|
|
Læs afsnittene, der vedrører dig, før du planlægger begivenheden Bemærk, dette blev skrevet før jeg digitaliserede showet.
Andre
tekniske betingelser
Kære arrangør Først vil jeg takke dig for din interesse for at arrangere mit lysbilledshow. Med langt over 1000 forestillinger i ca. 300 universiteter, er Am. Bil. et af de mest efterspurgte foredrag i amerikanske universiteter nogensinde. Da jeg op mod halvdelen af skoleåret er booket i USA, er der følgelig ikke mange skoledage til overs i Danmark. Derfor er det vigtigt at få de bedst mulige arrangementer ud af de få dage, jeg kan afsætte herhjemme. Jeg håber at man vil forstå hvorfor jeg prioriterer det højt at kunne være med til at skabe evt. sociale forandringer i det land, hvis befolkning jeg fotograferede og derfor har en særlig forpligtelse overfor. Da amerikanske skoler satser utroligt mange penge og menneskelige resurser på at arrangere Am. Bil., kan det følgelig være en yderst frustrerende oplevelse at se den lemfældige måde danske skoler hyppigt arrangerer foredrag på. Vore grundtvigianske rødder gør nok Danmark helt enestående i verden ved overhovedet at have en rig foredragstradition med et hav af statslige resurser og tilskud. Men slagsiden er at alle blot tager det for givet at "staten" eller højere kræfter får det hele til at køre og derfor ikke altid udviser den største fantasi med henblik på at skabe gode rammer for et vellykket arrangement. Tillad mig derfor med mine dyrekøbte erfaringer fra tusinder af forestillinger i 14 lande at komme med enkelte forslag og krav: Under opremsningen af mine krav og ønsker vil nogle arrangører givetvis føle, at jeg behandler jer som børn eller totale idioter. For de fleste vil de nævnte ting være selvfølgelige. Og dog viser min erfaring, at publikum er bedst tjent med, at jeg tog det for givet, at arrangøren var ude af stand til at tænke selvstændigt! Hvad andet kan jeg konkludere, når nobelpristagere eller USA's kommende politikere arrangerer show i eliteskoler som Harvard, Yale og Princeton - og jeg ankommer til et lokale, hvori solen står ind gennem tyve 10 meter høje gotiske vinduer uden at nogen har tænkt på at disse overhovedet ikke kan mørklægges? Hvis USA's lyseste hoveder på visse felter kan være fuldstændig mørklagte, vil jeg i det følgende tillade mig at gå ud fra, at du - arrangøren - også glimtvis kan være det. Da fire ting skal være i orden: lærred, mørklægning, akustik og komfort for publikum under forevisningen, er det ikke så lige til at finde det rigtige lokale. Der er næsten altid en af delene, der ikke fungerer. Undersøg først om lokalet er ledigt på den dato ARTE har foreslået? I reglen har man ikke noget valg: der er kun foredragssalen, aulaen eller gymnastiksalen. Men ofte er det en langt bedre idé at låne/leje den lokale biograf eller aulaen i en naboskole og evt. transportere eleverne dertil med busser. Måske lidt bekosteligt, men når man nu bruger så mange penge og undervisningstimer på arrangementet nytter det ikke at sjofle eleverne med elendige forhold. Under den lange forestilling Am. Bil. er det et absolut krav at der er magelige stole. Under Boliviashowet kan man evt. lade eleverne sidde på et gymnastikgulv. Men dette er bestemt ikke tilrådeligt og bør kun ske hvis rektor og lærerne placerer sig selv midt imellem eleverne på gulvet for at vise et godt eksempel. Lad hellere på forhånd pedellen dække det lakerede gymnastikgulv til med plastik e.lign. og anmod eleverne om at medbringe stole fra klasseværelserne. For at flest mulige kan sidde så tæt på midten af lokalet som muligt og opnå optimal lysreflektion fra lærredet og oplevelsen af stereolyd foretrækker jeg at stolerækker opstilles uden midtergang (hvis brandvæsen tillader det), og i stedet har brede gange ude i siderne. I meget brede lokaler er dette dog ikke en god idé, men lav så ikke midtergangen bredere end nødvendigt. Står valget mellem en meget stor sportshal og et mindre foredragslokale foretrækker jeg i reglen det mindre for hyggens skyld. Et overfyldt, tæt lokale giver følelsen af at "være i samme båd," af "succes": at man er med til noget vigtigt. En varm, god