Min fars tilstand var blevet yderligere forværret i løbet af sommerferien, han havde mistet appetitten og var blevet alt for tynd. Jeg forstod det ikke, da jeg virkelig havde bevaret håbet og troen på den indianerte, jeg gav ham. Men nu fandt jeg gennem en af min brors regnskabsklienter, naturmedicinlægen Bruce Kyle i Århus, ud af at det var den forkerte te, jeg havde opsporet i USA. En canadisk kvinde havde solgt den under foregivende af at det var Rennee Caisses oprindelige opskrift, men siden tabt en retssag om ophavsretten mens hun for øvrigt selv var død af kræft, hvilket jo ikke var den bedste reklame for produktet. Bruce skaffede mig nu i kontakt med en dansk importør af det rigtige Essiac, Sara Damskier i Brovst (tlf. 98-230977 dersom I selv har familiemedlemmer, der lider af kræft). Hende blev jeg straks gode venner med og har lovet at lave en hjemmeside for. Jeg tog nu over til Vestjylland for endnu engang at passe min far og omhyggeligt koge de nye urter for ham. Og det kan nok værre at det hurtigt gjorde en forskel. Hans fortidige enorme appetit kom straks tilbage og jeg kunne næsten øjeblikkeligt begynde at trappe ned i hans smertestillende medicin uden at han fik flere smerter. Desværre fandt vi aldrig ud af om det også virkede bremsende på spredningen af kræftsvulsterne fordi andre komplikationer stødte til, men det bevirkede at jeg til det sidste bevarede håbet om at "denne lille årtusindskiftekrise" skulle han da nok overvinde. Selvfølgelig havde jeg mine tvivl når jeg gik på natlige besøg hos min egen gamle læge Munck, som selv har kæmpet med kræft og fortalte mig at der intet håb var for min far. "Men det kan jo ikke skade det du gør," tilføjede han med de fleste lægers manglende tiltro til alternativ behandling. Amerikaneren Bruce var imidlertid også læge og med vores store fælles håb satte Steen og jeg nu Bruce i gang med en større analyse af min fars immunforsvar i udlandet for at vi kunne få et bedre grundlag for at se hvilken alternativ behandling, der ville være bedst. Efter chokket vi havde fået ved at se fars hensvundne tilstand, da vi kom hjem fra sommerferie, og glæden over hvor hurtigt den rigtige indianerte syntes at vende billedet, var der ingen ende på vores optimisme. Alligevel blev vi ikke så lidt forbavsede, da min far en dag sagde at han ville tage til min bror, Niels Jørgens datter, Cecilies konfirmation i København i september. Det havde betydet meget for ham at hans afsluttende kirkehandling i foråret blev at døbe Cecilie, dels fordi det var i Grundtvigskirken, hvor han var startet som præst, men mest fordi hun omsider overhovedet havde fået en dåb. Som præstebørn havde Niels Jørgen og jeg jo gjort oprør på forskellig vis, jeg vel ved at forlange kristendommen ført ud i sin yderste konsekvens med mine malede Grundtvigscitater på hans kirke påskemorgen og Niels Jørgen vel ved at vende sig imod hele kirkeriet som sådan. Derfor var Cecilie aldrig blevet døbt, men nu gjorde hun til gengæld oprør mod sin egen far ved at søge nærmere mod sin elskede farfar. Hver generation har jo brug for sit oprør, mener jeg, og dem der glemmer at gøre oprør, ender jo tit med at betale for det resten af livet ved hele tiden at gøre oprør mod deres nærmeste ud gennem sidebenene. Derfor blev Cecilies voksendåb - og på sin vis store familieforsoning - en stor oplevelse for os alle i marts, mens min far stadig kunne gå. Men nu kun et halvt år efter var det en større operation at få min far til København. Og han måtte hvile ud i Inges lejlighed i flere dage før og efter konfirmationen. Turen havde været så anstrengende, at jeg troede han var død, da Inge grædende ringede til mig om at komme og hjælpe ham ud af sengen på selve dagen. Han lå helt hvid i ansigtet og jeg kunne næsten ikke slæbe ham ud til badeværelset og bære ham mens han vaskede sig. Jeg var rystet over at se hans ben vakle under ham med al min tro på teens virkninger. Men han ville med til den konfirmation, så jeg ringede til Vibeke om at låne en rullestol fra hendes fars plejehjem og i den lykkedes det os at rulle ham ind en absolut sidste gang i den smukke kirke, som havde betydet så meget for ham i hans ungdom. Jeg selv var selvfølgelig ganske rørt over situationen, da jeg sad med ham i rullestolen lige ved den døbefont, hvori han selv havde døbt mig engang. Og da jeg rullede ham op ad kirkegulvet til det jeg fornemmede ville blive hans uigenkaldeligt sidste nadver - men vores første sammen som menige - og knælede ned ved siden af hans rullestol, ja, da piskede tårerne ned ad mine kinder. Han var selv så udmattet efter disse få minutter i kirken, at han allerede efter første fiskeanretning til konfirmationsmiddagen måtte lægges i en seng bag bordet, hvor han sov sig igennem alle sangene og bl.a. aldrig fik de vers at høre, som Vibeke og jeg havde digtet om ham. Underligt nok vågnede han dog straks op, da vi stillede cognac foran ham hjemme hos Niels Jørgen. Men næste dag vågnede han stort set ikke hele dagen. Og det var jeg på sin vis lidt ked af, for det ville have betydet meget for ham hvis han havde været frisk nok til at kunne være til stede. Thi netop den dag havde jeg ved et skæbnens træf forestilling i TK's ungdomsgård, hvor far i sin tid som nybagt præst havde lavet et kolossalt arbejde for Bispebjergs unge og - fandt jeg nu ud af - hvor han netop havde taget sig meget af arbejderklassens mest marginaliserede unge. Det er stadig et svært belastet område. Forrige gang jeg havde holdt foredrag i en skole i nærheden blev flere indvandrere i mit publikum arresteret for at stjæle biler i ly af mørket under mit "kedelige" foredrag. Men måske fordi de nu fik at høre om min fars arbejde i TK, sad de denne gang i dyb stilhed under hele showet. Under opstillingen havde jeg i øvrigt fået andet at tænke på, da de ringede fra Vibekes arbejde og fortalte at Vibeke var kommet på hospitalet. Jeg fo'r straks på Rigshospitalets skadestue, hvor hun lå grædende og i lettere chok efter en ny hjernerystelse. Skredet med cyklen på en regnvåd jernplade, var hun nu frygtelig angst for at dette ville sætte gang i den epilepsi, som hun pådrog sig efter sit sidste fald for 3 år siden, men som ellers har været under kontrol siden. Chokket var dog denne gang værre end hjernerystelsen, skønt slaget var lige oveni stedet hvor hun går med en benstump inde i hjernen. Da jeg kom hjem fra TK-forestillingen var hun allerede udskrevet og lejligheden var et stort blomsterhav, ikke mindst fra medarbejderne på hendes nys vel afsluttede festival. At hjernerystelsen ligesom for 3 år siden kom på hendes første feriedag og nu tvang hende til at blive i sengen, hører vel med til livets uretfærdigheder. Jeg måtte derfor afbestille de billetter jeg havde bestilt til vores efterårsferie i Tyrkiet.

Men dem var jeg nok blevet nødt til at afbestille alligevel. Min fars stædige insisteren på at komme til Cecilies konfirmation havde helt taget pippet fra ham og endte med også at tage livet af ham. Efter hjemkomsten havde han nærmest ligget hen i en døs en hel uge og jeg begyndte at blive bange for at min te alligevel ikke hjalp ham. Heldigvis havde jeg mit sidste show før efterårsferien på Vibe Efterskole, hvorefter jeg ville kunne tage hjem og passe ham igen. Og dette show glemmer jeg aldrig, skønt jeg er fast inventar på hvert eneste af denne efterskoles hold med de måske mest begavede efterskoleelever i Danmark. Ikke blot var der presse på under hele forestillingen fra Fyns Morgenposten (hvis begejstrede artikel betød at jeg har fået et utal af fynske skoler i den kommende tid). Nej, det vidunderlige forstanderpar, Birger og Groa, indledte uden min vidende med at vi alle skulle synge "Nu falmer skoven trindt om land". Men dette var tilfældigvis salmen hvorfra min far i vores barndom altid brugte et vers som bordsang:

Ham takke alle vi med sang
For alt, hvad han har givet,
For hvad han vokse lod i vang,
For ordet og for livet.

Alene melodien, som var hamret ind i min lille knold fra tidligste barndom, fik mig endnu engang til at græde som et barn med de bange anelser jeg gik med indeni netop nu. Så da jeg umiddelbart derefter skulle indlede, stod jeg endnu så tårevædet at jeg ikke kunne andet end begynde at fortælle eleverne om min far. Showbusiness har aldrig gjort mig så professionel at jeg kan lægge følelserne - inklusive mit manglende diplomati - fra mig på scenen. Men som entertainer bliver man også vant til at dramatisere lidt og under beretningen om min far kom jeg ubevidst til at bruge udtrykket "min døende far." Pludselig var det som om mine egne løbske ord fik mig til at "sande" den sandhed jeg hidtil ikke havde villet se i øjnene, at min far virkelig var døende. Hvilket naturligvis bragte mig endnu mere ud af flippen. Jeg reddede situationen ved spontant at skifte emne. Da mit foredrag handler om undertrykkelse havde jeg på forhånd forberedt mig på at snakke om det som netop i dette øjeblik var ved at ske i Serbien. Thi netop i disse eftermiddagstimer var en tusindtallig skare på vej mod Beograd for at "kaste dødens åg af sig." På en eller anden måde fik jeg det vævet sammen så jeg i disse menneskemasser klyngede mig til det håb, som så småt var begyndt at svinde for min far. Hvis disse mennesker kunne besejre kræftsvulsten under Milosevic ville min far også kunne besejre sin. Hvert kvarter under lysbilledshowet styrtede jeg ud til bilradioen og blev mere og mere begejstret…. politispærringerne som veg for de fremadskridende masser…. de stadigt flere som sluttede sig til dem…. stormløbet ind i Beograd…. Parlamentsbygningen der kort efter stod i brand…. den forhadte Tv-station som også kort efter stod i flammer, alt sammen stort set uden at der blev løsnet et skud…. jo, min begejstring fik ingen ende fordi jeg tydeligt kunne se at sejren nu var hjemme….sejren for demokratiet, sejren for de bosniske flygtninge jeg havde indkvarteret, sejren over den død og ødelæggelse jeg havde været vidne til under mit besøg i Kosovo…..og jo, med en sejr over så uvindelige kræfter var det vel ikke utænkeligt at min far også kunne overvinde døden. Så der var ingen ende på min begejstring, da jeg efter showets slutning gik op foran eleverne og levende kunne berette om én undertrykkelse som - i løbet af de 5 timer de havde siddet under mit show - nu var uigenkaldeligt bragt til ende. Og bagefter sad jeg og skålede over sejren under Tv-nyhedernes sorte røgskyer fra Beograd i dagligstuen hos Birger og Groa. Derefter styrtede jeg fra Fyn hjem til min far om hvem Inge nu kunne fortælle at han pludselig samme dag havde fået det bedre. Han kunne nu komme ud af sengen og liste ind og se fjernsynsnyhederne sammen med mig. Jeg ønskede så inderligt at han skulle opleve sejren i Serbien. Jeg har altid haft frygteligt ondt af dem der døde i sommeren 1989 og gik i graven uvidende om murens fald. Menneskehedens store sejre er jo med til at give os alle nyt liv. Og som min far sad der sammen med mig og så de befriende sorte røgskyer fra Beograd vælte ud af fjernsynet fik han da også mere og mere farve i de hensygnende kinder. Inge og jeg havde denne fredag aften bestilt et festmåltid fra hotellet for at fejre hans nye livsmod og vi fik en vidunderlig aften sammen inden han gik til ro på sit "Jægersborg hegn". Og da han næste dag så ud til at have det endnu bedre, begyndte Inge at tale om "et sandt mirakel." Begge var vi enige om at nu var Essiac'en endelig begyndt at virke, at nu gik det den rette vej. Jeg selv begyndte at fornemme at min "Serbiske sejr over døden" i virkeligheden havde været en rebelsk præstesøns omskrevne form for en stille bøn til Gud og at den var blevet hørt. Så jeg gik op på Agerbæk hotel og bestilte et endnu større festmåltid end aftenen før og vi dækkede flot op i dagligstuen og selv min far drak med af rødvinen og spiste næsten med sin gamle appetit. Vi spøgede og hyggede os og på et tidspunkt drillede jeg endog far med alle hans koner. Pludselig rejste han sig uden et ord og jeg hviskede til Inge: "Nå, nu blev han nok fornærmet." Men min far svarede straks: "Nej, jeg skal bare på toilettet." Og så gik han minsandten - helt uden gangstøtte eller hjælp - selv ud på toilettet. Nu sad Inge og jeg målløse og talte om at et mirakel i sandhed var sket. Og senere sad vi omkring hans seng i hans soveværelse og hyggede os, mens han - for første gang i længere tid - begyndte at læse videre i sin seneste læsning, John Iversens erindringer. Da han faldt i søvn blev Inge af lang tids sædvane siddende ved hans side hele natten - skønt det nu pludselig ikke længere syntes nødvendigt.

Men vores lykke skulle ikke vare længe. Næste morgen var min far igen gået på toilettet ved egen hjælp, men der gik alt for lang tid og Inge gik derind og kaldte straks på mig. Min far var faldet sammen på toilettet og Inge kunne pludselig ikke flytte ham. Da jeg selv forsøgte og mærkede hans pludselige dødvægt og så hans mundvig hænge til den ene side, vidste jeg at han havde fået et slagtilfælde. Med ufatteligt besvær fik jeg ham løftet ind i sengen, hvor vi så at hele hans venstre side var lammet. Hans øjne var åbne og fulgte os og vi kunne se hans angst og at han var fuldt ud bevidst om sin situation. Han havde jo selv siddet som præst ved tilstrækkeligt mange af den slags sygelejer. Vi forsøgte at få liv i fingrene på venstre side, men der var intet håb. Derimod besvarede han Inges små klem i højre side med sine egne små klem som de havde haft det for vane i deres kærligheds lykkeligere øjeblikke og kunne endog spidse munden til kys, når hun kyssede ham. Vi havde først snakket om at vi sammen godt ville kunne passe ham i denne nye tilstand og langsomt få ham genoptrænet og drøftede det i telefonen med Vibekes mor, som træner afasipatienter. Vi havde jo allerede oplevet den helt ufattelige hjemmeplejehjælp, der kom næsten døgnet rundt. Men da det viste sig at min far ikke mere kunne synke maden, blev vi op ad morgenen klar over at der ikke var andet at gøre end at få ham på hospitalet. Aldrig vil jeg glemme det øjeblik hvor han blev skubbet ind i ambulancen - stadigt med øjnene vidt opspærrede og stirrende på mig. Det øjeblik vidste jeg at jeg aldrig ville se ham rigtigt i live mere og skulder ved skulder stod Inge og jeg og græd, da ambulancen kørte og knuste det mirakuløse håb vi havde haft på den lykkelige sidste aften forinden. Lige siden har jeg haft mareridt og skyldfølelse hver gang jeg ser bagdørene af en ambulance.

Herefter gjorde Inge og jeg en fejl vi nok aldrig vil tilgive os selv for. Da vi om eftermiddagen besøgte far på Varde sygehus, var han endnu ved bevidsthed, men åndede underligt og havde megen angst i øjnene. Han kunne endnu reagere på Inges kærtegn og når han blev madet af sygeplejerskerne og kom til at spilde, kunne han endog fremstamme et svagt "Undskyld". Vi blev der langt ud på natten, da det var tydeligt at han var angst.

Men vi havde overhovedet ikke skænket det en tanke at man kan overnatte derinde og havde jo også forberedt os på at en blodprop er noget man ligger længe med. Næste dag fik vi imidlertid at vide at han havde været vågen og meget urolig og angst hele natten, men om morgenen var han faldet i en dyb koma. Og nu var der stødt en lungebetændelse til, som - kunne vi regne ud - han uden tvivl havde tildraget sig i kulden under konfirmationsrejsen til København. De næste tre-fire dage ville være afgørende for om han ville overleve, sagde overlægen. Nu rykkede Inge og jeg ind på hospitalet med seng, computer, bøger osv. for at være ved hans side døgnet rundt. Mine brødre kom i hast dertil. Selv sad jeg i fire dage ved min fars side og redigerede hans erindringer på min computer. Han var aldrig blevet færdig med dem, men det forekom mig at være det mest meningsfyldte jeg kunne få tiden til at gå med. Inge kunne ikke læse, men sad døgnet rundt og nussede hans hånd. Det var nemlig svært at koncentrere sig med det spektakel slimen i hans lunger lavede. Der var dog et underligt misforhold i dette arrangement, idet læsningen af min fars erindringer pludselig gjorde ham lyslevende og ungdommelig for mig, mens hans liv ved min side langsomt rindede ud. Ustandseligt fik passager i teksten mig pludselig til at ville spørge ham om et og andet i hans liv, om hvorfor han dog ikke havde fortalt det før osv., hvorefter det i det næste øjeblik gik op for mig at nu var det uigenkaldeligt for sent. Det varmede at det var en af hans gamle konfirmander og et barnebarn af Kristoffer Jørgensen, en af hans bedste venner i min barndom, der tog sig kærligt af ham som sygeplejerske og vendte ham hver time, når hans dødsrallen blev for uudholdelig. Steen bragte os hver aften efter arbejdet i Århus mad og blev der til sent.

Torsdag nat var Steen og jeg taget hjem i fars hus for at sove, da Inge kort efter grædende ringede og sagde: "Jeres far er lige død." Hun havde - som hun havde gjort det i månedsvis - holdt ham i hånden, da han udåndede kl. 1 om natten. Vi styrtede ind på hospitalet og ventede med Inge udenfor mens sygeplejerskerne gjorde ham i stand. Efter fire dages langsom forbereden os på hvilken vej det gik var vi resignerede og fattede. Men da vi kom ind til far var det slut med fattetheden, da vi skulle kysse ham farvel. To stearinlys stod tændt ved hans side og i dette skær tog han sig så utroligt smuk og ungdommelig ud. Vi bad et fadervor, men det var Inge der måtte bede for, da Steen og jeg enten ikke kunne huske eller finde de ord, som min far havde siddet og fremsagt med os ved sengekanten fra vor tidligste barndom. Ligeledes var der ikke gået meget i arv til os fra min fars evner som forsanger, da vi pibende forsøgte at synge vores gamle slægtssalme "Befal du dine veje" - ude af stand til at læse ordene, da tårerne væltede ud imens. Derefter skulle vi pakke hele det lille møblement vi efterhånden havde samlet i dette, min fars sidste lille hjem og kørte stille hjem i natteregnen ved 3-tiden - ude af stand til at falde i søvn derhjemme.

Næste morgen var jeg oppe ved bageren ved 7-tiden og jeg fattede ikke hvordan, men allerede på tilbagevejen kom folk ud af deres huse for at kondolere. Og allerede inden Inge stod op ved 9-tiden var alle flag i gaden på halv stang - og snart efter ligeså i nabobyerne - hvilket var godt, da vi ellers selv ville have glemt at få vores op. Den megen opmærksomhed fik mig til at indse at nu skulle der handles hurtigt. Steen var nødt til at tage tilbage på arbejde, så det stod til mig og Inge at forberede begravelsen. Heldigvis havde jeg som præstesøn tilegnet mig en del viden om dette. Jeg vidste f.eks. at den man først bestiller tid hos ikke er præsten, bedemanden osv. Nej, det er kroen. For hvis kroen ikke er ledig til gravkaffe på dagen, ja, så skal alt jo alligevel flyttes. Og da jeg ønskede at begravelsen skulle være på en lørdag for at min fars mange venner langvejs fra skulle kunne være med, ville der uundgåeligt komme konflikt med bryllupper. Men miraklet skete - jeg fik Fåborg kro på plads allerede inden 9 samme morgen. Nu opdagede jeg det, som jeg altid havde studeret i min far, at jo mere man kaster sig ud i praktisk organisering, jo lettere er det at holde følelserne tilbage. Jeg havde aldrig forstået at han kunne lægge sin egen mor og kone i graven uden at fælde en tåre, mens alle vi andre sad opløste i tårer. Men fra dette øjeblik var det som om jeg pludselig arvede hans tillærte styrke og gik derfor op i begravelsesforberedelserne som var de hans - skønt jeg normalt hader den slags praktisk arbejde. Min far havde efterladt sig dispositioner omkring sin begravelse, men der var uklarhed om hvem af hans to afholdte tidligere hjælpepræster han ville have - vel sagtens fordi han selv var i tvivl. Jeg forhørte mig lidt rundt i byen - den ene foretrak Søe, den anden Wentzel - hvilket ikke gjorde mig klogere. Jeg ønskede ikke at støde nogen og da jeg var sikker på at Søe og Wentzel under alle omstændigheder ville deltage som talere, løste jeg den gordiske knude ved at vælge den præst, min far var blevet glad for på sit sidste, Agerbæks egen præst, Rosenkrants. Dette var dog heller ikke noget let valg, idet præsten som har overtaget mit barndomshjem i nabobyen, den norske pastor Bye, er blevet min helt gode ven og har arrangeret show for mig i præstegården og inviteret mig til "at få mit barndomsværelse tilbage når som helst". Så han kunne jo også blive lidt stødt idet begravelsen skulle foregå i Fåborg kirke, som er hans. Men denne lille knude fik jeg også løst. Thi da jeg spadserede op mod præstegården, kom jeg i snak med graveren og hans kone - min fars gamle venner - som sagde at med alle de mennesker, der ville komme til min fars begravelse, ville vi jo aldrig kunne være i Fåborg kirke, som kun har plads til 150. Jo, jeg huskede godt nok hvordan de havde stået langt ud på kirkegården, da han begravede sin ekskone, Ragna, som han nu ville ligge ved siden af. Dette gav mig straks den idé at jeg jo kunne forlægge selve højtideligheden til Agerbæk kirke selvom jordpåkastelsen skulle foregå fra Fåborg kirke. På denne måde ville pastor Bye jo heller ikke blive stødt, da han så kunne foretage jordpåkastelsen. Men dermed rejste sig så den tredje gordiske knude: at ved kun at involvere to af min fars tre gamle kirker, ville menigheden i Årre kirke måske føle sig lidt udenfor. Altså opstod ideen - med den fantastiske diplomatiske indføling jeg jo er kendt for (?) - om at begravelsen skulle foregå fra alle min fars 3 kirkemenigheder - helt naturligt. En beslutning jeg siden fik megen ros for fra alle sider, men som i virkeligheden opstod fordi jeg aldrig i mit liv har kunnet foretage noget valg. Og altså ikke ud af noget ønske om at min far skulle have en næsten majestætisk begravelse. At det ved et tilfælde faktisk endte med at blive lidt majestætisk generede mig overhovedet ikke - trods min fars egen beskedenhed - da en begravelse jo skal være for de efterladte og ikke for afdøde.

Nu begyndte jeg at føle at jeg faktisk kunne beherske lidt af kunsten som praktisk organisator, som min far var kendt for. Så da Bente Rosenkrants senere på formiddagen indfandt sig for at diskutere det praktiske, følte jeg mig for første gang i mit liv værdig til at indtage pladsen i chefstolen bag det store skrivebord. Denne plads har jeg altid veget uden om i dyb ærefrygt for min far. Selv da jeg passede ham i sommer mens han lå på sofaen i kontoret, satte jeg mig ind i stuen for at arbejde frem for ved hans skrivebord. Gennem hele min barndom havde jeg nemlig siddet og krøbet sammen på den forkerte side af dette skrivebord og fået den ene formaningstale efter den anden af min far med hans dybt rynkede pande og næsten alfaderlige autoritet: "Nu må du til at tage dig sammen…..Er det nu klogt….Hvad skal der dog blive af dig…." osv. Hans ord vibrerer endnu i mit hoved og får mig til at krybe ned i et musehul og føle at hele mit liv er mislykket. Men nu skulle rollerne byttes om! Med min nye autoritet sørgede jeg for at pastor Rosenkrants fik så lav en skammel som muligt "på den forkerte side af skrivebordet" - sådan lidt a la Hitler og Mussolini i Chaplins "Diktatoren." Hun er i forvejen lille og langt yngre end jeg. Og I aner ikke hvilken fryd det var at opleve hævnens søde time, det at tale ned til den bævende, rystende lille dreng jeg så for mig. Og jeg må virkelig have haft noget autoritet over mig, thi Bente levede sig så fuldt og helt ind i rollen med en selvudslettende ydmyghed - Inge er mit vidne - at jeg til slut måtte gøre hende opmærksom på hvad det var der skete - af angst for at hun skulle gå derfra og have lidt ubodelig skade på sjælen. Så da hun hørte hvor meget det betød for mig nu omsider "at kunne tale ned til en præst", fik vi os alle en befriende latter, og siden har vi faktisk været perlevenner.

Og sådan var hele denne underlige dagen derpå - efter nattens død - fyldt med en blanding af gråd og latter, hvor gråden kom snigende hver gang man ikke foretog sig noget praktisk. Men det utrolige skete, allerede inden middag var kro, to involverede præster, tre kirker med klokkere og gravere og bedemand på plads. Jeg fik fra mange sider anbefalet bedemanden Henry Puggård, som af alle involverede nok blev begravelsens største oplevelse for os. Både han og hans kone var blevet både døbt, konfirmeret og viet af min far, så det betød meget for netop ham at få lov at være med. Og omvendt for mig at få én, der var blevet dybt præget af min far. Han havde hyppigt haft lange diskussioner om min fars prædikener med sin svigerfar, der var en af Årres mest fremtrædende missionsfolk. Men under samtalen med ham i Varde var dette lige ved at føre til en krise med Inge, da Henry fortalte hvordan det var hans skik at lade de pårørende selv påklæde den afdøde sammen med børn og børnebørn. Inge satte bastant foden i jorden. Så galt havde hun dog aldrig hørt før, at børn skulle være med. Men jeg kunne straks se ideen og det terapeutiske i det og nærmest tromlede hende ned med alle de visioner, dette straks gav mig. "Du hører jo til min fars generation. Jeg har lige læst i hans erindringer hvordan han overhovedet ikke var til stede ved min fødsel og føler mig næsten fornærmet. Men i vor tid vil ingen far jo drømme om ikke at være med til at trække deres børn ind i denne verden med mindre de hører hjemme i et eller bagstræverisk lands kultur. Men Henry her, som er dybt præget af min far i sin opvækst, er som en af de første i gang med at skabe en ny revolution, hvor det bliver lige så naturligt for os at trække vore pårørende i tøjet til deres endelige rejse ud af denne verden. Kan du ikke se at din holdning er med til at gøre bedemandens rolle til noget foragteligt - til en slags ådselmand der blot får betaling for at gøre det beskidte arbejde. Men hvordan kan dette arbejde regnes for beskidt når det jo er det som du selv har fået værdighed af igennem de sidste måneder, at skulle klæde far på hver dag og når du nussede og kyssede ham ligeså meget i døden som i livet?" Jo, der var ingen grænser for hvilke visioner jeg pludselig kunne se for mig og som vist ikke engang Henry selv alle havde tænkt på. Men jeg lod foreløbig sagen ligge for i stedet at forberede mig til at overtale resten af familien, som skulle komme om aftenen for næste dag "at lægge låget på kisten", som det hedder. Pludselig fattede jeg ikke at generation efter generation blot havde ladet sig spise af med at tage afsked med deres kære ved at lade en bedemand lægge et låg hen over kisten for dem efter en halv times neutralt kiggeri på afdøde. Men det gjorde de fattige, som ikke havde råd til bedemand, som bekendt heller ikke i gamle dage.

Om aftenen kom hele familien fra nær og fjern og Inge og jeg havde bestilt et festmåltid fra hotellet, for det skulle være "ligesom festmåltidet den sidste lykkelige aften vi havde sammen med far." De tre kusiner havde grædt uafbrudt i to dage nu og da jeg nu tog mig mod til under middagen at prøve at få resten af familien vundet over på min side i sagen om fars påklædning næste dag, - ja, så stak kusinerne i et sandt hyl ved tanken om at de skulle klæde farfar på og fo'r ud på toilettet. Men mine brødre er heldigvis ret progressive, så det viste sig ikke svært. Faktisk kunne heller Inge tillade sig at have noget imod det, idet Henry Puggård jo ikke er uvant med hendes reaktion og derfor lader de familiemedlemmer, som ikke vil være med, stå udenfor i det tilstødende kapel med en dør halvt åben. Og som han havde sagt, det der altid ender med at ske, når de hører de andres - først gråd, så latter og derpå en stor blanding af det hele omkring afdøde - er at de til sidst alle ender med at være med i processen. Og nøjagtig sådan skete det næste dag - bortset fra at vi alle var til stede fra begyndelsen omkring fars nøgne lig, kun dækket af et ligklæde. Først stod vi i en halv time på respektfuld afstand og græd. Vi havde masser af tid idet Henry ville blive hos os til langt ud på natten, hvis det var nødvendigt. Helt naturligt trådte så de, som havde haft mest berøring med far i hans sidste døende uge og bedst havde vænnet sig til hans nye afsjælede tilstand, først hen til ham og begyndte at ae, kysse og kramme ham. Først Inge, så jeg og derpå Steen. Henry, som hele tiden stod diskret i baggrunden, holdt så et vidunderligt lille befriende foredrag om hvorfor huden nu så gusten ud, om væskerne i kroppen osv. Hvis nogen skulle have en nobelpris som bedemand vil alle vi, der har været under hans blide, rolige omsorg uden tvivl indstille ham. Derpå startede vi med at klæde far på. Jeg tror at det var mig, der gav ham underbukser på, mens Lalou og Kamilla gav ham sokkerne på. Jeg prøvede at få 6-årige Christian til at kilde farfar under tæerne, men det turde han dog ikke. Vi havde naturligvis alle forestillet os et dødt legeme som helt stift og var derfor bange for at fars kolde arme skulle knække, når vi baksede med at få hans hvide T-shirt på og uden over denne den hvide skjorte. Men Henry berolige os, der var ingen fare. Nu begyndte alle at løsne op, at komme med små vittigheder midt i gråden, hele denne mærkelige proces, der hører med til at bearbejde sorgen. Det var jo det, som hele denne proces handlede om og om at få et naturligt forhold til døden. Særligt havde denne proces betydet meget for forældre, der lige har mistet f.eks. en teenagesøn, havde Henry fortalt mig. En mor havde skrevet til ham at uden denne terapeutiske hjælp ville hun aldrig have fået bearbejdet sorgen over tabet af sin søn. Vigtigere var, at nu hvor vi stod der og lavede "bedemandens beskidte arbejde" forekom det os alle - ikke mindst Inge som først havde reageret imod tanken - som det mest naturlige i verden. Min fars kolde hud føltes til sidst så dejlig og lækker og næsten uimodståelig. Det store øjeblik kom da han skulle have sin præstekjole på og vi alle måtte løfte ham fra båren over i kisten. Ved den lejlighed tog Daniel et billede, som så næsten Rembrandtsk ud, med faderen svævende på hænderne af sine tre sønner. Derefter holdt vi en lille andagt ude i kapellet, hvor kusinerne fortsatte med at stryge farfar på håret, nu igen med tårerne løbende ved tanken om den midlertidige afsked på en uge mens farfar skulle på køl. Vi havde igen bestilt mad fra hotellet, da vi ikke vidste hvor længe påklædningen og afskeden med far ville tage. Jeg hentede igen maden på hotellet hos kromutter, som aftenen før havde spurgt: "Jamen, hvad så med maden til de 80 i morgen? Kommer I også efter den?" Og ved den lejlighed var det gået op for os at dette jo var dagen hvor far og Inge skulle have fejret deres sammenlagte 150 års fødselsdag, som vi nu var endt med at fejre ved at lægge kistelåget over den ene halvdel. Jeg undskyldte meget at vi forvirringen havde glemt at afbestille 150-årsfesten.

Jeg var nu tilbage i København en uge, hvor jeg arbejdede på højtryk på at få trykt min fars erindringer og lagt dem ud på Internettet. Men skanningen og udvælgelsen af tonsvis af billeder fra hans liv viste sig at være en større opgave end jeg regnede med. Dog fik jeg et demonstrationseksemplar trykt. Der var også meget arbejde med annoncer, nekrologer osv. i diverse aviser. Jeg var meget påpasselig med at skrive "Provst Jacob Holdt" overalt. Alligevel havde flere af Politikens læsere ved første blik fået kaffen galt i halsen ved at se at jeg var død og ringede op. Derved fik jeg en herlig lille forsmag på hvordan folk ville reagere ved min egen død.

Begravelsen foregik naturligvis som den slags skal. Skønt udsyngningen fra Varde kapel ikke var annonceret af frygt for trafikkaos, havde en større flok af min fars bedste venner alligevel fundet derind. Lærer Bennedsen foretog selve udsyngningen meget smukt, talen kan ses på Internettet. Efter den stærke oplevelse med påklædningen af min far ugen før føltes det nu "som ingen sag" at lægge låget over sin egen far. Forinden gav vi ham dog alle gaver med på rejsen, breve, tegninger osv. Vibeke returnerede hans sidste julegave, som hun havde haft lidt svært ved at komme igennem, en bog af Ålbæk Jensen. Jeg selv havde lavet et stort billede af far og Inge sammen, som han fik med. Mest var jeg ked af at hans provstisekretær gennem mange år, Inger Jørgensen, som havde været ham (og os) så stærk en støtte i de vanskelige år med min mor, ikke kunne være med pga. en længere udlandsrejse. For at mindes hende havde jeg taget en flaske whisky med, som hun havde givet ham under sygdommen i sommer, men som han ikke dengang kunne drikke. Den gav jeg ham nu med i kisten. Men i sidste øjeblik ærgrede det mig alligevel at min far skulle have hele flasken for sig selv og skruede spontant låget af og tog mig en ordentlig slurk med ordene: "Jeg ved det bliver en hård dag at komme igennem for os alle, far, så jeg må ha' lidt at styrke mig på ligesom du nu får det fra fru Jørgensen på din lange rejse."
(Dette var dog en nødløsning på gravens yderste rand. I virkeligheden havde jeg prøvet på at få denne slurk for at mande mig op til afskeden på hele køreturen ind til kapellet, men havde siddet ved siden af svigermor i bilen og turde derfor ikke at åbne flasken). De andre sagde siden at det et øjeblik havde set ud som om jeg ville hælde hele flasken ud over far, men så tosset er jeg nu heller ikke. Derimod havde jeg jo lært hvor vigtig humor er for sorgens bearbejdelse og dette gjorde det vist lidt lettere for os alle umiddelbart efter uigenkaldeligt at lægge låg over far. Under kørslen med det lange begravelsesoptog, som blev længere og længere efterhånden som folk stødte til, sad jeg forrest i rustvognen med Puggård. Begge havde vi mobiltelefoner for at dirigere diverse ringere i de forskellige kirkers tårne o. lign. Jeg havde lagt og udmålt ruten op omkring Gunderup for at vi kunne komme ind gennem Årre fra den rigtige side. Ingen skulle føle sig snydt og flage på halvt eller udlægge grangrene forgæves. Min far skulle have mulighed for at sige farvel til alle de tre kirkemenigheder, som havde betydet så meget for ham. Straks vi kørte ind i Årre by hørte vi kirkeklokkerne og hele den lange vej op til kirken var dækket med gule blomster. Her kørte jeg med rustvognen op til mindehøjtideligheden foran kirken på bakken, hvor den store menighed stod på række foran med bøjede hoveder under ringningen mens den nu lange kortege måtte blive nedenfor. Det var en smuk afsked og som altid var det mig der brød højtideligheden ved at hoppe forvirret rundt for at fotografere det hele. Fotografering - at stille sig på afstand fra begivenhederne - er jo en god måde at holde tårerne tilbage på. Da alle var kommet i bilerne kørte vi videre mod Fåborg. Her kørte alle vognene med familien op til præstegården ad den lange elmeallé, som var flot dækket med gule blomster. Ude på selve vejen havde min barndomsven fra 3-årsalderen, Jens, lagt et gran- og blomstertæppe. Det var her han og Niels Jørgen og jeg som drenge altid fik besked af far om at lægge et grantæppe ud hver gang der var begravelse for en i byen. Den meget tungere trafik i vore dage har bevirket at folk nu i stedet lægger blomstertæpper inde i deres indkørsler. Midt på gårdspladsen havde pastor Bye og kone lavet en kæmpestor rund blomsterdekoration, som vi nu cirklede vognene rundt om mens vi tog afsked med vort barndomshjem. Dette var en af de mange gange i løbet af dagen, hvor jeg og - tror jeg - begge mine brødre måtte bryde i gråd, for præstegården havde jo ikke blot været rammen for vores barndom, men også for det utrolige folkelige arbejde min far havde skabt omkring den og i den. Ved Fåborg kirke standsede vi igen for at samle tilstødende op, bl.a. Marius' forældre, Niels og Frida. I Agerbæk skiltes jeg i rustvognen fra den nu milelange kortege - officielt for at lade min far sige farvel til sit sidste hjem på Debelvej, der nu var som et langt blomstertæppe - uofficielt fordi vi havde opdaget i kapellet at vi i forvirringen havde glemt ridderkorset, som jo hører med til en begravelse på disse kanter. Godt nok havde min fars død givet mig en underlig frihed til pludselig at rode i alle hans skuffer, men aldrig havde jeg forestillet mig at jeg - inden han overhovedet var begravet - skulle ende med at flå så mange skuffer ud så hurtigt som for nu at finde hans ridderkors. Men det lykkedes og min nye ven, Henry, fik det lynhurtigt sat på kisten så vi i værdig og ophøjet ro kunne nå frem til kirken, hvor alle de 300 mennesker nu stod og ventede foran kirken.
Og begravelser er jo noget underligt noget, for selvom man som jeg føler at man har fået rigelig lejlighed til at græde ud under det lange sygdomsforløb og fået sagt personligt tak til sin far ved hans sygeleje, - ja, så får højtideligheden og stemningen jo alligevel en til at bryde i gråd, når man skal bære sin far forbi alle disse mennesker med alle deres forskellige følelser overfor ham fra et langt livs samvær. En grund til at jeg havde valgt Bente Rosenkrants var at hun har en dejlig, let og smilende måde at forkynde på (hendes smukke tale ligger på Internettet) og når det drejede sig om en 80-årig ønskede jeg netop at det skulle være en fest. Alligevel forrådte mine tårer hele tiden denne feststemning. Jeg vidste også næsten præcis hvornår det ville ske - som da vi skulle bære kisten ud af kirken til tonerne af "Så rejse vi til vort fædreland" - salmen vi havde haft hængende med billeder illustrerende hvert vers op ad trappen til mit værelse i præstegården. Men kort efter er man igen i stand til at fungere normalt - således da jeg så at mange udenfor kirken ikke havde kørelejlighed, ikke mindst den ligeledes 80-årige lærer Jessen, som var far til Ingrid, min kæreste i gymnasietiden - og fik skaffet dem kørelejlighed. For nu skulle hele den lange kortege køre tilbage mod Fåborg kirke, hvor jeg og mine brødre og Daniel og min fars to bedste nabovenner bar kisten hen over kirkegården med de to præster i ordinat foran os og talrige nabopræster bag os. Da jeg under den langsomme gang læste navnene på gravstenene, kunne jeg ikke lade være at fundere over hvor mange der ville have været med til begravelsen, hvis den havde været for 10-15 år siden. For her lå jo hele min fars egen generation - grundpillerne omkring mig i min barndom - Brosbøl, Søndergård, Abrahamsen osv. såvel som mange af mine egne skolekammerater som Henning, Bruno, Bjarne, Finn, Lise, "kjøn Erik", Peter Ludvig osv. Efter jordpåkastelsen, som er det øjeblik jeg hader mest ved begravelser, defilerede alle deltagerne forbi og hilste på os i familien, alle som en med triste ansigter. Men da køen var en halv time lang var det svært selv at bevare en passende grimasse hen mod slutningen. Mange havde jeg ikke set i årevis og det var jo pinligt at måtte udspørge dem om hvem de var, men heldigvis stod Niels Jørgen før mig så jeg kunne lytte med når han dummede sig. Andre, som fars gode ven, folketingsformand Ivar Hansen, havde jeg fået rig lejlighed til at se igen under sommerens sygdom.

Endelig kom højdepunktet på det hele, gravkaffen på kroen. Jeg vil ikke prøve at beskrive denne fase, hvor bylden er gået og alle bliver højstemte, med de traditioner der er knyttet til den i Vestjylland, da min far har gjort det langt bedre i sine erindringer, som I kan se på Internettet. Jeg havde selv været nede på kroen om formiddagen for at pynte op og lavet et lille mindested, hvor folk kunne skrive sig op til hans erindringsbog. Det er også meningen at jeg vil lægge alle talerne ud på min fars mindegravsted på Internettet, når jeg får tid. Det var mest de mange præster, der holdt taler foruden vi tre brødre. Pastor Wentzel foreslog at min fars begravelsestaler, som var særligt berømte, burde udgives. Under Steens tale blev hans ekskone sur over det han sagde og vandrede ud og Niels Jørgen brugte som vanligt en del tid på at rakke ned på sin storebror og at beklage sig over alt havearbejdet vi havde skullet lave i den store præstegårdshave i barndommen. Jeg selv anede ikke hvad jeg skulle sige om min far, som på mange måder stadig står som en mystisk skygge, der følger mig overalt. Så jeg fortalte lidt om de ukendte sider af hans liv som jeg lige havde oplevet under læsningen af hans erindringer. Alle takkede vi Inge for hendes opofrende kærlighed, mens jeg ikke glemte at sende en rørende hilsen fra fars ekskone Rie i Amerika, som jeg senere på året besøgte for at berette om begravelsen personligt. Og ikke mindst takkede vi Henry Puggård for at have givet "os alle en oplevelse for livet." Hans svigerfar kom bagefter op og takkede for alle de pæne ord. Dette var i øvrigt en gordisk knude jeg aldrig fik løst på trods af mine store diplomatiske evner, - at pastor Rosenkrants' egen mand, som var til stede, ejede egnens eneste konkurrerende bedemandsforretning. Det er åbenbart lettere at fordele et lig på mange præster end på mange bedemænd.

Men nu nærmer nytårsaften sig og jeg må se at få dette jappet færdig. Vibeke havde fået sin tiltrængte ferie ødelagt af hjernerystelse og dødsfald og jeg stod for at skulle rejse til USA. Pga. mine udtalelser om indvandrere i Tv-nyhederne kom der lige før afrejsen trusler fra nazisterne om at slå min familie ihjel, så Lalou var lidt nervøs for at nazisterne skulle kravle ind til hende via stilladset foran huset, der var ved at blive malet. Jeg havde ganske vist ingen shows i USA idet skolerne alle havde foretrukket at udsætte til foråret i uvisheden om hvornår min far ville dø. Men der var så meget rust i min bil derovre, at den ikke kunne gå igennem syn i Massachusetts og nu måtte registreres i New York. Desuden lavede jeg research i de store biblioteker i NY, Washington og Los Angeles, hvor jeg sidstnævnte sted blev smidt ud af et valglokale for at tale nedsættende om Bush. Jeg nåede også at tilbringe en dag i Scientologys store propagandafremstillingshovedkvarter ude i ørkenen med filmstudier så store som Hollywoods, alt finansieret af de stakler de udplyndrer rundt i verden. Størst oplevelse var det at forske i det fornemme Library of Congress, hvor, Kasele, en af mine gamle smukke sorte elever nu arbejdede. Sent glemmer jeg hvordan hun efter showet havde stået i lang tid og skælvet, ja rystet over hele kroppen af bevægelse. Og det genoplevede jeg nu mange år efter på en hel særlig måde, da hun førte mig ind i de kilometerlange gange med bøger, hvor ingen almindelige dødelige som jeg ellers må komme. Men hvor som helst vi kom genkendte de sorte medarbejdere mig og hilste "Hello, Mr. Holdt." Jeg var mildt sagt overrasket over deres belæsthed, men det viste sig at Kasele i årevis havde fortalt dem om mig og fået dem til at læse min bog. Hvorfor de også overtalte mig til at donere flere eksemplarer, da det ene af bibliotekets to kopier - vist af samme grund - nu var forsvundet. Derfor kunne jeg heller ikke få nogen bedre assistent til min research end Kasele, som i alle de dage jeg var der, betjente kun en kunde, nemlig mig. Selvom jeg skrev stakkevis af bestillinger ud på bøger jeg havde brug for, sprang hun dagen igennem rundt for at finde dem i de tre bygninger, der strakte sig over flere af Washingtons store avenuer. Men sådanne lange, kringlede gange er skam også ideelle til at flirte i, hvilket Vibeke var den første til at forstå, da jeg kom hjem og viste hende billeder af Kaseles skønhed. Om aftenen takkede jeg hende for indsatsen ved at tage hende til koncerter eller på restauranter. Det jeg i øvrigt forskede i var en ny bog, Gyldendal har bedt mig om at skrive, om min forgænger Jacob Riis. Et projekt, der virker lidt mere overskueligt end min verdenshistorie, men lad os nu se om jeg kan drive det til noget. Det vil i al fald blive skrevet som lidt af et selvopgør, idet både Vibeke og jeg har fundet alt for mange ubehagelige ligheder mellem Riis og mig - mest i negativ retning. Jeg blev dog langt fra færdig, for midt i al morskaben kom der en telefonopringning en nat fra Vibeke om at min ekskone, Annie, var ved at dø derhjemme og ønskede at se mig inden. Det var lidt for meget død på en måned. Jeg havde på hele USA-turen haft mareridtsagtige drømme om min far, som stadig holdt mig vågen. Samme aften smed jeg alt fra mig og drønede i bilen op til New York for at tage en flyver hjem næste dag. Da jeg kørte mod lufthavnen var der imidlertid så mange trafikpropper at jeg ville tage en smutvej gennem den vestindiske ghetto i Brooklyn. Men her eksploderede motoren pludselig i røg og damp, hvorefter jeg mistede den automatiske styring. Så i stedet for at havne hos et par kolde islandske stewardesser endte jeg hos et par varmblodede trinidadiske mekanikere og kom først hjem næste dag. Jeg tog lige fra lufthavnen til hospitalet. Annie var helt nedslidt af sukkersyge og alskens tilstødende sygdomme og havde frygtelige smerter, da jeg trådte ind. Men efter nogen tid blev hendes tilstand bedre og det ser ud til at hun klarer det. Hendes humor har hun stadig i behold. Hun synes at det er frygteligt at havne inde på en stue, når der nu er sådan et hyggeligt liv med masser af mennesker ude på de overbelagte hospitalsgange. Men hun taler også som kontrast til det ensomme liv hun normalt lever i sin hverdag i en beskyttet bolig, hvor hun kun har mine julebreve at se frem til, som hun siger. Og så ved I jo at hun må være sølle stedt.

Og sådan blev det så jul igen efter et år som - lidt for meget - kom til at stå i familiens tegn. Næste år vil jeg forsøge at leve lidt mere udadvendt. I marts er det nemlig Amerikanske Billeders 25 års jubilæum og i den anledning har jeg lanceret en ny "Millenium" udgave, i hvilken jeg prøver at bearbejde vor egen racisme herhjemme - altså et "terapeutisk show." Desuden er jeg gået i samarbejde med dagbladet Politiken, som vil benytte det i sin egen kampagne mod racisme og bl.a. stå bag et stort fødselsdagsarrangement den 29. marts i Diamanten (Det Kgl. Bibliotek). Selv om I har set den gamle udgave, håber jeg at se mange af jer til dette arrangement. Men der er flere 25. års jubilæumsarrangementer, I kan komme med til. Lørdag den 23. juni åbner jeg for første gang nogen sinde en fotoudstilling med mine "døde" billeder - også fra Den Tredje Verden - i Rundetårn. Det er for mange den første feriedag, så jeg synes at I skulle lægge jeres ferierute om ad København og bruge anledningen til en sommerfest. Broløbsfesten fik I kun tre dages advarsel om, men denne gang er I blevet varskoede et halvt år før og så er det jo sværere at finde en god undskyldning for at udeblive! Nu må I ha' et rigtigt godt nytår.

De kærligste hilsner

Tilbage til del 1

Tilbage til indeks