Mens jeg sad der hele dagen og ventede, gik mine tanker tilbage til den sidste gang, jeg befandt mig i en skov. Det var for kun få måneder siden, hvor jeg var klar over at du befandt dig i en lignende situation uden udveje. Jeg kørte over for at besøge dig i Fåborg, men Grethe sagde at du lige var kørt ud i præstegårdsplantagen. Det overraskede mig at du stadig var i stand til det, men jeg vidste hvor vigtigt det var for dig med disse vederkvægende stille stunder og den fred, du altid fandt derude i skoven og i mosen, som du elskede. Så intet sted var mere naturligt at møde dig. Jeg fandt dig netop i det vestlige område af plantagen, hvor en storm havde væltet en masse træer på samme måde som jeg nu oplevede det i Mississippi. Men modsat mig, som nu blot satte mig ned og ventede på at blive befriet, var du ikke til at slå ud. På trods af din svækkede tilstand under denne sidste fase af din sygdom var du i fuld gang med at læsse og kløve alle de tunge træblokke op på din vogn, som du havde savet til efter den sidste storm. Det var en fantastisk glæde for mig at hjælpe dig med dette arbejde i den dags sene aftensol.

Vi satte os ned i lang tid og snakkede om de mange år vi havde leget sammen i denne skov lige fra Niels Jørgen og jeg kom til Fåborg, da jeg var 3 år gammel. Vi snakkede om at det var lige dette sted i vestskoven, hvor vi sammen fangede den hugorm, som vi tog med i skole, hvor den i lang tid gik i bur i klassen. Mange andre minder var oppe at vende den dag, om alle de gange fra vi var så små at vi ikke kunne se op over kornet på marken mellem præstegården og jeres gård, men hvor vi hver dag pløjede os en sti gennem kornet for at lege med hinanden. Om borgen vi byggede med en kanon, der kunne skyde helt over til træerne omkring jeres gård, om luftmeldekorpsets tårn på jeres grund, som vi yndede at kravle op i, om dengang Magnus låste os ned i kartoffelkælderen for en eller andel forseelse indtil vi grædende og skræmte fik lov at komme ud, om dengang vi huggede penge til is fra Kristian Uldtot, om skihoppet vi lavede på bakken bag jeres gård, hvor vi lavede de længste skihop i hele sognet…..hvilket vi har bevis for på videoklippet, der ligger på min hjemmeside.

Jo, mange ting var oppe at vende den dag, som jeg frygtede ville blive den sidste, jeg ville se dig, hvilket kom til at passe. Jeg havde taget mit kamera med for at fastholde dette øjeblik og lavede en længere fotoreportage af din styrke og stædighed her midt i dette håbløse øjeblik i dit liv, hvor du ikke længere kunne se vejen frem for væltede træer omkring dig og alligevel ikke ville give op. Jeg ved ikke helt om jeg havde håbet at vise billederne til den begravelse, du og jeg vidste, ville komme, eller om jeg blot ville have dette som minde om vores mangeårige venskab. Du grinede en del af hvorfor jeg dog ville have alle disse billeder af dig, men jeg kunne ikke andet en på en eller anden måde fotografisk forsøge at fastholde det stille venskab vi havde haft livet igennem med hinanden.