit arbejde afslører en sådan pervers tankegang hos mig selv). Da vi sad og hørte at orkanen "Gordon" var på vej mod Haiti, udbrød de begejstrede alle som Én: "Fantastic. There will be a lot of damage with great damage pictures." De fik ret, men det endte nu med at blive min lidt anderledes måde at færdes på, som endte med at skabe de billeder, som nåede verdenspressen. Forinden havde jeg dog oplevet adskilligt andet, som jeg reagerede på. Jeg blev bl.a. inviteret til fester i Haitis stenrige overklasse. Til en fest hos Haitis eneste plastikkirurg på toppen af et bjerg, kørte nogle af gæsterne galt i en BMW op ad den stejle tilkørsel. En stor del af natten stod jeg i regnen og prøvede at løfte den dyre tunge luksusbil op på vejen igen, men ejeren af bilen var fuld og begyndte i stedet at slå den i stykker med en stor hammer og smed stump efter stump ned ad bjerget. Det var denne hensynsløse overklasse, der stærkest havde støttet Cedras' blodige diktatur, som Clinton nu havde væltet. Da jeg fortalte dem, at jeg tit i USA bor hos Lisa, som er datter af deres tidligere diktator, Namphy, blev jeg straks populær, for i deres ører lød det som om jeg var modstander af præsident Aristide. Lidt mere hjemme følte jeg mig til privatfest hos den amerikanske ambassadør. Når jeg tænker over hvor indædt jeg har bekæmpet visse tidligere amerikanske invasioner, er det jo morsomt at jeg på det sidste er blevet stærk tilhænger. Ambassadøren var absolut tiltalende og viste mig rundt blandt billederne af paven, Busch, Reagan osv, mens sorte tjenere vimsede rundt med fade med lækre snacks. Mest forundret var jeg igen over amerikanernes åbenhed. Jeg var ankommet en time for sent og vadede alene ind uden at blive standset af et eneste militærkøretøj.

Det var naturligvis ikke al den luksus, jeg var kommet til Haiti for at se, men inden jeg beskriver fattigdommen vil jeg omtale endnu en kontrast. På Olafson havde jeg naturligvis straks sat mig i kontakt med Jørgen Leth, filmmanden, der i årevis har boet der. Nu havde han imidlertid fået sit eget hjem, hvor han inviterede mig til morgenmad og frokost flere gange. Det stod på ingen måde tilbage for ambassadørboligen; et stort to etagers slot i kolonistil med udendørs balkon. Her sad vi med den skønneste udsigt ned over Port au Prince og ud over bugten, og lod os opvarte med de herligste retter af alle hans tjenere. Jeg drillede ham selvfølgelig med at han var endt som koloniherre her, men det bør siges at det ikke drejer sig om en underdanig kolonial befolkning som Afrikas. Vi havde tidligere været hinandens opponenter i en radioudsendelse, men denne gang kom jeg til at holde virkelig af ham. Han var utrolig sød og hjælpsom. Bl.a. var han tolk for mig i det børnehjem, hvorfra vi (eller rettere vores underbo) sidste år adopterede Mario. Mario taler allerede dansk og er en stor glæde for alle i huset, så det var også for at opleve hans rødder, jeg var taget til Haiti. Men børnehjemmet, hvori halvdelen dør inden bortadoptionen, var deprimerende med dets udmagrede kroppe i rumænske jernbure og udslukte blikke omkranset af fluer.

At kaste sig ud i det sorte Haiti må være som at komme til Indien - en tæthed af mennesker overalt. Men det er en utrolig behagelig befolkning og helt anderledes end Jamaica. På Jamaica vibrerer alt af musik, men igen maler. På Haiti hører man næsten ingen musik, men alle synes at male - ikke bare billeder - men portrætter af Aristide og tillidserklæringer til USA overalt på murene. På Jamaica fik jeg udelukkende kvindelige venner. Jeg har vist før fortalt om hvordan jeg endte med at bruge alle mine penge på de prostituerede - ellers må I vente med de saftige detaljer til næste års julebrev. På Haiti fik jeg derimod kun mandlige venner. Det var utroligt spændende at se i folks reaktion på Én som hvid hvor forskelligt to tidligere slavekulturer havde udviklet sig under henholdsvis britisk og fransk kolonistyre. På Jamaica er der en voldsom kriminalitet. Det var efter en sveddryppende nat i en seng sammen med 4 kriminelle fyre i Kingstons slum at jeg flygtede op til de prostituerede på nordkysten. Bl.a. havde fordrukne soldater med maskinpistoler jaget os ud foran lygterne af deres jeep, hvor vi stod med hænderne op af muren mens de ransagede vores lille hummer. Heldigvis fandt de ikke den store sæk marihuana, vi havde, så vi slap med skrækken. Haiti derimod er et af de tryggeste lande jeg nogensinde har været i. Selv i de værste slumkvarterer kunne jeg vandre rundt i bælgmørke blandt mænd med lange manchetter uden angst - eller efterlade kameraer i bilen for nedrullede vinduer i tæt befolkede gader. De senere års blodbad i Haiti var udelukkende politisk betinget af diktaturet, og bortset fra enkelte landområder havde amerikanerne nu standset det helt.

