|
.....Bekæmpelse af apati i
Amerika.....
af
Laura Torgerson American Pictures, en
multimediepræsentation af den danske fotograf Jacob Holdt, er brechtiansk episk
teater par excellence. Holdts indsigtsfulde og følsomme slide-show-præsentation,
der kombinerer fotografi, musik, poesi, statistik, slogans og en medfølende
fortælling, opfylder Brechts krav om et socialt betydningsfuldt, fremmedgørende
teater. Det er en form for teater, der gør tilskuerne til observatører og
tvinger dem til at konfrontere de sociale relationer, der ligger til grund for
de daglige handlinger og hændelser, som de normalt tager for givet. Brecht forestiller sig
gadescenen, f.eks. en genopførelse af en ulykke på fortovet, som den
grundlæggende model for episk teater. Fortovsdemonstranten er interesseret i at
skildre »sociale processer set i deres årsagssammenhænge« (1), han/hun er ikke
interesseret i at give sine tilskuere et fornøjeligt teater, og han/hun er
heller ikke interesseret i at skabe rene følelser. Demonstrationen udføres for
at give tilskuerne information, så de kan danne deres egen mening om hændelsen. American Pictures, Holdts
dokumentation af sine mere end fem års vagabondering i USA, er en sanselig og
kompleks version af Brechts gadescene. Det er en udforskning af årsagerne til og
virkningerne af fattigdom og racisme i USA. Holdt bruger, formentlig naivt,
flere teknikker, som Brecht beskriver i »Brecht on Theater«, og producerer
effektivt en fremmedgørelseseffekt eller A-effekt. En A-effekt betyder en
tilstand, hvor publikum ikke er en del af, men fjernet fra handlingen på scenen
eller lærredet. Ifølge Brecht tvinger denne afgørende distancering publikum til
at indtage en kritisk holdning til det, de observerer. Brecht hævder, at teater kun
har evnen til at vække et publikum til handling, når det hævder ikke at være
andet end teater. Frataget alle magiske og hypnotiske effekter gennemgår teatret
en positiv funktionsændring, når skuespilleren i stedet for at forvandle sig
fuldstændigt til sin rolle forbliver en del af skuespilleren og dermed er med
til at fremmedgøre publikum. Når publikum forhindres i at blive helt opslugt af
handlingen, bevarer de deres kritiske evner, og det dramatiske teater bliver
episk. Det betyder, at der lægges vægt på fortællingen og mennesket snarere end
på et plot, hvor det menneskelige element tages for givet. Episk teater er et
teater, der argumenterer i stedet for at foreslå; det er optaget af hver scene
og dens kurvelignende udvikling til den næste scene i stedet for at fokusere på
det slutresultat, som en lineær udvikling fører til. Endelig er det et teater,
der er baseret på fornuft snarere end på følelser, som det dramatiske teater. Brecht hævder, at et
væsentligt krav for at producere en A-effekt er, at der er »en bestemt gestus af
at vise« (2). Jacob Holdt er afslappet klædt med langt hår og et flettet skæg,
der næsten går til bæltestedet, og han fjerner enhver tvivl om, at det er ham,
der sætter forestillingen op. Han sætter selv projektoren op og kører den, og
han introducerer showet. Denne direkte relation, han har til publikum, fungerer
også som en A-effekt. Det gentager, at dette ikke er livet, det er demonstrativt
teater: Omfavn det ikke med dit hjerte - observer det, tænk over det, reager på
det! En anden teknik, som Brecht
anbefaler for at give teatret en dynamisk kraft, er at »huske (sine) første
indtryk«. Det er vigtigt for at »sikre sig mod en alt for impulsiv, gnidningsløs
og ukritisk skabelse af karakterer og hændelser«. (3) Holdts nedskrevne
fortælling, som er baseret på breve, han skrev hjem til sine forældre og venner
i Danmark, har bevaret hele det oprindelige chok, den intensitet og de spørgsmål,
som overvældede ham, da han stod ansigt til ansigt med resultaterne af det
