|
af Kristoffer Zøllner
Vagabonden i det fine selskab
Jacob Holdt
står i et hjørne af et af Louisianas
mange gallerier omgivet af fem
kvinder. Han har dem i sin hule
hånd, kan man se. Han gestikulerer
og fortæller, og de lytter og tager
noter. Omkring dem går håndværkere
omkring, står på stiger og borer
huller i væggene. Og langsomt tager
udstillingen »Tro håb og kærlighed«
form omkring Jacob Holdt og hans
tilhørere. Manden i den laksefarvede skjorte med det viltre grå hår og skægfletningen kan noget med at fange folks opmærksomhed og holde den fast. Og det er den, som førte ham gennem USA som blaffer i 1970erne, gjorde ham til venner med de fattigste sorte og de mest forarmede Ku Klux Klan-medlemmer og gjorde ham til den mest efterspurgte foredragsholder med bogen og lysbilledshowet »Amerikanske Billeder«, som han i årevis turnerede med i 14 forskellige lande.
»Det kom som et lyn fra en klar himmel. Hvem forventer at komme på Louisiana?,« spørger han på sit bløde jyske med oprigtig undren, da han endelig har fået løsrevet sig fra ophængningen af billederne og bænker sig i museets cafe med kaffe og et halvt stykke wienerbrød.
»Siden 2003 har
mine billeder cirkuleret i
kunstfoto-sammenhænge og på museer
rundt om i Europa. At det skete kom
som en overraskelse, for jeg har
altid nægtet at udstille mine
billeder eller se på dem som kunst.
Jeg betragter ikke engang mig selv
som kunstner, så for ti år siden
ville jeg have afvist det
fuldstændig. Men når nu
feinsmeckerne indenfor
kunstfoto-verdenen havde sat pris på
dem, kom det ikke som den helt store
overraskelse, da Louisiana viste
interesse. Alligevel bliver jeg
meget beæret, fordi det at blive
anerkendt i sit eget land er en
meget længere proces. Og så
Louisiana, som jeg har så stor
respekt for. «
Så nu er du
indlemmet i det fine selskab. Skal
man så til at kalde dig kunstner og
ikke aktivist?
I stedet sad udstillingens kurator Mette Marcus og billedkunstner Erik Steffensen, som fik ideen, i dagevis i Jacob Holdts hus i Nyboder og valgte billeder. Både de 15.000 dias fra 1970erne - som ikke er blevet digitaliseret - og de mange tusinde yderligere billeder fra de seneste 30 år, så de igennem, og valgte de lidt over 200 fotografier, der spænder fra de første år på de amerikanske landeveje til april i år, hvor det nyeste billede på udstillingen er taget. Men 1973 eller 2009. Motiverne har ikke ændret sig. Fattige sorte, fattige hvide, slumkvarterer, shacks, USAs bagside, udstødelse og racisme. Billeder, som fra 1977 da bogen »Amerikanske Billeder« udkom og Holdt begyndte sine endeløse lysbillede-turneer rundt i USA og resten af verden, har gjort et kæmpe indtryk på alle, der har set dem – fra studerende på Harvard til gymnasieelever i Holte. Men billederne, hvoraf mange forestiller Holdts venner og kærester, døde som levende, har han selv svært ved at forholde sig til som objekter på en museumsvæg. »En kurator skaber jo et kunstværk ud af nogle snapshots en eller anden idiot har taget engang,« som han siger med et skuldertræk.
Men det er da
ironisk, at en mand som dig, der
nærmest aldrig har betragtet sig
selv som fotograf og slet ikke
kunstner, nu er havnet her på
Louisiana? »Det har været en gradvis proces, for der er jo folk, der i mange år har fortalt mig, at de har troet på mine billeder og allerede i 1980erne kunne se, at det en dag ville blive dokumentarkunst. Jeg var egentlig også godt klar over, at den periode jeg fotograferede, en dag ville blive historisk og derfor interessant. Men selvom jeg ikke er overrasket over, at det bar derhen, så er jeg alligevel overrasket over, at Danmarks fineste kulturinstitution tager den op,« siger han.
Med en nyvalgt sort præsident i Det Hvide Hus er den periode, hvor Jacob Holdt rejste rundt og fotograferede de undertrykte sorte virkelig ved at blive historisk. Og historisk er det også, at Barack Obama netop i dag har meldt sin ankomst til København. Og hvad nu hvis han fandt på at lægge vejen forbi Louisiana. Den tanke har selvfølgelig strejfet Jacob Holdt for lang tid siden.
»Jeg har kendt
til IOC-konferencen siden februar i
år, og både Louisiana og jeg har
skrevet til Det Hvide hus, men jeg
tror desværre ikke, vi skal regne
med at han kommer,« siger han sin
utrættelige mine. Hvor meget orker du stadigvæk at rejse rundt?
»Jeg har
trappet ned på de amerikanske
turneer, for de var meget
opslidende. I mange år ankom jeg til
et universitet om eftermiddagen,
stillede mit udstyr op kl. 17,
spiste med en eller anden
fakultetsleder kl. 18, viste show
fra kl. 19 til midnat, gik ud med
nogle elever om natten, stof op om
morgenen og lavede workshops til
middag og fløj så et nyt sted hen.
Det gjorde jeg dag efter dag, og jeg
blev træt af trivialiteten. At rejse
er derimod at udfordre sig selv og
sine omgivelser i nye lande, og det
bliver jeg aldrig træt af. I år var
jeg i Indien, og jeg håber på at få
set de fleste store lande, nu har
jeg fået set de fleste arabiske, og
jeg vil gerne til Yemen, inden det
bryder sammen dernede.
Fotograferer du
lige så meget som tidligere?
Er det en anden
oplevelse at se fotografierne blæst
op i stort format og renset for støv
og den slags?
|
|