2. Mellemtid:
Hyksosperioden 1630-1523
Vores 124. tipoldefar:
Me-herew-her, Ypperstepræst og Overastronom i
Heliopolis
under Hyksos
Nu skal du høre om en vanskelig tid for vores
familie, og for at berette om den må jeg gå til en hel anden
del af familien, nemlig præsteslægten i Memphis, som var
øjenvidner til det hele. En af dem hed Me-herew-her og var som
overastronom en af landets førende personer. Men lad os først
kort opsummere hvad der er sket inden han kommer til magten. Og
da hele dette historiske Ægypten virker så fjernt og ukendt er
det godt at sammenholde det med noget vi kender, nemlig
historien om Moses og flugten fra Ægypten i Biblen.
Mens Moses er i landflygtighed i Arabien i
næsten 60 år, regerer 12 konger - de fleste af dem i vores
slægt - oppe fra Josefs gamle hovedstad i nærheden af Memphis.
Men da Moses vender tilbage som næsten 80-årig for at føre
jøderne ud af Ægypten er der kommet en farao, der hedder
Dudimose. Han er altså den som Moses må forsøge at overtale
til at lade israelitterne rejse. Men da ægyptologerne endnu
ikke har fundet beviser for at han er i vores familie, vil jeg
ikke forsøge at fortælle om hvordan han mon kan have oplevet
alle de landeplager Moses’ mærkelige Gud skulle have sendt
imod ham. Hele tiden blev Moses jo forhindret af ham i at
udvandre med israelitterne og selv da han fører dem gennem de
rørsumpe, hvor i dag Sueskanalen ligger (fejlagtigt oversat i
visse Bibler som Det Røde Hav), sætter Dudimose efter ham med
sine stridsvogne.
Det fik mig til at tænke på noget, da du i
går forhindrede mig næsten hele dagen i at skrive om det,
Lalou. Kan du huske da du kom ind med dine Inline rulleskøjter
på og spurgte om du måtte gå ud i gaden og løbe på dem? Som
du stod der i "fuld krigsrustning" med struttende
kjole så jeg straks for mig faraos krigsfolk i stridsvognene
jage efter Moses. Men der manglede noget i din udrustning,
følte jeg. Og så pludselig gik det op for mig at du ikke havde
knæ- og armbeskyttelse på. Både arme og ben var helt nøgne.
Jeg forlangte at du tog dem på, men ligesom farao ikke adlød,
gjorde du det heller ikke. Og da du lidt efter faldt og slog dig
fuldstændig til blods, opdagede jeg det i lang tid ikke fordi
du i skamfølelse havde gemt dig under et tæppe og lå og græd
og græd. Derefter måtte jeg pleje sårene under stor smerte og
fik ikke skrevet noget hele dagen.
Men så gik det op for mig at ligesom jeg
næsten havde overset nogle mangler i din udrustning, ligeså
har ægyptologer i århundreder stirret sig så blinde på den
konklusion at der ikke var heste og stridsvogne i Ægypten på
Dudimoses tid og at alene af den grund kunne Moses ikke have
levet før Ramses II’s tid. Stridsvognene mente de blev
indført i Hyksosperioden og derfor kunne Biblens helt præcise
beskrivelse af Josef i en stridsvogn, som jeg tidligere fortalte
om, jo ikke passe 180 år før Dudimoses tid. Derfor overså de
bl.a. fuldstændig en lille detalje på et billede de fandt i
gravmælet for en prins, der hed Khonsuemwaset, nemlig at han er
afbildet siddende i en stol med handsker på. Ligesom du altid
skal have knæ- og armbeskyttere på når du ruller skulle
faraos stridsfolk have handsker på for at beskytte hænderne
mod lædertøjlernes gnaven. Da kun de allerfineste folk fik lov
at styre stridsvogne, blev det et statussymbol at blive vist med
handsker på. Og ved du hvem Khonsuemwaset egentlig var? Det var
ingen anden end Dudimoses søn og arveprins, som altså kan
tænkes at have været en af dem der jog efter Moses under
udvandringen.
Men efter Dudimose går det galt for Ægypten,
som Biblen antyder det med sin lidt malende beskrivelse af
plagerne. Selv om Biblens skribenter tolker alting som Guds
værk - og derfor let overdriver - er deres historieoverlevering
jo formidabel. Men problemet er ikke at Dudimose ikke vil lade
jøderne rejse - som Biblen hævder - men måske snarere at
Moses ikke får dem alle med sig. For pludselig tager de
resterende semitter magten og vores kongefamilie må i huj og
hast flygte sydpå til Theben.
Dog er det ikke sådan historikerne indtil for
nylig har fremstillet forløbet, og nu skal du høre om hvordan
vores familie nede i Theben i årtusinder har ført
menneskeheden og ægyptologerne bag lyset ved at få dem til at
tro noget helt andet. Josefus - din førnævnte 65. grandonkel -
er en af dem der fejlagtigt har ført deres løgne videre ved at
citere ægypteren Manethos beretning om det:
"Under Dudimoses styre ramte Guds
ødelæggelser os. Pludselig blev vi invaderet fra de
østlige regioner af en obskur race, der følte sig sikre
på sejr over vores land. Med magt overtog de det uden et
sværdhug og efter at have overvundet vort lands herskere,
nedbrændte de skånselsløst vore byer, raserede gudernes
templer og behandlede alle indfødte med grusom fjendtlighed
- massakrerede nogle, mens andres kvinder og børn blev
ført i slaveri. Deres race blev i almindelighed kaldt
Hyksos, hvilket betyder ‘Hyrdekonger’."
Det er Josefus og Manetho der har givet navn til
Hyksosfolket, men det er interessant at det egentlig også
findes i Biblen. I Salmernes Bog 78:49 siges det: "Han
(Gud) sendte sin glødende vrede mod dem (ægypterne), harme,
forbandelse og trængsel, en flok af ulykkesengle."
Det gammelhebraiske ord ‘malakhei-roim’ blev fejlagtigt
oversat til græsk som ‘ulykkesengle’, men betyder i
virkeligheden ‘hyrdekonger’!
Hvem er så de barbariske hyrdekonger, der
kommer væltende ind over Ægypten? Arabiske
middelalderhistorikere som El-Samhudi og Masudi skrev at det var
amalekitterne - et beduinfolk fra Arabien: "Amalekitterne
invaderede Ægypten og begyndte at plyndre landet...at smadre
kunstgenstandene, at ødelægge monumenterne." Dette
stemmer meget godt overens med at Moses og israelitterne under
vandringen gennem Sinaiørkenen støder på amalekitternes
opmarcherede hære - måske på deres vej mod Ægypten. Men da
Moses’ hærfører Joshua - som er din 111.halvfætter, Lalou -
efter et langt slag får nedkæmpet amalekitterne, er det jo
svært at forestille sig at disse slagne styrker kort efter
skulle være i stand til at sætte sig på magten i Ægypten.
Hvis det havde været tilfældet kunne jeg i og for sig have
fortalt om Hyksos som en del af vores familie idet amalekitterne
jo skulle nedstamme fra Amelek, Esau’s sønnesøn. I Biblens
ældste dele om Ur- og patriarktiden optræder nemlig skikkelser
i stamtræerne, som er personifikationer af stammer eller hele
folk. Genealogisk er det selvfølgelig noget sludder, men det
afspejler den tids tilsvarende forhold hos araberne, at de
stammer der har sluttet en pagt med andre får den ære at blive
optaget i disses genealogier som om de var blodbeslægtede.
Ligesom jeg aldrig ville finde på at betragte Adam og Eva som
andet end mytologiske figurer, skal man altså selv i tiden
efter en historisk person som Abraham være uhyre kritisk som
slægtsforsker.
Nej, hvis det drejede sig om at voldsomme
primitive beduinstammer pludselig tager magten i Ægypten og
"gør folk til slaver" og nedbrænder og
"ødelægger templerne", så kan du være helt sikker
på at din 124. tipoldefar Me-herew-her og hele hans
præstefamilie i Memphis ikke var blevet siddende på en af de
højeste stillinger i landet - og tilmed trivedes i bedste
velgående i 8 generationer under Hyksos. Det må have været
nogle folk inde i Ægypten med dyb respekt for ægyptiske guder
og traditioner som tog magten. Og hvem kan mon så det være
når de betegnes som "fårehyrdekonger"? Lad os prøve
at rekonstruere hvad der er sket siden Josef's tid ved igen at
bruge Biblen som kilde. I Anden Mosebog 1:6-14 fortælles:
"Josef og alle hans brødre og hele
slægtled var døde. Men israelitterne var frugtbare; det
vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige,
så landet var fuldt af dem.
Nu kom der en ny konge over Egypten, som
ikke kendte til Josef. Han sagde til sit folk: "Det
israelitiske folk er større og talrigere end vi. Lad os nu
bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu
flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, hvis
der kommer krig, og angriber os; og så bliver de herre i
landet." De satte så hoverifogeder over dem, som
skulle plage dem med tvangsarbejde, da Faraos forrådsbyer
Pitom og Ramses skulle bygges. De tvang dem til
trællearbejde og gjorde livet sort for dem ved hårdt
arbejde med ler og tegl og ved al slags markarbejde."
Bibelskribenterne
har sandsynligvis ikke kunnet vide hvad farao har sagt, så
sætningen "Ellers slutter de sig måske til vore
fjender....og så bliver de herre i landet" antyder at de
har vidst hvad der rent faktisk kom til at ske. Denne bagviden
har de lagt i faraos mund for at forklare hans efterfølgende
mord på drengebørnene, som Moses jo var så heldig at
undslippe.
Lad os nu se om der er nogle ægyptiske kilder,
der kan uddybe dette. Jeg havde tidligere troet at der altid
havde været slaver i Ægypten og blev derfor ikke så lidt
forbavset da jeg lærte at institutionen først bliver
almindelig omkring Amenemhat III’s tid. Altså på det
tidspunkt hvor Josef blev solgt som slave til Ægypten. I det
Gamle Kongerige var der kun tale om livegne bønder, men ikke
privatejede slaver som handelsvare. Et af de allervigtigste
dokumenter om dette er en papyrus i Brooklynmuseet. Det er et
kongeligt dekret af Sobekhotep III, som regerede kun 14 år før
vores Sobekhotep IV og sandsynligvis er i familie med ham. Heri
godkender denne farao overførslen af en stor gruppe slaver til
et gods i det sydlige Ægypten samt de enkelte testamenter som
f.eks. lyder således: "Jeg laver dette testamente til min
kone Teti angående alt gods givet mig af min bror, Ankhreni.
Jeg giver hende de fire asiater, som skal gives videre til vore
børn."
En nærmere undersøgelse af de næsten 100
navne viser at over halvdelen er af semitisk oprindelse og
direkte har fået ægypternes betegnelse ‘aamu’ - asiat -
eller ‘habiru’ - hebræer. Ikke mindre end 5 af dem er
opkaldt efter Issachar (vores 120. grandonkel), som var Josefs
far, Jacob’s femte søn med Leah. En anden, Asher, er opkaldt
efter Jacobs anden søn med konen Zilpah. En tredje, Shiprah,
har det samme navn som den ene af de to hebræiske jordemødre,
farao giver ordre til at dræbe alle israelitiske nyfødte
drenge (2. Mos 1:15-21), osv.
Helt uafhængigt af Biblen har vi altså her et
ægyptisk bevis for at mange af Josefs efterkommere er blevet
slaver på dette tidspunkt og at de - sammen med de mange andre
semitter der var indvandret siden Abrahams og Amenemhat I’s
tid - sikkert er blevet set som en stigende trussel. For når
Brooklynpapyrusen optegner over halvdelen af slaverne helt nede
i det sydligere Ægypten som hebræere og semitter kan man
forestille sig hvor mangfoldige de har været oppe i området
omkring Josefs bopæl Avaris i Nildeltaet - Biblens Pitom og
Ramses.
Men det allermest chokerende er at 75% af de
opremsede slaver er kvinder og at dette modsvares af et
tilsvarende billede i de østrigske udgravninger af hebræernes
gravsteder i Avaris. Her opdagede man at et flertal af de
begravede var kvinder og at der var en langt højere procentdel
af barnebegravelser end normalt i den antikke verden. 65% af
alle dem, der var begravet efter ikke-ægyptisk skik, var børn
under 18 mdr. gamle mens det normale ville være 20-25%. Dette
er naturligvis ikke noget bevis, men hvad andet kan man
konkludere end at det virkelig - som Biblen hævder - var den
ægyptiske stats overlagte politik at reducere den antagede
israelitiske trussel ved hjælp af systematisk drengebarnemord.
Som udgiveren af det videnskabelige værk om Brooklynpapyrusen
William Hayes skrev:
"Måske det mest overraskende i
forbindelse med disse asiatiske tjenestefolk er at en
embedsmand i det sydlige Ægypten midt i det 13. dynasti
skulle have haft mere end fyrre af dem i sin besiddelse.
Hvis et tilsvarende antal slaver fandtes i enhver ægyptisk
husholdning undres man over hvordan så stort et antal
asiatiske slaver fandt vej ind i Ægypten på det tidspunkt.
Forholdet tre til en mellem kvinder og mænd får én til at
tro at der er tale om krigsfanger fra krige, hvori mændene
blev dræbt. Imidlertid kender vi ikke til nogen større
ægyptiske militære operationer i det vestlige Asien på
noget tidspunkt i det Mellemste Kongerige og slet ikke i det
13. dynasti."
Mens Bibelelskere kan fryde sig over at finde
endnu et tilsyneladende historisk sandhedsbevis sidder vi
tilbage med en lidt flov smag over at vores 128. tipoldefar
Sobekhotep IV måske var jødernes første Hitler. Lad os derfor
prøve at forstå hans motiver og undersøge om han havde noget
grundlag for sin paranoia. Blandt de mange papyrus, der er
fundet gennem årene, har en længe været kendt blandt
ægyptologer som "Ipuvers formaninger". Den indeholder
en vismands iagttagelser og ordsprog og afspejler en urolig tid.
Da Ipuwer fremsætter et bemærkelsesværdigt pessimistisk syn
på det ægyptiske samfund og tidens forhold har man altid troet
at den handlede om den Første Mellemtid, som vi startede denne
bog med. Men i de senere år har ægyptologer ved at analysere
sproget deri konkluderet at den omhandler Anden Mellemtid. Jeg
skal ikke gå nærmere ind på alle argumenterne , men blot
nævne at ordene for slaver er de samme som i Brooklynpapyrusen
- altså modsat tidligere betegnelsen for en handelsvare.
Ligeledes refererer begge til "Det store fængsel" som
ikke var kendt før Mellemste Kongerige. Dette er både et
fængsel, et slags justitsministerium og en lovkode og her
opbevaredes mandtalslisterne over slaver såsom
Brooklynpapyrusen. Mange var nemlig slaver pga. kriminel
aktivitet og da denne status gik i arv til deres efterkommere,
kan man forestille sig - og læse i de efterladte papyrus -
hvilket kæmpemæssigt bureaukrati dette må have været.
Talrige skrivere må have været ansat til at besvare
forespørgsler om hvorvidt f.eks. sønnen af en slavekvinde må
gives tilladelse til at opnå et højere kulturelt niveau:
"Dette brev sendes for at forespørge om hvorvidt jeg må
beskæftige mig selv med at undervise Deres royale slave
Uadj-hau med at lære ham at skrive - uden (naturligvis) at
tillade ham at flygte." I modsætning til tvangsarbejdere,
som blev straffet med tvangsarbejde for livstid ved
flugtforsøg, blev royale slaver henrettet: "Jeg fandt den
royale slave Sobekemhab, som var løbet væk, og overleverede
ham til ‘Det store fængsel’. Han vil således blive dømt
til døden i Underhuset." Asiatiske slaver blev alle
betragtet som "royale" og skønt de fik ægyptiske
navne ved siden af deres egne og efterhånden blev fuldstændigt
ægyptiserede, blev de ved med at få betegnelsen
"asiat" eller "hebræer" i det "store
fængsels" mandtalslister.
Dette giver en idé om hvilken folkeforfører
Moses må have været når han - i en tidsalder hvor der ikke
var computer - overhovedet kan finde på at gå til farao for at
få udleveret de tusinder af slaver spredt i et bureaukratisk
virvar ud over hele landet. Slaver som for længst havde lært
at leve som ægyptere i alle mulige vertikale og trygge
stillinger som skoflikkere, frisører, gartnere, vævere,
mundskænke osv. og som man har svært ved at forestille sig
pludselig skulle være villige til at opgive alt og risikere
dødsstraf for at følge en visionær 80 årig gammel mand ud i
en uvis fremtid i ørkenen.
Nej, sådan er det selvfølgelig ikke foregået.
Og det er netop det man får en anelse om ved at læse Ipuwers
Formaninger, hvor han siger: "Offentlige kontorer er blevet
åbnede og mandtalslisterne er blevet stjålet. Slaver er blevet
herrer over slaver. Skriverne på måtterne, deres dokumenter er
blevet ødelagt. Ægyptens korn er blevet hver mands eje."
Når man husker på hvor assimilerede asiaterne er blevet på
det tidspunkt og at man ikke umiddelbart - som under
negerslaveriet - kan se forskel på frimænd og slaver forstår
man hvor vigtige disse mandtalslister er for at afgøre en
slaves status. Så hvem kan det mon være der er brudt ind i det
"store fængsels" arkiver? Det går op for én når
Ipuwer dernæst beklager tingenes uorden: "Asiater er
blevet folk ( ‘rmt’ = ægyptere) overalt og der er næsten
ingen ægyptere noget sted mere (i betydningen: "noget
vigtigt sted mere - i højere stillinger")."
Noget kunne tyde på at vi her har med verdens
første slaveoprør at gøre. Mon det lykkes? Det synes Ipuwer
straks efter at besvare med "Residensen (‘hnw’) vil
blive indtaget om et øjeblik" fulgt af adskillige
passager, der begræder det nylige tab af ‘residensen’s
tidligere herlighed. Her taler Ipuwer enten om nutiden eller om
noget der lige er sket, da kongeresidensen endnu var en
realitet. Ordet ‘hnw’ var navnet på hovedstaden, som vores
kongefamilie hidtil har boet i Itj-towy i nærheden af Memphis.
Så oprøret er altså blevet indledt et andet sted. Men hvor?
Da størstedelen af asiaterne var bosat oppe i deltaområdet
blev mandtalslisterne opbevaret i "Det nordlige
"departement" i Avaris. Det ministerium som Josef
engang havde oprettet for at redde Ægypten fra en
sultkatastrofe - lige i nærheden af hans egen bopæl - er
altså i mellemtiden blevet forvandlet til en stor Big Brother
overvågningsanstalt for at holde hans mange efterkommere nede.
Men selv om der skulle have været et
slaveoprør i Avaris i det 13. dynasti, hvorfor skulle lige
netop vores kære Sobekhotep IV have følt sig så truet af det
at han giver ordre om at dræbe semitiske drengebørn? Det
besvarer en gravsten, som Ramses II satte op "400 år og
fire måneder og fire dag efter grundlæggelsen af templet for
Seth i Avaris." Af denne kan ægyptologer med kendskab til
religiøse forhold regne ud at Hyksos kom til magten i Avaris
netop mens Sobekhotep IV regerede. Hans sandsynlige politik med
at myrde semitiske drengebørn har sikkert været indledt
tidligere for at forhindre et oprør eftersom det netop er i
Avaris man har fundet skeletterne efter de mange barnelig. Men
netop en sådan politik kan meget vel tænkes at have været med
til at udløse oprøret, da slaverne jo som nævnt var dybt
ægyptiserede og derved som slaver overalt i verden havde ‘indvendiggjort’
undertrykkerens tankeunivers i en sådan grad at man ikke
drømmer om oprør - slet ikke med udsigt til øjeblikkelig
henrettelse. Derfor må der have været en helt ekstraordinær
katastrofe til at udløse det - såsom en paranoid
barnemordspolitik måske kombineret med den ødelæggende
nubiske invasion, der ifølge Josefus nåede helt op til
Middelhavet. Da der i Ipuwers tekst er en stærk antydning af en
slags alliance mellem asiaterne og nubierne - skønt de jo
befinder sig flere tusind kilometer fra hinanden - vil jeg
gætte på at nubierne under deres invasion oppe i deltaet enten
har svækket området så meget militært - eller direkte selv
brudt ind i "det store fængsel" - at dette har gjort
det muligt for en blanding af ægyptere og asiatiske slaver at
tage magten. Det er i så fald et paradoks at Moses straks efter
får til opgave af sin adoptivfar at jagte nubierne langt ned i
Kush - de nubiere der lige har ført hans "udvalgte folk ud
af trældom."
Herefter regerer Hyksos i Avaris og vores
kongefamilie nede ved Memphis side om side i 60 år indtil
Dudimose. Moses håbløse opgave, da han kommer tilbage fra
Arabien for at hente Israelitterne ud, synes nu uendeligt meget
lettere. Flertallet af dem oppe i Avaris levede jo nu allerede i
befriet område, så han har blot behøvet at gå rundt i
gaderne og bruge sine overtalelsesevner. Men mon ikke dette har
givet ham endnu større besvær? Thi når israelitterne nu
sammen med andre semitter er kommet til magten midt i jordens
største kornkammer i Nildeltaet skal der vist mere end løfter
om "et land med mælk og honning" til at føre dem
væk derfra. Igen er en katastrofe sikkert nødvendig - ikke for
at overtale farao som har mistet magten over dem - men for at
overtale israelitterne selv. Biblens 10 plager har selvfølgelig
ingen historisk korrekthed over sig, men dækker uden tvivl
alligevel over en vis sandhed, der i de nedarvede mundtlige
fortællinger senere er blevet Gudsforherliget. Artapanus
leverer en lidt mere sandsynlig beretning om hvad der skete
natten før jøderne udvandrede:
"Men da kongen forsatte sin tåbelighed,
forårsagede Moses hagl og jordskælv om natten, så at de som
flygtede fra jordskælvene blev dræbt af hagl, og de som søgte
ly fra haglene blev ødelagt af jordskælv. Og på det tidspunkt
faldt alle husene sammen og de fleste templer."
Er der virkeligt beviser for en sådan
katastrofe? Ja, under sine udgravninger af Avaris fandt den
østrigske ægyptolog, professor Bietak, overalt massegrave i
hvilke ofrene for en eller anden frygtelig ulykke i hast var
blevet nedkastet. Intet gravgods var placeret ved skeletterne
som det normalt er skik. Tilmed viser arkæologiske analyser af
de samme jordlag i området at hele den overlevende befolkning
pludseligt havde forladt Avaris - alle på en gang! Da der ud
over Artapanus og Biblen intet skriftligt eksisterer om det er
dette naturligvis ikke noget bevis. Men da man netop kan datere
det til at være sket under Dudimose er der meget der taler for
at Moses virkelig har haft sin Gud med sig her - nemlig den
gammeltestamentlige, til tider lige lovligt voldelige Gud.
Med Dudimose bliver vores kongefamilie nede ved
Memphis nu væltet af tronen af Hyksos, men når de igennem 60
år har kunnet eksistere i fredelig sameksistens så få
kilometer fra hinanden kunne man gætte på at det er det samme
jordskælv og måske en efterfølgende epidemi, der har tvunget
Hyksos væk fra Avaris. På det tidspunkt har de så været
stærke nok til at indtage selve Ægyptens hovedstad, som Ipuwer
siger, hvorefter vores familie må flygte sydpå til Theben.
Muligvis har Hyksos været i stand til at indtage hovedstaden
"uden så meget som et sværdhug," som Josefus siger,
fordi Moses imens havde lokket Dudimose's tropper i kamp ude i
rørsumpene. "Israelitterne brød nu op fra Ramses,"
siger 2. Mos:37 - altså fra Avaris. Og dette er vigtigt. For
kun ved at være taget af sted fra det "befriede"
Hyksos-semitiske område i Avaris kan det forklares hvordan
israelitterne - den del af semitterne som direkte nedstammede
fra Israel (Jacob) - kunne være bevæbnede nok til at nedkæmpe
faraos tropper i rørsumpene - sådan som det malende antydes
med Biblens adskilte vande, der vælter ind over dem. Hvis en
sådan udlægning er rigtig, er Moses storhed på det tidspunkt
snarere som en stadig dygtig general og strateg - end som
befrier. Han udfriede ikke jøderne fra slaveri - det havde de
nemlig for største delens vedkommende selv gjort 60 år
tidligere - men han hjalp måske med at befri Ægypten for sit
13. dynasti - og at bringe slaverne endeligt til magten i
størstedelen af Ægypten i form af det 15. dynasti. (I en anden
del af deltaet havde det ret ukendte14. dynasti revet sig løs).
Indtil jeg begyndte at skrive dette kapitel om
Hyksos havde jeg stadig min barndoms billeder af dem i hovedet -
nogle brutale ørkenfolk, der kommer væltende ind over det
fredelige Ægypten i stridsvogne og ødelægger templer og alt
af værdi. Vi skal senere se på hvorfor vores fordrevne
kongefamilie har været så ivrig efter at propagandere dette
billede. Men de har haft en god allieret i ægyptologerne, som
aldrig har brudt sig om Hyksos. Der er nemlig kun meget få spor
efter Hyksos - vel mest fordi disse oprørerkonger ikke byggede
gigantiske gravmonumenter med guld og store værdigenstande for
sig selv af den slags ægyptologer elsker at grave efter. Dels
var dette ikke semitisk skik, som Sinuhe jo berettede da han kom
hjem netop for at få en ‘værdig’ ægyptisk begravelse. Men
man kan også forestille sig at dette - med deres sikkert bitre
erindringer om tidligere slavearbejde - ville være dem dybt
imod. For mig er Hyksos i al fald helte netop ved ikke at have
efterladt sig noget - såsom pyramider - der ville have krævet
storstilet udskrivning af tvangsarbejdere og slaver.
På enhver anden måde var de ægyptiserede og
fredelige. De byggede fromt templer til nationens guder, skrev
med hieroglyffer, antog ægyptiske navne, hvori solguden Ra
omhyggeligt var indføjet og viste en levende interesse for den
gamle kultur. Alene dette viser, synes jeg, at de ikke kom
erobrende udefra, men var fuldt assimilerede anden-, tredje-,
fjerde- osv. generations indvandrere opflasket med dyb
forkærlighed for ægyptisk kultur. Men også med rødder i
deres gamle. Således åbnede de nu den grænse mod Sinai - som
Amenemhat I havde forsøgt at lukke for at holde sådanne
foragtede "bueskytter og hyrdefolk" ude - for at skabe
en af verdens første frihandelsområder. Dette kom til at
betyde en fantastisk hjælp for deres udvandrede israelitiske
brødre, idet Syrien og Palæstina derved blev skubbet ind i en
af deres mest blomstrende perioder i hele deres historie, nemlig
middelbronzealderen. Men det betød også en endnu større
indvandring af asiater i Ægypten. Man kan se på udgravningerne
i Avaris, at der ovenpå bostederne efter de pludseligt
udvandrede israelitter ca. 50 år efter slog sig nogle asiater
ned af en type, der modsat israelitterne overhovedet ikke havde
været ægyptiserede. Hyksos største betydning var måske at
Ægypten fra nu af aldrig mere var isoleret fra verden.
I over hundrede år sad disse semitiske konger
ved magten - nogle med navne som Jaqob-har (Jacob er gud) kunne
tænkes at være blandt vore fjerne grandfætre nedstammet fra
patriarken Jacob. Og hvordan gik det så vores præstefamilie i
Memphis i den periode? Så vidt vi kan se trivedes den nøjagtig
som den plejede. Templerne fik gaver af Hyksoskongerne og de har
uden tvivl haft personlig omgang med hinanden i Memphis. Den
største af Hyksoskongerne Apophis har helt sikkert kendt vores
124. tipoldefar Me-herew-her, for han tog som sit kongenavn
"Søn af solguden Ra." Som overastronom var
Me-herew-her netop landets øverste præst for Ra i Heliopolis.
Men både hans far og hans søn - og derfor sikkert også hans
bror - var ypperstepræster for Ptah i Memphis, flyttede
Me-herew-her op til astronomiens højborg i Heliopolis.
- Brugte en astronom kikkert dengang?
- Nej, Lalou, arkæologerne fandt ganske vist et
buet glas engang, men det viste sig at det ikke kunne have
været brugt som kikkert. Men de var gode til at studere himlen
og nogle af præsterne - bl.a. sikkert Me-herew-her - havde en
vigtig rolle som "vogtere af tiden". Den vigtigste
stjerne for dem var Sirius, for når den kom frem i Østen ved
solopgang hvert år den 19. juli begyndte Nilen sine
oversvømmelser. Således blev videnskaben udviklet for at
hjælpe bønderne. Og da du forleden slog glade krydser hen over
hver eneste fridag i sommerferien på vores kalender i
køkkenet, Lalou, tænkte du sikkert ikke over at din
over-astronom-tipoldefar var en af dem, der havde været med til
at lave den kalender. Han regnede som de andre ægyptiske
astronomer med gennemsnitligt 365 dage i året og inddelte dette
i 12 måneder og hvert døgn i 24 timer. Men det var din 74.
tipoldefar, Julius Cæsar, der endte med at tage æren for hele
dette kæmpearbejde. Han kom nemlig til Ægypten flere
årtusinder senere og huggede hele deres kalender, lavede lidt
om på den og udgav den så på verdensmarkedet som den ‘julianske’
kalender - tilmed med sit eget navn for din allervigtigste
måned - sommerferiemåneden!
- Jamen, hvordan kunne de regne i timer? De
havde jo ikke nogen ure.
- Jo, det havde de. De brugte både solure og
vandure, skåle hvori vand løb ud fra og sank efter en
indridset timeskala. Da Me-herew-her var landets højeste
autoritet indenfor astronomi og samtidig den øverste
ypperstepræst for solguden Ra kan han også tænkes at have
været med til at udvikle dyrekredsen, nemlig de stjernebilleder
som solen skulle vandre igennem. Ægypterne elskede jo dyr -
templerne var fyldt med aber og okser - så ligesom deres guder
blev afbildet som dyr, ligeså sidder astrologer den dag i dag
og snakker om at være "født i tyrens tegn" osv. Det
var dog vore babylonske forfædre, der siden udviklede
astrologien som en slags psykologi. For ægypterne medførte det
blot overtro om lykkelige dage og dage som bragte ulykke. På
ulykkesdage skulle man helst undgå alt muligt, at gå ud, at
spise fisk osv. Sådan indførte menneskeheden sine første
ferie- og helligdage.
At
videnskaben trivedes ligeså godt i Hyksostiden som tidligere,
kan ses af en berømt Rhindpapyrus, der er fundet. Den er
skrevet i Me-herew-her’s ældre år - helt nøjagtigt i
Apophis’ 33. år - og er en stor håndbog i aritmetik og
geometri. Af den kan man se at de endog kunne regne med brøker.
Et af regnestykkerne lyder f.eks. således: "100 brød skal
fordeles mellem 5 personer således at 1/4 af de dele som falder
på de 3 første personer sammenlagt bliver lige så stor som
hver af de dele som falder på de to andre personer."
- Arv! Det kunne jeg vist ikke regne ud.
- Nej, men hvis du kunne ville du nok gøre det
på en nemmere måde. Kan du huske da vi terpede 7-tabellen? Nu
skal du se hvor meget den hjælper dig i dag, for når
ægypterne f.eks. skulle regne 9 x 7 ud måtte de skrive det ned
så omstændeligt som her:
1 x 7 = 7
2 x 7 = 14
4 x 7 = 2 x 14 = 28
8 x 7 = 2 x 28 = 56
Til sidst lagde man de tal sammen i første
lodrette række som gav summen 9, altså 1 og 8, og derefter de
tilsvarende tal i sidste række, 7 og 56. Så i virkeligheden er
du allerede kommet meget længere end dem fordi du har lært at
tænke med abstrakte tal, men de hele tiden måtte have noget
konkret i tankerne, f.eks. sække med korn. For matematikken
blev nok ikke så meget opfundet for at hjælpe folket, som for
at udsuge det. De dygtige regnemestre skulle jo regne ud hvor
meget skat bønderne skulle betale til farao, så denne kunne
opføre sine store pyramider til minde om sig selv. Så hvis du
ind i mellem hader geometri, så skulle du se hvor meget den
almindelige ægypter hadede det. For geometrien blev jo i høj
grad opfundet for at kunne lave disse verdens største
tvangsarbejder i hvilke selv nutidens ingeniører har svært ved
at fatte hvordan de kunne få så nøjagtigt lige store
trekantede sider til at løbe sammen i en fælles spids.
Lad os slutte Hyksostiden med at konstatere, at
da slaverne og deres allierede i over 100 år pludseligt havde
fået magten, var det uigenkaldeligt slut med disse vanvittige
og menneskeødelæggende projekter. Derimod var det ikke slut
med eftertidens snobberi for al den kongerøgelse som
udklækkede dem - og omvendte foragt for Hyksos, der i al
fremtid fik etikken "anarki og ødelæggelse" på sig.
For dette er Hyksos’ ufortjente og blivende eftermæle overalt
på Internettet i dag. Selv den officielle hjemmeside for "Egypt’s
Turist Authority" erklærer at "Hyksos rule was
synonymous with anarki and destruction". Det er klart. Der
er store penge at tjene på at vise de imponerende og varige
slaveskabte bygningsværker frem. Der er ingen penge i at vise
fortidslevn fra dem, der ikke i så voldsom grad udnyttede
ægypterne: Hyksos!
Kilder:
John van Seters: The
Hyksos (New Haven 1966) s. 110
Sergio Donadio: The Egyptians (Chicago,
London 1990)
W.C. Hayes: A Papyrus of the Late Middle
Kingdom in the Brooklyn Museum (Brooklyn 1955)
Gardiner: The Admonitions of an Egyptian
Sage (Leipzig, 1909) og A Date for the ‘Admonitions’ in the
Second Intermediate Period (Journal of Egyptian Archeology,
1964)
El-Lahun Papyri, table 35.10-13
Kapitel
7: Ta’o II Sequenenre |