"Mine julebreve" af Jacob Holdt

 

Jul/Nytår 2001,    30. årgang - 1. del

Her delt op i 3 afsnit:

Denne del: Om forårsturne i USA med uheld, om 25.års jubilæum i den Sorte Diamant 
og debat med Søren Espersen fra Dansk Folkeparti

Del 2:  Maratonløb,  min udstilling i Rundetårn,  min søns blaffetur til Kina, 
to gamle kærester og Henrik Nordbrandt

Del 3: Foredrag med Sherin Khankan, Rejse til Sydafrika og Namibia, 
samarbejde med Lars von Trier, 11. september effekt på rejse i USA

Tilbage til oversigt over julebreve

 

Bemærk venligst inden evt. læsning:  
Julebrevene er et forsøg på at fortsætte traditionen fra min bog på at gøre det private politisk. Pga. hastigheden, de er skrevet i, dog langt fra med samme held. Da jeg i julebrevene i reglen forsøger godmodigt at drille mine gamle venner, som de er skrevet for, sætter jeg i omtalen af dem tit tingene lidt på spidsen. Der er altså ikke nødvendigvis tale om hele sandheden eller den måde de selv har oplevet situationerne på. I visse tilfælde har jeg for at undgå misforståelser på Internettet her ændret deres navne. 
Da julebrevene omtaler de personer, der har betydet meget for mig, omtales hyppigt gamle kærester. Disse er enten fra tiden før jeg flyttede sammen med min kone eller fra perioden 1983-87, hvor vi flyttede fra hinanden under den vanskelige opstart i USA og begge havde nye kærester. Min definition på en kæreste er en, som jeg har boet sammen med i længere tid og haft et intimt eller fortroligt forhold til. Derfor optræder der hyppigt lesbiske blandt mine kærester, men sjældent bøsser, som jeg i reglen fandt mere interesserede i sex end i intimitet. 

 

Jul/Nytår 2001 30. årgang

 

Alt hvad der er værd at vide (og måske lidt til!) .....for alle jer som har betydet noget for mig ......om alle de mennesker og begivenheder som har betydet noget for mig.

 

 

Indholdsfortegnelse for julebrevets
30. års jubilæumsudgave

 

1. Alt om mit nye roadshow med Dansk Folkeparti

2. Alt om mit frieri til Pia Kjærsgård og om vores hemmelige brevskriveri siden hen

3. Hvordan jeg friede til en muslimsk pige….og fik ja! Men også om hvor svært det er at opnå intimitet med hende….

4. Om mit Diamantbryllup hvor alt sortnede for mig

5. Hvorfor en gammel kærestes søn hader mig som pesten

6. Årets 4 døde blandt julebrevslæserne – bl.a. en som sultede sig ihjel

7. Hvem af jer julebrevslæsere, der bliver berømt i det nye år? Det drejer sig om en I har hørt meget om i mine julebreve og hvis mystiske identitet jeg nu kan afsløre

8. Alt om min nye rolle som mægler mellem israelere og palæstinensere med min geniale evne til som den eneste at få begge parter til at holde kæft og våbenhvile

9. Hvordan jeg støttede en nu verdenskendt terroristleder…. og som belønning kom i seng med et par lesbiske piger…. med hvem jeg derpå bekæmpede terroristen

10. Hvor mange barbrystede piger det lykkedes mig at presse ind i min bil

11. Om mit svære valg mellem en nat med en let påklædt bondepige ….og en herregård

12. Hvordan jeg fik en af Danmarks kendteste digtere til at lede efter edderkopper hele sommeren

13. Hvordan min søn nåede "Jorden rundt på 80 dage" ………på tommelen!

14. Hvorfor min 14-årige datter har fået drukproblemer

15. Hvordan jeg delte seng i en uge med en fotomodel i verdensklasse…..

16. Hvordan jeg væltede mig rundt i nøgne damer i Afrikas senge

17. Hvordan jeg fik et par sorte skønheder fra Trinidad som mine nye agenter i hver sin ende af verden

18. Og om hvordan I julebrevslæsere reddede mig ud af diverse pinlige situationer

19. Ikke mindre end 62 af jer er I år omtalt i julebrevet. Men hvem af jer og hvordan? Og hvor mon i brevet?
Ja, mon ikke også DU bliver nødt til at kæmpe dig igennem julebrevet i år (….eller vil du igen i år overlade opklaringsarbejdet til konen eller den kvindelige side af familien?)

20. Og sluttelig – i anledning af julebrevets 30. års jubilæum – sendes en storslået gave til alle jer, der selv skriver julebreve til mig om jeres egne spændende oplevelser igennem året. Når I andre inde i julebrevet læser om hvad I – med jeres dovenskab – derfor er gået glip af, vil I slet og ret dø af ærgrelse.
Så mon du nu tør at læse videre…….


Kære årbog…….gamle venner ……og svage smugkiggende sjæle

Ak, hvis der var noget år jeg burde kunne fatte mig i korthed var det vist i år. Der er intet at berette om, blot travlhed og travlhed. Alligevel er jeg bange for at det går mig som hvert år – at julebrevskriveriet går over gevind, når det først er i gang, - ligesom får sit eget liv – ja, at det bliver, som årets nobelpristager i litteratur V.S. Naipaul sagde i sin takketale (her lettere omskrevet) "helt forskelligt fra det jeg fremviser i mine vaner, i min omgang med andre mennesker, i mine laster…. Hvert eneste julebrev har forbløffet mig; indtil det øjeblik jeg skrev det, anede jeg ikke, at det var der. Men det største mirakel for mig var at komme i gang."

Jo, nu får jeg vist høje tanker om mine julebreve. Dog kan jeg ikke lade være at citere ham, da han er en af mine få yndlingsforfattere, hvis bøger jeg altid læser mens jeg er på rejse i de lande han beskriver. Valget af ham i år – lige efter 11. september – var dog lige lovlig kontroversielt og jeg har foreløbig lagt hans to Islam-bøger på is indtil jeg har fået mig sat lidt ind i Islam fra en mere positiv synsvinkel. Thi for mig blev dette året – som det vist blev for millioner af andre – hvor jeg for alvor fattede interesse for Islam. Dog lang tid før 11. september, hvilket jeg vil vende tilbage til. Når jeg kommer til at tænke på Naipaul nu skyldes det også at to gamle kærester pludselig dukkede op i løbet af året, hver med rødder i Naipauls Trinidad.

Jo, sådan dukker minder og associationer op straks jeg begynder at skrive julebrevet – det er jo det, der er det skønne ved at sætte sig ned og skrive sig igennem året og få det bearbejdet i sit eget hoved. Min største problem er at jeg altid bliver anklaget for at glemme familien, mens jeg sidder ved computeren. Men det fik vi i årets begyndelse taget højde for, da alle familiens computere kom i netværk. Nu kommer vi alle hinanden lidt mere ved og behøver f.eks. blot at sende en e-mail om at "nu står maden på bordet". Næsten som på handelsskolen i Års, hvor rektor inden mit foredrag i sidste uge fortalte mig at han havde opgivet at ringe med klokken mere "for så kommer ingen til fællestime. Nej, nu sender jeg SMS-beskeder til alle eleverne. Så kommer de, for telefonen er jo alligevel det eneste de glor på dagen lang."