dialog med øjenkontakt mellem foredragsholder og publikum kan skabes. Man har følelsen af at komme til at kende hinanden. I store haller føler den enkelte tilskuer derimod let ensomhed, ubehag og "kulde". Da man som foredragsholder får sin energi fra publikum, kan det være svært at være helt på mærkerne i en stor halvtom sal. For lavt til loftet eller hanebjælker kan dog bevirke, at man til et lysbilledshow bliver nødt til at vælge det større lokale. Se senere under lærred. Ved en af gangene laves et hul i stolerækkerne, hvor kørestole kan være uden at blokere gangene. Stolene lige ved siden af holdes fri helt til forestillingens start til evt. ledsagere. Døvetolkning på gammeldags vis foregår bedst ved, at de døve sidder helt ude i siden på de forreste to rækker med tolken placeret skråt foran sig så lærred og tolk smelter sammen i ét synsbillede. Lampen på tolken skal være så svag som mulig - allerhøjest 25 Watt - og skærmet så intet lys falder på lærredet. En svag rørlampe hængende ovenover tolken er ofte bedst. Det anbefales at der er mindst to tolke på skift, da erfaringen viser, at de ellers kører fast i anden del af Am. Bil. pga træthed. Ønsker tolkene at øve sig på manuskriptet, som har en del svære psykologiske gloser, kan de i god tid i forvejen ringe til mig eller ARTE for at låne en kopi af manuskriptet, som afleveres tilbage til mig efter forestillingen. Sange og interviews i showet skal ikke tolkes, da de har undertekster. Døvetolkning på moderne vis er langt mindre generende for resten af publikum. Kontakt mig i god tid for at få en diskette tilsendt med teksten til showet brudt op i adskilte sætninger i store fonte. På en bærbar computer er det herefter let for døvetolken at klikke en sætning frem ad gangen for den døve. For blinde anbefales det, at man gennemgår billederne i min bog på forhånd og evt. igen bagefter. Dels er der for mange billeder til at forklare under forestillingen og mere end nok tale fra min side, og dels forstyrrer det resten af publikum at have en vedvarende ekstra stemme medmindre de er placeret på en balkon eller i lettere adskilt lokale. Showets lydside med den megen musik plejer at være en stor oplevelse for blinde. :Langfartskaptajnen Troels Kløvedal har i sine krav til arrangørerne, at salen skal være fuldstændig mørklagt ...som i en biograf. Jeg kunne fristes til at tilføje, at det skal være om muligt endnu mørkere end en biograf, idet lysbilledprojektorer har langt mindre lysevne end store filmprojektorer. Hvad vil det sige i praksis? At du nogle dage før arrangementet på samme tidspunkt af dagen og helst i evt. stærkt solskin prøvemørklægger lokalet og sætter dig i det indtil øjnene har vænnet sig til mørket. Hvis du nu tydeligt kan skimte hovedet på en ven siddende nogle rækker fremme er lokalet for lyst. Gang på gang ringer arrangører til ARTE for at spørge: "Vores lokale har store vinduer med grå gardiner for. Er det nok?" Men hvordan skulle folk i ARTE dog kunne vurdere hvor lyst dit lokale i Tarm er? (Hvis du er i tvivl om hvad mørklægning vil sige, vil jeg foreslå følgende prøve: tag filmen fra din allerkæreste familiebegivenhed ud af kameraet (allerhelst fra dit eget bryllup (med første ægtefælle) eller fra din førstefødtes fødsel). Træk den ud af filmetuiet i lokalet og hold den frem i mørket i ca. 30 sekunder. Gå så til fotohandleren og fremkald den. Hvis du nu synes at mørklægningen har været god nok for din families billeder kan du være vis på at den også er god nok for dit publikums billeder!) De fleste aulaer i Danmark har store gardiner evt. med et tæt plastikgardin bagved og arrangørerne mener derfor at lysforholdene er i orden. Men: Grålægning er ikke mørklægning. Der slipper næsten altid for meget lys ind langs karmen og gardinerne dækker ikke ordentligt forneden. Selvom dette var tilstrækkeligt dengang gæstelæreren fra USA stod og viste sine hjemstavnsbilleder frem, må du huske på at mine billeder kun står på lærredet i ca. 2-5 sekunder, hvilket ikke er nok til at øjet opfatter dem, hvis de er udviskede af svagt lys i lokalet. Amerikanske Billeder indeholder mange skumle, kriminalitetsbilleder - for ikke at tale om mørke ansigter, hvis træk man ikke kan se, hvis der slipper det mindste lys ind. Men disse ansigter skal kunne ses, for det er deres forvredne træk af smerte hele showet handler om. Løsningen de fleste steder er, at købe et helt års forbrug af sorte affaldssække ind og derefter sætte nogle elever eller pedellen til systematisk at dække vinduesfladerne til. Lad være at sprætte dem op. Jeg ønsker ikke at medvirke til miljøforurening. Brug dem i hel udgave (altså med dobbelt plastik) og klæb dem op med ganske lidt tape, så de bagefter kan genbruges i kantinen. Sort gartnerplastik er dyrere og bredere, men kan genbruges næste gang jeg kommer. Er du i tvivl om hvorvidt et lokale er tilstrækkeligt mørklagt af de normale gardiner, så lad tvivlen komme publikum til gode med sorte affaldssække eller plastik bagved. Langt sværere er det med ovenlys. Mange skoler fik i 60'erne
installeret avancerede trykknapsystemer, som rullede gardiner hen over
ovenlysområder. PRØV TRYKKNAPSYSTEMER AF PÅ FORHÅND! FALCK har stiger og presenning til ovenlysdækning! I Boliviashowet viser jeg et billede ad gangen, mens Am. Bil. har to billeder ved siden af hinanden. For begge gælder det, at arrangøren bør prøve at efterligne forholdene i en biograf. "Larger than life" effekten har en stor psykologisk betydning for oplevelsen af showet. Samtidig med at lærredet er stort, skal det sidde så højt, at publikum ikke skal flytte hovedet hele tiden for at se den nederste del af billedet pga hoveder foran. Billederne har undertekster nederst som på film og TV. Er lærredet for lille vil man ikke kunne læse teksterne fra de bageste rækker. Derfor må der ikke være lavt til loftet i lokalet, som det ofte er tilfældet i kantiner og klasseværelser. Er der færre end 100 i publikum, kan en reel loftshøjde på 3,5 m med nød og næppe gå an hvis lærredet når helt til loftet. For 200 skal der være 4,5 m, for 300 5,5 m og så fremdeles. Hanebjælker og hængende lamper regnes for at være den reelle loftshøjde! Lærred til Boliviashowet: For et mindre hyggepublikum i et klasseværelse er det nok med 2 x 2 meter. For 100 tilskuere skal det snarere være 3 x 3 m og for 200 og opefter over 4 x 4 meter. Jo større jo bedre. Når jeg ser forholdene, lærredets kvalitet og publikums størrelse vil jeg måske vælge ikke at bruge hele fladen, men vær hellere på den sikre side. Lærred til Am. Bil.: Her kommer du på lidt af en opgave, idet de færreste skoler har så stort et lærred. Da der vises to billeder ved siden af hinanden bør du under opbygningen forestille dig et biograflærred i widescreenformat. Breddemålene skal være det dobbelte af Boliviashowets. Altså i et gymnasium med 400-600 elever ca. 4 meter højt og 8 meter bredt. Hvis der er en scene i aulaen, er det ofte hele dens åbning, der skal dækkes. Er der et hvidt scenetæppe, kan det bruges hvis det reflekterer godt nok. Men hæng det helt frem på scenen. Mange skoler sætter pedel eller elever til at lave et lærred af bordpapir. Husk i så fald, at lade banerne hænge nedad. Hvis de går på tværs i f.eks. et opbygget træskellet, vil tyngden få dem til at bølge eller "hænge." Når banerne klæbes sammen med tape, må der ikke sidde tape foran på lærredet, da dette skinner på lysbilledet. Inden du vælger materiale til at lave lærredet af, bør du med et lysbilledapparat undersøge hvad der reflekterer bedst. I mange tilfælde kan et eksisterende lærred forlænges til siderne med bordpapir, men sørg for at der ikke er for stor forskel i lysreflektionen mellem de to og at de er i samme niveau v.h.a. evt tape bagpå. Hvis bordpapiret eller scenetæppet har en ret lys væg bagved, bør denne væg dækkes af et mørkt materiale. Ellers kastes det lys, som trænger igennem lærredet, let tilbage fra væggen og giver billederne på lærredet et sløret, udvisket skær. Sådanne løsninger går an i et bælgravende mørkt lokale. I 70'erne fungerede de fint i skolerne, men glem ikke at nutidens publikum er meget kvalitetsbevidst. Hvis du kan få fat i to professionelle trefodsskærme på 3 x 3 meter (eller blot 2,40 x 2,40) vil disse pga af deres bedre reflektion være at foretrække for et større billede.
Af
mig: Leje
ude i byen: På Fyn kan man på samme vis leje dem hos Photo AV, Sivlandvænget 11 B, 5260 Odense S Tlf. 66-116838 og i Midt- og Nørrejylland hos deres filial i Århus på Jens Juelsvej 18, Viby J 8260 (Tlf. 86-287344) til en pris af 500 kr for 3x4 m og 400 kr for 2x3 m. For 250 kr ekstra kommer de ud og sætter dem op. I Sønderjylland kan man leje hos AV Teknik i Haderslev Tlf. 74-521642. I forestillingslokalet skal i modsat ende af lærredet være et par borde ovenpå hinanden. De skal være mindst 2 m lange så der kan stå 4 projektorer ved siden af hinanden. Det nederste bord bør helst være endnu større så alle mine maskiner kan stå der. Bordene skal have et ben i hvert hjørne så de står stabilt. Borde med 2 ben, der udvider sig forneden, dur ikke, da de stablet oven på hinanden vil stå og gynge med projektorerne, hver gang jeg skifter dias-bakker. Dette er uudholdeligt at se på lærredet. Hvis bordene har ben helt ude i hjørnerne, skal benene på det øverste sættes fast med stærk tape på bordpladen af det nederste, så det ikke vælter ned. Eller det skal stå på flere parallelle borde så benene ikke kommer for tæt på kanten. Sidder lærredet højt, skal det øverste bord vippes med klodser, højskolesangbøger e.lign. så projektorerne har retning mod lærredet. Det skal naturligvis vippes den modsatte vej, hvis jeg "skyder" fra en balkon eller nedad i et skrånende auditorium. I biografer, hvor jeg er nødt til at stille op midt i rækkerne, skal der på forhånd være lagt en stor plade henover ryglænene hvorpå det øverste bord kan stå. (Det tager alt for lang tid at begynde at lede efter en sådan plade efter min ankomst). Jeg vil i reglen stå i den bagerste række, hvorfor pladen skal ligge hen over næstsidste række. Hvis der er et friareal et sted midt i biografen vil det højest sandsynligt ikke være i en afstand fra lærredet, der passer med mine linser. Det er også distraherende for publikum at se mig stå og arbejde midt i lokalet. Det er i reglen et større mas at sætte forestillingen op i biografer. Til gengæld er lys-, lyd- og siddeforholdene jo optimale, så det er anstrengelserne værd - for publikum! Er der langt til strøm i den ende, hvor projektorerne skal stå (jeg har så lange linser at jeg i reglen står længst tilbage selv i store sale) skal der forefindes forlængerledninger (220 Volt). Husk i skoler under forestillingen at slå ringeklokken fra - i hvert fald i selve lokalet. Og at der ikke er brandalarmer, der unødigt går igang midt under showet. Hvis der er stærkt lys i brandudgangslamper skal de skærmes så lyset ikke kastes over på selve lærredet. Er de placeret lige ved siden af lærredet kan de i øvrigt virke så blændende, at de bør sløres med lidt stof ovenpå. Dog skal de stadig kunne ses! Hvis døren(e) til lokalet vender ud til et lyst område (især mod en solside) bør der til shows om dagen laves et mørkt forhæng foran eller bagved. Det er utroligt forstyrrende at få distraherende lys ind hver gang én skal ud og tisse. For aftenshows bør Am. Billeder ikke starte senere end kl. 19, mens Boliviashowet godt kan starte kl. 20. I høj- og efterskoler er det en udmærket idé at have første del af Am. Bil. om eftermiddagen og anden del efter spisning så der bliver tid til at "køle" lidt af og hygge sig efter forestillingen. I dagskoler foretrækker jeg at starte Am. Bil. i anden lektion (kl. 9), da der er fare for især i gymnasier, at eleverne pjækker hvis hele dagen er sat af til noget der umiddelbart lyder kedeligt: "lysbilledforedrag". Især i gymnasierne er der altid en kamp med visse faglærere om at få sat tid nok af til showet. For overhovedet at få deres accept til at gennemføre showet, forsøger arrangøren tit at "love" dem at det "kun" varer 4 lektioner. Det kan være en udmærket måde at "sælge" dem showet på, men der bør advares: totallængden af showet er rent faktisk kun 3 timer og 