Anmeldelse af udstillingen
"Ghettoen i vore hjerter":
Danmark har overhalet USA i racisme
Jacob Holdt har taget turen ind i
ghettoer, de færreste andre end beboerne selv kommer i, men hans
kendte fotoshow, ’Amerikanske billeder’, har fået en dansk drejning:
Danmarks tone over for indvandrere i dag er lige så umenneskelig som
den, USA i sin tid anlagde over for sorte.
interview
ANNE
BECH-DANIELSEN
Jeg
møder den danske fotograf Jacob Holdt i Århus efter hans seneste
store ghetto-udstilling om racisme. Vi når at sætte
os mageligt til rette i en sofa med kaffe og frugt
,,inden
for rækkevidde og snakke en lille times tid. Så er vi nødt til at
løbe. Bogstaveligt: Løbe! Jacobs kassevogn er brudt sammen, fordi
han er kommet til at proppe nogle hundrede kilo fotostater for meget
om bord. Nu er vognen på værksted, men den skal hentes inden klokken
fire, for da skal Jacob Holdt ud til et nyt foredrag om racisme – og
derefter skal han have bilen og alle billederne med hjem til
København.
Så vi drøner af sted
i myldretidstrafikken. Når værkstedet, får bilen. Men – Jacob Holdt
skal også ud på et pensionat ude for enden af Brabrand Sø, for der
har han glemt at betale en regning for overnatning..
Ude på pensionatet fortsætter interviewet. Vi var nået til, at han
var inviteret med på en tysk kunstudstilling:
»Men jeg er ikke
kunstner«, understreger Jacob Holdt, hvis fotoshow med ’Amerikanske
billeder’ fra 70’erne og frem har været vist hundredvis af gange for
skolebørn, studerende og alle mulige andre verden over.
»Jeg er aktivist – og
vagabond«.
Det tror vi på efter den
tur, men hotelmutter tager det med regningen pænt. Hun har troet på
det bedste i vagabonden og dermed ubevidst levet op til den
leveregel, Jacob Holdt har formuleret som sin:
»Det handler om at se
ind i hjertet på mennesker og se, hvad de rummer«, siger han om sit
livslange forsøg på at »aflære sig racismen«.
Og når Jacob Holdt
siger racisme i dag, mener han ikke bare den racisme, han har set og
dokumenteret i USA. Med sin seneste store udstilling på over 800
billeder har han sat fingeren, hvor det gør ondt i den hjemlige
hjertekule:
Han sidestiller
direkte den amerikanske racisme imod sorte med den danske attitude
imod flygtninge og indvandrere. Ja, faktisk har han ikke, siden han
tog de første billeder i sorte ghettoer i 70’erne, set en udstødelse
magen til – før han kom tilbage til Danmark for nogle år siden.
Af-hjernevask
Det begyndte som små,
spredte pip om indvandrere i Danmark, da han i 90’erne viste danske
elever lysbilleder af sorte ghettoer. Og efterhånden gik det op for
foredragsholderen, at han selv var på samme spor:
»Jeg kendte ingen
indvandrere i Danmark. Al min viden om indvandrere havde jeg fra
politikere og medier, og pludselig var jeg begyndt at tænke som en
racist. Når man har brugt 30 år af sit liv på at arbejde med
racisme, er det altså slet ikke til at se sig selv i øjnene ved den
oplevelse. Så er det om at af-hjernevaske sig«, fortæller Jacob
Holdt.
Og så indledte han
den kur imod racisme, han har brugt det meste af sit liv på at
gennemleve: Man opsøger dem, man er mistroisk over
for – i USA var det de
sorte fattige, de hvide millionærsønner eller de udstødte og
foragtede Ku Klux Klan-medlemmer. I Danmark asylsøgere,
indvandrerfamilier og flygtninge, og i dag er manden, nogle har
sammenlignet med Jesus på grund af hans kærlighedsbudskab, stolt af
at være blevet kaldt muslim. Hans seneste udstilling, der foreløbig
har været vist to gange i Danmark, er én lang sammenligning mellem
amerikanske og danske ghettoer, og det Holdt’ske
postulat er, at Danmark er »meget mere racistisk end USA i dag«:
»Amerikanske
politikere har for længst indset, at dæmonisering fører til ghettoer
og fængsler, og i dag er det ikke længere god tone at svine
minoriteter til fra talerstolene. Det betyder, at de toner heller
ikke siver ned til de svageste, og så taler de heller ikke sådan.
Men vi, der har peget fingre ad
den amerikanske racisme imod sorte, har nu travlt med at gentage
fejlene! Danske politikere sviner indvandrere til«, mener Holdt.
I stedet for at
dæmonisere skal man imødekomme, lyder det enkle budskab.
»Når smertens børn ikke
kan få vores kærlighed, tager de vores had. Så os, der har overskud
og fik en lykkeligere barndom – vi har en forbandet pligt til at
hjælpe de udstødte«.
Wake up
call
Første gang,
den danske fotograf Jacob Holdt blev konfronteret med USA’s sorte,
var i San Francisco i 1971. Det var hans anden dag i USA, og han var
næsten lige stået af bilen på blafferturen fra Canada, da han fandt
sig selv i et småskummelt kvarter med to røvere foran sig og et
pistolløb i maven.
»Gu’ blev jeg da
bange«, siger Jacob Holdt i dag om et møde, han lærte en del af. For
egentlig var han bare på vej til Mexico. Men det blev »en meget lang
rejse«, som han siger om sine 30 års og tusindvis af kilometers
rejse ind i racismens sjæl.
I dag betegner Jacob
Holdt overfaldet som en slags wake up call: Som politisk bevidst
70’er-dansker var han kommet til USA med alle de politisk pæne
holdninger og en positiv holdning til ghettoernes sorte, undertrykte
amerikanere. Alligevel stod han pludselig her, overfaldet og
bestjålet og med en nyfødt frygt for det, han havde troet på det
bedste i. Det var der, han traf sin beslutning:
»Det her bliver til
racisme, hvis ikke jeg gør noget ved det«, erkendte Jacob Holdt, og
det blev begyndelsen på et livs rejse ind i ghettoerne med kameraet
som værktøj og salget af eget donorblod som indtægtskilde. Målet er
at favne alle, og midlet er altid dialog: Dialog er vejen ud
af racisme, mener han:
»Når sorte og hvide
ikke
mødes, fører det til den udstødelse og ghettoisering, som de hvide
altid har bebrejdet de sorte«, siger Jacob Holdt.
På sit årelange
fototogt, især i USA, har præstesønnen fra Vestjylland overnattet i
ramponerede biler den ene dag og ved kriminelle,
sorte i ghettoerne dagen efter. Hele det brogede sceneri har han
dokumenteret med fotos, og erfaringerne har han delt ud af på workshops
for farvede ghettobørn, danske gymnasieelever eller rige hvide
elitestudenter på Harvard og Yale. Senest har han præsenteret over
800 af sine billeder herhjemme i en pædagogisk gigant-udstilling
om racisme og integration med titlen: ’Ghettoen i vores hjerter’.
Udstillingen sammenligner direkte de gamle ’Amerikanske billeder’
fra ghettoerne med dansk racisme imod indvandrere i dag, og
selvfølgelig har Jacob Holdt sat udstillingen op i
indvandrerkvarteret Gellerup vest for Århus – for at trække
danskerne ud og møde deres nye medborgere, som han forklarer.
For set gennem Holdts
linser,
er danskerne i fuld gang med at forkaste og isolere indvandrerne,
som amerikanerne engang gjorde det med deres sorte medborgere.
»Nogen« må hjælpe, mener den erklærede »antiracist«, og det forsøger
han så med sine fotoforedrag og udstillinger – for racisme skaber
udstødelse og dermed sociale problemer, understreger han, og det
gælder,
uanset,
hvem de udstødte er.
Hjemme hos
racisterne
Der er flere end Jacob
Holdt, der har udvist sympati med undertrykte og udstødte i
isolerede ghettoer. Der er ikke vældig mange andre, der har valgt
også at se eksempelvis velbjærgede,
hvide overklassestudenter som ofre for det, deres forældre har lært
dem om sorte. Men helt ud i den yderste konsekvens af begrebet
tolerance er det vel at installere sig hos selveste Ku Klux Klan og
udtrykke dyb forståelse for en kutteklædt befolkning, de fleste
afskyr.
Det var en
tilfældighed, der førte Jacob Holdt ind i klanen. Han havde mødt en
ung journaliststuderende under en sejltur på Amazonfloden, og et par
år efter fik hendes tv-station den ide at få Jacob Holdt til at tale
med sit racistiske modstykke: Jeff Berry, en Ku Klux Klan-leder fra
en af de værste og mest hurtigt
voksende klan-grupperinger
i USA.
Den ventede
konfrontation udeblev.
Ikke at danskeren holdt
sig tilbage. Tværtimod, må man sige. Jacob Holdt valgte at
præsentere den erklæret racistiske klanleder for én lang
sammenligning mellem klan-medlemmer
og sorte:
»Jeg ser hos dig det
samme, som jeg ser hos de sorte i ghettoerne«, sagde han for
rullende kamera.
Derpå afventede han, når
han skal være ærlig, en rasende modreaktion. I stedet hørte han en
bevæget klanleders:
"Den mand vil jeg gerne
møde."
Historien om mødet er
meget længere. Den involverer både et grænseoverskridende kapitel,
hvor Jacob Holdt først hjælper med at få Berry ud af fængslet for så
at invitere den selvudråbte racist på hjembesøg hos sorte
ghettofamilier i USA’s Sydstater..
Og den rummer den næsten groteske scene, hvor Jacob Holdt besøger
klanlederens kone og ser hele det Ku Klux Klan’ske
medlemskartotek ligge og flyde ud over en seng:
»Hvis jeg udfylder et
af de kort der, er jeg så medlem?«,
spørger Jacob Holdt for sjov.
Ifølge ham selv jubler
kvinden og opfordrer ham til at skrive sig ind:
»Vi har jo ikke andre
antiracister
...«, som hun siger.
Hvorefter Jacob Holdt
melder sig ind i den gruppering i verden, der uden sammenligning er
den mest berygtede, når det gælder dyrkelsen af racisme.
Vredens
børn
Jacob Holdt ser ikke
noget modsætningsfyldt i, at han er blevet optaget i klanen. Den
består af »mennesker, der hungrer efter kærlighed og aldrig fik
det«, mener han, og hvem som helst, der viser venlig opmærksomhed,
bliver godt modtaget.
For klanmedlemmer har
betrådt, mener han, de samme stier som så mange andre udstødte fra
rockerbander til nynazistiske korps. - først en barndom med vold og
svigt - ballade i skolen og en omverden, der
reagerer med en blanding af frygt, fjendtlighed og afvisning. Som
Jacob Holdt siger:
»De første
smertensråb fra barnet viser sig typisk på den her klodsede måde –
som kriminalitet eller racisme. Det er symptomet på undertrykkelsen,
men i samme øjeblik,
det viser sig, reagerer vi med yderligere undertrykkelse. Dét er
undertrykkelsens onde cirkel og essensen af racisme over
alt i verden. Dét er den
typiske rejse for vredens børn«.
Og for at rejse den
anden vej,
gør Jacob Holdt det samme, hver gang han oplever fordommene hos sig
selv: Han besøger dem, han retter fordommene imod.
»Sådan aflærer man
sine fjendebilleder«, siger Jacob Holdt.
Og så, lidt efter,
tilføjer han:
»Hvis jeg ikke var
kommet ud af min egen frygt, var jeg aldrig kommet til at se "Amerikanske
Billeder".
Venner med
alle?
Men kan man være venner
med alle – racister, nazister, hvem som helst, der mener hvad som
helst? Skal man ikke op at stå for sine holdninger?
»Jeg siger altid, at
hvis man vil ændre på klanen i USA eller nazisterne i Greve, så lad
da være at råbe og skrige ad dem. Prøv i stedet at
se,
hvad der har skabt de mennesker. Når man er nysgerrig efter at se
det, forsvinder frygten – og afstanden«.
Naivt? Eller måske
direkte uansvarligt eksempelvis at slæbe hvide klanledere med på
hyggevisit hos sorte familier i Sydstaterne?
Nej, mener danskeren, møderne »befrier« folk for de racistiske
fordomme. Det, der er naivt, er at tro på det onde i mennesket.
En sensommerdag i år
går Jacob Holdt rundt mellem Gellerups betonblokke. Det er her, han
sidst har vist sin udstilling om racisme og ghettoisering. En lille
pige kommer imod ham. Hun standser op ved synet af den høje
fremtoning, men det er ikke skægget og den lange fletning, hun
studser over. I stedet råber hun efter en kvinde i nærheden:
»Mor, mor. Der kommer
en dansker
...«
Hos Jacob Holdt har
episoden sat sig fast:
»Se! Det er den afstand,
vi allerede
har skabt«,
siger han.
anne.bech@pol.dk
FAKTA:
lå bog
Jacob Holdt
Født
i København 1947, opvokset på en præstegård øst for Varde. Bor i dag
i København. Indledte sin livslange rejse i ghettoerne som 24-årig.
Har rejst med kameraet siden, især i USA.
Jacob Holdts fotoshow, »’Amerikanske
billeder«’,
der også er udkommet i bogform, har været vist for elever og
studerende i store dele af verden.
Senest har Jacob Holdt præsenteret udstillingen
"Ghettoen
i vore hjerter"
(København 2007, Gellerup
2008), hvor amerikanernes tidligere racisme imod sorte sidestilles
med danskernes racisme imod indvandrere.
Udstillingen
kan ses på hjemmesiden
www.american-pictures.com,
som rummer over 22.000 websider og 20.000 billeder.
Copyright © 2008
AMERICAN PICTURES
|