amerikanske socioøkonomiske systems kolde og brutale magt. Som svar på hans
breve sendte hans far ham et kamera, så han kunne dokumentere de uhyrlige
forhold, han så og oplevede. I beskrivelsen af andre
teknikker, der frembringer A-effekten, understreger Brecht, »at demonstranten
skal udlede sine karakterer helt fra deres handlinger« (4). Ligesom Brecht
forstår Holdt, i hvor høj grad samfundet bestemmer individernes handlinger og
dermed deres karakterer. Forskellen mellem de følgende sætninger »den sociale
væren bestemmer tanken« og »tanken bestemmer væren« (5) er forskellen mellem
episk teater og dramatisk teater. Forståelsen af denne forskel og betoningen af
de ydre faktorers kausale virkninger får teatret til at tjene en positiv
funktion: Det hjælper med at forstå individer og sociale forhold. Holdt demonstrerer gang på
gang, hvor gennemgribende samfundets aftryk er på mennesket. Det er især
tydeligt i de forskellige socialt forudbestemte reaktioner, som politiet udløser
hos Holdt og hans veninde Nell, en undsluppen fange. De begik den fejl en aften
at gå sammen sent om aftenen i et sort kvarter, hvor politiet automatisk
opfattede deres venskab som et samspil mellem to narkohandlere. (Hvad skulle de
ellers være?) Jacob var sikker på, at der ikke ville være noget problem, og han
vidste, at det var muligt, at politiet bare ville ryste dem for at få en joint
eller to, så han forblev rolig. Men Nell, som var paranoid og mistroisk, blev
irrationel og blev slæbt ind på stationen, da han ikke kunne fremvise nogen form
for identifikation, da han blev spurgt. Resultatet var, at Nell endte i fængsel
igen. En person er et produkt af sit
samfund, og man kan ikke dømme en person uden også at dømme det socioøkonomiske
system, der former ham eller hende. Jacob viser, at Nell »allerede var blevet
straffet nok, før han begik nogen forbrydelse, af den fattigdom og ydmygelse,
som samfundet havde udsat ham for i hans barndom«. (6) Dette er et af det episke
teaters primære mål: at afsløre de skjulte årsager til og virkninger af en
malstrøm af gentagne og til at begynde med ikke særligt slående sociale
hændelser. Episk
teater stræber efter at gøre disse daglige hændelser slående. Det stræber efter
at fremmedgøre publikum fra disse hændelser for at gøre det lettere for dem at
se eller huske, at der er mennesker i centrum af disse undertrykkende, gentagne
processer. Men det episke teater søger ikke empati, det søger handling. Ud
over direkte interaktion med publikum, som Holdt gør både live og i sin optagede
fortælling, foreslår Brecht, at en »dristig og smuk håndtering af verbale medier
vil fremmedgøre teksten« (7). Den naive skønhed i Holdts engelsk er
ekstraordinær, og uoverensstemmelsen mellem hans charmerende, barnlige levering
og den nøgne brutalitet i emnet for hans ord er provokerende og
bemærkelsesværdigt foruroligende. Publikum er konstant opmærksom på og
inspireret af, at Holdt, en udlænding, er oprigtigt interesseret i de
underliggende strømninger i det amerikanske samfundssystem og bekymret for dem,
der må kæmpe så hårdt imod dem. Brecht hævder også, at »særlig
elegance, kraft og ynde i gestus skaber A-effekten« (8). Holdts præsentation,
der kombinerer glat, veloplagt split screen-projektion, en intelligent, direkte
og medfølende fortælling og et kraftfuldt musikspor, der ikke blot ledsager
teksten, men oftest indleder den, sætter publikum i en radikal tilstand af
usikkerhed: en tilstand, hvor et individ er mest sårbart over for at indtage en
kritisk holdning eller en fornægtelse. Billederne af ødelagte, fattige mennesker
griber fat i publikums følelser, men det pædagogiske element løsner stille og
roligt det stramme greb og insisterer på, at følelser alene ikke vil gøre noget