20 min (modsat Am. Bil. i gamle dage, der var på 4 timer 30 min). Men den faktiske længde er stadig mindst 4 hele timer. Der skal nemlig afsættes tid til introduktion og pause og hvis der skal være lidt diskussion med eleverne bliver det hele snarere 4 1/2 time. (Ikke lektioner, men hele timer). Det er min erfaring - især i gymnasier - at eleverne føler sig dybt frustrerede, hvis der ikke afsættes tid til spørgsmål. Jeg er på min side heller ikke glad for, når jeg må stå i showets sidste minutter og "slås" med lærere, der er frustrerede over at forestillingen går ind i deres time. Et argument arrangøren kan bruge overfor sådanne modstræbende lærere er dels, at eleverne efter forestillingen er så rystede og adspredte, at de alligevel ikke kan undervises bagefter og i stedet ender med at diskutere showet i klassen. Og dels at den chokbehandling, de således bliver udsat for, normalt giver bonus for lærerne i sidste instans. I hvert fald siger lærerne i USA altid at eleverne efter showet er så inspirerede og har så meget livsappetit, at de i lang tid efter er langt lettere at undervise. Dette Dalgas-argument kan derfor med fordel bruges overfor de modstræbende faglærere: Hvad udad tabes i timer bliver indad vundet i fornyet inspiration og appetit på kundskab! Frokostpausen bør falde efter første del, som varer 1 time 40 min. Aftal i god tid med kantinepersonalet om evt. at skubbe deres åbningstid lidt. Hvis mange elever skal nå busser, er det vigtigt at der er afsat rigelig tid til showet så disse ikke er tvunget til at gå før den dramatiske slutning. (Boliviashowet varer kun 1 1/2 time, men der bør afsættes en ekstra lektion til diskussion.) Jeg har vedlagt en A4-side, der på den ene side introducerer showet og på den anden side har mine svar på hyppige spørgsmål om racisme. Jeg vil være uhyre glad for - hvis skolen har økonomi og kopimaskine til det - hvis du vil kopiere denne til uddeling til publikum ved indgangen. (Den er nok for svær for folkeskoleelever, men bør der i stedet gives til lærerne til hjælp for efterfølgende diskussion i klasserne). Jeg er i gang med at lave noget mere fyldestgørende materiale til de mange lærere, der har ytret ønske om et fortsat samarbejde i årene frem. Introduktion for gymnasieniveau og
voksne i A3: Introduktion for folkeskoleniveau i A4: Tryk forsiden som pdf Tryk midtersiderne som pdf
Slut Jeg har her omtalt de vigtigste ting du som arrangør bør tænke på hvis du ønsker at gøre showet til en absolut succes - for publikum. Hvis du også vil gøre det til en succes for mig vil jeg lige tilføje: Jeg ankommer normalt en time før start for at stille op. Hvis ikke jeg kan køre lige til lokalets døre, vil jeg sætte pris på at der er et par unge stærke mennesker til rådighed til at bære de 9 kasser - hver på 35 kg. (Med 2 shows hver dag slæber jeg dagligt 1,2 ton!) Jeg har i de senere år måttet bruge en del penge og tid på kiropraktor. Jeg er jo ved at være oppe i alder og har snart slæbt på de kasser i 20 år. Amerikanerne er gode til selv at tilbyde hjælp, men danske jantelovselever hjælper kun hvis en lærer kommanderer dem til det (selv når jeg slæber 9 kasser forbi hundredvis af rygende elever op på 3 sal i katedralskoler tilbyder aldrig én at hjælpe af sig selv - hvilket er uhørt i hjælpsomhedens USA!). Ofte har jeg min første forestilling i Danmark kun 3 dage efter min sidste i USA. Netop derfor opleves denne kontrast som at få en klam klud i ansigtet og jeg må spørge mig selv hvorfor jeg overhovedet spilder min tid på danske elever. Indtil jeg kommer i tanke om at min egen adfærd i bund og grund jo er pæredansk. Ja, nu håber jeg ikke at du efter gennemlæsning helt opgiver forestillingen. Jeg ser frem til at møde dig på selve dagen. Med kærlig hilsen Jacob Holdt Tlf. 33-124412 (I USA: 917-349-4361)
Copyright © 1997 AMERICAN PICTURES; All rights reserved. |