Jeg fik hurtigt en ven, der som tidligere lærer kunne lidt engelsk, men nu var arbejdsløs som alle andre. Vi standsede en tilfældig arbejdsløs bil på gaden og jeg gav dem hver en god dagløn for at køre mig gennem bjergene ned til sydkysten, idet CARE's biler lå stille pga den orkan, som nærmede sig. Det var skønt at være ude blandt bjergbønder igen, stolte som i Bolivia. De lever som i Afrika, men måske langt mere farverigt med flotte pastelfarvede mønstre på bondehusene. Jeg oplevede en spændende hanekamp og hvordan de stolte ejere af hanerne forinden hidsede hinanden op - og bagefter - hvis de tabte - hvor ømt og kærligt de tog hele det ituhakkede blodige hoved af den næsten livløse hane ind i munden for at slikke det rent og pleje det. Selv lå jeg nede i manegen og rullede rundt i blod og hanelort for at fotografere de kæmpende haner og de råbende ejere i baggrunden. Men under hele rejsen til sydkysten blev det mere og mere trykkende. Jeg tænkte på om jeg skulle vende om, men endte med at overnatte - fornemmedes det - med øret inde i de allerede meterhøje bølger. Om morgenen begyndte regnen. Det lykkedes os at komme tilbage til Port au Prince i tide, for bjergvejen vi kørte på blev snart ødelagt og lukket af orkanen og kystbyen Jackmel var et af stederne med flest døde.

Efter mødet med stoltheden på landet og arbejdsløsheden og nøden i byen havde jeg ikke lyst til at flytte tilbage i hotellet med alle de whisky-drikkende hvide journalister. Det forekom mig vanvittigt at bruge 62 dollars per dag for et hotel, når det er hvad en haitianer tjener på et år. Jeg besluttede mig til at finde en fattig familie i det værste slumområde og i stedet give dem pengene for at bo hos dem. En haitiansk læge havde tidligere advaret mig mod dette, idet City Solei er et stærkt malariainfesteret og sygdomsbefængt sumpområde og i øvrigt et langt værre slum end f.eks. Soweto. Så jeg købte en stor dunk drikkevand og bananer, da jeg allerede havde begyndende tegn på diarré, hvilket jeg hader at få i et land uden toiletter og med stirrende folk overalt. Folk i City Solei reagerede som havde de aldrig set en hvid før. Overalt havde jeg en hale på 50-100 jublende nøgne børn efter mig, som alle ville holde mig i hånden. Allerede inden orkanen stod City Solei under vand eller med åbne stinkende kloakrender overalt. Alt var en blanding af mudder, grise- og menneskelort, for alle tissede og sked hvor de befandt sig - selv når de stod og talte med mig. En ung fyr, Lecoin, kom og tog mig ved hånden og bad mig i tusmørket om at følge med hjem for at hjælpe hans syge søster. Hun sad sammenbøjet på et mørkt klamt stengulv med foden lænket til en stor cementblok, da hun i flere år havde været sindssyg. Hun havde de smukkeste øjne, men hver gang man fangede dem et øjeblik og følte man havde kontakt med hende, svævede de videre ud i rummet. Hendes bryster faldt hele tiden ud af den løse kjole, og da Lecoin var stærkt troende sad han til min ærgrelse hele tiden og stoppede dem ind igen, idet jeg var stærkt betaget af hendes skønhed. Moderen var på min alder, men fuldstændig udmagret og dog så billedskøn med sit tørklæde om hovedet, at jeg igen og igen måtte fotografere hende. Jeg blev straks så forelsket i dem alle, at jeg besluttede at her ville jeg bo til mine dages ende på Haiti. Og det gjorde jeg. Lecoin havde et åbent blikskur i nærheden - stort set lavet af pigtråd - hvor han barberede børnene i området. Jeg spurgte om jeg kunne leje det til at sove i, da jeg gerne ville være sammen med familien. Det fik jeg lov til, men alle i området var bestyrtede og jeg havde dag og nat hundredvis af øjne stirrende ind gennem de gabende huller. Mine naboer boede bag blikplader kun en armslængde fra mig. Ingen af os kunne komme til vore blikskure uden at vade gennem 20 cm dybt vand og lort overalt, så allerede før orkanen vadede jeg rundt i skvulpende sko, der i våd tilstand ikke var til at få på om morgenen. Men folk var så helt ud vidunderlige. Der var ikke de vrede aggressioner i luften mellem dem, som jeg oplevede når jeg vågnede om morgenen i Jamaicas tætte compounds.

