"Minder fra min barndom 
og tiden i Fåborg præstegård"

17. del

af provst Jacob Holdt

 

Dagligdagen i præstegården

Efter morgenmaden samledes vi i dagligstuen for at synge morgensang. Salme, trosbekendelse med fadervor, salme. Og så tog hver for sig fat på arbejdet. Grethe og pigen med rengøring og madlavning. Jeg måske med havearbejde, eller studier, forberedelser til konfirmander eller kirkelige handlinger. Om eftermiddagen var jeg ofte ude på besøg hos de ældre. Kaffedrikning, snak om familien, begivenheder i sognet, måske en salme eller to, trosbekendelse og fadervor. Man kunne højst nå to besøg på en eftermiddag. Men jeg lærte folk, deres vilkår og familier at kende på den måde. Disse ture foregik på cykel, idet jeg på grund af restriktioner ikke fik bil før i september, selvom jeg havde bestilt den allerede, da jeg var udnævnt. Men det var ikke så dårligt at cykle rundt, man oplevede landskabet på en særlig måde og fik ikke sjældent snak med een og anden, man traf ved vejen. Men det var lidt besværligt med den store præstekjolekuffert på bagagebæreren. I sommerens løn lærte jeg at køre bil. Der var en kørelærer, Knudsen, i Fåborg. Han lærte mig det, og vi fik samtidig mangen god snak og et venskab, der varede til for 2 år siden, da han døde, hvor jeg p.g.a. vakance også kom til at begrave ham.

I begyndelsen kørte vi i hestevogn.  Grethe med Morten og StinneMed hensyn til bilen gik det lidt ejendommeligt. Jeg havde bestilt en Opel med indvendigt bagagerum. Jeg havde hørt meget godt om den. Men inden den blev leveret, havde vi været på en biludstilling i Forum, og der havde vi set den nye Hillman, der var i samme prisklasse, men meget bedre indrettet og udstyret, blandt andet med udvendigt bagagerum. Så jeg ærgrede mig lidt over, at det ikke var den, jeg havde bestilt. Men en dag fik vi besøg af en af mine venner fra Studenterkredsen, Halfdan Buhr, der nu var dyrlæge her i sted i Vestjylland, og hvis kæreste, Vera, fra Norge vi havde som ung pige i huset. Han havde en indkøbstilladelse til en ny bil, og han ville så gerne have en Opel. Vi fandt så ud af, at der måske kunne laves en byttehandel. Varedirektoratet, som udstedte købetilladelser, godkendte det. Bilhandlerne var ligeglade. Så jeg kørte 8 dage i Opel, og fik så byttet til den dejlige Hillman, som vi var meget glade for og beholdt i 5 år. Men så var jeg altså kørende og det var en stor lettelse med de lange ture til Årre og Agerbæk. Pastoratet strakte sig 20 km fra øst til vest og vel 10 km fra nord til syd. Der var nok de tre kirkebyer, men derudover mange mindre samfund og spredte gårde og huse.

Da jeg kom til Fåborg i 1950 var der ca. 2.900 indbyggere, og da jeg holdt op i 1987 var der ca. 3.500. Men der var nok mindst dobbelt så mange hjem som i 1950. Den gang var der flere børn i hjemmene, der var måske de ældre på aftægt, der var karle og piger på gårdene, og ikke mange yngre enlige havde råd til at have eget hus, måske end ikke små "overlejligheder," som der fandtes en del af. Det var derfor overkommeligt at lære sognene at kende, kendte man et hjem, så kendte man dem, der hørte til der. Deltagelse i de store gilder gav også kendskab ikke blot til den pågældende familie, men også til naboer og venner.

De første måneder i Fåborg havde vi ingen telefon. Jeg måtte ned til naboen, når jeg skulle ringe salmenumre til organister og degne og andet. Naboen var en gammel gårdmandsenke, der boede i et lille hus ved opkørselen til præstegården. Hun hed Karen Ravn, og hun boede sammen med en gammel enlig pige, Nora Skov. De var begge sidst i 70’erne. Nora Skov havde i mange år boet sammen med en broder i Autrup. Han var død og nogle år senere, brændte den lille ejendom, for hun havde været lidt uforsigtig, da hun i det meget gammeldags køkken med åbent ildsted en sommerdag ikke havde kunnet få ild i brændet. Så havde hun tændt en avis, der var fløjet op gennem skorstenen og havde sat ild til det knastørre stråtag. "A hår sjæl gjort det", sagde hun bagefter. Dem fik jeg ofte en lille snak med. En tid efter at vi var kommet, spurgte Nora mig en dag, om hvordan vi var til freds med at være her. Jo, vi var da godt til freds. "Ja, sagde hun så, så er det jo spørgsmålet om, hvordan vi er tilfreds!" Det bed man jo mærke i, men begge de to gamle kvinder blev vore gode venner. Mens de endnu boede i huset, var de som regel hos os juleaften. De var begge præget af god gammeldags kristendom. Når man var til kaffegilde hos dem på deres fødselsdage, hvor der ikke var sparet på noget (ellers levede de meget nøjsomt), skulle vi altid synge nogle salmer.

En dag kom jeg ind til dem, netop mens kirkeklokken ringede solen ned, og da sad Karen Ravn med sin salmebog, og så fortalte hun, at hun altid, når solen blev ringet ned, læste salmeverset: Lær mig ved hvert klokkeslag, fra salmen Rind nu op i Jesu navn (686). Ja, salmebogen og en andagtsborg med småstykker hver dag blev flittigt brugt, som hos mange andre gamle. Der var der også gerne religiøse billeder, som regel temmelig naive i fremstillingen, i stuen og sovekammeret, nogle steder også korte broderede skriftsteder.

Sygehusbesøg. På den tid lå folk ofte ret længe på sygehuset. Og det var ganske naturligt at præsten besøgte sine sognebørn. Men jeg havde det store problem, at de var spredt på mange sygehuse. Jeg tilstræbte at komme en gang om måneden på sygehusene. Men der var 3 sygehuse i Esbjerg: Centralsygehuset, Skt. Josephs Hospital, og Spangsbjerg Hospital. Og så var der Varde sygehus og Grindsted sygehus. Enkelte gange gik turen også til Ribe sygehus og til Statshospitalet i Hviding.

Da der i hele pastoratet kun var eet alderdomshjem, i Agerbæk, med kun 12 pladser, var der ofte ældre, der skulle på alderdomshjem, der var anbragt i andre sogne.

Jeg havde den skik et par dage, nok ofte lillejuleaftensdag, at besøge dem, der skulle ligge på sygehuset i julen. Jeg havde så en julebog eller lignende med til dem fra menighedsrådene. Men det var en streng dag. Først de tre sygehuse i Esbjerg, så til alderdomshjemmet i Janderup, så sygehuset i Varde, og i Grindsted. Ofte fortsatte jeg med besøg rundt i sognet hos familier, der trængte til lidt økonomisk hjælp. Ved høstgudstjenesterne var der samlet ind til juleuddelingen. Det var så min ikke særlig behagelige opgave, at besøge disse familier eller enlige, og lidt diskret stikke dem en konvolut med lidt penge i. Det var højtideligt skrevet i menighedsrådets protokol, hvem, der havde fået hvor meget. N.N. 25 kr. X.X. 50 kr. osv. Men en dag, da vi sad midt i uddelingen slog det mig pludselig, at det var egentlig ikke så rart, hvis nu et af familiens medlemmer senere kom i menighedsrådet, og kunne sidde og se i den gamle protokol: Nå, bedstemor fik julehjælp nogle år. De andre medlemmer kunne godt se det uheldige i det. Så vi afskaffet det med at skrive det i protokollen, det blev så kun som bilag til regnskabet, indtil det var revideret. Men det var en meget anstrengende dag at være på denne sygehusrundtur.

I øvrigt var det ofte en god oplevelse at besøge folk på sygehusene. Mit besøg var ligesom et lille officielt besøg hjemmefra. Det var som regel bare almindelig snak med folk, undertiden dog med en salme, trosbekendelse og Fadervor. Vi præster havde på den tid det privilegium, at vi på kontoret kunne få lov at se listerne over patienterne, så vi kunne se, hvem der var fra vore sogne. og vi kunne komme udenfor besøgstid. Og det var godt, for man fik ikke snakket ret meget med den syge, hvis der sad eller stod familiemedlemmer eller naboer ved sengen.

Haven foran præstegården var stor. Den var gammeldags anlagt med store græsplæner med rosenbede og lidt stauder. Der var en del store gamle frugttræer. Særlig eet var meget værd. Vi kaldte det Langelandsæble. Det var meget højt. Man skulle have en høj stige 5-6 meter og så kunne man komme op i kronen og plukke æblerne der. Det var meget store og fine æbler. Næsten intet kernehus, gule og let røde i skallen. De kunne gemmes til hen i februar, marts og var gode både som spise- og madæbler. Dem plukkede vi omhyggeligt ned. Jeg sad oppe i træet og plukkede og hejste æblerne ned i en kurv, hvor andre så lagde dem i kasser. Et år plukkede vi 12 store frugtkasser, foruden hvad der faldt ned. Der var en stor fransk pigeon på plænen. Æblerne var modne i september, og de nedfaldne fik konfirmanderne lov at spise i frikvarteret. Somme tider sørgede de selv for at der faldt nogle ned. De kastede grene op i træet. Så kom de ind med lommerne fuld af æbler. Der skulle også være noget til hjemturen.

I kanten af græsplænen stod et stort gammelt valnøddetræ. Det gav en del nødder, men det var et arbejde at få den grønne skal af. Fingrene blev helt brune af det, og det kunne ikke vaskes af. Eet år var der særligt mange nødder. Vi fik dem renset og købmanden købte dem. Men nogle dage efter ringede han og sagde at nødderne ikke duede. Der var ingen kærner i dem. Så måtte den handel gå tilbage !

Mod vest var der et stort læbælte med mange forskellige træer, også derude havde min forgænger plantet æbletræer, men de kunne ikke klare sig. Der var ellers nogle gode sorter imellem. Mod syd som grænse ud mod vejen var en bøgehæk, flere rækker grantræer og bøg, blomsterbuske, og igennem alt dette snoede sig gange.

I læbæltet mod vest groede, hvad vi kaldte amerikanske hindbær. De var gule og kunne godt spises. Ganske vist var de med til at give et godt læ for haven, men de havde også en tilbøjelighed til at brede sig. Så dem førte jeg en evig kamp med.

Urtehaven lå helt nede ved vejen, der hvor nu et parcelhus ligger, bygget af Thomsen Sørensen. Her var en god let muldet jord. Der var et store aspargesbede, som jeg møjsommeligt satte op hvert år i slutningen af april, og spredte ud igen efter St. Hans Udbyttet var da godt, men stod egentlig ikke mål med anstrengelserne. Hernede byggede jeg med nogle håndværkere til hjælp et godt drivhus. Bagvæggen og sydvæggen med store vinduer var bloksten, trælægter og glas. Det var ganske udmærket. En vinstok var plantet udenfor med grenene ind i huset. Her dyrkede vi mange ting. Ikke mindst tomater og agurker. Her i urtehaven var også bærbuske, der forsynede os med ribs, solbær og stikkelsbær, som blev syltet eller kogt.

Ovenfor urtehaven var der 2-3 rækker frugttræer, især æbler, men også pærer og blommer. Alle disse æbletræer gav jo mere frugt end vi kunne bruge, så jeg sendte mange kasser æbler til auktion i Esbjerg eller til mosteri. Men ret meget overskud gav det nu ikke.

Jeg havde i Allerslev haft et par bistader. Dem havde jeg fået flyttet med til Fåborg, og de passede jo fint ind i en frugthave. Jeg havde en erfaren bimand, mejeribestyrer Bentzen, til at rådgive og hjælpe mig. Det gav da også noget honning i nogle år. Men da arbejdet med bierne især var fra slutningen af april til juli, var det en tid, hvor jeg havde meget travlt pga. skæve helligdage, konfirmationer, ny hold konfirmander og mange bryllupper, så opgav jeg til sidst at have bier. Jeg kunne ikke passe dem godt nok.

Nord for frugthaven lå et træhus, bygget af min forgænger til hønsehus, men nu blevet til redskabshus. Det ville menighedsrådet ikke betale fru Schmidt for, så det endte med at jeg købte det. Jeg kunne se, at jeg ikke kunne undvære det. Det indeholdt også en meget stor dobbeltstige, 5 m, en stor tøndesprøjte med jernhjul til sprøjtning af frugttræerne, og mange æblekasser. Så jeg betalte de 500 kr., og fik megen gavn af det. Satte det senere i stand med nye vægge og nyt tag.

Der var også en tdr. land græsjord. Det lejede jeg ud til forpagteren mod at han leverede os de kartofler vi skulle bruge i årets løb. Lige nord for staldbygningerne på en bakkeskråning var en lille plantage med fyr, gran, bøg og forskelligt andet, et helt vildnis. Det gav også godt læ omkring præstegården for vesten- og nordenvinden.

Hele området omkring præstegården var ca. 4 tdr. land. Noget af det selvfølgelig i brug sammen med avlsbygningerne. Her var der de første år både heste, køer og grise.

Fortsættes i 18. del: Vores to drenge og naboerne

Tilbage til indeks        Tilbage til Jacob Holdts hjemmeside