Om mine egne fejl i artiklen om Wounded Knee
Jeg har spekuleret meget over hvordan jeg kom til at
udtrykke mig så uklart i dette kapitel i bogen at mine oplevelser som passiv deltager og
observant i Wounded Knee kunne blive opfattet af WA som et forsøg på at
gøre mig selv til aktiv oprører imod den amerikanske regering. Ikke
mindst nu hvor jeg i min alderdom skriver erindringer og må erkende at jeg ikke en eneste gang
i mit liv har løftet så meget som en brosten imod et menneske eller
en glasrude i de mange ophedede demonstrationer jeg har deltaget i.
(Stik mod hvad
læseren vil tro ved at læse mit retorisk rasende revolutionære afskedsbrev
til danske venner efter "flugten til Amerika" trykt på side 4 i
bogens forord.)
1. Konteksten for
bogens afsnit om Wounded Knee
Jo,
jeg havde forladt Danmark som korttidsradikaliset revolutionær og
decideret antiamerikansk pga. Vietnam-krigen, men jeg vendte hjem 5
år efter som et helt andet menneske med en erklæret ikkevoldelig
tilgang til livet og dets undertrykkelser. Jeg havde lært at jeg kun
kunne overleve som vagabond blandt amerikanerne ved (i mit inderste)
at elske dem alle som mennesker og uden at fordømme nogen ved at
gøre dem til fjendebilleder.
Fra mit første danske foredrag den 29. feb. 1976 til bogen udkom
den 22. april 1977 havde jeg på et år haft 110 forestillinger med
Amerikanske Billeder. Alene i Århus Universitet stod der hver aften
op til flere tusinde i kø for at komme ind. Det var en stærkt
venstreorienteret tid - også langt ind i de borgerlige rækker var
tænkningen nu meget antiamerikansk. Dette var selvfølgelig
medvirkende til showets succes på alle fløje, men da showet
afslørede så meget racisme og fattigdom i USA medvirkede det med de
stærke følelser det rejste hos tilskuerne til at forstærke deres antiamerikanske
følelse. Dette irriterede mig, da jeg jo i de mellemliggende år var
kommet til at elske amerikanerne. Så jeg følte mig tit så
misforstået over at jeg dag efter dag måtte stå i pausen og forsvare
både amerikanerne og USA.
Dette prøvede jeg at tage højde for ved i
adskillige afsnit af bogen at kritisere venstrefløjen, ikke mindst i
kapitlet "Ideologisk nedblænding" (side 146-147) og ved at snige
sætninger ind i mine oprindelige breve såsom "Jeg tør garantere for,
at hvis man pludselig smed 20 sorte ned i min landsby i Danmark,
ville hele landsbyen øjeblikkeligt udvandre i protest. Eller snarere
ville de finde en redningsplanke som racisten Wallace" (side 227).
Mine publikums var fornærmede når jeg kunne sige sådan noget i 1976.
Men jeg fik jo ret. Kun 20 år efter havde danskerne opfundet deres
egen Wallace i form af Pia Kjærsgård.
2. Lidt om hvordan forvirringen kom ind i Wounded Knee kapitlet
Hele teksten til bogen var for længst afleveret til
min
forlægger Per Kofod og
layouteren Kitte Fennestad i januar 1977,
hvor bogen på bogmessen i Frankfurt forinden var blevet solgt til 7
lande. Jeg husker tydeligt Per Kofod stolt på bogmessen sige, "Så,
Jacob, smut nu hjem og skriv en bestseller." Jeg anede jo intet om
hvordan man skrev en bog og endte da også med blot at klaske teksten
fra diasshowet sammen med en masse uddrag af breve jeg havde skrevet
i USA. Men jeg havde aldrig skrevet noget om Wounded Knee – bl.a.
fordi det jo netop havde været et sådan nederlag for mig og fordi
jeg ikke kunne få mig selv til i brevene til min præstefar at
fortælle om hvordan jeg havde ligget i både med en højgravid enke få
dage efter hendes mands død og med en selvhadende homoseksuel
indianerleder. Hvor syndig kunne selv en oprørsk præstesøn få sig
selv til at se ud i det konservative Vestjylland? :-)
Så var det pludselig at jeg fik ideen til at jeg kunne bruge mine
oplevelser i Wounded Knee i det stigende oprør jeg nu var i overfor
den danske venstrefløj med dens revolutionsromantik. Husk at folk
som Ralf Pittelkow og Karen Jespersen stadig støttede terrorister
som Rote Arme i Tyskland og De røde brigader.
Derfor skrev jeg i enorm hast - efter absolut deadline på bogens
manuskript - min oplevelser ned fra Wounded Knee. Mens brevene, der
gik ind i bogen, var blevet gransket af mange interesserede, nåede
jeg aldrig at vise Wounded Knee manuskriptet til nogen udover en. Og
det var min gamle skolekammerat, senere
kommunaldirektør og Phd.
Marius Ibsen, som tilfældigvis kom på besøg den eftermiddag i min
baggårdshybel og som jeg aldeles aldrig har regnet med på
venstrefløjen. "Hvad synes du, Marius? Skal dette kapitel med i
bogen? Det er jo et fantastisk opgør med venstrefløjens
revolutionsromantik."
Marius, der havde læst samtlige Shakespeare skuespil og de fleste
andre klassikere allerede inden 2. g., pløjede historien igennem på
få sekunder og sagde så meget bestemt, "Det skal aldeles ikke med i
bogen. Jeg finder det meget usmageligt."
Jeg er ikke helt sikker på at han brugte ordet usmageligt, men jeg
kendte ham godt nok til at vide at det sikkert var det han tænkte, da han var rundet af den samme vestjyske muld som jeg. Hvor
ville jeg dog efter Weekendavisens angreb ønske i dag at jeg havde
lyttet til den kloge Marius. For jeg var stædig og cyklede samme
aften ind til Per Kofod, der tit arbejdede sent på Informations
Forlag. Jeg husker stadig den iskolde blæst denne regnfulde januar
aften, for pludselig da jeg cyklede over Marmorbroen i forlængelse
af Ny Vestergade 7, hvor jeg boede, greb stormen fat i mit løse
manuskript i cykelkurven. De mange sider fløj ud over et
stort område med flere af dem flydende i kanalen. Jeg for rundt som en gal
for at fiske dem alle op, men en side lykkedes det mig ikke at redde
– den første side. Hvad værre var, mens jeg havde kopier eller
karbonaftryk af alt andet jeg havde skrevet til bogen, var dette
afsnit blevet skrevet i så stor hast at jeg ingen kopi havde fået
lavet. Så der var ikke andet at gøre end at vende hjem og lynhurtigt skrive
første side
om igen inden Per Kofod gik fra kontoret vist nok efter aftale kl.
20 – ”og så er det ABSOLUT sidste deadline, Jacob”.
Jeg er ikke i tvivl om at det er der fejlen er sket. Historien, som
jeg havde udtænkt den, skulle starte med en generaliserende
indledning om hvordan ”vi på den amerikanske venstrefløj havde
romantiseret brugen af væbnet magt og derfor i vores romantiske rus
ikke havde tænkt nærmere over alle de psykiske problemer ved at
ligge i skyttegrave i sne og slud i ugevis. …..og vi hvide hjælpere
var ikke særlig vant til skyderier, og det tog hårdt på mange, når
kuglerne fløj hen over hovedet.” I min forvirring og hast er jeg så
kommet til at skrive ”når kuglerne fløj hen over hovedet på mig.”
Det er tydeligt for mig i dag at denne sidste sætning var ment som
en del af den generaliserende indledning om venstrefløjen. Der er jo
intet belæg for at skrive den, da jeg intet steds skriver noget om
at jeg har været inde og slås i skyttegravene og jo ikke ønskede at
fortælle om denne krigeriske side af Wounded Knee oprøret. Jeg kan se
forvirringen, da jeg genskrev det hele fra hukommelsen, idet
kronologien i historien også er forkert i bogens første kolonne, som
nok har svaret til den side, som flød ned af Holmens kanal.
Dette er den eneste forklaring jeg har på denne - i sandhed flyvske
sætning - for den var jo også uheldig for mig når det jo var en hel
anden ikkevoldelig historie jeg ønskede at formidle til
venstrefløjen i historien med "Nederlag i Wounded Knee?".
Tilbage til indeks
|