EKSTRA BLADET har fået oplysninger fra en afhoppet KGB-agent, Gordievskij, som skulle afsløre mig som den helt store agent ... og beskriver at jeg skulle have været "rystet" over oplysningerne. Ingen med kendskab til mig vil imidlertid være det mindste rystet, thi jeg har selv snakket om det i årevis til venner og bekendte - endog til journalister - ja sågar skrevet om det i mit årlige julebrev, som går ud til ca. 100 venner og gamle skolekammerater.

Det har heller ikke skortet på advarsler - allerede i efteråret 1976, et par måneder efter min KGB-kontakt opstod og lang tid før de tilbød mig penge - fik jeg en henvendelse fra en ansat i NATO om min forbindelse med russerne og et eller andet om at de skulle have en finger med i min bog. (Jeg vil gerne sætte udvalgte journalister i forbindelse med denne NATO-officer, for at de kan bekræfte dette, men for at beskytte ham i hans top-klassificerede stilling vil jeg ikke lade PET eller FET afhøre ham).

Når det er vigtigt for mig at nævne ham er det naturligvis for at ingen skal være i tvivl om, at jeg fra første øjeblik var klar over at efterretningstjenesten holdt øje med mig. Og det var jeg

glad for, for det gjorde mig hele tiden ekstra bevidst om hele tiden at undgå at jeg af KGB kunne blive presset ind i en situation, jeg ikke kunne komme ud af igen. Dette gav mig således mulighed for at udforske den opståede forbindelse med KGB videre, hvilket jeg havde to meget vigtige grunde til.

Alle, der kendte mig på det tidspunkt, vil kunne bekræfte at mit eneste ønske blot var at komme tilbage til USA hurtigst muligt, det land jeg var blevet så forelsket i. Jeg turde dog ikke tage originalbillederne med tilbage og der 1å et stort forarbejde med show, bog og film før jeg følte mig parat til at gå i gang med racismearbejdet i USA. Og jeg blev hurtigt indfanget af "succesen" her i Europa, som fik det til at trække ud. Allerede i de første måneder havde Information fortalt mig, at bogen ville gøre mig til millionær, og var der noget jeg ikke ønskede at blive på grundlag af en fotografisk udbytning af fattige var det millionær.

Derfor fik jeg allerede i 1976 ideen til at bygge et hospital i Afrika for pengene. Jeg ønskede at det skulle være i frontliniestaterne i det sydlige Afrika for at styrke disse i kampen mod apartheid i Sydafrika. På det tidspunkt var kun Angola og Mocambique uafhængige, og jeg valgte Angola på Vestkysten, hvorfra de amerikanske slaver kom. Det skulle betragtes som en indirekte gave fra det sorte Amerika til Afrika. Også socialdemokratiet herhjemme støttede på det tidspunkt MPLA, som så ud til at ville arbejde i den brede fattige befolknings interesse. Jeg fik folk på arkitektskolen, som havde lavet lignende projekter til ANC i Tanzania, til at gå i gang med tegninger til hospitalet, en tysk læge-organisation med erfaring fra Mocambique til at love at bemande hospitalet, og for at trænge igennem Angolas bureaukrati vidste jeg at det var nødvendigt at have de sovjetiske forbindelser i orden. Dette var min oprindelige idé med den russiske forbindelse.

Desuden vidste jeg at det var umuligt at få honorar for bogen ud af østlandene, så mit ønske var at disse i stedet kunne levere lokalt produceret hospitalsudstyr. Men næsten fra begyndelsen lod "Nick" (fra KGB) mig føle, at det var noget humanitært pladder, og da jeg sagde at jeg ønskede at lade virksomheden køre af sorte amerikanere mens jeg trak mig tilbage til USA, blev han rasende. Jeg husker det ordret:

"Don't ever employ black Americans. You can't trust them. They are children, they are spoiled."

Jeg var chokeret, og fra det øjeblik begyndte jeg på næsten enhver måde at modarbejde ham. Straks samme år ansatte jeg 4 sorte amerikanere, bl.a. en morder, som jeg ønskede at gøre til direktør for Amerikanske Billeder og som fik udgangstilladelse fra Herstedvester fængsel om dagen for at udføre arbejdet.

