"Minder fra min barndom 
og tiden i Fåborg præstegård"

8. del

af provst Jacob Holdt

 

 
Ryes omrejsende "Studenterkarle"

Et kapitel for sig selv var "Studenterkredsens Gymnastikforening", der holdt til på 4. sal i Grundtvigs Hus. Her mødtes vi onsdag og fredag aften til gymnastik kl 19-20. Lederen var Alfred Rye, der var meget optaget af den gymnastikform, som var kommet fra Sverige, udformet af Per Henrik Ling. Det var den lette, elegante, smidige gymnastik i modsætning til Niels Bukhs Ollerupgymnastik med dens kraftfulde, lidt voldsomme øvelser.

Jeg står som nummer 5 fra venstre

Vi var aldrig mere end 20-25 medlemmer, men havde et vældigt godt sammenhold og kammeratskab. Det udbyggedes ikke sjældent ved, at vi engang imellem efter gymnastikken gik ud i byen for at få "en kop øl" i en een eller anden beværtning. Den årlige generalforsamling var en meget vigtig begivenhed. Den blev i en del år holdt hos et par af medlemmerne, der boede i tagetagen over et institut i Botanisk Have. Det rent formelle ved generalforsamlingen blev ret hurtigt afviklet med diverse indlæg, taler og valg. Så var der øl og pølser. Selvom det under krigen var svært at skaffe disse ting, så lykkedes det altid Rye at fremtrylle dem. Han havde visse forbindelser til Carlsberg og Houlberg. Og så forløb aftenen med nydelse af disse ting, med sange, optræden og anden underholdning. Det gik ikke stille af.

En anden væsentlig ting var de gymnastikopvisninger, vi var med til i foreninger rundt om på Sjælland. Vi var som regel slutnummeret. Når de lokale hold havde vist deres gymnastik, så kom vi på gulvet og høstede stort bifald. Og så var der "bal bagefter" og vi studenter fra København, havde stor succes hos pigerne ....til mægtig fortrydelse hos de lokale karle.

Vi var gerne indkvarterede i private hjem, som regel på gårdene. Vi nød det, for der blev rigtig kræset op for de formentlig forsultne studenter fra København. Festligt var det at være med til Roskilde Amts Gymnastikforenings amtopvisninger i hærens gymnastiksal i Roskilde eller på festpladsen ved Borrevejle vig. En af de rigtig gamle gymnastikledere, en bonde fra egnen nord for Roskilde, kaldte os i sin takketale for "Studenterkarlene."

En sommer, vistnok 1943, var vi på opvisningsturne til Sønderjylland. Vi cyklede først til Sorø, hvor vi overnattede i Ingemanns Hus på Akademiet. Her havde undervisningsministeren ret til bolig, og Jørgen Jørgensens søn, Ejgil var med på holdet, så det var nemt ordnet. Næste dag kom vi til Vester Åby på Sydfyn, hvor Jakob Andersens far var præst. Vi boede i den store præstegård, kunne have en gymnastiktime i den store havestue, endda uden at flytte møblerne.

Så nåede vi til Sundeved, hvor vi var gæster til middag i Svend Bladts hjem i Vester Sottrup, en stor proprietærgård. Vi fik stor middag, flæskesteg og jordbær. Om eftermiddagen havde Sønderborg Amts Gymnastikforening inviteret os til kaffe på et traktørsted. Stort sønderjysk kaffebord. Derfra blev vi indkvarteret i forskellige privathjem, hvor man igen diskede op for os med megen god mad. Vi opdagede, at rationeringen ikke rigtig var nået til Sønderjylland. Om aftenen deltog vi så i den lokale gymnastikforenings opvisning, men til trods for al den gode mad vi havde nydt i dagens løb gik det fint. Alfred Rye påstod, at vi aldrig havde sprunget så højt i højdespring som den aften. Et par steder mere havde vi opvisninger. Vi sluttede på Snoghøj Gymnastikhøjskole med opvisning og fest med skolens mange piger. Derfra gik det så tilbage til København.

Rye kommanderer os

Gymnastikforeningen havde før krigen haft samarbejde med en gymnastikforening i Malmø, Örnarna". Den forbindelse blev hurtigt efter krigen genoptaget, og vi blev inviteret til at deltage i opvisning hos dem i Malmø. Det var spændende at komme udenlands første gang efter krigen. Så der var ikke blot opvisning, men også indkvartering i privathjem og indkøb af chokolade, kaffe, cigaretter, nylonstrømper osv. Et års tid senere gæstede de os i København, hvor vi arrangerede opvisning og fest.