Endelig kom orkanen Gordon med hele sin knusende styrke. Før den kom havde jeg haft en nærmest romantisk forestilling om orkaner - om at jeg ville kunne tage nogle flotte billeder af de bøjede palmetræer osv. Jeg begriber ikke nu hvor naiv jeg havde været. Det viste sig umuligt at fotografere, da det var som at stå under et vandfald. Og selv midt på dagen var der så mørkt, at mine highspeed film intet ville have registreret. Rent bortset fra at man havde nok af andet at tænke på med pludselig død og ødelæggelse til alle sider. Skure blev flået op, hele rækker af huse skyllet væk. Larmen var øredøvende. Lynende knitrede igennem luften. I tre dage var alle stort set spærret inde i dette helvedes forgård. Da vandet i mit blikskur var steget helt op til kanten af den pjaskvåde og møgbeskidte seng, insisterede Lecoins mor på at jeg flyttede ind i deres mere sikre sted med cementvægge. Her var lidt mere plads og det blev en af de vidunderligste oplevelser, jeg har haft i mit liv. Nabodelegation efter nabodelegation kom ind for at opleve denne hvide mand i det svage lys omkring stearinlyset. Jeg havde endeløse samtaler med nogle af Lecoins venner, som kunne lidt engelsk. +n ting er at være turist i et land og overfladisk registrere smerten omkring sig. Men med alle smilene i tredje verdenslande går smertens omfang aldrig rigtig op for Én før man flytter ind hos folk og selv oplever den. Langsomt begyndte deres håbløse situation at gå op for mig. Der var intet arbejde at få uden en uddannelse og skønt jeg overalt havde set unge sidde i lyset fra gadelamper og studere om natten, havde de herude i sumpen hverken lys eller penge til at uddanne sig for. Under orkanens uhygge sad de med dæmpede stemmer og fortalte om terroren før amerikanernes ankomst, thi støtten til den venstreorienterede Aristide havde været massiv her i City Solei. Derfor havde diktaturets attachéer næsten hver nat med manchetter og maskinpistoler myrdet løs netop herude. Ikke mange familier var blevet sparet. Rædselsberetningerne gik næsten op i Ét med orkanens rasen og det siger sig selv at jeg umuligt kunne sove. Mange ønskede at jeg skulle besøge deres syge familiemedlemmer i nabohusene, hvorved det gik op for mig hvor mange syge der egentlig var. På den anden side af væggen lå en 20-årig pige, tyndere end koncentrationslejrenes muselmænd. Da 10% af befolkningen er HIV-positiv vidste jeg det var AIDS. Hendes øjne, som stirrede op på mig fra det våde lugtende stengulv udtrykte et liv, som borede sig dybt ind i mig med dets stille råb om hjælp. Lecoins mor vimsede omkring mig for at jeg skulle føle mig tilpas og var tydeligvis stolt af at det var netop hendes hus jeg var kommet til. Hun ville vogte over min sengetid og sendte alle delegationerne hjem ved 8-tiden. Jeg har altid syntes at det værste ved at bo i slumkvarterer uden lys er at skulle i seng så tidligt og op kl. 4, men nu føltes det som en befrielse. Da jeg lå der i sengen med Lecoins, moderens, søsterens og de yngre børns svedige kroppe, kørte alle indtrykkene rundt i hovedet på mig. Regnen var stilnet af og fugtigheden var nu uudholdelig. Jeg var kommet så hurtigt af sted til Haiti, at jeg ikke havde fået malaria-piller, og havde derfor købt noget moskitobalsam. Men det lugtede voldsomt og jeg ønskede ikke at de skulle tro at hvide lugtede sådan, så jeg ventede til de sov med at smøre det på - og kunne så ikke smøre det på fordi vi lå klistret op af hinanden. I stedet prøvede jeg at ligge helt stille, når myggene stak. I madrassen under øret gravede en mus og to grise øffede og væltede sig i mudderet lige bag hovedet. Ved siden af mig lå den sindssyge pige med de smukke øjne og bryster, og kun en håndsrækning på den anden side af væggen lå pigen med AIDS. Da det begyndte at regne voldsomt igen ved midnat, stod moren op for at finde et tæppe til at lægge over mig. Hendes ansigt var ubeskriveligt smukt med stearinlyset foran omgivet af mørke. Jeg lå og følte mig som det lykkeligste menneske på jorden i glæden over at få lov til at opleve disse mennesker og deres kærlighed midt i en uendelig smerte. Mine tanker vandrede hjem til min egen vidunderlige familie. Jeg drømte om at komme hjem og spise havregrød med revne æbler om morgenen, drikke vin med Vibeke ved stearinlysene om aftenen. Jeg lovede højt og helligt at blive alle tiders hjemmegående husfar, at tage al rengøringen (uden brok) og madlavningen i al fremtid hvis jeg måtte slippe væk fra denne død og smerte. Da vi stod op ved 4-tiden blev Lecoin ved med at sidde på sengekanten. Han orkede ligesom ikke at se frem til en ny dag med håbløshed, arbejdsløshed og vandren rundt i gaderne uden mål. Orkanen var stilnet helt af og naboerne sad allerede og kogte grød i store gryder. Jeg havde den første aften købt en masse mad med til familien, men bortset fra slikket til børnene havde ingen orket at spise det. De var nemlig vant til kun et måltid om dagen - grøden kl. 5 om morgenen. Jeg vandrede derpå med Lecoin rundt for at besøge mange andre familiemedlemmer i blikskurene. Vandet stod os nu til knæene og det flød med menneskelig og råd og stank. Folk trak os ind i deres huse for at jeg skulle fotografere vandet, der stod til sengekanten - eller vist rettere fordi jeg som hvid repræsenterede deres eneste fortvivlede håb om hjælp. Et sted fortalte forældre hvordan deres barn var druknet, da det faldt ud af sengen. Stærkest indtryk gjorde en kvinde, som stod i bælgravende mørke i sin hytte med et skrigende barn i sengen og to i armene, det ene af dem stift som et bræt af polio e. lign. Moderkærlighed er ufattelig, tænkte jeg. Hvorfor dropper hun ikke blot ligeså stille det barn i vandet, som alligevel ikke vil overleve i dette helvede? Jeg forstod hvorfor folk i tusindvis havde bygget tømmerflåder for at tage til USA, for en hurtig død på havet måtte være at foretrække for dette. Jeg opdagede at mit eget forhold til død på få dage var vendt op og ned. At folk lod ligene ligge i dagevis i gaderne undrede mig ikke. Da jeg spurgte amerikanske soldater, som var ved at redde deres begravede jeep hvorfor de ikke prioriterede at fjerne det lig, der lå 5 meter bag dem, havde de end ikke opdaget det og gjorde efter en halv dags gravning efter jeepen intet ved det. Liget af en 16-årig dreng lå og skvulpede i vandkanten i nærheden af mit hjem, men bortset fra at standse en argentinsk militærpatrulje gjorde jeg heller intet ved det selv. Jeg tog den lange vej ind i byen og vandrede ind på Holliday Inn for at høre fra A.P.-folkene, hvad der var sket. Her spiste jeg altid gratis morgenmad fordi personalet havde troet jeg boede på hotellet. Da jeg nu var sølet ind i mudder fra top til tå, tog jeg et kamera over skulderen som en pressemand og slap ind i luksusomgivelserne så let som ingenting. Over 400 var døde blot på Haiti. Der var uden tvivl langt flere, for da jeg nu måtte vise AP-folkene rundt til de lig, jeg havde fundet (bl.a. for at få et bad hos dem) opdagede jeg hurtigt, at overalt hvor vi tilfældigt standsede, kom børn hen og trak mig i hånden for at vise mig lig i deres egne kvarterer. AP var henrykt, idet deres egne walkie-talkie-metoder tidligere på morgenen kun havde ført dem frem til væltede træer, som de måtte sende ud til verdenspressen som "great damage". Men samværet med dem lige efter opholdet i City Solei tvang mig til at ransage mit eget inderste for en tilsvarende kynisme. Jeg følte mig fuldstændig død oveni, da jeg senere på dagen tog et fly til USA. Startbanen førte os lige hen over City Solei, men jeg sad blot og stirrede blindt ligefrem. Jeg magtede ikke at se ned på al den smerte, ja, var bange for at se Lecoins familie i øjnene. Jeg havde ikke været i stand til efter orkanen at komme igennem til Vibeke, som jeg vidste ville følge den minut for minut på CNN, men da jeg nu prøvede at fortælle om det hele i telefonen fra New York, kunne jeg blot stå og hulke i telefonen, så rystet var jeg.

Aldrig har jeg vist været så glad for at komme hjem til familien og julen før - hjem til havregrøden med æbler på, til vinen med Vibeke, ja, til rengøringen (selv om den ikke helt levede op til de løfter, jeg fromt havde aflagt i City Solei). Underligt var det også at komme lige til skuespilleren Britta Lillesøes 50-årsfødselsdag og slutte året hvor det var begyndt - i den Grå Hal. Christiania lignede efter Haiti det rene Disneyland. Britta havde fået en stor erstatning for en tabt lillefinger og ønskede at holde sit livs fest for 370 venner. Det var et kongeligt taffel uden lige. Hele den Grå Hal var dækket op med festlige borde, sølvlysestager, kæmpefade med muslinger og de bedste madretter og Versaille-vine. Det var vidunderligt at se alle de gamle fra Solvognen igen. Alle jer, som jeg blev fængslet sammen med efter Rebild-indianeraktionen, og som siden blev "rigtige" skuespillere, var til stede (bortset fra Erik Sløjfebinder, som var dum nok til at investere i det berømte hash-skib og nu igen sidder i fængsel). Der var en feststemning som til krofester i Fåborg - velsagtens fordi kun Christiania rummer et tilsvarende landsbymiljø i København. Selv havde jeg Ulla Henningsen til bords og fortalte hende hvor underligt et sammentræf det var, da min datter hele året havde spillet og sunget hendes Liva Wheel-sange - ligesom jeg selv havde gjort det i bilen i USA. Men når jeg skulle beskrive mine oplevelser i Haiti et par dage forinden magtede jeg ikke at fremstamme andet end: "Jeg vadede rundt i lig." Jeg er stadig rystet efter oplevelsen på en måde jeg ikke forstår. Jeg har her prøvet at skrive mig lidt ind på den for at få den ud af kroppen. Det kan ikke gøres i et kort julebrev, men jeg er alligevel blevet gladere af at forsøge. Jeg er i hvert fald nu kommet ud af det dårlige, negative humør, jeg var i i begyndelsen af brevet. Ved at forme det som et julebrev dukkede I alligevel efterhånden op i tankerne, hvorfor det ikke er ment som en ren dag/årbog til glæde kun for mig selv. Jeg kan snart ikke forestille mig en jul uden dette hyggelige samvær med computeren og jer med at få styr på årets oplevelser og jeg håber at jeg på en eller anden måde også kan glæde jer i processen. For glæder er først rigtige glæder, når man kan dele dem med andre. Derfor må I også snart tage jer sammen og komme med på mine køreture. Men skynd jer! Nu vil Uffe Ellemans datter også med. Uffe trykkede mig i sommer i hånden for at takke mig for det indtryk showet havde gjort på Helene. Verden står vist ikke længere....

Men nu må jeg se at få brevet sendt af sted, for nu dumpede årets første julehilsen ind af brevsprækken - fra Hans Skjøtt som jeg har leget med lige siden første klasse - og som nu begejstret og med sit eget grafiske kunstværk fortæller om glæden ved at lege med sit første barnebarn. Mens mange af mine jævnaldrende sorte venner i USA for længst er blevet bedsteforældre, er Hans den første af mine skolekammerater, som er blevet det. Men Årets Mand blev nu alligevel Torben fra gymnasieklassen, som jeg havde den ære at bespise både under og efter maratonløbet. Fuldstændig ubesværet løb han på kun 4 timer og 5 minutter. (Han kunne faktisk egenhændigt gå op af mine trapper. Det kunne jeg ikke selv, da jeg forsøgte maraton). Nu synes jeg at resten af os skal prøve at slå denne foreløbige klasserekord i næste års maraton. Min bror Niels Jørgen står parat til at modtage jeres tilmeldinger på 35-266900.

Ja, nu vil jeg slutte, for jeg skal ind og se "Alle tiders jul" med børnene. Jeg vil ikke gå glip af et eneste afsnit af denne serie. Men hvis nogen af jer er i København viser jeg i juledagene et lille lysbilledshow om mine oplevelser på Haiti for min familie og I er selvfølgelig også velkomne. Jeg flippede i øvrigt fuldstændig ud over Haitis farverige naivistiske kunst og endte med at købe billeder for over 10.000 kr. med hjem. Hvad jeg ikke selv kan bruge vil jeg gerne sælge videre til jer som direkte ulandshjælp: "trade, not aid."

Nu vil jeg ønske jer alle en rigtig god jul og et godt nytår.

De kærligste hilsner

Jacob Holdt

Gernersgade 63, 1319 Kbh. K. Tlf. 33-124412