Jo, der er skam sket en utrolig teknisk udvikling siden jeg måtte sidde med rød korrekturlak og rette på kæmpestakken af stenciler, der gik til at duplikere mit første 155 siders julebrev til jer for 30 år siden hos Trotskisterne i Toronto. Nu skal vi snart på arbejdermuseet for at se en sådan duplikator. Men årets største tekniske fremskridt i familien var dog at få indlagt ADSL-forbindelse. Nu, hvor jeg er online med hele verden HELE tiden, fatter man simpelthen ikke hvordan man kom igennem de første 54 år af sit liv uden. Størst glæde er det nu at kunne læse New York Times om morgenen (uden at skulle hugge en hel skov ned til alt papiret), straks at kunne søge og finde sine gamle tabte venner i USA (der jo ikke har et folkeregister) eller at kunne spole frem og tilbage i valgkampen på levende Tv og finde alt det hæslige, politikerne sagde om indvandrerne (idet jeg var i USA under hele valget).
Ih, hvor jeg dog glæder mig til plejehjemmet og kan få tid til det hele, for aldrig før har det vist været så svært at få tid til at nå livet. Men jo mere jeg kommer online med jer gamle venner, jo mindre tit sker det at jeg dumper ind hos jer, har jeg lagt mærke til. Nogle af jer er faktisk også lettere at kommunikere med på nettet end i virkeligheden :-) eller får en hel anden intellektuel dybde i e-mails. Så er det, at det går op for én, hvor meget vi egentlig diskriminerer mod dem, der ikke ser for kønne eller for begavede ud. Et af de bedste eksempler på dette er min hjertensveninde, Mogan, i Los Angeles, som hjalp mig med at skrive min amerikanske bog og stadig rådgiver mig jævnligt. Hun skriver så utrolig smukt at jeg altid bliver frygtelig forelsket i hende og straks farer op til hende i Hollywood, når jeg er i L.A. Og hver gang får jeg så chokket over at stå overfor en fedtklump, der bliver større og større, med maven bogstaveligt slæbende hen ad fortovet ….de få gange hun kommer ud af sin mørklagte, ildelugtende lejlighed, hvor hun lever af store kogte kødben….. med mørke solbriller og kasket ned over ansigtet i forlegenhed over sig selv. Og så kan vi pludselig intet finde at sige til hinanden udover tomme høflighedsfraser - skønt jeg for 3 år siden regnede ud at vores samlede e-mailkorrespondance var løbet op i 1 Mb – altså som en tyk "Borte med blæsten" roman. Selv ikke min "astrolog" korresponderer jeg så meget med. Jeg er dybt forelsket i Mogan….og alligevel måtte jeg hver nat snige mig ud af sengen, da vi under bogskrivningen delte sommerhus i månedsvis, af angst for at hun skulle voldtage mig. Og jeg plejer skam ellers ikke at være sart hvad angår min krop. (Når jeg her gjorde mig lidt kostbar, skal jeg lige sige til mit forsvar, var det fordi jeg ikke ønskede at sætte vort fortsatte venskab på spil! Der er altid en risiko forbundet med fysisk intimitet. I reglen løsner det op og fører til en dybere og mere berigende form for kommunikation. Men det kan også gå galt og dette sidste – altså angsten for at miste en man holder af - er vel egentlig det, der afholder mange af os fra at tage skridtet fuldt ud til det som egentlig burde være den letteste sag i verden: fysisk berøring.)

I den forbindelse savner jeg stadig nogle af jeres e-mailadresser så vi kan få indført det papirløse miljørigtige julebrev. Også på den måde kan I jo også være med til at gøre Danmark lidt skønnere :-)   Nå, men det kommer nok ikke foreløbig, for flere af jer er rent faktisk for fattige til at eje en computer – selv herhjemme blandt mine danske venner. Og andre af jer har – forståeligt nok – helt andre, mere nærværende værdier i livet. Men Internettet kan også bruges til at bringe familier sammen. Har man f.eks. problemer netop med "fysisk berøring" i familien, - ja, så behøver detteNola Magnolia - vores nyeste familiemedlem ikke længere at afholde én fra at få en lille familieforøgelse. I januar ønskede Lalou sig pludselig en lillesøster og begyndte derfor at søge på nettet. Der er masser af steder, hvor man kan søge i billedkataloger, men det blev vi hurtigt enige om var for udemokratisk. Så vælger alle jo kun de kønneste. Nej, hellere et barn som matchede adoptivforældrene. Til sidst fandt vi den vidunderlige Nola Magnolia fra en fattig Mayafamilie i den nordlige Guatemala og "adopterede" hende. Og nu, hvor vi får billeder og breve fra hende, viser hun sig jo selvfølgelig at være alle forældres drømmepige. Jeg har egentlig altid været modstander af den form for sentimental, selektiv privat ulandsbistand, men da jeg jo allerede er aktiv i mere konstruktiv fremadrettet bistand gennem CARE og da der jo sker et skred i vores fælles bevidsthed i disse år m.h.t. privatisering, - ja, så fik vi altså nu en lille efternøler i familien, som tilmed er langt billigere end vore første to børn. Det eneste man kan frygte er at vi nu ender med på egoistisk vis at bruge noget der svarer til Magnolias families livsindtægt på at flyve derud af ren og skær lyst til at få "fysisk kontakt" med hende frem for online- og brevkontakt. For så ville det jo være lidt mere meningsfyldt at adoptere 30 andre børn i den Tredje Verden, hvilket jeg da også var tæt på senere på året.

Jeg havde tonsvis af foredrag i foråret, men skal ikke trætte jer med dem. Dog vil jeg naturligvis nævne de af dem, der skyldtes jer julebrevslæsere. Annette havde organiseret Amerikanske Billeder for partiet Venstre i Løvel Forsamlingshus. Det var også på tide at du og din mand selv kom til at bestille noget, når I nu har kørt til så mange af mine foredrag rundt omkring - på fribillet! Man bliver jo altid glad over at se gamle venner blandt publikum og til de mange shows har jeg da også ofte underholdt med hvordan Annette var min første forelskelse, om end desværre ikke kæreste. Du var vores sidste tjenestepige i præstegården lige da jeg var i den vågnende pubertet, hvor man jo ikke kan andet end drømme om en sådan lækkerbisken, som du var. Især når du kom ind og vækkede mig kl. 6 om morgenen og åbnede vinduet for at få lidt frisk luft ind i min hørm. Jo, så var der jo ingen grænser for fantasien hos sådan en ung brylcremekæmmet lømmel. Men selv om min julebrevslæsende fars løftede øjenbryn ikke er iblandt os mere, vil jeg alligevel her overlade detaljerne til jeres fantasi. Det bedste var at Annette skam selv følte sig fascineret af denne klassiske "herskab og tjenestefolk"-tiltrækning og kunne stå i timevis der i sin natkjole og kigge ud i haven. Så hvad kunne der ikke være blevet af os to, hvis ikke lige jeg havde været så pænt opdraget som præstesøn? På sin vis endte du med at blive mit stærkeste kærlighedseventyr gennem livet, da fantasien jo altid overgår det man finder i virkeligheden. At gammel kærlighed aldrig ruster føler jeg til fulde, når jeg nu kan bruge jeres vidunderlige gård som overnatningssted på mine turneer. (Husk dog det med natkjolen næste gang – I har jo selv en dejlig udsigt over markerne fra jeres vinduer!)

At vi måske alligevel er lidt skadede af det herskab/tjenestefolks miljø, vi er opdraget i, opdagede jeg også på denne turne. For hvorfor skulle man egentlig overnatte på en bondegård når man kan overnatte på en herregård? Da jeg jo nu var i nærheden, slog jeg lige en smut forbi min gamle ven, Danmarks største bogtrykker, Per Nørhaven. Jeg kunne dog slet ikke finde vej rundt i hans virvar af nye fabriksbygninger og kontorer, men fandt endelig ind på hans privatkontor. At dumpe uanmeldt ind hos folk har jeg jo altid elsket, men det er sandelig ikke altid passende. Og det kunne jeg se nu hvor Per - synligt forstyrret - kiggede op og sagde: "Jamen, Jacob, det fatter jeg minsandten ikke. Jeg er lige kommet hjem fra Norge, hvor jeg har anlagt min nyeste bogfabrik med 80 nye medarbejdere og sidder netop nu og læser dit julebrev…..og så står du pludselig her på side 27 i lyslevende live!"
Ja, Per, det er vel kun en arbejdsgiver, der kan tillade sig at sidde og læse mine lange julebreve i arbejdstiden. Jeg fatter bare ikke at du mellem de tusinder af kvalitetsbøger, du beklæder dine kontorer med, ikke kan finde noget litteratur af større værdi at læse. Men det er da morsomt således at tage dig på fersk gerning i din egentlige interesse – smudslitteratur!
Jeg var egentlig kommet for at sige at jeg gerne nu ville have indbundet restoplaget på ca. 7000 eksemplarer af min amerikanske bog. Det lod vi ligge hen i løst papir efter det sidste store genoptryk, idet jeg ikke har plads til mere end 7-8000 bøger i mit lager i USA.
"Jamen, dem er jeg da bange for, at vi kom til at smide ud, da vi rev de gamle fabrikshaller ned," sagde han til mit store chok, men tilføjede så til min lettelse efter at have ringet til lageret: "Ja, de er skam røget ud, men jeg skal nok sørge for at genoptrykke dem til dig." Denne generøse side af Per – uden mindste slinger i valsen – ved jeg fra andre forlæggere er årsagen til at de så hurtigt har gjort ham til Danmarks førende bogtrykker. For det er jo ikke så utroligt mange år siden han og jeg begge var lønslaver på Berlingske Tidende - jeg som bud og han som typograf. I dag sidder han på – ikke den halve, men en hel herregård - som han nu insisterede på at jeg skulle komme hjem og overnatte i endnu engang.

