"Lucies Verdenshistorie"

En genealogisk familiekrønike

Den vestlige verdens historie fra antikken til de 
europæiske nationalstaters samling fortalt i én familie

af Jacob Holdt

 

6. kapitel - Tilbage til 5. kapitel

 


 

2. Mellemtid: 
Hyksosperioden 1630-1523

 

Vores 124. tipoldefar:

Me-herew-her, Ypperstepræst og Overastronom i Heliopolis

under Hyksos

Nu skal du høre om en vanskelig tid for vores familie, og for at berette om den må jeg gå til en hel anden del af familien, nemlig præsteslægten i Memphis, som var øjenvidner til det hele. En af dem hed Me-herew-her og var som overastronom en af landets førende personer. Men lad os først kort opsummere hvad der er sket inden han kommer til magten. Og da hele dette historiske Ægypten virker så fjernt og ukendt er det godt at sammenholde det med noget vi kender, nemlig historien om Moses og flugten fra Ægypten i Biblen.

Mens Moses er i landflygtighed i Arabien i næsten 60 år, regerer 12 konger - de fleste af dem i vores slægt - oppe fra Josefs gamle hovedstad i nærheden af Memphis. Men da Moses vender tilbage som næsten 80-årig for at føre jøderne ud af Ægypten er der kommet en farao, der hedder Dudimose. Han er altså den som Moses må forsøge at overtale til at lade israelitterne rejse. Men da ægyptologerne endnu ikke har fundet beviser for at han er i vores familie, vil jeg ikke forsøge at fortælle om hvordan han mon kan have oplevet alle de landeplager Moses’ mærkelige Gud skulle have sendt imod ham. Hele tiden blev Moses jo forhindret af ham i at udvandre med israelitterne og selv da han fører dem gennem de rørsumpe, hvor i dag Sueskanalen ligger (fejlagtigt oversat i visse Bibler som Det Røde Hav), sætter Dudimose efter ham med sine stridsvogne.

Det fik mig til at tænke på noget, da du i går forhindrede mig næsten hele dagen i at skrive om det, Lalou. Kan du huske da du kom ind med dine Inline rulleskøjter på og spurgte om du måtte gå ud i gaden og løbe på dem? Som du stod der i "fuld krigsrustning" med struttende kjole så jeg straks for mig faraos krigsfolk i stridsvognene jage efter Moses. Men der manglede noget i din udrustning, følte jeg. Og så pludselig gik det op for mig at du ikke havde knæ- og armbeskyttelse på. Både arme og ben var helt nøgne. Jeg forlangte at du tog dem på, men ligesom farao ikke adlød, gjorde du det heller ikke. Og da du lidt efter faldt og slog dig fuldstændig til blods, opdagede jeg det i lang tid ikke fordi du i skamfølelse havde gemt dig under et tæppe og lå og græd og græd. Derefter måtte jeg pleje sårene under stor smerte og fik ikke skrevet noget hele dagen.

Men så gik det op for mig at ligesom jeg næsten havde overset nogle mangler i din udrustning, ligeså har ægyptologer i århundreder stirret sig så blinde på den konklusion at der ikke var heste og stridsvogne i Ægypten på Dudimoses tid og at alene af den grund kunne Moses ikke have levet før Ramses II’s tid. Stridsvognene mente de blev indført i Hyksosperioden og derfor kunne Biblens helt præcise beskrivelse af Josef i en stridsvogn, som jeg tidligere fortalte om, jo ikke passe 180 år før Dudimoses tid. Derfor overså de bl.a. fuldstændig en lille detalje på et billede de fandt i gravmælet for en prins, der hed Khonsuemwaset, nemlig at han er afbildet siddende i en stol med handsker på. Ligesom du altid skal have knæ- og armbeskyttere på når du ruller skulle faraos stridsfolk have handsker på for at beskytte hænderne mod lædertøjlernes gnaven. Da kun de allerfineste folk fik lov at styre stridsvogne, blev det et statussymbol at blive vist med handsker på. Og ved du hvem Khonsuemwaset egentlig var? Det var ingen anden end Dudimoses søn og arveprins, som altså kan tænkes at have været en af dem der jog efter Moses under udvandringen.

