En bande unge indvandrere overfaldt for to ar siden forfatteren Jacob Holdts søn. Bevæbnede med pistoler og knive truede de den 14-årige dreng til at udlevere sine penge.

"Det var ved højlys dag, lige i nærheden af Rigshospitalet, hvor han er født," fortæller Jacob Holdt med antydningen af skræk i stemmen.

Jacob Holdt er om nogen en tolerancens mester. Med sit lange, mørke hår ligner han næsten en moderne Jesus, og han har levet buddet om grænseløs medmenneskelighed helt ud i det ekstreme. Som dengang han havde 66 arabiske mænd boende i sit hjem, fordi han ikke ville afvise nogen. Eller dengang han rejste rundt blandt de fattige og udstødte i USA og både blev voldtaget og truet på livet - for bagefter at erklære, at han aldrig havde mødt en ond amerikaner.

"Det er farligt at se på et menneske ud fra, hvordan det er. Man skal se pa dets historie og pa det, der har gjort det til det, det er," siger han.

Jacob Holdt mener, at den egentlige årsag til den øgede vold og kriminalitet blandt unge indvandrere skal findes i danskernes diskrimination.

"De unge indvandrere, der overfaldt min lyshårede son, reagerede med den cocktail af had og selvhad, jeg kender så godt fra de sorte. Men jeg håber ikke, min son har taget skade, så han begynder at tænke negativt om indvandrere, for så begynder undertrykkelsens onde cirkel. Så ser vi indvandrerne som voldelige og kriminelle i stedet for at se, at vi har skabt det i dem ved at udstøde dem og give dem den kolde skulder. Og så lægger vi endnu større afstand til dem, så de bliver endnu mere frustrerede og så videre."

I USA er udviklingen gået grassat: Op mod 40 pet. af de sorte mænd under 30 år sidder i fængsel. I Danmark er det kun nogle få procent af anden-generations-indvandrerne, der er blandet ind i kriminalitet. Alligevel bruger Jacob Holdt de amerikanske billeder til at fortælle om indvandrerne i Vesteuropa, når han holder foredrag pa danske og norske skoler.

"Det er nemmere at se objektivt pa sit eget samfund, nar man bruger et andet som spejlbillede. Og indvandrerne i Danmark kommer til at ligne USA’s sorte mere og mere, mens danskerne minder mere og mere om de hvide."

"Når jeg fortæller muslimske venner i USA, at der er problemer med voldelige tyrkere og pakistanere i Danmark, far de et chok. De tænker, at volden kommer fra de sorte. Men i kraft af at vi mangler de sorte i Danmark, bruger vi indvandrerne som syndebukke og lynafledere, hvorimod de bliver accepteret og sluset ind i samfundet i USA. Derovre søger de hvide i høj grad at fa deres børn i skoler med indvandrerbørn, fordi de ved, at indvandrerbørn er langt mere motiverede end hvide amerikanske børn. Det er derfor utroligt at se, at det er lige omvendt i Danmark. Her tager man børnene ud af skolen, hvis der kommer for mange indvandrerbørn ind. Og derved giver man dem følelsen af ghetto og håbløshed, og får dem til at give op eller søge deres egne rødder frem for at blive en del af det større samfund."

Jacob Holdt mener ikke, det er nynazisterne og de erklærede fremmedhadere, der er de værste undertrykkere. Det er tværtimod den "pæne" middelklasse, der selv siger, at de ikke er racister - og som samtidig udelukker indvandrerne/de sorte fra at få arbejde. Som f.eks. en Nordsjællandsk tandlæge, der ikke ville ansætte en tyrkisk kvinde som sekretær, fordi han var bange for, at det ville skræmme patienterne væk. "Han ville maske også lide et økonomisk tab ved at ansætte tyrkeren. Når først der er udviklet en kløft i samfundet, løber man en personlig risiko ved at være menneskelig og lade være med at diskriminere. I USA er det f.eks. forbundet med fare at tage en sort mand op i en taxa om natten, fordi volden og hadet er så udbredt blandt de sorte. Men det er en risiko, man er nødt til at 1øbe. Ellers ødelægger det samfundet, og så ender det med, at tandlægen en dag er nødt til at tage bilen til klinikken, fordi der opstår så meget vold.

Jacob Holdt taler meget og længe, men det er ikke kun ord. Der ligger handlinger bag hans holdninger.

Som når han siger, at det måske er nødvendigt at sætte en grænse for indvandringen. Engang levede ban selv efter den filosofi, at han skulle være aben og ikke måtte sætte nogen grænser. Han skulle sige ja til alt.

Fra 1982 til 1989 stod døren til hans seks-værelses lejlighed i København åben for enhver. I bogen "Amerikanske Billeder" skrev han, at alle var velkomne, og det resulterede på et tidspunkt i, at han havde 66 arabiske mænd boende.

"Mit private soveværelse blev brugt til bederum, så flere gange om dagen måtte jeg forlade computeren, for at de kunne komme til, og om morgenen måtte jeg stå tidligt op for at undgå køen til toilettet. Men der var også gode ting ved det: Hver aften fik jeg spændende, udenlandske retter, og de gjorde rent og lavede kaffe til mig. Men mit hjem var blevet en ghetto, og det kommer der ikke noget godt ud af. Da nogle af mine sorte, amerikanske venner kom på besøg og flyttede efter to dage, fordi de ikke kunne holde ud at være der, indså jeg, at det var blevet for meget.

I dag bor Jacob Holdt i en almindelig lejlighed med sin familie. Han mener, man kan drage en parallel mellem hans egne oplevelser med at åbne sine døre på vid gab, og det danske samfund.

"Hvis vores egen racisme betyder, at vi ikke kan rumme så mange indvandrere i samfundet og" behandle dem menneskeligt, er det maske bedre at lukke færre ind. Bortset fra de mennesker, der f.eks. flygter fra en krig, er det ikke godt for nogen at blive lukket ind til udelukkelse," siger han.

Men Jacob Holdt kan ikke sige noget om, hvor grænsen for indvandringen skal ga. For han mener, det afhænger af, hvor godt danskerne har det med sig selv - og hvor meget vi trænger til nogle syndebukke.