Da de fleste af jer jo ikke er mine venner i et venskabs dybere betydning, men derimod nogle fortidsfigurer, der lever videre i min erindring (eller måske fantasi), prøver jeg i år at være lidt mere oprigtig overfor mig selv i min tiltale af jer. De virkelige venner i ens liv - har I sikkert selv erfaret - er jo dem man dagligt ser, forældrene til vore børns skolekammerater o. lign. Da jeg ser mere end nok til disse i det daglige og derfor med få undtagelser ikke har behov for at misbruge dem til at skrive dag/årbog til, kan I jo omvendt slutte at hvis I er så uheldige at modtage dette brev hører I åbenbart ikke længere til mine sande venner! Det skal I nok ikke begræde, thi som den ensomme ulv jeg altid har været (som mennesketype og fotograf) med angst for dybere berøring, har jeg nok aldrig haft egentlige venner. Derimod har det aldrig skortet på overfladiske bekendtskaber. Jeg svor da også efter sidste års forvirrede julebrev, som jeg endte med at klippe 3/4 dele bort af, at nu skulle det være slut med disse selvoptagne julebreve. Men her er så alligevel 22. årgang. Til gengæld har jeg forsøgt at skære en hel del ned på modtagerlisten i år, thi hvor længe er det mon rimeligt at holde fast i fortiden? Gudskelov er en del af jer begyndt at dø, hvilket har sparet mig for en del porto i år. Glem ikke, at jeg også sender det til mine tidligere uvenner fordi jeg føler at I fik ligeså stor betydning for mig som mine "venner" ved i perioder af mit liv at have aldeles overtaget styringen af mine tanker. Da modgang og smerte er de elementer, som har været mest udviklende for mig, er mine mest betydningsfulde venner følgelig at finde blandt mine fjender. Min overlevelse i USA skyldes at jeg tidligt lærte at dem som kommer én i møde med størst vrede og aggressivitet er dem, som stærkest søger ens venskab. Når jeg i høj grad har negligeret mine andre "venner" igennem årene, er det ikke mindst fordi jeg har brugt så megen energi på at opnå venskaber med folk, som andre måske opfatter som fjender og følgelig undgår eller ghettoiserer. Jeg føler imidlertid at man ligeså godt kan give sig i lag med dem, for de lever immervæk videre i ens underbevidsthed, og så må man hellere forsøge at bearbejde de negative sider i Én selv, som de repræsenterer.

Jeg skriver dette brev her i december måned netop hjemvendt fra en af mine barskeste oplevelser i årevis, som har gjort mig ualmindeligt introspektiv og verdensfjern. Når jeg derfor tænker tilbage på den udadvendthed og det engagement, jeg lagde ud med i årets første måneder, forbavses jeg over hvor forskelligartet et menneskes sind kan være indenfor blot et år. Thi lige nu er jeg fuldkommen ligeglad med alt omkring mig, læser hverken aviser eller ser fjernsyn, gider ikke at arbejde og skriver udelukkende julebrev for mig selv. Tro endelig ikke Ét øjeblik at jeg nogetsteds i brevet har haft dig i tankerne eller sågar tænkt på at glæde dig med en julehilsen. Dette lidet konstruktive humør står i skærende kontrast til alt det jeg fik udrettet i januar 94. Ikke blot havde jeg næsten hver dag to shows med lang kørsel imellem (og I ved jo hvor lange mine shows er!). Hvis jeg overnattede hjemme var jeg sjældent i seng før kl. 1 og oppe igen før 6. Alligevel magtede jeg at bruge nætterne til at skrive den ene kronik efter den anden til aviserne i. Da jeg til sidst fik midlertidigt kronikforbud i Politiken, begyndte jeg at sætte dem i Berlingeren, hvilket jeg altid har nægtet, da jeg normalt ikke kan fatte mig så kort. Dernæst gik jeg over til helsides debatindlæg i Politiken og radio- og fjernsynsdebatter (hentet i taxa til Radiohuset i middagspauserne af mine shows i skolerne). Mens jeg her i december er fuldstændig død i bolden og ikke kan begribe at nogen gider skrive så meget som en dødsannonce i aviserne, var jeg i januar så engageret og lidet forvrøvlet, at lærere i mange skoler over hele landet delte mine kronikker ud til eleverne. Efter min kronik om Nørrebrooprøret ville Den Liberale Presse tilmed have mig til at skrive kontrakt om levering af en hel stribe kronikker til deres 17 venstreaviser med faste leveringstider. Jeg skrev tilbage at jeg ikke magtede dette, for jeg kan kun skrive kronikker når jeg bliver gal i hovedet. Og det gør jeg ikke på faste datoer. Ligesom jeg synes det er sjovere at skrive julebreve til nogle jeg kender end at skrive bøger til nogle jeg ikke kender, har jeg bortset fra Vestkysten ikke noget personligt forhold til venstrepressen. De fleste af mine venner i København læser Politiken. Derfor henvender jeg mig til dem og ikke til en ukendt læserskare, som er mig ligegyldig. At jeg var i stand til at "skrive" en bog engang beror jo på at forlaget og Kirsten Thorup byggede den op af breve, jeg tidligere havde skrevet til venner. Just dette addressatforhold var emnet i en bog, som nogle studerende overraskende sendte mig, i hvilken de havde analyseret min Nørrebro-kronik fra ende til anden. Det er jo meget skægt, når man hastigt grifler nogle strøtanker ned på en søvnløs nat, så at se en gruppe studerende bruge flere måneder af deres liv på at hudflette dem og sætte dem i en aristotelisk retorisk sammenhæng med ethos- og pathosappeller og anden uforståelig snak. At nogen gider tage Én så alvorligt er ubegribeligt (med ødelagte ægteskaber og masser af søvnløse nætter til følge, sagde de)! Særligt prøvede de at analysere om jeg havde henvendt mig til politiet, oprørerne eller politikerne. "Nej, mine brosten var udelukkende rettet mod min svigermor, som jeg havde et voldsomt skænderi med om oprøret og nu ønskede at få det sidste ord overfor. Og at lukke munden på svigermor er så uoverskuelig en opgave, at det kun kan ske i medierne hvor hun ikke tør svare igen," kunne jeg fortælle dem. Når jeg sammenligner med hvor meget patetisk og selvsmagende vrøvl, jeg har skrevet i pressen gennem årene, kunne jeg godt ønske mig flere produktive skænderier med svigermor, for det væltede ind med sympatibreve bagefter fra folk med lignende komplicerede forhold til deres svigermødre!

Samtidig med denne underlige udfarenhed i medierne organiserede jeg sammen med Stop Volden et kæmpearrangement på Martin Luther Kings fødselsdag i Den Grå Hal i Christiania. Anledningen omtalte jeg i sidste års julebrev. Det blev overraskende vellykket. Aviserne skrev at et par tusinde mødte op og at mange var kommet kørende fra hele landet med bilen fyldt med ungerne. Jeg ved ikke hvor mange der gik forgæves, men det tog halvanden time at få over tusind mennesker inden døre. Jeg tror aldrig der har været flere i hallen. I et forsøg på at standse knivvolden skulle det være en dialog mellem forældre og børn. Jeg blev selv grebet af stemningen og sagde i indledningen at "vi skal sidde så tæt at vi kan mærke knivene i hinandens lommer og skabe en sådan tryghed at vi bagefter lægger dem i kasserne ved udgangen." I showets pause læste en af mine sorte venner den hilsen op, som Martin Luther King's datter havde sendt mig i dagens anledning, hvorefter stemningen var så høj, at jeg dristede mig til at opfordre alle til at tage hinanden under armene og synge borgerretsbevægelsens gamle slagsang "We shall overcome". Jeg var selv blændet på scenen af projektørlyset, men folk hævdede bagefter at der ikke havde været et øje tørt. Hvis det er rigtigt opdagede jeg endnu engang den gamle demonstrationseffekt, da jeg siden så en tv-udsendelse igennem: at den stemning man selv oplever under en sådan seance ikke svarer til den, der indfanges af kameraerne. På fjernsynet så vi nemlig dødsensalvorlige ud alle sammen. Jeg havde været meget bange for at brugen af mit eget værk i en god sags tjeneste skulle blive set som Ét stort egotrip, men indtil denne - min egen fremstilling af det her i julebrevet - har det tilsyneladende ikke været tilfældet.

Det viste sig at der havde været en masse lærere til stede og det bevirkede at jeg måtte bruge meget af året siden hen på at tage ud i folkeskoler for - med mine egne amerikanske erfaringer med volden - på en måske mere overbevisende måde end en politimand at fortælle eleverne om at det er selvmord at gå med knive. Mange steder synes jeg at jeg har haft en god dialog med eleverne (mens selve showet måske går lidt hen over hovedet på dem), men jeg må indrømme at det har bevirket at folkeskoler lige for tiden hænger mig langt ud af halsen. Så langt, at jeg har givet ARTE besked om at jeg nægter at tage ud i folkeskoler mere. (Jeg selv og eleverne får mere ud af det på gymnasie- og højskoleniveau). Men dette krav har folkeskolerne fundet en vej uden om. Nu er de begyndt at rotte sig sammen og samle de ældste klassetrin i amtscentralerne. Det har den fordel, at jeg - doven som jeg er - kan lade hele udstyret stå fra dag til dag i en kæmpestor ideelt mørklagt teatersal, mens tusinder af elever bevæger sig fra deres individuelle skoler i f.eks. hele Storkøbenhavn hen til mig frem for at jeg - ene mand - bevæger mig ud til dem. Jo, det lyder absurd, men især i København er skolerne nu så fattige og forfaldne, at jeg simpelthen ikke kan bruge dem til formålet. Jeg synes jo nok at I i provinsen burde betale lidt mere i skat til hovedstaden med de luksusskoler I selv råder over!

En af årets store oplevelser var forårets turné i USA. Selve turneen var ganske vidst en total fiasko, for p.g.a. en langvarig betalingsstrid med min agent havde jeg kun tre shows. Netop derfor var jeg henrykt. Alt hvad jeg har skrevet om i årevis i julebrevene - det implicitte ønske om at blive menneske igen - havde jeg nu en hypotetisk chance for at realisere. Inden afrejsen til USA havde jeg fået en opringning fra en, der nærede nøjagtig det samme ønske selv - en vis Anita Roddick fra The Bodyshop - som ville med mig ud og køre. "Hvem mon det kan være?" gik jeg ind i stuen og spurgte Vibeke. Hun var ved at falde om af forbavselse. Ikke over at jeg ikke kendte navnet, men over det underlige sammentræf at jeg får en opringning fra ejeren af et verdensomspændende kosmetikfirma i selv samme øjeblik hvor hun lige selv var kommet ind ad døren efter indkøb i en af hendes butikker på Strøget og nu sad i sofaen med favnen fuld af sæbedyr o.a. derfra til børnene. "I ligner hinanden fantastisk meget. Hun er nøjagtig ligeså selvpromoverende i en god sags tjeneste som du er det. Du bliver garanteret forelsket i hende," sagde Vibeke - allerede jaloux på forhånd - men med hendes beundring for Anita også lidt stolt. Drillende døbte hun straks mit rullende hjem i USA for "The Bodyshop". Da jeg så Vibekes reaktion, glædede jeg mig straks til at møde Anita og strøg ind i The Bodyshop for at købe hendes bog "Body and Soul," som jeg læste hele vejen til USA - kun afbrudt af mit obligatoriske vinterbad på Island. Efter et enkelt show i Pennsylvania, hvor jeg blev rost for at være den eneste foredragsholder hele vinteren hvem det var lykkedes at nå frem gennem sneen, strøg jeg med halsbetændelse ned mod varmen i Florida for at samle Anita op efter hendes sidste Tv-show. I en boghandel havde jeg købt et bånd med en af hendes morsomme taler (til børsmænd på Wall St.) og sad og lyttede til det i bilen for at øve mig på hendes britiske accent idet jeg normalt har en dyb aversion mod britisk (vist nok fordi en af min kones tidligere elskere var englænder). Om det er grunden til at jeg var så ivrig efter at møde Anita vil jeg overlade til dybdepsykologien, men i al fald var hastigheden så høj at jeg snart endte med et brag i The Bodyshop - i ordets amerikanske betydning - et automobilværksted! I to dage måtte jeg med voldsom influenza vandre frem og tilbage mellem et mørkt muggent motel og nogle drævende langsomme sydstatsmekanikere. Anita var ligeså skuffet over forsinkelsen. Hun havde i mellemtiden læst min bog, som havde grebet hende stærkt. For at spare tid måtte jeg flyve hende op til Atlanta, hvor jeg bad Tony Harris, min langvarige medarbejder, om at underholde hende i et par dage med nogle af de ideer vi bruger i vore workshops. Da jeg endelig samlede hende op, havde jeg overhovedet ingen stemme. Men min intuition havde ikke fejlet: vi svingede øjeblikkeligt sammen og talte næsten uafbrudt 24 timer i døgnet, for mit vedkommende med et hviskende hæs influenzastemme.

Det var en stor oplevelse for hende at møde de folk hun kun få dage før havde stiftet bekendtskab med i min bog. Første dag kørte vi ned til Mary i Alabama, som I vil huske som kvinden hvis hus blev brændt ned af hvide klansfolk p.g.a. hendes forhold til en hvid. Med den utrolige kulturforskel, der er mellem mig og Mary med hendes vrede underklassepsykologi, er det et sandt mirakel for mig at vort forhold har kunnet fortsætte gennem 20 år. Med den særlige betydning hun har for mit show, hvorunder jeg dagligt får spørgsmål om hende, forstod Vibeke da også tidligt hvorfor det var så vigtigt for mig at bevare netop dette forhold. Med de dybe følelser vi nærer for hinanden, undrede det mig astrologisk set ikke for nylig at opdage at Mary og jeg er født nøjagtig samtidigt samme år. Netop derfor glædede det mig at Anita og Mary havde det overmåde festligt sammen. Jeg har sjældent hvide venner med på besøg i den sorte underklasse i sydstaterne, idet jeg føler at den skyldfølelse de fleste - især danskere - udviser overfor denne knusende armod er mere dehumaniserende for ofrene end nogen anden form for racisme. Når Anita kom til at gøre så voldsomt et indtryk på mig var det ikke mindst fordi hun er den første jeg har haft med, som syntes fuldstændig fri for denne skyldfølelse. Alle vi besøgte - rig og fattig - vadede hun lige ind i med træsko, og selv de tristeste skæbner i underklassen fik hun til at blomstre op, så jeg så fuldkommen nye og ukendte sider i dem. Mary har ikke telefon, men gennem naboer havde jeg meldt vores ankomst. Som sædvanlig, når jeg kommer på besøg, havde hun derfor trakteret hele dagen. En traditionel soulfood-gryde stod og boblede på brændeovnen, da vi trådte ind over det gabende hul i gulvet, som stadig ikke var repareret efter at DR-TV's store kameramand var braset en meter ned igennem de rådne brædder. Men da Anita så de udkogte grisehaler og sort-øjebønner med fedtklumper i, var hun ikke spor sulten, men kastede sig over majsbrødet i ovnen. Jeg undskyldte med at hun var vegetar. Heller ikke Tv-folkene, jeg havde haft med, havde formået at spise Marys eller naboernes mad. Soulfood - fedtklumperesterne fra slaveherrens bord - er jo med nutidens øjne ikke den sundeste mad, men for mig (og for bedrestillede sorte) får den alle de følelser til at vælde op fra den lykkelige tid engang, da jeg var tvunget til at spise en sådan kost dag efter dag. Og mine følelser for Mary er uløseligt knyttet sammen med denne kost. Bagefter lå både Anita og Mary i næsten konstant krampelatter ved at prøve hinandens tøj, hatte og parykker. Senere samlede vi Beth op (side 115 i gml. udgave af bogen), købte en masse øl og kørte op til Ida Ford (nederst side 61), som mødte os med geværet i mørket udenfor sin spøgelses-shack dybt inde i skovene. Ida kan ikke ytre to sammenhængende ord og bor værre end noget menneske jeg har mødt på hele jorden. Hver gang jeg er kommet i nu 20 år bryder hun ud i et jubelskrig, for jeg er med garanti det eneste lyspunkt i hendes formørkede tilværelse - om ikke andet med de øller jeg altid har med. Men var der nogen hun kom til at elske var det Anita. Og kærligheden var gensidig. De sad konstant og kyssede hinanden, den tandløse Ida med skråtobakssavlen konstant dryppende fra hagen. Og her må Anita virkelig have overvundet noget i sig selv, for når man så hvad Ida havde levet af i ugevis - udkogte grisehaler i tykt sort tjærevand med døde fluer og maddiker på et ildsted, der fik stenalderens til at ligne ren idyl - ja, så ville de fleste nok have foretrukket at kysse selveste frøen. Men Anita var intelligent nok til at vide, at det jo var det hun i virkeligheden gjorde. Det som i så høj grad bandt os sammen var erkendelsen af at vi begge havde haft mod til sådanne grænseoverskridelser - at kysse smerten i al dens skønhed - hvorfor det, som i eventyret, var gået os begge godt. I vores uafbrudte dialog på køreturene var det, der interesserede hende mest, netop at bore i de oplevelser, jeg havde været igennem med mennesker, som havde givet mig smerte, og hvordan jeg altid havde været i stand til at vende smerten og hæsligheden til en positiv berigende oplevelse. Og jo mere hun borede i det, jo mere dukkede den ene glemte oplevelse op efter den anden, idet vi kørte ned på den strækning igennem det sorte bælte, hvor jeg havde haft måske flest smertefyldte oplevelser. Og straks jeg fortalte om dem, ønskede hun at møde de folk, som havde givet mig smerte, f.eks. alle de gamle savlende homoseksuelle mænd, som altid havde udnyttet mig på disse øde strækninger. Særligt var hun begejstret for David Lancote, den gamle hvide antikvitetshandler, som havde samlet mig op hin nat i Mississippis uendelige skove og sagt til mig, at han ville indkvartere mig i et af de mest overdådige hjem, jeg nogensinde havde boet i, hvis jeg lige ville tage en smut med ham ind på en mørk sidevej i skoven i hans gamle rustne pick-up-truck. Jeg havde selvfølgelig ikke troet ham, men havde som bekendt det princip aldrig at sige nej til folk. I dag, hvor amerikanerne simpelthen ikke kan begribe, hvordan jeg kom ind i disse overdådige plantagehjem, er det for længst gået op for mig, at bag hver eneste af sådanne positive oplevelser lå en smertefyldt tildragelse, som jeg var i stand til at opleve som noget positivt fordi jeg vidste den altid førte mig lige lukt i himmerig (eller endnu bedre steder). Anita havde stærkt psykologiske evner, for hun fik mig til at fortælle om og genopleve ting, jeg altid har haft for meget blufærdighed til at fortælle andre om, men som jo skal bearbejdes på et tidspunkt fordi de på et eller andet plan bestod af fortrængt smerte. Fortrængt smerte, ved jeg jo fra racisme og nazisme, er noget af det allerfarligste. Og hvilken gunstigere situation, kan man så tænke sig, end sammen med ens psykolog at møde de mennesker, som gav Én smerten dengang man ikke opfattede det som smerte, men som nødvendighedens bismag. Anita var ikke blot god til at åbne mig op, men åbnede selv op på ligeså ærlig vis. Men som den kendte offentlige person, hun er, vil jeg naturligvis ikke viderebringe de mere spændende private ting, hun betroede mig, i dette brev.

Netop fordi vi kom så tæt ind på livet af hinanden opstod hurtigt den ekstatiske tilstand af næsten forelskelse, jeg elsker ved mødet med smukke mennesker. Vi havde jo begge to prøvet lidt af hvert og delt senge med hundredvis af mennesker gennem livet. Alligevel havde vi den underlige forlegenhed, som unge nyforelskede, da vi den første aften skulle finde ud af, hvem der skulle sove hvor. Jeg ville normalt have sovet i Marys seng, men da hun kun har Én seng, måtte en af os sove i bilen. Og da vi havde oplevet meget vold i løbet af aftenen - smugkroen vi dansede i i Tv-udsendelsen var netop blevet brandbombet og en ny var oprettet lige lovlig tæt på Marys hytte med al den vold, der følger med (bl.a. havde Marys fætter i løbet af aftenen skudt alle lamperne ud både inde i huset og udenfor) - ja, så var Anita lidt nervøs for at sove alene i bilen. Da vi havde gjort os ikke så lidt bemærkede i dette racebetændte område, var hun også bange for at Marys shack igen skulle blive brandbombet. Det var ikke en helt let situation. Jeg var dels bange for at såre Marys følelser ved i hendes øjne at vælge at sove med et hvid kvinde, og dels bange for at give Anita følelsen af at lade hende i stikken. Uden Anitas vidende havde jeg måttet give The Bodyshop's amerikanske hovedkvarter en nøjagtig rutebeskrivelse. De havde først truet med at sende en medarbejder diskret bagefter os i egen bil. De var så bange for hendes sikkerhed på turen, at jeg havde lovet at aflægge hemmelig telefonisk rapport flere gange daglig for at de ikke skulle slå alarm. Nå, jeg så naturligvis straks det absurde i at det var måske første og eneste gang i mit liv jeg stod overfor det svære valg mellem at sove sammen med en landarbejder eller en multi-milliardær. Jeg løste problemet ved at sige til Mary, at vi blev nødt til at køre, da vi skulle møde nogen næste morgen. Anita ville aldrig have sagt det, men jeg vidste at hun ikke ville kunne klare Marys morgenmad. Så vi endte med at køre "The Bodyshop" langt ud i skoven og sov der efter en glad nat med masser af øller og billard i smugkroer.

Som leder af et verdensomspændende firma (kun Esbjerg synes at være blevet forskånet en af hendes butikker, men den kommer snart!) var jeg imponeret af at Anita ikke Én gang på turen kom i nærheden af en telefon, men fuldstændig absorberede sig i de mennesker hun var sammen med (mens jeg f.eks. selv måtte aflægge hyppige rapporter hjem til mit hovedkvarter, altså Vibeke, som havde været stensikker på, at jeg ville blive forelsket - og med god grund: "Du behøver jo ikke at se "Indecent Proposal" for at vide at du ikke har en chance overfor 5 milliarder!" drillede jeg. Det er jo skønt at være lidt ovenpå ind imellem.) Med sådanne rigdomme, tænkte jeg, hvor længe kan Anita klare sig i bilen i Sydens sveddryppende hede uden et bad? Hun var ikke meget for at indrømme at hun godt kan lide luksus. Efter nogen tid begyndte hun i det stille at mumle - når vi passerede moteller - at det jo kunne være skønt i eftermiddagsheden lige at checke ind en times tid og få et koldt bad. Jeg har aldrig brudt mig om at smide om mig med penge til nyttesløse formål - heller ikke andres penge - så jeg tænkte at jeg i stedet ville lære hende nogle af mine vagabond-tricks. Uanmeldt drejede jeg pludselig ind på et truck stop, gav hende en gammel hat på og sagde at hun skulle gå lige efter mig med bøjet hoved og store John Wayne skridt. Vi vandrede derefter op i truckernes aflukkede loge, hvor de må få et gratis bad hvis de har tanket lastbilerne helt op. Vi stillede os afventende ved et af bruserummene og gled så ubemærkede ind inden døren nåede at smække i efter en nyvasket trucker, som kom ud. Blandt de mange truckere havde ikke Én lagt mærke til at der var en kvinde iblandt dem (hvilket truckere ellers nok plejer at have et godt øje for), men for Anita var det en kostelig oplevelse at stå midt imellem alle disse kæmpestore cowboytyper i højhælede støvler, flere splitternøgne - bortset fra cowboyhatten på hovedet. Alligevel mumlede hun aldrig mere noget om at få bad.

Til gengæld var det hende, der var snarrådig, da vi sad fast i timevis på den regntunge mark hos Wilma, kvinden jeg sad i sengen og diskuterede med i Tv-udsendelsen om sort selvbebrejdelse. Wilma var denne gang i depression efter moderens død og kom aldrig ud skønt Anita havde lange diskussioner med denne afgrundsdybe fortvivlelse bag sprækkerne. Mens jeg satte mig ud på landevejen for at vente en halv dag i dræbende hede på en Falck-vogn specialbygget til lastbiler, udnyttede Anita kvinders velkendte evne til at spille hjælpeløs overfor mænd, hvoraf hun havde øjnet nogle på store traktorer ude i bomuldsmarkerne, og fik dem til at trække os ud af pløret.

Vi besøgte en store skare af mine venner og overalt snakkede hun med mig om, hvordan hun kunne skabe "business opportunities" for dem. Hun ønskede inderligt min hjælp og erfaring til at stable nogle projekter på benene på samme måde som hun overalt i verden har fået selv de fjerneste indianerstammer og indfødte til at producere varer til hendes butikker. Men en ting er at arbejde med og bo hos stolte, stærke stammer i Afrika og Amazonjunglen. Den håbløse selvdestruktion og vold hun så her var imidlertid en udfordring hun intetsteds i den tredje verden havde mødt på sine mange rejser. Ikke mindst volden. Søsteren til Nina, som lå grædende i sengen i Tv-udsendelsen, fortalte os f.eks. i forbigående at hendes mand lige var blevet myrdet i et brutalt øksemord. "Nå," sagde jeg, "så var det da hurtigt du fandt dig en ny mand." Ja, sagde hun, det var hendes mands morder, som var flyttet ind. Jeg så undrende på hende, da jeg vidste hun havde holdt meget af sin mand, og hun tilføjede: "You 'got to understand, it's so hard to find a good man these days." Hun beskrev hvordan hun var kommet hjem og havde fundet sin mands kløvede hoved på gulvet og da nu ham den fremmede mand var til stede, havde hun fået ham til at hjælpe med at tørre blodet op. Og - ja, så var han altså endt med at blive boende....

Som kontrast til al den smerte tog jeg hende med til de overdådigt rige plantagehjem jeg havde boet i i Natzhez i Mississippi. Det var det eneste sted, hvor jeg fortalte folk, hvem det egentlig var jeg havde med, idet jeg ikke ønskede at hendes rigdom skulle ødelægge mit forhold til mine fattige venner selvom hun fik min tilladelse til efter rejsen at sende dem alle store checks, hvilket bl.a. reddede Mary fra at miste sin jord. Da de hørte i Natzhez hvem jeg havde med denne gang satte de det helt store maskineri i sving og lavede bl.a. en fest, hvor Anita kunne møde David, den fede homoseksuelle antikvitetshandler, som havde bragt mig ind i alle herlighederne. Datteren i familien kom kørende helt fra Dallas for at møde Anita, og sønnen helt fra New Orleans. Særligt glad var jeg for at gense Earlene, den tykke sorte tjenestepige a la Borte med Blæsten, som dengang dagligt havde serveret morgenmad i himmelsengen for mig og

Emely (side 117 i bogen). Earlene tjente stadig for familien og fortalte mig hvordan det havde været at finde Emely i pølen af blod, da hun skød sig selv i badekarret nogle år efter. Det er betegnende at de eneste af mine gamle kærester, som har begået selvmord, begge var millionærer. Den anden var datteren af Shlits-bryggerifamilien (omtalt side 235). Emely's børn underholdt nu Anita med hvordan jeg en af de første dage, da jeg havde boet hos dem, til en fin middag med mange gæster havde overrasket alle ved pludselig at hive min korthårsparyk af så mit lange hår væltede ud, hvorefter værtinden Emely havde brudt den pinlige stilhed med "Oh, I knew you were a Communist, but I like you anyway". Og om hvordan jeg havde "bedraget" dem dengang ved intet at fortælle dem om at jeg gik og fotograferede de sorte. Men nu hvor de alle har bogen eller havde set showet, kunne de godt forstå hvorfor jeg havde været nødt til at "føre dem bag lyset". Under rundvisningen i de historiske plantagehjem udviste Anita en utrolig kunst- og historieviden. Hun er nok et af de mest intelligente mennesker jeg nogensinde har mødt med lynhurtige bemærkninger afslørende en kæmpemæssig detaljeviden om alt. Og så er hun en af de få venstreorienterede, der ikke er gået på kompromis med sin overbevisning. Målt med hende følte jeg mig tit utroligt reaktionær i mine politiske idealer - eller mangel på samme!

Vi havde haft det så morsomt og skønt sammen, at jeg var dybt deprimeret den dag jeg skulle aflevere Anita i New Orleans. Den eneste af mine venner, vi desværre ikke nåede at besøge, var massemorderen Woody helt ude ved Texas-grænsen. Nu hvor hun skulle i gang med arbejdet igen, indkvarterede hun os i New Orleans' fineste hotel, The Richelieu. Første begivenhed var en stor fest, de lokale Bodyshop-medarbejdere havde lavet. Særligt i USA udgøres disse næsten udelukkende af unge idealistiske kvinder. Så da vi ankom til hummerfesten i taxaen, brød der straks et jubelskrig op fra mængden som var selveste The Beatles kommet til byen. Og da ingen vidste hvem jeg var - og jeg derfor blev taget yderst alvorligt som hendes ledsager - nød jeg al den kunstige opmærksomhed jeg fik denne aften fra de unge kvinder, når de ikke magtede at kæmpe sig igennem kødranden omkring Anita. Det var underligt efter den anonymitet, vi havde nydt sammen i så lang tid, at se Anita næste dag på forsiderne af alle aviserne og fra morgen til aften i TV-programmer. Hun havde inviteret mig til at deltage bl.a. i debatter med de handelsstuderende på to af mine egne gode universiteter, Loyola og Tulane, men jeg skulle ikke nyde noget af at være hendes sidevogn. Når jeg nu havde ligesom ejet dette smukke menneske i så lang tid var jeg simpelthen skinsyg over at skulle dele det med andre. Hendes idealisme kendte ingen grænser. Da vi sad til middag en aften med forretningsfolk nævnte en af dem, hvor trist det var at de plastikperler, der bliver kastet ud fra flåderne under Mardi Gras, nu produceres i østen. Med tanke på alle de fattige sorte, vi lige havde mødt, fik Anita straks den idé at lade de udskudte socialhjælpsmødre i fattiggårdene producere dem. Sværmeriske ønskedrømmerier hos en gammel venstreorienteret? Nej, allerede næste dag satte Anita hele sit kæmpemaskineri i sving for at få denne business op at stå. Nu hvor det var hende, som var i centrum, kunne jeg slet ikke følge med hendes tempo. Denne dynamik har jeg tit selv oplevet, når jeg har haft danskere med på mine tournéer, at de ikke i længere tid kan følge med mit tempo. Man får simpelthen uanede kræfter og energi fra folk når man er centrumsfigur, og falder let hen i en døs når man ikke er det.

En sådan døs, ja depression, faldt jeg hen i i dagene efter jeg forlod Anita. Jeg indså at Vibeke havde fået ret i at jeg ville blive forelsket i Anita, en følelse der naturligvis blev forstærket af min pludselige ensomhed ude på landevejene. Flere gange beep'ede Anita mig, men jeg ringede aldrig tilbage. Derefter kørte jeg i lang tid rundt for at tilbringe mere tid sammen med alle dem, vi lige havde besøgt. Det blev en uhyre kreativ periode med masser af nye billeder, hvorved jeg her i sommer har kunnet udskifte en fjerdedel af billederne i showet med up-to-date-billeder. Mary var som sædvanlig af uvurderlig hjælp til at bryde igennem frygten og mistænksomheden hos nye familier. Derefter kørte jeg ned til Florida for at finde Linda, den lille pige med lampen og den røde kjole (side 126), som jeg ikke har set i flere år fordi hun altid er i fængsel. Men efter en hel dags rundspørgen i området, måtte jeg forgæves og deprimeret køre derfra. Ingen anede hvilket fængsel hun var i. Da jeg om natten kørte derfra, så jeg i mørket ude på landevejen en sort fyr gå langs grøften. Jeg standsede af sædvane for at spørge om han havde brug for et lift. Han sagde ja, for han var på vej mod et fængsel i en anden by for at besøge sin kæreste. Jeg fortalte så at jeg selv ledte efter Én i fængsel, som jeg engang havde fotograferet som lille pige. Pludselig spurgte han om jeg var fra Danmark, for Linda, som var hans kæreste, havde tit fortalt ham at den eneste ven hun havde haft var en hvid mand fra Danmark, der blev ved med at vende tilbage i hendes liv. Efter næsten forgæves at have kørt over 1000 km i 12 timer udelukkende for at se Linda, følte jeg det som en mirakuløs gave ovenfra at jeg ud af Floridas 20 millioner indbyggere lige havde samlet den eneste ene op, som vidste hvor Linda var. Jeg kørte ham fluks til fængslet, hvor han fik personalet til at gøre en undtagelse: selvom jeg ikke var på besøgslisten fik jeg lov til næste dag at besøge Linda i enrum. Det blev en gribende oplevelse. Jeg havde besluttet mig til denne gang at lave en båndoptagelse med Linda om hvordan hun selv havde oplevet den barndom, som jeg romantiserer helt ud på overdrevet i mit show. Det var lykkedes at smugle en lille diktafon med ind i ærmet. Førhen har Linda aldrig villet tale om sin barndom og aldrig villet se mit show om den, men efter mange år i fængsel var hun nu i et særligt rehabitalitionsprogram og ønskede sammen med de andre fanger at bruge min bog i dette. Efter den seneste 5 års-dom ønskede hun fremover at undgå stoffer og kriminalitet, men det er ikke let når hun kun har "sumpen" at vende tilbage til. Derfor havde hun brug for min hjælp og ønskede at arbejde med Am. Bil., når hun kom ud, sagde hun, og greb inderligt mine hænder, så min skyldfølelse fik tårerne til at løbe ned ad mine kinder. Med hendes lysende intelligens var dette en idé vi i Am. Bil. tit selv havde næret, men hver gang jeg havde besøgt hende havde hun været så opløst i stoffer, at jeg ikke magtede at gå videre. Og nu, hvor hun efter mange år, endelig var parat, var jeg selv nået dertil, hvor jeg for at blive lidt mere menneskelig og komme ud af mit vanvittige ræs, ønsker at trappe mine shows ned. Skæbnens ironi er så at for at kunne blive mere "menneskelig" er jeg nødt til at ødelægge den virksomhed, som kunne have givet Lindas liv en mening. Men dette kunne jeg ikke fortælle hende nu, for skulle hun klare rehabiliteringen var hun nødt til at leve med håbet. Derfor var jeg helt knust, da jeg kørte derfra: fuld af selvbebrejdelse over at jeg ikke - på trods af hendes tilstand - havde skredet ind for mange år siden for at redde hende ud af "sumpen." Jeg følte, at hele mit liv havde været Én lang svigten af de mennesker, som havde betydet så meget for mig. Ikke i ord - bevares - men i handling. At det menneske i showet som jeg har svigtet mest, ser mig som sin eneste ven, gav mig yderligere kvalme. Historien om Linda får hver aften mine amerikanske publikum til at bryde i gråd. At se, hvor store følelser og forhåbninger folk investerer i dette lille smukke barn og alt det spirende, hun står for, fik mig i de første år selv til at knække over i stemmen, når jeg måtte besvare spørgsmål om hvad der siden er sket med hende - og derved knuste de dybe fællesmenneskelige håb alle nærer. Næste dag vendte jeg tilbage for at prøve at overbevise fængslet om at det var vigtigt for Lindas rehabilitering at hun tog med mig op til mine to sidste shows i Washington og Baltimore hvorefter jeg ville flyve hende ned til fængslet igen, men forgæves. Det hele var et underligt efterspil til den endeløse diskussion, jeg havde haft med Anita Roddick om netop dette, vores fælles problem. For netop i år har hun jo været udsat for en knusende kritik i de engelske og amerikanske medier (og herhjemme i PRESS) for at have vokset sig så stor, at hun har svigtet nogle af de indianerstammer, som danner grundlaget for idealismen, hun sælger sig selv på. På turen prøvede vi bl.a. sammen at forfatte et svar på en voldsom kritik af hende i Harvard Business Review. På et punkt har hun haft stor indflydelse på mine egne spirende tanker. Hendes "trade, not aid" ideer har yderligere sat gang i de spørgsmål, jeg netop på det tidspunkt rejste i et voldsomt angreb på dansk ulandshjælp i Politiken. Det ramte åbenbart så dybt, at jeg nærmest er blevet slået ned af DANIDA-folk, hver gang jeg siden har vist mig i Københavns barer i de sene nattetimer (selv om de dog - når jeg går dem på klingen - giver mig grundlæggende ret i min kritik). Om det er for at lukke munden på mig at DANIDA har bevilget penge til at jeg i 1995 skal både til Vietnam, Thailand, Nepal og Bolivia er uvist (gid de også ville bevilge mig tid til al det rejseri). Men det understreger i al fald problemet: at vi er et hav af ulandsfolk med fingrene så dybt begravet i fedtefadet, at ingen ønsker at skære de højtflyvende og langtrækkende grene af, som vi klistrer til. 90% af ulandshjælpen går sandsynligvis til danskere, som synes at det er sjovere at lege verdensmænd end at sidde på bistandshjælp i et lille hummer på Vesterbro.

På vej nordpå havde jeg to blaffere med i bilen, der lugtede så voldsomt, at jeg blev nødt til at standse hos en veninde i North Carolina for at give dem et bad før de fik lov til at sove i min seng. Hun var netop blevet ansat som mediekonsulent for The Bodyshop for at forbedre Anitas image i de amerikanske medier og sagde at Anita netop nu var i hovedkvarteret i Raleigh. Og havde jeg lyst til at møde hende igen? Nej, tak, sagde jeg. Mediernes Anita er ikke min Anita. Jeg vil have hende for mig selv - uspoleret. Men hun blev ved med at forfølge mig. Mine to shows i Georgetown og Johns Hopkins University havde Anita opfordret alle sine Bodyshop-ansatte i Washington og Baltimore at komme til - samt en meget indflydelsesrig dame i Baltimore, som Anita havde købt et helt museum til - alt betalt. På samme måde ønskede Anita at lave "joint business ventures" med mig og bad mig om ideer. Jeg har faktisk en idé til et stort fællesprojekt i New York, men har udbedt mig betænkningstid, da jeg ikke rigtig ved om jeg orker hele det mediecirkus, der vil følge med, på nuværende tidspunkt i mit liv. Så foreløbig starter vi sammen på et lidt mindre niveau ved at hun i marts måned sender mig ud til sine projekter i Nepal - dels for at fotografere - og dels for at jeg skal vise Am. Bil. for alle de trekkere, der vandrer i bjergene og intet har at foretage sig om aftenen i Kathmandu. Pengene fra forestillingerne skal gå til AIDS-bekæmpelse blandt Nepals prostituerede. Ideen er så skør at jeg straks sagde ja. Men nu truer Vibeke med at tage med sammen med børnene fordi hun er bange for at mit forhold til Anita vil nå nye højder i Himalayas bjerge uden deres tilværelse....

I New York blev jeg låst inde af en snestorm i lang tid. At sidde i mit lille kontor i bilen og sende hundredvis af bøger ud - med fødderne hundefrysende i frostsjap - var med til at påvirke mit efterhånden deprimerende syn på Amerika. Så jeg var ikke svær at overtale, da Vibeke beep'ede og sagde at jeg omgående måtte komme hjem fordi Daniel, vores nu 14-årige søn, havde været indblandet i en del småkriminalitet. Jeg var fuldkommen målløs: vores engleagtige uskyldighed, som jeg hele livet forgæves har forsøgt at få til at gå over for rødt lys. Umuligt! Men under familiefesten til Vibekes fødselsdag var to betjente pludselig ankommet med ham. Han var distræt kommet til at gå ud af Magasin med en næsten værdiløs gave til sin mor (han havde haft masser af penge på sig). Nå, en advarsel! Men en uge efter var det galt igen. Sammen med kammerater havde han malet graffiti på en bil. Politiet ankom endnu engang med ham og en advarsel. Men tredje gang var den virkelig gal. Sammen med de samme to kammerater var han brudt ind i et skib i frihavnen for at hugge lysraketter. Han var nu den mest kriminelle på hele Østerbro i den aldersgruppe, fik vi at vide. Vi måtte til masser af samtaler med politi og skole. Alle var enige om at han på ingen måde var nogen "rod", men at det hele var et ubevidst oprør mod en aldrig nærværende far. Hvad andet kan man konkludere, når hans to medskyldige var de eneste i klassen, som var fædreløse, når bilen han havde overmalet tilhørte Arnold Busck, den boghandler, der har solgt flest af mine bøger i Danmark, og når hans smukt udformede graffitivaremærke er "Dias". Oveni følelsen af gennem mit hektiske arbejde at have svigtet venner i USA, kom nu følelsen af at have svigtet min familie. Lærerne foreslog at jeg burde være mere hjemme og sammen med Daniel. Jeg fik så den idé, at han og jeg sammen skulle tage på en lang far-søn-rejse f.eks. igennem +sten. Jeg har jo før skrevet at jeg også har svigtet mig selv i mange år og jeg fornemmede at hvis jeg blev hjemme ville jeg alligevel ikke kunne sige nej til foredrag. Alle syntes det var en god idé og jeg bad ARTE om at aflyse alle arrangementer fra december og fremover (ARTE, som allerede havde slavebundet mig langt ind i 1995, var bestyrtet). Fra 1. december ville jeg så rejse med Daniel i Indien og videre i +sten, hvor tilfældet bragte os hen. Den eneste vi havde ventet med at spørge var Daniel - for at det ikke skulle blive en belønning for hans ulovligheder. Senere på året indviede jeg ham så i planerne. Og nu tog han fusen på os alle en gang til. Nej, han ville ikke ud at rejse, for han var bange for at komme bagefter i skolen nu hvor de var begyndt på fransk. Og desuden ville han ikke opgive morgengaverne i december og hele julehyggen med familien osv. Det svar havde jeg ikke ventet fra Daniel, der altid har elsket at rejse. Jeg tænkte så, at det måske var al det primitive i Indien, der skræmte ham: de små snuskede logier med edderkopper, slanger og andet, som han har en skræk for. Ville han måske med mig rundt i USA og besøge Nanouk, hans bedste ven, som af lignende årsager var blevet smidt ud af skolen og sendt over til sin egen fraværende far, Tony, i Atlanta? Men nej, hans svar var ærligt ment. Og derfor sidder jeg nu for første gang i årevis uden et eneste show i december - og nyder i stedet at julehygge med børnene. Kort efter var det Daniels konfirmation. Vi havde en stor vidunderlig familiefest og Daniel fik bl.a. et kamera. Med dette har han siden styret sine mere ulovlige graffitiudøvelser over i et smukt kunstnerisk udtryk. Dels ved at rulleskøjte over hele byen og lave Københavns største fotosamling over byens graffiti, og dels ved at lave store flotte vægdekorationer det eneste sted hvor det er lovligt: på Christiania. Således kan man jo som forældre prøve at leve op til den svære repressive tolerance, jeg beskrev i Am. Bil.

I maj måtte jeg sideløbende med foredragene være eneforælder, da Vibeke skulle til Cuba for at finde kunstnere til sin Afrika-festival. Det var ti år siden vi sidst var der, og det var rystende for hende at se forfaldet siden. Nøden var så stor nu, at hun blev overfaldet en nat. Det gjorde hun såmænd også om dagen, idet hun var en af de få kvindelige delegerede på biennalen, hvorfor hun havde en hale af tredje verdens mænd efter sig overalt. For at hun ikke skulle komme hjem til et hus, der mindede om Havannas umalede bygninger, ville jeg glæde hende med at kalke vort eget hus. Det ser umiddelbart let nok ud, men føj for en opgave at stå på en stige i 2. sals højde med begge hænder fulde af spande og koste. Lalou måtte sidde nede på gaden for at slå alarm, hvis jeg skulle besvime og falde ned. For kalken fra gesimsen dryppede lige ned i øjnene og mine hænder var Ét stort væskende sår. Hver aften stod jeg inde på Nationalmuseet, men kunne overhovedet ikke se publikum, da øjnene var ætset helt til. (Hvorfor tog du dog ikke briller og handsker på, sagde Vibeke senere. Det var simpelthen ikke faldet mig ind.) Men midt i det hele havde jeg en kæmpeoplevelse. Jeg måtte nemlig tage mig tid til at overvære hele indsættelsen af præsident Mandela på CNN. Godt nok har jeg let til tårer og godt nok stod øjnene i forvejen i vand p.g.a. kalken, men sjældent har jeg grædt sådan som under denne ceremoni. Minder fra årevis af mit liv vældede pludselig op til overfladen blandet både med den overvældende glæde over at noget virkelig kan lykkes og med skyldfølelsen over at man ikke havde gjort mere til at bidrage i processen. For under hele kampen mod apartheid troede ingen af os jo på at det nogensinde ville lykkes, hvorfor alt hvad vi gjorde blev gjort halvhjertet. Eller jeg lod andre gøre det. I flere år havde sydafrikabevægelsen hovedkvarter i min lejlighed, men jeg deltog aldrig selv i deres debatter, der forekom mig formålsløse, og deltog kun i de hyppige rudeknusninger i det sydafrikanske konsulat på den anden side af gaden. Selv om disse mest var en demonstration af afmagt, kunne man dog her se nogle konkrete resultater dagen efter. Intet af det jeg foretog mig i Danmark, tror jeg, bidrog det mindste til apartheids nederlag, og alligevel er mit liv den dag i dag præget af de mønstre, der blev lagt fast gennem så mange år: hvilken mad man måtte spise osv. F.eks. kan jeg endnu et halvt år efter ikke få mig selv til at køre ind på en Shell tank. Så hurtigt skal de ikke belønnes, bliver jeg ved at tænke. Derimod tror jeg, at det jeg var med til at lave i Amerika endte med at blive udslaggivende. Her var jeg virkelig aktiv - om end af egoistiske grunde fordi Amerikanske Billeder passede som fod i handske i de amerikanske studenters effektive kamp for at få deres rige universiteter til at opgive investeringerne i Sydafrika. Det var deres massive indsats, der slog igennem i de amerikanske medier og dermed verdensopinionen. Træt, som jeg altid var efter showene, var jeg dog ikke altid lige ivrig når de ville have mig til på frostnætter at overnatte hos dem i de "sydafrikanske shantytowns", de havde opført af blik og pap på universitetsområderne. Een gang fik jeg en forrygende influenza af det. Andre gange ankom jeg på egen hånd og stillede showet op udendørs i vinterkulden, når studenterne havde lukket universitetet ned og lænket sig til bygningerne. I deres endeløse dage der i soveposerne var de dybt taknemmelige over at få lidt underholdning på nogle primitive lagner, vi satte op på murene. Jeg glemmer især ikke Én nat i Columbia Univ., hvor der ikke var gået mere end et kvarter af en sådan udendørs forestilling før en pige kom op og spurgte om jeg havde brug for et sted at bo. "Oh, are you Russian Jewish?" røg det ud af mig. "How did you know?" spurgte hun forundret. Men det krævede et længere personligt svar. Det var nemlig altid de russiske jøder, der var mest aktive i denne og alle andre befrielseskampe. Derfor havde de altid følt sig underligt tiltrukket af mig. Efter mine vagabondår konkluderede jeg, at over 60% af mine kærester havde været jøder af russisk afstamning. Alle som Én var det dem der havde taget initiativet. Men det der chokerede mig ved denne pige var, at hun lige var emigreret fra Sovjetunionen, hvor jeg ikke havde troet et tilsvarende karaktertræk prægede jøderne. Sådan havde kampen mod apartheid også sine mere glade øjeblikke. Eller stolte øjeblikke. Jeg glemmer aldrig hvor stolt jeg var da jeg skulle køre Nelson Mandelas datter helt op i New Hampshire for at tale i Darthmouth. Under samtalen fornemmede jeg tydeligt, at hun heller intet håb så for at hendes far nogensinde ville blive løsladt. Hvem gjorde? Jo, på et eller andet naivt plan føler jeg at de amerikanske studenter troede det ville lykkes modsat den resignerede holdning, der prægede os i Europa. Jeg glemmer heller ikke de mere dramatiske øjeblikke. I 1982 var jeg sammen med Kitte Fennestad inviteret af Frelimo-regeringen i Mocambique, men på vej ned fra Moskva blev vi nytårsnat drukket så fulde af russerne, at vi uden at vide hvordan havnede i fængsel i Maputo. Næste dag blev vi sat på et fly til Zimbabwe, hvor det ved hjælp af min bog lykkedes os at komme i kontakt med ANC-befrielsesbevægelsen, et utroligt held. Min bog skabte tillid i et klima, hvor ingen kunne have tillid til nogen. Sydafrikanske regeringstropper havde infiltreret alt. Ingen måtte kende navnet på mere end én anden i ANC. Ham, vi boede hos, havde mistet sin bedste ven i ANC få dage før, da en bilbombe detonerede under ham lige udenfor vores dør. Denne tillid (enhver kunne jo se at min bog ikke kunne være fremstillet af Sydafrikas kontraspionage) bevirkede at vi fik til opgave at bringe et hemmeligt dokument ned til en ANC-gruppe i Botswana med besked om at spise papirerne, hvis vi blev standset. Det lykkedes os at udføre opgaven, men få dage efter blev hele modtagergruppen udslettet, da sydafrikanske elitetropper krydsede ind over grænsen og myrdede alle. Hvor let kunne vi ikke selv have været til stede den nat, det skete, tænker jeg nu. Nej, overmagten var simpelthen så umenneskelig at ingen af os inderst inde nogensinde troede på at sejren ville lykkes. Kitte og jeg havde også vore øjeblikke med direkte galskab, da vi - efter at jeg var blevet bandlyst i Sydafrika - forsøgte at snige os over grænsen gennem ørkenen ind i det såkaldt suveræne bantustan, Bophuthatswana. Blev vi standset, tænkte vi, kunne vi sikkert vinde de sorte marionetsoldater over på en eller anden måde. Kun Kitte kan finde på sådan noget. Herregud, vi havde 4 år før sammen med Vibeke og min ekskone sneget os over grænsen ind i det revolutionære Guinea Bissau lige efter befrielsen og fået guerillasoldaterne, der pludselig overrumplede os i junglen med AK-47'ere væmmeligt strittende i maven på os, overtalt til ved hjælp af lidt cigaretter at lade os slippe ind. Men nej, hernede kom vi ikke langt før vi opdagede hvem der var de virkelige herrer i Sydafrika.

Jo, minderne vældede op nu hvor jeg så Mandelas højtidelige indsættelse - helt tilbage til den dag, da jeg som 14-årig ikke kunne komme til at tisse, fordi min mor havde renset w.c.'et og bagefter dækket det over med en avis. Men igennem wc-sædet opdagede jeg det oprivende billede af hvide betjente, der slog løs på sorte efter massakren i Sharpeville. Jeg husker at det gjorde så stort et indtryk på mig, at jeg klippede det ud og siden skrev en stor opgave om det i Slebsager skole. Jeg tror nok at dette billede ligger bag alt, jeg siden hen har foretaget mig i USA.

Fortsættes i 2. del