 

Men efter Dudimose går det galt for Ægypten, som Biblen antyder det med sin lidt malende beskrivelse af plagerne. Selv om Biblens skribenter tolker alting som Guds værk - og derfor let overdriver - er deres historieoverlevering jo formidabel. Men problemet er ikke at Dudimose ikke vil lade jøderne rejse - som Biblen hævder - men måske snarere at Moses ikke får dem alle med sig. For pludselig tager de resterende semitter magten og vores kongefamilie må i huj og hast flygte sydpå til Theben.

Dog er det ikke sådan historikerne indtil for nylig har fremstillet forløbet, og nu skal du høre om hvordan vores familie nede i Theben i årtusinder har ført menneskeheden og ægyptologerne bag lyset ved at få dem til at tro noget helt andet. Josefus - din førnævnte 65. grandonkel - er en af dem der fejlagtigt har ført deres løgne videre ved at citere ægypteren Manethos beretning om det:

"Under Dudimoses styre ramte Guds ødelæggelser os. Pludselig blev vi invaderet fra de østlige regioner af en obskur race, der følte sig sikre på sejr over vores land. Med magt overtog de det uden et sværdhug og efter at have overvundet vort lands herskere, nedbrændte de skånselsløst vore byer, raserede gudernes templer og behandlede alle indfødte med grusom fjendtlighed - massakrerede nogle, mens andres kvinder og børn blev ført i slaveri. Deres race blev i almindelighed kaldt Hyksos, hvilket betyder ‘Hyrdekonger’."

Det er Josefus og Manetho der har givet navn til Hyksosfolket, men det er interessant at det egentlig også findes i Biblen. I Salmernes Bog 78:49 siges det: "Han (Gud) sendte sin glødende vrede mod dem (ægypterne), harme, forbandelse og trængsel, en flok af ulykkesengle." Det gammelhebraiske ord ‘malakhei-roim’ blev fejlagtigt oversat til græsk som ‘ulykkesengle’, men betyder i virkeligheden ‘hyrdekonger’!

Hvem er så de barbariske hyrdekonger, der kommer væltende ind over Ægypten? Arabiske middelalderhistorikere som El-Samhudi og Masudi skrev at det var amalekitterne - et beduinfolk fra Arabien: "Amalekitterne invaderede Ægypten og begyndte at plyndre landet...at smadre kunstgenstandene, at ødelægge monumenterne." Dette stemmer meget godt overens med at Moses og israelitterne under vandringen gennem Sinaiørkenen støder på amalekitternes opmarcherede hære - måske på deres vej mod Ægypten. Men da Moses’ hærfører Joshua - som er din 111.halvfætter, Lalou - efter et langt slag får nedkæmpet amalekitterne, er det jo svært at forestille sig at disse slagne styrker kort efter skulle være i stand til at sætte sig på magten i Ægypten. Hvis det havde været tilfældet kunne jeg i og for sig have fortalt om Hyksos som en del af vores familie idet amalekitterne jo skulle nedstamme fra Amelek, Esau’s sønnesøn. I Biblens ældste dele om Ur- og patriarktiden optræder nemlig skikkelser i stamtræerne, som er personifikationer af stammer eller hele folk. Genealogisk er det selvfølgelig noget sludder, men det afspejler den tids tilsvarende forhold hos araberne, at de stammer der har sluttet en pagt med andre får den ære at blive optaget i disses genealogier som om de var blodbeslægtede. Ligesom jeg aldrig ville finde på at betragte Adam og Eva som andet end mytologiske figurer, skal man altså selv i tiden efter en historisk person som Abraham være uhyre kritisk som slægtsforsker.

Nej, hvis det drejede sig om at voldsomme primitive beduinstammer pludselig tager magten i Ægypten og "gør folk til slaver" og nedbrænder og "ødelægger templerne", så kan du være helt sikker på at din 124. tipoldefar Me-herew-her og hele hans præstefamilie i Memphis ikke var blevet siddende på en af de højeste stillinger i landet - og tilmed trivedes i bedste velgående i 8 generationer under Hyksos. Det må have været nogle folk inde i Ægypten med dyb respekt for ægyptiske guder og traditioner som tog magten. Og hvem kan mon så det være når de betegnes som "fårehyrdekonger"? Lad os prøve at rekonstruere hvad der er sket siden Josef's tid ved igen at bruge Biblen som kilde. I Anden Mosebog 1:6-14 fortælles:

"Josef og alle hans brødre og hele slægtled var døde. Men israelitterne var frugtbare; det vrimlede med dem, og de blev mange; de blev uhyre talrige, så landet var fuldt af dem.

Nu kom der en ny konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. Han sagde til sit folk: "Det israelitiske folk er større og talrigere end vi. Lad os nu bære os klogt ad over for dem, så de ikke skal blive endnu flere. Ellers slutter de sig måske til vore fjender, hvis der kommer krig, og angriber os; og så bliver de herre i landet." De satte så hoverifogeder over dem, som skulle plage dem med tvangsarbejde, da Faraos forrådsbyer Pitom og Ramses skulle bygges. De tvang dem til trællearbejde og gjorde livet sort for dem ved hårdt arbejde med ler og tegl og ved al slags markarbejde."

Slave fra 12. Dynasti. Det multi-farvede tøj viser at det er en asiat Bibelskribenterne har sandsynligvis ikke kunnet vide hvad farao har sagt, så sætningen "Ellers slutter de sig måske til vore fjender....og så bliver de herre i landet" antyder at de har vidst hvad der rent faktisk kom til at ske. Denne bagviden har de lagt i faraos mund for at forklare hans efterfølgende mord på drengebørnene, som Moses jo var så heldig at undslippe.

Lad os nu se om der er nogle ægyptiske kilder, der kan uddybe dette. Jeg havde tidligere troet at der altid havde været slaver i Ægypten og blev derfor ikke så lidt forbavset da jeg lærte at institutionen først bliver almindelig omkring Amenemhat III’s tid. Altså på det tidspunkt hvor Josef blev solgt som slave til Ægypten. I det Gamle Kongerige var der kun tale om livegne bønder, men ikke privatejede slaver som handelsvare. Et af de allervigtigste dokumenter om dette er en papyrus i Brooklynmuseet. Det er et kongeligt dekret af Sobekhotep III, som regerede kun 14 år før vores Sobekhotep IV og sandsynligvis er i familie med ham. Heri godkender denne farao overførslen af en stor gruppe slaver til et gods i det sydlige Ægypten samt de enkelte testamenter som f.eks. lyder således: "Jeg laver dette testamente til min kone Teti angående alt gods givet mig af min bror, Ankhreni. Jeg giver hende de fire asiater, som skal gives videre til vore børn."

En nærmere undersøgelse af de næsten 100 navne viser at over halvdelen er af semitisk oprindelse og direkte har fået ægypternes betegnelse ‘aamu’ - asiat - eller ‘habiru’ - hebræer. Ikke mindre end 5 af dem er opkaldt efter Issachar (vores 120. grandonkel), som var Josefs far, Jacob’s femte søn med Leah. En anden, Asher, er opkaldt efter Jacobs anden søn med konen Zilpah. En tredje, Shiprah, har det samme navn som den ene af de to hebræiske jordemødre, farao giver ordre til at dræbe alle israelitiske nyfødte drenge (2. Mos 1:15-21), osv.

Helt uafhængigt af Biblen har vi altså her et ægyptisk bevis for at mange af Josefs efterkommere er blevet slaver på dette tidspunkt og at de - sammen med de mange andre semitter der var indvandret siden Abrahams og Amenemhat I’s tid - sikkert er blevet set som en stigende trussel. For når Brooklynpapyrusen optegner over halvdelen af slaverne helt nede i det sydligere Ægypten som hebræere og semitter kan man forestille sig hvor mangfoldige de har været oppe i området omkring Josefs bopæl Avaris i Nildeltaet - Biblens Pitom og Ramses.

Men det allermest chokerende er at 75% af de opremsede slaver er kvinder og at dette modsvares af et tilsvarende billede i de østrigske udgravninger af hebræernes gravsteder i Avaris. Her opdagede man at et flertal af de begravede var kvinder og at der var en langt højere procentdel af barnebegravelser end normalt i den antikke verden. 65% af alle dem, der var begravet efter ikke-ægyptisk skik, var børn under 18 mdr. gamle mens det normale ville være 20-25%. Dette er naturligvis ikke noget bevis, men hvad andet kan man konkludere end at det virkelig - som Biblen hævder - var den ægyptiske stats overlagte politik at reducere den antagede israelitiske trussel ved hjælp af systematisk drengebarnemord. Som udgiveren af det videnskabelige værk om Brooklynpapyrusen William Hayes skrev:

"Måske det mest overraskende i forbindelse med disse asiatiske tjenestefolk er at en embedsmand i det sydlige Ægypten midt i det 13. dynasti skulle have haft mere end fyrre af dem i sin besiddelse. Hvis et tilsvarende antal slaver fandtes i enhver ægyptisk husholdning undres man over hvordan så stort et antal asiatiske slaver fandt vej ind i Ægypten på det tidspunkt. Forholdet tre til en mellem kvinder og mænd får én til at tro at der er tale om krigsfanger fra krige, hvori mændene blev dræbt. Imidlertid kender vi ikke til nogen større ægyptiske militære operationer i det vestlige Asien på noget tidspunkt i det Mellemste Kongerige og slet ikke i det 13. dynasti."

Mens Bibelelskere kan fryde sig over at finde endnu et tilsyneladende historisk sandhedsbevis sidder vi tilbage med en lidt flov smag over at vores 128. tipoldefar Sobekhotep IV måske var jødernes første Hitler. Lad os derfor prøve at forstå hans motiver og undersøge om han havde noget grundlag for sin paranoia. Blandt de mange papyrus, der er fundet gennem årene, har en længe været kendt blandt ægyptologer som "Ipuvers formaninger". Den indeholder en vismands iagttagelser og ordsprog og afspejler en urolig tid. Da Ipuwer fremsætter et bemærkelsesværdigt pessimistisk syn på det ægyptiske samfund og tidens forhold har man altid troet at den handlede om den Første Mellemtid, som vi startede denne bog med. Men i de senere år har ægyptologer ved at analysere sproget deri konkluderet at den omhandler Anden Mellemtid. Jeg skal ikke gå nærmere ind på alle argumenterne , men blot nævne at ordene for slaver er de samme som i Brooklynpapyrusen - altså modsat tidligere betegnelsen for en handelsvare. Ligeledes refererer begge til "Det store fængsel" som ikke var kendt før Mellemste Kongerige. Dette er både et fængsel, et slags justitsministerium og en lovkode og her opbevaredes mandtalslisterne over slaver såsom Brooklynpapyrusen. Mange var nemlig slaver pga. kriminel aktivitet og da denne status gik i arv til deres efterkommere, kan man forestille sig - og læse i de efterladte papyrus - hvilket kæmpemæssigt bureaukrati dette må have været. Talrige skrivere må have været ansat til at besvare forespørgsler om hvorvidt f.eks. sønnen af en slavekvinde må gives tilladelse til at opnå et højere kulturelt niveau: "Dette brev sendes for at forespørge om hvorvidt jeg må beskæftige mig selv med at undervise Deres royale slave Uadj-hau med at lære ham at skrive - uden (naturligvis) at tillade ham at flygte." I modsætning til tvangsarbejdere, som blev straffet med tvangsarbejde for livstid ved flugtforsøg, blev royale slaver henrettet: "Jeg fandt den royale slave Sobekemhab, som var løbet væk, og overleverede ham til ‘Det store fængsel’. Han vil således blive dømt til døden i Underhuset." Asiatiske slaver blev alle betragtet som "royale" og skønt de fik ægyptiske navne ved siden af deres egne og efterhånden blev fuldstændigt ægyptiserede, blev de ved med at få betegnelsen "asiat" eller "hebræer" i det "store fængsels" mandtalslister.

Dette giver en idé om hvilken folkeforfører Moses må have været når han - i en tidsalder hvor der ikke var computer - overhovedet kan finde på at gå til farao for at få udleveret de tusinder af slaver spredt i et bureaukratisk virvar ud over hele landet. Slaver som for længst havde lært at leve som ægyptere i alle mulige vertikale og trygge stillinger som skoflikkere, frisører, gartnere, vævere, mundskænke osv. og som man har svært ved at forestille sig pludselig skulle være villige til at opgive alt og risikere dødsstraf for at følge en visionær 80 årig gammel mand ud i en uvis fremtid i ørkenen.

Nej, sådan er det selvfølgelig ikke foregået. Og det er netop det man får en anelse om ved at læse Ipuwers Formaninger, hvor han siger: "Offentlige kontorer er blevet åbnede og mandtalslisterne er blevet stjålet. Slaver er blevet herrer over slaver. Skriverne på måtterne, deres dokumenter er blevet ødelagt. Ægyptens korn er blevet hver mands eje." Når man husker på hvor assimilerede asiaterne er blevet på det tidspunkt og at man ikke umiddelbart - som under negerslaveriet - kan se forskel på frimænd og slaver forstår man hvor vigtige disse mandtalslister er for at afgøre en slaves status. Så hvem kan det mon være der er brudt ind i det "store fængsels" arkiver? Det går op for én når Ipuwer dernæst beklager tingenes uorden: "Asiater er blevet folk ( ‘rmt’ = ægyptere) overalt og der er næsten ingen ægyptere noget sted mere (i betydningen: "noget vigtigt sted mere - i højere stillinger")."

Noget kunne tyde på at vi her har med verdens første slaveoprør at gøre. Mon det lykkes? Det synes Ipuwer straks efter at besvare med "Residensen (‘hnw’) vil blive indtaget om et øjeblik" fulgt af adskillige passager, der begræder det nylige tab af ‘residensen’s tidligere herlighed. Her taler Ipuwer enten om nutiden eller om noget der lige er sket, da kongeresidensen endnu var en realitet. Ordet ‘hnw’ var navnet på hovedstaden, som vores kongefamilie hidtil har boet i Itj-towy i nærheden af Memphis. Så oprøret er altså blevet indledt et andet sted. Men hvor? Da størstedelen af asiaterne var bosat oppe i deltaområdet blev mandtalslisterne opbevaret i "Det nordlige "departement" i Avaris. Det ministerium som Josef engang havde oprettet for at redde Ægypten fra en sultkatastrofe - lige i nærheden af hans egen bopæl - er altså i mellemtiden blevet forvandlet til en stor Big Brother overvågningsanstalt for at holde hans mange efterkommere nede.

Men selv om der skulle have været et slaveoprør i Avaris i det 13. dynasti, hvorfor skulle lige netop vores kære Sobekhotep IV have følt sig så truet af det at han giver ordre om at dræbe semitiske drengebørn? Det besvarer en gravsten, som Ramses II satte op "400 år og fire måneder og fire dag efter grundlæggelsen af templet for Seth i Avaris." Af denne kan ægyptologer med kendskab til religiøse forhold regne ud at Hyksos kom til magten i Avaris netop mens Sobekhotep IV regerede. Hans sandsynlige politik med at myrde semitiske drengebørn har sikkert været indledt tidligere for at forhindre et oprør eftersom det netop er i Avaris man har fundet skeletterne efter de mange barnelig. Men netop en sådan politik kan meget vel tænkes at have været med til at udløse oprøret, da slaverne jo som nævnt var dybt ægyptiserede og derved som slaver overalt i verden havde ‘indvendiggjort’ undertrykkerens tankeunivers i en sådan grad at man ikke drømmer om oprør - slet ikke med udsigt til øjeblikkelig henrettelse. Derfor må der have været en helt ekstraordinær katastrofe til at udløse det - såsom en paranoid barnemordspolitik måske kombineret med den ødelæggende nubiske invasion, der ifølge Josefus nåede helt op til Middelhavet. Da der i Ipuwers tekst er en stærk antydning af en slags alliance mellem asiaterne og nubierne - skønt de jo befinder sig flere tusind kilometer fra hinanden - vil jeg gætte på at nubierne under deres invasion oppe i deltaet enten har svækket området så meget militært - eller direkte selv brudt ind i "det store fængsel" - at dette har gjort det muligt for en blanding af ægyptere og asiatiske slaver at tage magten. Det er i så fald et paradoks at Moses straks efter får til opgave af sin adoptivfar at jagte nubierne langt ned i Kush - de nubiere der lige har ført hans "udvalgte folk ud af trældom."

Herefter regerer Hyksos i Avaris og vores kongefamilie nede ved Memphis side om side i 60 år indtil Dudimose. Moses håbløse opgave, da han kommer tilbage fra Arabien for at hente Israelitterne ud, synes nu uendeligt meget lettere. Flertallet af dem oppe i Avaris levede jo nu allerede i befriet område, så han har blot behøvet at gå rundt i gaderne og bruge sine overtalelsesevner. Men mon ikke dette har givet ham endnu større besvær? Thi når israelitterne nu sammen med andre semitter er kommet til magten midt i jordens største kornkammer i Nildeltaet skal der vist mere end løfter om "et land med mælk og honning" til at føre dem væk derfra. Igen er en katastrofe sikkert nødvendig - ikke for at overtale farao som har mistet magten over dem - men for at overtale israelitterne selv. Biblens 10 plager har selvfølgelig ingen historisk korrekthed over sig, men dækker uden tvivl alligevel over en vis sandhed, der i de nedarvede mundtlige fortællinger senere er blevet Gudsforherliget. Artapanus leverer en lidt mere sandsynlig beretning om hvad der skete natten før jøderne udvandrede:

"Men da kongen forsatte sin tåbelighed, forårsagede Moses hagl og jordskælv om natten, så at de som flygtede fra jordskælvene blev dræbt af hagl, og de som søgte ly fra haglene blev ødelagt af jordskælv. Og på det tidspunkt faldt alle husene sammen og de fleste templer."

De østrigske udgravninger af ofrene for en katastrofe  i Avaris

Er der virkeligt beviser for en sådan katastrofe? Ja, under sine udgravninger af Avaris fandt den østrigske ægyptolog, professor Bietak, overalt massegrave i hvilke ofrene for en eller anden frygtelig ulykke i hast var blevet nedkastet. Intet gravgods var placeret ved skeletterne som det normalt er skik. Tilmed viser arkæologiske analyser af de samme jordlag i området at hele den overlevende befolkning pludseligt havde forladt Avaris - alle på en gang! Da der ud over Artapanus og Biblen intet skriftligt eksisterer om det er dette naturligvis ikke noget bevis. Men da man netop kan datere det til at være sket under Dudimose er der meget der taler for at Moses virkelig har haft sin Gud med sig her - nemlig den gammeltestamentlige, til tider lige lovligt voldelige Gud.

Med Dudimose bliver vores kongefamilie nede ved Memphis nu væltet af tronen af Hyksos, men når de igennem 60 år har kunnet eksistere i fredelig sameksistens så få kilometer fra hinanden kunne man gætte på at det er det samme jordskælv og måske en efterfølgende epidemi, der har tvunget Hyksos væk fra Avaris. På det tidspunkt har de så været stærke nok til at indtage selve Ægyptens hovedstad, som Ipuwer siger, hvorefter vores familie må flygte sydpå til Theben. Muligvis har Hyksos været i stand til at indtage hovedstaden "uden så meget som et sværdhug," som Josefus siger, fordi Moses imens havde lokket Dudimose's tropper i kamp ude i rørsumpene. "Israelitterne brød nu op fra Ramses," siger 2. Mos:37 - altså fra Avaris. Og dette er vigtigt. For kun ved at være taget af sted fra det "befriede" Hyksos-semitiske område i Avaris kan det forklares hvordan israelitterne - den del af semitterne som direkte nedstammede fra Israel (Jacob) - kunne være bevæbnede nok til at nedkæmpe faraos tropper i rørsumpene - sådan som det malende antydes med Biblens adskilte vande, der vælter ind over dem. Hvis en sådan udlægning er rigtig, er Moses storhed på det tidspunkt snarere som en stadig dygtig general og strateg - end som befrier. Han udfriede ikke jøderne fra slaveri - det havde de nemlig for største delens vedkommende selv gjort 60 år tidligere - men han hjalp måske med at befri Ægypten for sit 13. dynasti - og at bringe slaverne endeligt til magten i størstedelen af Ægypten i form af det 15. dynasti. (I en anden del af deltaet havde det ret ukendte14. dynasti revet sig løs).

 

Indtil jeg begyndte at skrive dette kapitel om Hyksos havde jeg stadig min barndoms billeder af dem i hovedet - nogle brutale ørkenfolk, der kommer væltende ind over det fredelige Ægypten i stridsvogne og ødelægger templer og alt af værdi. Vi skal senere se på hvorfor vores fordrevne kongefamilie har været så ivrig efter at propagandere dette billede. Men de har haft en god allieret i ægyptologerne, som aldrig har brudt sig om Hyksos. Der er nemlig kun meget få spor efter Hyksos - vel mest fordi disse oprørerkonger ikke byggede gigantiske gravmonumenter med guld og store værdigenstande for sig selv af den slags ægyptologer elsker at grave efter. Dels var dette ikke semitisk skik, som Sinuhe jo berettede da han kom hjem netop for at få en ‘værdig’ ægyptisk begravelse. Men man kan også forestille sig at dette - med deres sikkert bitre erindringer om tidligere slavearbejde - ville være dem dybt imod. For mig er Hyksos i al fald helte netop ved ikke at have efterladt sig noget - såsom pyramider - der ville have krævet storstilet udskrivning af tvangsarbejdere og slaver.

På enhver anden måde var de ægyptiserede og fredelige. De byggede fromt templer til nationens guder, skrev med hieroglyffer, antog ægyptiske navne, hvori solguden Ra omhyggeligt var indføjet og viste en levende interesse for den gamle kultur. Alene dette viser, synes jeg, at de ikke kom erobrende udefra, men var fuldt assimilerede anden-, tredje-, fjerde- osv. generations indvandrere opflasket med dyb forkærlighed for ægyptisk kultur. Men også med rødder i deres gamle. Således åbnede de nu den grænse mod Sinai - som Amenemhat I havde forsøgt at lukke for at holde sådanne foragtede "bueskytter og hyrdefolk" ude - for at skabe en af verdens første frihandelsområder. Dette kom til at betyde en fantastisk hjælp for deres udvandrede israelitiske brødre, idet Syrien og Palæstina derved blev skubbet ind i en af deres mest blomstrende perioder i hele deres historie, nemlig middelbronzealderen. Men det betød også en endnu større indvandring af asiater i Ægypten. Man kan se på udgravningerne i Avaris, at der ovenpå bostederne efter de pludseligt udvandrede israelitter ca. 50 år efter slog sig nogle asiater ned af en type, der modsat israelitterne overhovedet ikke havde været ægyptiserede. Hyksos største betydning var måske at Ægypten fra nu af aldrig mere var isoleret fra verden.

 

I over hundrede år sad disse semitiske konger ved magten - nogle med navne som Jaqob-har (Jacob er gud) kunne tænkes at være blandt vore fjerne grandfætre nedstammet fra patriarken Jacob. Og hvordan gik det så vores præstefamilie i Memphis i den periode? Så vidt vi kan se trivedes den nøjagtig som den plejede. Templerne fik gaver af Hyksoskongerne og de har uden tvivl haft personlig omgang med hinanden i Memphis. Den største af Hyksoskongerne Apophis har helt sikkert kendt vores 124. tipoldefar Me-herew-her, for han tog som sit kongenavn "Søn af solguden Ra." Som overastronom var Me-herew-her netop landets øverste præst for Ra i Heliopolis. Men både hans far og hans søn - og derfor sikkert også hans bror - var ypperstepræster for Ptah i Memphis, flyttede Me-herew-her op til astronomiens højborg i Heliopolis.

- Brugte en astronom kikkert dengang?

- Nej, Lalou, arkæologerne fandt ganske vist et buet glas engang, men det viste sig at det ikke kunne have været brugt som kikkert. Men de var gode til at studere himlen og nogle af præsterne - bl.a. sikkert Me-herew-her - havde en vigtig rolle som "vogtere af tiden". Den vigtigste stjerne for dem var Sirius, for når den kom frem i Østen ved solopgang hvert år den 19. juli begyndte Nilen sine oversvømmelser. Således blev videnskaben udviklet for at hjælpe bønderne. Og da du forleden slog glade krydser hen over hver eneste fridag i sommerferien på vores kalender i køkkenet, Lalou, tænkte du sikkert ikke over at din over-astronom-tipoldefar var en af dem, der havde været med til at lave den kalender. Han regnede som de andre ægyptiske astronomer med gennemsnitligt 365 dage i året og inddelte dette i 12 måneder og hvert døgn i 24 timer. Men det var din 74. tipoldefar, Julius Cæsar, der endte med at tage æren for hele dette kæmpearbejde. Han kom nemlig til Ægypten flere årtusinder senere og huggede hele deres kalender, lavede lidt om på den og udgav den så på verdensmarkedet som den ‘julianske’ kalender - tilmed med sit eget navn for din allervigtigste måned - sommerferiemåneden!

- Jamen, hvordan kunne de regne i timer? De havde jo ikke nogen ure.

- Jo, det havde de. De brugte både solure og vandure, skåle hvori vand løb ud fra og sank efter en indridset timeskala. Da Me-herew-her var landets højeste autoritet indenfor astronomi og samtidig den øverste ypperstepræst for solguden Ra kan han også tænkes at have været med til at udvikle dyrekredsen, nemlig de stjernebilleder som solen skulle vandre igennem. Ægypterne elskede jo dyr - templerne var fyldt med aber og okser - så ligesom deres guder blev afbildet som dyr, ligeså sidder astrologer den dag i dag og snakker om at være "født i tyrens tegn" osv. Det var dog vore babylonske forfædre, der siden udviklede astrologien som en slags psykologi. For ægypterne medførte det blot overtro om lykkelige dage og dage som bragte ulykke. På ulykkesdage skulle man helst undgå alt muligt, at gå ud, at spise fisk osv. Sådan indførte menneskeheden sine første ferie- og helligdage.

Et udsnit af Hyksostidens Rhind papyrusAt videnskaben trivedes ligeså godt i Hyksostiden som tidligere, kan ses af en berømt Rhindpapyrus, der er fundet. Den er skrevet i Me-herew-her’s ældre år - helt nøjagtigt i Apophis’ 33. år - og er en stor håndbog i aritmetik og geometri. Af den kan man se at de endog kunne regne med brøker. Et af regnestykkerne lyder f.eks. således: "100 brød skal fordeles mellem 5 personer således at 1/4 af de dele som falder på de 3 første personer sammenlagt bliver lige så stor som hver af de dele som falder på de to andre personer."

- Arv! Det kunne jeg vist ikke regne ud.

- Nej, men hvis du kunne ville du nok gøre det på en nemmere måde. Kan du huske da vi terpede 7-tabellen? Nu skal du se hvor meget den hjælper dig i dag, for når ægypterne f.eks. skulle regne 9 x 7 ud måtte de skrive det ned så omstændeligt som her:

1 x 7 = 7

2 x 7 = 14

4 x 7 = 2 x 14 = 28

8 x 7 = 2 x 28 = 56

Til sidst lagde man de tal sammen i første lodrette række som gav summen 9, altså 1 og 8, og derefter de tilsvarende tal i sidste række, 7 og 56. Så i virkeligheden er du allerede kommet meget længere end dem fordi du har lært at tænke med abstrakte tal, men de hele tiden måtte have noget konkret i tankerne, f.eks. sække med korn. For matematikken blev nok ikke så meget opfundet for at hjælpe folket, som for at udsuge det. De dygtige regnemestre skulle jo regne ud hvor meget skat bønderne skulle betale til farao, så denne kunne opføre sine store pyramider til minde om sig selv. Så hvis du ind i mellem hader geometri, så skulle du se hvor meget den almindelige ægypter hadede det. For geometrien blev jo i høj grad opfundet for at kunne lave disse verdens største tvangsarbejder i hvilke selv nutidens ingeniører har svært ved at fatte hvordan de kunne få så nøjagtigt lige store trekantede sider til at løbe sammen i en fælles spids.

Lad os slutte Hyksostiden med at konstatere, at da slaverne og deres allierede i over 100 år pludseligt havde fået magten, var det uigenkaldeligt slut med disse vanvittige og menneskeødelæggende projekter. Derimod var det ikke slut med eftertidens snobberi for al den kongerøgelse som udklækkede dem - og omvendte foragt for Hyksos, der i al fremtid fik etikken "anarki og ødelæggelse" på sig. For dette er Hyksos’ ufortjente og blivende eftermæle overalt på Internettet i dag. Selv den officielle hjemmeside for "Egypt’s Turist Authority" erklærer at "Hyksos rule was synonymous with anarki and destruction". Det er klart. Der er store penge at tjene på at vise de imponerende og varige slaveskabte bygningsværker frem. Der er ingen penge i at vise fortidslevn fra dem, der ikke i så voldsom grad udnyttede ægypterne: Hyksos!


Kilder:

John van Seters: The Hyksos (New Haven 1966) s. 110

Sergio Donadio: The Egyptians (Chicago, London 1990)

W.C. Hayes: A Papyrus of the Late Middle Kingdom in the Brooklyn Museum (Brooklyn 1955)

Gardiner: The Admonitions of an Egyptian Sage (Leipzig, 1909) og A Date for the ‘Admonitions’ in the Second Intermediate Period (Journal of Egyptian Archeology, 1964)

El-Lahun Papyri, table 35.10-13

 

Kapitel 7: Ta’o II Sequenenre


Indeks i  "Lucies Verdenshistorie"

Tilbage til Min verdenshistorie          Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside

Copyright © 2001 JACOB HOLDT; All rights reserved.