DA DET LANGSOMT gik op for mig, at russernes virkelige interesse var at bruge mig som redskab imod Carters menneskerettighedskoldkrig blev jeg stærkt deprimeret, for var der nogen jeg var en fan af var det Carter. Men jeg valgte at køre med på russernes spil og jeg er glad for nu at se af KGB’s dokumenter, at jeg åbenbart har spillet rollen så godt, at selv chefen Andropov har betragtet mig som et trumf-kort.

Jeg er en stor beundrer af Gordievskij, for både Information og jeg selv er i besiddelse af talrige dokumenter, der tydeligt viser at jeg i virkeligheden var dobbeltagent: at jeg på ethvert punkt modarbejdede KGB. Mest pinligt blev det for Information, da jeg straks jeg indså at min bog ville blive brugt i østblokkens menneskerettighedskrig mod Carter, allerede før bogkontrakten blev underskrevet ønskede bogen standset i alle lande. På bogmessen i Frankfurt var den allerede solgt til 7 lande, og Information havde uden tvivl set frem til millionbeløb til at redde bladets økonomi.

Efter en lang og nervepirrende krig med Information, der kostede både bladet og mig dyre sagførerhonorarer og hvorunder direktør Finn Kern tydeligt vil kunne huske at jeg grædende brød sammen i hans kontor og tryglede om ikke at udgive bogen, endte jeg med at få en kontrakt så stram at bogen aldrig udkom i flere lande end der, hvor skaden allerede var sket. Lad mig også tilføje, at i samme øjeblik Zimbabwe blev frit, droppede vi øjeblikkeligt det østblok-orienterede Angola for at satse på et demokratisk land, som kunne "tjene som en sort/hvid raceharmonisk model for de hvide progressive kræfter i Sydafrika". Og der kunne jeg bruge DANIDA som formidler af pengene, hvorfor jeg ikke længere havde brug for russerne.

At jeg ind imellem fortsatte med at have møder med KGB skyldes den anden side af mig: at jeg altid har været fascineret at trænge igennem til mennesket bag systemets facade. Jeg har i min amerikanske udgave af bogen skrevet dels om mine østblokkontakter, og dels om hvordan jeg på lignende vis "med skæg og blå brille2" trængte ind og boede i det republikanske præsidenthovedkvarter, trængte ind til mennesket bag the "Secret Service, forklædt som Ku Klux Klan trængte ind til hemmelige klanmøder osv. Men især om mine forhold til de mest lyssky elementer såsom kriminelle, narkomaner, prostituerede, og her i august måned endog fik en massemorder til at åbne sig og bekende (på min bånd-optager) hvor mange sorte han havde myrdet.

Jeg har fundet utrolig mange ligheder mellem amerikanske lyssky elementer og KGB helt ned i detaljer som måden man placerer sig i restauranten, altid med dem med ansigtet mod døren og mig med ryggen til. Det, der altid volder mig problemer, er at man undervejs bliver testet for at de kan sikre sig at "man er med dem". Disse småkriminelle prøver jeg bliver udsat for af kriminelle har jeg beskrevet i bogen og de kom naturligvis også med KGB. Den første kom meget hurtigt og viser lidt om den utrolige naivitet og kloderethed, de lagde for dagen. De spurgte mig om jeg ikke kunne hente nogle papirer i et eller andet "defence" institut, der lå i Vandkunsten nr. 8. Jeg sagde som vanligt eftergivende "at det skulle jeg da tænke over," men ved næste møde undskyldte jeg med ikke at have haft tid. Og sagen kom aldrig på bane igen.

DET VAR UTROLIG naivt at sende en kendt person med et langt flettet skæg ud for at spionere, og jeg vidste da også at de blot forsøgte at tegne et psykologisk portræt af mig. Den næste prøvelse kom, da de gav mig en adresseliste med ca. 30 navne på kendte folk. Jeg skulle sende min bog ud til dem og fik sammen med en flaske whisky en kuvert med 10.000 kr. pakket ind i en bog med elskovshistorier til dækning af udgifterne. Jeg var klar over at det var en indirekte måde at få en, der i realiteten var millionær, til at modtage et så slattent beløb på.