Men foreningen havde også en gammel forbindelse i Frankrig, og den udvirkede en invitation til at komme og give opvisninger i Paris og Strasbourg. Det blev alle tiders oplevelse. Det skulle være i juli 1946. Jeg var formand for gymnastikforeningen og skulle lægge turen til rette. Der skulle skaffes visa til Frankrig på den franske ambassade, tilladelse hos englænderne til at rejse gennem Tyskland, det foregik på Dagmarhus, den engelske militærkommandos hovedsæde. Der skulle forhandles med DSB om turen. Der gik kun tog til Paris to gange om ugen på den tid, og der var udsolgt, men vi fik Statsbanerne til at indsætte en ekstra vogn i toget d. 1 juli, så vi kunne komme af sted til planlagt tid. Udstyret med store madpakker, både til selve turen og til lidt foræringer i Frankrig kom vi af sted. Vi var 16 mand og Alfred Rye.

Det var 40 timer med tog og en chokerende oplevelse at køre gennem Tyskland med de hårdt medtagne byer som Hamborg og Hannover. Ruiner og ruiner i endeløse gader. På stationerne tusindvis af mennesker ventende --- på hvad? Tiggende om mad og cigaretter. Trøstesløse skarer. Vi kom til Köln tidlig om morgenen. Vi havde egentlig forbud mod at forlade toget. Men vi regnede ikke med at de engelske soldater var så tidligt oppe. Så vi dristede os ud af den sønderbombede banegård og over for at se på domkirken, hvis tårne vi længe havde kunnet se hæve sig over byen. Der gik tipvognsspor ind i kirken, hvis indre var fuldstændig udbrændt, enkelte hvælvinger styrtet ned. Domkirken lå lige ved siden af banegården, så det var ikke underligt, at den også var blevet ramt. På døren til et lille sidekapel sad et opslag, der fortalte, at der holdtes gudstjeneste der hver søndag. Selvom tårnene her dog stod, i modsætning til mange andre kirker vi så, så passede Grundtvigs ord dog "Kirken er et gammelt hus, står om end tårnene falde. Tårne fuldmange sank i grus. Klokker dog kime og kalde". Lidt oprydning og genopbygning var begyndt, men det så uendelig håbløst ud. Folk boede i ruinerne, i kældre og faldefærdige bygninger, apatiske, udmagrede.

Selvom Belgien også havde været hårdt ramt og byerne stærkt ødelagte, var der der ligesom lidt mere gang i genopbygningen og folk så ikke så sløve og udtærede ud. 

Omsider kom vi til Frankrig og nåede ved middagstid til Paris, hvor vi blev modtaget af et par mennesker fra det franske kulturministerium og en tolk. I bus blev vi så kørt til Cité Universitaire. Her blev vi indlogeret i "Det belgiske hus" og fik omsider et meget tiltrængt bad efter den lange togtur med prustende kulfyrede lokomotiver foran de ikke særligt godt tættede vogne. Vi kunne spise i en stor kantine på universitetet, og her mødtes unge mennesker af alle nationer, farver og sprog. Man var meget stolt over, at man havde sikret os rationeringskort, også til kød. Det viste sig at være ca. et stykke rullepølse el.lign. om dagen. Men spaghetti, grøntsager var der nok af, så vi blev da mætte. 

Vi var byens gæster, og blev modtaget på Rådhuset ved en reception med vin og taler, og blev kørt rundt i byen til de vigtigste seværdigheder. Senere havde vi rig lejlighed til at gå på egen hånd, lærte hurtigt at bruge metroen og fik set utrolig meget. Vi havde et par opvisninger i Paris, et ved et stort sportsstævne, et andet på et militærakademi. Det var meget festligt og vi blev behørigt takket for indsatsen og til ære for os, lod man Dannebrog gå til tops i akademiets store flagstang, mens orkesteret spillede "Kong Kristian" !! jo, jo, der var stil over det.

Vi tog dernæst med toget til Strasbourg, for også der havde Rye en forbindelse til et sportsinstitut. Indkvartering der og lejlighed til at se Strasbourg, hvor vi havde opvisning. Udflugt til Vogeserne, hvor vi besøgte et højt beliggende kloster "St. Odile."

Tilbage til Paris, hvor vi oplevede 14 juli, Bastilledagen. Der var sørget for reserverede pladser til os, så vi kunne se den store militærparade på Champes Elysee. Det var den første efter krigsafslutningen, så der var gjort meget ud af det. Store styrker, også fra de franske kolonier. Deltagelse af engelske og amerikanske troppeenheder. Bagefter var der fest i gaderne i hele byen, så det forslog. I bistroer, cafeer, restauranter og på gaderne sang og dansede man. Det var en fantastisk oplevelse og en festlig afslutning på vor parisertur.

Dagen efter gik det hjemad med toget. Den 18 juli om morgenen nåede vi omsider til København.


Fortsættes i 9. del: Dagbogsoptegnelser fra befrielsesdagene

Tilbage til indeks        Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside