Da vi kun kunne holde ferie og fridage ved at flere præster hjalp med at passe embederne fik jeg meget samarbejde med pastor Knud Erik Jensen i Øse-Næsbjerg, Knud Høgsbro Østergård i Åstrup-Starup, og Martin Salomonsen i Grimstrup-Vester Nykirke. Vi havde således gudstjenester, bryllupper og begravelser i hinandens sogne og passede også kirkebøgerne. Men det betød, at man adskillige søndage før og efter ens egen ferie havde 3 gudstjenester. Det samme gjaldt, når der var sygdom og i vakancer ved præsteskift. Men det var tre gode kolleger, som jeg følte at jeg havde et godt samarbejde med. Og man lærte også efterhånden menighederne og kirkebetjeningerne lidt at kende, så det føltes ikke så fremmed at komme der. Lidt privat samkvem havde vi da også med disse præster.

Derudover blev jeg medlem af et lille arbejdskonvent, hvor vi gennemgik forskellige teologiske nyudgivelser, bl.a. Løgstrups Den etiske fordring. Det var sammen med Kay Schmidt i Bryndum, Salomonsen i Grimstrup, Brink Jensen i Sønderho og Lindebo ved Zionskirken i Esbjerg. . Vi samledes ca. een gang om måneden i et eller andet af hjemmene, drak kaffe, diskuterede de afsnit vi havde læst, og sluttede med at spise. Vore koner hyggede sig med hinanden, mens vi arbejdede.

Jeg var tillige medlem af Varde og omegns konvent. Det samlede præsterne fra et ret stort område, Varde provsti og en del af Skads provsti. Vi samledes til eftermiddagskaffe og fik så et foredrag ved hidkaldt taler, derefter diskussion, og sluttelig spisning af medbragt mad og aftensamvær. Der samledes vi to gange om året i skiftende præstegårde. Det var et konvent man befandt sig godt i, idet det hovedsagelig var grundtvigsk prægede præster, hvoraf flere jeg kendte fra min studietid. Det konvent er jeg stadig med i, endda som den der har været der længst.

Gennem mange år havde vi forbindelse med min forgængers kone, Magny Schmidt, som boede i Lyne, hvor hendes to sønner, Ernst og Niels, havde et par gårde og var store kartoffelavlere. Vi besøgte dem undertiden, ligesom fru Schmidt kom hos os.

I Fåborg var Hans Hermansen, kirkebetjent. Han kone var centralbestyrer. Han sørgede for ringningen, passede kirkegården, gravede gravene, og trådte bælgen til orglet, så længe det gamle orgel fungerede. Holdt kirken i orden og fyrede om vinteren.

Organist var i mange år en husmandskone, Dagmar Jeppesen. Hun havde ikke nogen egentlig uddannelse, men havde da lært sig at spille på harmonium, og klarede altså også orglet i kirken. Det kunne godt gå an.

I Årre var en lærerinde, frk. Jespersen, organist, siden hen to søstre Kaja Christensen, og Gerda Nielsen. De var ret habile.

En gammel kone passede klokkeringningen og en pensionist passede( sådan nogenlunde) kirkegården. Det var ikke nogen stor betaling, de fik. Det var et meget økonomisk menighedsråd.

I Agerbæk var en ældre mand, Ingvard Bertelsen kirkebetjent, og hans kone Marie Bertelsen organist, ganske god.

Jeg havde et godt samarbejde med disse mennesker, som var imødekommende og hjælpsomme, trofaste og pligtopfyldende. Kirkesangerne har jeg tidligere omtalt.

I ingen af kirkerne var der noget præsteværelse, så omklædningen foregik bag et skab, bag orglet eller bag alteret i Agerbæk kirke. Det var besværligt, men jeg sørgede altid for at være i god tid til gudstjenesterne, også for at der kunne være en passende ro, når gudstjenesten begyndte.

Min forgænger, pastor Schmidt var ikke så præcis, så gudstjenesterne begyndte, når han kom 5-10 minutter over den bekendtgjorte tid. Jeg ville begynde præcis og efterhånden vænnede menighederne sig også til det og påskønnede det..

Fortsættes i 26. del: Årene efter 1960 i familien