Interview i Politiken i anledning af min 75 års fødselsdag

Søndag den 24. april 2022


»Min første tanke er altid,

hvad der mon er sket i

folks barndom«



 

75 PÅ FREDAG. Foredragsholder, fotograf og forfatter Jacob Holdt vil egentlig helst snakke om sit nutidige arbejde med integration. Men tiden som vagabond i USA var afgørende for hans liv og lykke, så ’Amerikanske billeder’ fylder stadig. 



Jacob Holdt og hans hund Tajo i Mariam Moskeen i København, som han var med til at etablere. Den ledes af hans ven Sherin Khankan, som – regner Holdt med – nok vil bemærke, at han glemte at tage sine sko af. Foto: Tilde Døssing Tornbjerg
 




Hvilken opgave har du været mest glad for i dit arbejdsliv?

»Nu har jeg jo aldrig haft et ærligt arbejde, men min lykkeligste tid var som vagabond i USA. Det med hver dag at kaste sig ud i nye mennesker, opleve dem og få deres kærlighed var meget særligt for mig. Jeg kom fra Vestjylland, og det var noget tungt noget. Jeg havde mindreværdskomplekser og blev smidt ud af gymnasiet, lærerne mente, at jeg var uden for pædagogisk rækkevidde«.

»Så det var en stor kontrast at opleve, hvordan amerikanerne byggede mig op. De første år som foredragsholder, hvor jeg stod med op til 2.000 tilhørere på universiteter i USA, fik mig også til at føle, at jeg var i gang med at skabe et eller andet, som betød noget«. 

Hvordan oplevede du at blive bygget op?

»Når man har fået 5 i engelsk, regner man ikke med at få ros for at kunne tale sproget, men amerikanerne roste mig. Når jeg viste dem mine skriverier og fotos, forudså de, at jeg ville blive forfatter. De byggede mig op ved at tro på, at jeg kunne noget«.

»Den side af USA kan vi lære noget af. Og så selvfølgelig deres gæstfrihed. Jeg kom med 200 kroner, som takket være gæstfriheden slog til i fem år«. 

Hvad fylder i dit nutidige arbejdsliv?

»Jeg kastede mig ud i integrationsarbejde, da jeg opdagede, at jeg automatisk kom til at tænke negativt om muslimer, når jeg åbnede en avis. Det ændrede sig, så snart jeg begyndte at integrere mig aktivt med dem – de stod på spring for at få en ’dansk ven’. Siden har jeg været til over 40 muslimske bryllupper og mærker sådan en livsglæde«.

Har du behov for at være alene?

»Jeg er god til at være alene mellem mennesker. Jeg kan f.eks. sagtens sidde og skrive midt i en flok«.

Hvad er din største bedrift?

»I 1999-2000 løb jeg 1.247 kilometer fra Skagen til Elben og fra Vesterhavet til Kalmar. Min far fik uhelbredelig kræft og døde senere det år. Jeg kastede mig ud i det vanvittige projekt, fordi jeg ville undgå at få kræft og tænkte, at mere motion var godt. Projektet var specielt, fordi det brød med mit princip om altid at sige ja og følge andre mennesker. Det er det eneste, jeg selv har besluttet at gøre i mit liv. I alt andet har jeg ændret retning, hvis nogen tog mig ved hånden og sagde ’kom med’«.

Hvad er du god til?

»Jeg er god til at skrive endeløse bøger og breve med én finger! Jeg tror, jeg i mit liv har skrevet flere bøger, end jeg har læst«.

Hvad er du dårlig til?

»Havearbejde, som jeg kom til at hade i min barndom. Min far jog os ud i præstegårdshaven, for vi skulle ikke tro, vi var bedre end vores kammerater på gårdene, men det var meget sjovere at arbejde med hø ude hos dem. Jeg er også dårlig til at vaske op, siger min kone, for jeg falder i staver og lægger ikke mærke til, om der er pletter«. 

Hvem har været din vigtigste person i din karriere?

»Der er mange. Nogle af de vigtigste er dem, jeg frygtede eller hadede mest, f.eks. folk fra Ku Klux Klan. De har lært mig en masse om deres liv, verden og mig selv. Ofte er dem, jeg har haft de største fordomme imod, endt med at blive dem, der betød mest. Ikke mindst det sorte samfund, som jeg i starten blev advaret voldsomt mod«.

Ejer du ikke frygt?

»Jo, de første år bar jeg samme frygt i mig som alle andre – vi får den gennem andres advarsler. Den fik mig til at sende negative signaler til alle de gangstere, jeg mødte i gaderne: Du er er en skidt fyr, jeg har grund til at frygte dig. Det gjorde dem tosset, så jeg blev overfaldet igen og igen, indtil jeg overvandt min frygt. Ved at holde mig til relativt sikre miljøer i universitetsbyer, hvor jeg ofte sov hos sorte elever, byggede jeg gradvist tillid op, og derefter sendte jeg ubevidst et helt andet signal: Du er god, jeg vil gerne lære dig at kende. For kriminelle, der ellers kun mødes af frygt hos hvide, er det et budskab om kærlighed, som får dem til at åbne op. ’Tro på det gode i mennesket’ blev mit mantra«.

Også når du bliver truet med en pistol?

»Ja, efter at jeg konsekvent begyndte at tænke kærligt om andre. Alle undertrykker andre, og alle bliver undertrykt. Min første tanke er altid, hvad der mon er sket i folks barndom. Når folk mærker, at man tænker inkluderende, begynder mennesket i dem at smelte. Så det ville jeg selvfølgelig også gøre, også hvis jeg stod over for Putin«. 

Hvad er det bedste valg, du har taget?

»Mit bedste valg var, da jeg konsekvent begyndte at lade andre vælge for mig. Det lærte jeg på landevejen. Konsekvent ikke at sige nej, når nogen bød mig noget eller inviterede mig hjem – selv om der lå pistoler i bilen. Der kom altid noget ud af det«.

Ingen undtagelser?

»Jo, da jeg kom hjem og skulle til at begå mig i forretningsverdenen. Det var både et godt og et skidt valg, da jeg – efter at have fået nys om, at KGB ville bruge ’Amerikanske billeder’ som propaganda imod USA, da Carter var præsident – gik i krig med mit forlag for at få stoppet udgivelse i nye lande. Jeg er stolt over det, men det var naivt at tillægge Sovjet så megen magt, og det ødelagde min økonomi«

Hvad er du mest stolt over?

»Jeg er nok mest stolt af de workshops, jeg lavede på amerikanske universiteter. Jeg bliver stadig kontaktet af folk, der fortæller, at seancerne påvirkede deres livssyn varigt, at det gjorde dem bevidste om og mere ansvarlige i forhold til racisme. Mange af dem sidder i høje stillinger og har stor indflydelse. Selv Søren Pinds Wall Street-venner har rost mit show«.

Nævn en afgørende episode fra din barndom/ungdom?

»Jeg blev mulet, som det hed, af de andre drenge på vej hjem fra skole, fordi jeg var for fint klædt. Jeg blev vagabond og levede med de fattigste, så alle kunne se, jeg ikke var bedre end nogen. Frygten for at fremstå sådan har skabt et syndrom, der er ved at gøre min kone tosset, for hun kan ikke få mig til at tage fint tøj på«.

Hvordan mødte du din kone?

»Folk fra mit forlag tog mig med til en reception på et galleri, hvor Vibeke stod, yndig, og skænkede vin op. Jeg tænkte: Hun er mit livs drøm, det er hende, der skal være mor til mine børn, men jeg blev hevet med videre. Senere forlod jeg selskabet, drev ind på Cafe Sommersko, da Vibeke pludselig kom ind og fortalte, at hun havde læst min bog. Så sagde jeg haps, og lige siden har vi været sammen. Det var 2. september 1977«.

Hvad blev anderledes, end du havde forestillet dig?

»Da jeg rejste til Amerika, var jeg overbevist om, at jeg skulle ned og være guerilla i Guatemala – jeg var meget radikaliseret på det tidspunkt. Men en af de første dage i USA blev jeg voldtaget af en sort bøsse, som dagen efter slæbte mig ind i Glide Memorial Church. Den kirke kom til at ændre mit liv. Med et budskab om, at vi ikke skal leve i de store ideer, men forholde os til det menneske, vi møder nu og her. Samme dag udformede jeg min ’sig ja-filosofi’«.

Hvorfor løb du ikke væk?

»Voldtægtsmanden undskyldte og var klar over, at han havde gjort noget forkert, derfor betød det alt for ham at få mig med til kirken. Jeg kunne se, at han virkelig angrede, og så kunne jeg ikke andet end tilgive ham. Det er ikke et ord, jeg bruger meget, men ved at praktisere det var det ikke så svært at komme videre«. 

Skyldes det værdier fra din barndom?

»Jeg var skånet for de advarsler, forældre i dag skræmmer deres børn med om ikke at være sammen med bestemte grupper. Det er en befrielse for et barn ikke at blive undertrykt af at skulle tænke dårligt om sine medmennesker. Mine forældre tog i 1956 flygtninge fra Ungarn ind, og både Hal Koch og afrikanske missionærer kom i vores hjem. Det gjorde et kæmpe indtryk, så jo, jeg har fået lidt af min fars tanker om næstekærlighed med mig«.

Hvad ville du sige, hvis du skulle bagtale dig selv?

»Jacob er bare en lommefilosof, der er sluppet afsted med at holde prædiken hele sit liv«.

Hvad håber du, folk siger om dig?

»Han forstår at bygge bro, for han har lært at se ting fra flere sider og integrere sig med alle grupper«.

Hvad er du mest taknemmelig for?

»Når man bliver 75 og har levet et liv lidt på kanten, har man meget at være taknemmelig for, f.eks. overhovedet at være i live«.

Har du en dårlig vane?

»Jeg kan høvle en helt ost på en dag, selv om det ikke er godt for mit kolesteroltal. Og jeg lider nok af lærer-syndromet, hvor man – fordi man er vant til at holde monolog – meget let også i sociale sammenhænge begynder på et nyt foredrag«. 

Hvad kan få dig til at grine?

»Når vi som landbørn besøgte vores kusiner i Esbjerg, grinede de højlydt, når vi var i biografen. Det syntes min bror og jeg var dybt pinligt. Først tre dage efter gik pointerne op for os. Jeg føler mig stadig som en bonderøv på det punkt«.

Annemette Grundtvig


 


 

BLÅ BOG

 

JACOB HOLDT

Opvokset i landsbyen Fåborg. Gift med Vibeke, har børnene Daniel og Lalou. Bor i København.

Vagabond og brobygger . Verdensberømt for ’Amerikanske billeder’,

har holdt over 7.000 foredrag og laver desuden workshops om antiracisme.

Engageret i klima, integration og dialog med afsæt i Ubuntu-huset i København.


 



 

Tilbage til indeks over omtale