for at ændre de uhyrlige og utilgivelige problemer med racisme, som opretholder
de lige så uhyrlige og utilgivelige forhold, som rigtig mange amerikanere lever
under. På dette tidspunkt er det meste af publikum tilstrækkeligt fremmedgjort
til at træde et skridt tilbage og træffe vigtige politiske beslutninger. Om sin egen produktion »Tolvskillingsoperaen«
siger Brecht, at »de opdragende elementer var så at sige ›indbygget‹: De var
ikke en organisk konsekvens af helheden, men stod i modsætning til den; de brød
stykkets flow og dets hændelser, de forhindrede indlevelse, de fungerede som en
kold bruser for dem, hvis sympatier var ved at blive involveret« (9). I American Pictures står
underholdning og undervisning i åben konflikt med hinanden. I en skriftlig
introduktion til showet skriver han til de hvide i publikum: »Dette show er
undertrykkelse, ikke underholdning!« Holdt fortsætter: »I vil blive udsat for et
uophørligt og tilsyneladende endeløst bombardement af udsagn af den type, som
sorte altid har givet udtryk for over for os («Det hvide samfund er
eneansvarligt for ghettoerne."), men jeres forsvar vil ikke få noget afløb.
Derfor bliver I undertrykt.« I overensstemmelse med Brechts teori er det denne
undertrykkelse, der i sidste ende fremmedgør publikum og får dem til at indtage
en kritisk og undersøgende holdning til de informationer, de får præsenteret.
Holdt skriver også: »Denne proces (af undertrykkelse) kombineret med længden (af
forestillingen) vil skabe følelser i dig, der ikke er ulig dem, sorte har, når
de arbejder og lever hver dag i hvide institutioner ... at opleve, hvor lammet
og ubrugelig du føler dig efter sådan en mini-form af omvendt undertrykkelse,
kan gøre det lettere for dig at forstå, hvorfor det er så svært at få succes for
dem, som vi gennem vores racisme begrænser til sådanne følelser fra den
tidligste barndom.« Han skriver til de sorte i
publikum, at »forestillingen heller ikke automatisk er konstruktiv. For at vise,
hvor ødelæggende racismen er, koncentrerer den sig om den del af befolkningen,
der er mest synligt ramt af den. Mange sorte forsøger effektivt at lægge et
skjold omkring sig selv for at undgå at blive smittet af racismen, og
forestillingen vil derfor skabe en masse smerte, som til tider kan være
overvældende, ligesom den kan føre til kontraproduktive følelser af at være et
offer. Men for mange sorte har forestillingen været en positiv oplevelse med
hensyn til bedre at forstå konsekvenserne af internaliseret racisme og
forskellige former for selvfornægtelse.« I slutningen af showet holder
Holdt en spørgerunde for at diskutere, hvordan vi alle er ofre i et gensidigt
system af racisme, og »hvordan det truer mange af de bedste værdier i vores
samfund«. En forståelse af dette, siger han, »kan i det lange løb føre til en
form for handling, som ikke er baseret på skyld, men på ægte solidaritet og
egeninteresse.« American Pictures er både et
produkt af Jacob Holdts mangeårige vagabondering og af en proces med øget social
og politisk bevidsthed og aktivisme. At værdsætte hans multimediepræsentation
afhænger af ens politiske overbevisning; de billeder, han præsenterer, er ikke
dem, de fleste amerikanere bryder sig om at kende til. Hans diasshow kan ligesom
Brechts stykke »Galileis liv« ses som en klagesang over »menneskets manglende
evne til at forstå de love, der styrer dets liv i samfundet« (10), som en
opfordring til at komme ud af apatien og gribe aktivt ind i livet og/eller som
en håbefuld fejring af fornuftens milde kræfter. Jacob Holdt optræder på campus
fredag den 6. marts i Kent Hall, lokale 107. Billetter kan købes i døren. $2 for
studerende, $3 for ikke-studerende. 1 Bertold Brecht, Brecht on
Theater, s. 121.
|