Jeg sendte aldrig bøgerne ud, men afleverede heller ikke pengene tilbage. Jeg ønskede, at russerne skulle føle at jeg var med dem. I stedet viste jeg kuverten og pengene til alle mine venner, tog billeder af dem, som jeg bl.a. viste til en journalist, og fordelte dem i øvrigt til de mange nødstedte, der tit kom hos mig. Ude i byen fortalte jeg så vidt og bredt om det, at der kom en historie i Berlingske Tidende om "en kendt dansk forfatter, der havde udgivet en bog om sorte amerikanere i året for menneskerettighedserklæringen i Helsinki. (hvem kunne være i tvivl om hvem det var?), som havde modtaget en kuvert med 10.000 kr. af KGB og glemt den på en eller anden bar i det københavnske natteliv.

For øvrigt gav jeg KGB vores Afrikahjælps-girokort med besked om, at ville de støtte os, var de velkomne. Vi fik i forvejen så megen støtte (dog mest fra amerikanere).

"Nicks" indberetning til sine chefer har sikkert været rosenrød, men skønt jeg et langt stykke hen lod ham føle at jeg var på hans side, kunne jeg dog ikke undgå ind imellem at sige min mening. Sent vil han glemme vores skænderi om Leck Walesa og Solidaritet, som jeg varmt støttede (også økonomisk i stille protest mod de penge jeg havde fået). Mon han indberettede dette til Andropov for at opnå den høje stilling han i dag sidder i i Moskva? Jeg tvivler på det. Han prøvede ind imellem at få indflydelse på mit arbejde

"Hvorfor putter du ikke flere fattige hvide ind i showet? Det er jo ikke kun de sorte, der er undertrykte".

Nøjagtig en uge efter sagde den amerikanske ambassadør til mig:

"Hvorfor har du ikke flere fattige hvide med. Det bliver jo lidt ensidigt på denne måde."

Det var interessant at de havde fælles syn på mit show (om end forskellige mål), men begge havde totalt misforstået det. For mig handlede det om racisme. Også Information misforstod det jo ved at kalde det "Amerikanske Billeder". Slagkraftigt måske, men min egen oprindelige titel var "En personlig rejse gennem den sorte amerikanske underklasse".

Og dette fører direkte til mit endelige opgør med KGB: min stigende irritation over konstant at blive misforstået i Europa. Højrefløjen hadede showet fordi de så det som et angreb på USA, venstrefløjen elskede det af samme grund. Alle misforstod det, følte jeg, og konstant stod jeg overfor publikum og måtte forsvare USA. Ja, i Tyskland, hvor anti-amerikanismen var på sit højeste, blev jeg hylet ud af publikum af samme grund, og alle mine amerikanske medarbejdere (på nær en) nægtede at vise showet i det land.

De sorte medarbejdere havde følt, at de kunne forbedre forholdene i USA ved at lægge et ydre opinionspres på USA (i stil med det der var under borgerretskampen), men i 1980 blev vi alle så trætte af at blive brugt i en ideologisk magtkamp (mens racismen gradvis blev værre i Europa) at vi besluttede at lukke det hele og flytte til USA. Mon det var i KGB’s interesse? Det tør nok siges, de prøvede at udøve pres på mig for at få mig til at fortsætte.

Og hvis KGB skulle tro, at penge kunne motivere os, har de også misforstået noget. For dermed sagde vi også farvel til de mllionbeløb showet og bogen tjente ind i Europa. Efter at have sendt det sidste store beløb til Afrika, endte vi i yderste fattigdom på socialhjælp og foodstamps i San Francisco, hvorefter gruppen gik i opløsning. Og skønt show og bog i USA nu er en relativ succes på universiteterne, havde jeg f.eks. sidste år et underskud på 10.000 $.
Så det er vist nu jeg har brug for jer, KGB, men hvor er I nu?