Hvis det er rigtigt, ja, så må alle vi, der er til stede i dag, jo åndede lettede op over at vi her står overfor to danskere, der skal giftes, begge født og opvokset i Danmark.
Så ingen problemer overhovedet. De behøver jo ikke engang at flytte til Sverige for at få hinanden :-)

Men alligevel er der nok ikke en eneste til stede her i dag, som ikke i sit indre føler at det har været en lang, svær rejse før I to kunne få hinanden – både for dem selv og for jer to.
Vi er alle stadig så dybt prægede af de senere års tænkning, at vi har en tendens til mere at fokusere på nogle kunstigt skabte forskelle imellem jer end at se den fælles menneskelighed, der binder jer sammen – ikke mindst de fælles danske værdier I fik med jer fra fødslen.

Med mit kendskab til jer kan jeg også se nogle gaver I begge fik med jer fra barndomshjemmet, som tillod jer at åbne jer op for hinanden.
Dig, Khurram, kender jeg bedst gennem det venskab vi har fået i Nusrat Dhajan moskeen, som jeg selv har et stærkt forhold til. Fra første dag adopterede Ahmadiyya-menigheden mig næsten som en af deres egne.
Ahmadiyyaerne har selv haft deres at kæmpe med blandt andre muslimer.
Men i jeres forsøg på at finde tryghed gennem en bred venskabskreds har netop dette gjort jer langt mere åbne overfor det ydre samfund.
At jeres gæstfrihed er nærmest grænseløs så jeg selv, da jeg som den første introducerede musik og billeder i moskeen.
Det er noget som de ældre sent vil glemme, men de blev ved med at invitere mig.
Og denne åbenhed overfor det nye midt i en traditionel kultur er i høj grad både din fødselsgave og dit dilemma, Khurram.

Dels hører du sammen med de andre unge Ahmadiyyaer til de mest integrerede og højest uddannede nydanskere – og dels prøver I samtidig at holde fast i de rødder, der ikke mindst for en truet minoritet er så forståelige.
Traditioner som f.eks. siger at man helst ikke bør gifte sig udenfor gruppen.
Men som jeg ser dit ægteskab i dag, Khurram, gifter du dig jo netop heller ikke ud af gruppen.
For med Ahmadiyyaernes udadvendthed ønsker I jo tydeligvis at gøre os alle til en del af jeres gruppe.
Så glæd jer - alle I der er til stede her i dag - til sammen med Pernille nu at blive en del af denne kærlige minoritets rige fællesskab.

Det smukke billede jeg tog i moskeen af mennesker i alle mulige farver i fælles bøn under skiltet "Kærlighed til alle, had til ingen" viser at din rejse ind i ægteskabet med Pernille i dag hverken var så lang eller så stort et brud med traditionen, som nogen kunne gøre det til.

Men, men, men …..hvor tit sad jeg alligevel ikke i moskeen og drøftede med din far om "Hvordan skal vi dog få ham Khurram gift?"  :-)

For ligesom Khurram kom du fra et hjem med et udadvendt engagement og udsyn.
Jeg skal nemlig fortælle dig en lille hemmelighed om dig selv, som du sikkert ikke selv har tænkt over.
Du hører til dem vi i USA kalder "army brats" – nemlig børn af militært personel, der er udstationeret i fremmede lande.
Og noget jeg gennem mit arbejde i USA har lagt mærke til er at netop disse militærbørn som tilskuere til mine foredrag er langt mere åbne og mindre racistiske end børn af fastboende forældre. Så selv om du ikke selv har været udstationeret med din far i fremmede lande, har du uden tvivl fået meget med i fadermælken fra hans store fredsbevarende indsats som mægler mellem dybt splittede kulturer.

Personligt er jeg lidt stolt over faktisk at have gjort tjeneste sammen med din far idet jeg var med under befrielsen af Kosova. Men det var ikke de amerikanske soldater, jeg ankom sammen med i det fredelige Syd-Kosovo, der gjorde indtryk på mig i hele deres forskansning.

Nej, det var de udadvendte danske KFOR styrker, der under din fars ledelse i det dybt splittede og hadske Mitrovice var i stand til at opretholde en næsten umulig fred.
Intet andet sted i verden har jeg været så stolt af de danske styrker.
Så hvis du har fået blot en lille smule med dig af din fars fredsbevarende evner og engagement, vil jeg mene at du er godt rustet til et multikulturelt ægteskab, som tilmed er født af kærlighed - og ikke had.

Ja, så kom jeg alligevel til at sige "multikulturel", som dette ægteskab jo netop ikke rigtig er.
Alligevel vil du, Pernille, gå ind i ægteskabet med en vis angst for de forskelle, I oplever imellem jer.
Men husk at det er dem vi ser i ethvert ægteskab og at det netop er dem, der får jer til at føle jer tiltrukket af hinanden.

Så snarere end kultur er disse forskelle jo mere en afspejling af jeres egne forældres kærlighed - med din fars lange rejser og Khurrams fars mod til at rejse fra sit fædreland – mens jeres mere rodfæstede mødre kun tøvende eller på afstand fulgte med. De tog med deres sejhed og styrke til gengæld langt mere håndfast om jeres opdragelse og tryghed.

Jo, disse forskelle vil sandelig give jer store udfordringer ligesom de gjorde for jeres forældre.
Men selv om alle gnister rummer eksplosionsfare, så husk at det i høj grad er denne gnist i jeres forhold, som bevirkede at dette tøvende udviklede sig til forelskelse og kærlighed.
Jeres udfordring vil nu blive at holde gnisten ved lige ved hele tiden at give plads til hinanden.
Ægtefæller påvirker hinanden på godt og ondt, men det nytter ikke at ville ændre den andens personlighed og fastholde den ud fra sit eget forudfattede billede.

I dag skal vi forsegle denne kærlighed og jeg vil gerne slutte med et citat fra Paulus:
"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op."