Og det er aldrig kedeligt, da han altid inviterer sine forfattere og kunstnere på besøg. Denne aften var operasangeren Frans Lasson på besøg. Han havde netop skrevet en bog med Karen Blixens breve og underholdt os under Bentes middag med detaljer om den fascinerende renskrivning af hendes inderste tanker. Det var underligt at se Pers og Bentes børn så store nu. Dels havde jeg "næsten lige" været med til deres storslåede bryllup, som Johannes Møllehave havde stået for med en meget bevægende uforglemmelig tale af Peter Seeberg, og dels havde børnene, syntes jeg, for kun kort tid siden ligget i vuggen, som de overtog efter min søn, Daniel. Til gengæld forsøgte jeg nu at få ikke den, men HELE herregården tilbage, idet jeg i vinterens løb havde fundet beviset for at Randrup havde været i min slægts eje indtil 1657, da Daniel’s 10. tipoldefar Anders Bille døde i krig. Per gik straks ind og slog op i herregårdens slægtsbøger og måtte indrømme at jeg jo havde en vis ret til at komme der igen – se web-beviset på bagsiden af julebrevet, hvor I også kan se de 323 andre danske herregårde og slotte, som jeg nu forsøger at få tilbage i familien som passende anstandsmæssige overnatningssteder på mine turneer. Så, Annette, den der bondegård må du længere ud på landet med – med mindre du altså tager din gamle natkjole på igen!

 

Måske jeg med min hang til borge skulle have været ridder. Sådan så Marius og Ingrid mig i al fald, når vi i gymnasietiden forestillede os hensatte til middelalderen, mens Marius vist var en verdensfjern alkymist og Ingrid en højbåren skønjomfrue. Sådan nogenlunde så hun da også ud, da jeg faldt for hende under hendes optræden i vor lokale Ungdomsforenings skuespil. Helt sådan så du nu ikke ud, da du nu 38 år efter organiserede show for mig i din skole på Fyn. Men netop dette gør det jo så sjovt at stå at fortælle de unge 8.9.10.klasser, som sikkert har svært ved at forestille sig at deres dødssyge gamle lærere engang skulle have haft et kæresteforhold, at dette rent faktisk var tilfældet. Den vidunderlig magt man har som foredragsholder opleves f.eks. når man kan få en larmende sal til øjeblikkeligt at falde til ro ved at fortælle kærestehistorier om deres lærere. Ja, i helt umulige skoler har jeg skam brugt dette trick selv når der var tale om en sandhed med modifikation. Det var samtidig en ren fornøjelse næsten at høre blodet stige til hovedet på Ingrid dernede i den anden ende af salen ved tanken om "Hvilke detaljer finder Jacob mon nu på at fortælle i sin utilregnelighed?" Men Ingrid er faktisk mit vidne på, at jeg, som sagt, var en pænt opdraget præstesøn dengang. Og når dette nu var tilfældet, gjorde jeg faktisk Ingrid en bjørnetjeneste ved IKKE at fortælle for mange detaljer, men tværtimod at overlade det meste til elevernes vildeste fantasier. At du blot havde taget mig dengang fordi du ikke kunne få min far, har jeg nu aldrig tilgivet dig, Ingrid. Helt galt gik det nok ikke i Brobyværk – jeg blev i al fald senere på året inviteret tilbage på Ingrids skole med mit andet show om Bolivia. Men denne gang turde hendes søde mand, Henning, dog ikke at være til stede. Han er nemlig lærer på samme skole! Nu vil jeg belønne dig som showorganisator ved sammen med julebrevet at sende dig den 40 sider lange stil "Spejling og realitet" jeg skrev i gymnasiet om hvor forelsket jeg var i dig dengang (uden at du vist nogensinde opdagede det?) og måske endda nogle af de hundredvis af siders dagbøger fra den tid med de mest intime tanker om dig, som jeg ikke turde at skrive i en stil. (Ak, når jeg i dag ser de mange tætskrevne sider, jeg skrev i mine dagbøger i skoletiden om hver eneste dags oplevelser, må jeg tilstå at jeg er faldet noget af på den med disse juleårbøger, der i længde kun svarer til ca. 4 linier pr dag. Ikke underligt at jeg aldrig fik tid til lektier dengang. Eller rettere – hvorfor bliver vi så fortravlede med alderen?)
Blot må du love mig, Ingrid, aldrig at publicere disse pinlige ting, for så kan jeg godt fortælle dig at du vil blive klynget op og udleveret i næste års julebrev. Og til I andre, ja, nu kan I se hvor let det er at få positiv omtale i mit julebrev. Alt hvad I skal gøre er blot at organisere nogle shows for mig – eller trykke 45.000 af mine bøger og smide 7.000 af dem væk…….

 

Forårsturneen i USA var en katastrofe, men igen gav en af jer tro julebrevslæsere den dog et vist format. Den i ugebladene herhjemme vist nok ret kendte Cecilie Thomsen, datter af min gamle skolekammerat Erni, havde inviteret mig og sin familie til sin teaterskoleafgangsprøve i et teater i The Village, hvor jeg før har set mange gode forestillinger. Cecilie ønskede nu at blive mere og andet end blot "James Bond" filmstjerne eller uddeler af vinderpræmier til min søns ex-kæreste, Anna, som fotomodel (tidl. omtalt). Erni og vi andre sad da også med god ret og strålede af stolthed over hendes bevægende teaterpræstation. Jeg havde tilbudt Erni indkvartering i min luksuslejlighed og lange køreture i min bil uden at ane at hun skam var i meget bedre hænder hos en vis Brian Abrahams, som jeg blev ved med at kalde ham, som sørgede for luksushoteller og køreture i lange stræklimousiner. Jo, det var sjovt at leve på højeste klasse og gå i natklubber af slagsen med kun limousiner parkeret udenfor, hvor jeg skam normalt ikke kommer. Alle var de ivrige for at jeg skulle møde denne "Brian", som jeg da også straks følte at jeg svingede med selvom det nok nærmere er netop denne indlevelsesevne i Bryan Adams, der har gjort ham til en verdensstjerne. At han var så kendt, vidste jeg ikke på det tidspunkt – førstMed den for mig ukendte Bryan Adams senere på turen når jeg nævnte hans navn og mine elever rundt i landet straks begyndte at synge hans sange. Det skyldtes nok også at han er et utroligt ydmygt menneske, der ligner alt andet end en popstjerne. Han blev ved med at foreslå mig et utal af højlitterære værker, som jeg burde læse, og Cecilie fortalte mig da også at han på deres koncertturneer i bus rundt i landet ikke bestilte andet end at læse. Når de andre var ivrige efter at vi skulle mødes, skyldtes det dog først og fremmest hans interesse for fotografering. Hans billeder/sange/videoer kan opleves på hans hjemmeside BryanAdams.com. (Han næste Europaturne tager ham i øvrigt til Kbh. 7. februar). Men som altid, når jeg er sammen med fotografer, opdagede jeg hurtigt i hans selskab, at jeg intet aner om fotokunst. Han blev ved med at plage mig om at komme til at møde sit eget store fotoidol, Raymond Meier, som jeg og Christina bor sammen med, men hvis Vogue-billeder jeg stort set aldrig har interesseret mig for eller set – bortset fra dem han har taget af Chris og mig til vore fester – netop fordi vi går op og ned af hinanden hele tiden. Det lykkedes mig da heller ikke at få Raymond – med al hans stress – overtalt til at tage sig tid til at få besøg af sin diametrale modsætning, Bryan Adams, der i den grad hviler i sig selv i en smittende ro.

Netop for at finde mere af denne ro tog Erni og hendes familie med mig i min egen gamle rustne "stræklimousine"– det med "stræk" var vist det der lokkede dig med din piskesmældsskade, Erni – på en tur op i New Yorks sneklædte bjerge. Målet var USA’s buddhistiske hovedsæde i Woodstock, Karma Triyana Dharmachakra, da både Erni og Maia, som arrangerede min optræden til støttekoncerten for Tibet i Cirkusbygningen (omtalt i sidste julebrev), er meget aktive buddhister. Maia, som jeg har kendt lige fra hun var 2 år, da jeg en vinternat måtte ty til at overnatte på hendes bondegård på min oprindelige blaffetur på vej til USA, er så kendt og aktiv i bevægelsen, at hun fik arrangeret en personlig samtale med selveste lamaen om den splittelse, der er kommet i den europæiske buddhisme efter flugten fra Kina af den 14-årige munk, kendt som den 17. Karmapa. Alene dette møde med den gamle lama var hele turen værd til det fredfyldte, solbeskinnede kloster på bjerget. Men for mig gav det også anledning til at meditere over og sende mange varme tanker og trøstende bøger hjem til min buddhistiske nabo, Manuel Sellner, der netop da kæmpede med en dødelig strubekræft.
Tilbage i New York afsluttede vi denne hæsblæsende og dog fredfyldte uge til en lille fest for vennerne i Cecilies lejlighed. Den ligger med en vidunderlig dyr udsigt over Hudsonfloden lige ved siden af det nu berømte WTC og var endnu en af den gavmilde Bryans gaver. Han og jeg øvede os drilske i at fotografere hinanden mens Cecilie hyggede sig med sine medspillere fra teaterstykket og ikke mindst sin stolte mor, som nu skulle rejse hjem. Cecilie så umådelig smuk ud med Hudsonflodens lys i sit eget lange lyse hår og jeg forstod nu til fulde hvorfor Bryan havde friet til hende for 10 år siden - som han sagde, med en enorm buket røde roser.

 

Desværre måtte jeg gå fra selskabet, maden og champagnen i utide, da min egen turne ventede. Nede på gaden stod mine to forfølgende plageånder fra DK4 – Theis og Charlotte – og ventede, godt sure fordi de ikke havde fået lov at komme til Cecilies private fest for familien. Jeg selv var i særdeles høj stemning efter al champagnen, da vi svingede ud på FDR-motorvejen på Manhattan med den tungt læssede bil på vej mod den canadiske grænse. Men jeg var ikke kommet mange blokke fra Cecilies lejlighed, før min gamle bil pludselig sagde stop – midt på motorvejen – i isnende frostvejr. Jeg tror ikke jeg her vil forsøge at beskrive min skuffelse, frustration og vrede over den bratte nedtur til mit eget sølle liv på landevejen lige efter det high-society-liv, jeg få minutter før sagde farvel til. Det hele kan nemlig ses på den Tv-film, der lige nu i julen kører i en uendelighed på DK4, hvori jeg egentlig ser langt mere fattet ud end jeg var. Men det skyldes måske min viden om at I seere var med. For jeg må indrømme at jeg med det tidspres jeg havde på, da jeg stod der på gaden i timevis og ringede og ikke kunne få hjælp fra AAA (Falck) fordi min bil var overlæsset, med tæerne frysende i den bidende kulde, - ja, så var jeg slet og ret ved at eksplodere i raseri mod Theis, når han under det hele stod med sit åndsvage kamera oppe i fjæset på mig. Man siger at New York aldrig sover, men så skulle I prøve at få fat i nogen som helst hjælp en lukket søndag aften. Uden hjælp fra min samleverske, Christina, som v.h.a. sine telefonbøger ringede rundt fra sin lejlighed, var det aldrig lykkedes at finde en passende udlejningsvogn stor nok til at have både Tv-hold og udstyr med. Man vil måske mene at med en sådan hjælp, med penge nok på lommen og med jeres medkiggende opmærksomhed derhjemme burde man ikke føle sig så alene og forladt og hjælpeløs i en sådan situation. Men sådan føltes det ikke. Kameraet var blot en dum lille kasse, som vogtede at man ikke bandede for voldsomt, Theis og Charlotte kunne ikke have hjulpet hvis de ville, og Christina var alt for langsom for én som stod og trippede ude i kulden. Nej, det der gav mig lindring midt i lidelsen, var det løfte jeg aflagde overfor mig selv det år, hvor jeg var lammet af aids- og dødsfrygt: "Jacob, hvis du kommer igennem denne prøvelse, så lover du i al fremtid at elske hvert eneste øjeblik af livet med alle dets små ubetydelige prøvelser på landevejen af sammenbrud, bilulykker, bilindbrud, røverier, ildelugtende blaffere i din seng, osv."

Ok, så lad mig da elske at jeg kan skrive mig ud af denne frustration bagefter og – som i filmen – straks klippe videre til næste scene. Men scenerne i livets film hænger unægtelig sammen, så ulykkerne fortsatte. Værst var måske at jeg samme nat blev nødt til at ryste op med penge til et motel, idet vi nu ikke på den lange tur kunne overnatte i min bils store seng. Jeg kunne sagtens selv have sovet bag rattet (det bliver jeg jo i forvejen hyppigt anklaget for!), men syntes ikke at jeg kunne byde mine ludfattige Tv-folk at sove i oprejst stilling i den fyldte udlejningsvogn. At de ikke var så trænede i strabadser som jeg, mærkede jeg af den dårlige stemning, der var kommet imellem dem. I en Burgerking satte Theis sig i den ene ende og Charlotte i den anden ende, mens jeg måtte gå mæglergang frem og tilbage mellem bordene. Indvendigt følte jeg mig opløftet over at de i det mindste ikke var sure på mig. Medvirkende til denne trykkende stemning var endeløse radiorapporter om en snestorm eller rettere orkan, som nærmede sig. Med alt det vi allerede havde været igennem, var jeg fast besluttet på at nå frem. Jeg har altid sat en ære i at nå frem selv der, hvor skolerne fortæller at ingen anden af vinterens andre foredragsholdere nåede frem. Og det gjorde jeg da også til University of Maine, hvor en kvindeaktivistgruppe gennem mange år har arrangeret kæmpeshows for mig, men nu modtog mig med den triste besked at universitetet netop var lukket pga. snestormen. Der var intet andet at gøre end straks at vende om for gennem snestormen at kæmpe sig frem og forsøge at redde næste aftens lige så vigtige forestilling i Vermont. På Tv-filmen ser man ikke hvor vanvittig vores kørsel var. Til sidst kørte vi da også fast i stormen og standsede for at se hvilke venner, jeg havde deromkring, som vi kunne overnatte hos. Valget faldt på en af mine gamle sorte venner, Kevin, som to gange har arrangeret shows for mig i Ohio og siden besøgt mig i Danmark og hvert år sender mig håndskrevne julebreve mindst lige så lange som mine. Og, jo, når alt går én imod, så er det godt at have sådanne venner at trække på, netop når vi bogstaveligt skulle grave os ind til hans varme og befriende latter gennem snedriverne, der stod ham til tagrenden.

 

På denne måde gik det til at Theis og Charlotte – efter at have været med mig to år i træk – faktisk kun kom med til én af mine universitetsforestillinger – nemlig det altid udsolgte publikum i University of Vermont, hvor køerne udenfor var så lange at Bonnie – ligeledes en af mine elskede kvindesagsaktivister – straks besluttede at organisere yderligere tre forestillinger senere på året. For mens jeg kæmpede mig videre i sneen næste dag til andre skoler, fløj DK4 rundt for at finde nogle af hovedpersonerne i mit show i levende live bl.a. den herlige leder af Ku Klux Klan, Jeffrey og Mary, hvis hus klanen havde brændt ned pga. vores forhold, hvilket hun snakker om i 2. del af deres Tv-program. Jeg var frygtelig ked af ikke selv at kunne være med hos Mary, som er en af de få fra vagabondårene, jeg har haft et fortsat intimt forhold til gennem alle årene på trods af at vi er så forskellige. Fra begyndelsen vidste Vibeke, at dette forhold var helligt for mig og respekterede det, men kunne dog ikke lade være at drille mig når hun i tiden, da vi boede i Boston, skulle åbne al min post for mig og kom til at læse Marys breve om "hvor dejligt det er at sove i dine arme." Hvorfor kan du aldrig sove sådan om natten med mig, grinede Vibeke?

Denne episode kom jeg til at tænke på, da Theis og Charlotte nu skulle være min budbringer ned til Mary, mens jeg selv samlede Vibeke op netop der i Boston lufthavn. Sammen med Lalou og svigermor kom de over for at besøge de venner, vi boede sammen med i 1984-85, bl.a. Laura, som i mange år efter overtog Vibekes kontorrolle med at forsende mine bøger og finansierede sin sygeplejeuddannelse derigennem. Jeg så dog først og fremmest frem til at få Lalou med til sit første show på et stort amerikansk universitet, hvilket lykkedes ved at jeg fik det aflyste show i Maine arrangeret igen dagen efter deres ankomst. Derfor måtte jeg endnu engang køre den lange vej op gennem Maines skovstrækninger, men med familien ved sin side i egen herlige gamle bil så alt jo nu lidt lysere ud – selv gennem den bidende kuldes rimtåge i bilen. Jeg var dybt imponeret af at Lalou på trods af jetlag sad igennem den lange forestilling på engelsk med vidt opspærrede øjne, for de fleste danskere, jeg har haft med, falder altid i søvn til de første aftners forestillinger. Næste morgen irriterede hun mig dog. Jeg havde lovet hende og Vibeke at tage dem på indkøb i det berømte "Bees", der er åbent døgnet rundt, men først skulle vi lige have min racisme workshop overstået. Og da jeg aldrig slutter disse før sidste mand i lokalet er gået – hvilket varer både 3, 4 og 5 timer – blev min familie ovre i venstre side mere og mere utålmodige. Ikke blot snakkede jeg længe, men en indianer kom også med sin omstændelige redegørelse om hvordan han led af indvendiggjort racisme. Så hver gang jeg kom til at kigge over på Lalou, sad hun demonstrativt og pegede på sit ur. De sidste to timer blev jeg mere og mere højredrejet i mine analyser, da jeg simpelthen måtte undgå at se på alle i venstre side af lokalet for ikke at blive distraheret. Det mindede mig om årene i vores teater i Købmagergade, da Vibeke endnu var (ny)forelsket i mig, og yndede at stå bagest i teatret og skære ansigter til mig, når hun syntes at jeg havde talt længe nok til publikum. Så var det svært at holde masken af grin overfor det ofte tårevædede publikum. Nå, men netop derfor overraskede Lalou mig i høj grad, da hun senere i sommerferien kunne referere alt hvad jeg havde sagt i denne workshop fra ord til andet – dog i form af en drillende pastiche. Enten er hendes forståelse som 14-årig enorm – eller jeg må have gentaget mig selv for meget!

Efter en aften hos Vibekes gamle kæreste i Boston, Christian, der hjalp mig med at bygge sengen i min bil, som jeg roder rundt i i Tv-udsendelsen, og hjalp med DR’s tidligere udsendelse, gik min usædvanlige lille vinterferie med familien til New York. Usædvanlig, for sidste år, da de var i USA lå jeg jo vandret i luften uden at møde dem. Jeg glædede mig til at indkvartere dem i min kæmpelejlighed hos Christina ogVibeke, Lalou og svigermor i WTC før katastrofen ikke mindst til at vi hele familien der skulle ligge sammen i den største seng, jeg kender i New York, med dens smukke udsigt fra vinduerne til WTC mod syd og Empire State mod nord. Lalou kunne knapt huske Christina, da hun kun var 4 år sidst de boede hos hende. Mens jeg fløj til nogle shows i Georgia og Minneapolis, tog de en tur op i WTC, hvor de gjorde noget, som de siden har undret sig over, fordi de ellers aldrig gør sådan noget – købte et af de dumme turistbilleder taget af automatkameraerne på toppen. Senere på året følte enhver dum turist sig lykkelig over at have fået et sådant nu historisk billede. Det var, da jeg skulle sende dette billede til føromtalte Mog, som ikke kunne downloade det, at jeg i stedet smækkede det op på en hjemmeside, - at denne pludselig i min egen sentimentalitet over tabet voksede til en mindeside med alle mine egne billeder af WTC.

Da jeg kom tilbage, var også Daniels gamle kæreste, fotomodellen Anna, flyttet ind i min lejlighed. I et par dage traskede jeg rundt med dem alle til fest og ballade og indkøb fra morgen til aften. Vibeke blev misundelig på Christinas flotte diarrefarvede wc-bræt i highclass design og ville absolut have et tilsvarende med hjem. Så hvis I ikke kan finde på anden grund til at besøge os, skal I nu bare melde til Vibeke at I gerne vil på toiletbesøg – og straks se hende stråle af stolthed.

Anna Davolio, Vibeke, svigermor og Lalou i undergrundsbanenMens Lalou tog hjem og Vibeke og svigermor til Kina, blev Anna nu boende i min kæmpeseng, hvori jeg sagtens – hvis alle fotomodeller var ligeså tynde – kunne have haft 10 af slagsen sovende. For Anna Davolio er jeg både lidt svigerfar og far, idet hun knyttede sig utroligt stærkt til os i de to år hun boede hos os mens hendes forældre lå i skilsmisse indtil Daniel slog op med hende som 18-årig pga. sin egen frihedstrang. Allerede dengang var hun topmodel og skovlede penge og 13-taller ind i gymnasiet uden at vise sig i skolen mens Daniel skovlede graffitibøder og 7-taller ind ved - mentalt - heller ikke at vise sig i selv samme. Som en tæt knyttet og elsket del af familien var det altså helt naturligt at dele seng med hende – vi havde jo gået mere eller mindre nøgne op ad hinanden i et par år – men det, som var underligt, var nu at føle mig som den rene fattigbums i forhold til en kun 19-årig pige – ganske vidst langt mere moden end de fleste. For enten var hun ikke til at få ud af sengen om morgenen eller også stod hun meget tidligt op, kyssede mig farvel og sagde: "Hej, jeg tager lige til Miami i dag….lige til Cuba osv. i dag…..skal vi gå ud og spise japansk i morgen aften?" Tit fløj hun kun på modelarbejde i få timer disse fjerne steder og jeg kunne et par timer efter, når jeg tændte fjernsynet, se hende gå ad "the catwalk" i et eller andet internationalt modeshow. Jeg kender selvfølgelig mønstret fra overboen Raymond, som hver uge flyver til ørkenen i Californien, Balis strande o. lign. steder med en hel flok af verdens kendteste modeller. Men at opleve sin egen svigerdatter pludselig bruge penge som var det vand, drøne rundt i taxaer, mens jeg selv tager undergrundsbanen, var nu lidt af en prøvelse. Ikke underligt, Anna, at dit forhold ikke holdt til Daniel med det han præsterede senere på sommeren helt uden penge. Men da du ikke synes at blive ødelagt af det, kan vi jo ikke andet end fortsat elske dig – på trods af alle de gaver, du altid overøser os og dine omgivelser med. For du burde jo spare noget mere op til din egen fremtid. Det er svært at gengælde dine flotte gaver, så i år må du nøjes med i julegave at få et af mine bedste indrammede billeder, som vedvarende vil minde dig lidt om de fattiges verden, så du fortsat kan holde benene på jorden.

 

Efter at have levet dette glamourliv på første klasse med Anna, tog vi samme dag hjem – hun til sine lejligheder i Stockholm, Paris og Christianshavn – og jeg hjem til min bil, som netop var kasseret ved bilsynet, men som jeg i næsten hele marts overnattede i i en forfærdelig kulde for at være tidligt i skolegårde på Fyn og i Jylland. Pga. en flot anmeldelse af showet i Fyns Stiftstidende havde jeg en frygtelig bunke folkeskoler på Fyn. Kun i weekenderne var jeg hjemme i København, hvor jeg forberedte det tilstundende 25-årsjubilæum, som Politiken stod for. Forinden havde jeg dog et egentligt jubilæum på selve dagen i Treenighedskirken i Esbjerg i det samme lokale, hvor showet havde haft premiere 25 år før. Organisten var her skam stadig og underholdt publikum om hvordan - da min fars båndoptager den gang brød sammen - han havde måttet stå og trække spolebåndet rundt med hånden for at vi kunne gennemføre premieren. Dog kun første del, for efter denne husker jeg at lektor Madsen havde rejst sig og sagt "Nej, nu kan jeg altså ikke klare mere." Og da Madsen, som I husker, jo var en mand hvis ord havde vægt, blev 2. del vist en uge senere for det samme kirkepublikum. Jo, det var morsomt nu at stå der 25 år efter for en del af de samme folk – nu dog uden min far, Madsen og pastor Bøss. I samme anledning havde vor gamle statsskole arrangeret to forestillinger og Esbjerg Musikhus lavet en udstilling af mine Care-billeder. Jeg var glad for at se mange af jer julebrevsmodtagere til denne fernisering såsom "Erik Brugs", min kammerat helt fra 1. klasse, der var kommet fra Vejle. Men særligt glad var jeg for at se min nu senile tante, der meget opmuntrende spurgte "Hvordan har din mor det?" og vores gamle tjenestepige, 93-årige Olga, som blev rullet ud af plejehjemmet i Tjæreborg, hvor hun - stadig rapmundet - er blevet fast "taleskribent" for Poul Nyrup i sager vedr. ældrepleje som stand in for Nyrups egen senile mor på hjemmet.

I ugen, hvor jeg skulle have forberedt min debat med Dansk Folkepartis Søren Espersen til Politikens sektionsforside og dagen efter i foredragssalen ved Rådhuspladsen, var jeg blevet så booket op med shows hinsides Storebælt, at jeg fik hverken rast eller ro til dette. Tilmed måtte jeg fare fra Jylland blot for at blive fotograferet med Søren foran Christiansborg med en klaphat og en præstekrave. Vi havde diskuteret hvordan to så forskellige personer skulle fotograferes sammen. Vi var begge enige om at der skulle lidt humor i det, og da han i avisens dobbeltinterview havde kaldt mig for en "vækkelsesprædikant," prøvede vi først med at han gjorde præstekraven til min glorie og jeg holdt klaphatten over hans skaldede hoved. Nej, det var for plat, konkluderede vi bagefter. Så fik vi fat i et kæmpemæssigt Dannebrog, som to fra Politiken holdt op bag os. Og så var den rigtige symbolik der pludselig i form af et pludseligt vindstød, som fik flaget til fuldstændig at blæse mig omkuld, mens han stod fast og vogtede over "danskheden." Lige fra første øjeblik, jeg mødte ham og han kærligt lagde sin arm om min skulder, vidste jeg at vi ville blive venner. Da jeg nu tog tilbage til mine shows på Fyn, tænkte jeg at ham ville jeg ikke kunne debattere med gennem angreb, og fik så ideen til at lave en lang forsvarstale for ham.

På selve dagen måtte jeg fare i huj og hast fra Tornbjerg Gymnasium ud i et tog, hvori jeg forberedte hans "forsvar." For en paneldebat er jo noget man laver for publikum. Ingen gør sig håb om at "vinde" overfor sine modstandere. Det gælder kun om at vinde sit publikum - altså at give det noget nyt at tænke over. Og da jeg vidste at jeg ville have publikum på min side, var det mere magtpåliggende for mig at få tilskuerne til at tænke over deres egen racisme end at angribe Sørens. Dette gjorde jeg ved at vise dem hvor destruktiv min egen etablerede racisme er over for minoriteterne og ved at prøve at vise hvor lidt racismen hos DF’s medlemsskare egentlig påvirker minoriteterne.
Jeg vil ikke her gå i detaljer, da I kan se videoen fra hele debatten på mine hjemmesider. Jeg havde hverken lyst til eller dur til at deltage i den negative tænkning, som publikum hetzede løs med mod Søren Espersen. Når jeg siger dette, er det dog blot en billig omskrivning for det faktum, at jeg simpelthen ikke dur til at debattere med folk, fordi jeg altid synes at mine modstandere har ret (eller selv er for langsom i omdrejningerne til at finde fejlen i deres argument før de er ti sætninger længere henne i dette). Fordelen ved denne langsomme opfattelsesevne er at jeg altid kan få folk – selv Ku Klux Klan typer – til at tro at jeg står på deres side - fordi jeg rent faktisk gør det i øjeblikket. Og da dette jo får dem til at føle sig godt tilpas, blomstrer de op og vil gøre alt for mig. Dette var da også tilfældet med Søren Espersen, som efter debatten varmt greb min hånd og så mig dybt i øjnene, da han sagde: "Jeg har virkelig dyb respekt for dig. Du er jo en filosof." Og så begyndte vi at snakke om at efter denne vellykkede debat burde vi lave et roadshow sammen. Senere på året mødtes vi da også til en ny runde "to-enighed."

Samme aften skulle jeg have debatteret med Pia Kjærsgård i fjernsynets "Deadline". Det var arrangeret i hast og Pia havde til min forundring sagt ja, så jeg glædede mig til at møde hende. Men desværre ringede hun om eftermiddagen hjem til sin mand, som i mellemtiden havde læst mit interview i Politiken, hvori jeg siger at jeg er så forelsket i hende at hun er den eneste som gør min kone jaloux. I sidste øjeblik sagde hun derfor nej - efterladende denne forsmåede frier i en frygtelig nedslået tilstand, da han ud på natten sad alene i toget med sine afviste røde roser på vej tilbage til Fyn. Jeg forstod nu Sørens tidligere ord under debatten: "Der er kun to ting jeg frygter. Og det er Pia Kjærsgård og Vorherre – i nævnte rækkefølge."

Min gode ven, den gamle globetrotter Jens Bjerre, prøvede til sin 80-års fødselsdag at trøste mig og insisterede på at jeg skulle med til deres næste fælles middag, idet han er bedste ven med Pia, som han siger er det sødeste menneske på jorden. Siden har Pia da også løsnet lidt op og vi er begyndt på en hemmelig korrespondance med hinanden. (Nej, Pia, jeg skal nok lade være med at afsløre indholdet af vore breve for mine julebrevslæsere skønt jeg ellers aldrig plejer at holde noget som helst hemmeligt for dem!) Jo, er der to, der lige så godt kan slå pjalterne sammen, er det jo os, der har samme erhverv – racismen.

 

Jeg havde længe set frem til det i sidste julebrev omtalte store 25 års jubilæumsarrangement for Amerikanske Billeder i den Sorte Diamant, men det blev til lidt af en skuffelse for mig. Ideen var selvfølgelig med Politiken som arrangør at slå den nye "Millenium" udgave af showet stort op, så jeg ikke behøvede at bruge penge og tid på at sende materiale ud til skolerne om det. Og samtidig for første gang i showets historie at få en anmeldelse af det i de danske medier – sådan som jeg har masser af dem i udenlandske medier. Men for det første blev det slået op på forsiden af Politiken Plus som "et gensyn med det gamle show" uden et ord om at det nu også handlede om nutidens danske racisme og undertrykkelsesmekanismer i almindelighed. (Skribenten havde aldrig set det). Og for det andet kom der intet steds i landet gennem hele jubilæumsåret en eneste dansk anmeldelse ud af det.

Dernæst blev selve aftenen en skuffelse både for mig selv og store dele af publikum. Jørgen Carlsen, den dynamiske leder af Danmarks snart eneste overfyldte højskole, Testrup ved Århus, havde i sidste øjeblik fået mig til at sige ja til et show der aftenen før midt i min ellers alt for overfyldte kalender med to forestillinger dagligt. Under showet i Testrup drak jeg derfor rigeligt med kaffe for at holde mig vågen på den natlige køretur tilbage til København, da showet sluttede en halv time over midnat. Men ude på landevejen var der en så forrygende storm, at Storebæltsbroen blev lukket. Derfor lagde jeg mig til at sove under denne i min gyngende bil, men fik nu ikke lukket et øje hele natten pga. kaffen. Så da jeg stod på scenen i Diamanten, var jeg fuldstændig død i bolden. En sådan situation har jeg dog tit været udsat for i USA, hvor jeg ofte må køre hele natten for at nå frem, men med den energi, man altid får fra publikum, er jeg næsten altid "genopstået fra de døde" så publikum ikke mærkede min træthed. Jeg tør ikke sige om det er bygningens konstruktion eller om der virkelig var tale om et "dødt" publikum i Diamanten, men i al fald følte jeg ikke nogen som helst vibrationer fra det publikum. Og det på trods af at jeg talte hele 32 julebrevslæsere og gamle venner derinde. Kun dig kunne jeg mærke, Britta, men det var under selve showet i form af "Skru ned for lyden, for helvede." Hvorfor hjalp du mig dog ikke på scenen, hvor jeg havde virkelig brug for et "Vågn op og fat dig i korthed, for helvede." For så ville jeg være brudt sammen af grin over at netop denne sætning skulle komme fra DIG!!! (….i al fald når vi drikker rødvin sammen i Christiania i ca. samme mængder, som du skyllede ned, da du spillede dranker i "Bænken.") Mit problem var at for mig var et 25 årsjubilæum noget ganske særligt efter mine næsten 5000 trædemølle-forestillinger, mens det meste af publikum udelukkende var kommet for at se eller gense showet. Så hvis jeg havde troet at man fik blomster til et "sølvbryllup," havde jeg i al fald misforstået noget. Kun Kongehuset sendte faktisk en hilsen. 75% havde set showet i deres ungdom og var nok for det meste gamle venstreorienterede, der nu var "faldet af" på Politiken. Derfor følte jeg at der på denne dag burde redegøres lidt for showets historie skønt showet jo er mere end langt nok i forvejen. Og da jeg så flere kendte gamle bekendte derinde såsom Anker Jørgensen og Sydafrikas ambassadør, rodede jeg mig i min træthed ud i lange redegørelser om dengang jeg sad i Vietnam 69’s bestyrelse sammen med Anker, om Amerikanske Billeders samarbejde med ANC og ambassadøren i apartheidtiden, osv. Eller i tilfældet Per Kofod, en lang undskyldning for at have standset hans/min bog i KGB-tiden. At ikke blot jeg, men også publikum var lidt underlig den aften, kunne jeg imidlertid måle på bogsalget. Ikke én bog blev solgt skønt der normalt sælges 50 til den størrelse publikum, som med sine 600-700 i og for sig ikke var større end hvad jeg dagligt har i mange gymnasier. Det der ærgrede mig mest – især fordi jeg havde så mange af jer venner derinde – var at jeg ikke fik sagt noget som helst af alt det nye, jeg normalt plejer at underholde med om vores egen danske racisme. Netop dette plejer at kunne holde både 8. klasser og plejehjemsbeboere fastnaglet i timevis – udover de fire timer, som showet tager – og bringer virkelig dette up to date. I stedet endte jeg med at gøre samme fejl, som Politiken i sin opreklamering – hang fast i fortiden så folk ikke fik noget nyt med hjem at tænke over! Så alt i alt blev "25-årsfesten" for mig en katastrofe, hvilket jeg især så mod slutningen, hvor mange begyndte at vandre ud.

Men én reaktion gjorde mig frygtelig glad og rystet på samme tid. Nemlig den jeg fik fra dig, Elsebeth (som var min anden rigtige kæreste i livet, hvilket medførte den kærlighedskatastrofe, der blev omtalt udførligt i 1995-julebrevet). Nu skrev Elsebeth efter dette sorte "Diamantbryllup" et langt bevægende og smukt brev til mig om hvordan gråden havde pisket ud af hende på hele gåturen hjem fordi den meget omtalte smerte i showet pludselig var blevet hendes egen. For et par år siden – i al fald efter hendes sidste besøg hos os – havde hendes 26-årige søn nemlig prøvet exstacy og var gået helt amok og havde så godt som myrdet to af sine bedste venner. Kun et fantastisk held reddede deres liv på operationsbordet. Han var derfor blevet permanent spærret inde på St. Hans, som Elsebeth nu bruger sit halve liv på at fare frem og tilbage til. Da jeg blev stærkt bevæget af Elsebeths beretning om hendes ufattelige smerte - jeg havde nemlig selv stået med hendes søn i mine arme kort efter fødslen og har billeder af den lykkelige nybagte mor fra dengang – løb jeg straks på en af mine løbeture ud for at spise morgenmad hos Elsebeth på Frederiksberg. Her fik jeg føjet yderligere nogle tragiske aspekter til historien, da hun bad mig om hun ikke kunne få kopier af alle de billeder hun havde haft af os to sammen. Hendes søn havde nemlig under en udgangstilladelse brændt både min bog, mine julebreve og alle de minder Elsebeth havde om mig. Med alle de psykiske problemer indvandrere lider under pga. racismen i dag, er de psykiatriske anstalter nemlig gradvis blevet helt overfyldt med indvandrere i stil med den høje sorte belægning i USA’s psykiatriske anstalter. Udelukkende omgivet af sådanne fremmedsprogede, som er ved at drive ham til vanvid, har han derfor i sin forvildelse udviklet et ubændigt had til mig, som han pludselig ser som årsag til sin egen smerte. Jeg spurgte derfor Elsebeth om jeg ikke skulle tage ud og tale med ham. "Nej, han slår dig ihjel," sagde hun trist.

At jeg overhovedet fortæller denne historie her i et julebrev skyldes egentlig også Elsebeth. Thi det år, hvor jeg arbejdede på en gård i Canada i 1970, følte jeg mig nemlig så ensom, at jeg skrev hjem til hende om at komme over hos mig. Det ville hun ikke og i stedet begyndte jeg derfor i min ensomhed ved petroleumslampen i hytten ude i markerne at skrive et brev hjem til hende og jer andre, der efterhånden blev til 155 sider …..og snart efter blev dette til årlige julebreve. For mens man skriver julebreve til de mennesker man holder af og I derved pludselig bliver nærværende for én, - ja, så føler man sig ikke længere så ensom…..Tja, det ville I jo selv opdage hvis I gik i gang med at indhente det forsømte J

 

Elsebeths tragiske fortælling om de mange indespærrede indvandrere, hun møder på den psykiatriske anstalt, var blot en af de mange årsager til at jeg i år besluttede mig for at kæmpe mig ud af min hvide isolation og deraf følgende racisme. Jo mere hadet og hetzen i medierne især overfor muslimer var intensiveret i de senere år, jo mere kunne jeg mærke at jeg selv var begyndt at tænke dårligt eller negativt om Islam. Hvis jeg ikke havde kendt nøjagtig den samme racisme i mig selv, når jeg lever for længe i hvid isolation i de amerikanske universiteter og derigennem langsomt begynder at tænke negativt om de sorte, føler frygt overfor ghettoerne osv., - ja, så ville jeg sandsynligvis ikke have opdaget i Danmark, at det var mig der var ved at blive syg i hovedet. Tværtimod ville jeg – med alle de negative artikler om Islam i aviserne – have konkluderet, at det nu gennem min øgede viden var ved at gå op for mig, hvor forfærdelig Islam egentlig er. For jeg havde jo set nok af eksempler på hvide frisindede amerikanske professorer, der kan stå og prædike tolerance i deres skoleklasser, men som alligevel nærer en dyb frygt og følgelig foragt overfor det sorte samfund. Så selv om jeg selv stod dagligt i danske skoler og magtede at prædike smukke ord om kærlighed til næsten osv., vidste jeg at dette ikke kunne forhindre mig i at udvikle en lignende racisme overfor muslimer. Følgelig måtte jeg gøre det samme som i USA – søge ud af min hvide isolation og ind i ghettoen, få venskaber med muslimer, kæmpe med dem osv. På trods af mit arbejde havde jeg pga. det velhaverkvarter, Nyboder har udviklet sig til, ikke fået en eneste indvandrerven. Muslimer for mig var nogle tilslørede, utilnærmelige fremmedelementer ude på Nørrebro. For især kvinderne virker utilnærmelige for én som er sygeligt optaget af anti-muslimske tanker. Derfor begyndte jeg nu – så godt mit travle arbejde tillod det – at arbejde med min racisme, at rense mine negative tanker, at gå til møder om Islam osv.

Og nu skete der noget ganske forunderligt, ja helt eventyrligt. Jo mere jeg arbejdede med mig selv, konfronterede mig selv osv, jo mere begyndte muslimerne pludselig at åbne op overfor mig. Denne følgevirkning kendte jeg selvfølgelig fra mit racismearbejde i USA, men det der virkelig slog mig nu, var netop muslimske kvinders pludselige åbning overfor mig. Pludselig var det som om de smukkeste kvinder i verden kom dumpende ned i mit skød i hurtig rækkefølge. Det hele begyndte at minde om den oplevelse, jeg fortalte om i mit 25. års jubilæumsjulebrev, hvor jeg efter et par år uden kvindelig kontakt, gik igennem en intens sexisme- og "men’s liberation workshop" – ruskede i, græd med, psykologiserede med mænd i alle aldre – og derpå pludselig oplevede ude i USA’s gader over hele landet at den ene fremmede kvinde efter den anden kom ud af det blå og inviterede mig hjem. 14 talte jeg det til på de følgende 17 dage. (En af dem var Chris i DK4’s film, hvis rigmandslejlighed jeg stadig bor i. Så sig ikke at man ikke får noget ud af at arbejde med sin sexisme. For de er alle i dag stadig mine venner og faste bopæle). Noget lignende skete for mig i Danmark i løbet af foråret. Men det der slog mig var, hvor utroligt smukke de alle var mens jeg midt i al min negative anti-muslimske tænkning aldrig havde kunnet finde noget som helst attraktivt ved muslimske kvinder (nøjagtig som jeg ikke kan se sort skønhed mere påvirket som jeg er af min amerikanske racisme). Den ene skønhed efter den anden kom nu dumpende ind i mit liv som i "1001 nats eventyr" uden at jeg rørte en finger. Jeg behøver blot at nævne nogle af de mere kendte fra medierne såsom Mona Sheik, Mandana Zarrehparvar, Roya Moghadas, Sherin Khankan og Rushy Rashid nogenlunde i den rækkefølge. Når jeg lige her vælger at "bruge" mit nye venskab med jer i en sådan bunkefremstilling, Mona, Mandana osv. – thi I er naturligvis unikke individer hver for sig – skyldes det naturligvis at jeg altid bruger egoistiske argumenter for hvorfor vi bør arbejde med vores egen racisme. Det lønner sig med andre ord at få løsnet op i knuderne i sin undertrykkende tænkning. Er der noget negativt eller nogen risiko ved at gøre det? Jo, at min liste over julebrevsmodtagere pludselig er vokset ganske gevaldigt. Jeg vil ikke her berette om de mange tilfældige måder I pludselig kom ind i mit liv på, - blot om hvordan I hver for sig berigede dette, gav mig ny energi, ny tro på menneskeheden.

