Du har før talt for mig og også skrevet
om mig, men jeg har egentlig aldrig talt for dig. Det må vist være
på tide at gøre den fejl god. Og du har jo i invitationen ønsket en
gentagelse af vor barndoms fester med umådeligt lange taler. Det
skal du få.
Tak
Altså: Tak for 50 års venskab. Tak for
ungdomsårene sammen, da vi fulgtes i bussen til Esbjerg og når vi
diskuterede verdenssituationen sammen med Ingrid i præstegården. Tak
for mange intense diskussioner gemmem alle år. Tak for din lange
epistel fra Island for mange år siden og dine lange julebreve,
selvom man indimellem kan føle trang til at sige som dirigenten ved
generalforsamlingen: Jeg gør talerne opmærksom på, at der også vil
være mulighed for korte indlæg. Tak for din omsorg, der viser sig i
sådanne småting som at du lånte os din bil i USA og at du tog dig
pænt af vores Martin, da han var 18 år og på high school i det store
land. Tak for forbindelserne siden hen og for den stilfærdige
konkurrence på maraton-området
Beundring og misundelse
Jeg har egentlig altid beundret dig og
inderst inde misundt dig lidt. Det begyndte med, at du derhjemme i
Fåborg var jo præstens søn, hvilket ikke var så lidt dengang, mens
jeg var en almindelig bondeknold.
Og i skolen kunne du så meget mere end
jeg. Ganske vist fik jeg højere karakter, men det var jo bare fordi
jeg læste lektierne. Du kunne mange andre ting. Du kunne tegne, du
afslørede allerede dengang til blik for sære eksistenser og vinkler,
som har gjort dig til sådan en god fotograf. Faktisk begyndte din
fotograf-karriere med, at du smalfilmede, blandt andet vores heroisk
berømte tur til Tyskland.
Du var meget bedre til atletik (ikke
mindst højdespring).
Du kunne sågar spille klaver.
Du havde et suverænt komisk talent
overfor lærerne.
Du var altså mangesidig.
Og så skal det siges, at du så
fantastisk godt ud, hvilket sammen med dine øvrige egenskaber,
heriblandt en omsorgsfremkaldende ubehjælpsomhed, førte til, at du
meget hurtigt fik stor succes hos det andet køn. Hvis I ellers kan
huske hvordan det var dengang, så forstår I også, at det kunne man
godt være misundelig på.
Det skal siges, at jeg er særdeles
tilfreds med den station jeg endte ved, hvad angår det andet køn, og
det synes jeg også du har grund til at være. Jeg håber du selv er
klar over, hvad du skylder Vibeke.
Men du har – kan man vist roligt sige –
haft mange flere mellemstationer.
Dine egenskaber
Min beundring har sin gode forklaring i
dine bemærkelsesværdige egenskaber.
Her er der grund til først at nævne din
uforfærdethed. Du turde allerede i skolen alt det vi andre
ikke turde og du tør fortsat det vi pæne mennesker ikke tør. Rejse
rundt i verden uden penge, færdes i ghettoen, lade være at tage en
uddannelse. Og alligevel klarer du dig. Nærmest ved en tilfældighed
udvikler du et fotoshow, som foreløbigt har kunnet holde i 30 år.
Nu skal det hertil siges, at du godt
nok er god til at lade forstå, at det hele sådan bare var nogle
billeder, du havde taget, og som du satte musik til. Men vi er
nogle, der godt ved, at der også ligger en stor og målbevidst
arbejdsindsats bag. Vi ved, at der bag det ubekymrede og
uorganiserede gemmer sig en hård arbejdsdisciplin, en vilje til at
rejse i månedsvis i USA fra show til show, en energi til stadig at
opsøge gamle venner og opnå nye, så showet kan fornys, et forsæt om
at følge med den teknologiske udvikling. Det er den samme
viljestyrke, som har sat dig i stand til at løbe gennem hele
landet.
Og helt ærlig, så er du rigtigt god til
markedsføring. Ikke siden Simon Spies har et skæg været så kendt i
Danmark som dit.
Denne disciplin er der også
grund til at have respekt for.
Og så beundrer jeg idealismen.
Du tror på noget, du slås for noget, og du tager omkostningerne, som
de kommer, hvor vi andre måske dukker os og tænker på karrieren og
det gode omdømme. Du vil, står der i den berlingske avis, ikke
kaldes en hippie. Men en gammel 68er, det er du. Og du mener stadig
det hele, endda så meget, at det indimellem kan se ud til, at alle,
der er uenige med dig, per definition er racister og har haft en
ulykkelig barndom.
Den kritik, du kan have af andres
forstokkede meninger, er heldigvis kombineret med en stor omsorg
for dem som person. Du er dine venners ven. Skulle en stor
katastrofe karrieremæssigt eller personligt overgå mig, er jeg helt
tryg ved at kunne regne med din hjælp og støtte.
Og så er du i besiddelse af både en
meget stor charme og en fantastisk evne til at leve dig
ind i andre menneskers levevilkår og tankesæt. Det er ikke nogen
tilfældighed, at du er kommet tæt på høj og lav.
Jeg har altså altid set op til dig, så
meget endda, at jeg insisterede på, at vores yngste søn skulle hedde
Jakob, godt nok stavet med k.
Vores gensidige hjælp
Du har altid sagt, at jeg har hjulpet
dig meget. Men du har været til mindst lige så stor hjælp for mig.
Ikke bare ved at præsentere et forbillede, i nogle henseender i alt
fald. Men også ved at skrive om mig på din hjemmeside. Jeg har flere
medarbejdere, som har fortalt, at da de var i tvivl, om de skulle
søge job i Gladsaxe Kommune, så slog de kommunaldirektørens navn op
på google – og så kom din hjemmeside frem, med alt det pæne du der
har skrevet om mig. Flere af dem – og det er ikke de ringeste – har
sagt, at de så tænkte, at måske alligevel ikke var så kedeligt at
være i kommunen, ikke så meget på grund af det du skrev, men fordi
jeg havde dig som ven. Da jeg i anledning af min runde fødselsdag
blev interviewet til den lokale presse, var det da også din
hjemmeside, der havde fanget den unge journalists opmærksomhed, ikke
mine gode gerninger hvad angår kommunens økonomi.
Tak og fremtid
Altså: Endnu engang tak for de 50 år.
Jeg ser frem til også fremover at være sammen med dig og Vibeke.
Vi må definitivt få afklaret, hvem der
er den bedste maratonløber inden vi bliver 70. Jeg er mig pinligt
bevidst, at du foreløbig har den bedste tid, og jeg er overbevist
om, at du som sædvanlig kan demonstrere din overlegenhed, hvis du
virkelig vil.
Og så spekulerer jeg på, om dit tilbud
om at rejse med dig i USA også står ved magt, når jeg bliver
pensionist.