|
Kære venner
Julen 1989
Igen i år vil jeg sende jer et julebrev. Dels til jer, der ydede så stor
hjælp til Amerikanske Billeder i så mange år. Og dels til jer, der som gamle
venner er blevet knyttet mere eller mindre til familien. Jeg havde sat mig
for at sende jer et julebrev hvert år som i gamle dage. Men sidste år kom
jeg først hjem fra USA et par dage før jul, tilmed med en forrygende
halsbetændelse af at køre 3 kæmpe lastbiler med mine bøger fra havn til
varehus i New York i en snestorm. Så det blev ikke til så meget. Desuden
mærker jeg i stigende grad - ligesom mange af jer sikkert for længst har
gjort det - indvirkningen af kernefamiliesyndromet. Der sker ligesom det,
når man begynder at stifte familie, at man bliver mindre udadvendt, har nok
at gøre med børn osv. til at man gider skrive til andre. Man bliver med
andre ord sig selv nok.
Mange af jer vil sikkert sige: Tænk, det kan være at Jacob endelig er ved at
blive voksen. Dette ser jeg nu ikke som noget positivt, for jeg tror det
også udmønter sig i mindre kreativitet. Tidligere år kom jeg hjem fra USA
fast besluttet på ikke at blande mig i forholdene herhjemme (for at få mere
tid til at forberede min næste sæson i USA). Men jeg blev altid straks gal i
hovedet over et eller andet herhjemme og skrev kronik til Politiken. I år
konstaterede jeg at jeg kom hele sommeren igennem uden at fare i blækhuset.
Dette gør mig lidt betænkelig, da det jo kunne være et alderdomstegn at man
sådan begynder at vise ligegyldighed overfor sit eget land.
Hvad lavede jeg da så?
Jo, jeg gik såmænd og passede min familie. Vibeke havde travlt med at
organisere Shakespeare festival. Jeg ordnede alt det huslige med børnene og
hyggede mig gevaldigt med det, malede hus, ordnede have osv. I korte træk er
der nemlig sket det siden sidst at jeg er blevet gift. Det spåede jeg i
forrige julebrev nok ville ske en dag. Efter i mange år at have haft et
herligt internationalt hus i Købmagergade var jeg endt i en blindgyde og
besluttede mig til at smide alle flygtningene ud. Jeg manglede tid til at
engagere mig personligt i det. Det sidste år havde jeg nærmest krig derinde
mellem Sunnimuslimske PLO-krigere og feminine Shiamuslimske transvestitter
fra Iran, som kun min jødiske sekretær, Maya, til sidst kunne mægle imellem.
Jo, det var et hus i splid med sig selv, som til sidst lignede Beirut. Jeg
måtte derefter låne næsten en million kr. for at renovere det, men fik til
gengæld den Spanske ambassade til at leje det bagefter.
Derefter måtte jeg så flytte fast over til Vibeke. Flim, vores søn, var lidt
betænkelig ved det: "Far fylder jo så meget." Men vores nyfødte datter,
Isabella Lucie (Lalou), krævede en lidt mere nærværende far. I efteråret 88,
da jeg var hjemme på et lynvisit, fik Vibeke den pludselige indskydelse at
vi skulle gifte os. Det var vist noget med at jeg jo kunne blive dræbt når
som helst i USA, så det ville være bedst at have papirer på det. Jeg havde
jo altid følt at noget så alvorligt kunne man først begive sig ud i når man
havde tænkt sig godt om og børnene var nået til skelsalder og kunne blive
taget med på råd. Nå, det skete i yderste hemmelighed på rådhuset, men
udenfor var vi uheldige at støde ind i min mor og lidt efter en veninde, der
straks så at Vibeke var helt opstemt, så det røg ud af hende: "Er I blevet
gift?" Det gav straks min mor blod på tanden, og der var ikke andet at gøre
end at kalde hele familien sammen samme dag til en lille højtidelighed. Det
var ellers vores mening i stedet at holde et stort officielt bryllup senere
i år når vi kunne fejre vores kobberbryllup i anledning af den dag vi mødtes
for 12 1/2 år siden. Så ville vi have haft en stor fest med masser af jer
venner som gæster. Nu kan det være I får vente til vores sølvbryllup...
Men i hvert fald har jeg nu kastet mig ud i kernefamilielivet halvdelen af
året. Og jeg indrømmer gerne at jeg nyder alt det "småborgerlige," der hører
med. Det sjove er, at det sker på et tidspunkt, hvor så mange af mine
jævnaldrende efterhånden har fået voksne børn, og med skilsmisser og andet
(efter hvad jeg hører) desperate nu søger ud af kernefamilielivet. Jeg selv
synes det er skønt at have små børn, når man har nået min alder (og har
studeret nok ægteskaber ude i verden til at mene hvordan det ikke skal
gøres), at tage Lalou i vuggestue om morgenen, at vågne op med den samme ved
sin side hver morgen, at have en fast rytme over sin dagligdag, at lave nye
spændende eksotiske retter hver aften, at tænke over verdensbegivenhederne
over opvasken, at se TV-avis på samme tid hver aften, ja, i det hele taget
at have et fjernsyn.
Hvordan kunne man overhovedet klare sig uden et TV i så mange år, spørger
jeg nu mig selv. Ja, sådan går min hverdag nu, og det er jo en ren lykke. Da
jeg mistede Købmagergade måtte jeg have et andet arbejdssted. Jeg endte med
at købe mine bedsteforældres gamle hus ude på landet ved Roskilde af rent
sentimentale grunde. Sommeren gik med at sætte det faldefærdige hus i stand.
Jeg måtte også have et sted at huse gæster fra USA. Vi selv vil bo der, når
jeg er hjemme om sommeren. Så nu har vi også have, der skal passes.
Måske jeg netop nyder
alt dette fordi det står i så skærende kontrast til mit arbejde i USA. I
tidligere julebreve har jeg fortalt lidt om, hvad jeg laver der. Så det vil
jeg gå let hen over i år. Foråret 88 gik rutinemæssigt bortset fra at en
lilleputmaskine jeg fløj i ude i bjergene pludselig tabte døren og væltede
rundt højt over tinderne. Jeg hev et postkort op og skrev mine sidste ord
til Vibeke. Men på en eller anden made fik de manøvreret maskinen tilbage
til Denver.
Kort efter kom forfatteren Palle Petersen over for at afløse Pia Tafdrup som
min chauffør. Og vi hyggede os gevaldigt sammen på de lange køreture i
syden, hvor han mødte mange af personerne fra bogen. Han er et utroligt sødt
menneske grænsende til det selvudslettende, som jeg ligesom Pia vedbliver at
have nær kontakt med. Da han lod skægget gro på turen, lignede han
efterhånden lidt af en bums. Og det kunne nogle gange være lidt svært at
overbevise folk om at han er forfatter til mere end 60 bøger, når de
betragtede ham. Under køreturen var han i gang med at skrive en bog om
slaveriet i Vestindien. Mens han kørte bilen fra Norden helt til New
Orleans, hoppede jeg rundt i flyvemaskiner til alle afkroge af USA, selv
Alaska. Her havde jeg bedt min agent om at få en dag fri, men de indfødte
havde arrangeret at jeg skulle holde tale til en middag for eskimoerne og
indianere, så alt i alt fik jeg en time til at vandre rundt i Alaskas
umådelige sneklædte bjerge. Derefter var det lige ned til Palle i den
sydende hede i Louisianas sumpe. Nu håber jeg at jeg får lidt mere tid på
Hawaii, hvor jeg skal til i februar.
De voldsomme kontraster
bliver jeg aldrig træt af. Den ene dag en religiøs skole, hvor kønnene er
adskilte og pigerne går klædt som dukker. Den næste dag en laset
hippieskole. Da jeg en dag fløj til New York, sendte Fordham universitet en
flot lang limousine for at samle mig op. Det kunne endda være. Men jeg kunne
ikke undgå at få lidt kvalme af at de sendte en sort chauffør i uniform til
at køre mig gennem alle de slumkvarterer i Harlem og Bronx, jeg skildrer i
showet. Her sad jeg - hvid mand med bar og farve-tv i det store bagsæde - og
kiggede ud på alle junkierne og de hjemløse, tiggende ved bilen for at få en
mønt. Chaufføren skulle efter forestillingen køre mig til et luksushotel
langt uden for Bronx, men da tog jeg dog undergrunden ned til en ven i
Harlem. Der er grænser for galskaben. Ofte prøver jeg at bringe de
beskyttede overklasseelever og ghettoen sammen. Det er næsten hver gang en
utrolig oplevelse for begge parter. Selv om jeg hver eneste dag er i et nyt
universitet bliver det aldrig rutine. Hver dag er som en vidunderlig gave,
der gør at jeg kan klare mig med utrolig lidt søvn. Jeg er forbavset over at
ikke flere af jer venner tager med på turneerne (selv om jeg godt ved at I
er bundet af jeres arbejde). For alle, der har kørt med, har det været en
stor oplevelse.
Her i efteråret kørte Pia Tafdrup med igen, denne gang i sydstaterne. Hun
var rystet over at besøge en af de slavelejre, jeg beskriver i bogen, og at
besøge papkassehuse, hvori 25 mennesker boede sammen. Vi nåede med nød og
næppe at slippe ud af Charleston, SC før tornadoen Hugo ødelagde byen og
drønede derefter op til min fars bryllup i Boston. Han har været med mig på
3 turneer, men allerede på den første fandt han sig en kæreste i MIT
universitetet. Da jeg var forlover havde han forlangt at jeg skulle komme i
jakkesæt. Jeg har aldrig ejet noget sådant og prøvede hele vejen op ad
østkysten at låne et sæt hos venner. Jeg nåede frem 5 minutter før
brylluppet iført min agents jakkesæt, som var et par ærmer for kort. Jeg
endte med at måtte låne det ene af min fars. Hvad han ikke havde fortalt mig
var at jeg var skrevet op i programmet som taler. På stående fod måtte jeg
ryste en tale op for de 80 gæster deriblandt flere Nobelpristagere, som hans
nye kone havde arbejdet med.
Min bil var i øvrigt brudt sammen så mange gange på turen, at Pia fik mig
overtalt til at få en ny. Det var svært at finde en tilstrækkelig stor model
og den eneste jeg kunne finde kom med alverdens ting jeg ikke havde brug for
bl.a. cruise control, radio til samtale med lastbilerne, air condition både
foran og i sengen, som med et tryk på en knap bliver til en sofa. Og
farvefjernsyn og video. Man kan jo ikke køre de lange strækninger uden at se
TV. Så hvis ikke mit tidligere tilbud kunne lokke jer med som chauffører,
kan det jo være at TV, video og (som min far demonstrerede) chancen for at
finde en ny kone kan gøre lidt forskel.
Actionfilm behøver i dog
ikke at bringe med til videomaskinen. Forholdene bliver jo bestandig værre.
Da jeg kom tilbage i august efter 4 måneders ro og fred i familiens skød,
stjal tyveknægte allerede første aften min skrivemaskine og båndoptager fra
bilen. Det var anden gang i år det skete. Næste aften, da jeg ryddede op i
bilen, hørte jeg 3 skud udenfor og så en mand og en kvinde komme vraltende
og derpå falde lige foran mig som i en Wild West film. Det er en gammel
refleks hos mig altid at gribe kameraet (før jeg tilkalder politiet, som jeg
vidste var der med det samme), men da jeg stod bøjet hen over de døende,
kiggende lige op på mig, kunne jeg pludselig ikke fotografere. Jeg begyndte
at ryste som den gang jeg blev holdt op første gang. Jeg var omringet af
Puerto Ricanere og følte jeg havde mistet kontrollen.
Det var lige ud for den lejlighed, jeg bor i, og jeg styrtede op til de
andre og fortalte hvad jeg havde oplevet. Men Martha grinede blot og
fortalte at da hun "forleden dag" stod og kiggede ned fra køkkenvinduet,
segnede en ung pige, ventende på bussen, pludselig om ramt af en
strejfkugle. Og Jeff sagde at hans veninde netop var blevet ramt af en
strejfkugle i Hartford. Jeg selv lå i foråret en hel nat i Los Angeles og
kunne ikke sove fordi en helikopter sad lige ovenover med lyskegler, mens en
bandekrigs kugler fløj rundt om huset. Dette land er i krig med sig selv,
kan jeg huske at jeg tænkte. Man kan vænne sig til alt, men når man lige har
gået hele sommeren og malet sin bedstemors idylliske hus i et vidunderligt
fredfyldt land, bliver man lidt oprevet over denne kontrast.
Ghettoerne er i
opløsning pga. crack. Jeg er i færd med at opdatere mit show med
crack-scener, men det er anderledes farligt end dengang jeg fotograferede
heroinnarkomaner. Det var barnemad i forhold til de ukontrollable
reaktioner, man ser hos cracknarkomaner, der i paranoia skyder vildt omkring
sig. Heroin-narkomanerne var så langsomme at man kunne støde pistolen ud af
hånden på dem før de skød. USA ødelægges indefra af crack, men bliver ved at
se fjenden ude (Panama, Columbia). Ikke før landet ærligt erkender sine egne
undertrykkelsesmønstre hjemme føler jeg der er håb.
Jeg har tidligere beskrevet hvordan jeg arbejder med disse
undertrykkelsesmønstre blandt eleverne. Noget af det nye, der er sket siden
sidst, er det faste samarbejde jeg har fået med Tony Harris, min sorte
medarbejder mange af jer kendte fra Danmark. Han er blevet afsindig dygtig
til sine workshops, specielt indenfor (indvendiggjort) racisme, sexisme,
antisemitisme, men også i stigende grad homofobi, "classism" (manglen på en
velfærdsstat) og handicapundertrykkelse.
Så dygtig at da vi i efteråret fløj rundt sammen, droppede jeg i mange
skoler helt min egen workshop. Det er nok umuligt for et europæisk publikum
at beskrive hvad der foregår i hans workshops fordi vi i vor tænkning er
vant til at se undertrykkelsen kun vendt den ene vej med den sorte, kvinden,
jøden, den homoseksuelle osv. som "ofret". Tony arbejder mest med den
undertrykkelse der foregår i sindet hos undertrykkeren, den hvide, manden,
ikke-jøden, den heteroseksuelle, og det er utrolige fø1elser der her ligger
gemt. Når de kommer op til overfladen er det så overvældende en oplevelse,
at eleven normalt bryder sammen i gråd, hvorefter mange i publikum, som har
haft parallelle barndomsoplevelser, bryder sammen i gråd. I skole efter
skole så jeg Tony gennem en stille snak ramme elevers nedre regioner så
voldsomt, at denne udløsende gråd, som vi kender fra sunde børn, brød ud
ofte efter kun få minutter.
Det må ikke glemmes at vi især har med den intelligenteste del af USA's
ungdom at gøre i eliteuniversiteter som Harvard, Stanford, Princeton, Yale,
hvorfra USA's fremtidige politikere kommer (arbejderklassens børn er mere
blokerede, men også i deres universiteter er Tony effektiv). Jeg tror, at en
europæisk besøgende ville være absolut målløs ved således at opleve hvor
stærkt racismen påvirker selv de "sundeste" hvide (som aldrig kunne drømme
om at nære negative fø1elser overfor sorte). Jeg har tit drømt om at få
dansk TV med på en sådan turne, hvor de kunne lave et program, der virkelig
ville få danskerne til at tænke lidt over deres egen racisme - den racisme
vi tror kun findes hos ANDRE såsom grønjakker, Glistrup, Søren Krarup osv.
Ofte har vi i publikum nogle europæiske udvekslingsstudenter, som vi vælger
at ignorere, fordi de simpelthen ikke forstår hvad der foregår. Hvis de
begynder at snakke, sker det altid intellektuelt (ikke fra hjertet) med
store indviklede teorier (ofte marxistiske) om racisme, som ALTID for
europæeren er noget derude, men ALDRIG hans eller hendes eget problem. I
Univ. of Michigan så jeg næsten 300 elever sidde i konstant gråd i over 8
timer og glemme alt om deres klasser. I den sidste eliteskole, vi var i,
Colgate i New York, skulle alle elever hjem til Thanksgiving om morgenen,
men ca. 50 valgte at blive hele dagen sammen med Tony i en snestorm med
risiko for ikke at nå hjem til en af familiens vigtigste højtider. Jeg
skulle telefonere hele den dag og kiggede kun ind engang imellem. Men da jeg
så disse 50 elitestudenter sidde rundt om i skødet på hinanden med tårerne
trillende ned ad kinderne, gik det pludseligt op for mig hvor skørt det hele
må se ud for en nys ankommet europæer. Men prøv engang selv at opleve det...
Nå, et
undertrykkelsesmønster arbejder vi dog i det mindste alvorligt med i Europa
lige nu, nemlig den systematiske kommunistiske model. Men vi glemmer let at
netop den var resultat af at vi på venstrefløjen i Europa aldrig indså i
hvor høj grad undertrykkelser er indvendiggjorte og konstruerede derfor
naivt en slags tusindårsrige, der en gang for alle skulle føre til alle
undertrykkelsers endeligt. Når man nægter at gøre det grundlæggende arbejde
med følelserne er det ikke underligt at en sådan fantasikonstruktion straks
førte til en ny undertrykkelse. Jeg glemmer aldrig den morgen, hvor jeg
efter at have festet med studenter hele natten vågnede op i et Holiday hotel
til Tv-nyhederne om at Berlinmuren var faldet. Jeg troede simpelthen at det
var et udslag af min kæmpebrandert. . ..og tankerne gik tilbage til mange af
jer, som jeg stod og diskuterede med hin morgen, da muren blev skabt, den
dag vi startede i Esbjerg Statsskole 13. august 1961.
Jo, det er en lykkelig tid vi lever i. Hver morgen fø1er jeg at vi
gennembryder nye mure i amerikanske skoler, hvorefter jeg kaster mig over
New York Times for at opleve alle de mure, der nu falder i Europa. Tankerne
vandrer tilbage til alle mine oplevelser med Østeuropa. Her mellem jul og
nytår skal jeg med hele familien til Østtyskland og besøge Jörg Meier, som
vi pludselig har fået kontakt med igen efter 7 år. Det var ham vi troede var
vesttysker i al den tid han arbejdede for os. Han var den bedste, mest
intelligente og charmerende medarbejder, vi nogensinde havde. Han endte med
at ordne alt hvad der havde med Tyskland at gøre, oversætte showet, indtale
det og lave alt det tekniske. Han ordnede al min tyske korrespondance,
kontrakter med forlag og Der Spiegel, arrangerede udsendelser i Vesttysk Tv
om Amerikanske Billeder.
Først bagefter kom vi til at tænke på, at når de tyske Tv-folk havde
kameraerne tændt, havde Jörg altid "tilfældigt" været i et andet værelse
imens. Pludselig forsvandt han og jeg blev kaldt til forhør hos PET. Han
havde været østtysk spion, plantet hos os. I husker sikkert alle
skriverierne om ham: "Spionen der kom ind under dynen" pga. hans charme hos
kvinderne. Vi elskede ham. Mens han var i fængsel fortsatte han arbejdet for
os, omdannede sin celle til et lydstudium, så han kunne indtale den tyske
filmudgave. Siden blev han sammen med Willy Brandts sekretær udvekslet til
østtyskland og vi mistede kontakten med ham indtil han sidste juleaften
ringede til mig. Det bliver herligt at komme ned og bo hos ham - aktiv som
han nu er i opgøret med stalinisterne. Dansk Tv sender et stort interview
med ham den 22. januar.
Vores venskab var et
resultat af den kolde krig - dengang Østblokken brugte Amerikanske Billeder
bevidst til at modvirke Præsident Carters menneskerettighedskampagne. Det er
et utroligt kapitel i mit liv, som mange af jer sikkert ikke har hørt om, da
jeg først skrev om det i den amerikanske udgave af bogen: mine "hemmelige"
stævnemøder med russiske og andre Øst agenter i mange år. Det var så
spændende og vidt omfavnende, at jeg en dag har lyst til at skrive
erindringer alene af den grund. "Hemmelige" fordi jeg åbent fortalte venner
om dem for ikke at blive trængt op i en krog af russerne en dag. Men også
PET og FET kendte hele tiden til det, da topchefen for KGB i Danmark som
bekendt var dobbeltagent og siden vist skrev om det i sin nys udgivne bog i
England.
Meget af det jeg oplevede var som taget ud af en spionfilm og mindst ligeså
spændende som mine oplevelser blandt gangstere i USA. Men vent og køb mine
erindringer, hvis jeg en dag skulle få tid og forfængelighed nok til begive
mig ud i en sådan luksus! Det hører ikke hjemme i et pænt julebrev. Nu
ønsker jeg jer alle en glædelig jul (med håbet om at også Rumænien får den
med). Husk når I er i KBH at komme ind og prøv nogle af de mange
fremmedretter jeg lærte af flygtninge, afrikanere, israelere og arabere i
mit hus. Og husk nu et julekort til mig næste år!
Kærlig hilsen
Jacob Holdt,
Gernersgade 63, 1319 KBH K Tlf. 33-12 44 12
|
|