En af de første åbenbaringer var Sherin, som sad i et panel til et af de mange møder jeg gik til om Islam. Ingen vil benægte at hun er en skønhed, men det der fuldstændigt slog benene væk under mig var klarheden i hendes tale og skønheden i hendes budskab, som jeg straks følte var mage til mit, blot langt bedre formuleret. Alt i Islam blev pludselig så funklende klart og rent for mig i hendes fremstilling. Væk var pludseligt alle mine onde, negative tanker. Dog var det hendes brug af ordet kærlighed, der var det afgørende for at jeg endte med at fri til hende. Dette kom dog først senere – vi må jo ikke et øjeblik glemme at vi har at gøre med en muslimsk kvindeJ Først begyndte vi at maile sammen. Hun havde aldrig hørt om mig før, så jeg var jo nødt til at bringe lidt medgift i hendes øjne. Så pludselig en dag ringede hun til mig om jeg ikke ville komme ud og besøge hende, da hun havde fået besøg af en kvinde fra Palæstina, som hun syntes jeg skulle møde. Det lød jo som en herligt udtænkt plan for en muslimsk kvinde til ad snørklede omveje at starte et nyt forhold, tænkte jeg. Desværre var det aftenen før Lalou’s konfirmation, hvor alt var travlhed, jeg skulle skrive tale osv. Jeg svarede derfor at jeg ville prøve at komme, men turde ikke love det. Men jeg fandt nu hastigt nogle af Lalou’s breve frem og kaldte det for "min tale" og cyklede så ud til Sherin ved midnatstid. Men i denne sene nattetime stod Sherin i en ren forlegenhed foranlediget af hendes syriske kulturbaggrund. "Min palæstinensiske gæst er lige gået og jeg er helt alene….. men, ok, kom indenfor." Og så lidt efter kom den for hende så tyngende sandhed: "Er du klar over at det er første gang jeg nogensinde har været alene med en mand? Normalt bor jeg sammen med min søster, som nu er i Syrien." Jamen, i mine danske øjne kunne det da ikke være meget mere ideelt, tænkte jeg i mit stille sind. Så serverede hun te og alskens lækkerier og snakken gik. Vi følte os straks stærkt forbundne på en mystisk måde, da hun kun var 26 år. Jeg skal selvfølgelig ikke her berette om alt det spændende, jeg lærte denne aften om Islam, syriske familiemønstre og hendes kærlige familie, som hun forbrød sig så stærkt imod ved overhovedet at have mig der, idet meget af det selvfølgelig hører til det fortrolige. For ud af det hele voksede en dyb fortrolighed, som er fortsat siden – og, ja, ligesom med mit forhold til Pia Kjærsgård, så kan jeg jo ikke røbe alt om mit forhold til Sherin her for mine julebrevslæsere. Vi har jo at gøre med politisk offentlige personer. Men for at gøre en lang historie kort, så endte jeg i alt fald med at fri til Sherin. Eller var det dig, der friede til mig? Jeg husker det egentlig ikke. Det kom så naturligt. Vi konkluderede blot – ligesom jeg på sin vis havde gjort det med Pia – at er der to der burde stå sammen i dansk politik, så var det Sherin og mig. Altså slog vi pjalterne sammen og indledte et forhold. Hvordan dette kærlighedseventyr siden har udviklet sig, vil jeg berette senere i julebrevet……..

 

For nu skal vi – efter langt ud på natten at være på nippet til at konvertere til Islam – skynde os hjem til lillemor og sørge for at Lalou bliver bekræftet i den rette kristne tro. Vi må jo ikke lade os føre ud i fristelser og glemme at holde fast i de gode danske traditioner. I flere dage havde jeg hjulpet Annas mor, Sandra Davolio, med at købe ind til det helt store ædegilde. (Sandra, din italienske madlavning behøver vist ikke nærmere introduktion efter omtalen af din bespisning af Anita Roddick og 63 Bodyshopfolk i 1998-julebrevet, men kan varmt anbefales til evt. julebrevslæsere, der ønsker selv at holde fest.) Konfirmationen gik efter de sædvanlige forskrifter, hvor alle blindt og ukritisk adlød hvad de havde fået at vide at de skulle sige – nøjagtig som vi anklager muslimer for at gøre det. Dog var Vibeke som sædvanlig undtagelsen, der som den eneste valgte at demonstrere sin tro ved IKKE at gå med flokken til nadverbordet. Under prædikenen sad Ole og jeg med himmelvendte øjne ….vendt mod loftet, mens vi funderede over hvor mange billeder der skulle til for at dække dette kæmpeareal til vores snarlige udstilling. Det var jo lidt pudsigt at det lykkedes vor lille familie at fylde Rundetårns kæmpekirke BÅDE i det høje og i det lave i det samme Herrens år. Til middagen var der et herligt udvalg af jer julebrevslæsere til bords og mange smukke taler. Størst lykke gjorde dog den sang, som føromtalte Anna havde skrevet til Lalou og fremførte med sin usædvanligt smukke operastemme med guitar til. Jo, du er mere og andet "end blot en dum fotomodel," som Daniel engang forbavset konkluderede. Vibeke og jeg havde igen skrevet en alenlang sang, dog mindre drillende overfor konfirmandens forældre end dem vi tidligere på året havde skrevet til konfirmationerne for Lalous to kusiner. Et par af jer anklagede mig for at "gå for tæt på" i min "tale", som jeg jo dovent fik "skrevet" i nattens løb ved at læse op af Lalous sjove personlige breve ….mens Lalou bagefter var sur over at jeg ikke havde læst ALT det intime i brevene op.

Under en så lykkelig familiesammenkomst kunne jeg ikke lade være med flere gange at ærgre mig over at min kære præstefar ikke kunne være med, så stolt som han ville have været – ligesom han på forunderlig vis også var udeblevet fra Daniels konfirmation med en liggende stilling som undskyldning, dengang dog blot hekseskud. Men var der en, vi manglede på denne dag var det dog hans kæreste Inge, hvis opofrelse for ham I vil huske fra sidste års omtale af hans begravelse. Vi havde håbet at hun ville blive boende i hans hus, men hun kom sig aldrig over tabet af min far. Hver gang jeg besøgte hende i vinterens løb, så jeg hende blive tyndere og tyndere fordi hun nægtede at tage føde ind. Efter flere forgæves hospitalsindlæggelser var vores eneste håb at køre Inge til hendes familie i Holland, hvor hun – efter deres kærlige forsøg på tvangsfodring – til slut sank sammen og fik held i sit Hagbard og Signe-ønske om at få et hurtigt gensyn med min far – mindre end et halvt år efter hans død. Så godt nok var der stor familieglæde på denne konfirmationsdag, men den faldt kun en uge efter at tårerne havde pisket ud af os alle sammen ved synet af den selvudslettende beskedne Inge, der nu var svundet ind til en lille enlig urne på nøjagtigt det sted i Agerbæk kirke, hvor min fars kiste havde stået så kort tid før. Et par dage efter gik også en anden af jer gamle venner bort, Erik "Barber," som Ingrid og jeg havde tilbragt så mange herlige stunder med til Ungdomsforeningens skuespil – han fik altid publikum til at grine ved sin blotte fremtræden på scenen – og som hele sidste sommer dagligt havde trøstet mig, når jeg traskede fra min syge far op til hans kiosk for at købe Politiken. Nu faldt han selv om af hjertestop uden for sin butik.

 

Fortsættes i del 2


Tilbage til oversigt over julebreve

   Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside