Kære venner


”Jeg ønsker jer alle en glædelig jul og et mere lovende nytår hvori vi gennem fortsat kærlig dialog med hinanden kan blive bedre vaccinerede mod Putins, Trumps og Hamas ødelæggende indflydelse på vores liv.”
Sådan startede jeg underligt nok sidste år og da vi igen i år skal bruge så meget tid på integrere os med dem vi ikke helt føler vi kan rumme, skal jeg bestræbe mig på at gøre mit årlige navlebeskuende tilbageblik endnu mere kortfattet ….
Jeg skriver jo mest disse årbøger for selv at huske hvad der skete hvert år.
Så I andre bør nøjes med her i kapiteloversigten at gå direkte til de afsnit, der mest vedrører jeres forhold til mig - eller skip det hele med hurtig ”Ctrl F” søgning på jeres eget navn for lige at sikre jer at I ikke har fået dårlig omtale i år :-)
 

1. Familien
kun af interesse for dem som kender os
2. Mit ”arbejde” som ufrivillig pensionist
...men I har jo alle set mine foredrag, så spring videre til næste kapitel
3. Min nye bog ”Ghettoen i vore hjerter”
dvs. om de ekkokamre og filterbobler vi udelukker andre med
4. Mine udstillinger
...ikke det store i år, så gå videre...
5. Vore ferier
kun af interesse for jer der søger mindre klimabelastende ferier
6. Mit arbejde i Ubuntuhuset
herunder mere om Israel-Gaza-krigen
7. Årets døde og begivenheder
....jamen, jeg skal nok også huske dig når tiden kommer...
8. Gensyn med fortiden





FAMILIEN

De fleste af jer slutter jeres julebreve med lidt om familien, men som I ved sætter jeg familien i centrum og vil derfor starte med den inden I falder i søvn ….. 

.....vores søn Daniel, elsker stadig sit job som SOSU-hjælper på plejehjem og for handikappede, særligt fordi det giver ham mulighed for at fortsætte sine rejser jorden rundt, hvor han har set næsten alle lande. I februar rullede han den handicappede Susheela rundt i kørestol på Jamaica. Hun er adoptivbarn fra Indien, men begge elsker de sort kultur og især Jamaicansk musik.

 

Normalt bor han altid privat hos folk, så han var som hendes passer ikke særlig glad for at skulle bo på hendes luksushotel.
Det rådede han bod på ved i april at blaffe rundt i Englands gamle fattige industribyer, hvor han boede hos alverdens sjove typer.

 

I maj fik han endelig opfyldt sit ønske om at rejse i et af de eneste lande i verden han endnu ikke havde oplevet, Algeriet. Da der overhovedet ingen turister er der blev han løftet på hænder og fødder af alle, som ønskede at betale alt for ham, og blev enormt populær hos alle han boede hos.

 På en måde var det også et sentimentalt gensyn med alle de ”arabiske onkler” han var vokset op sammen med, da jeg i 80’erne indkvarterede op mod 66 algierske flygtninge i Ubuntuhuset. Jeg sendte ham nogle af deres skrivninger i mine gæstebøger og bad ham prøve at finde deres familier. Det lykkedes ham ikke, men det hjalp til at gøre ham endnu mere populær at han havde været med til at huse deres landsmænd i de år hvor de trængte til hjælp.

 

Der er ingen tvivl om at al den kærlighed han fik som barn af sine ”arabiske onkler” har været med til at give ham den tillid til ”de fremmede” som i dag bærer ham trygt rundt i verden.
 

Efter at have knoklet i plejehjem herhjemme hele sommeren tog han så igen på en rejse gennem Tyrkiet, Indien og Kina i efteråret. Men der er sket ufattelig meget i Kina siden han i 2004 blaffede igennem det første gang. Nu er det som at rejse i en science fiction-verden med robotter og ansigtsgenkendelse overalt. Når han gør noget forkert på gaden eller i metroen bliver han straks råbt op på engelsk over højtaleren mens alle kineserne bliver anråbt på kinesisk. Uhyggeligt! Han kom hjem lillejuleaften, men var allerede kl. 7 næste morgen - juleaftensdag - tilbage på arbejdet i plejehjemmene.

 

.....vores datter Lalou er blevet langt mere klimabevidst og rejste mest på kortere Interrailture i Europa – selv til Portugal for blot at mødes med en veninde i få dage. Jeg fortalte i sidste julebrev i anledning af Gaza tragedien om hvordan hun selv tidligere var blevet bombet der under hendes arbejde med Gazas allerede dengang traumatiserede børn. Men det kan nok være at hendes arbejde med traumatiserede børn og voldsramte kvinder rundt om i verden har givet pote. I sommer søgte hun en pHd uddannelse på KU om partnervold og ud af 200 ansøgere fra hele verden blev hun som en af de få kaldt til samtale og kun et kvarter efter ringede universitetet og fortalte at hun fik stillingen. Så nu har hun fået kontor på KU kun 500 meter fra os og vi hjalp hende med at flytte fra hendes psykolog praksis på Israels Plads, hvor hun for længst havde måttet stoppe for tilgangen af nye voldsramte kvinder.

....min kone Vibeke ”gør mig fortsat helt rundtosset som pensionist”, skrev jeg sidste år. Fra morgen til aften kaster hun sig over sine absolut vigtige projekter i både hus og sommerhus – hvor hun dog i årets løb fik hjælp af vores gode nabo, Einar, med at bygge en ny terrasse og trappetrin for at vores veninde Sofie Jama ikke igen skal ”brække benene på at komme ind i huset.”
Vibeke knokler først og fremmest for den større familie og vennerne - mens hun synes jeg bruger for meget tid på at integrere mig med "fjenderne" 😊
Jeg tør ikke at sige mere om Vibeke her, da hun er meget privat og lukker sig inde i lydbøger og podcasts under arbejdet 😊

….vores nye ”barnebarn” Elna…… er blevet endnu en glæde i vores liv. Hun tilhører egentlig Christian Lund og Lærke Rydal Jørgensen, men da deres forældre er enten døde eller langt væk tilbød Vibeke og jeg at blive Elnas mere tæt-boende ”bedsteforældre,” da vore egne børn har for travlt til at få børn.

 

Det har dog nogle uheldige konsekvenser; f.eks. skulle vi passe Elna lige præcis de samme dage som mine 4 julefrokoster i år, da de bl.a. faldt sammen med Christians og Lærkes egne julefrokoster med Louisianas ansatte. Da jeg ikke er særlig socialt anlagt ved sid-ned-middage, føltes det dog som en befrielse at slippe for disse drukfester.
Men desværre gik det også ud over min gamle rejsekammerat, Pia Tafdrups bogudgivelse på Gyldendal. Andre gange tog vi Elna med til vores egne frokostindbydelser som her hos Henriette Heegård.

Disse billeder er ikke særlig fyldestgørende. Lige før jul sendte jeg halvandet tusind af de billeder jeg hidtil har taget af Elna til Christian og Lærke til brug for deres album med hende.

Lige nu er Elna kun to år, men vi forventer at Christian og Lærke i fremtiden endnu hyppigere vil efterlade hende hos os når han (som for nylig) rejser væk for at interviewe venner som forfatteren Orhan Pamuk i Istanbul til sin Louisiana Channels serie med verdens kendteste forfattere. Desværre går jeg så også glip af nogle af deres foredrag under pasningen af Elna under hans Louisiana Litteratur Festival.
 

…..vores hund Tajo…..er nu 12 år gammel og løber stadig 7-8 km hver morgen med mig på Hornbæk strand eller Langelinie og Kastellet. Tajo er dog blevet utrolig jaloux over al den opmærksomhed Elna nu får, men elsker at sove sammen med hende i sengen ….og tilmed at spise Lærkes smurte madpakker, som Elna ikke selv har spist i vuggestuen.

….og jeg selv?..... Tja, der sker ikke så meget efter morgenens løbeture. Men det er langsomt gået op for mig her i min høje alder at jeg ikke kan løbe fra mine egne traumer. Det nederlag jeg led i gymnasiet pga. min ADHD, som jo bevirker at man hele tiden i tankerne er et andet sted end der hvor man bør være, og derfor ikke kan følge med i samtaler og ikke huske det man således ikke lærer, - ja, det gav mig tidligt en følelse af at være udenfor og ikke at du til noget, være god nok. Da det ikke er noget man kan ændre på, gav det mig tidligt en følelse af skam. I min ungdom lærte jeg at kompensere for den ved at flygte ud på landevejen, hvor jeg fandt mig hjemme blandt mennesker, der følte sig endnu mere udenfor og med endnu mere skam. Og sidenhen med det (for andre uudholdelige) krav om at få opmærksomhed, der hyppigt følger med som kompensation, opnåede jeg en vis succes ved i 40 år at flygte rundt på landevejene med mine monologer om de andre udstødte. Men det var konstant som en flygtning der krydser sine spor, og nu hvor jeg som pensionist ikke længere får så meget af denne kunstige opmærksomhed, er det som om hele traumet indhenter mig. Når jeg er sammen med mine gamle gymnasiekammerater – og det er stadig en stor glæde at mødes – er det som om at lidelsesmønstrene genstimuleres ved at opdage at jeg stadig føler mig dummere og i al fald mere uoplyst end dem.

Et problem jeg i dag har er at de ekkokamre Vibeke og jeg typisk færdes i mest udgøres af dybt intellektuelle og belæste venner, som f.eks. de mange kunstnere i vores sommerhuskvarter halvdelen af året eller her i vores mondæne Nyboderkvarter resten af året. Særligt når de ved middagsbordene snakker om hvilke kendisser, der er gift med hvem – af første, andet og tredje ægteskab osv. – føler jeg i min uvidenhed at jeg lige er ankommet fra en anden planet …og kan modsat i mit hidtidige liv ikke længere undskylde mig med mit lange fravær i USA halvdelen af året. Derovre havde jeg det omvendt i kulturel henseende, men var dog noget i kraft af min særligt tilegnede vagabondviden om et politisk emne, som gjorde at jeg kunne begå mig blandt selv de bedst uddannede Ivy League studerende og kunstnere. Sandsynligvis også fordi jeg dengang havde en mere fleksibel hjerne med lidt mere hukommelse end som 77-årig.

Jo, det er ikke let at blive gammel, og jeg skal ikke beklage mig over hvordan det er gået mig i livet – slet ikke når jeg sammenligner med mange af de tilsvarende problemer hos så mange unge – som tilmed ikke har lige så forhåbningsfulde forventninger til fremtiden som min generation havde. Hvad er mon værst: at føle sig som en fiasko i skolen uden den gang at vide at det ikke var ens egen skyld ….eller som nutidens unge at blive belastet af så mange diagnoser, som tidligt fortæller dem at de ikke har nogen fremtid?
Netop derfor undrer det både mig og min kone at det kan gøre mig så deprimeret nogle gange at være sammen med dem vi holder af…..
…altså alle jer højt belæste mennesker som f.eks. evner at læse disse navlebeskuelser til ende 😊

 

LIDT OM MIT VIRKELIGE "ARBEJDE"

 

Mine foredrag ”Om at sige ja” fanger heldigvis stadig, men aftager i kraft med at jeg stort set ikke blander mig i medierne mere. I musikefterskolen Viby Efterskole fejrede vi for kort tid siden mit 30 års jubilæum der med min gamle musical, Amerikanske Billeder.


Men man kan også pynte sig med lånte fjer. F.eks. har jeg i lang tid lovet Eventyrklubben, som jeg er medlem af, at jeg med dags varsel kan træde til med et af mine mange foredrag, dersom de pludselig får et afbud fra en foredragsholder (tilbuddet gælder også alle jer andre 😊 ). Så pludselig måtte jeg rykke ud med ”Kan vi elske Ku Klux Klan?” da Eske Willerslev meldte afbud for anden gang. Han er åbenbart så populær at der var stuvende fuldt med folk selv fra det mørkeste Jylland. Så skal man have succes som foredragsholder skal man bare sætte en mere kendt person på plakaten!!!

Eller også skal man sørge for at publikum ikke kan stikke af som ved mit nylige foredrag i Storstrømsfængslet. Dog var der her en af de sorte fanger, der forsøgte at stikke af, men blev fanget af betjentene. Det var under dagens andet foredrag hvor jeg på fængselspræsten anmodning sprang over min indledende snak om hvordan jeg havde afvæbnet USA’s sorte kriminelle med kærlig indlevende tænkning om dem, hvilket var enormt populært blandt fangerne. Og naturligvis om det der bandt os sammen; vores fælles ADHD og dens typiske kendetegn med ”accessive risk taking” ved ikke at kunne overskue konsekvensen af sine handlinger. Præsten ville nemlig selv gerne høre mere om mit arbejde med også at elske Ku Klux Klan – med det resultat at 2. hold af virkeligt hårde kriminelle og bandemedlemmer uden denne nødvendige indledning om ikkevoldelig kommunikation endte med at tro at jeg rent faktisk var medlem af KKK. Dette faldt i god jord hos nogle racister, men naturligvis ikke blandt den slags sorte og brune, som medierne herhjemme tit hadsk kalder for ”udlændinge”. 
Da jeg for nogle år siden var på det hyggelige Herstedvester fængsel købte over halvdelen af ”mine fanger” Amerikanske Billeder. Her nede i Storstrømsfængslet solgte jeg ikke en bog ….skønt næsten alle de hvide kom op og takkede mig bagefter med så meget bevægelse som mennesker med en hård barndom magter at udtrykke.

 

Hvis I bosiddende i Storkøbenhavn har lyst til at se foredraget ”Om at sige ja” er I velkomne torsdag d. 23. jan. kl. 12.30 - 15.00 eller mandag den 27. jan kl. 10.
Begge dage i Byens Hus, teatersalen Hellerupvej 24 - 2900 Hellerup.

 

MIN NYE BOG:  ”Ghettoen i vore hjerter - Amerikanske Billeder gennem 50 års rejse i sort/hvid historie”
 
Jeg skrev sidste år lidt om hvorfor arbejdet på den går så langsomt. Men nu hvor forlaget Gutkind har ansat Søren Møller Christensen til at redigere bogen sker der noget. Modsat mig går han dog enormt op i detaljer med sprog og fakta og ansatte den skrappe 82-årige teolog og lektor emeritus til at redigere mine tekster. Men da hun ikke redigerer på computer fik hun en bibeltyk udprintning, som hun sad og griflede i med blyant. Og der fik jeg sandelig min sag for, som Søren havde lovet. Som feminist og forfatter af bl.a. ”Kvindeteologi og arven fra Eva” forkastede hun flere af de afsnit, som både Kirsten Thorup og Per Kofod havde sagt god for, som forældede.

Men det var godt fordi det tvang mig til at sætte mig ind i nutidens tænkning om det. Så jeg måtte sidde på første klasse på vores Interrail tur for at få plads til at redigere alle hendes griflerier og google de bedste citater. For som noget nyt har hvert af de historiske afsnit jeg har set og oplevet gennem 50 år siden borgerretskampen nu fået overskrifter om afsnittets emne og de bedste citater af sorte forfattere og kunstnere. Alt lige fra James Baldwin til Beyoncé.

Derfor var det en kæmpe oplevelse under Christian Lunds litteraturfestival at spise middag med en af de forfattere, jeg bruger citater af flere steder, nemlig den non-binære, HIV-positive queer poet og performer, Danez Smith.
Da jeg fortalte at jeg i flere år havde boet sammen med hans queer veninde, Sapphire, og tilmed havde kendt James Baldwin, som var begejstret for Amerikanske Billeder, blev han så begejstret at han straks strippede for at vise mig alle sine tatoveringer med James Baldwin. For Baldwin var med modet til tidligt at springe ud som bøsse hans allerstørste idol og inspirator. 
   

 
En anden jeg bruger mange citater af og som har inspireret mig mest er Isabel Wilkerson, hvis skelsættende værk ”Caste: The origins of our discontent” straks vakte en klangbund hos mig. For med sin overbevisende analyse og sammenligning af det sort-hvide amerikanske, hinduismens og nazismens kastesystemer overfor jøderne (Hitler stjal direkte Nürnberglovene fra de amerikanske racelove) gik det pludselig op for mig hvorfor jeg så tit har fået kritik når jeg sammenligner danskernes ”racisme” overfor indvandrere og muslimer (dvs. også hvide danske muslimer) med amerikanernes racisme overfor de sorte. For jeg mener naturligvis vores ”kasteisme” om den afstandtagende måde vi tænker om ”de andre” som ikke rigtigt hørende til og som vi ikke vil blandes med.
Og det gjorde jeg også som vagabond i USA, kan jeg se på de billedbøger jeg lavede på landevejen for at vise amerikanerne mine billeder. Heri brugte jeg næsten aldrig ordet ”racisme” som jeg forbandt med fortidens racehad og KKK, men hyppigt udtryk som ”det amerikanske kastesystem”. Så ved nu at forsøge at ændre denne vinkel i ”Ghettoen i vore hjerter” dvs. de ekkokamre og filterbobler vi aktivt udelukker andre med, håber jeg at alle bedre kan se sig selv i bogen. For modsat ”racisme” er der, som Isabel Wilkerson viser det, ingen der står ansvarsløs udenfor den altgennemsyrende og undertrykkende hierarkiske kasteisme.

 

En stor oplevelse var det også i sommers at have besøg af min amerikanske sproglige redaktør, forfatteren Vincent Czyz og hans søde tyrkiske kone, Neslihan og søn, både i sommerhus og i Gernersgade. Men også udfordrende, da jeg havde glemt hvor meget amerikanere snakker 😊

MINE UDSTILLINGER

 

Min udstilling i Panicale, Italien, sidste år blev offer for klimaændringerne, da varmen i juli nu var blevet så uudholdelig at ingen sikkert ville komme. Så den er nu udskudt til maj-juni 2025, hvor jeg må derned igen.
Der kommer muligvis også en udstilling i Arles i Manuel Rivera-Ortiz Fondets museum oprettet af en af mine gamle elever fra Rochester Institute of Tech.
Her blev Manuel Rivera Ortiz som ung så bevæget af mit show at han selv ville være fotograf for de fattige – siden med så stor succes at han tilmed kunne oprette et stort museum. Om sin inspiration dengang fortalte han bl.a. i en lang mail til Christian Lund, da denne lavede videoen om hvordan jeg egentlig som ung havde lavet de billeder, hvoraf enkelte siden blev værd at udstille. Hvis I ikke så videoen i maj, da Chanel Louisiana lancerede den, kan I se den nu hvor I har tid i juleferien.
Photographer Jacob Holdt: A message of love
 
 

VORE FERIER

Absolut kun af interesse for folk der søger inspiration til anderledes ferie!

Forårsturen:
Når man begynder med egne øjne at se konsekvenserne af de klimaødelæggelser vi forårsage med vores overforbrug af jordklodens resurser
i form af ødelagte udstillinger, oversvømmede jernbaner og floder, har jeg så svært ved at forstå at selv der hvor vi har lettest ved at ændre adfærd hvorfor så mange af selv mine bedst oplyste venner fortsætter med f.eks. at flyve. Især på ferier hen over hovedet på jordens fordømte. Jeg føler i al fald ikke at det har været noget stort offer at holde op – med al den frihed man i stedet får med jernbaner, der udenfor det reaktionære fossilkørende Danmark i stigende grad i EU kører klimaneutralt vha. vind og sol. For modsat den fastlåsthed man har på fly – både inde og ude ved at lande på steder og strande, hvorfra man ikke kommer videre, - elsker jeg spontaniteten man har på Interrail ved dagligt at kunne skifte retning f.eks. derhen hvor solen lige nu skinner mest eller hvor man læser at der lige nu er de bedste udstillinger. Eller spændingen ved – hvis man kan enes om målet – at konkurrere med ægtefællen om en time før ankomst – at finde de sjoveste, billigste eller mest hundevenlige hoteller og Bed & Breakfasts med de sødeste værter. For Airbnb undgår vi for ikke at ødelægge byerne ved at fortrænge dens fattige, hvilket gør turister upopulære som vi har set det med store anti-turist-demonstrationer i f.eks. Barcelona. Og når jeg ser avisernes annoncer med skyhøje priser for charterrejser, er der jo også penge at spare ved på kun 2-3 rejsedage a 255 kr pr dag at kunne nå afslappet helt ned til varmen ved Afrikas kyster. Eller til London, Paris eller Wien på en dag for kun 255 kr.

Det dyreste er hotellerne som vi plejer at kunne få for 400-700 kr. med morgenmad. OK, indrømmet, efter at have skiftet hotel hver nat i en uge er det også dejligt at finde et godt sted med udsigt over havet at slappe af en uges tid, som vi f.eks. gjorde ved at låne vores sommerhusvenner Hans Henriks og Christinas vidunderlige hus i Torrox Costa en time fra Malaga på forårsturen.

Heldigvis nåede vi at opleve Valencia området inden klimaforandringerne druknede 231 der senere på året. Spaniens andre kulturelle perler som Barcelona, Malaga, Madrid, Toledo osv. var også næsten ukendte for mig efter alle de år jeg spildte i USA med at forværre klimaet, og rummede vidunderlige museer (Prado, Thyssen, Carmen Thyssen, Sofia Reina, Bunuel, El Greco, osv. for ikke at tale om Malagas automobilmuseum) at vi på denne tur aldrig som planlagt nåede helt til Portugal. Men Tajo oplevede alligevel Lisbons store flod, som den er opkaldt efter, da denne jo også løber gennem det utrolige Toledo med dens middelalderlige arabiske, jødiske og kristne monumenter.

 

På vejen hjem var det at vi gjorde længere ophold i Arles og Avignon for bl.a. at lave aftale med Manuels museum om en udstilling. Og i Marseilles for at møde den amerikanske filminstruktør, David Redmon, som ville lave film om mig fordi brugen af nogle af mine billeder havde skræmt hans datter så meget i skoleundervisningen, at hun og eleverne havde forestillet mig som et monster. Skønt hendes far var uddannet på Harvard, kendte han mig ikke, men googlede mig og inviterede mig hjem for at datteren kunne se at jeg ikke var så slem endda. Hvorefter hun inviterede mig til at holde foredrag i skolen for at vise sine kammerater at hun havde haft mod til at blive gode venner med deres ”monster”.

De gav os en fantastisk rundvisning i Marseilles gamle kvarterer.
Lige så begejstrede var vi for som sidste stop at være nogle dage i Strasbourg med dets vidunderlige gamle bindingsværkshuse og at se EU-parlamentet.

 

Men se mere om hele turen i mine dagbogsnotater og billeder som kan ses her:   
Forår - Vores 7. Interrailtur – nu til Spanien, Italien og Frankrig

 

Efterårsturen:
Da vi kom hjem flyttede vi hele sommeren i sommerhuset og nød samværet med naboerne der indtil næste tur på Interrail om efteråret. Her rejste vi med en gruppe fulde svenskere på vej til Oktoberfest i München – hvert 20. minut gik lige så ”fulde” tog fra Hamburg derned. Men da vi ankom i mylderet af de tusindtallige lederhosen-klædte bavarske dragter foretrak vi frem for at få Tajo trampet ned efter to timer at overnatte i Innsbruck i stedet for næste dag at tage til Bienalen i Venedig. Jeg havde for to år siden ikke opdaget hvor stor den egentlig er, men opdagede nu det allerbedste i Arsenalet, hvor temaet i år var ”Fremmede overalt” med særlig vægt på ”oprindelige kunstnere ” fra den 4. verden og ”Queer” kunstnere – altså lige min kop te med en ufattelig billedskønhed. Derefter tog vi ned til vore venner, Annemarie Ræbild og Laus Strandby Nielsen i Panicale for at opholde os der i regntiden i deres pragtvilla tæt ved mit snarlige udstillingsmuseum. Dog missede vi en bus i Castiglione del Lago – skønt italienske tog ellers er Europas mest præcise – med det resultat at vi midt i myldretiden måtte blaffe med to rullekufferter og hund. Hver gang vi gør det bliver vi KUN samlet op af de allerfattigste udlændinge i de mindste rodede sardindåser. I Panicales gamle borg blev vi inviteret til en overdådig middag af de nye amerikanske ejere, George og Roxanne Miller, som i de 52 rum har lavet verdens største samling af puslespil. Det tog os to timer at se alle værelserne og hotellet ved siden af som de har købt for at få plads …..inden vi kunne sætte os til herskabsbordet.  
Næste aften havde Annemarie inviteret den højgrevelige direkte efterkomme af Dante Alieghieri og hans endnu mere højbårne fru Karla til middag. Efter en lille uges regn, hvor jeg færdiggjorde tekster i min bog, tog vi videre mod syden med henblik på at krydse over til de græske øer. Fra den vidunderlige Salerno tog vi en dagtur over til de skrækkelige turistfælder Portuzino og Amalfi (som jeg ømmede mig over i tre dage efter at klatre de 3000 trin ned til kystbyen under mit ophold på San Cataldo i 2013).

Men inden vi skulle med færgen til Grækenland fra Bari helt nede ved hælen sydpå ville vi lige se Apulien – den del af Syditalien vi ikke fik set under Sicilien-turen i 2021. Og særligt oldtidsbyen Sassi di Matera med huler nedenunder som har været beboet i 7000 år. Jeg har set meget i verden men den for mig hidtil ukendte by er absolut en af verdens perler, som vi vandrede rundt i en hel dag. Og den nærliggende gamle borgby Gravina di Puglia var endnu mere romantisk end de andre Vibeke drømmer om at købe hus i oppe i Norditalien. I et stykke tid følte jeg mig fristet af Irsina sammen med alle de amerikanere, der bor her, men hurtigt opdagede jeg at det ikke helt var den slags amerikanere jeg drømte om 😊
For at undgå endnu en uges klimaoversvømmelser i Firenzeområdet tog vi hjem i utide for i Ålborg at besøge min gamle kusine, Birgit, som jeg troede lå for døden, men som en anden Lazarus fra graven kom spadserende for at modtage os. Samt lidt ferie i Skagen hos Vibekes søster Eva.
Nå, men her er hele rejsen lidt mere udpenslet: 

Efterår - Vores 8. Interrail tur - til Italien


 

MIT ARBEJDE I UBUNTUHUSET

Ubuntuhusets "100% for børnene"

Her fortsætter Camilla Legendre og Charlotte Lea Jensen i 100% for børnene arbejdet for Afrikas udsatte og marginaliserede børn.

Ubuntuhusets "Brobyggerne".
Jeg var til flere af deres arrangementer i år, bl.a. den storslåede overrækkelse af Bent Melchior-prisen til Sarah Smed for hendes arbejde for dem vi så sent som i min barndom blev ved med at udelukke, ”Pigerne på Sprogø” og i Forsorgsmuseet i Svendborg.  

 Men en endnu større oplevelse var det at opleve Özlem Cekics foredrag om at være brobygger mellem Trumpisterne og demokraterne i USA. Hun havde spurgt mig om jeg havde gode kontakter blandt dem, og jeg havde drillet hende med hendes vanvittige forsøg på overhovedet at få dem i samme hus. Vi havde lige haft besøg af en af Vibekes fjerne slægtninge fra Ohio, som fortalte at han ikke engang vidste hvad hans egen kone ville stemme (men gættede på at det modsat ham selv var for Trump) og at ingen end ikke sammen med deres børn tør at tale politik mere i den forværrede hadske opsplitning. Det lykkedes da heller ikke for Özlem, men med de redskaber hun har erhvervet som brobygger herhjemme lykkedes det hende at åbne hver lejr så meget op, at de øste ud af deres hjerter til hende med følelser, som hun kunne bringe videre til os herhjemme – ikke mindst mig, som siden 2008 helt har mistet fodfæstet i USA. Se hendes fremragende foredrag om det her på YouTube.
 

New Outlook, vores jødiske fredsgruppe i Ubuntuhuset
Den jødiske fredsgruppe ”New Outlook”s dialoger i Ubuntuhuset fortsatte sit forsonende arbejde, som er blevet så vanskeligt efter Israels forværrede overgreb på palæstinenserne i både Gaza og på Vestbredden. Som mangeårig aktiv forsvarer af både Israel og Palæstina får jeg under den nuværende fascistiske regering svært ved selv at holde tungen lige i munden og tør ikke længere i det hadske klima at deltage i offentlige debatter. Isabel Bramsen holdt i Ubuntuhuset et udmærket foredrag om hvad fred egentlig er.

En stor glæde var det at være med til at arrangere foredraget med min mangeårige ven fra Esbjerg Statsskole, Peter Langwithz Smith, om hans enorme research i Holocaust med udgangspunkt i filmen ”In the zone of interest”.
I må absolut se foredraget her.

 

Men kom selv og deltag i dialogerne – ikke mindst ved at deltage i jødernes årlige festlige lysfest i Ubuntuhuset, som i år falder søndag d. 29.december 2024 kl. 15-18.  Hhanukkah synes jeg hører naturligt hjemme i Ubuntuhuset. Det er jo min egen kødelige familie som startede traditionen, da den slog flere jøder ihjel end Hamas. Men samtidig var det også min familie som blev jødernes frelser 😊  

 

Jeg fik sidste år under den jødiske kulturuge i Synagogen overrakt jødernes fredspris. Desværre måtte jeg i år aflevere vandrepokalen videre til Imam Naveed Baid, som kort efter viede Sherin Khankan på Dragørfortet.

Mariam Moskeen og Exitcirklen
Sherin Khankan holdt i Ubuntuhuset dette blændende foredrag om psykisk og seksualiseret vold (også mod mænd) for socialrådgivere og aktivister fra hele landet. Se det og lær af det:

Exitcirklens netværksmøde om psykisk vold
 

Men kort før fejrede Exitcirklen sit 10-års jubilæum derinde med optræden af bl.a. Pernille Rosenbaum, Peter Øvig Knudsen:
Exitcirklens 10 års jubilæum

Jeg har været med fra begyndelsen, så det er utroligt nu at opleve at Exitcirklen har afdelinger i alle de større danske byer.

Crossing Borders
Jeg sidder stadig i The Advisory Board for Crossing Borders, som pga. Pladsmangel var nødt til at flytte fra Ubuntuhuset til Union på Nørre Side Alle 7. Dette indebærer også en masse mødeaktiviteter for mig, som vil føre for vidt at komme ind på her.
Mere om Crossing Borders.
 

 
Men se alle vores andre arrangementer og forhistorien her:

www.american-pictures.com/ubuntu/


 

ÅRETS DØDE
 
Nils Vest 1944-2024
Det er hårdt, men jo ikke uventet at ens venner begynder at falde fra, når man når en vis alder. Nils og jeg følte os tidligt knyttet til hinanden og fik på forunderligvis et vist skæbnefællesskab. Det startede nok med at vi blev arresteret sammen under Solvognens Rebild-aktion i 1976 og siden var sammen om en masse andre aktiviteter indtil vi til vores forbløffelse vågnede op sammen på Riget efter at vi i nøjagtig i den samme klokketime blev opereret for prostatakræft i vores fælles forsøg på for en tid at udskyde døden lidt.
 

 
Sværest kunne det være under middage med ham og Britta at overleve deres tendens til at udskyde sluttidspunktet på snakken til udi de seneste nattetimer 😊

Som med mange af mine bedste venner lavede jeg også en hjemmeside om Nils og Britta, som dog stadig er under tilblivelse:
https://www.american-pictures.com/gallery/friends/Nils.Vest.htm


 

Marianne Wilkins

Som unge aktivister havde Marianne og jeg et kortvarigt forhold, som senere i livet fortsatte ved hendes årlige tafler, hvor vi blev sat til bords med hendes andre tidligere kærester og deres koner og hendes afroamerikanske mand, hvis begravelse vi var til kort tid før hendes pludselige bortgang. Hun var en utrolig kærlig samler af spændende intellektuelle, hvor diskussionerne altid gik højt. 
 

 

Mark Godfrey – 1943-2024
Jeg har ofte nok omtalt Godfrey-familien som min frelsende engel, uden hvilken jeg aldrig ville have lavet Amerikanske Billeder - både her og i filmen "An American love story". Og ikke mindst her i min erindringsbog. Ved nærmere eftertanke skylder jeg også ham meget, for efter opholdet i Canada ville jeg blaffe ned til Guatemala for at blive guerrilla. For han havde selv lige blaffet jorden rundt, men da han kom sydfra for at blaffe hjem, turde han ikke denne sidste strækning gennem det voldelige USA og tog busser i stedet. Så både han og andre canadiere fik mig skræmt så meget, at jeg ikke selv turde blaffe ned gennem Syden - og endte med at tage en bus ned til St. Louis hvor pengene slap op og jeg vendte tilbage til Canada for i stedet  at tage den sikrere vej ned fra Vancouver til San Francisco, hvor skæbnen så ville meget andet og jeg forelskede mig i USA og begyndte på at lave Amerikanske Billeder i stedet.
 

Kirsten Dehlholm
Kirsten Dehlholms død var et frygteligt tab for skabende og iderig dansk kunst. Jeg kom til at kende hende da hun fik vores 8-årige søn Daniel og hans klassekammerater til at optræde i hendes Carpe Carpe stykke i B&W hallerne i 1988. Her er mine videoer af dem:
www.youtube.com/watch?v=d6jdLHzF658&t=1875s
www.youtube.com/watch?v=co1iDVItcu8&t=63s
www.hotelproforma.dk/project/carpe-carpe-carpe/
Og her sås de sammen 17 år efter.
 

Vagn Henrik Mølby 1947-2024
Slagterens søn hjemme fra min barndoms landsby, Fåborg, som jeg legede med fra barnsben. Sidst jeg så ham til min bogudgivelse af Om at sige ja var han dog hårdt ramt af Parkinson.

GENSYN MED FORTIDEN

Jørgen Dragsdahl 75
Minsandten om ikke min gamle ven og inspirator til ”Amerikanske Billeder” Jørgen fyldte 75 i år. Her er lidt mere om vores skæbnefællesskab.
 

Care re-union
Efter i 27 år at have været ambassadør og rejsende fotograf for Care var det en stor oplevelse igen at møde mange af de gamle medarbejdere fra dengang vi kun var fire ansatte til i dag hvor det er en kæmpe NGO.



Gensyn med mig?
Tja, hvor længe kan vi fortsætte når vi når min alder?
I taknemmelighed over at hun har reddet mit liv tre gange, har jeg lige foræret min læge Mette-Marie Tidlund dette billede, som hun har ønsket sig til sit venteværelse. Hun har dog lukket for tilgangen, så gør jer ingen forhåbninger om der at få et længere liv 😊 Til gengæld arrangerede hun i år et velbesøgt foredrag for mig.

Jeg har altid ønsket at give de bedste af mine kunstbilleder, som V1 Gallery sælger her for 35.000 kr stykket, gratis til mine gamle venner som et minde om vores venskab. Og mange har fået dem til fødselsdage o.lign. 

Så dette bliver jeres mulige julegave i år - at få et af disse - mine mest populære billeder - eller et andet efter ønske - i Ikea-rammer. Lad mig høre hvis I er interesserede.

Glædelig jul

og et godt nytår

med kærlige tanker

til alle


For husk nu at den kærlighed vi giver ud....
......kommer mangefold tilbage!!! Selv fra dem vi mindst venter det af :-)
 

Jacob Holdt
Gernersgade 63, 1319 København K
Tlf.  20-324412  jacob@holdt.us
www.facebook.com/jacob.holdt/

Følg mine opdaterede billedhistorier på Instagram:
www.instagram.com/jacobholdtofficial/

www.american-pictures.com

Gense lysbilledshowet Amerikanske Billeder